JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - burkaforbud

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.8.09.

Burkaforbud - et led i kvindefrigørelsen
eller et led i diskrimination af muslimer?

Den tidligere medstifter og leder af Ny Alliance, Naser Khader, har gjort bemærkelsesværdigt hurtig karriere i Det konservative Folkeparti. Han blev medlem af partiets folketingsgruppe i marts, og allerede her i midten af august er han blevet sit nye partis integrationsordfører og udenrigsordfører. Og i sin førstnævnte egenskab har han lagt ud med et kontroversielt forslag om forbud mod at kvinder går i burka eller niqab i det offentlige rum.

Det kontroversielle i sagen ligger naturligvis i at de to slags kvindedragter, der begge dækker hele kroppen, inkl. ansigtet, men for niqab'ens vedkommende dog ikke skjuler øjnene, i den muslimske verden er begrundet religiøst, vel at mærke ud fra en streng, lokalt bestemt fortolkning af Koranen, mens de i sekulære vestlige lande som Danmark vækker såvel forargelse og vrede som modstand, fordi de forekommer både åbenlyst kvindeundertrykkende og direkte provokerende som religionssymboler.

Det kvindeundertrykkende ligger i at selve påbuddet om hel eller delvis tilsløring af den kvindelige krop helt igennem afspejler islams indbyggede mandsdominans. Kvinden er og har lige siden Muhammed etablerede religionen i de arabiske lande været mandens ejendom som ikke må friste andre mænd til flirt og erotik endsige sex uden for ægteskab. Men påbuddet afspejler også selve den grundliggende frygt for seksualiteten som Islam har fælles med jødedommen og kristendommen, og som går tilbage til 'syndefaldsmyten', grundfortællingen om at mennesket mistede sin uskyld da det spiste af kundskabens træ og dermed også blev kønsbevidst.

Alle tre religioner har jo efterhånden i og med liberaliseringen og sekulariseringen i verden gennemgået en 'modernisering' der i princippet betyder kvindens frigørelse og kvindens ligestilling med manden i henseende til personlig frihed til at leve livet som hun vil - også påklædningsmæssigt og seksuelt. Men i alle tre religioner er der fortsat fundamentalistiske grupperinger der ønsker de gamle strenge fortolkninger om levevis fastholdt. Derfor modsætter den katolske kirke sig prævention og fri abort. Derfor modsætter den ortodokse jødedom og den ortodokse islam sig fortsat kvindens ligestilling med manden. Værst er imidlertid kvindeundertrykkelsen i de muslimske lande der har decideret præstestyre eller som er domineret af klaner der fastholder gamle fortolkninger og kulturmønstre urokkeligt.

Konsekvensen for muslimerne er derfor at kvinderne overalt hvor der hersker fundamentalistisk islam hensættes i valget mellem accept af den bestående mandsdominans og en nødvendig kamp for frigørelse og dermed for demokrati og sekularisering. I vestlige, demokratiske og sekulære lande indebærer herboende kvinders kamp for frigørelse et oprør mod den undertrykkelse der sker i og med at de gamle normer og mønstre fra de muslimske lande fastholdes inden for de enkelte familier. Oprøret omfatter således nødvendigvis et oprør mod påbud om brug af burka, niqab, slør og tørklæde. Dette oprør må igen opfattes som et klart oprør mod kvindeundertrykkelse, men i det omfang påbuddene begrundes religiøst med henvisninger til Koranen, Hadith og Sharia bliver oprøret uundgåeligt også et oprør mod religiøs dogmatisme og fundamentalisme.

Dette indebærer for eksempel at det ikke kan anerkendes som en legitim indvending mod forbud mod burka eller tørklæde, at visse muslimske kvinder udtrykkeligt ønsker at bruge disse beklædningsgenstande for at vise at de er religiøse mennesker. Det er altså heller ikke et holdbart argument mod forbud mod burkaer at fx danske kvinder der er konverterede til islam ønsker at gå med burka, for konverterede mennesker lægger altid vægt på særregler der fremhæver deres religion. Men dette bør i et frit land ikke ramme moderne kvinder der ønsker frigørelse fra reglerne.

Et forbud mod muslimske kvinders brug af burka i det offentlige rum er naturligvis et indgreb i menneskets personlige frihed som kun bør lovfæstes i et demokratisk og sekulært land, hvis det kan begrundes i et overordnet hensyn til kvindernes kamp for frigørelse. Tilsyneladende ser det paradoksalt ud at man skulle kunne gribe ind i menneskets personlige frihed med det formål at øge dets frihed. Men paradoksaliteten forsvinder, når det betænkes, at brugen af burka påbydes kvinder af familier, klaner eller hele regimer med det formål at begrænse deres frihed, og at frivilig brug af burka kun sker hos kvinder der ser det som et specifikt formål at acceptere denne begrænsning af religiøse grunde.

Det forandrer derfor ikke sagen, at talsmanden for organisationen Muslimer i Dialog, Zubair Butt Hussain, kalder Naser Khaders forlag om burkaforbud for en unødig mistænkkeliggørelse af kvinderne, der efter hans mening ligefrem virker som om man ikke stoler på kvindernes egen dømmekraft. For kendsgerningen er den at det i det enkelte tilfælde er umuligt at afgøre, hvem og hvad der motiverer en kvinde til at gå med burka. Efter sigende er det slet ikke ret mange muslimske kvinder her i landet der overhovedet benytter burkaen. Men signalværdien af et forbud er central: Det danske samfund tilkendegiver derved at det ønsker kvindernes frigørelse og dermed også deres fulde ret til optræde på lige fod med mændene i alle sammenhænge - dvs uden tilsløring.

Det rent praktiske hensyn spiller ind. En funktionær der skal kunne afgøre en muslimsk kvindes identitet - fx i tilfælde af kontrol af kørekort, pas eller buskort - må nødvendigvis kunne se den pågældende kvindes ansigt. Men langt vigtigere er det kommunikationsmæssige hensyn: alle ønsker naturligvis at kunne se det menneskes ansigt man kommunikerer med, for selvom stemmen røber meget, så er minespil en væsentlig del af kommunikationen. Vi er simpelthen ikke trygge ved at tale med nogen vi ikke kan se i øjnene.

Den allerværste argumentation imod et burkaforbud er dog at ligne det ved den skinbarlige totalitarisme. Argumentet er såmænd anført af ingen ringere end chefredaktør Tøger Seidenfaden der i sin leder på Politikens forside d.d. gør gældende at burkaforbuddet, der vedrører under et halvt hundrede mennesker i Danmark er "endnu et eksempel på, hvor langt ud i intolerancens og religionskrigens overdrev vi er kommet". Men også venstremanden Søren Pind har været ude med en erklæring om at Khaders idé er i fundamental strid med dansk forståelse af frihedsbegrebet. Begge påstande kan afvises, da det som allerede påpeget nu engang kan være nødvendigt at gøre indgreb i den personlige frihed for at fremme en overordnet udvidelse af friheden. Den slags indgreb har hverken noget med intolerance eller religionskrig at gøre.

Men de uholdbare påstande afslører desværre kun alt for godt, at visse politikere og kommentatorer i dette land er moralsk forvirrede når det kommer til valget mellem på den ene side værnet om den frihed vi danskere har erhvervet gennem et par hundrede års hård kamp for rettigheder, demokrati og sekularisering og på den anden side beskyttelsen af de fremmede mennesker vi har fået ind i landet og som i fulde drag nyder vore rettigheder og vort demokrati, men ønsker at leve i et parallelsamfund som er alt andet end demokratisk og sekulært og som bl.a. tillader systematisk kvindeundertrykkelse.

Det er nødvendigt over for disse forvirrede demokrater at gøre opmærksom på at Danmark ikke er blevet et multikulturelt samfund hvor en mængde forskellige kulturer og religioner sameksisterer som parallelle samfund, men at vi fortsat er et unikulturelt samfund, hvor en mængde forskellige subkulturer kan eksistere ved siden af hinanden, i respekt for hinanden og i respekt for landets love og bedste kulturtraditioner uden at havne i et system af parallelle samfund med egne regler der er i modstrid med vore frihedsidealer.

Det er som sagt bemærkelsesværdigt at Naser Khader på Det konservative Folkepartis vegne har meldt så klart ud med det kontroversielle burkaforbud, for forslaget er godt, og det er nødvendigt at vi får taget hul på den principielle diskussion om forbud af den slags. Men det er også bemærkelsesværdigt at forslaget principielt bakkes op af både socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, men vækker modstand i Venstre.

Som indrømmet af både partiformand Lene Espersen og justitsminister Brian Mikkelsen har partiet skiftet holdning i sagen. For de to store borgerlige partier har jo hidtil været lige så moralsk forvirrede som Tøger Seidenfaden og har altså ikke kunnet se at specifikke og begrænsede indgreb i frihedsrettighederne kunne være nødvendige for at sikre frihedsrettighederne generelt. Man beskylder naturligvis nu de konservative for populisme og for at ligge under for Dansk Folkeparti, men det er der intet nyt i. For kritikerne er jo principielt imod at dansk enhedskultur fastholdes imod alle forsøg på multikulturalisme. Det nye er at Det konservative Folkeparti, takket være indvandreren Naser Khaders forståelse for fuld integration i vort sekulære demokrati, har erkendt nødvendigheden af en kultur- eller værdikamp der ubetinget fastholder enhedskulturen og demokratiet. Og det skal partiet naturligvis have tak for, og man må ønske det held og lykke med at overtale Venstre til at følge trop. Et burkaforbud er hverken diskriminerende og intolerant over for muslimerne eller udtryk for brud med dansk frihedstradition. Det er tværtimod udslag af fuld forståelse for hvad denne frihedstradition indebærer, når også tilflyttede muslimske kvinder skal gøre sig håb om frigørelse fra mændenes undertrykkelse.

At Søren Pind taler store ord om traditionel dansk frihed og liberal tankegang uden hensyn til at tiderne har gjort problemstillingen langt mere kompliceret end på Grundtvigs og de folkelige vækkelser tid, er måske ikke så mærkeligt. Han ser meget firkantet på frihedsbegrebet. Men det skal da foreløbig noteres, at Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, i debatten på DR2' Deadline g.d. erklærede sig principielt forstående over for et burkaforbud, men blot mente det ville være uden effekt eller ligefrem kunne få negative virkninger ved at holde muslimske kvinder væk fra det offentlige rum. For det sidste kunne man jo lade komme an på en vedtagelse af forbuddet. Ingen er uenig i at problemerne med de muslimske familier der er decideret kvindeundertrykkende ikke klares alene med et burkaforbud. Men selve signalværdien kan ingen komme udenom. Så mon ikke Lene Espersen får ret i, at Venstre nok i sidste ende vil tilslutte sig idéen om et forbud.

Den politiske ordfører Peter Christensens og integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs hidtidige standpunkt at politikerne ikke skal blande sig i folks påklædning er et glimrende princip i normale tider hvor påklædning hverken signalerer kvindeundertrykkelse eller religiøs fundamentalisme, men det kommer til kort, når visse dele af det danske samfund åbenlyst foretrækker at danne muslimske parallelsamfund med religiøs fundamentalisme og kvindeundertrykkelse i vort ellers sekulære demokrati.

Derfor er det fuldstændigt korrekt, når Jyllands-Postens kommentator Ralf Pittelkow påpeger at Venstre i denne sag er under pres, fordi partiet står alene blandt de partier der normalt bærer den stramme udlændingepolitik: "Hvis vælgerne bakker K op, kan V næppe fastholde sin modstand mod at forbyde burka og niqab", skriver han.

Hertil kan kun føjes, at uanset at forslaget om et burkaforbud i nogen grad splitter alle partier bag udlændingepolitikken internt, bortset fra DF, så vil Det konservative Folkepartis markante udspil efter sommerferien med understregning af værdikampens afgørende betydning - det vender vi tilbage til - indebære at partiet nu tager têten i regeringen og dermed udstiller Venstres svaghed uden barmhjertighed. Det kan Venstre næppe sidde overhørigt!

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Det konservative Folkeparti
Venstre
Socialdemokraterne
Dansk Folkeparti

Relevante artikler på Jernesalt:

Konservativt udspil om integration og danske værdier  (21.8.09.)

'Syndefaldsmyten'
De store religioner i og omkring Europa   (kapitel af 'Jernesalts 2009-filosofi')
Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Religion, eksistens og sekularisering - eller Religion, Politiken - og Europas fremtid
Religionen og sekulariseringen Afsnit af Værdimanifestet  (17.9.04.)