|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.6.12. (med tilføjelse 24.6.12.)Breivik-debatten tager ikke tyren ved hornene: det emergente kultursammenstød i EuropaSagen mod terroristen og massemorderen Anders Behring Breivik der den 22. juli 2011 iskoldt og på ganske kort tid myrdede 77 unge uskyldige mennesker på den socialdemokratiske ungdomslejr på Utøya har nu været ført i 'Tingsretten' eller byretten i Oslo i et par måneder og ført til endeløse tv-udsendelser direkte fra retten med lige så endeløse kommentarer og debatindlæg i medierne. Naturligvis allermest i Norge, men også ganske meget i de andre nordiske lande. Interessen for en så speciel og på vore breddegrader aldrig før set ugerning er ikke spor mærkelig. Besynderlig er egentlig kun det forhold at anklagemyndigheden og byretten i Oslo finder det nødvendigt for offentlighedens og retssystemets skyld at føre sagen for åbne døre og således ikke blot give pårørende til ofre eller overlevende en relevant mulighed for at få en nøje gennemgang af alle detaljer med henblik på at kunne komme bedre til rette med den komplet uforståelige ugerning (det kunne jo klares ved at give dem særlig adgang), men også gerningsmanden selv mulighed for at udstille sin iskolde uanfægtethed og endda i starten aflevere sin indstuderede ideologiske - halvfascistiske - sejrshilsen til alle seere og tilhørere. Det virkede så provokerende, at hans egne forsvarere formentlig gjorde sig store anstrengelser for at overtale ham til at undlade denne demonstration for ikke at risikere at ødelægge sin sag fuldstændigt. Den uniformsfrarøvede, sortklædte mand holdt i hvert fald op - og har stort set påhørt alle anklager og vidneudsagn uden at vise andre følelser end lidt hånlig afstandtagen. Særlig spænding har der været knyttet til de udtalelser og forklaringer sagens to hold psykiatere har afgivet, fordi de har været stærkt modstridende, idet det første hold - som tidligere skildret - kom til det resultat af Breivik var paranoid skizofren og derfor utilregnelig, mens det andet hold mente at Breivik var tilregnelig. Men begge hold, der iøvrigt følger hele retssagen, har fastholdt deres erklæringer, hvad der forleden førte til polemik imellem dem i retten. Retspsykiaterne Synne Sørheim og Torgeir Husby fra første hold mener, det er tegn på en psykose, når Breivik har givet sig selv beføjelser til at afgøre, hvem der skal dø og leve. De gør udtrykkeligt opmærksom på at de hverken er historikere, religionshistorikere eller terroreksperter og derfor ikke har taget stilling til Breiviks ideologi eller politiske ståsted. Andet holds psykiatere Agner Aspaas og Terje Tørrisen ser derimod Breiviks holdning og handling som udtryk for ekstrem, revolutionær politisk tænkning - og altså ikke som psykisk sygdom. De mener at Breivik lider af narcissistiske og dyssociale personlighedsforstyrrelser, men at han er egnet til straf. De har understreget deres faglige begrænsninger, men understreger samtidig, at det er nødvendigt at forholde sig til de politiske forhold for at kunne besvare de af retten stillede spørgsmål. De har desuden på dommernes direkte forespørgsel åbent erkendt at de har været i tvivl om deres konklusion. De er med andre ord ikke skråsikre i sagen, men peger på dens kompleksitet. Aspaas har i retten grundigt gennemgået de bemærkningene Den retsmedicinske Kommision (DRK) havde haft til deres erklæring, men benyttede ifølge Aftenposten anledningen til at understrege at Breivik er et særtilfælle inden for retspsykiatrien: "Vi finner grunn til å understreke at observanden fremstår som et særtilfelle. Den avstumpethet han viser overfor det han har gjort gjør han han skiller seg fra noe de sakkyndige har sett i psykiatrisk praksis tidligere. Han utfordrer grenseoppgangene mellom juss og psykiatri. Særlig med tanke på vrangforestillinger i brytning med politisk ekstremisme." Breivik sprænger altså ifølge psykiatrihold II's reflekterende opfattelse (modsat hold I's skråsikre opfattelse) grænserne for almindelig psykiatrisk bedømmelse. Og dette turde være en særdeles fornuftig, nyttig og central betragtning. For den betyder ikke alene, at det bliver op til retten at afgøre om Breivik er tilregnelig eller utilregnelig i juridisk henseende (og dermed hhv. egnet til fængselstraf i stedet for behandlingsdom), men også at hverken gængs psykiatri eller gængs psykologi kan reducere Anders Behring Breiviks ugerning til simple årsagsforklaringer som vi har let ved at forstå, fordi vi kender typerne i forvejen.Det er derfor vigtigt at holde fast i at den danske filosof Peter Kemp forlængst har taget præcis og principiel afstand fra selve forsøget på at gøre en politisk ugerning af Breiviks slags og format til udslag af sindsyge, når manden vitterligt var i stand til rationelt at planlægge og gennemføre den logistisk set komplekse og krævende forbrydelse. Kemp gjorde i et indlæg i Politiken med rette opmærksom på, at hvis man begynder at erklære terrorister for sindssyge, så gør man den værste form for ondskab til sygdom. Etik og ret sættes ud af spillet, ja, i sidste ende gør psykiatrien i et sådan tilfælde sygeliggørelsen af politiske handlinger til et politisk våben der i princippet også ville kunne anvendes over for politiske modstandere sådan som man har set det i totalitære stater! - Jf. artiklen Har Norge mistet sin uskyld med terrorangrebet? (30.07.11.) Men det er lige så vigtigt om ikke vigtigere at den norske, teologiuddannede forfatter Jan Kjærstad nu følger sagen op med et essay i Politiken 17.6. der først og fremmest efterlyser en forklaring på hvem Breivik er som menneske og hvordan det kan være at han stillet over for vidneudsagnene om sine ugerninger ikke forlængst er brudt sammen. Er manden bare en ukendt kombination af elementer og massemordere vi kender fra før, eller repræsenterer han noget helt nyt? Noget mangler i hvert fald i vores forståelse, og det er efter Kjærstads mening vel at mærke en essentiel del, en del som måske også har noget at gøre med det vi forstår allermindst: fraværet af medfølelse. Kjærstad synes at Breivik er en person vi ikke har noget facit på. Han trodser de psykologiske teorier og modeller, man i dag har til rådighed. Og Kjærstad spørger derfor: Kan det være at Breivik på det individuelle plan viser os et hidtil uset, eller slet og ret et nyt, potentiale i nutidens menneske? Eller er det måske virkeligheden der er blevet større, uden at de ældre generationer har opdaget det? Kan det tænkes at mennesker der bruger megen tid på computerspil og internet kan få en fornemmelse af at den virtuelle verden (med tempelriddere og alt det dér) er lige så relevant som den fysiske verden? Er Breivik blevet legemliggørelsen af et sådant nyt virkelighedsbillede, hvor det virtuelle og det virkelige overlapper hinanden? Efter Kjærstads mening er der lidt for mange skråsikre meninger om sagen, lidt for mange kæpheste, lidt for meget traditionel psykologi (om omsorgssvigt og lignende). Men tilfældet Breivik er i mindre grad et psykiatrisk end et socialmedicinsk og dermed politisk anliggende. "Jeg sidder med en foruroligende følelse af at vi i tilfældet Anders Breivik endnu ikke har fået den afgørende indsigt som kan hjælpe os med at dæmme op for fremtidige, frygtelige anslag.... Vi kan ikke udelukke at han er et varsel om en type menneske vi vil se mere til og som har med hele samfundsudviklingen at gøre, ikke mindst med nogle unge mænds frustration, skuffelse og vrede i nutidens tilsyneladende velfungerende Norge.... Måske er også antifeminismen en undervurderet faktor?" Undertegnede har i en artikel 9.2.12. (altså længe før retssagen gik i gang) taget udgangspunkt i Breiviks utopiske forestillinger og påpeget at utopier kan være fredelige og principielt opbyggelige ved at pege på nogle fremtidsmuligheder som kan være inspirerende for aktuel praktisk politik eller religion, men også at de bliver destruktive og voldelige lige så snart de viser hen til helt urealistiske fremtidsmuligheder som normale mennesker ikke kan se nogen værdi eller noget fremskridt i, men tværtimod har særdeles gode grunde til at frygte. Hvad specielt den muslimske indvandring angår, er det ikke uforståeligt at nogle meget nationaltsindede og monokulturelt indstillede mennesker finder den ødelæggende og derfor ønsker den og dens negative følger begrænset, men der er et kvantespring herfra og til som Anders Behring Breivik at forestille sig tiden skruet tilbage til status quo før verdenskrigene, for slet ikke at tale om tilbage til middelalderen. Og jeg understregede i artiklen udtrykkeligt at det er her det går riv rav ruskende galt for Brevik, her han ikke alene mister enhver sund sans for de store politiske og kulturelle realiteter, men bygger en kæmpemæssig illusion op om at han skulle være Norges sande frelser. En sådan gigantisk illusion er nemlig ikke en almindeligt forekommende, mere eller mindre uskyldig og uskadelig psykisk inflation, men en sjældent forekommende psykisk inflation der først bliver mulig i psyken, når jeget skyder alle forestillinger om kritiske eller spørgende instanser i sjælen væk og gør sig selv til den eneste fuldgyldige instans i sindet, det vil i realiteten sige gør sig selv til Gud. Som psykisk fænomen har en sådan psykisk inflation af gigantisk format naturligvis lighedspunkter med almindelig psykisk inflation (hvor folk tror sig hævet højt over andre) og kan siges som disse andre at være yderst uheldig for personen selv, men den kan i Breiviks tilfælde overhovedet ikke forstås uden i sin sammenhæng med ideologien, virkelighedsbilledet og den mulighed som frelser for en hel nation eller et helt folk som virkelighedsbilledet indbyder til - og den kan derfor hverken forstås som et rent medicinsk-psykiatrisk fænomen eller som et rent politisk-ideologisk fænomen. Man må have helheden med og vel at mærke herunder også forholdet mellem det gængse verdensbillede (flertallets traditionelle verdensbillede i al dets træge og naturlige omskiftelighed) og det forskruede verdensbillede som den psykisk inflaterede har opbygget vilkårligt i protest mod udviklingen i det omgivende samfund og som gør ham til revolutionær omstyrter og frelser. Men netop dette helhedssynspunkt er totalt uvant for såvel menigmand som fagfolk af psykologisk, psykiatrisk, socialpædagogisk, politisk og juridisk hold. Både menigmand og fagfolk foretrækker de gamle, sikre og prøvede tankebaner og tankemodeller - der også er gode nok sålænge alt er ved det gamle - og vil derfor automatisk afvise nye selvom den foreliggende sag tydeligt peger på det helt usædvanlige i såvel personen som omstændighederne og derfor burde føre til erkendelse af at tilfældet er emergent, ja til konfrontation med den emergente helhed. Breiviks gigantiske psykiske inflation, den tilhørende ideologi og det tilhørende verdensbillede er et absolut emergent fænomen i vor tid. Det hænger sammen med og forudsætter de store ændringer som i de seneste årtier har fundet sted i samfundet og som igen har nøje forbindelse med globaliseringen i almindelighed og den store muslimske indvandring i Europa i særdeleshed samt såvel feminismen, kønsudviskningen og multikulturalismen som den forskydning i det almene verdensbillede i retning af det virtuelle som computerteknologien har medført i sindene, men den er ikke et simpelt produkt af disse voldsomme ændringer, for den rummer det afgørende personlige element at den ideologiserede psykiske inflation er blevet selve værnet mod det fuldstændige identitetstab som betyder definitiv opgivelse af den tabte verden og det trygge gamle jeg, hvad der mytisk set er det samme som hele den eksistentielle verdens undergang. Anders Behring Breivik er altså ikke bare en hidtil ukendt kombination af elementer og massemordere vi har set før, og han er heller ikke bare et simpelt resultat af virtualiseringen af virkeligheden som nanvlig volder den ældre generation problemer. Han er heller ikke bare et simpelt produkt af unge mænds frustration, skuffelse og vrede i et mere og mere feminiseret og kønsudviskende samfund som også lader hånt om national og monokulturel forankring. Han er efter min bedste overbevisning heller ikke et simpelt produkt af skizofrent forfølgelsesvanvid af den art fx både Stalin og Hitler udviklede. Nej, det afgørende i Breiviks psykiske inflation er dens mytiske dimension: At Breivik stod over for det definitive tab af sin eksistentielle verden og derfor måtte skride til handling og var i stand til at gennemføre den komplicerede ugerning fuldstændigt iskoldt fordi det var den personificerede ondskab han stod over for i sin egenskab af selvophøjet almægtig frelser. Han tror utvivlsomt stadig på sin sag - ligesom det fremgår af omtalen at han har tilhængere og beundrere der også tror på hans sag. Og derfor er det naturligvis bittert for ham at han sandsynligvis kommer til at sidde 16 år i fængsel, men endnu bitrere om han skulle gå hen at blive dømt til psykiatrisk behandling på ubestemt tid. Forestillinger om verdens dramatiske undergang - ofte ledsaget af voldsomme naturfænomener som jordskælv, solformørkelse og verdensbrand - er ikke ualmindelige i kulturhistorien og religionshistorien. De trives den dag i dag i miljøer der finder den eksisterende verdensorden moralsk forkastelig. Blandt andet bebuder Jehovas Vidner jævnligt jordens undergang på en bestemt dato, og det samme gør selvbestaltede profeter som profeten Mikkelsen fra Ålborg der i sin tid spåede verdensundergangen til den 1. marts 1943, men blev uhjælpeligt til grin, da der intet skete. Glimrende stof for revyviser, men faktisk var der hele familier der solgte alt hvad de ejede for at komme med på en påstået Noahs Ark der ville dukke op ved Limfjordsbroen inden alt andet ramlede. På det store verdenshistoriske plan byggede kristendommen (og siden også Islam) på eskatologiske forestillinger i den antikke jødedom om verdens forestående undergang og en verdensdom. Men som bekendt led Jesus en så forsmædelig død på korset at den eksistentielle verden gik under for hans disciple uden at det rokkede den fysiske verden og den politiske situation en tøddel. Men 'underet' skete, at Jesus opstod fra de døde og viste sig for sine disciple på en så overbevisende måde at den døde menneskesøn blev til en opstanden frelserskikkelse og dermed blev grundlaget for en helt ny religion. Nøgternt religionshistorisk set døde et rent og uskyldigt menneske af kød og blod ved navn Jesus på korset, mens en frelser opstod i sindene som et stærkt og uhyre energiladet psykisk fænomen ved navn Kristus - og der opstod på dette psykiske grundlag en helt ny religion som et decideret emergent fænomen i kulturhistorien. Den radikale og afgørende forskel til gængse eskatologiske og apokalyptiske forestillinger var den yderst bemærkelsesværdige at Jesus var et i enhver henseende fredens menneske der aldrig gjorde nogen fortræd, men prædikede at man hellere skulle vende den anden kind til hvis man blev slået end slå igen. At kristendommen så siden banede sig vej gennem Europa og den øvrige verden med sværdets hjælp er en anden sag..... Det samme gælder at kristendommen i vid udstrækning brugte truslen om den evige fortabelse i helvede i sin strategi. Aktuelt har en pårørende til en af Breiviks ofre lige i retten i Oslo udtrykt et fromt ønske om at han vil brænde evigt op i helvede. Det turde være indlysende for alle tænkende og medfølende væsener at den iskolde massemorder Anders Behring Breiviks forestillinger om en frelsende mission for Norge og Europa helt og holdent ligger i de ældgamle, uudryddelige mytiske baner om liv kontra død, sejr kontra nederlag, frelse kontra fortabelse, sandhed og godhed kontra løgn og ondskab - altsammen i absolutte dualistiske modsætninger. Her er der ingen forsoning, ingen middelvej, ingen kompromismulighed og absolut ingen forståelse for selve tragediens og humorens væsen, at mennesket og menneskeheden kan få en eksistentiel sejr forærende kvit og frit ved at give definitivt afkald på den absolutte sandhed og den absolutte rethaveriskhed. Man går derved ind i tragediens eller humorens rige, hvor det at have ret er hørt op eller er blevet underordnet. En ting er imidlertid at Anders Behring Breivik forsætligt og frivilligt har valgt den iskolde destruktive vej for at nå sit mål at frelse Norge fra islamismen og multikulturalismen - uden ringeste forståelse for at de politiske og kulturelle kræfter der har tilladt disse fænomener i et omfang der truer mange almindelige menneskers tryghed og identitet ikke er en personificeret absolut ondskab (ligesom sovjetkommunismen i sin tid heller ikke var nogen absolut ondskab, som Reagan ellers kaldte den). Ulykkerne er i vid udstrækning kommet til af misforstået godhed, naiv humanisme og et helt igennem overfladisk kultursyn, hvis følger kun de allerfærreste overhovedet har anet uråd om i tide. Men det betyder netop at Breiviks valg af frelsesmetode i al sin modbydelige ondskab også bliver en komplet misforståelse, der endda er så langt fra normal tankegang at de fleste slet ikke fatter mandens habitus (psykologerne og psykiaterne heller ikke). Breiviks uhyrlige ugerninger er lette at fordømme og også relativt lette at afsige juridisk dom over. Men det ville være naivt at tro at man dermed skulle være færdig med dette emergente fænomen og altså skulle kunne udelukke såvel risikoen for at nye forbrydere af slagsen dukker op igen som forpligtelsen til at se på det nye kultursammenstød som præger vor tid og som er fyldt med latente problemer for ikke at sige lunter og sprængstof. Det er meget godt at man som kritisk, men nøgtern iagttager af udviklingen må frikende de førende politikere og kulturpersonligheder for bevidst og forsætlig undergravning af vore europæiske nationalkulturer i vore forskellige lande i eu-fællesskabets, globaliseringens og it-teknologiens hellige navne. Men kan kan umuligt frikende dem for en uhyrlig naivitet, en lige så uhyrlig teknokratisk indstilling og en endnu værre indifferens over for afgørende folkelig forankring i det nationale som stikker langt dybere end den finkulturelle overflade og går helt ned til det kollektivt ubevidstes energiladede arketypiske forestillinger. Her kan man ikke tillade sig at tro på nogensomhelst vilkårlighed i skabelsen af de afgørende, men udefinerlige værdier eller på nogensomhelst fri konstruktivitet af disse værdier. De bærende arketypiske forestillinger er slet ikke mentale eller logiske konstruktioner af individuel art, men udslag af dyb spontan kreativitet af kollektiv art. Og derfor må det nødvendigvis gå galt, når magthaverne og trendsætterne rask væk tror at de frit kan udviske kønsforskelle, etniske forskelle, sprogforskelle eller forskelle i tros- og begrebsrammer. Breivik-sagen er god at få forstand af, men det bliver kun en lille erkendelsesproces der kommer ud af at man fokuserer på massemorderen og hans forskruede ideologi og verdensbillede. Skal erkendelsesprocessen virkeligt føre frem til en tidssvarende indsigt i den herskende kulturkrise, så må den tage tyren ved hornene og se på de helt emergente forhold i selve kultursammenstødet, og herunder også forstå at dette slet ikke kan simplificeres til et sammenstød mellem islam og kristendom, men tværtimod er et sammenstød mellem på den ene side et elitært overformynderi der benytter sig af abstrakte konstruktionsteorier, snæver moralisme og æstetisk kriterier og på den anden side en folkelig forankring i sprog og historie der trækker på dybe arketypiske, men stærkt energiladede forestillinger og en konsistensetik der tror på overvægten af det gode i menneskers indstilling og folkets liv. Jan Jernewicz Tilføjelse 24.6.12.: For god ordens skyld skal tilføjes at sagen nu er optaget til domsafsigelse 24. august, og at anklagerne i deres afsluttende procedure den 21.6. anbefalede dommerne at dømme Breivik sindssyg og utilregnelig, hvad der i givet fald vil indebære at gerningsmanden idømmes behandlingsdom i stedet for fængselsstraf. Anklagerne erkendte at de ikke var overbeviste om Breiviks utilregnelighed, men at det var bedst at lade tvivlen råde. Anklagerne går dermed klart imod ikke alene folkestemningen i Norge, men også sund fornuft. Det er grotesk at lade en iskold massemorder der har planlagt og gennemført en yderst kompleks forbrydelse fuldstændigt rationelt og overlagt slippe for en regulær fængselsstraf (hvis ikke dødsstraffen var afskaffet, ville en dødsdom være det eneste rigtige). Anbefalingen vidner slet ikke om den gode gamle skik om at lade tvivlen komme anklagede til gode, for dels ønsker Breivik selv en så kort fængselsstraf som muligt (ja, faktisk ville han under påberåbelse af nødværge frifindes!), dels er sagen slet ikke en almindelig straffesag der kan bedømmes alene på forbryderens motiver og habitus, men tværtimod en ekstraordinær sag der har store samfundsmæssige komplikationer, således som det gerne skulle være fremgået af ovenstående artikel. Men heldigvis kan det regnes for temmelig sikkert at sagen vil blive anket til højere instans uanset hvordan dommen den 24. august falder ud. Ingen kan være tjent med at den standser ved første instans, for sagen er slet ikke debatteret færdig i offentligheden - eller afklaret i etisk-filosofisk henseende. Og det ligger ikke mindst i at anklagerne (og debatten) har fokuseret på de individuelle ofres store tragedier, men forsømt den folkelige og politiske side af tragedien. De pårørende der var til stede i retten den sidste dag udvandrede til sidst fra retssalen, fordi de af forståelige grunde ikke ville påhøre Anders Behring Breiviks sidste erklæring, som han efter loven havde ret til at afgive. Men episoden viser i sig selv, at der var gået for meget individualisering ind i retssagen - på trods af dens sjældne politiske og ideologiske karakter. Og det bør der om muligt rettes op på ved næste instans. JJ Henvisninger: Links til: Jan Kjærstads website Aftenposten.no Dagbladet.no Relevante artikler på Jernesalt: Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler: Fornemt velbegrundet dom over tilregnelig Breivik (25.8.12.) Breiviks gigantiske jeg-inflation (09.02.12.) Brevik-sagen udfordrer norsk psykiatri og retsfølelse (5.1.12.) Breivik-sagen giver skæv debat om indvandring (5.8.11.) Har Norge mistet sin uskyld med terrorangrebet? (30.07.11.) Overlagt kynisk terrorangreb på norsk demokrati (25.7.11.) At være terrorist eller at være demokrat (7.2.11.) Ytringsfrihed og terrortrussel (30.9.10.) Terror mod humor og sekularisering (5.1.10.) Tysk terror gennem 30 år var ekstremt inkonsistent (4.1.08.) Blekingegadebandens syge idealisme (30.11.07.) Hvorfor terrorisme? om de sociale, politiske, religiøse og psykologiske grunde (20.2.07.) Hadets tiltrækning og livsløgn (31.7.07.) Front mod islamismen (4.3.06.) 'Syndefaldet' Jeget og selvet Selvet - sjælen - ånden De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.) De psykiske grundprocesser At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål (4.2.11.) Hvor kommer det onde fra? Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens konsistensetik) Ydmyghed og jeg-relativisering Jeg-relativisering, historie og kristendom Tragedie-aksiomet Humor og tragedie (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund') Humor og religion i værdikampen (4.2.06. Humor og virkelighed (20.8.07.) Etik og eksistens (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens) Konsistens-etikkens Ti Bud (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund) Artikler om Terrorismen Artikler om Samfund (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Psykologi Artikler om Eksistens (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Sekularisering (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |