JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - islamtrussel14a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.11.14.

Vestens kamp mod islamismen er en kamp for sekulariseringen

Terrorangrebet på World Trade Center i New York og på Pentagon i Washington den 11. september 2001 var en så rystende begivenhed, at den satte skel mellem to århundreder og dermed skel i verdenshistorien. Før var der mængder af voldsom og ødelæggende terror overalt i verden, men ikke mindst i Europa der gennem årtier havde oplevet Stalins, Hitlers, Mussolinis og general Francos systematiske statsterrorisme, men 11. september viste en ny form for terror i historien, nemlig en terror der ramte en supermagt på voldsomste og overrumplende måde, men var udført af selvmordere og organiseret af et islamistisk netværk der arbejdede med direkte henblik på at skade og om muligt omstyrte det forhadte vestlige demokrati. Og der var vel at mærke tale om en terrorisme der udsprang af en fanatisk religiøs opfattelse af anderledes tænkende som vantro og onde mennesker der ikke skal vises nogen skånsel.

Det enogtyvende århundrede er blevet terrorismens århundrede. Og det mest urovækkende er at terroren kædes direkte sammen med en religiøs ekstremisme, der der i sidste ende bygger på en livsløgn der overgår alt hvad der er set af den slags i historiens løb - og det er trods alt ikke småting. Den islamistiske livsløgn går nemlig ud på at troende muslimer kommer i paradiset (hvor de får stillet 70 jomfruer til rådighed for deres seksuelle lyster) når de som led i den i sig selv vanvittige hellige krig udfører selvmordsaktioner der skaber død og ødelæggelse over uskyldige mennesker som regnes for vantro ud fra en primitiv tankegang. Livsløgnen lader samtidigt hånt om at de demokratiske lande i Vesten gennem et par hundrede år har gennemgået en sund og stadigt udbygget sekularisering til gavn for almindelige mennesker, ja, ekstremismen bekæmper med fuldt overlæg Vesten netop fordi sekulariseringen i vid udstrækning har fået adskilt den organiserede religiøs magt kirkelige organisationer (som fx pavekirken eller metodismen har besiddet) fra den verdslige politiske magt med dens adskillelse mellem lovgivning, administration og retsvæsen.

Med Islamisk Stats opkomst og succesrige udfoldelse i flere dele af Mellemøsten er det derfor blevet endnu mere nødvendigt for frie mennesker at få fat på hvad militante islamister tror på, og det har vi nu fået sort på hvidt fra en militant islamist der rekrutterer tyrkiske krigere til den hellige krig. Han har fornylig gjort utvetydigt gældende at kampen mod det vestlige demokrati er en kamp mod de vantro, fordi demokrati er i strid med islam. Men han optræder anonymt, formentlig af sikkerhedsgrunde, men allerede det siger jo en del.1

Den anonyme mand forklarer til Der Spiegel og Politiken kort og umisforståeligt at en ægte muslim ikke er demokrat, for han er ligeglad med hvad flertallet mener. Han interesserer sig kun for hvad islam siger. De der kræver at muslimer skal vælge side, har efter hans mening helt ret, men islamisterne går et skridt videre og forlanger at alle mennesker skal tilkendegive om de underkaster sig Allah eller ej. "De der er imod os, er vores fjender og skal bekæmpes.... og når vi engang får magt over hele verden, bliver der indført sharia".

Det er enhver muslims pligt at bekæmpe dem der har en anden tro, indtil kun Allah bliver tilbedt i verden. Alle får mulighed for at sige ja til Allah og slå ind på den rette vej. Ellers går det galt for dem, for der står nemlig i Koranen at man skal dræbe eller fordrive vantro, hvor end man finder dem.

Ikke kun mennesker uden succes opsøger os, hedder det videre. Det gør også mange universitetsuddannede og veletablerede folk. De kan se de uretfærdigheder som vi muslimer længe har oplevet, og de ønsker at kæmpe imod dem. For de har indset, at Vesten koloniserede alle udenlandske kulturer og religioner. Og denne vestlige arrogance fortsætter i dag. Opskriften der driver Vesten hedder 'Os mod resten af verden'. Men vi muslimer er nu omsider begyndt at gøre vellykket modstand.

Vi har konstateret, fortsætter den anonyme islamist, at masser af mennesker opfatter den moderne verden som tom og hul og længes efter islams værdier. En muslim er et menneske der følger Allahs love uden at stille spørgsmål. Sharia er vores lov. Der er hverken brug for fortolkninger eller for menneskeskabte love. Allah er den eneste lovgiver. Og de der er imod sharia, er ikke muslimer

Der har flere gange været fejltrin og vildfarelser i de muslimske samfund, indrømmer islamisten, men det er ikke op til os at fortolke Guds ord. Vi har ikke lov til at oversætte Koranen. Det er uden betydning om dens budskab falder i god jord eller ej. Vi har ikke lov til at sætte spørgsmålstegn ved så meget som et eneste ord.

Og dette turde være rene ord for alle pengene.

Det skal mod disse ekstreme islamistiske synspunkter straks indvendes, at demokrati ikke må oversættes til flertalsstyre, for det betyder folkestyre (eller måske bedre 'borgerstyre') som modsætning til adelsstyre, kongestyre eller præstestyre. Og det skal tilføjes, at det ideelle demokrati respekterer mindretallene. Men islamisten har naturligvis en pointe i, at sandhed og ret ikke er noget man kan stemme om! Derfor bliver det afgørende spørgsmål hvad sandhed er, og hvordan man kan skelne mellem sandhed og usandhed.

Her kan de fleste nok blive enige om at simple ting som de nøje efterprøvede fysiske love for håndgribelige genstande er sande uanset hvad folk mener om dem ud fra religiøse eller politiske opfattelser. Dér hvor problemet bliver mere indviklet er når vi kommer til spørgsmålet om moral og tro, eller kunst og musik, dvs alt hvad der gælder uden for fysik, kemi og beslægtede naturvidenskaber. På dette område må der konstateres en afgørende forskel mellem hvad der her på siderne kaldes 'genstandssandheder' og 'eksistenssandheder' - og det er derfor netop her der tidligt i historien har kunnet kan opstå den opfattelse at visse sandheder slet ikke afgøres af mennesker - uanset hvor kloge og erfarne de er - men findes i hellige skrifter, så som Det gamle Testamente for jøderne, Det ny Testamente for de kristne og Koranen for muslimerne. Det er med andre ord her fundamentalistisk bogstavtro med tiden kom til at stå over for sund, oplyst fornuft. Og skal man forstå denne forskel kommer man ikke uden om psykologien, ikke fordi psykologiske teorier pludseligt skulle være blevet sandheden over alt andet, men fordi selve det at give sig til at reflektere over sandheden og eksistensen er en psykologisk proces, en proces der uundgåeligt inddrager psykologiske begreber.

Psykologisk set kommer den nævnte forskel derfor til at betyde at det bliver naive, absolutte og på autoriteter byggende trossandheder der kommer til at stå over for en langt mere åben, relativ og reflekterende opfattelse der accepterer usikkerhed som et vilkår ved alle former for eksistenssandheder. Det afgørende er med andre ord selve indstillingen til autoritetsspørgsmålet. De naivt troende forlanger urokkelige sandheder af den art kun absolutte autoriteter kan give, men en sådan tro er altså i sidste instans en tro på autoriteter. De åbne og reflekterende mennesker anerkender ikke absolutte autoriteter, men ser alt i et historisk lys. Al sandhedssøgen foregår i en bestemt tid og bliver følgelig tidsbestemt. Også de hellige skrifters sandheder er bestemt af tid og sted - uanset at de af de troende henføres til guddommelige instanser. Præcis derfor er de aldrig absolutte, men fortolkelige - og det er simpelthen snyd og bedrag af de bogstavtro fundamentalister at hævde at deres egne udsagn om eksistenssandhederne ikke skulle være fortolkninger der er præget af almen menneskelig subjektivitet.

Når fundamentalister som hovedregel ikke lader sig overbevise herom, men tværtimod ophøjer deres religiøse trosretningers påstande til absolutte og guddommelige sandheder, ligger det efter sagens natur i selve indstillingen til den relativiserende og historieforankrede synvinkel. Fundamentalisterne afskyr denne relativisering og dette historiske perspektiv, fordi de begge rummer lige netop det psykologiske element der hedder refleksion og som uundgåeligt medfører en åbenhed for fortolkningsmuligheder som for den naive i bedste fald tager sig ud som risikabel usikkerhed og i værste fald som decideret vantro der skaber angst.

Forstår man først dette, bliver det indlysende, at fundamentalister og ekstremister hverken kan overvindes ved argumentation eller henvisning til ytrings- og trosfrihed, endsige kan tvinges med voldelige midler, men alene vil kunne overbevises ved at føres hen til nye indsigter. Men den nye fundamentalistiske terrorisme gør for alvor problemet til en vital frihedskamp for alle oplyste og sekulariserede demokrater, når disse stilles over for en decideret trussel om hensynsløs udryddelse. Da bliver der selvsagt intet andet valg end at forsvare demokratiet med både saglige argumenter og nødvendige militære midler.

Det er derfor helt afgørende at forstå at striden mellem vestligt demokrati og islamistisk tyranni drejer sig om selve sekulariseringen, dvs om den principielle adskillelse mellem politisk magt og religiøs magt som forudsætter både en sondring mellem genstandssandheder og eksistenssandheder og anerkendelse af at absolutte sandheder ikke findes i eksistensen eller i åndslivet, når vi mennesker nu engang er skabt som reflekterende væsener, hvis særkende og måske største fortrin er at kunne stille spørgsmålstegn ved alle autoritative udsagn.

Demokrati findes ikke uden sekularisering og den hermed sammenhængende relativisering af de eksistentielle sandheder. De vestlige demokratier er derfor nødsaget til at forsvare sig mod islamistisk fundamentalisme og absolutisme for at kunne bevare åndsfriheden, og omvendt gælder vel at mærke også at de muslimske lande aldrig vil opnå varig frihed og demokrati uden at opgive fundamentalismen og absolutismen.

Den vestlige verden kan for tiden synes at være kommet til at stå svagt over for den islamistiske trussel, fordi tendensen længe har været - i tolerancens hellige navn - at regne alle religioner og kulturer og dermed alle eksistenssandheder for lige gode eller ligeværdige.... Men det er de ikke, for der er noget der hedder indre konsistens, og den kræver at mennesket altid - individuelt som kollektivt - drager omsorg for overvægt af det gode i livet, og denne overvægt af det gode opfyldes ikke ved overholdelse af moralske eller religiøse regler som er givet at autoriteterne, men gennem varme og positive følelser og relationer til andre mennesker. Men det kræver lidt psykologisk indsigt at forstå dette.

Derfor må det også understreges at den vestlige verden i allerhøjeste grad trænger til en filosofisk afklaring, der tør distancere sig fra den misforståede tolerance og den misforståede nihilistiske kritik af den gamle religionsopfattelse, og som på det grundlag tør give sig i lag med formuleringen af tidssvarende eksistentielle normer. Der må igen være mod til at satse på tro, håb og fællesskab i sekulariseret forstand og give disse grundliggende indstillinger en nødvendig etisk og religiøs dimension. Det indebærer bl.a. en afklaring af problemet mellem frihed og moral. Der er med andre ord brug for en nytænkning, en ny etik, ny psykologi og ny politik der er i stand til sprogligt at formulere nogle nye, nødvendige forbindelser mellem erkendelse, virkelighedstroskab og fremtidshåb og samtidig give disse forbindelser et nødvendigt overordnet perspektiv gennem nyopdagelsen af noget helligt i livet. Denne nytænkning foreligger med den komplementære helhedsrealisme.

Men det kniber overalt med at nå sekulariseringens stadium - og en generel årsag hertil er den simple at hverken folk i almindelighed eller politikerne, journalisterne og videnskabsmændene i særdeleshed kender ret meget til den psykologi og den erkendelsesteori der omhandler disse fænomener. De går faktisk med fuldt overlæg uden om både dybdepsykologien og komplementaritetssynspunktet skønt disse nu er over 80 år gamle og slet ikke kan undværes i moderne refleksion. Dette viser sig på katastrofal vis i den nævnte magtesløshed over for den islamistiske trussel som den vestlige verden er havnet i og som gør den enormt usikker over for et fænomen som Islamisk Stat. Det viser sig også på fatal vis den politiske elendighed og dårskab der råder næsten overalt i den vestlige verdens parlamentariske systemer. Og det viser sig endeligt også på fatal vis i den manglende evne såvel vore politikere som medier og skolevæsen udviser når det gælder at imødegå det omsiggribende uvæsen som udfolder sig på de sociale medier i henseende til systematisk og skånselsløs tilsvining af anderledes tænkende mennesker. Det vender vi tilbage til.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: