JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - terrormodsatire15b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.1.15.

Terroraktionen i Paris blev udvidet dramatisk. Reaktionen viser fortsat stor religiøs forvirring

Terroraktionen onsdag mod satiremagasinet Charlie Hebdo, hvor 11 mennesker blev dræbt på stedet og efterfølgende en kvindelig politibetjent på et helt andet sted, førte hurtigt til jagten på to navngivne islamister der var født og opvokset i Frankrig, men havde algiersk baggrund og radikal påvirkning. De blev i løbet af torsdagen lokaliseret til en lille landsby nordøst for Paris, hvor de først røvede en tankstation og stjal en bil, men derefter søgte tilflugt i en trykkerivirksomhed. Samtidig lavede den terrorist der skød den kvindelige betjent en gidselaktion mod et jødisk supermarked få hundrede meter fra Charlie Hebdo. Han tog et ukendt antal gidsler, mens det lykkedes andre kunder at komme i skjul i et kølerum. Og ved 17-tiden om fredagen angreb store politistyrker de to steder samtidigt - bl.a.med hjælp fra en ansat ved trykkeriet der havde skjult sig i bygningen. De to politiaktioner gik hurtigt - og kunne følges over hele verden på tv i passende afstand. Resultatet blev at alle tre gidseltagere blev dræbt, 5-6 gidsler slap fri, mens formentlig fem af gidslerne i supermarkedet var blevet dræbt af gidseltageren inden politiet skred ind.

Der er stadig et døgn efter begivenhederne uklarhed om mange ting - men fast står at den franske regering og det franske politi skred ind lynhurtigt med et massiv opbud af enheder og udrustning og derfor havde held til at omringe og til sidst uskadeliggøre gidseltagerne. Man undgik ikke at se fem gidsler myrdet. Men man gav ikke gidselstagerne nogen chance for at slippe væk. De blev alle skudt på stederne - og det må betegnes som særdeles godt i enhver henseende. Man vidste hvem de pågældende var og hvad de havde været involveret i. Så man behøvede ikke en langstrakt retssag der var endt med en streng fængselsdom. Man kom definitivt af med dem straks. Tilbage står egentlig kun at få fat på den ene gidselstagers kæreste der muligvis kan have haft en rolle at spille og derfor eftersøges over hele Frankrig.

Den franske regering har handlet resolut - og dermed tilkendegivet at republikken er i stand til med opbud af alle sine legale magtmidler at genetablere orden og sikkerhed i landet. Regeringen erkender at myndighederne måske ikke har været opmærksomme nok på klare faresignaler de sidste uger, men den opretholder nu beredskabet på højeste niveau, fordi den må erkende at faren for ny terrorisme langt fra er drevet over. Ikke alene Frankrig, men også Storbritannien og Danmark har trusler hængende over hovedet. Men alle lande erklærer sig parat til at forsvare orden og sikkerhed samt ytringsfrihed og andre demokratiske værdier mod ethvert anslag fra islamistiske terrorister.

Den moralske oprustning sker i form af massive sympatitilkendegivelser med satiremagasinet og store demonstrationer i mange byer. Den største vil finde sted i Paris i morgen og vil mane til national samling om kamp mod alle angreb på ytringsfriheden. Men demonstrationer af den art har det med at blive en manifestation af selvretfærdighed. Og derfor skal det her gentages, at terrorangrebet mod 'Charlie Hebdo' ikke blot skal ses som et angreb på ytringsfriheden, men dybest set er et direkte angreb på den herskende religiøse forvirring. Og over for den hjælper moralske tilkendegivelser ikke. Skal forvirringen opløses, kræver det en erkendelse der går langt dybere end den simple forargelse over gårsdagenes afskyelige terrorhandlinger.

I betragtning af at man udmærket godt ved at de tre terrorister tilhørte radikale islamistiske miljøer i Frankrig (særligt i 19. arrondissement i Paris er der mange jihadister), at de har været dybt inspireret af en bestemt ekstremistisk imam der har måttet forlade Frankrig, og at de har været i politiets søgelys længe og formentlig har fået terroristtræning i Yemen eller andetsteds, så er det besynderligt at flertallet af de danske politiske ledere der kommenterede sagen torsdag aften i en særudsendelse på DR2 afviste at gå ind på forsøg på at forklare terrorfænomenet. Der var tale om så afskyelige handlinger at fordømmelse var nok for dem. Og en enkelt af dem - Dansk Folkepartis Krisian Thulesen Dahl - gav endog forklaringen på denne holdning: at prøve at forstå terroristers ugerninger bliver let en undskyldning af dem - og den glidebane ville han ikke ind på.

Det turde vise politikernes tåbelighed i en nøddeskal. Man er så bange for psykologiske forklaringer på en afskyelig forbrydelse af værste slags, at man på forhånd afskriver sig muligheden for at undersøge hvad der i vore dage fører unge muslimer der vokser op i frie, sekulariserede vestlige velfærdssamfund til at vælge ufrihed, fanatisme, terror og martyrdød. Og det er jo ensbetydende med at man afskriver sig muligheden for overhovedet at prøve at forebygge den slags. Man nøjes med den moralske fordømmelse - og en sådan har aldrig nogensinde medført seriøs selverkendelse. Den er en primitiv udskamning der alene virker internt i autoritære familier og samfund, men netop ikke som udefra kommende kritik af de mange unge mennesker der har søgt tilhold i radikaliserede miljøer, for dér bekræftes de kun i deres had mod de vestlige værdier og er dermed langt uden for det man populært kalder "pædagogisk rækkevidde". Inden for pædagogisk rækkevirke er man kun i miljøer der er præget af gensidig tillid og forståelse og som også har mere eller mindre klare forestillinger om at man i fællesskab skal bevare den indre konsistens.

Tåbelighed blev også demonstreret fra muslimsk side i gårsdagen Deadline på DR2, hvor to sympatiske og velintegrerede muslimer - Naveed Baig, imam ved Dansk-Islamisk Center, og Natasha al Hariri, tidligere formand for Nydansk Ungdoms Råd - skulle prøve at forklare at det var helt forkert når de fleste danskere (og franskmænd) efter så voldsomme ugerninger fra deciderede terroristers side automatisk kæder terrorismen sammen med islam, for islam havde efter deres mening som religion betragtet ikke noget med ekstremisme eller terrorisme at gøre. Tåbeligheden ligger i at der her er tale om en sådan skråsikkerhed i vurderingen at den udelukker fortolkninger af islam som de ikke selv kan godkende, men som ikke desto mindre florerer i mange muslimske lande (endda på højeste niveau) og i mange muslimske miljøer i vestlige lande (på imamplan og lavere niveau).

Der er i og for sig intet nyt i at velintegrerede og efter almindelig målestok helt igennem fornuftige mennesker udlægger den religion de tilhører på ideel eller utopisk vis og ser den som en ren og uplettet, ja nærmest fuldkommen rettesnor for fredselskende, borgerlige og helt igennem ufanatiske mennesker. Sådan sympatiske mennesker finder man i såvel islam, jødedom, kristendom som hinduisme og buddhisme eller hvad man ellers kan nævne af religioner og forskellige retninger og skoler af disse. Det hjælper jo bare ikke når det i årevis har vist sig at fanatiske muslimer af den ene eller anden sociale, kulturelle eller filosofiske grund vælger 'hellig krig', ekstremisme, radikalisme og terrorisme, og vel at mærke bruger skriftsteder i Koranen til at begrunde deres valg. For nok kan man sagtens finde fundamentalistiske og fanatiske kristne der også begrunder deres holdninger og gerninger med en bestemt, snæver fortolkning af Biblen, men det er i nyere tid kun blevet en trussel mod samfundsordenen i yderst sjældne tilfælde (hvor psykopatiske forførere har været indblandet) og vinder ikke gehør blandt almindelige vesterlændige i et omfang der gør truslen samfundsundergravende. Den slags skal man i nyere tid til ideologiske systemer for at finde - eller islam!

Derfor går det slet ikke an i den aktuelle kulturkamp mellem vestlige demokratier i sekulariseret skikkelse på den ene side og muslimsk kultur i Mellemøsten og i vestlige miljøer på den anden side, at se bort fra det begreb i islam der hedder hellig krig eller 'jihad' (undertiden stavet som det udtales: djihad). Det fortolkes ofte af idealisterne (i bl.a. muslimsk mystik og filosofi) som muslimers almindelige "anstrengelse" for at efterleve islams regler for korrekt livsførelse, men har fra gammel tid være udlagt som selve bestræbelsen på at sikre islams udbredelse, herunder også ved krig. Udgangspunktet for fortolkningen er selve Koranens opfordringer til kamp for at sikre islams eksistens, og netop disse opfordringer var indeholdt i de åbenbaringer Profeten Muhammed modtog i sin tid. Målet er det ganske bestemte og entydige at gøre det muligt for den islamiske stat at etablere sig med en øvrighed der følger anvisningerne fra Koranen og profetens sunna (overleveringen om hvordan profeten selv fortolkede reglerne). Og det går slet ikke an at se bort fra at muslimske ledere i 1800-tallet opfordrede til 'jihad' med det direkte formål at imødegå angreb fra kolonimagterne Frankrig og England, for det er præcis denne tradition radikale islamiske grupper fører videre i vore dage. De opfordrer endog til jihad i den helt specifikke betydning af krig mod eller konfrontation med Vesten.

Det er altså simpelthen noget forvrøvlet snak eller den rene naivitet at terrorister der påberåber sig jihad eller hellig krig ikke skulle have det fjerneste med religionen islam at gøre når de angriber vestlige mål i Allahs navn eller som hævn for krænkelse af Profeten Muhammed. De repræsenterer naturligvis ikke alle muslimer, ganske som vore dages kristne fundamentalister ikke repræsenterer alle kristne mennesker eller kristendommen som sådan. Men islamisterne er i modsætning til de kristne fundamentalister en grundtrussel mod det demokratiske og sekulariserede Vesten, fordi de både udelukker deres egen integration i de vestlige samfund de lever i, forhindrer den for det moderne demokrati nødvendige sekularisering (adskillelse af statsmagt og religionsmagt) og gennem terrorhandlinger direkte saboterer de demokratiske landes civile orden.

For fuldstændighedens skyld skal det også nævnes at den muslimske religion helt igennem er præget af en uhyrlig kvindeundertrykkelse, af en systematisk og skadelig indoktrinering af børn i koranskolerne og af en latterlig underkastelse i selve gudsdyrkelsen (bedestillingen der stammer fra det ubetingede lydighedsforhold til jordiske sheiker og fyrster), at de i sig selv vanskeliggør, for ikke at sige umuliggør den antiautoritære frihed vesterlændinge forbinder med et moderne, sekulariseret demokrati. Summa summarum er at der er en dyb fundamental forskel mellem islam og sekulariseret vestlig kultur og kristendom.

Dette kan både almindelige mennesker og specialuddannede teologer, antropologer og eksperter af den ene eller anden slags naturligvis skændes bravt om i uendelig lang tid uden at blive enige. Ligesom fx kristne teologer kan skændes i det uendelige om hvordan Søren Kierkegaard skal fortolkes. Men det kan nøgterne og fornuftige mennesker i begge tilfælde se totalt bort fra, for i virkelighedens verden er det den konkrete nutidige og praktiserede udlægning der betyder noget. For os vesterlændinge bliver det her i det 21. århundredes begyndelse den reelle trussel mod vore demokratiske værdier fra vore radikaliserede, muslimske indvandreres side der tæller og bliver udslaggivende. Og den viser sig i alle konkrete tilfælde at hænge sammen med islam med konkrete henvisninger til Koranen og begreber som 'hellig krig', sharia, islamisk stat og kalifat.

Når mange muslimer i Vesten helst ikke vil se det i øjnene, fordi de selv er ganske fornuftige, veluddannede og velintegrerede, så er der tale om religiøs forvirring i den konkrete betydning at man opererer med en abstrakt, ideel eller direkte utopisk forestilling om islam og derfor hverken indser de konkrete, historisk og psykologisk forklarlige forskelle mellem ikke-sekulariseret, fundamentalistisk mellemøstlig religion og sekulariseret og relativiseret vestlig kristendom eller forstår deres afgørende praktiske betydning for den vestlige kulturs fællesskab og udvikling.

Ganske som der er tale om religiøs forvirring hos danske politikere, journalister og videnskabsmænd, der ikke begriber at religion psykologisk set er noget universelt der hænger sammen med selve bevidsthedens opdukken i den biologiske udvikling og derfor må forstås som et helt nyt og emergent fænomen i evolutionen som ligger langt forud for de dogmatiske systemer intellektuelle magtmennesker siden har bygget op omkring det. Psykologisk set fungerer dogmer altid som midler til håndhævelse af magt, og derfor vil der blandt frihedselskende mennesker også altid være sund skepsis over for dem. Gang på gang i historien har menneskene oplevet at se religiøse eller ideologiske systemer ophøjet til absolut, guddommelig status og altid med den virkning at friheden er blevet beskåret. Det kan vi i dag gennemskue takket være en historisk forskning der har gjort sig uafhængig af såvel den kirkelige teologi som den verdslige magt og magtfilosofi. Og derfor er retten til frit at tænke, tale, tegne, synge og forske fuldstændigt afgørende for det moderne sekulariserede demokrati.

Humoren er i den forbindelse en prøvesten på den demokratiske indstilling. Accepterer man tegneres ret til at lave satire over såvel kirkelige som verdslige instanser og autoriteter, så er man på den demokratiske side. Men accepterer man den ikke, så er man tilhænger af meningsundertrykkelse, ensretning og diktatur.

Humor kan som påpeget i forrige artikel både være et våben direkte vendt mod magthaverne eller et langt mere underfundigt middel til smil og eftertanke. Den kan i første tilfælde være grov og direkte krænkende - og vil da altid vække modstand og forholdsregler hos de krænkede. Men i det andet tilfælde vil den vække til ny erkendelse, bedre forståelse og gensidig respekt. 'Charlie Hebdo' stod for den grove og krænkende satire, som vi slet ikke kan undvære i demokratiets udvikling. Men der findes også en mere typisk dansk form for underfundig humor - og den vækker i højere grad til eftertanke end til polemik og modstand. Den vækker kun til terror hvis den misforstås af folk der er blottede for humor, fordi de er fundamentalister der støtter sig til absolutte sandheder og dogmer.

Terroren i Frankrig mod 'Charlie Hebdo' bør minde os om at vi er nødt til at forsvare den ubetingede ytringsfrihed. Men vi bør også notere at forskellen mellem Charlie Hebdos grove satire og den typiske danske humor som den findes hos Storm P. eller Bo Bojesen er markant. Og ser man på Kurt Westergaards berømte Muhammedtegning fra 2005, som af visse årsagsfaktorer som herboende muslimer var med til at etablere og forstærke, afstedkom en voldsom reaktion i muslimske lande, så må man nøgternt konkludere at de muslimer der dengang blev manipuleret til at føle sig krænkede og derfor overreagerede, slet ikke fattede det stilfærdige budskab, at det ender med katastrofer hvis profeten bruges til at lægge navn til terror. Det så vi klart onsdag og fredag i Paris.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: