|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.4.12.Bladtegnere i minefelterneAnders Jerichows verdensrejse i tabuerBladtegnere i verdslige minefelter Bladtegnere i religiøse minefelter Humoren som andet end et våben Henvisninger Anders Jerichows verdensrejse i tabuer Til toppen Næste Den sydafrikanske bladtegner Zapiro præsterede for et par år siden en pragtfuld tegning af sig selv som bladtegner eller 'cartoonist' som med sine tegneredskaber i hånden yderst forsigtigt forsøger at kommer helskindet gennem et felt med skiltet "Danger - Religios minefield" og en mængde skumle hoveder af muslimske imamer, jødiske rabbinere og katolske prælater der skarpt vogtende smugkigger op fra deres huller i jorden med tydeligt ønske om at få ram på den formastelige bladsmører. Tegningen pryder omslaget på Politiken-redaktøren og Mellemøst-eksperten Anders Jerichows særdeles vigtige bog om 'Bladtegnere i et globalt minefelt', som udkom sidste år. Bogen er baseret på et fortrinligt udvalg af de allerbedste karikaturer fra nyeste tid af politikere og magthavere som findes i de førende dagblade verden over og som i flere tilfælde har kostet tegnerne forfølgelse og fængsel og i enkelte tilfælde endda livet. Og Jerichow har tilmed rejst verden rundt for at træffe og interviewe mange af tegnerne. Det rige billedudvalg er fremragende - og bogen i sig selv meget smukt redigeret og designet (eneste anke er kun et manglende personregister). Så det er med beklagelse, at Jernesalt som sædvanligt må give afkald på gengivelser. Organet har som ikke-kommercielt foretagende ingen midler til at betale copyright-afgifter med. Jerichows bog er tydeligt foranlediget af hele affæren omkring den verdensomspændende sag om Kurt Vestergaards Muhammedtegning fra 2005 som stadig holdes i live af de mest fanatiske af humorens hadere, men som også har påvirket bladtegnere og redaktører ved at gøre dem mere ængstelige for at røre visse sind med provokerende tegninger. Det er jo ikke blot diktatorer i totalitære stater der er i stand til at bruge magt- og retssystemet i deres egne lande mod ytringsfrihedens og bladtegnekunstens udøvere. Også fanatikere og terrorister er i stand til og villige til at bruge deres mordvåben mod frie kunstnere og forfattere i andre lande. Og som bekendt er det i flere tilfælde fanatiske og fundamentalistiske religiøse magthavere der på demagogisk vis direkte har opildnet den almindelige, uoplyste befolkning til voldsomme excesser mod fx fremmede ambassader og gennem dusører og løfte om martyrdød endda indgydt deres særligt fanatiske tilhængere til decideret hellig krig mod udvalgte fjender hvor disse end måtte befinde sig. Det første store eksempel i nyere tid var ayatollah Khomeimis fatwa mod den indisk-britiske Salmon Rushdie i 1989. Men senere - under Irakkrigen - blev det truslerne mod danske Kurt Vestergaard der kom i fokus. Den første havde skrevet en fantastisk fortælling med titlen 'De sataniske Vers', som forholdt sig ironisk til fremmedgjorte vestlige muslimers forhold til kontroversielle vers der faktisk findes i Koranen. Og den anden havde bare tegnet en tilfældig, men profetlignende muslimsk imam med skæg som havde en lille bombe i turbanen som udtryk for den nye tids islamistiske terrortrend. Og det blev taget meget ilde op. For der findes vitterligt et specielt religiøst minefelt. Men Jerichow skildrer også bladtegnernes stor ricisi i de politiske minefelter og påpeger - som det ligger i bogens titel - at der alt i alt er tale om et decideret globalt minefelt, et minefelt der strækker sig over hele kloden, fordi såvel medierne som rejse- og terrormulighederne i dag er blevet globale. Dette betyder langt fra at samfundene er blevet åbne samfund i Karl Poppers betydning af ordet, hvor de udvikler sig i frihed for magthaveres overgreb og gennem åbne reformer hvis slutresultater aldrig kendes, men derimod at selve lande- og kulturgrænserne i verden er blevet sværere for magthaverne at opretholde. Det fælles for det religiøse minefelt og det politiske minefelt er at de begge er underlagt de selvsamme diktatoriske magtinteresser: de ønskes begge fuldstændigt kontrolleret af fundamentalistiske eller absolutistiske magthavere eller magtstræbere. Men da disse altid må se deres magt truet af frihedselskende mennesker både hvor de lokalt/regionalt/nationalt sidder eftertrykkeligt på magten og hvor de absolut ikke gør det, nemlig i de frie lande der oven i købet er så provokerende at de ønsker friheden udbredt til de ikke-frie lande, så må de også ty til udlægning af miner i hele den frie verden. Og derfor er diktatorernes minefelt blevet globalt. Man skal dog i denne forbindelse ikke lade sig forvirre af at såvel de faktiske diktatorer som de magtstræbende diktatorspirer i uhyggeligt mange tilfælde repræsenterer den religiøse verden og altså konkurrerer flittigt med de verdslige og ideologiske tyranner, for det er kun i den sekulariserede del af den frie verden man skiller den verdslige og den religiøse magt fra hinanden ud fra den grundopfattelse af religion primært må være et åndeligt fænomen. Det er den nemlig ideelt set, men i realiteternes barske verden og verdenshistorie er religion både et verdsligt og et åndeligt fænomen. Religiøse ledere bliver magtmennesker i samme øjeblik de organiserer sig i trossammenslutninger (kirkesystemer) og formulerer skriftlige systemer af trossandheder (dogmer). Her er der principielt ikke forskel mellem ortodokse kristne kirkesamfund, ortodokse jødiske trossamfund og ortodokse muslimske partier eller bevægelser. Men når disse religiøse diktatorer først er blevet store og magtfulde regionale herskere er de i én henseende næsten værre end de rent verdslige diktatorer: de kan udnytte en uoplyst befolknings naive forhåbninger om en absolut syntese mellem højere trossandheder og almindelige verdslige og praktiske sandheder. Her kan de måle sig med de allerværste ideologiske tyranner som Hitler og Stalin. Det er derfor de alle frygter sekulariseringen. Bladtegnere i verdslige minefelter Til toppen Næste Sydafrikanske Zapiro lavede i 2010 også et par rammende tegninger i forbindelse med balladen om Facebook-projektet 'Alle tegner profeten'. I en af dem ligger han selv på den freudianske sofa for frie associationer og prøver at forsvare at han en enkelt gang har tegnet profeten, men pludseligt får han en opringning fra redaktøren der udtrykker et meget bestemt håb om at det ikke kommer til at ske igen. I en anden lader Zapiro den muslimske redaktør ligge på Freuds sofa og fromt påpege at andre profeter dog har haft efterfølgere med sans for humor! Men Zapiro er iøvrigt meget mere kendt som en utrættelig karikatør af den højst verdslige sydafrikanske præsident ved navn Jacob Zuma der siden 2009 har været en meget kontroversiel, men ubestridt leder af regeringspartiet ANC (han vandt valget med næsten 70 % af stemmerne). Fra 1999 til 2005 var han vicepræsident, men måtte træde ud af regeringen på grund af en korruptionssag. Året forinden var han blevet anklaget for voldtægt mod en 31-årig kvinde der var hiv-positiv. Han blev frikendt for voldtægten - bl.a. ved hjælp af massiv og hensynsløs pressekampagne mod den pågældende kvinde - men indrømmede at han havde haft samleje med hende, vel at mærke uden at bruge kondom. Og det er jo en yderst alvorlig risiko i et land som Sydafrika. Zuma blev dog ikke smittet, men landets næsthøjest placerede politiker gjorde sig uhjælpeligt til grin ved at erklære at han bagefter havde taget brusebad for at minimere aids-risikoen. Zapiro forevigede derefter den naivt udseende hiv-fjerner (der har meget store øjne) i færd med nævnte brusebad - og senere altid med en lille bruser anbragt på det ejendommeligt misformede kranium. Zuma anlagde sag mod Zapiro og krævede 12 mio kr. som godtgørelse for æreskrænkelsen. Senere anlagde Zuma også en erstatningssag mod Zapiro for en tegning hvor Zuma (med tilhørende bruser) åbner bukserne for at kaste sig over retfærdighedsgudinden som holdes fast for hans fødder af fire ANC-ledere med opfordringen "Gå i gang, Boss". Men Sydafrika er trods alt et demokrati. Tegningerne trykkes i det stor Mail & Guardian - og regeringen og regeringspartiet har endnu ikke haft held til at indføre forhåndscensur. Men man forstår meget vel at Zapiro også tegner den højtelskede Nelson Mandela og den ligeledes elskede biskop Desmond Tutu græde over udviklingen. Forholdene i Zimbabwe lidt nord for Sydafrika er gået en trist vej fra en forsoningspolitik mellem sorte og hvide efter det hvide kolonistyres endeligt i 1980 til Robert Mugabes stadigt mere ensrettede socialistiske etpartisystem der ikke levner hverken hvide eller andre kritikere store chancer for at ytre sig, endsige påvirke udviklingen. Tegneren Tony Namate forlod en eftermiddag for ti år siden redaktionssekretariatet på sin arbejdsplads Daily News i hovedstaden. To timer senere eksploderede en bombe i avishuset - og et par dage efter blev hele trykkeriet sprængt. Og til sidst blev avisen lukket af regeringen der påstod at redaktionen ikke havde den nødvendige licens til at udgive et dagblad. Namate stod uden arbejde. Mit problem er, forklarer han Anders Jerichow, at "det ikke er tilladt at få folk til at grine af regeringen". En af hans stærke tegninger viser hans zimbabweanske version af den amerikanske præsident Lincolns berømte Gettysburg-tale 1863 med løftet om "a government of the people, by the people, for the people", men det vi ser er en enorm politistøvle trampe bygninger og mennesker ned med voldsom knasen. Så man undrer sig ikke over at tegneren også har modtaget dødstrusler. Kulturelt er der ingen tabuer i Zimbabawe, siger han selv. Man må tegne traditionelle ledere, religiøse skikelser, nøgne mennesker, kvinder - ja, selv Gud. Men kritik af magthaverne bliver stoppet på den ene eller anden måde, herunder avislukning. Namate har i flere år haft en bog om Zimbabwes udvikling frem til 2008 klar til udgivelse. Men ingen forlægger tør lægge navn til. Og Namate er fortsat uden fast job. Endnu en af hans rammende tegninger viser et trafiklys på gaden. Det er under reparation. Kun det røde lys virker, men på et skilt står der udtrykkeligt at politiet arresterer alle der går over for rødt! Det siger sig selv at bladtegnere har problemer overalt hvor magthaverne har for stor magt og kan iværksætte effektive repressalier mod kritikere af deres personer og magtsystemer. Dette gælder ikke blot afrikanske lande, men også fx Mexiko, Sri Lanka, Indien, Kina, Rusland og Ukraine. Tegnere og journalister mister deres job, får erstatningssager på halsen, havner i fængsel, myrdes eller forsvinder på mystisk vis. Dette har Jerichow mange beretninger om. For Europas vedkommende huskes endnu alt for tydeligt undertrykkelsen af ytringsfriheden under den tyske nazisme og sovjetiske kommunisme. I disse tilfælde var der ligesom med maoismen i Kina tale om decideret ideologiske systemer der havde bestemte ideer om det fuldkomne samfund som officielle målsætninger (og faktisk også som oprindelig inspirationskilde), men hvor magtstræbet og magtlysten tog over og alt endte i et kolossalt og gennemført forsøg på total ensretning. De politiske ideer blev ophøjet til guddommelig status uanset at regimerne som hovedregel kaldte sig ateistiske og ingen guder burde have. Psykologien bagved forstod hverken tyrannerne eller de sagesløse undersåtter. I vid udstrækning gik mange af undersåtterne som bekendt med på de revolutionære drømme i håb om at realisere det fuldkomne samfund. Ja, de hjalp i vid udstrækning magthaverne med undertrykkelsen ved at angive deres egne medborgere i ideens navn - og de kunne specielt i Sovjetunionen være så naive at tro det var en fejl når de selv havnede i KGB-fængslet og senere i Gulag. Demagoger kan med andre ord bruge jævne folks forestillinger kynisk til eget formål, fordi uoplyste og psykologisk naive mennesker gerne vil have politiske ledere der forener jordiske og prosaiske drømme med overjordiske, paradisiske og overtroiske forestillinger. Politiske ideologer skjuler deres reelle hensigter bag paroler og 'newspeak'. Kun hos religiøse fanatikere sker forførelsen åbenlyst - uden brug af hjemmelavede ideologiske systemer. Her bruges og misbruges gamle skrifter der beror på såkaldte åbenbaringer og fortolkes som uanfægtelige og ukrænkelige guddommelige sandheder. Og det kan lade sig gøre, fordi mange mennesker falder for den slags. Bladtegnere i religiøse minefelter Til toppen Næste En tegner der har prøvet først at komme i klemme over for en verdslig regent og siden over for gadens religiøse stemninger er jordaneren Emad Hajjaj der i 2000 tillod sig at lave den første tegning af Hans Majestæt Kongen, den nytiltrådte, vestligt uddannede kong Abdallah Hussein. Denne kunne lige som sin far godt lide at gå ud blandt sine undersåtter på gaden i Amman i forklædt skikkelse for blandt andet at få et indtryk af den almindelige stemning i hovedstaden. Hajjaj lavede til avisen Al-Rai en tegning af kongen i otte forskellige 'kongelige forklædninger' - og kort efter blev han fyret. Tegningen var ikke det fjerneste karikerende, men den passede åbenbart ikke embedsmændene tæt på kongen. Formentlig var kongen ligeglad med tegningen, mener Hajjaj selv. "Tit er problemet at folk er mere royale end kongen eller mere katolske end paven i religiøse spørgsmål. Af frygt for hvad det næste kan blive, foretrækker de at holde fast på gamle tabuer". Og han var chokeret. Siden kom den danske Muhammed-tegning til og ramte Hajjajs land med vrede demonstrationer og hovedstaden med boykot af Danmark. Og pludselig blev Hajjaj selv et hadeobjekt i en vred prædikants fredagsbøn. Ekstremister stemplede ham som 'vantro', og det er ikke så heldigt i et land hvor 95 % af befolkningen er sunnimuslimer. Indtil 11. september 2001 var den kongelige familie det største tabu i landet, forklarer Hajjaj. Medierne skulle heller ikke anfægte landets sikkerhed eller sikkerhedstjenester. Men efter 22.9.01. dukkede en særlig religøs følsomhed op, og de danske Muhammedtegninger i 2005 gjorde følsomheden helt ekstrem. Jordan har ikke forhåndscensur, men medierne har fået blød selvcensur. Og i dag er det ikke så meget magthaverne som folket og 'gaden' der giver Hajjaj den største hovedpine. 'Gaden' er symbolet på det tavse flertal eller folkestemningen i Mellemøsten. Og netop folket er blevet ekstremt følsomt for al kritik af religionen. Men det er uorganiseret og uden ledelse - og 'det tavse flertal' kan derfor være uden hæmninger i deres voldelige reaktioner. Hajjaj er ikke mindst bange for at jordanerne som en tredjeverdens-befolkning alt for let lader sig påvirke af fjernsynet - "og desværre er arabisk satellitfjernsyn i dag totalt domineret af saudisk-finansierede kanaler med aggressive prædikanter eller billig underholdning. Indflydelsen på gaden er skræmmende, fordi en ekstremistisk ideologi dikterer i fjernsynet." Jerichow fik i Amman en samtale med lederen af komiteen med det sigende navn 'Profeten forener os', der i sin tid stod for kampagnen mod Danmark. "Vi besluttede - med deltagere fra eliten af politikere, forskere, journalister og advokater - at etablere en organisation til at modarbejde krænkelsen af vores profet", forklarer han. - En anden ledende islamist og politisk radikal i Amman siger direkte til Jerichow at "bladtegninger er ligesom antibiotika i blodårerne - det virker med det samme. Man skal virkelig passe på med at gøre folk vrede!... Folk i alle samfund læser og lytter og snakker med billeder i deres sind [min fremhævelse]. Så når en bladtegner laver et meget skarpt billede, påvirker det folk straks...... Og hvis man bruger et sådant redskab mod deres hellige tro, skal man ikke forvente at man ikke får problemer.... Tegnerne skulle have vidst, hvad der står i den hellige Koran. Rør ikke ved andres dogmer. Krænk ikke deres Gud....." - Og sådanne krænkelser skal man vel at mærke ikke lade passere: "Den der tier når hans profet krænkes, har ingen værdighed...." En af de europæiske bladtegnere der i kølvandet på Kurt Vestergaards Muhammedtegning vovede at teste den islamiske følsomhed med en tegning har signaturen Plantu, og han gjorde det på en meget speciel måde. Han skrev nemlig på sit tegnepapir sætningen "Je ne dois pas dessiner Mahomet" ("Jeg må ikke tegne Muhammed") igen og igen på forskellig led så der til sidst fremkom et billede af en ældre skægget herre. Og til højre for denne ser man tegnerens pen og en imam der kontrollerer tegneriet med sin kikkert. Tegningen blev vel at mærke bragt på forsiden af Le Monde, der i mange år har haft en tegning af Plantu på forsiden. Og i lederen kunne man læse de manende ord, at "religioner er tankesæt og mentale konstruktioner og overbevisninger som naturligvis skal respekteres, men også analyseres, kritiseres og endda gøres til grin - et demokrati kan ikke begynde at censurere folks tanker uden at undertrykke menneskerettighederne." - Men denne redaktionelle bemærkning er nu langt fra tilfredsstillende. Plantu selv accepterer forbud mod distribution af racistiske tegninger og påstande, men han er modstander af blasfemi-love og imod love der sætter grænser for 'hate speech'. Bladtegnernes opgave er efter hans mening at rejse de følsomme spørgsmål, at udfordre de moralske normer og krydse en hvilken som helst grænse. Ja, han ser politiske bladtegninger som et udtryk for samfundets sundhed. I totalitære kriseramte samfund vil bladtegnere normalt være de første til at blive arresteret. Og i demokratierne er bladtegnere også nu blandt de første i medierne til at blive ramt af tabuer, politisk følsomhed og økonomisk smalhans. Redaktørerne er nemlig i stor udstrækning blevet bange for tegninger og lader dem ofte vige til fordel for ikke-provokerende, ikke krænkende fotografier. "Vi lever nu i en slags diktatur under kreative ledere, fjernsyn og fotografier, et diktatur af klicheer", sagde han allerede i 2002. "Vi har behov for flere modige redaktører ligesom dem vi har på Le Monde". Plantu mener ikke at religiøse følelser rager ham. Til gengæld er han ifølge Jerichow overbevist om at fundamentalisme må gøres til genstand for bladtegninger, som i alle samfund må udfordres. "Som bladtegnere er vi nødt til at krydse grænsen for moralske tabuer, også religiøse tabuer." - Og dette forekommer undertegnede at være klarere tale end redaktørens, der dog ikke i sin frygt undlader at bringe Plantus tegninger. Men når Plantu også gør gældende at målet for bladtegnere bør være at bringe alle sammen - både jøder, muslimer, kristne og agnostikere - uden at afholde sig fra at genere nogen med politisk kritik, og at bladtegnerne bør vise læserne at vi respekterer deres tro, så går også han uden om problemets kerne. Godt nok er han ifølge Jerichow en dynamisk aktivist og initiativtager til bevægelsen 'Cartoonists for fred'. Sådan en findes nemlig også, og dens mål er at forsøge at samle bladtegnere fra alle slags kulturer for at bygge bro over misforståelser. Bevægelsen har til huse i Le Mondes bygning i Paris - og FN's daværende generalsekretær Kofi Annan var med til at stifte organisationen. Det er unægteligt velmenende altsammen, men efter min overbevisning forfejlet. Og grunden er at ingen tager tyren ved hornene og ser i øjnene at den er olm som bare fanden. Den vil absolut ikke fred med de naive og nyttige idioter blandt vesteuropæerne. Anders Jerichow spørger sig selv hvorfor Plantu mon bruger så meget tid som græsrod. Og hans svar bliver et "Tja, det gør han vel, fordi han grundlæggende ikke er ligeglad"! Jerichow tager til London hvor han mødes med formanden for British Cartoonist Association Martin Rowson der bl.a. tegner for The Guardian. "Positive bladtegninger er bare propaganda", er hans motto. Og han hævder ligeud, at satire er et eviggyldigt menneskeligt behov. "Folk har gjort nar af deres ledere fra tidernes morgen. Vi ved helt tilbage fra antikke hulemalerier at der blev lavet tegninger. Jeg tror at Taleban-bevægelsen i Afghanistan er det eneste politiske system der var i stand til at forhindre politiske tegninger. Og så snart dette undertrykkende system forsvandt, vendte bladtegningerne tilbage. Alle andre diktaturer er også blevet konfronteret med satire og politiske bladtegninger, privat eller offentligt." Rowson erklærer at det er hans job at krænke, og at alle mennesker med magt - hvad enten det er politisk, religiøs eller intellektuel magt - hader det. Men han understreger samtidigt at krænkelse altid vil være afhængig af tegningernes læsere eller forbrugere. Det gælder om at ramme de privilegerede. "Jeg angriber kun mennesker med mere magt end mig selv. Jeg sigter kun efter de magtfulde. Hvis jeg brugte cartoons mod folk med mindre magt end mig selv, ville det have karakter af aggression eller mobning, som jeg finder usympatisk." Og så lyder det ellers meget relevant: "Hvis man ikke kan lide en tegning, så lad være med at se på den! Og det må være hele lektien af Muhammed-krisen. Lad være med at kigge på det du ikke kan lide at se - frem for at skrive truende mails til en komplet fremmed, der bare passer sit arbejde. At se den anden vej må helt sikkert være bedre end at at begive sig af sted med en økse. Folk der myrder eller truer med at gøre det i protest mod noget, de har set i avisen eller bare hørt om, er meget mere krænkende end nogen tegning. Intet kan da være mere krænkende end mord". Martin Rowson har også vakt furore med tegninger af Tony Blairs nye Labour-program som han sammenlignede med et kendt toiletpapir der i sin markedsføring brugte karakteristikken "blødt, stærkt, overraskende langt". Og efter det fejlslagne klimatopmøde i København karikerede han præsident Barack Obama nøgen og ensom i et gammelt badekar med Nobels fredspris liggende på gulvet som et stykke sæbe der var gledet ham af hænde - og hans tanke lød "Strange - there were a whole lot more people here this time last year...". Og så understreger Rowson igen over for Jerichow at den globale offentlighed ikke kan være bladtegnernes problem. "Bladtegninger er en nødvendig del af det politiske miljø, hvor de bliver lavet. Og bladtegning er nødt til at være i opposition." Agnostikeren Jerichow fritter åbenbart Rowson om dennes afstandtagen til religionerne. Og han får klar besked: "Ingen religion har nogensinde fået globalt monopol, og på trods af alle forsøgene på at skabe loyalitet over for brandet - med løfter om paradis, påtvungen konvertering, død over frafaldne, tortur og afbrændring af afgudsdyrkere og så videre - så har hver af dem eksisteret i en markedssituation. Det er derfor at Helvede er fyldt med djævle, som engang var nabostammens guder...." Også det er lidt for billigt - og frister desværre ikke Jerichow til kritiske spørgsmål. Men placerer man religionerne i en markedssituation har man kun forstået dens ene halvdel, den der drejer sig om magtaspektet, og man ser helt bort fra den komplementære dimension: åndsaspektet. Dermed mister man en for sekulariseringen aldeles afgørende mulighed for at sondre mellem religion som dogmatiske systemer, baseret på intellektuelle præstationer der automatisk går ind i magtkampe, markedsføring og monopolisering, og religion som dybdepsykologisk fænomen, baseret på spontane arketypiske forestillinger der unddrager sig magtkamp, markedsmekanismer og alle forsøg på monopolisering. Og har man ikke denne sondring til rådighed, vil man heller aldrig kunne fatte at religionskritik - nedskrevet eller nedtegnet - alene angår de dogmatiske systemer og deres magthævdende præsteskaber og simpelthen ikke er i stand til at ramme de frie arketypiske forestillinger. Dette betyder helt konkret at bladtegnere der går efter magtens personer, organisationer og privilegier helt naturligt må krænke disse forhold alt det de kan - og i frie samfund skal have lov til det, uanset hvor meget personerne føler sig krænket og påberåber sig deres dogmers og hellige personers ukrænkelighed. For denne ukrænkelighed ligger alene i de pågældende magtmenneskers egne, systematiske og ofte hårdhændede og nådesløse samt målrettede fortolkninger - lige som deres påberåbte 'religiøse følsomhed' alene knytter sig til hævdelsen af de opbyggede intellektuelle systemer. Derimod er det formålsløst af bladtegnere at gå efter de arketypiske forestillinger og disses yderst kreative virkninger i sindene, for de er altid frie og spontane - og bliver først for alvor truet gennem magtsystemernes indsnævrende fortolkninger og mistænkelige påberåbelse af ukrænkelighed. Når den ledende islamist i Amman over for Anders Jerichow - som tidligere fremhævet - gør gældende at folk i alle samfund læser og lytter og snakker med billeder i deres sind, så har han fuldstændigt ret, men formentligt langt mere ret end han selv er klar over, for dette betyder i virkeligheden, at billeder gør sig gældende meget dybere i sindene end ord, sætninger og dogmer. Det er dette al bladtegning, ja al billedkunst, inklusiv filmkunsten, udnytter, og dette der gør kunst så vitalt vigtigt for al menneskelighed, al kultur og al religion. Men forudsætningen er rigtignok at kunsten forbliver fri og undgår at blive spændt for ideologiske eller politiske systemers uhyggelige kampvogne, undertrykkelses- og destruktionsmaskiner. Frie religioner (eller fri religion) adskiller sig markant fra ideologiske systemer ved netop ikke at være mentale konstruktioner som Le Mondes redaktør tror; de er tværtimod spontane dannelser fra det kollektivt ubevidste og gøres kun til brugbare redskaber for magthavere ved at blive spændt for dogmatiske indsnævringer. I denne forbindelse skal man dog ikke glemme at religioner som jødedom og islam - modsat kristendommen - har forbud mod at afbilde deres guder og profeter. Det har egentlig den fornuftige grund, at det strengt taget er umuligt at give konkrete afbildninger af væsener som er af åndelig art. Problemet er bare at menneskene ikke kan undvære disse billeder - og derfor uvægerligt spontant i sindene gør sig deres forestillinger om de åndelige væseners konkrete skikkelser. Det er derfor fuldstændigt meningsløst at forbyde afbildning af guder og profeter eller andre åndsvæsener. Det er til gengæld særdeles meningsfuldt og relevant for al oplysning og al sekularisering at holde fast i at alle billeder af guder er subjektive dannelser i menneskers sind og aldrig skal tages for mere. De er en hjælp for mennesker i omgangen med guder og åndsvæsener, men de bør aldrig dogmatiseres eller gøres ukrænkelige. Humoren som andet end et våben Til toppen Næste Et helhedsrealistisk essay om bladtegnere i de eksisterende minefelter af politisk og religiøs art bør ikke ignorere at humor ikke blot er at betragte som et våben af den art man finder i satiren og karikaturen, og som primært er rettet mod magtmennesker, men dog også kan rettes mod menneskets tåbelige og latterlige sider. Humor er et langt videre begreb, som i sidste ende rækker helt ind i tragediens område, hvor det at have ret og få sin vilje er blevet suspenderet. - Jf. det store essay om Humor og tragedie. Lad os blot tage Kurt Vestergaards Muhammedtegning fra 2005 med en profet med en bombe i turbanen - eller Plantus brug af sætningen 'Jeg må ikke tegne Muhammed' til at mane profeten frem på sit tegnepapir. Der er ikke fjerneste ondskabsfuldhed i disse tegninger. Der er ingen kritik af islam som religion. Og der er ikke anden satire end en stilfærdig og underfundig påpegning af at nogle muslimer faktisk render rundt med bomber på kroppen og derfor må regnes til terrorister eller at andre muslimer gerne vil kontrollere bladtegnernes udfoldelser. Det er derimod stor og befriende humor som har den store force i forhold til decideret karikaturkunst at den udvider beskuerens syn og horisont og således bidrager til en varmere menneskelighed og et varmere samfund - hvis der ikke lige var disse militante fanatikere der påberåber sig deres guders og profeters ukrænkelighed og agter at hævne alle behjertede forsøg på at bringe sund relativering ind i moderne menneskers religions- og ideologiopfattelse. Det frie, åbne og sunde samfund kan simpelthen ikke undvære den frie humor hvis den ellers skal bevare sin fulde menneskelighed. Det trues imidlertid på livet af militante fanatikere der ikke tåler mindste betvivlelse af deres ideolers ukrænkelighed, men ønsker ikke blot at sætte absolut skel mellem sig selv og de vantro, men vil føre ødelæggelseskrig og udryddelseskrig mod de formastelige sekulariserede mennesker i de vestlige samfund. Disse fanatikere skal der imidlertid ikke tages hensyn til - og det er derfor selvmodsigende at en tegner som Plantu går i forbund med Koffi Annan i organisationen 'Cartoonists for Peace'. Koffi Annan, der i sin tid var utilfreds med Kurt Vestergaards tegning (jf. artikel), forsøger sig jo også lige for tiden med at skabe våbenhvile med en hensynsløs og fuldstændigt utroværdig mellemøstlig diktator som Syriens præsident Assad, der har bombet løs på oprørerne i ugevis. Det ligner kun den tidligere FN-generalsekretær alt for godt. Han er og bliver en nyttig idiot for et magtmenneske der er lige så gal som Gaddafi eller Saddam Hussein var. Selv de mest velmenende og behjertede bladtegnere bør holde sig for gode til at hoppe på den limpind der hedder at repræsentanter for den frie og sekulariserede verden kan tegne eller forhandle sig til fred med magtgale repræsentanter for de i årtier systematisk undertrykte og forførte befolkninger i Mellemøsten. Over for den slags galninge er der kun ét at gøre - og det er at stå fast på friheden og det sekulariserede demokrati. Alt andet er selvbedrag. Men humoren og bladtegningen kan gøre alle med sans for humor mere modne for friheden og sekulariseringen. Og derfor er det godt at den ikke udelukkende holder sig til den grove satire. Den bedste humor er netop kendetegnet af at den giver plads til eftertanken Jan Jernewicz Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk Under titlen: Storm P. - Latterkultur - Humor og tragedie. 
Henvisninger: Til toppen Links til websites for bladtegninger: British Cartoon Archive The Cartoon Museum, London Hergé museum (Belgien) Riber Hansson (Sverige) Emad Hajjaj (Jordan) Tony Namate (Zimbabwe) Martin Rowson (Storbritannien) Plantu (Frankrig) Zapiro (Sydafrikas) (mange flere web-adresser er angivet i Jerichows bog. Litteratur: Anders Jerichow: Bladtegnere i et globalt minefelt. (Gyldendal. 2011) Amalie Foss og Louise C. Larsen: Folkets kærlighed vores styrke eller hvorfor bladtegning er kunst. (Poul Kristensens forlag. 2010) Roald Als og Poul Einer Hansen: En god socialdemokrat - Et olmt tilbageblik på Danmarkshistorien 1980-2008. (Politikens forlag. 2008) Klaus Albrectsen: Livstegn. En venstrehåndstegners tilbageblik. (Forlaget Vistoft. 2002) Kristian Hvidt: Folkestyret i tiår og tegninger 1849-1999. (Gyldendal. 1999) Hans Hertel: Bo Bojesen og den store verden 1945-1996. (Gyldendal. 1996) Thorkild Kjærgaard: Bladtegnere på Frederiksborg. (Frederiksborgmuseet. 1993) Walter Schwartz: Satir og humor i verdenskunsten. (Carit Andersens forlag. u.å.) Relevante artikler på Jernesalt: Brandbombe mod vestlig ytringsfrihed (9.11.11.) Terror mod humor og sekularisering (5.1.10.) Mordtruslen mod Muhammedtegner genopfrisker modsætningerne (13.2.08.) Oversigt over artikler om Mubhammedsagen på Jernesalt Humor i Mellemøsten Muslimsk humor - en selvmodsigelse? Akkari og Satans yngel i Danmark (24.3.06.) Hvad skal vi med humor og tragedie? (14.4.11.) Religion, humor og tragedie (19.02.06.) Humor og religion i værdikampen (4.2.06. Humor og virkelighed (20.8.07.) Er humor den 6. våbenart? (1.5.05.) Humor, politik og helhedsrealisme (30.11.10.) Fænomenet Berlusconi og hans ironi Livskvalitet, religion og humor - 5. artikel i ny serie om livskvalitet (12.2.12.) Humor og tragedie (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund') Humormennesket Storm P. Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.) Livstegn fra Klaus Albrectsen om den venstreorienterede bladtegners liv og tegninger Latterkultur (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur') Latter, morskab og humor vigtige begreber i voksnes og børns eksistens i lys af Hans Vejleskov Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler: Artikler om Danmark Artikler om Mellemøsten Artikler om Samfund (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Kunst Artikler om Psykologi Artikler om Eksistens (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Humor Artikler om Religion Artikler om Sekularisering (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |