JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - 2014status

ARTIKEL FRA JERNESALT - 04.1.15.

Året der gik bød på krig, kriser og debat, men ikke på udsyn og format

Det er tid til status over året der gik, og skal opgørelsen være nogenlunde ansvarlig ved at tage alt væsentlig med, bliver den lang, og skal den være nogenlunde overkommelig at læse, skal den være kort - og ikke tage mere med en højst nødvendigt.

Lad os starte med klimaet - det allesteds meget påtrængende problem ingen kan løse og som topmødet i Qatar derfor udskød til næste omgang i Paris i det nye år. I Qatar blev taget visse positive, men små skridt - som det dårligt nok er værd at spilde omtale på, men de store, virkeligt sprængfarlige beslutninger blev undveget fordi de største udviklingslande - Indien og Kina - stormer frem i vækst og indflydelse og ikke kunne drømme om at give afkald på et accellerende energiforbrug der betyder øget CO²-udledning. Resultatet bliver varmere klima, mere uvejr og flere oversvømmelse og andre katastrofer. Den egentlige årsag til miseren er den øgede befolkningstilvækst fra omkring 2 mia efter sidste verdenskrig til 9 mia om få år. Den giver uundgåeligt mere nød, sygdom, social nød og uro samt flugt og folkevandringer.

Krig i verden er heller ikke et just nyt eller løseligt problem. Krig giver også død og lidelse, sygdom og nød samt uro og flugt. Set fra Europa er Mellemøsten hårdest ramt. Borgerkrigen i Syrien er katastrofal, men har foreløbig ingen ende. USA vil fortsat ikke fjerne præsident Assad og har i realiteten ikke en strategi i betydningen en gennemtænkt plan der på jordnær, realistisk vis kan skaffe ønskede ændringer, for USA tror ikke på alternativet til Assad. Det betyder reelt stigende indflydelse til Rusland og Iran. Islamisk Stat vil fortsat være den store trussel mod Irak, Afghanistan, Tyrkiet, Syrien og Libanon samt alle konservative arabiske kongedømmer. Det arabiske forår er falmet før det fik mulighed for at blomstre. Terrorismen har allerede på et enkelt år fået et omfang der bekræfter at det 21. årh. bliver terrorismens århundrede. Muslimer i almindelighed er såmænd lige så fredelige og fredselskende som alle andre mennesker, men de er i vor tid meget lettere at forføre til uindskrænket hellig krig og ødelæggelse overalt hvor de bliver i miljøer der føler et enormt kollektivt had til vestlige idealer om demokrati, kvindefrigørelse, humor og sekularisering.

Vestens kamp mod den islamistiske fanatisme og terrorisme er fortsat en kamp for sekulariseringen, fordi den skarpe adskillelse mellem den politiske magt i et land på den ene side og religiøse instanser og organisationer der ønsker absolut magt for religiøse sandheders skyld på den anden side er en simpel forudsætning for frihed til at mene hvad man vil - og sige, skrive og tegne hvad man vil samt leve i frie familier med frie kvinder og frie børn der ikke skal affinde sig med mandens undertrykkelse. Islamisters had mod vestlige frihedstanker er i høj grad mænds had til alt der rører ved Koranens dogmer om mandens overlegenhed. Og her er muslimer mindst 100 år bagefter os vantro vesterlændinge.

Jubilæet for Murens fald i 1989 blev en smuk påmindelse om at kampen mod totalitaristisk undertrykkelse gælder enhver form for ideologisk absolutisme, og at der i henseende til undertrykkelse ikke er forskel på religiøs absolutisme og politisk absolutisme. Den sidste har blot lettere ved at narre intellektuelle der ikke kan udstå religiøse forestillinger og instanser, men er ude af stand til at gennemskue at ateistiske ideologier bliver ramt indefra af psykisk inflation hvis man ikke kan skelne dogmatisk religion og overtro fra ikke-dogmatisk og fornuftig religion. De intellektuelle bliver 'religiøst overtroiske' ved at tro at deres ideer bliver videnskabelige, bare fordi de er ateistiske!

Jubilæet for Murens fald blev til gengæld ikke en ny forståelse for at snæver vestlig afstandtagen fra Ruslands forsøg på at genopstå som en slags stormagt gennem den fitnes-trænede præsidents Putins mere eller mindre latterlige forsøg på spille med musklerne ikke burde føre til en ny kold krig mod Kreml. Magtmennesket Putin står trods alt ikke som forkæmper for en absolut verdensideologi. Han har annekteret Krim-halvøen (der faktisk hører til Rusland), og han har generet Ukraine groft gennem direkte og indirekte støtte til prorussiske ukraineres kamp for autonomi. Men han bør ikke af den grund totaltdæmoniseres og holdes uden for dialog og forhandling. For Nato har under generalsekretær Anders Fogh Rasmussen fejlet katastrofalt ved at stille Ukraine et medlemsskab af Nato i udsigt. Nato blev i sin oprettet som et vestligt værn mod den kommunistiske trussel - og har ingen steder hjemme i det storpolitiske landskab efter Murens fald.

EU-parlamentsvalget i juni var et sjældent klart protestvalg mod hele den elitære tænkning og praksis i kommission, formandsskab og bureaukrati i Bruxelles. Da de gamle etablerede partier og koalitioner fortsat dominerer, førte valget naturligvis ikke til ændringer i unionens ledelse. Regeringslederne blev efter visse forhalinger enige om at gøre Luxembourgs Jean-Claude Juncker til ny kommissionsformand og den polske premierminister Donals Tusk til nye EU-præsident, men det kommer - trods pæne udtalelser - ikke til at betyde noget nævneværdigt (udover at Tusk forstår russisk). EU bliver ikke fornyet. Kløften mellem eliten i Bruxelles og folkene i de enkelte medlemslande bliver ikke mindre. EU er i forhold til Rusland på samme skråplan som Nato - og i forhold til Israel på et helt nyt skråplan gennem en vedtagelse i parlamentet om at anerkende Palæstina som selvstændig stat - uden om alle forudsætninger omkring en nødvendig freds- og grænseaftale med Israel. - EU's eneste mulighed for en fornyelse ligger i udviklingen i det mere og mere EU-skeptiske Storbritannien.

Et af EU's store problemer er flygtningestrømmene fra Syrien og Nordafrika og den hermed sammenhængende voksende modstand mod flygtninge i mange landes befolkninger (de lande der ingen modstand har, er dem der heller ingen flygtninge får!) Problemerne er store i Frankrig og Italien der plages af den illegale, men velorganiserede transport over Middelhavet. Det nyeste påfund fra de illegale organisatorers side er at sende tusindvis af flygtninge med skibe der styres uden styrmænd. Men strømmen fra Syrien er også stor og klares med illegal bustransport gennem Europa.

Danmark får sin del af den illegale flygtningestrøm. Regeringen prøver at give det udseende af at den ønsker en begrænsning af tilstrømningen og vil derfor en stramning af reglerne. Men vanskelighederne med at formulere en passende lovgivning er store. Den må ikke stride mod de konventioner Danmark har underskrevet. Og derfor indrømmes det nu klart, at flygtningene ikke får asyl i Danmark, men kun hvad der hedder 'tålt ophold'. Dette betyder imidlertid at de stort set slet ikke kan sendes hjem igen - og derfor efter et år får mulighed for familiesammenføringer og forbliven i landet på ubestemt tid. - Hendes majestæt Dronningen understregede i sin nytårstale forleden at vi skal tage godt imod flygtninge. Det samme siger Flygtningeorganisationerne selvfølgelig. Og de bakkes mediemæssigt meget energisk, ja uhæmmet og helhjertet op af dagbladet Politiken. Sidst har man interviewet en canadisk filosof der mener at Europa er moralsk forpligtet til at tage mod flygtninge i ubegrænset antal, og som uden at blinke med øjnene påstår at vi ellers fremkalder et nyt holocaust. Han er åbenbart uvidende om at holocaust fra 1933 til 1945 var den nazistiske ideologis systematiske forsøg på en decideret racebiologisk totaludryddelse af den jødiske race. Men filosoffen kan bruges til formålet i den aktuelle moralistiske hetz mod normal nationalfølelse.

I Tyskland strammer kansler Merkel også sprogbrugen ved i sin moralistiske nytårstale at postulere at modstandere af ubegrænset indvandring og flygtningestrømme har had i hjertet. Men det er dog for intet at regne mod tidligere leder af Moderaterna i Sverige, Frederik Rejnfeldt, der led et sviende nederlag ved valget i september på grund af sin åbne flygtningepolitik, men efterfølgende foretog en flyvetur hen over Sveriges uendelige skovområder og gav sig til at udmale hvor mange flygtninge der var plads til. Hans efterfølger som partileder følger samme kurs, men skal ikke nyde noget af udsigten til et nyt valg, og hun gik derfor med til et forlig med den nye socialdemokratiske regering. Aftalen indebar en accept af at en mindretalsregering ikke kan fældes på nederlag i en afstemning om finansloven!

Svenskerne fik efter Rejnfeldts forsmædelige nederlag Stefan Löfven som statsminister for en socialdemokratisk mindretalsregering i koalition med Miljøpartiet. Han er helt på linje med Moderaterna og hele den borgelige Alliance i spørgsmålet om flygtningetilstrømningen. Faresignalerne er ellers mange og utvetydige, men forties. Integrationen lykkes i vid udstrækning slet ikke - tværtimod er der megen, stor og voldelig kriminalitet blandt indvandrere, endda meget voldsom i Malmø. Modstanden mod dem er derfor også markant - og giver sig fra nynazistisk side på det seneste også udtryk i en række hærværk mod moskeer. - Det eneste parti der tør tale om desintegrationen og farerne herved er det forholdsvis nye 'Sverigesdemokraterna' der fik et kanonvalg i september med omkring 13 %. Det gjorde dem til tungen på vægtskålen i regeringsdannelsen, men da hverken rød blok eller blå blok ville så meget som røre ved dem med en ildtang (de blev end ikke inviteret med til Nobelfesten), blev resultatet en socialdemokratisk mindretalsregering. Det ville et nyvalg i marts formentligt også medføre, men Sverigesdemokraterna ville sandsynligvis gå endnu mere frem, og det ønskede ingen af de andre partier. Sverigesdemokraterna får den koldeste kolde skulder fra alle sider - og forsøges udelukket som ikke-stuerene på samme måde som Dansk Folkeparti blev herhjemme under Poul Nyrup i 1998. Det kom han til at fortryde, men det er som bekendt femten år siden - og det kerer ikke svenskerne, der føler sig højt hævet over dansk realisme. De lever på livsløgnen om at velfærdssamfundet er en godgørenhedsstat.

Venstres formandskrise og landsmøde var af mange grunde en ynkelig affære, der ikke viste mod til at lade Lars Løkke ligge som han selv har redt. Men det skal behandles i en særskilt artikel, når jeg får læst bogen LLR.

Den socialdemokratisk-radikale mindretalsregering er kørt uhjælpeligt fast i borgerlig politik på den ene side og spin, pral og smil på den anden side. Helle Thorning håber på genvalg, efter at hun gik glip sin eftertragtede internationale post i EU, og hun er repræsentativ i enhver forstand - også hvad angår høje stilethæle. Men hendes eneste chance er Lars Løkkes fortsatte nedtur. Hendes nytårstale var helt bevidst henvendt til den typiske socialdemokrat i Anker Jørgensens forstand, dvs den lille mand på gaden som menes at være gået over til Dansk Folkeparti. Thorning havde derfor været i øjenhøjde med både Laura og Holger, og talt godt til dem. Ja, hun henvendte sig direkte til børn i Danmark. Lixtallet i talen var da også så lavt som i en børnebog. "Jeg vil passe på det Danmark du kender", understregede hun - og fik dermed nævnt den kommende socialdemokratiske kampagnes slagord. Hun brugte ordet "jeg" 37 gange, har man talt op, og det er kun overgået af Anker Jørgensen. Kampagnen er allerede af Politikens lederskribent blevet bedømt som en "halvpopulistisk strategi med at love noget indholdsløst", "pakke det ind i klaphatretorik" og "derefter toppe det med konservative låneord" - med andre ord "en fattig omgang sjask"!

Nøgternt set var der intet format over talen. Og grunden er som i Løkkes tilfælde, at personen savner ægte politisk format. Thorning har ikke opdaget at Dansk Folkeparti henter mange stemmer fra ganske unge mennesker som har gennemført eller er i gang med en højere uddannelse, og at partiet er kommet til at stå stærkt, fordi det under Thulesen Dahls lederskab fremstår som det mest troværdige parti i folketinget. Og hun har heller ikke opdaget at det Danmark de fleste af os kender slet ikke er et statisk samfund, men et samfund i stadig forandring og nødvendig tilpasning, der blot ikke er tjent med så mange og store og uigennemtænkte reformer som dem hendes egen regering på tre-fire år har sat i gang og som har givet store problemer på et så centralt punkt som den danske fokeskole.

Den vigtigste indvending mod Helle Thorning-Schmidt er imidlertid at hendes friske nytårstale viser det lille format på en uhyggelig måde ved at at bekræfte socialøkonomen Jørgen S. Dichs 40 år gamle dom over socialdemokratiets udvikling i bogen om "Den herskende klasse". Han gennemskuede som den første at velfærdsstaten takket være voldsomt stigende skatter på få ord fik gjort særforsorgen i landet til et kulturfænomen i stedet for det socialøkonomiske fænomen den plejede at være. Og det betød igen at socialdemokraterne (med venstrefløjens hjælp) fik gjort barmhjertigheden til en statslig forpligtelse. - Det gjaldt særforsorgen og bistandhjælpen dengang - og det gælder indvandrerbistanden og flygtningehjælpen i dag. Det er det der lyser ud af hver eneste debatindlæg om flygtninge og indvandrere der kommer fra socialdemokratiet og venstrefløjen, fra medier som DR og Politiken - og fra humanistiske professorer som den omtalte canadier. De henviser altid til moralsk forpligtelse og til de konventioner der blev til på en helt anden tid, men nu kan misbruges til samme statsmoralske uansvarlighed.

Politikernes format er lavere end nogensinde. Debatniveauet er lavere end nogensinde. De virkelige problemer skal forties. APESE-syndromet er blevet alment, hvad der vil sige at politikerne i partierne på både venstrefløjen og højrefløjen lider af en nærmest sygelig Angst for Psykologisk og Erkendelsesmæssig Selv-Erkendelse. De snakker om økonomi, budgetter, strukturer, juridiske spindsfindigheder og moralske normer (og sviner hinanden til), men de går konsekvent uden om alt der går dybere ned i psykologi, erkendelse, historie og helhedsrealistisk overordnethed.

Dette betyder igen at inkonsistensen kommer til at råde både i partier og i samfundet. Ånd bliver fraværende - også i kulturlivet og i kirken.

Derfor er helhedsrealistisk oplysning nødvendig, og derfor er det helhedsrealistiske manifest fra februar fortsat aktuelt. Her blev det følgende understreget:

Konsistensetikken bygger på erkendelsen af vi har to tilgange til virkeligheden som er komplementære og giver fornuftig vekselvirkning mellem den praktiske dimension og den åndelige dimension, men etikken bygger desuden på selve psykens iboende krav om indre konsistens. Forpligtelser over for ydre autoriteter forsvinder til fordel for en stadig afvejning af hvordan kravet om overvægt af det gode bedst muligt kan sikres på langt sigt. En betingelse er at det enkelte menneske er i fortsat dialog med sig selv og det kollektivt ubevidste.

Dagligsproget spiller den allerstørste rolle fordi alene det fastholder den fulde føling med virkelighedens to dimensioner. Fagsprogene (herunder økonomi) er derimod for ensidige, og magtsprogene (herunder jura) for ensrettende.

"Den fulde føling med såvel den ydre som den indre virkelighed må plejes med en vekselvirkning mellem udadvendt praktisk virke og indadvendt reflektiv stilhed. Den fulde mentale sundhed kan ikke sikres uden stilhed og privatliv. Stress er en alvorlig trussel, og den kan bedst undgås gennem regelmæssig stilhed og højtid samt distance til konkurrencementaliteten. Værn om privatlivet er eneste sikkerhed for fri og fuld føling med det kollektive fællesskab. Kunst og musik er aldrig kun rent æstetiske fænomener af underholdningsværdi. De rummer også en afgørende mulighed for direkte føling med de skabende kræfter i det kollektivt ubevidste. Den rytmiske, musikantiske kunst og musik er værdifuld, men den kunst og musik der rækker ud over det kropslige og æstetiske giver højere oplevelser af mening og sammenhæng; den har altid kultisk betydning. "

Der mangler meget i at få dette udbredt som almendannelse i dagens Danmark, derfor er det påkrævet med en helhedsrealistisk højskole - og det er nytårets bedste nyhed, at en sådan nu er kommet på tapetet.

Hermed ønskes læserne godt nytår.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt:

Det helhedsrealistiske manifest  (16.2.14.)
Konsistensetikken
Eksistens er opgør med dansk politiks elendighed  (11.8.14.)
Historien er hverken forudbestemt eller forudsigelig  (5.10.14.)
Krig er ikke et uforståeligt fænomen  (20.10.14.)
"Den herskende klasse"  (Jørgen S Dich)
Næstekærlighed kan ikke bære samfundet  (31.10.14.)