JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - corydonsamf

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.9.13. (Ugebrev)

Bjarne Corydon omdefinerer socialdemokraternes velfærdsstat

Finansminister Bjarne Corydon har forlængst fremsat sit finanslovsforslag for 2014, og det forekommer ikke særligt bemærkelseværdigt. Regeringen er fortsat forsigtig i sine bedømmelser af udsigten til vækst og har derfor valgt at holde igen på stimuleringer af økonomien. Faktisk har man nedjusteret vækstskønnet for dansk økonomi. Men regner i 2014 med en vækst i det offentlige forbrug på 0,5 pct. og en stigning i de offentlige investeringer på 2,5 mia. Og man regner med at skabe 15000 nye job i 2014. Regeringen fortsætter sine reformplaner, men har ikke ekstrapenge til ret meget. Dog er der afsat 1 mia kroner til uspecifiserede opgaver, hvilket betyder at regeringen har lidt at give af i de forestående forhandlinger med Enhedslisten. For det er dette parti der skal bære finansloven hjem. De borgerlige partier siger nej, og Enhedslisten er alt andet end begejstret, men vil naturligvis, trods kritik, forbehold og trusler, i sidste ende stemme for den endelige lov. Det sker først efter 19. november, for man vil have kommunalvalget overstået, så finanslovsforslaget ikke kommer til at påvirke regeringspartierne for negativt. Sagen er nemlig at en meningsmåling har vist at et markant flertal af vælgerne ønsker at regeringen laver finanslov med de borgerlige - og dermed lempe skatter og afgifter og stimulere væksten mere; det ønsker ikke alene et stort flertal af de radikale, men også to tredjedele af de socialdemokratiske vælgere.

Der ville egentlig ikke være grund til overhovedet at kommentere finansloven, hvis ikke finansministeren samtidig med forslagets fremlæggelse har forklaret sit grundliggende syn på økonomi og samfundsudvikling både i et oplæg på en konference på Grundtvigs Højskole og i et interview til Politiken der blev bragt lørdag den 24. august. Begge steder lød det klart og tydeligt: Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat, hvor vi i stedet for at fokusere på overførselsindkomster gør noget meget smukkere: hjælper den enkelte til at blive selvforsørgende.

Corydon kasserer ikke begrebet velfærdsstat, men erkender altså at det er uholdbart at videreføre det i den gamle udgave hvor man nærmest satte lighedstegn mellem en god velfærdsstat og generøse overførselsindkomster. Han er udmærket klar over hvad fx børnepenge betød for familier i små kår i gamle dage, men overførselsindkomster er ikke et mål i sig selv, de er lappeløsninger der kompenserer for bedre løsninger. Corydon præciserer tanken meget konkret: "Set fra det enkelte menneskes synspunkt er der noget uendeligt meget smukkere i at have et samfund, der effektivt hjælper dig med at blive selvforsørgende og udvikle din tilværelse på den måde du selv vælger, end at have et samfund der beskytter dig imod konsekvenserne af at du aldrig erhvervede den evne."

Den klassiske velfærdsstat, hedder det videre, reagerede på nogle relevante problemer som stadig findes, men den gjorde det altid i mangel af bedre løsninger. Folk får dagpenge i stedet for et job, og de får kontanthjælp fordi de ikke er kommet ind på arbejdsmarkedet. Men det ville være bedre hvis folk kan forsørge sig selv. "Den bedste og mest varige form for lighed, grundlægges ved at den brede masse af mennesker er i stand til at tjene en høj løn i kraft af deres kundskaber."

Og da intervieweren prøver at få Corydon i fælden med spørgsmålet om regeringen da vil svække adgangen til overførselsindkomster i en tid hvor arbejdsløsheden er høj, kommer nej'et prompte fra Corydon: Det har altid været socialdemokratisk politik at hjælpe folk der mister deres indkomst ved sociale begivenheder, men det har aldrig været målet at stoppe dér. Vi er langt mere ambitiøse på velfærdsstatens vegne, og det er det vi viser med reformkursen i disse år. Det progessive i denne politik er at vi skal investere i mennesker i stedet for at overlade det hele til markedet. Vi skal fokuserer på kvaliteten af de offentlige serviceydelser (i uddannelsessystemet og i sundhedsvæsenet) frem for at fokusere på overførselsindkosmter. Det er pointen i vores projekt og vores opbakning til velfærdsstaten som sådan.

Begrebet konkurrencestaten er naturligvis blevet mere og mere relevant de senere år, fordi det er indlysende at et land som Danmark der lever af sin eksport til udlandet kun kan klare sig i den internationale og hårde, globale konkurrence ved systematisk at sikre de private virksomheders konkurrenceevne med hensyn til innovation, viden, kompetence, effektivitet og ikke alt for store omkostninger til løn, skatter og afgifter. Et generelt højt uddannelsesniveau er en fundamental forudsætning. Og derfor er der ingen større diskussion om at uddannelsessystemet skal være så godt som muligt.

Konkurrencestaten kan som begreb i forskningen føres tilbage til midten af 1990'erne, hvor bl.a. Philip Cerny udgav bogen 'The Competition State'. I en analyse fra 2007 betegnede den danske forsker Tim Knudsen den nuværende danske stat som en 'social konkurrencestat'. Udgangspunkt var en definition af konkurrencestaten som en stat, der agerer i international konkurrence med andre stater om at skabe økonomisk vækst. Og i 2011 kom politologen Ove Kaj Pedersens bog om 'Konkurrencestaten'.

Denne statstype adskiller sig fra velfærdsstaten ved at prioritere aktivering før ydelser ud fra princippet "noget for noget", et slogan der som bekendt er blevet et hovedprincip hos beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Folk skal væk fra den passive forsørgelse over til selvforsørgelse gennem beskæftigels,. og beskæftigelsen skal sikres gennem virksomhedernes konkurrenceevne.

Blandt de foretrukne midler i den økonomiske politik er regulering, rammestyring og aktivering af ledige. Menneskesynet er derfor, at borgeren er en personlighed, der skal udvikle sine kompetencer, om nødvendigt med staten som drivkraft. Uddannelsessystemet bliver tilsvarende et redskab for udviklingen af kompetente medarbejdere til et stadigt mere fleksibelt arbejdsmarked. Konkurrencestaten bygger på ideen om borgeren som forbruger af den offentlige sektor og ikke på ideen om den demokratisk aktive borger. Statens opgave er at regulere borgernes adfærd på markedet, især arbejdsmarkedet.

Enhver der har fulgt med i de sidste to års politiske debat herhjemme vil uundgåeligt have set, at S-R-SF-regeringens hele økonomiske og reformmæssige politik nøje har fulgt disse retningslinjer, og at det derfor ikke er så mærkeligt at både socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har måtte indkassere drøje hug for at have svigtet deres egne løfter og idealer. Der er skam sund fornuft i retningslinjerne, men ligegyldigt hvilke hånsord Bjarne Corydon og andre regeringsmedlemmer morer sig med at hælde ud over de borgerlige og deres politik fra 2001 til 2011, så er vælgernes fornemmelse meget klar: regeringens politik er mere blå end rød, mere borgerlig end socialdemokratisk. Den ligner slet ikke gammeldags socialdemokratisk velfærdspolitik, og Bjarne Corydons nye benævnelse af den moderne velfærdsstat som en konkurrencestat tager sig derfor ud som en falsk reklame eller det man også kalder en overtalelsesdefinition.

Corydon er også i vanskeligheder når han for et stykke tid siden skulle prøve at forklare for magasinet Ræsons læsere at socialdemokratiet ikke er venstrefløjsparti, men et midterparti. Dets værdier er fuldstændigt forankret til venstre for midten, men midten i politik er det sted hvor man må stille sig hvis man har en bærende tanke om hvor samfundet skal bevæge sig hen. "Midten er det sted, hvor man forener svære hensyn, og hvor helheden tages i betragtning. Her har Socialdemokratiet altid stået. De andre har forholdt sig til os."

Man kan i hvert fald ikke påstå at Corydon ikke er fast og urokkeligt overbevist om at han er socialdemokrat - og at det er de andre der er idioter (selvom han ikke kunne drømme om at sige sådan noget). Men overbevise vælgerne om det kan han ikke. Og slet ikke en garvet socialdemokrat som tegneren Roald Als.

Det uhyggelige er ikke at manden er så stærk i troen eller at han er så arrogant at han slet ikke kan se noget rimeligt og fornuftigt i mere nuancerede synspunkter. Han hører nu engang til den type mennesker er ikke ejer tvivlens nådegave og derfor er totalt uden evne til at reflektere over egne uforgribelige meninger. Nej, det uhyggelige er at Corydon ganske som hele den øvrige socialdemokratiske top ikke fatter at den problematik han beskæftiger sig med og tror at have løst dybest set hedder modsætningen mellem frihedsprincippet og ligheds/tryghedsprincippet og at denne modsætning er af en sådan art at den er principielt umulig at ophæve.

Frihedsprincippet vil nemlig altid føre til ulighed i kraft af at det vil tilgodese de dygtigste, de mest kreative og innovative, de flittigste, de mest ambitiøse - og også de mest hårde og kyniske. Mennesker af denne type vil være tilhængere af liberalismen der i sin værste og mest kyniske form betyder de stærkeres magt over de svage. Ligheds/tryghedsprincippet prøver at modvirke denne naturlige frihedsudøvelse ved at skabe rammer der kan sikre de svages overlevelse og ret til samfundsgoderne. Mennesker der anser dette princip for det vigtigste bliver tilhængere af socialismen der i sin mest kyniske form havner i det totalitære formynderdiktatur. De gode demokratiske samfund som de nordiske prøver at skabe en slags balance mellem de to principper - og det sker i praksis ved at man lader liberalt indstillede regeringer skifte med socialt indstillede regeringer. Derfor lykkes det i det lange løb nogenlunde for disse samfund at holde sig på midten og undgå at falde i grøfterne til siderne. Man skal bare ikke tro at det kan lade sig gøre at finde en ideologi der forener de to principper. De er og bliver logiske modsætninger - og skal derfor indgå som dynamiske faktorer i et fredeligt og reformistisk demokrati.

Men kan der ikke opstilles en ideologi der forener de to modsatrettede principper, så kan der dog vælges en vej der accepterer begge principper som gode og dynamiske modsætninger der skal have lov til at spille sig ud mod hinanden i al fredsommelighed, samtidig med at samfundet undgår at falde i den gamle, forældede klassekamps to ekstreme grøfter og i stedet holder sig på den midte hvor den bredere og bredere middelklasse hører til. Denne vej hedder den tredje vej og blev faktisk lanceret af den britiske sociolog Anthony Giddens i 1995 - og samme år fulgt op med stor succes af Labours leder Tony Blair. Herhjemme lod den liberale Anders Fogh Rasmussen sig inspirere af den og gjorde den til sit partis hovedlinje da han overtog ledelsen af Venstre i 2001.

Både i Tony Blairs og Anders Fogh Rasmussens tilfælde blev den dybere filosofi i den tredje vej aldrig forstået, for den hedder komplementariteten, og derfor kunne både Labour i Storbritannien og Venstre i Danmark løbe fra ideen igen, og det lider begge lande under den dag i dag. Men sjovt nok har socialdemokraterne i Danmark aldrig interesseret sig for ideen, og det uhyggelige er at Bjarne Corydon i 2013 dokumenterer sort på hvidt at han heller ikke har forstået det fjerneste af den. Man kan tvivle på at han nogensinde har hørt om den. Det fremgår i hvert fald ikke af hans ytringer. Han taler fortsat om at skabe lighed ved at skabe velstand for flest mulige, hvilket vil sige økonomisk vækst og bedre og bedre uddannelse for alle. Corydon kalder det en moderne måde. Men det er den gamle måde som socialdemokraterne har troet på lige siden daværende økonomiminister Ivar Nørgaard i 1962 forklarede hvordan socialdemokraterne opfattede hele ideen om velfærdsstaten.

Bjarne Corydon er ikke kommet længere, men er blot 'moderne' ved at erstatte begrebet velfærdsstat med politologernes begreb konkurrencestat.

Ejvind Riisgård

PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Links:

Finansministeriet

Relevante artikler på Jernesalt:

'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener
Individ og samfund som komplementære fænomener