JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kanel86regeringen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.10.12.

Regeringens åbne sår

af Jens Vrængmose

Helle Thorning-Schmidt har det ikke nemt som statsminister. Ved folketingets åbning i tirsdags holdt hun med sædvanlig stilsikkerhed en veldisponeret tale som fik en hel del ros, fordi den var et meget bevidst forsøg på at flytte fokus fra det langsigtede 2020-perspektiv som er helt centralt for landets økonomi, men som folk ikke rigtigt interesserer sig for over til de mere nære problemstillinger omkring bl.a. folkeskole og udsatte børn som både folk og medier går så højt op i fordi de trækker et utal af personskæbner med sig.

Et år efter regeringens tiltrædelse sprang regeringschefen ligefrem ud som socialdemokrat, lød det fra en velmenende chefredaktør der havde savnet dette. Og man skulle vel tro at folketingets elleve timers lange åbningsdebat i går ville have givet en eller anden bekræftelse på det samme. Men se om ikke specielt Johanne Schmidt-Nielsen som en anden Jeanne d'Arc faldt Helle Thorning i ryggen med det formål at frelse landet fra alle ulykker. Hun sørgede med smilende fromhed og stor energi at blive ved med at bore verbalt i det åbne sår regeringen må slås med og som hedder dagpengeproblemet. Det bløder og vil trods al spin og retorik ikke læges. Det splitter regeringspartneren SF og truer dermed selve regeringens sammenhold i forbindelse med partiets formandsvalg - jf. Formandsopgøret i SF - og Søvndals fatale brøler. Og det bliver under alle omstændigheder holdt åbent lige til finansloven for 2013 er kommet i hus - hvad enten dette bliver sammen med Johanne Schmidt eller ej.

Problemet ligger i en typisk komplementær modsætning mellem samfundets og individets interesser på et konkret spørgsmål om længden af perioden for de arbejdsløses ret til dagpenge. Samfundets interesser blev sat højest, da dagpengeperioden under den forrige regering blev sat ned til max to år med Det radikale Venstres støtte, og de samme interesser blev også sat højst, da S, R og SF satte sig ned for et år siden og formulerede deres fælles regeringsgrundlag. Selv om både S og SF havde stemt imod reformen, fastholdt de radikale forkortelsen af dagpengeperioden af hensyn til den langsigtede økonomi. SF bøjede sig kun af nød, men S valgte at acceptere reformen, fordi dens idé dybest set er fornuftig: Arbejdsløse må ikke være for længe på dagpenge, for jo længere de er det, jo mindre er chancen for at de kan vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Det har egentlig ikke meget at gøre med det princip som en ærkeliberalist som Simon Emil Ammitzbøl fra Liberal Alliance påberåbte sig under debatten i går, nemlig at det er en personlig sag for enhver arbejdsduelig og ansvarlig borger at skaffe sig et arbejde. Nej, det har desværre fået noget med selve arbejdsdueligheden at gøre. Man mister i vore dage sine faglige og sociale kompetencer, hvis man er for længe uden for arbejdsmarkedet. Og derfor er velfærdssamfundet som sådant nødt til at fastholde et princip om at enhver arbejdsløs er forpligtet til at søge og at skaffe sig et arbejde hurtigst muligt og inden for en given kort tid.

Et sådant krav er unægteligt et brud med den tankegang der har hersket under forskellige regeringer siden 1970'erne, men selv socialdemokraterne må i dag indse at også et relativt rigt og velfungerende samfund som det danske ikke i længden har råd til at have faktisk arbejdsduelige mennesker i den erhvervsaktive alder på offentlig forsørgelse i ret lang tid. Helt konkret er spørgsmålet imidlertid blevet et ekstra stort problem fordi arbejdsløsheden - skønt lille sammenlignet med andre landes - stadig er for stor til at enhver arbejdsløs kan skaffe sig arbejde nemt og hurtigt. Mange søger alt det de kan og skal - uden resultat. Og mange jobsøgende får ofte blot besked om at der var 100 andre ansøgere til den samme stilling. Meget afhænger i en sådan situation af dygtigheden til "at sælge sig selv" som arbejdskraft, meget af forbindelser eller netværk, og meget af held. Og alle tre ting er og har altid været forskellige for forskellige mennesker, uden at man kan begynde at klandre nogen for at være dovne eller arbejdssky.

Når Johanne Schmidt og Enhedslisten har held til at gøre spørgsmålet til hovedtema for åbningsdebatten ligger det i selvsamme forhold som har gjort det til et yderst generende hovedproblem for Socialistisk Folkeparti, nemlig at timingen for indførelsen af den kortere dagpengeperiode er så uheldig som den kan være. Regeringen har ikke formået at kickstarte dansk økonomi på en så effektiv måde at folk umiddelbart kan se resultatet. Og den såkaldte akutpakke synes heller ikke at give den håbede virkning. Regeringen har fået gennemført en udskydelse af dagpengereformens ikrafttræden, så forkortelsen af dagpengeperioden først træder i kraft pr. 1. januar 2013, men jo nærmere vi kommer denne dato, jo mere sikkert er det at et ganske betydeligt antal arbejdsløse - der nævnes et tal på omkring seks tusinde - vil ryge ud af systemet. Og af dem vil mange vel at mærke ikke kunne få anden hjælp i form af fx kontanthjælp, og de står da med et yderst alvorligt problem med at skaffe brød på bordet og kunne betale huslejen eller renterne for deres lån. Regeringen havde uden tvivl regnet med at beskæftigelsestallene ville have udviklet sig gunstigere i løbet af året. Men det er ikke sket. Og den vover ikke én gang til at udskyde lovens ikrafttræden.

Socialdemokraterne og de radikale (og officielt også SF) fastholder dagpengereformen, og det samme gør Dansk Folkeparti principielt også. Men her er der dog den opblødning, at man vil være villig til at skrue på andre bestemmelser i reglerne for at forhindre at de der har været arbejdsløse i to år skal ryge ud af systemet i løbet af første halvår i 2013. Det hånes partiet naturligvis for af Johanne Schmidt, for hun tænker i enten-eller baner og kan altså ikke forstå det komplementære synspunkt at man skulle kunne finde en midlertidig udvej for de mennesker der trues på deres eksistens - uden at man rokker ved det langsigtede princip. Alt tyder på at udvejen først bliver fundet og endeligt legaliseret ved de kommende finanslovsforhandlinger. Og imens vil debatten få lov at køre og regeringens sår blive holdt åbent.

Også i EU har man politiske dilemmaer som det er vanskeligt at tackle. Og i USA står det endnu værre til. Uanet hvem der vinder præsidentvalget til november, så har vinderen ikke ret mange chancer for at skabe det brede forlig mellem demokraterne og republikanerne om de økonomiske grundspørgsmål som er den første forudsætning for at få styr på gældsproblemet. Men det særligt karakteristiske for det store dilemma i Danmark er, at regeringen direkte bløder, fordi den insisterer på et på længere sigt rigtigt princip på et tidspunkt hvor konjunkturerne fortsat går den forkerte vej - og hvor alle efterhånden kan se at regeringen har været for alt for optimistiske i deres vurderinger.

Uanset om folketinget får lavet en eller anden midlertidig ordning for de særligt udsatte arbejdsløse mennesker så tyder alt på at det første offer for regeringens blødning bliver Socialistisk Folkeparti. De kan næppe forsvare at blive i regeringen ret længe, når den rorgænger der har ført dem så langt, går fra borde. Men det næste og største offer bliver socialdemokraterne og statsministeren. Det er muligt at 'blondinen' kan undgå at skulle 'stille stiletterne' før regeringsperioden udløber, for nu at bruge hendes egne vendinger. Det er endda muligt at hun kan bevare stilsikkerheden til det sidste. Men hun har tabt fordi hendes regeringsprojekt i realiteten er brudt sammen, hele hendes vælgersucces er røget på gulvet og hele socialdemokratiet er sat årtier tilbage. Den allersidste måling fra Voxmeter giver kun partiet 16,3 % af stemmerne eller halvdelen af Venstres.

Det er åbenlyst at regeringen bløder, fordi statsministeren har ført sig frem på falske forudsætninger og falske prognoser. Hun kan stadig holde retorisk set gode taler, men de falder igennem fordi hun er uden egentlig autencitet. Hun var et blålys.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Henvisninger:

Link til Statsministeriet (med links til øvrige ministerier).

Relevante artikler på Jernesalt: