JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sende50socdem

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.9.12.

Socialdemokratiet lider

På socialdemokraternes kongres i Ålborg i weekenden blev det selvfølgeligt understreget, at partiet fortsat står ufravigelig fast på regeringsgrundlaget af 3. oktober 1911 - 'Et Danmark der står samlet' - selv om det har skuffet så mange socialdemokratiske og folkesocialistiske vælgere at regeringen ville falde med et brag, hvis der blev folketingsvalg nu. Det blev desuden meldt utvetydigt ud fra statsminister Helle Thorning-Schmidt at hun trods hård kritik fra egne rækker og dårlige meningsmålinger i forhold til Lars Løkke Rasmussen forbliver på posten som statsminister. Hun optræder stadig scenevant og sikker og kunne afvise alle forlydender om sin afgang med den flotte humoristiske, ja, i grunden klædelige selvironiske vending: "Det er ikke slut, før blondinen har stillet stiletterne".

Med andre ord: Helle Thorning forbliver trods alle vanskeligheder som formand for partiet, og regeringen forbliver under ansvarets åg valgperioden ud - på trods alle dårlige meningsmålinger, hug for dagpengereformerne og regeringspartneren SF's voksende interne problemer som følge af et slet formandsskifte. Og statsministeren og regeringen gør det vel at mærke fordi de er overbeviste om at den politik de fører vil vise sig at bære frugt på længere sig, ja, allerede næste år vil give de nye arbejdspladser alle har efterlyst og den selv har stillet i udsigt.

Det er vanskeligt at bestride at S-R-SF-regeringen fører så ansvarlig økonomisk politik, at den ikke afviger særligt meget fra den politik VK-regeringen førte og som var borgerlig i ordets bedste forstand, dvs hverken socialistisk eller liberalistisk, men en midterpolitik som de fleste vælgere kan være nogenlunde tilfredse med, når man tager de begrænsninger i betragtning som skyldes konjunkturerne og den internationale økonomiske krise, som Danmark kun har ringe indflydelse på. Regeringen gør fortsat hvad den kan for at stemple VK-regeringens politik som usolidarisk eller ligefrem asocial, men det batter ikke rigtigt, når meningsmålingerne siger at flertallet i dag ville genvælge 'blå blok' (med den eneste forskydning at Venstre og Dansk Folkeparti vil blive styrket på de konservatives bekostning). Stemplingen batter heller ikke når et stort flertal i socialdemokraternes og folkesocialisternes eget bagland bliver ved at mene at dagpengereformen vender den tunge ende nedad og vil ramme for mange almindelige mennesker, og når fagbevægelsen og endog fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen appellerer til regeringen om at genoverveje reformen.

Det må derfor konstateres ligeud at såvel socialdemokraternes som folkesocialisternes ledere spiller højt spil når de alle forsøger at male skønmalerier på vægge og tv-skærme samt retorisk at fremstille deres fælles projekt som det eneste rigtige - og omvendt forsøger at få kritikerne i deres egne partier til at holde inde med deres sunde og relevante kritik, for ikke at sige makke ret og rette ind efter ledernes kurs. Man påstår i begge partier at der er højt til loftet og derfor plads til kritik, men realiteten er at kritikerne hverken føler sig forstået eller hørt.

På kongressen i Ålborg klappede de delegerede pligtskyldigst af Helle Thornings-Schmidts og Mette Frederiksens taler, men begejstringen kom først frem da den for ti år siden forsmåede Poul Nyrup Rasmussen var så ufin med løftede pegefingre og sædvanlig eftertænksom mine (utroligt som den mand kan se tænksom ud!) at appellere direkte til de radikales Margrethe Vestager om at revurdere dagpengereformen i lyset af at staten ikke sparer alverden på de nye regler om genoptjening af retten til dagpenge. "Jeg siger bare lidt stilfærdigt", lød det fra ham: "Kære Margrethe, vil du ikke godt lige tænke dig om. Jeg mener, 70 millioner kroner, det er da til at overse!". - Og det fik hele salen til at rejse sig op og give det man kalder 'stående ovationer', mens Bjarne Corydon og Thorning-Schmidt blev siddende og undlod at klappe. Nyrups tale passede dem langt fra. De måtte tillige med Mette Frederiksen fastholde at der ikke bliver rørt ved regeringsgrundlaget eller dagpengereformen.

Helle Thorning-Schmidt fik endnu engang partiet med sig i kraft af sin retorik og mødestrategi, men hun fik i hvert fald heller ikke i denne omgang de frafaldne vælgerne tilbage. Hun fik derimod endnu en bekymring for regeringsssamarbejdets holdbarhed i og med at udviklingen i SF ser ud til at partiledelsens kandidat til ny formand - den meget unge sundhedsminister Astrid Krag - her er løbet ind i hård konkurrence fra det forholdsvis ukendte 52-årige folketingsmedlem Annette Vilhelmsen der har vist sig at have de mange kritiske og frustrerede partimedlemmer bag sig som kan afgøre formandsvalget ved urafstemningen i oktober. Disse partimedlemmer har i realiteten ikke andet valg, da de er blevet eftertrykkeligt lukket ude fra indflydelse af Søvndal, Møger og Jesper Petersen. Og det kan betyde at Vilhelmsen bliver ny formand. Det vil øjeblikkeligt give regeringen store samarbejdsproblemer, fordi hun ikke sidder i regeringen og trods alle kloge forsikringer om det modsatte vil prøve at føre partiet tilbage til en mere markant og 'idealistisk' SF-politik. Det vækker selvsagt stor bekymring hos socialdemokraterne, og det kan i sidste ende komme til at betyde regeringssamarbejdets ophør. Det er i hvert fald indlysende, at Villy Søvndals beslutning om at trække sig som partiformand til fordel for en yngre person nu virker dobbelt uansvarlig.

I virkeligheden kan man rejse det spørgsmål om socialdemokraterne og folkesocialisterne er kommet helt ud af trit med de problemer som flertallet af partiets vælgere oplever og altså reelt er kommet ind i en krise der må betegnes som en folkelig krise og som er langt dybere end ledelsen vil vedgå. Dette spørgsmål er faktisk rejst af den flittige forfatter og samfundsdebattør Lars Olsen i en analyse i Politiken (22.9.) op til partikongressen.

Olsen vedgår at de såkaldte løftebrud kun forklarer nogle få procent af socialdemokratiets tilbagegang efter valget. Resten skyldes skattereformen med V og K samt de kuldsejlede trepartsforhandlinger. Olsen accepterer også at Thorning og Corydon vil have orden i økonomien - ligesom flertallet af danskerne. Men hele snakken om øget arbejdsudbud frem mod 2020 passer efter Olsens mening til befolkningens virkelighed som en boksehandske til et blåt øje. Værsgo!

Hele regeringens politik er bygget op om arbejdsudbuddet i 2020. Og når folk ikke accepterer dette, skyldes det ikke dårlig kommunikation fra regeringens side, men ganske enkelt at det er en fejlslagen politik. Fokuseringen på arbejdsudbuddet går tilbage til højkonjunkturen, hvor der var et reelt problem med mangel på arbejdskraft. Men i dag har vi ikke mangel på arbejdskraft, men tværtimod arbejdsløshed. Fortsat fokusering på arbejdsudbuddet er derfor blot noget der passer til Finansministeriets computermodeller og Christiansborg-journalisternes vanetænkning, men er folkeligt håbløs og slet ikke adresseret til de mest presserende økonomiske problemer folk oplever i hverdagen.

Lars Olsens konklusion er lysende klar: Socialdemokraternes folkelige krise er et produkt af nye mønstre i politik. Miljøet omkring Slotsholmen har udviklet sig til en boble, hvor politikere, embedsmænd, eksperter og journalister lever i deres egen virkelighed styret af særlige logikker. Og dette rammer med særlig kraft Socialdemokratiet. Lars Olsen kan derfor tilslutte sig Ekstrabladets forside for en måned siden med et stort billede af Helle Thorning-Schmidt og overskriften: "Jorden kalder Helle!" - Barsk kritik må man sige fra en mand der ved hvor menigmands sko trykker og som føler sig solidarisk med jævne folk.

Undertegnede kan ikke blive træt af at gentage, at regeringen under de radikales listige åg reelt fører en ansvarlig borgerlig politik som kun vanskeligt kan skelnes fra ansvarlig VKO-politik og derfor er en stor påmindelse om at Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal har sat deres personlige regeringsambitioner over alle andre hensyn og ganske enkelt begge mangler original og visionær politik der vil kunne gøre en forskel. De lider begge af fortidens naive tro på at kun socialdemokraterne står for velfærdspolitik i Danmark - og nutidens tro på at retorisk begavelse og spindoktori kan bane vej for alle ambitioner. Men de har ingen evner til at føre deres kernevælgere og de potentielle midtervælgere frem til en ægte modernitet der kombinerer realitetssans med sociale og kulturelle visioner.

Som påpeget her på siderne utallige gange kan en sådan modernitet under ingen omstændigheder komme uden om at forholde sig til den dybe principielle modsætning mellem 'frihedsprincippet' og 'lighedsprincippet' der skaber dynamik og spænding i et samfund ved at tillade en økonomisk og kulturel frihed der giver kreativitet og vækst, men samtidigt tenderer mod en ulighed der truer fællesskabet og derfor nødvendigvis kræver særskilte politiske initiativer.

Modsætningen førte i gamle dage uundgåeligt til modsætningen mellem liberalister og socialister, men forstår man at de to princippers absolutte uforenelighed er af logisk art, så behøver man ikke lade sig paralysere af dem, men vil kunne nå frem til at betragte dem som komplementære modsætninger, dvs principper der hver for sig er berettigede, nyttige og fornuftige, men blot ikke kan gå op i en højere enhed eller harmonisk ligevægtsposition og derfor skal blive stående ved siden af hinanden i al deres spændingsgivende uforenelighed som ligeberettigede.

Den eneste holdbare løsning for Danmark så vel som for alle de andre højtudviklede europæiske lande er simpelthen 'den tredje vej' - jf. artiklerne herom. Det er jo reelt kun det socialistiske parti Enhedslisten på den ene side og det liberalistisk parti Liberal Alliance på den anden side der står for ekstremisme og idealistisk 'renhed'. Alle andre er i dag pragmatiske midterpartier der befinder sig på midten i dansk politik og som appellerer til almindelige borgerlige midtervælgere på hver sin vis.

Kun den tredje vej er udtryk for en moderne politisk konsistensetik som ikke forhindrer politisk uenighed eller forskellige politiske anskuelser, men kan samle det store flertal i et ægte fællesskab. Derfor er det i dag håbløst at vælge mellem rød blok og blå blok. Der er tværtimod brug for en ansvarlig, borgerlig midterpolitik der hverken er ensidigt socialistisk eller ensidigt liberalistisk, men formår at forbinde en nødvendig solidaritet, tryghed og lighed med en lige så nødvendig frihed til udfoldelse, kreativitet, iværksætteri og transcendens. Her svigter både Venstre og Socialdemokraterne, men da det er socialdemokraterne der nu har regeringsansvaret er det også dem der svigter mest - og skuffer flest. Socialdemokraterne lider for øjeblikket under manglen på visioner, folkelighed og realitetssans. Og det rammer hele befolkningen, ja, sender befolkningen tilbage til illusionen om at Venstre har en bedre og mere bevidst og fremsynet politik. Det vil faktisk ikke gøre den store forskel om blondinen stiller stiletterne eller ej. Det er slet ikke blondiner på stiletter eller joviale mænd i hængekøjer der er brug for.

Peer Sendemand

Henvisninger:

Links:

Socialdemokraternes hjemmeside

Relevante artikler på Jernesalt:

Europa lider  (28.9.12.)
USA lider  (26.9.12.)
Mellemøsten lider  (15.09.12.)