JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sende51usalider

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.9.12.

USA lider

Hele verden lider for øjeblikket under følgevirkningerne af den store internationale finanskrise og er langt fra kommet igennem den så gelinde at fremskridt og økonomisk vækst igen kan sikres på holdbar vis. De sydeuropæiske lande har stadig store problemer der giver social uro. EU og navnlig euro-landene døjer stadig med at få gang i væksten, fordi mange lande har for stor gæld og andre frygter at skulle betale for den. Og USA er fortsat i intern krise med en ledighed på over 8 procent, problemer på boligmarkedet og manglen på reformer der bremser landets voksende gæld.

Hertil kommer for USA's vedkommende en svækket position i international politik der bl.a. skyldes 'det arabiske forår' med dets omvæltninger i Mellemøsten og dets voksende antiamerikanisme. Sidst har vi fået en ny muhammedkrise som følge af en provokerende antimuslimsk amerikansk film der håner Profeten og derfor sårer de ømfindtlige muslimske sjæle. Og vi har også for nylig set al-Qaeda-inspirerede mord på en amerikansk ambassadør og andre diplomater i Libyen. Jf. artiklen Mellemøsten lider. USA er på vej ud af Afghanistan-engagementet og har systematisk skiftet krig på fremmed landjord ud med drone-angreb fra luften der ikke altid rammer præcist og derfor uvægerligt medfører kritik. USA er som Frankrig, Tyskland og Storbritannien og dermed hele EU magtesløs over for den barbariske diktator i Syrien og over for den målbevidste atomvåbenopruster og -provokatør Ahmadinejad i Iran. USA må gå på listefødder over for Egyptens nye præsident Morsi og over for Pakistans gamle magthavere for ikke at støde dem endnu længere væk som en slags allierede der endnu kan trækkes på. Og Iraels Netanyahu, der regnes for opsat på at slå til mod Iran inden det er for sent, går det slet ikke an for Obama at støde det mindste på manchetterne på denne side af præsidentvalget, for det vil give tab af nødvendige jødiske stemmer.

På denne brogede baggrund skal Barack Obamas tale og optræden på talerstolen i FN-bygningen i New York i går vurderes. For her advarede Obama i sædvanlig sikker stil de nye demokratier i Mellemøsten mod at tage for let på de demokratiske idealer; det gjaldt ikke mindst Egyptens præsident Morsi. "Det er en pligt for alle ledere i alle lande at tage kraftigt afstand fra vold og ekstremisme. Det er på tide at marginalisere dem der - selv uden at gribe til vold - bruger had mod Amerika eller mod Vesten eller Israel som et centralt politisk princip", lød det, idet Obama tilføjede at ægte demokrati og virkelig frihed er hårdt arbejde. "I svære økonomiske tider kan lande være fristede til at samle folk omkring det de oplever som fælles fjender, både hjemme og i udlandet, i stedet for at fokusere på det slidsomme arbejde med at gennemføre reformer."

Obama tog klart afstand fra filmen 'Innocence of Muslims' idet han kaldte den grov og ulækker. Den var en fornærmelse ikke bare mod muslimer, men også mod Amerika. "Vi forstår, hvorfor folk bliver fornærmede over denne video, fordi millioner af vores egne borgere er blandt dem", sagde han. Men samtidigt slog han fast at ytringsfriheden som sådan ikke er til forhandling. - Og hvad problembarnet Iran angår sagde Obama udtrykkeligt at USA ikke vil tillade at Iran skaffer sig atomvåben.

Sammenligner man Obamas tale i FN i New York med hans indsættelsestale i Washington 2009, ser der ikke ud til at være sket det ringeste i mellemtiden. Dengang henvendte han sig også direkte til andre landes befolkninger og ledere med ord som: "I skal vide, at jeres folk vil dømme jer på hvad I kan bygge op, ikke på hvad I ødelægger. Til dem der klynger sig til magten med korruption og bedrag og bringer kritikere til tavshed, I skal vide at I er på den forkerte side af historien; men at vi vil række hånden ud, hvis I vil åbne den knyttede næve."

Barack Obama er den samme store retoriker som for fire år siden, men han har fået grå hår på hovedet både bogstaveligt og i overført betydning. Det er slet ikke let at være præsident for USA i krisetider. Bill Clinton har det meget lettere som forhenværende. Og det er yderst vanskeligt efter 11 års kamp mod den internationale terrorisme, store problemer med befriede lande som Irak og Afghanistan og uløste problemer i alle de lande der er blevet ramt af det arabiske forårs fornemmelser for frihed for slet ikke at tale om Kinas og Ruslands nyvundne magtbevidsthed at bevare førerskabet i verden. USA's økonomi er svag og det samme er USA's militære styrke. Ordene i Obamas sprogarsenal er endnu ikke brugt op, men det er tydeligt at heller ikke retorikken virker som den tidligere har gjort. Den amerikanske præsident kan ikke længere sige noget nyt der gør indtryk.

Da Barack Obama i december 2009 modtog Nobels Fredspris i Oslo overraskede han med en alt andet end pacifistisk tale. Spørgsmålene om krig og fred er vanskelige, men ikke nye, sagde han. Krig i en eller anden form dukkede op allerede med det første menneske. Der blev ikke stillet spørgsmål om dens moralitet. Den var et simpelt faktum. Stammer og hele civilisationer søgte magt og holdt på deres forskelligheder. Over tid forsøgte filosoffer og statsmænd at regulere denne destruktive krigsmagt. Derved dukkede begrebet 'retfærdig fred' op: Krig skal være den sidste udvej i selvforsvar; den anvendte magt skal være proportional med modstanden, og civilbefolkningen skal skånes. Men dette koncept blev sjældent iagttaget, fastslog Obama.

Efter 1. verdenskrig afviste USA 'Folkenes Forbund' som ny internationale institution skønt det var den idé præsident Wilson fik fredsprisen for 1919. Først efter 2. verdenskrig skabte USA Marshall-planen og tilsluttede sig FN. Og trods regionale krige rundt omkring har verden siden undgået en 3. verdenskrig. Til gengæld er der kommet nye trusler som terrorisme og borgerkrige.

Obama understregede i Oslo i 2009 at han ikke medbragte nogen definitiv løsning på krigens problem. Udfordringen kræver ny måder at tænke på. Og Vi må se i øjnene at vi ikke kan udrydde vold i vores levetid. Der vil være tider hvor nationerne finder brugen af magt nødvendig og retfærdig.

Obama betragtede sig selv som et levende testamente for Martin Luther Kings vision om ikke-vold. Men som overhoved for en stat, som han var forpligtet til at beskytte og forsvare, erkendte han at han ikke kunne ledes af Kings og Gandhis eksempler. For tag ikke fejl, pointerede han meget kraftigt: det onde eksisterer i verden. En ikke-volds- bevægelse kunne ikke have hindret Hitlers hære. Forhandlinger kan ikke overbevise al Qaedas ledere. Men at sige at magt sommetider er nødvendig er ikke kynisme, det er derimod erkendelse af historien, menneskets ufuldkommenhed og fornuftens grænser.

Meget kraftigt påpegede Obama ligeledes at det ikke blot var internationale institutioner og deklarationer der havde bragt stabilitet til verden efter 2. verdenskrig. USA havde med styrken af sine arméer hjulpet med at opretholde den globale sikkerhed i 60 år. Og USA havde ikke båret disse byrder for at søge at sætte sin egen vilje igennem, men af hvad han med et rammende udtryk kaldte 'oplyst selv-interesse': vi søger en bedre fremtid for vore børn og børnebørn, og vi tror at det vil være bedre for andre folks børn og børnebørn at leve i frihed og velstand. Han var derfor overbevist om at krigens instrumenter har en rolle at spille for fredens bevarelse, og at en del af vores udfordring i dag er at forene de to tilsyneladende uforenelige sandheder: at krig sommetider er nødvendig, og at krig til et vist niveau er udtryk for menneskelige følelser.

Det var jo i virkelighen et komplementært synspunkt Obama gik ind for og som dengang var overraskende velformuleret. Men i New York i går var Obama faldet tilbage til ordinære amerikanske advarsler mod udemokratiske lande og deres leg med eller tolerance over for vold, ekstremisme, korruption og dobbeltspil.

Højst sandsynligt har Obamas tale gjort indtryk på hans vælgere hjemme - og det var formentlig hovedformålet med den fordi hans genvalg som præsident afhænger af hver eneste stemme han kan skaffe sig i den hårde og dyre valgkamp. Han fører over Mitt Romney i meningsmålingerne, og det vil være mærkeligt om det ikke lykkes ham at vinde, men intet er sikkert på forhånd. Han skal sikre sig latinoerne og som nævnt også hver eneste jødiske stemme. Så der er brug for alle valgtrick og al valgretorik. Ikke mindst i betragtning af det ikke er lykkedes Obama at samle USA som han ellers lovede sidst.

Men efter talen i New York i går sidder man unægteligt tilbage med indtrykket af at han talte for døve øren i FN's generalforsamling. De der i forvejen var enige med ham, klappede naturligvis pligtskyldigst, men alle de andre? Ja, de kunne i vid udstrækning få bekræftet deres fordomme om at USA stadig drømmer stort om førerskab i verden, men reelt er magtesløs og begår fejl efter fejl. Næppe en eneste delegeret kunne få øje på nytænkning i talen. Palæstinensernes Mahmoud Abbas kan fortsat kigge langt efter sin selvstændige stat. Netanyahu og Ahmadinejad kan fortsat godte sig over status quo mindst et halvt år endnu.

USA er stadig en stormagt i verden - økonomisk og militært. På ingen afgørende punkter af den internationale politik og økonomi kan der ske forandringer til det positive uden at USA er med. Så når det her hævdes at USA lider lige som Mellemøsten - og Europa - så ligger deri først og fremmest en konstatering af at USA ikke aktivt bestemmer udviklingen hverken i sit eget land eller i verden. Den internationale krise er blevet så dyb og omfattende at det er blevet tydeligt for enhver at hverken noget enkelt land eller verden som helhed er et produkt af den menneskelige konstruktionsevne eller -vilje.

Hverken USA eller Vesten og den øvrige verden er havnet i fuldkommen håbløshed, men det ligger efterhånden klart at tidehvervet økonomisk og kulturelt er så dybtgående at den rene veltalenhed - retorikken på det æstetiske niveau - ikke forløser de psykiske kræfter der er nødvendige for at sikre frihed, demokrati og sekularisering. Dertil kræves mere end nogensinde en etisk funderet retorik der både forstår de dybeste kræfters spil i historien og formår at appellere til menneskenes vilje til at sørge for overvægt af det gode i tilværelsen og samfundslivet. Denne etiske retorik er Barack Obama lige så langt fra som de øvrige statsledere i verden.

Peer Sendemand

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Europa lider  (28.9.12.)
Socialdemokratiet lider  (24.9.12.)
Mellemøsten lider  (15.09.12.)