JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - skattereform12a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.5.12.

Stærkt oplæg til hård kamp om skattereform

Efter otte måneders relativt svag og tøvende opstart, der har givet navnlig socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti dårlige meningsmålinger, kommer S-R-SF-regeringen endeligt i offensiven med sin bebudede skattereform. Den kaldes meget bevidst 'Danmark i arbejde', for det står meget klart at reformen nok tilstræber en fordelingspolitisk balance, men først og fremmest satser på at belønne alle i beskæftigelse med en så mærkbar skattelettelse at det vil øge motivationen for at bestille lidt mere (og dermed måske også lette de igangværende trepartsforhandlinger). Og det skal vel at mærke ske uden ekstra udgifter for staten. Udgifterne der vil blive følgen af omfordelingen dækkes ind gennem noget højere beskatning af de allerbedst stillede, en noget ringere forøgelse af de kommende overførselsindkomster samt forhøjede punktafgifter m.m.

Reformen satser også på at øge selve beskæftigelsen, og her taler man om en størrelsesorden på omkring knap 15.000 personer, hvor 10.000 er folk der flyttes fra ledighed til beskæftigelse, og det er faktisk et meget højt tal, ikke mindst når det tages i betragtning af de økonomiske vismænd fortsat regner med lav vækst og lav beskæftigelse et par år endnu. Det er nok på dette punkt det største spørgsmålstegn kan sættes. Men til gengæld ikke dér hvor den politiske kamp om vælgernes gunst vil komme til at stå. Man kan diskutere hvor stor forandring skattereformen i virkeligheden vil betyde når den er fuldt indfaset i 2020-2022, men ikke at den i hvert fald prøver at realisere de borgerliges og de radikales samt Thor Møger Pedersens fælles drøm om at lette skatten på arbejde for de fleste lønmodtageres vedkommende, dvs 'alle der smører madpakker og går på arbejde hver dag' og som dermed skaber den merværdi vi alle lever på. Reformen er hvad Villy Søvndal kalder en 'rugbrødsreform'. og dette turde være hovedsagen og formentlig også det der får de fleste erhvervsaktive borgere til at acceptere den. Men deri ligger også at den ikke er en generel skattenedsættelse. Nogle vil komme til at betale mere i skat.

Problemet for de dårligst stillede borgere og deres to traditionelle forsvarspartier vil være beskæringen af de sociale overførsler så stigninger fremover ikke længere skal følge lønudviklingen, men prisudviklingen. Det vil indebære en relativ forringelse i forhold til de gældende regler, men ikke en realforringelse der på nogen måde gør det til en katastrofe at være på midlertidig overførsel. Det er ikke desto mindre i strid med hvad S og SF lovede før valget, men efter dette har været ude af stand til at holde fast i, fordi rød blok som bekendt ikke fik flertal, men modstræbende måtte acceptere de radikales realpolitiske åg. Det giver især problemer i SFs bagland, men det er vand på Enhedslistens mølle, for de kan omkostningsfrit køre frem med den hule påstand at regeringen stjæler fra de dårligst stillede.

Givet er at regeringens skattereform skaber nye tabere og nye vindere. Taberne i snæver forstand er alle de erhvervspassive, mens vinderne er det store brede flertal af alle dem der går på arbejde, først og fremmest metalarbejde, sygeplejersker og lærere, dvs den vellønnede middelklasse som socialdemokraterne i årevis har betragtet som sine kernevælgere, men i stigende grad har haft svært ved at holde fast på (hvad allerede Anker Jørgensen måtte sande, da Erhard Jakobsen og Mogens Glistrup lavede vælgerrevolte i 1973). Det er derfor ikke uden brod mod socialdemokraterne at en kommentator ved Berlingske bestemmer skattereformens sande vindere som de 'blå socialdemokrater', dvs de parcelhusejere eller middelklasseborgere der tidligere følte sig mest knyttet til socialdemokraterne, men som for længst har mistet klassebevidstheden og i dag hælder mest til de borgerlige.

Skattereformen - der i sin helhed kan læses på Statsministeriets hjemmeside betyder på udgiftssiden at beskæftigelsesfradraget hæves for alle de godt 3 millioner danskere der er i arbejde og som produktionsmæssigt og økonomisk holder velfærdssamfundet oppe. Indfasningen af de øgede fradrag begynder allerede i 2013 (under forudsætning af rettidig vedtagelse!) og slutter i 2022 med et maksimum på 34.100 kr mod 17.900 i dag. Enlige forsørgere for en ekstra forhøjelse af beskæftigelsesfradraget

Dernæst hæves topskattegrænsen med 58.000 og vil i 2022 nå op på 467.000 således at en kvart million danskere slipper for denne skat. Det er typisk de vellønnede metalarbejdere og sygeplejersker.

Virksomheder får et øget fradrag på 15 % for investeringer i maskiner og inventar m.m. i 2012 og 2013 (som et led i den kickstart af dansk økonomi regeringen har ønsket, men ikke haft held til at realisere særligt effektivt.)

Udgifterne skal finansieres gennem følgende indtægter:

En ændring af rentefradraget skal give 3,9 mia. Fradraget for boligrenter vil i 2020 være på 20,6 pct. mod 32,5 % i dag. Selve boligbeskatningen (grundskylden) ændres ikke, skønt mange økonomer gerne ser det, men det tør politikerne ikke. Formindskelsen af rentefradraget er imidlertid heller ikke ufarligt for en regering. Ideen er i hvert fald ikke populær, og dens gennemførelse vil muligvis påvirke boligmarkedet negativt i den forstand at mange potentielle boligkøbere endnu nogle år vil tøve med at slå til.

Den lavere regulering af overførselsindkomsterne vil indbringe 3 mia. Højere afgifter på sukker, fedt og alkohol - samt visse justeringer på andre afgifter - vil give 2,6 mia. Bedre skattekontrol skønnes at ville give 1,1 mia. Justering af bilafgifter indbringer 800 mio. Bankerne skal af med 600 mio mere i finansiel skat. Mere effektiv beskatning af udenlandsk arbejdskraft vil give 600 mio. Bortfald af fradragsretten på forbedringer ved udstykning vil skaffe 500 mio. Og reguleringen af børnechecken til personer med høj indkomst vil give 300 mio.

Det har vakt opmærksomhed at den foreslåede skattereform rokker ved det hidtidige princip om de sociale ydelsers universalitet for folkepensionens og børnechekens vedkommende, idet reformen vil beskære disse ydelser for de bedst stillede. Det er en gammel diskussion. Da Attlee-regeringen lige efter krigen indførte universel folkepension i Storbritannien, vakte det dyb forargelse at en velbeslået og iøvrigt nærig mand som feltmarskal Montgomery mødte op på kommunekontoret og forlangte første månedsbeløb udbetalt. Men som tiden efterhånden er blevet og den offentlige økonomi har udviklet sig, er der formentlig ikke andet at gøre end at se kritisk på denne universalitet. Den er ikke kernen i velfærdsmodellen, det er derimod tanken om at ingen selvforskyldt skal lide nød eller undvære grundliggende sundhedshjælp, forsørgelseshjælp eller pensionshjælp. Meningen med skattereformen og med den generelle effektivisering af den offentlige sektor er ikke at undergrave velfærdssamfundet som sådant, men tværtimod at sikre grundlaget for dets fortsatte beståen. Hvis det lykkes at gennemføre et fornuftigt bredt forlig herom, bliver vi derfor alle vindere på sagen. Der kan derfor også ses generel ros til regeringen fra flere økonomers og branchers side.

Man kan altid rejse indvendinger mod elementer i en så omfattende reform som den nu foreslåede skattereform: den vil aldrig kunne tilgodese alle interesser lige godt, men man kan ikke på saglig basis hævde at den nu forelagte skattereform skulle være uden rimelig social balance. Når Enhedslisten ikke desto mindre på dette punkt retter voldsom kritik mod regeringen, tyder det ikke på stor forhandlingsvilje. Efter gårsdagen 'sættemøde' hos finansminister Bjarne Corydon var Johanne Schmidt-Nielsen endda meget skarp i mælet: "Vi har et meget, meget stort udestående omkring det tyveri, regeringen lægger op til - de 3 mia man vil stjæle fra de arbejdsløse og førtidspensionisterne". Men Enhedslisten kan ikke være uvidende om at regeringen virkeligt ønsker at få flest mulige flyttet væk fra passiv forsørgelse over på aktivt erhvervsarbejde (det har man talt om i månedsvis) - og ingen kan heller være uvidende om at den såkaldte Carina-debat afdækkede at man skal være varsom med at kalde alle folk på overførselsindkomster fattige. Enhedslistens store problem er at regeringen efter alt at dømme slet ikke satser på et forlig med dem om skattereformen; det vil i så fald blive et forlig om en meget lille reform. Regeringen ønsker forlig med Venstre - og appellerer derfor meget bevidst til Lars Løkkes forhandlingsvilje.

Helt bortset fra at Liberal Alliance og De konservative nu driller både Venstre og Enhedslisten med at foreslå et alternativt flertal med regeringen uden om disse to partier, så er det i øjeblikket Venstres reaktion der er mest interessant. Villy Søvndal kan traske lidet begejstret ind til pressemødet i statsministeriet efter Helle Thorning og Margrethe Vestager. Og DR2's Nikolaj Sommer kan på samme pressemøde - og sin ulidelige sprogfiksering tro - drille Helle Thorning lige så meget han vil med hvad hun sagde før valget (det er der også mange vælgere der kan huske). Men ingen kan fortænke hverken Søvndal eller Thorning i have indset at de ikke efter valgresultatet kunne få deres ministerdrømme opfyldt uden at bøje sig for de radikales realpolitik. Den betyder at det er den konkrete skattereform og andre konkrete reformer der er på tapetet og kræver svar fra oppositionen. Meningsmålingerne har foreløbigt været kraftigt imod regeringen, men den kan kun væltes, hvis Enhedslisten stemmer imod finansloven til efteråret.

Lars Løkke Rasmussen er derfor i den situation at han må tælle på knapper om hvorvidt han skal være med i skattereformen, som mange af de pragmatiske folk i hans baglund (som borgmestrene) ønsker det, eller om han skal holde sig uden for og vente på regeringens fald. Folketingets afslutningsdebat i dag trækker nogle linjer op, men udelukker næppe kommende forhandlinger. Går Venstre ind i reelle forhandlinger, kan disse blive langvarige, fordi partiet på den ene side er nødt til at kræve klækkelige indrømmelser af hensyn til sit omdømme blandt vælgerne, men på den anden side ikke kan stå så stejlt at regeringen henvises til alternative muligheder.

Skatteministerens og finansministerens samt visse kommentatorers betoning af at Venstre må komme ud af hængekøjen og tage medansvar for helheden er floskler der ikke betyder noget. Intet seriøst parti kan tillade sig at se bort fra hensynet til sine vælgere. Danmark er ikke i en krisesituation eller krigssituation der kræver fælles fodslag over for en fælles fjende, men tværtimod et land der har en sund og robust økonomi, som de økonomiske vismænd netop har slået fast. Dansk økonomi er langtidsholdbar - også hvis den foreslåede skattereform undergår store ændringer eller barberes ned. Men det vil være en fordel for landet og flertallet af befolkningen hvis en skattereform giver lettelser til flertallet af erhvervsaktive gennem reguleringer af beskæftigelsesfradrag og topskattegrænse nu og ikke først om to, tre eller fem år. Og det er faktisk hvad Lars Løkke Rasmussen og Venstres øvrige ledere skal bestemme sig for inden alt for længe.

Det bliver ikke let for nogen af parterne. Politik er partipolitik - og intet parti kan hæve sig over sine egne interesse i så høj grad, at det forspilder sine muligheder for fremtidige gevinster. Denne gang er regeringens udspil imidlertid så stærkt og klogt, at det er umuligt at forudse hvad forhandlingerne vil ende med og hvad et eventuelt kompromis med Venstre vil komme til at betyde for magtbalancen i landet.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

S-R-SF-regeringens skattereform: Danmark i arbejde
Statsministeriet
Økonomiministeriet
Skatteministeriet

Socialdemokraterne
Det radikale Venstre
Socialistisk Folkeparti
Enhedslisten

Venstre
Dansk Folkeparti
Det konservative Folkeparti
Liberal Alliance

Relevante artikler på Jernesalt:

Overrumplende skatteforlig mellem regeringen og VK - efter dages tvivl om Lars Løkkes seriøsitet  (23.6.12.)
S-R-SF-regeringens 2020-plan  (9.5.12.)
Det brede energiforlig  (25.3.12.)
Endelig kommer der gang i reformarbejdet  (2.3.12.)
Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)

Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)