ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.3.05.

Frank eller Helle?

Hvem bliver socialdemokraternes nye formand?

Valgnederlaget den 8. februar satte socialdemokraterne eftertrykkeligt på plads som et parti der er uden evne til at opstille et reelt alternativ til VK-regeringen. Partiet mistede fem mandater og fik kun 25,8 % af stemmerne og kan se hen til endnu en valgperiode uden større indflydelse. Mogens Lykketoft tog da også øjeblikkeligt konsekvensen af nederlaget og meddelte at han ville trække sig som formand.

Givet var at en ny generation skulle til efter de mange år med strid mellem Svend Auken, Ritt Bjerregård, Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft. Auken er placeret som næstformand i folketinget. Bjerregaard forlod tinget for at stille op til efterårets kommunalvalg som overborgmesterkandidat i København. Nyrup (og Henrik Dam Kristensen) koncentrerer sig om EU-parlamentet. Lykketoft har lovet ikke at blande sig, og for en sikkerheds skyld opfordrede Mette Frederiksen udtrykkeligt de gamle formænd om at blande sig uden om. Hun er selv for ung til at kandidere, men er et muligt formandsemne næste gang.

Og en næste gang kan meget vel komme allerede efter næste valg, for faktisk er der ingen helt oplagt kandidat, dvs en kandidat der både har erfaringen og viljen til fornyelsen, både evnen til at holde sammen på partiet og få ændret strategien i den rigtige retning og vinde næste valg.

Partiets problem er ikke blot en formandskrise, men en politisk krise. Hverken partiets ledelse eller dets medlemmer vil se i øjnene, at partiets storhedsdage simpelthen er forbi, fordi dets oprindelige ideer og program - selve ideologien - af gode grunde ikke længere appellerer til den brede danske befolkning.

Hun er klart midtersøgende og får derfor automatisk skyld for at være højreorienteret, men trods sit smarte look hævder hun at kæmpe for de svageste. Blot betragter hun det gamle højre-venstre-skel som passé. Hendes idol er angiveligt Jens Otto Krag. Sammen med bl.a. Morten Bødskov udgav hun i 2002 debatbogen 'Forsvar for fællesskabet' hvor hun gik ind for en stram udlændingepolitik med forbud mod fætter-kusine-ægteskaber. Hun har heller ikke været bleg for at foreslå reformer af efterløn og folkepension. Hendes linje har faktisk opbakning i såvel folketingsgruppens flertal som i fagbevægelsen, ja denne er endog blevet beskyldt for i det stille at have arbejdet for hendes kandidatur i mere end et år.

Derimod tøvede den mangeårige 'kronprins' i partiet, den 43-årige politiske ordfører Frank Jensen med at melde sig som kandidat. Han har aldrig brudt sig om kronprinse-titlen og var klar over, at han trods sin faktiske loyalitet mod alle formænd betragtes som placeret på Auken-fløjen og dermed har mange imod sig fra de andre fløje. Pressen levner ham heller ikke store chancer for at slå Fogh Rasmussen ved næste valg. Men han har trods alt 17 års erfaring i folketinget, heraf de syv som minister, og han fik et flot personligt valg i Nordjylland. Hertil kommer at han har et solidt netværk i partiorganisationen. Men til gengæld ingen større opbakning i fagbevægelsen.

Frank Jensens vigtigste kort er den politiske erfaring. "Jeg kan skabe resultater", herunder samarbejde med andre partier, lyder det da også fra ham. Han tror han kan samle partiet og vinde både formandsvalget og næste folketingsvalg. Men han appellerer tydeligt til partiets 'venstrefløj', idet han udtrykkeligt fastholder klassekampen som udgangspunkt. Hans ideal hedder Willy Brandt. Og han tror partiet kan genvinde de tabte vælgere ved at satse på de gamle mærkesager. Men når det gælder den stramme udlændingepolitik, har han i en slags appel til de radikale været ude med bemærkninger om at den på visse punkter strider mod de internationale menneskeretskonventioner.

Usikkerheden hos Frank Jensen er dog kommet klarest frem i hans udmelding om, at han vil forlade folketinget ved næste valg, hvis han ikke vinder formandsvalget. En sådan besked kan siges at være uklog, for så vidt den kan få nogle til at stemme på modkandidaten blot for at komme af med næstformanden. Men på den anden side er den fuldt forståelig. Han har slidt og slæbt loyalt for partiet og dets mange formænd, erhvervet en solid politisk erfaring og har en passende alder. Og det vil endelig være hans sidste chance for topplacering. Men så vil et nederlag også logisk set være et klart signal om at skifte spor, inden dette bliver for sent.

Spørgsmålet er, om partiets medlemmer foretrækker det sikre kort, den erfarne og yderst kompetente, men også yderst traditionelle Frank Jensen, eller om de tør springe ud i det mere usikre, den begavede, smukke, velmenende og fornyende Helle Thorning Schmidt.

Begges løfter om at holde sammen på partiet og bringe det på rette spor igen er ret banale. Deres tilkendegivne 'manifester' har mange fællestræk, men i det omfang de er forskellige appellerer de til ret forskellige parti- og vælgergrupper. Men det er langt fra givet, at nogen af dem overhovedet vil formå at vende udviklingen. Begge savner en egentlig vision der bygger på tilbundsgående analyse af de faktiske forandringsprocesser i det danske samfund.

Situationen er på en måde ganske godt illustreret af Mette Dreyers tegning i Politiken 19.2., der viser gode gamle Stauning med lidt forbløffet mine ligge på den psykoanalytiske sofa for at blive gennemanalyseret af en anonym og jævn, midaldrende socialdemokratisk kvinde. Hun sidder nu ikke som hun skal efter bogen, dvs bag analysandens hovedgærde, men det er måske fordi hun er skeptisk over for nytten af analysen. Og dybest set er det vel heller ikke Stauning det kunne være gavnligt at analysere - for det kan vælgerne såmænd roligt overlade til historikerne - men nutidens parti eller 'partisjælen', dette uhåndterlige og uvidenskabelige og derfor svært analyserbare begreb.

Partiets stilling er ikke ulig Socialistisk Folkepartis. Her står man også overfor den dobbelte opgave at vælge mellem en mandlig og en kvindelig formandskandidat. Villy Søvndal står for den sikre partilinje - og den sikre fortsættelse af tilbagegangen, som det ondskabsfuldt er blevet sagt! Pia Olsen kommer med forsøg på fornyelse udefra. Samtidigt skal partiet finde ud af, hvilke visioner det egentlig står for i dagens danske samfund.

Socialdemokraterne, der engang satte sig for at forandre samfundet grundlæggende, står i dag tilbage som et parti der vil bevare det bestående, et parti der ikke kan tænke hinsides velfærdsstaten. Velfærdsstatsprojektet var godt nok, mener Bryld, men hører jo til i den socialdemokratiske guldalder fra 1957 til 1973. Et nyt ideologisk projekt er slet ikke under udvikling. Og jo længere det varer før et sådant nyt projekt bliver udviklet, jo svagere vil bevægelsen komme til at stå i det danske samfund.

Hvilken bevægelse taler Bryld om? Såmænd om den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Bryld mener at den stigende individualisme og fokusering på karriere i vores dages samfund nødvendiggør en tænkning over nye fællesskabsformer og identifikationsmønstre. Men det nye principprogram med den sentimentale titel 'Hånden på hjertet' gør det ikke. For markedskræfterne er på spil og vil sandsynligvis kun underminere sammenholdet blandt arbejdere og lavere middelklasse.

Bryld anbefaler en rationel diagnose af samfundet og dets udviklingsretning. Derefter en ny socialdemokratisk 'fortælling' - og endelig en vis begejstring. Ja, den ellers nøgterne Bryld svinger sig til sidst op til at tale om en ny politisk vækkelse i landet!

Er der mon nogen der bliver klogere af dette råd? Er det ikke så alment at det med udskiftning af partibetegnelse vil kunne bruges af ethvert parti i landet? Jo, lige bortset fra at Bryld forinden slår sig selv for munden, når han både hævder at det er den socialdemokratiske arbejderbevægelse der skal reddes, og samtidigt fastslår, at der er brug for nye fællesskabsformer og identifikationsmønstre.

I virkeligheden får Claus Bryld fortalt socialdemokraterne at partiets krise er så dyb at end ikke hans egne råd vil kunne hjælpe, for partiets gamle eksistensberettigelse gælder ikke længere i nutidens danske samfund. Mulighederne for alle partier, ja for nye partier, er lige gode, når det gælder at formulere 'fortællingen' der både kan samle og forny samfundet. Det er overhovedet ikke et projekt nogensomhelst kan analysere sig rationelt til. Det er tværtimod en kreativ proces der udover solide kundskaber og solid erfaring samt analytisk evne kræver den største åbenhed kombineret med den største føling med hvad der foregår i folkesjælen.

Det danske samfunds største problem er efter Thyssens mening, at staten lover og forventes at løse alle problemer. Jo mere af denne slags, jo mere vokser statens kontrol, og jo mere passiv bliver befolkningen. Vi er, siger han, kommet ind i et vild kravsinflation som alle parter bidrager til. Ulykken er at velfærdsstaten giver rettigheder uden at stille modkrav. Løsningen hedder derfor genoplivelse af den gamle idé om ansvar.

Socialdemokratiet er ifølge Thyssen efter valget gået i gang med en dødsmærket øvelse, nemlig at finde en ny leder i en situation hvor partiet har mistet sin sjæl og sin fornemmelse for retning. Men en krumtap i partiets fornyelse kunne være at modernisere velfærdsstaten i stedet for at bidrage til dens elefantiasis.

Ja, det står der såmænd. Men Thyssen ser i sin akademiske analyse rask væk bort fra, at VK-regeringen med bistand af Dansk Folkeparti faktisk har sat sig for og også er i færd med det langsommelige og seje træk der hedder at forny velfærdssamfundet ved at øge ansvarligheden og initiativet i og med fortsat vækst, forskning og uddannelse. Man kan selvfølgelig diskutere detaljer i programmet, men ikke fornuften i målsætningen eller viljen til at nå resultater.

Lige netop derfor er Ole Thyssens måske velmente, måske dybt ironiske råd til socialdemokraterne ikke blot temmelige nytteløse for disse, men direkte afslørende. Partiet har ganske enkelt ikke patent på velfærdssamfundet og har aldrig haft det. Velfærdssamfundet beror på vækst og stadig højere uddannelsesniveau og velstandsniveau. Det er der ikke den store uenighed om. Velfærdssamfundets grundliggende fejl og det der skaber stor politisk uenighed har derimod været den socialdemokratiske tendens til klientgørelse og ligemageri. Og det er præcis den der skal rettes op.

Ulighed hersker fortsat her i landet og vil gøre det i alle velfærdssamfund, ganske enkelt fordi et samfund ikke kan vokse i velstand uden at nogle udskiller sig fra andre, er kreative, dvs. forsker og sætter i værk og skaber videnskaber og virksomheder der kan udvikle sig. Men ulighed i sig selv skaber ikke klasser.

Uligheden er en direkte følge af friheden. Frihed skaber altid både social og kulturel lagdeling eller stratifikation. Er samfundet præget af en fundamental ansvarlighed, vil friheden og kreativiteten normalt gavne alle, det er faktisk velfærdssamfundets grundlæggende idé. Derimod vil den misforståede lighedstendens, ligemageriet, give store problemer for både friheden og velfærden ved at stække de initiativrige og udstøde de svageste.

Ja, en af den danske velfærdsmodels socialdemokratiske teoretikere og forkæmpere, højskoleforstander, Aktuelt-redaktør og mangeårige økonomiminister Ivar Nørgaard lagde i sin tid ikke skjul på, at den økonomiske vækst ville føre til kulturens udbredelse, og at økonomisk vækst derfor måtte være kernen i den socialdemokratiske politik. Ordret skrev han: "Når velfærdsstaten har afskaffet frygten for materiel nød og har sikret fordelingen af en højere velstand til alle, bliver der flere kræfter og mere tid til åndelig aktivitet og kulturelle sysler....".

Dette er dybest set selve den socialdemokratiske livsløgn. Og det er den der efterhånden er blevet afsløret som hul.

Kultur har selv de fattigste mennesker. Kultur var bondesamfundet rigt på. Kultur har arbejderne haft. Kultur afhænger ikke primært af penge, men derimod af folks indstilling til livet i alle dets afskygninger, herunder deres ansvarlighed og selvansvarlighed.

Men går udvidelsen af den offentlige sektor ud over en vis grænse, så ender velfærden i klientgørelse, således som socialisten Jørgen S. Dich allerede påviste med sin bog 'Den herskende klasse' i 1973. Og dette er naturligvis uholdbart i længden.

Desværre er det utroligt svært at ansvarliggøre de folk der unødigt eller for længe er blevet klientgjort. Og endnu sværere er det - helt aktuelt - at ansvarliggøre alle de indvandrere der er kommet ind i landet uden at kunne yde bidrag til samfundets opretholdelse. Med en omskrivning af et berømt citat kan man sige, at også det må der bødes for i mange år, som kun var en stakket og totalt misforstået humanitær foranstaltning.

Forudsætningen for at undgå ekstremistiske udgaver af liberalismen og socialismen er naturligvis at de liberaltsindede og de socialtsindede uanset deres præferencer for henholdsvis friheden og ligheden fastholder grundopfattelsen af samfundet og kulturen som et organisk, ikke-konstruerbart og ikke kontrollabelt demokratisk fællesskab der bygger på ansvarlighed og selvansvarlighed. Dette er da også hvad stort set alle danske partier i dag - måske med undtagelse af Enhedslisten - ubevidst og stiltiende accepterer. Derfor foregår den politiske kamp i dag på midten. Partierne har blot endnu ikke gjort sig komplementariteten mellem friheden og ligheden fuldt bevidst.

Det har mange såkaldte samfundsforskere, sociologer og politiloger, historikere og filosoffer såmænd heller ikke gjort sig klart - det gælder bl.a. ovennævnte Claus Bryld og Ole Thyssen, men mange flere kunne nævnes. Derfor er niveauet i den politiske og kulturelle værdidebat endnu for lavt. Og derfor er specielt socialdemokraterne ude af stand til at formulere en ny politisk og kulturel vision, der går ud over de banale slagord. De har iøvrigt ikke fået hjælp af deres radikale samarbejdspartnere i denne henseende, for de radikale har endnu mindre forstået de grundlæggende psykologiske og filosofiske mekanismer, og er i stedet sprunget på postmodernismens overfladiske strømninger - og lukrerer her glimrende på socialdemokraternes nedtur.

Men lad det være slået fast med syvtommersøm: Socialdemokraternes aktuelle krise er meget dybere end partiets medlemmer og ledelse vil være ved. Den løses ikke ved det forestående valg af en ny formand, for ingen af de to kandidater ser dybt nok i historiens smeltedigel til at kunne formulere en bæredygtig vision.

Litteratur:

Jørgen S. Dich: Den herskende klasse. (Borgen. 1973)

Ivar Nørgaard: Forsvar for velfærdsstaten.
(i 'Velfærdsteori og velfærdsstat'. Berlingske Leksikon Bibliotek. 1962)

Ejvind Riisgård: Den dobbelte udfordring. (Forlaget i Haarby. 1982)

Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)

Politiske parametre  (6.2.05.)

Folketingsvalgets perspektiver  (19.1.05.)

Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)

Den herskende klasse efter 1970  (19.2.03.)

Komplementariteten mellem individ og samfund

Komplementariteten mellem liberalismen og socialismen