JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - thorning2013b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.3.13. (Ugebrev)

Thorning bekender kulør med borgerlig politik

Endelig kom regeringens store offensive vækstpakke - "Vækstplan DK - stærke virksomheder, flere job" - der må betegnes som regeringens hidtil største reformudspil frem mod 2020. Den flytter offentlige midler fra SU og kontanthjælp til erhvervslivet og bekender dermed åbenlyst politisk kulør: Regeringen slår nu ind på en økonomisk politik der trods alle retoriske røgslør reelt er borgerlig, og som står i klar modsætning til de yderst røde planer og valgløfter som bar Socialdemokaterne, Det radikale Venstre og SF frem til regeringsmagten i november 2011 - med Enhedslisten som parlamentarisk støtte.

Da politik udover magtkamp også altid er en erkendelsesproces, kan vælgerne i og for sig kun glæde sig over at regeringen er kommet til fornuft og med statsminister Helle Thorning-Schmidt, økonomiminister Margrethe Vestager og finansminister Bjarne Corydon suverænt i spidsen får trumfet en ansvarlig og fremadrettet politik igennem, hvis enkeltheder altid kan diskuteres, og hvis prognoser altid kan betvivles, men hvis klare målsætning om "flere job gennem stærkere virksomheder" er en klud i ansigtet på de mange vælgere fra venstrefløjen som stadig render rundt og tror at politiske og økonomiske problemer løses bedst og nemmest ved at genere de private arbejdsgivere og forøge den offentlige sektor - på trods af at den offentlige sektor allerede lægger beslag på 56 % af bruttonationalproduktet og den private sektor under en sådan betingelse ikke har anden udvej end at lægge størst mulig produktion uden for landets grænser.

Intet under at venstrefløjen protesterer mod fornuften. Det gør ikke blot Enhedslisten der naturligvis kan vinde flere vælgere på sagen, men også store dele af SF der véd de vil tabe på udspillet og for manges vedkommende ønsker partiet ud af regeringen. En hel frisk Megafon-måling giver SF det dårligste resultat nogensinde og Enhedslisten det bedste. Og socialdemokratiet ryger ned under 19 %. Og da det ikke har kunnet skjules at der også er modstand mod udspillet internt i socialdemokratiet, endog i regeringen, så ligner udspillet og dets timing ikke blot et forsøg på at vinde tid i håb om snarlig bedring i konjunkturerne, men også rent ud en satsning der bliver knald eller fald for regeringen som helhed. Først og fremmest for Helle Thornings drømme om at bevare formandsposten i socialdemokratiet, men også for Anette Villumsens drømme om at redde SF fra den uundgåelige erkendelse af at det at komme i regering med socialdemokratiet fortsat er det samme som at komme under et ansvarlighedens åg der systematisk afslører egne illusioner - nøjagtigt som i 1967!

SF var på regeringens pressekonference i tirsdags repræsenteret af skatteminister Holger K. Nielsen der bedyrede at mange elementer i udspillet var SF-politik, og den fraværende erhvervsminister Villumsen har siden slået på det samme - uden at fortrække en mine. De mener ikke der er brug for en forklaring. Men det mest påfaldende er nok at Helle Thorning-Schmidt - fortsat smilende og selvsikker - kan hævde at udspillet er socialdemokratisk politik og at hun derfor ikke kan tage kritikken alvorligt. Den må partiets lokalformænd, folketingskandidater og borgmestre og andre tillidsfolk selv slås med - og få at mærke til efteråret når der er kommmunal- og regionalvalg. Det kan faktisk - hvis man skal være meget kritisk - virke som om statsministeren er klar over at hun kun har yderst ringe chancer for at vinde næsten valg, og derfor lige så godt kan sætte alt på ét brædt som forsøge at tækkes venstrefløjen.

Omvendt kan oppositionen - og navnlig Venstre og Lars Løkke Rasmussen - kun være glade og tilfredse. Regeringen kommer stort set med lige netop de udspil Venstre selv kunne ønske sig, men som de borgerlige erfaringsmæssigt véd vil koste stemmer og derfor kvier sig ved at køre for hårdt frem med.

Hvad selve planen angår fremgår regeringens langsigtede målsætning klart af finansministeriets egen indledning:

"Danmark har siden 2008 været ramt af den internationale økonomiske krise. Vi har mistet mange private arbejdspladser. Ledigheden er vokset. Virksomheder og borgere mangler tillid til, at krise kan vendes til fremgang.

Regeringen har gjort meget for at holde hånden under økonomien. Vi har gennemført omfattende initiativer til at øge efterspørgslen, blandt andet gennem offentlige investeringer og investeringsvinduet for virksomheder. Vi har fastholdt tilliden til dansk økonomi ved at føre en ansvarlig og troværdig økonomisk politik med styr på de offentlige udgifter. Og vi har sat os i spidsen for en ambitiøs reformdagsorden med blandt andet en skattereform, grøn omstilling og reform af førtidspension og fleksjob.

Men dansk økonomi er fortsat udfordret. Vores produktivitet og konkurrenceevne skal forbedres. Der investeres ikke nok i danske virksomheder, og der bliver ikke skabt nok private arbejdspladser. Derfor står beskæftigelsen i stampe.

Danmark er en lille åben økonomi, der er afhængig af udviklingen i andre lande. Det centrale er derfor, at Danmark er konkurrencedygtigt, så vi kan hægte os på opsvinget, når de internationale konjunkturer vender. Det kræver stærke danske virksomheder at kunne omfavne et konjunkturopsving, der skaber flere job. Danmark skal være klar til vækst.

Hvis Danmark ikke er konkurrencedygtigt, får vi ikke fuldt udbytte af et kommende konjunkturopsving. Det vil betyde en fortsat træg økonomisk genopretning med en længerevarende periode præget af høj ledighed og svag lønudvikling.

Regeringen fremlægger derfor Vækstplan DK. Vækstplanen opstiller ambitiøse mål for vækst og beskæftigelse i den private sektor. Vi vil gøre det mere attraktivt at investere i danske virksomheder og private arbejdspladser. Danmark skal i arbejde, og tilliden til fremtiden skal tilbage.

Vækstplan DK sikrer handling her og nu og lægger samtidig klare spor frem mod 2020.

Som led i planen igangsættes konkrete initiativer til 10 mia. kr. i 2014 stigende til 15 mia. kr. i 2020, der skal sikre stærke virksomheder og flere job. Initiativerne vil konkret og mærkbart gøre det mere attraktivt at investere i danske virksomheder både her og nu og i de kommende år. Desuden løfter vi de offentlige investeringer og sikrer endnu bedre uddannelse." [Alle fremhævelser er mine].

Der er ingen grund til her at gå i detaljer, men hovedpunkterne skal dog nævnes:

Selskabsskatten nedsættes fra 25 til 22 pct.
Energiafgifterne sænkes.
Kørselsafgifter på lastbiler droppes.
Spildevandsafgifter sænkes.
Den vægtbaserede emballageafgift afskaffes.
Fradrag for hotelmomsen øges fra 50 til 75 pct.
Boligjobordningen genindføres, så udgifter op til en vis grænse bliver fradragsberettigede.
Offentlige investeringer øges med 26 mia frem mod 2020.

Finansieringen sker bl.a. ved at :

Den årlige vækst i det offentlige forbrug nedjusteres med 4,3 mia.
SU og kontanthjælp omstruktureres med en gevinst på 3 mia.
De kommunale serviceudgifter fastholdes på 2013-niveau. Det vil give 2 mia.

Resultatet forventes angiveligt at blive ekstra 150.000 arbejdspladser i den private sektor - vel at mærke med finansiel balance. Og det må siges at være temmelig optimistisk, men forudsætningen angives jo udtrykkeligt at være et kommende konjunkturopsving. Hvornår og hvor hurtigt dette kommer står hen i det uvisse. Men som både borgerlige kommentatorer fra politisk og organisationsmæssigt hold og de store fagorganisationer melder ud, så går udspillet i hvert fald i den rigtige retning.

Det er venstrefløjen der er kommet i klemme mellem fornuftig realpolitik og ældgamle drømme om magtforskydning i samfundet - og det er desuden de studerende og kontanthjælpsmodtagerne der umiddelbart kommer til at bøde mest for omlægningen. For nok stilles de flere jobmuligheder i udsigt i sidste ende, men her og nu får de økonomiske problemer. Det gik faktisk ud over beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, der forelagde sine reformer vedr. SU og kontanthjælp dagen før regeringen præsenterede det store udspil - jf. artiklen om SU-reformen - og alle journalister fokuserede allerede da på de lettelser til erhvervslivet der var sivet ud og hun selv skal have været imod internt i regeringen. Og det passede hende bestemt ikke.

Det var mildest talt en uheldig timning, men endnu værre for Mette Frederiksen og hendes meningsfæller, så bliver hovedindtrykket af hele regeringsudspillet at det er de studerende og kontanthjælpsmodtagerne der skal betale lettelserne til erhvervslivet - og ikke at der skal skabes flere job i den private sektor samtidig med at man får de studerende lidt hurtigere gennem studierne og får fjernet flest muligt af de unge og raske kontanthjælpsmodtagere fra livslang passiv forsørgelse. Og det er da ellers noget der er megen fornuft i - og noget som ligger Mette Frederiksen stærkt på sinde ud fra hvad hun forstår ved en socialdemokratisk forestilling om sammenhængen mellem ret og pligt.

Problemet for Mette Frederiksen må siges at være at hun bruger denne gamle socialdemokratiske forestilling som for meget af en floskel der siger sig selv og ikke behøver begrundelse eller uddybning i dagens Danmark. Men det gør den lige præcis af den grund at der er sket en mentalitetsændring i det danske samfund der kan føres tilbage til socialpolitikken i 1950'er og 1960'erne og blev ideologi gennem ungdomsoprøret i 1968 samt økonomisk muliggjort af de samtidige skattereformer der muliggjorde en pludselig og kolossal vækst af den offentlige sektor. Det har ingen beskrevet bedre end socialøkonomen Jørgen S. Dich i "Den herskende klasse" fra 1973 (se: artikel). Og pointen i hans analyse var ikke til at tage fejl af: barmhjertigheden over for de svage i samfundet var blevet en offentlig forpligtelse der førte til så kraftig udbygning af særforsorgen i landet at de offentligt ansatte etablerede sig som den nye herskende klasse!

Hverken den velmenende Mette Frederiksen eller andre der vil reformere det danske samfund ud fra fornuftige etiske grundprincipper kommer uden om at forholde sig til denne yderst fatale mentalitetsændring der har groet sig fast i flere generationer.

Men problemet er jo ikke Mette Frederiksens alene. Det er hele regeringen og hele venstrefløjens. For det stikker dybest set i selve det manglende opgør med den gamle gamle forestilling om en uforsonlig modsætning og kamp mellem liberale ideer og socialistiske ideer. Denne forestilling var naturlig i det gamle klassesamfund i 1800-tallet der fostrede bondebevægelse og arbejderbevægelse (og kvindebevægelse) og som først bar bønder og siden arbejdere (og kvinder) frem til frigørelse og dermed til det moderne demokrati vi nu kalder velfærdssamfundet, fordi det er præget af relativt høj velstand. Men fejlen var at venstrefløjen i arbejderbevægelsen ensidigt satsede på at mindske den private sektor og udbygge den offentlige, ja, blandt ideologisk indstillede (marxistiske og kommunistiske) socialister drømte om privatkapitalismens endelige afskaffelse. Det var en kæmpeillusion eller 'livsløgn' som Ibsen kaldte den slags (jf. 'Vildanden'), men den næres fortsat i de kredse på trods af at både Tony Blair i Storbritannien og Anders Fogh Rasmussen i Danmark erklærede gammeldags klassekamp for passé og i stedet valgte den tredje vej, vejen mellem frihedsprinicpppet og trygheds- eller lighedsprincippet.

Venstrefløjen fra Enhedslisten og langt ind i Socialistisk Folkeparti fastholder den gamle klassekamp, mens flertallet i Socialdemokratiet og i Det radikale Venstre vælger en pragmatisk, ikke-ideologisk vej der betyder ansvarlig realpolitik, hvad der i praksis vil sige en realpolitik der i det mindste prøver at fordele sol og vind lige mellem den private og den offentlige sektor. Men naturligvis er det i længden en umulig opgave at holde sammen på en regering der består af et flertal af pragmatisk indstillede realpolitikere og en flok SF'ere der hylder de gamle illusioner.

Det hører med til billedet at de to største borgerlige partier - Venstre og Dansk Folkeparti - heller ikke har afklaret deres stilling til 'den tredje vej' og altså slet ikke har forstået dennes indbyggede progressive filosofi. Og det vil naturligvis kun svække dem i debatten og kommende valgkampe. Men det er SF der sidder med det store akutte problem (om de kan moralsk forsvare at forblive i regeringen eller ej), og det er Socialdemokratiet der sidder med det dybere problem om man vil erkende at forrige tider er uigenkaldeligt forbi hvor partiet repræsenterede et flertal af midtervælgere.

Det er reelt den robuste mandlige finansminister Bjarne Corydon der står som realpolitikkens store sejrherre. Og det er de tre kvindelige formænd for S, R og SF der negligerer en afklaring af hvad samfundet skal stille op med de unge, sunde og raske mennesker i velfærdsssamfundet der ikke betragter det som en selvfølge for ethvert voksent menneske at skaffe sig uddannelse og beskæftigelse. Det vil SF falde på - og det vil blive en bét til Socialdemokratiet.

Ejvind Riisgård

PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Links:

Statsministeriet
Finansministeriet
Regeringens Vækstplan DK - stærke virksomheder, flere job

Relevante artikler på Jernesalt:

SU-reformen ikke ideel, men nødvendig  (22.2.13.
Helle Thornings flinkeskole-optimisme bekræfter det manglende format  (6.1.13.)
Regeringens udspil til stor, ambitiøs skolereform  (5.12.12.)
Regeringens åbne sår  (5.10.12.)