JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - thorning2013a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.1.13. (Ugebrev 1)

Helle Thornings flinkeskole-optimisme bekræfter det manglende format

I forbindelse med monarkens og regeringschefens nytårstaler har der været lidt diskussion om hvor stor statsministerens indflydelse har været på dronningens tale. Det er i hvert fald normal procedure at dronningens tale går omkring statsministerens skrivebord, så man sikrer sig mod egentlige politiske bemærkninger fra dronningens side.

I år kunne man stille spørgsmålet, om statsministerens tale har været omkring hoffets rådgivere med det formål at undgå utidige, kontroversielle politiske bemærkninger fra regeringschefens side. For faktum er at statsminister Helle Thorning gjorde det bedst tænkelige synsindtryk i statsministeriets smukke kontor, at hun konsekvent smilede efter hver anden eller tredje sætning, og at hun totalt afholdt sig fra at komme med konkrete bud på politiske problemløsninger eller åbne indrømmelser af hvilke kæmpemæssige udfordringer landet reelt står over for netop i de krisetider vi befinder os i.

Havde statsministeren holdt sin tale fra gemakkerne på Amalienborg nytårsaften og dronningen fra statsministeriet på Christiansborg nytårsdag, havde vi spærret øjnene op og måske ikke troet vore egne øjne (hvem havde mon kuppet hvem?), men forskellen havde reelt været minimal. Sminkede og velpåklædte var de begge - ligesom de ministre vi på tv så på vej til nytårstaflet søndag. Og pudrede og veltilrettelagte var også begge taler. Det forlød at statsministeren havde henlagt talen til Christiansborg i stedet for Marienborg for at signalere travlhed og ansvar. Men havde man glædet sig til at se et skrivebord med stakke af sagsmapper - og bunker på gulvet og i vindueskarmen, blev man skuffet. Der var præcist så ryddeligt som der skal være ved officielle lejligheder. Opsmøgede ærmer så man heller ikke. Det bruger rigtige damer jo aldrig.

Statsministeren startede med at slå fast, at "Vi danskere er grundlæggende optimister. Vi tror på at hårdt arbejde betaler sig. Vi tror på at vi kan komme videre ved den fælles indsats. Vi tror på at Danmark er et godt og solidarisk land, som er værd at kæmpe for. Vi tror på fremtiden".

Men, indrømmede damen, der er også nogen der møder det nye år med bekymring. Og det forstod hun godt. "For Danmark har været i økonomisk krise i mere end fire år. Arbejdspladser er forsvundet. Flere virksomheder har det svært. Utryghed får os til at holde på pengene. En del er bekymrede for hvad der venter forude". Og dette kan næppe nogen bestride. Til gengæld ville man gerne vide hvad damen mente de bekymrede skulle gøre. Her lød visdomsordene: "Men netop når tiderne er utrygge, skal vi holde fast i og udvikle det Danmark vi holder af. Et trygt land, hvor vi tager os af hinanden. Hvor vores børn får en uddannelse. Hvor vores forældre får en plejehjemsplads hvis de har brug for det. Hvor vi har omsorg for de mennesker, der har svært ved at få livets ender til at mødes."

Hvad er der egentlig at gøre? Jo: "Vi skal holde fast i det som har gjort os til noget særligt. Vores fællesskab. Vi skal bringe Danmark sikkert gennem krisen. Og alle skal med".

Helle Thornings budskab var klart: "Det kan lade sig gøre." - Dog på én betingelse: "hvis vi for alvor forstår at vi er i en ny virkelighed". - Og så var der ligesom åbnet for en fælles erkendelse. Men ordene flød videre med en banal konstatering af at "nullernes overflod kommer ikke igen. Vi skal være klar til en ny tid med krav om forandring. Hvor vi skal finde nye løsninger i den offentlige sektor. Og hvor vores virksomheder skal klare sig i en hård konkurrence. Sådan vil det være i år og mange år frem". - Men tag det endelig ikke for tungt, kunne hun her have sagt, men nøjedes med en anbefaling af optimisme: "Husk på: Når verden forandrer sig, er vores fællesskab stærkest. Det har vi før vist."

Dette kan måske diskuteres, men det ejendommelige er at bemærkningerne om fælleskabets styrke netop kommer på et tidspunkt hvor stigende ulighed og stigende fattigdom i vort eget land truer velfærden - og hvor de i Syd- og Østeuropa oven i købet er så store at de direkte truer den politiske stabilitet. Ikke desto mindre slog statsministeren fast at Danmark er et land med stor lighed. Og med et påfaldende grammatisk spring fra ren nutid til det man i gamle dage kaldte 'ønskemåde', erklærede hun, at "Hverken løn, bankkonto eller familiebaggrund må stå i vejen for vores muligheder". De grammatiske og logiske spring fortsatte i hele den påfølgende passus: "Vi har en stor frihed hver især. På den måde får vi flere talenter i spil. Og med frihed følger ansvar. I Danmark har frihed ikke ført til alles kamp mod alle. Men til en kamp for alle. Det gør os trygge - også ved det nye. Lighed. Frihed. Tryghed. Det er de grundlæggende værdier, som vores fællesskab bygger på. Og jeg er overbevist om at netop vores stærke fællesskab er vort bedste kort, når vi skal igennem krisen."

Det er fint at Helle Thorning bringer sloganet fra Den franske Revolution 1789 ind i billedet, selv med den lille typisk socialdemokratiske udskiftning af ordet 'Broderskab' med ordet 'Tryghed', men det er forbløffende naivt at hun i 2013 ikke tør stå ved at det aldrig giver sig selv at få lighed til at gå i spænd med friheden. Det er måske nok rigtigt at friheden i Danmark ikke har ført til alles kamp mod alle, men det er urigtigt at den har ført til en kamp for alle, som oven i købet skulle gøre os alle trygge, også ved det nye. Sandheden er at lighedsprincippet og frihedsprincippet er uforenelige modsætninger, og at frihedsprincippet i sig selv tenderer mod øget ulighed, fordi det er dybt forbundet med den menneskelige trang til individuel udfoldelse, iværksætteri, grænseoverskridelse og magtkamp som nok findes hos alle, men ikke i lige høj grad. Derfor får vi uundgåeligt social stratifikation som følge af friheden - og det skal vi såmænd ikke være kede af, da den grænseoverskridende tendens er hovedkraften bag det fremskridt alle hylder, inklusive de initiativfattige.

Friheden må naturligvis aldrig føre til ubegrænsede muligheder for de bedst begavede og bedst stillede til kynisk at skabe undertrykkelse af andre og dermed en ulighed, nød og social uro der kan true fællesskabet. Derfor skal friheden i et civiliseret land reguleres på en eller anden acceptabel og demokratisk facon, men man skal ikke foregøgle sig at friheden og ligheden nogensinde går op i en højere syntese. Det ville være utopi af den slags der ligger bag alle revolutionære drømme om det fuldkomne samfund. Vores samfund, det vil konkret sige vores fortræffelige velfærdssamfund, er langt fra fuldkommenheden, og derfor må vi se i øjnene at økonomiske kriser af den art vi befinder os i laver mere ravage end godt er og kræver ikke blot - som statsministeren dog er inde på - et langt og slidsomt træk hvor vi holder styr på økonomien, reformerer den offentlige sektor og uddannelserne m.v., men også en langt mere vidtgående, langsigtet værdi- og kulturkamp som grundlæggende ændrer vores måde at tænke på og forstå vores ansvar på.

Her kommer Helle Thorning-Schmidt fuldstændigt til kort, fordi hun fortsat naivt tror på hun kan klare sig med samme strategi eller rettere salgsmetoder som dem hun kom til magten på i et desillusioneret Socialdemokrati i 2005.

Det er egentlig ganske sigende at Thorning i et længere afsnit gør meget ud af ændringerne i familiemønsteret. Hun roser os for at vi generelt vender forandringer til muligheder - og at dette også sker i måden vi lever sammen på. "Mine bedsteforældre blev sammen hele livet. Sådan var det dengang. Men det holdt jo ikke for alle. Og dengang blev der set skævt til enlige kvinder med børn. Der var kun én rigtig måde at være familie på. I dag er det anderledes. Det er ikke alle parforhold der holder. Mange bliver skilt. Og det er svært, når en familie bliver delt i to. Men vi ved, at det kan fungere. Det er ikke pinligt eller unormalt. Og en familie som består af mor og et par børn er en lige så god familie som enhver anden...." - Og sådan er det også når to mænd eller to kvinder vil leve sammen. I Danmark dømmer vi ikke nogen på hvem de elsker... Sidste år blev det endda muligt for et homoseksuelt par at blive viet i folkekirken....

Det kan altsammen være rigtigt nok - og er i hvert fald velment. Men den barske økonomiske realitet er faktisk, at der i langt de fleste tilfælde skal to indtægter til at klare en moderne børnefamilies totale udgifter hvis ferier, fornøjelser, gaver og rødvin skal regnes med oven i de basale udgifter til bolig, mad og klæder. Og det er der mange der har bitre erfaringer med.

Statsministeren benyttede - ligesom dronningen - lejligheden til at fastslå at det netop er 40 år siden Danmark blev medlem af EU (eller EF, som det dengang hed) efter folkeafstemningen i 1972. Men i stedet for at skitsere de yderst alvorlige problemer EU står i som følge af den internationale finanskrise og visse sydeuropæiske medlemslandes mildest talt uansvarlige omgang med uansvarlige bankers villighed til at låne penge ud, og de ensretningsbestræbelser de førende eurolande i den anledning forsøger at presse igennem, så fokuserede hun på, at EU i december havde fået tildelt Nobels fredspris for sit arbejde for freden i Europa. Og det er unægteligt historisk korrekt, at det var Tyskland og Frankrig der efter verdenskrigens ødelæggelser langt om længe lagde stridsøksen på hylden. Men Thorning glemte den nutidige splittelse i EU mellem de 17 eurolandene og de 10 ikke-eurolande, hun glemte at gamle europæiske lande som Rusland, Hviderusland og Ukraine ikke er med i EU-samarbejdet, og hun glemte at det indtil 1989 var Nato der sikrede Vesteuropa mod sovjetkommunismen.

Hvad EU skal blive til står hen i det uvisse. Og det samme gør Danmarks og Storbritanniens status. Den danske befolkning kan meget vel på finde at sige nej til eurolandenes alt for centralistiske finans- og bankkontrol, og Storbritannien vil givetvis end ikke overveje sagen. Og uroen i Sydeuropa taler Thorning ikke om i sin optimistiske nytårstale. Det værste er imidlertid at hele perspektivet er så kortsynet, at hun slet ikke kan tænke i nye baner og se at der er behov for at EU generelt skifter spor, og behov for at Danmark specielt udnytter sine formidable historiske erfaringer til at pege på at det europæiske fællesskab dybest set ikke bygger på en fælles valuta eller et frit marked (der alligevel ikke er helt frit), men på værdier der går langt tilbage i tiden og har med en markant relativisering af magtstræb og ensretningsforsøg at gøre. Det har nemlig at gøre med en forståelse for at åndslivet eksistentielt set er vigtigere end økonomien og det materielle fremskridt.

Helle Thorning-Schmidt sluttede med at understrege at vi skal holde fast i vores solidariske samfund. "Sammen skal vi tage de trygge og solide skridt, der bringer Danmark videre. Og når alle skridt bliver lagt i forlængelse af hinanden, når vi fremskridt i fællesskab. Godt nytår!" - Eller 'Godmorgen!', kunne man være fræk at dreje det. For det er jo tomme eller banale ord, eller 'varm luft' som det er blevet kaldt. Det er uden al tvivl velment, men spinnet er så fersk, gennemskueligt og forventelig, at man ikke kan komme bort fra den tanke, at statsministeren gør Danmark mindre, og dansk politik til en lillepolitik vi ikke kan være bekendt.

Helle Thorning-Schmidt har ikke forladt flinkeskolen og forlader den næppe nogensinde. Men virkeligt format som landets regeringschef har hun ikke.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Statsministeriet

Relevante artikler på Jernesalt:

Thorning bekender kulør med borgerlig politik (1.3.13.)