Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - helmanifest

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.2.14.

Helhedsrealismens manifest - med noter

Et spøgelse går gennem Europa og den ganske verden; det er den blinde tro på at vejen til frihed, lighed og broderskab hedder produktivitet, konkurrence, økonomisk vækst og overdimensionerede selskaber og institutioner. Troen har vundet sin udbredelse gennem sekulariseringen. Færre og færre nærer illusioner om et hinsidigt paradis. Til gengæld har de fleste en utopisk forestilling om et fuldkomment og klasseløst samfund i denne verden, og eliten hengiver sig gladeligt til alle mulige former for manipulation, spin, vælgerbedrag, spekulation, boble-økonomi, livsløgne og multikulturalisme som fremskridtets vej.

Magthaverne og eliten gennemtvinger en pseudovidenskabelig affortryllelse af verden som fremmedgør det bærende lag af jævne mennesker, og det kan kun modvirkes gennem bevidst fokusering på dagligsproget, hverdagen, stilheden, kunsten og kulten. Den vedvarende eksistentielle tilblivelse skal altid være nutidig, subjektiv og intuitiv.



Den aktuelle krise i dansk politik med udtræden af et af de tre regeringspartier har afsløret en mindretalsregering der fuldstændigt har mistet befolkningsflertallets tillid. Den lever slet ikke op til de forventninger den selv har skabt, men bliver ikke destomindre siddende. Regeringens 'røde' projekt har vist sig som et drømmeprojekt, og salget af Dong-aktier til Goldman Sachs er blevet dråben der fik bægeret til at flyde over, men det gældende parlamentariske system tvinger den hverken til at gå af eller erkende fejltagelserne. Repræsentativiteten er gået fløjten. Og almindelig anstændighed spiller ingen rolle. Magtarrogancen og stilsikkerheden skjuler manglen på ansvarlighed og progressivitet.

Problemet findes tilsvarende i andre europæiske lande. Det er blevet almindeligt at stikke vælgerne blår i øjnene med smukke, men tomme løfter.

På overnationalt niveau har EU gradvist overtaget mere og mere af medlems-landenes suverænitet under påberåbelse af hensynet til harmonisering. EU's parlament og kommission repræsenterer ikke befolkningerne, men heller ikke de kan røres i valgperioderne. Den nationale lovgivning, administration og retshåndhævelse vikles ind i stadig mere elitær "hersker-jura". Europa er vendt tilbage til lovreligionen. EU er for længst ophørt med at være det oprindelige nationernes fællesskab.

Forsvarspolitisk er Danmark og andre europæiske lande stadig spundet ind i Natos organisation der helt og holdent blev opbygget på den kolde krigs præmisser og i dag kun spærrer for tænkning der har Rusland med i fælles europiske mål. USA har fået andre primære interesser end Europa - og kan ikke længere betragtes som førende nation i verden.

Indvandringen til Europa fra de konfliktramte lande i Mellemøsten har udviklet sig fra tilførelse af ønsket arbejdskraft til en social, kulturel og økonomisk belastning der truer såvel de enkelte landes socialsystemer som de nationale kulturer der trods mangfoldige subkulturer har bevaret den for identiteten afgørende homogenitet.

Muslimernes manglende integration skyldes ikke primært deres fremmede religion, men indvandrernes fastholdelse af forældede familie- og kulturmønstre der sikrer mandens overherredømme og forhindrer den kvindefrigørelse der er blevet den vestlige kulturs store fortrin og kendemærke.

Mellemøstens konflikter tilspidses i disse år trods alle tilløb til omfattende arabiske ungdomsoprør fra den voksende, oplyste middelklasses side mod enevælde og mandschauvinisme. Konflikterne kan hverken løses gennem krig, diplomati eller humanitær hjælp, men alene gennem en tilbundsgående mentalitetsændring der sikrer ligeværdigheden mellem mænd og kvinder og dermed brydningen af den undertrykkende mandsvilje. En sådan mentalitetsændring er ikke mulig uden massiv påvirkning fra frigjorte og bevidstgjorte muslimske kvinder i de vestlige lande, og den lader derfor endnu vente på sig.

Globalt er klimaet og miljøet præget af en alvorlig, menneskeskabt CO²-udledning der medfører højere temperaturer og truende vandstigning i verdenshavene og derfor øger risikoen for ekstreme vejrforhold og naturkatastrofer. Der er ingen udsigt til enighed om større politiske indgreb mod forureningen. Sådanne vil fastholde den eksisterende økonomiske ulighed i verden. Forureningens grundlæggende årsag er den eksplosive befolkningstilvækst - og den vil fortsætte.

Dansk udviklingsbistand skal fortsat tage klimatiske hensyn, men dens vigtigske opgave i de næste årtier må være at fremme såvel faderopgør som kvindefrigørelse i de fædrestyrede muslimske lande i Mellemøsten.



De sociale og økonomiske uligheder i Danmark og andre vestlige lande og i verden som helhed er simple udslag af selve den grundlæggende menneskelige frihedstrang.

Alt andet lige medfører øget frihed øget ulighed. Frihed er uundgåeligt forbundet med en udfoldelsestrang hos de bedst stillede borgere der fører til højere uddannelse, bedre karriere og højere indkomster. Det tjener intet formål at bekæmpe ulighed eller at fremme friheden mest muligt på bekostning af alt andet, for ønsket om frihed og lighed ligger dybt i alle mennesker. Men hverken socialismen eller liberalismen er relevante optioner for moderne samfund. Lighedsprincippet; og frihedsprincippet; skal derimod være i et konstant komplementært modspil til hinanden. Den private ejendomsret er forudsætningen for fuld ansvarlighed, og markedsøkonomien er en forudsætning for sikring af dynamik og fremskridt.

En social markedsøkonomi; der også ser kritisk på kapitalmagtens dispositioner er eneste udvej for de europæiske velfærdssamfund. Den gammeldags klassekamp er passé. Borgere, bønder og arbejder er blevet frie tillige med kvinderne. Og de sociale lag der er kommet underst i forløbet er uden fast tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet og kan ikke vinde politisk magt.

Klassekampen er blevet afløst af den tredje vejs strategi, dvs af midterpolitikken mellem socialistiske og liberalistiske utopier. 'Den tredje vej'; fjerner det forenklede billede af det politiske spektrum som en ret linie mellem den rene socialisme til venstre og den rene liberalisme til højre. Borgerne bør stadig dele sig frit efter anskuelser, men det politiske spektrum er flerdimensionalt og indrager dermed såvel videregivelsen af historiske forudsætninger som opstillingen af nye fremadrettede mål. Hele det gamle partimønster er i nødvendigt opbrud. Det nederste sociale lag reddes ikke gennem mere støtte fra de offentlige kasser, eller ved at 'samfundskagen' gøres større og større, for menneskelig værdighed ligger i sidste ende i påtagelse af ansvarligheden for eget liv under de personlige muligheder og begrænsninger der er den enkelte beskåret.

Velfærdssamfundet; skal stille alle lige i kampen for uddannelse og beskæftigelse, og det skal desuden tage hånd om alle der rammes af social nød, men det skal aldrig tage ansvaret fra nogen. Individet er ikke samfundets kerne. Velfærdssamfundet skal bygge på fællesskabet og må derfor aldrig udvikle sig til et konkurrencesamfund for at fremme vækst og produktivitet. Velfærdssamfundet skal derimod sikre en rimelig, relativ balance mellem de borgere der er fokuserede på materielle værdier og konkurrence og de borgere der er fokuserede på immaterielle værdier som forskning, kunst, familieliv og overordnet religiøs (ikke-magtmæssig) orientering i bredeste forstand.

Traditioner skal bevares; erkendelse og erfaring skal videregives til nye generationer, men udviklingen er ikke deterministisk bestemt. Den er åben og rettet mod noget ukendt der aldrig kan defineres på forhånd. Den er præget af tilfældighed og utilsigtede virkninger. Den bevæger sig til stadighed gennem nye indsigter og erfaringer af emergente fænomener. Kultur er konstant nyskabelse.



Uddannelse skal være for alle, og den skal højne kompetencerne for flest muligt i og med de stigende teknologiske muligheder og krav, men det tjener ikke befolkningens interesser at fastsætte et højt mål for graden af akademisering. Man risikerer kun at uddanne til arbejdsløshed og at øge afstanden mellem den elite der specialiserer sig og søger magt - og det folk der lever det jævne liv og tager vare på deres egne grundlæggende behov.

Den almene folkeoplysning; skal fremmes mest mulig gennem skole- og højskoleundervisning der fokuserer på dybere eksistentiel forståelse. Denne folkeoplysning satser ikke på kompetencer i praktiske færdigheder eller videnskabelige metoder, men på kompetencer der rummer fuld forståelse for at vi mennesker har to væsensforskellige, men lige nødvendige tilgange til virkeligheden;.

Den ydre, kvantitative og praktiske tilgang til virkeligheden går gennem sanserne og bygger på de psykiske processer som tillæres gennem skoling i korrekt sprogbrug, logik og brug af sondringer mellem subjekt og objekt, mellem fantasi og virkelighed og mellem fortid, nutid og fremtid. Disse processer er forudsætningen for al nøgtern-hed og tilpasning til den praktiske virkelighed. De er dermed også forudsætningen for den systematiserede videnskabelige forskning.

Den anden tilgang til virkeligheden, den indre, kvalitative og kreative, går gennem intuitionen og bygger på de psykiske processer der er medfødte, alogiske og uden begreber og sondringer. De består overvejende af visuelle og auditive forestillinger med frie associationer og rummer dermed al kreativitet, herunder den videnskabelige kreativitet. Processerne er samtidig vejen til den direkte føling med det kollektivt ubevidste og den hermed forbundne oplevelse af mening, helhed og sammenhæng i tilværelsen. Disse processer er eksistentielt set selve forudsætningen for ethvert menneskes tilværelse lige fra fødslen til døden.



De to tilgange giver en afgørende forskel mellem de praktiske genstandssandheder og de værdimæssige eksistenssandheder. Genstandssandheder er naturvidenskabens sandheder. De er objektive eller subjektuafhængige, fordi de omhandler faste fysiske genstande som er håndgribelige og målelige. Alle målinger kan kontrolleres og gentages. Eksperimentet er den grundlæggende proces, og derfor falder kun forhold der kan underkastes gentagelige og kontrollerbarer eksperimenter ind under de eksakte videnskaber. Atomfysikken kommer med fordi dens målinger ifølge korrespondensprincippet alle kan og skal referere til måleapparater der bygger på Newtons fysik. Også astrofysikken bygger på målinger der følger Newtons fysik, men i både atomfysikken og astrofysikken forbliver alle modeller teoretiske. Vi kan hverken anskue de enkelte elementarpartikler eller universet som helhed. Alle vore forestillinger om universets dannelse er og forbliver teoretiske eller hypotetiske.

Eksistenssandheder er sandheder der ligger uden for naturvidenskaben. Herunder hører alle sandheder og erfaringer om mening, sammenhæng og helhed i tilværelsen, men også alle erfaringer og lovmæssigheder om sjælelivet, åndslivet og historien samt om guder og åndelige kræfter. - Hjerneforskningen kan intet sige om sjælelivet, men alene om hjerne- og nerveprocesser der synes at indgå i de psykiske processser, men ikke determinerer dem. Hjernedødskriteriet underkender at sjælelivet er et kollektivt felt-fænomen, der ikke slutter før hjertet er holdt op med at slå og kroppen er blevet kold. Naturvidenskaben kan intet andet sige om guder og åndelige magter end at de ikke kan konstateres gennem objektive og gentagelige målinger, men alene gennem subjektiv og umiddelbar føling med det kollektivt ubevidste af den art der ligger forud for genstandsbevidstheden. Her er de til gengæld mangfoldige.

Eksistenssandhederne er afgørende for al livskvalitet og alt livsmod. Lukker man af for dem, lukker man af for al erfaring af mening, helhed og sammenhæng og al erfaring af tilværelsen som den umiddelbare realitet vi alle vågner op til hver eneste morgen. Denne erfaring rummer også de største og stærkeste oplevelser af fylde, klarhed og sandhed, herunder den seksuelle orgasme, de store intuitive erkendelser (åbenbaringer) og de intense etiske erkendelser der forpligter umiddelbart.

Ved at betragte de to tilgange til virkeligheden som komplementære overvindes definitivt den ulykkelige, forstandsforheksende dualisme mellem ånd og materie. Disse to fænomener kan ikke gå op i en højere logisk syntese, men er og bliver komplementære. Men forudsætningen for den praktiske vekslen mellem dem er genstandsbevidstheden, og denne udvikles ikke hos spædbarnet uden eksistensen af faste genstande i den ydre verden.



Konsistensetikken; bygger på disse erkendelser og på selve psykens iboende krav om indre konsistens. Forpligtelser over for ydre autoriteter forsvinder til fordel for en stadig afvejning af hvordan kravet om overvægt af det gode bedst muligt kan sikres på langt sigt. En betingelse er at det enkelte menneske er i fortsat dialog med sig selv og det kollektivt ubevidste.

Dagligsproget; spiller den allerstørste rolle fordi alene det fastholder den fulde føling med virkelighedens to dimensioner. Fagsprogene er derimod for ensidige og magtsprogene for ensrettende.

Den fulde føling med såvel den ydre som den indre virkelighed må plejes med en vekselvirkning mellem udadvendt praktisk virke og indadvendt reflektiv stilhed. Den fulde mentale sundhed kan ikke sikres uden stilhed og privatliv. Stress er en alvorlig trussel, og den kan bedst undgås gennem regelmæssig stilhed og højtid samt distance til konkurrencementaliteten. Værn om privatlivet er eneste sikkerhed for fri og fuld føling med det kollektive fællesskab. Kunst og musik er aldrig kun rent æstetiske fænomener af underholdningsværdi. De rummer også en afgørende mulighed for direkte føling med de skabende kræfter i det kollektivt ubevidste. Den rytmiske, musikantiske kunst og musik er værdifuld, men den kunst og musik der rækker ud over det kropslige og æstetiske givere højere oplevelser af mening og sammenhæng; den har altid kultisk betydning.



Seksualiteten er helt central for det menneskelige kærligheds- og familieliv. Den varme seksualitet betyder åbent og tillidsfuldt møde mellem mand og kvinde i den for arten særegne frontale nærkontakt der giver størst spillerum for forspil og variationer. Det stabile parforhold har særlig værdi som vejen til parternes relativisering: de må nødvendigvis afbøje deres viljer mod hinanden.

Kønsforskellen som sådan er markant på grund af kønshormonerne. Det mandlige kønshormon bevirker alt andet lige en større handlekraft og trang til transcendens. Men det overses at mandens trang ikke blot gælder seksualiteten, men hele hans udfoldelse. Mandsviljen og -bevidstheden bliver derfor markant forskellig fra kvindens vilje og bevidsthed. De er den simple forudsætning for løsningen af yderst komplekse problematikker i politik, økonomi, videnskab og religion. De to køn bliver aldrig ensartede. Og kvinder der satser på absolut lighed må derfor nødvendigvis give afkald på en del af det kvindelige. Feminismen har hidtil forsømt at finde frem til en progressiv kvindebevidsthed der værdsætter det specifikt kvindelige i gængs forstand (det moderlige, omsorgsfulde og beskyttende), men samtidigt giver rum for frihed, selvstændighed, ambitioner og transcendens. Moderne kvindebevidsthed forstår dobbeltheden.

Mandens viljesyge og magtsyge er et stort samfundsproblem, fordi alle diktaturer og undertrykkelsesapparater bygger på disse fænomener. Kvindefrigørelsen vil derfor altid få størst betydning hvor den bliver kombineret med kvinders bevidste trang til at sørge for alternative, komplementære løsninger.

Den kritiske og progressive kulturradikalisme satser på fuld kvindefrigørelse, fuldt fædreopgør og fuld integration af indvandrere, men den satser også på fuld komplementaritet mellem frihedsprincip og lighedsprincip samt mellem individ og samfund. Og den har rum for humor og leg.



Helhedsrealismen er progressiv ved at fastholde såvel en eksistentiel sandhed om helhed og sammenhæng som en objektiv sandhed om umuligheden i at skabe logisk konsistente totalsystemer eller holistiske ideologier i en dynamisk, ikke-deterministisk verden der præges af emergente fænomener. Helhedsrealismen slår samtidigt til lyd for en moderne inddragelse af den overordnede 'religiøse' orientering i samfundslivet. En sådan orientering bliver nemlig progressiv når den bliver udogmatisk og altså undgår at bruge trossætninger som magtmidler. Religion som vedvarende dialog om de eksistentielle sandheder kan ikke undværes i den offentlige debat og bliver kun 'opium for folket'; når den forsøger at løse dualismen mellem ånd og materie ved at gøre den åndelige verden hinsidig. Betragter man i stedet for modsætningen mellem ånd og materie som en dynamisk komplementaritet, bliver den overordnede 'religiøse' orientering dennesidig og helhedsrealistisk. Dens intention er at sørge for retningen fremad mod et fællesskab, der sikrer overvægten af det gode under bibeholdelse af alle komplementære modsætninger.

I Danmark kunne folkekirken; i denne forbindelse gøres tidssvarende og progressiv ved fjernelsen af det forældede skillemiddel der hedder trosbekendelsen;. Den skulle eliminere den augsburgske trosbekendelse fra ritualer og gudstjeneste og i stedet for - i overensstemmelse med evangeliets ånd; - vende tilbage til den favnende og inkluderende praksis der gjaldt før kristendommen blev en etableret magtorganisation. Konkret kunne folkekirken åbnes for alle danske statsborgere - uanset tilknytning til specifik konfession - ved at alle danskere gennem selve statsborgerskabet bliver medlemmer af den på åben historisk tradition og Kristusproces; hvilende folkekirke. Og inden for denne kunne medlemmerne så frit tilvælge eller fravælge dåb og andre ceremonier. Fødsels-, vielses- og dødsregistrering sker kommunalt. Kirkeskatten afskaffes. Alle udgifter afholdes over den almindelige skat. Og kirkeministeriet slås sammen med kulturministeriet til et kultusministerium;.



Den hermed skitserede helhedsrealisme er komplementær og åben. Den er antiholistisk og kan ikke udvikles til et dogmatisk system. Og den kan ikke monopoliseres af enkelte partier, konfessioner eller skoler. Men den er tidssvarende og nødvendig - samt udpræget dansk.

Efter den komplementære helhedsrealisme gælder det ikke om at forstå verden i sin historiske tilblivelse. Det gælder heller ikke om at forandre verden eller mennesket gennem revolution eller reformer i retning af nogen slags fuldkommenhed. Det gælder derimod om at føre den stedseløbende dynamiske kulturudvikling frem i den rigtige retning mod den overvægt af det gode der alene er i stand til at at gøre menneskene hjemmehørende i et givende og varmt fællesskab der genskabes på ny og på ny.

København, den 16. februar 2014

Ejvind Riisgård



Noter:

"Et spøgelse går gennem Europa" er indledningsordene til 'Det kommunistiske Partis Manifest' fra revolutionsåret 1848 som blev forfattet af Karl Marx og Friedrich Engels, og spøgelset der dengang taltes om var kommunismens spøgelse. Herom hed det: "Alle magter i det gamle Europa har sluttet sig sammen til en hellig klapjagt på dette spøgelse, paven og zaren, Metternich og Guizot, franske Radikale og tysk politik". Og senere slår forfatterne fast, at det hidtidige samfunds historie er en klassekampenes historie der først får sin ende med proletariatets diktatur. - Sådan gik det som bekendt slet ikke, selvom klassekampen tog til i de følgende år og socialismen blev en massebevægelse. Men alle steder hvor 'proletariatets diktatur' kom til magten gennem vold viste det sig at være mere undertrykkende end de gamle klassers undertrykkelse. Nærværende manifest går derfor ubetinget demokratiets, sekulariseringens og reformismens vej. Det kan desuden slå fast, at klassekampen i Danmark og lignende demokratiske lande i Vesten er definitivt forbi. Det er slet ikke den vej udviklingen må gå, hvis den skal være til fordel for flertallet.

'Frihed, Lighed, Broderskab' er den franske revolutions devise, der senere blev slogan for den reformistiske socialdemokratisme - men uden at nogen af parterne egentlig forstod den indbyggede modsætning mellem begeberne frihed og lighed. Denne modsætning fører nemlig altid til at frihed giver ulighed i økonomisk såvel som social og kulturel forstand. Og det er derfor denne problematik man skal forholde sig til i stedet for at vælge mellem frihed og lighed eller foregøgle nogen at det fuldkomne samfund nås gennem valget af en af siderne.

'Fremmedgørelse' er et begreb der blev filosofisk og psykologisk aktuelt da naturvidenskaben forenede sig med det kapitalistiske erhvervsliv i skabelsen af det benhårde industrisamfund, der ikke alene fjernede det enkelte menneske mere og mere fra den umiddelbare kontakt med naturen, men også medførte en massiv undertrykkelse og forarmelse af den arbejdende klasse (proletariatet). Undertrykkelsen blev efterhånden modificeret gennem arbejderbevægelse, demokatisering, oplysning og sociallove samt den bredere velstandsstigning i 1900-tallet. - I begyndelsen kunne fremmedgørelsen bestemmes som det fænomen at arbejdstageren blev en vare på markedet der nok fik løn til livets ophold, men ikke rimelig andel i den skabte merværdi. Efter at markedsøkonomien efterhånden blev forvandlet til en økonomi der gav den brede befolkning mere og mere velstand, blev fremmedgørelsen mere indirekte i form af varemæssig og reklamemæssig manipulation af forbrugerne. De rige samfund udviklede sig til forbrugersamfund og det Herbert Marcuse kaldte det 'éndimensionale samfund'. Og i nyeste tid er yderligere fremmedgørelse sket gennem computerteknik, internet og sociale medier. Fremmedgørelse bliver almen tingsliggørelse, hvor det enkelte menneske i højere og højere grad styres af uigennemskuelige magtinteresser omkring materielle værdier og mister sin personlige integritet og værdighed.



'Komplementaritet' er det erkendelses- og beskrivelsesmæssige begreb som atomfysikeren Niels Bohr og hans nærmeste medarbejdere i 1920-erne og 30-erne udviklede for at at komme fri at den 'forstandsforhekselse' der ligger i den absolutte dualisme, hvor man betragter logisk uforenelige modsætninger som absolut uløselige. Eksempelvis spørgsmålet om universets grundsubstans er materie eller ånd (idé). Komplementaritetssynspunktet slår nøgternt fast at sådanne modsætninger ikke kan løses på logisk vis ved at gå op i en højere syntese, men alene kan løses praktisk ved at man accepterer begge synspunkter som berettigede og nyttige. Eksempelvis kan man i kvantemekanikken med udbytte lave forsøg med elementardelene som partikler og andre med elementardelene som bølger, men ikke lave forsøg hvor man på en og samme gang måler bølgevirkningen og partiklens lokalitet.

I politik og sociologi kan man tilsvarende se frihed og lighed som komplementære fænomener der med udbytte kan analyseres hver for sig, men ikke under ét. Frihedsprincippet tenderer altid mod individuel udfoldelse og skaber derfor ulighed. Ligheds- eller tryghedsprincippet tenderer mod fællesskabet og begrænser derfor den individuelle udfoldelse.

Tilsvarende kan liberalismen og socialismen ses som komplementære og dynamiske fænomener der begge har deres berettigelse og nytte, men som ikke kan gå op i en logisk syntese. Det fuldkomne, paradiske samfund eller blot et simpelt ligevægtssamfund er og bliver en utopi.

'Den tredje vej' er den vej ud af den utidssvarende klassekamp som blev lanceret af den engelske sociolog Anthony Giddens i 1990'erne og blev lagt til grund for Tony Blairs fornyelse af Labour. Vejen er komplementaritetens løsning på den logisk uforligelige modsætning mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet (eller liberalismen og socialismen) og er derfor ikke specifikt knyttet til bestemte partier, men tværtimod frit anvendelig for alle partier der forlader dogmatisk liberalisme eller dogmatisk socialisme. Den tredje vej blev med held anvendt i Danmark af partiet Venstre under Anders Fogh Rasmussen. Men anvendelsen varede kort i både Storbritannien og Danmark.

Individet og samfundet må ses som komplementære fænomener, der på samme måde begge skal varetages på rimelig vis hver for sig, men som altid vil forblive modsætninger og dermed altid skabe dynamik.



Også modsætningen mellem mand og kvinde kan ses som komplementære fænomener der udover de seksuelle modsætninger bevirker meget stor dynamik i samfundet og aldrig vil kunne gå op i en én gang for alle fastlagt balance.

Seksualfrigørelse er en forudsætning for at slippe fri af den usikkerhed over for seksuallivet der dukker op med puberteten og som ofte giver skyldfølelse og konflikter hvis forældre og autoriteter er præget af moralsk snæversyn, sociale konventioner og økonomiske eller religiøse hensyn med hensyn til giftermål.

Kvindefrigørelse er først mulig når seksualfrigørelsen er slået igennem og giver kvinderne samme rettigheder som manden i henseende til uddannelse, økonomi og ægteskab. Kvindefrigørelse er også først en realitet hvor der er indført fri abort. Provokeret abort er ikke drab, hvis den sker inden fostrets sjæleliv er gået i gang omkring 22 ugers-alderen.

Mandsvilje og kvindevilje er to forskellige ting, fordi de hænger sammen med kønshormonerne. Det mandlige kønshormon giver stærkere vilje til fremdrift, grænseoverskridelse, handlekraft og transcendens end det kvindelige kønshormon. Kønnene bliver derfor aldrig ens. Og ligestilling fører aldrig til at kvinden bliver lig manden. Feminismen overser dette forhold.

Forældreopgør og navnlig faderopgør er et nødvendigt opgør fra unge menneskers side i puberteten, fordi den er forudsætningen for frihed og selvstændighed. Opgøret gælder ikke den biologiske eller tryghedsmæssige afhængighed i barndommen, men frigørelse fra den autoritære ånd der lader fædrene sætte sig på magten i familien og kræve lydighed af børnene. Denne fædrestyring eller fædreundertrykkelse er ødelæggende for mænds og kvinders frihed og selvstændighed.



'Velfærdssamfundet' er en betegnelse der går tilbage til den tyske kansler Bismarcks forsøg på i 1880'erne at bremse arbejderklassens klassekamp gennem sociallovgivning, men som i nyere tid med relativt stor velstand bruges mere generelt om det samfund der sikrer sine borgere både grundliggende civile rettigheder og et minimum af materiel velfærd. Der er ikke mange mennesker på vore breddegrader der ikke accepterer selve tanken med velfærdssamfundet. Til gengæld er der mange der har fået øjnene op for at velfærdssamfundets udvikling siden midten af 1960'erne har ført til den ganske specielle skævhed i samfundet at flere og flere borgere lever af offentlig forsørgelse og at flere og flere offentligt ansatte lever af at administrere denne offentlige forsørgelse. Omsorgs- og forsorgsudøverne eller -administratorerne i den offentlige sektor er ifølge Jørgen S. Dich forlængst blevet 'den herskende klasse' i den socialdemokratiske velfærdsstat, og det giver ikke alene uheldige partipolitiske forskydninger, men også en fundamental modsætning mellem borgere der må opretholde livet gennem ærligt arbejde og borgere der kan opretholde gennemsnitlig levestandard uden at arbejde. Først for nylig er udviklingen blevet erkendt i socialdemokratiet som et stort problem for både samfundsøkonomien og moralen.

'Social markedsøkonomi' vil sige accept af en markedsøkonomi der som sådan sikrer lavest mulige omkostninger pr. produceret enhed, men samtidig anerkender ansvaret for samfundets svageste borgere. Det er en meget generel betegnelse (der bl.a. bruges af den tyske kansler Angela Merkel), og den siger intet om løsningen af ovennævnte modsætning mellem folk der bidrager til den fælles økonomi og folk der nyder godt af den.

'Kulturradikalismen' er en i 1955 lanceret betegnelse for den kulturpolitiske bevægelse der herhjemme prægede tiden mellem de to verdenskrige og bl.a. kendtes på kampen for moderne pædagogik og kampen mod nazismen. Bevægelsen kan føres tilbage til brødrene Hørup og Georg Brandes og dermed også til en naiv fremskridtstro og et snævertsynet religionsbegreb. Betegnelsen er et samlebegreb for venstrefløjen (og et hadeobjekt for højrefløjen), men havde i realiteten to fløje, nemlig en kommunistisk og en socialdemokratisk-radikal. Kulturradikalismen har ikke oplevet nogen fornyelse i de senere år, men er blevet harmløs tradition. Og dette ligger først og fremmest i at den hverken kan komme fri af gamle partiskel eller gammel antiklerikal fremskridtstro. Den forstår heller ikke dobbeltheden i vores virkelighedsopfattelse.



Når mennesket kan siges at have to tilgange til virkeligheden, skyldes det ikke at der kan postuleres at være to virkeligheder, men at mennesket psykisk er således indrettet at det på den ene side kan se udad i verden gennem sanserne og indad i sjælen gennem intuitionen. Og den ene tilgang er ikke mere 'rigtig' eller 'sand' end den anden, for de er begge livsnødvendige. Den ydre tilgang giver den tilpasning til den praktiske virkelighed uden hvilken vi ikke kan opretholde livet i materiel forstand. Den indre tilgang sikrer den sammenhæng, mening og kvalitet uden hvilke livet ville være uudholdeligt. Begge tilgange skal derfor plejes bedst muligt, og det sker forholdsvis let gennem dagligsproget som i modsætning til specialiserede sprog giver fuld føling med hele virkeligheden.

De to tilgang til virkeligheden giver to slags sandheder, nemlig genstandssandheder der udtrykkes i tingssproget og bygger på gentagelige målinger og eksperimenter, og eksistenssandheder der udtrykkes med i dagligsproget og som omfatter alle ikke-målelige erfaringer og kvaliteter, herunder åndelige erfaringer af overindividuel, kollektiv art som de psykiske fænomener der kaldes 'arketypiske forestillinger'.



Oplysning er kun almen, hvor den udtrykkes i dagligsproget og dækker hele virkeligheden. Genuin folkeoplysning er kendetegnet af stor føling med det kollektivt ubevidste, det store felt af spontane, arketypiske forestillinger der er kreative i og med at de kommer fra en kilde der ligger uden for menneskelig kontrol.

Videnskab er den systematiske opbygning af kontrollerede og fælles sandheder der kan indgå i menneskets praktiske tilpasning til verden, men dens nyopdagelser og horisontudvidelse skyldes altid intuitionen.

Kunst og kult bygger på de intuitive erkendelser og opbygger den menneskelige verden hver eneste dag. Religionerne har oprindeligt haft samme funktion, men er blevet mere og mere indsnævret til at tjene autoriteternes interesser. De har dog alle bevaret en grundliggende intuitiv føling med det kollektivt ubevidste som står i klar modsætning til de organiserede konfessioners dogmatiske systemer og rituelle praksis.

Den specielle danske folkekirke er også spændt ud i modsætningsforholdet mellem oprindelig idé som åndskraft og inspiration og dens tilkommende organisation som etableret autoritet. Den er understøttet af den danske stat, og den er i grundloven defineret som en evangelisk-luthersk kirke og er dermed afgrænset i forhold til såvel den katolske som den reformerte kirke, men dens indre anliggender dikteres ikke af staten. Et stigende problem i nutiden er kirkens bekendelse til oldkirkens og Luthers dogmatiske fortolkninger af kristendommen. De er nemlig så snævre, at de støder flere og flere oplyste mennesker fra sig, herunder endog mange præster. Folkekirken kan derfor ikke fornyes uden et opgør med sine gamle autoriteter.

Konsistensetikken er den af psykiateren Erling Jacobsen lancerede etik som modsat pligtetikken og formålsetikken henfører menneskets etiske forpligtelse til selve det indre krav om overvægt af det gode i livet som en betingelse for at kunne bevare indre psykisk konsistens. Den menneskelige samvittighed bliver i konsistensetikken en langt mere kompleks affære end det man sædvanligvis kalder samvittigheden og som stort set er identisk med det af autoriteterne i ethver individ omkring femårsalderen indbyggede superego, som er en yderst indskrænket del af personligheden.

Den komplementære helhedsrealisme er forfatterens originale eksistensfilosofi der kombinerer Niels Bohrs komplementaritetssynspunkt med moderne biologi, etik, dybdepsykologi, religionshistorie, kunst- og sprogforståelse i en sammenhængende og konsistent virkelighedsforståelse der er åben, ikke-deterministisk og emergensaccepterende og derfor forhindrer enhver tendens til lukket, dogmatisk eller ideologisk holisme.



Forfatteren er af årgang 1934 og autodidakt med omfattende studier i de ovennævnte fag og discipliner og med dyb føling med de kreative kræfter i kunst, forskning og religion. Tilhørte den politiske venstrefløj fra tidlig ungdom til 1968/69, men derefter den socialliberale fløje med stadig dybere forståelse for komplementaritet mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet. Er desuden outsider med vægt på nødvendigheden af at der i befolkningen er folk der holder sig uafhængige af partier, ideologier, konfessioner og modestrømninger.



Henvisninger:

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Den komplementære helhedsrealisme' (e-bog) opdateret udgave af Jernesalts 2009-filosofi.

'Bohr og komplementariteten'
'Vilh. Grønbech - Konrad Lorenz - Kulturopgør'
'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'
'Eksistens-psykologi for 21. årh.'
'Virkelighedens dobbelte karakter'

Jernesalts øvrige e-bøger, se klik - der alle sælges via Saxo.com.



Link til Ekstrabladets gengivelse af manifest 25.2.14



Relevante artikler på Jernesalt:



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Vilh. Grønbechs kulturopgør
Grønbechs metode
Konrad Lorenz' kulturopgør
Humormennesket Storm P.

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal