JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - murensfald2014

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.11.14.

Jubilæum for Murens Fald i 1989

For fem år siden skrev undertegnede at Murens fald den 9. november 1989 - for enhver der havde oplevet 2. verdenskrig, nazitysklands endeligt i 1945 og den efterfølgende deling af hele Europa i et sovjetstyret Øst-europa og et frit Vest-Europa - var et højdepunkt i europæisk historie. For på denne dag faldt det fysiske murværk som det østtyske regime med det falske navn 'Deutsche Demokratische Republik' (DDR) havde opbygget rundt om Vestberlin i august 1961 for at forhindre østtyskerne i at flygte til Vest og som derfor var blevet selve symbolet på såvel delingen mellem Øst og Vest som DDR's ufrihed. Med Murens fald blev østtyskerne igen frie som de var før 1933, og Europa blev igen et sammenhængende kontinent - omend ikke en sammenhængende kultur - som strakte sig fra Atlanterhavet i Vest til Ural i Rusland.

Jeg konstaterede dengang også at selve begivenheden i 1989 kom som en kæmpemæssig overraskelse for langt de fleste. For nok var der væsentlige ændringer i Sovjetunionen allerede i 1985 da den reformvenlige Michail Gorbatjov blev valgt som generalsekretær for det enerådende kommunistiske parti og med sin glasnost- og perestrojka-politik satte sig som mål gennem åbenhed og omstrukturering at få det stive og lukkede sovjetsystem bragt ud af Brezjnev-epokens mere og mere faretruende økonomiske stagnation og indlede et samarbejde med Vesten. Men hans bestræbelser strandede på både dyb træghed i systemet og bevidst modstand fra de forstenede partifolk der så deres magtpositioner truede.

Men Muren faldt, 1) fordi sovjetsystemet var stagneret fuldstændigt og økonomien ikke tillod yderligere oprustning, 2) fordi presset fra frihedsønskende borgere steg og steg, og 3) fordi specielt Polens stærkt religiøse folk efter Romerkirkens valg af en polak til pave i 1978 havde vist sig umulige at kue. Murens fald bliver fejret med store festligheder og mindehøjtideligheder i Berlin - og det skal naturligvis også markeres her på siderne, fordi det eksistentielt set var aldeles afgørende faktorer der gjorde udslaget.

Den væsentligste faktor turde være, at frihed er hvad alle mennesker ønsker og trives bedst ved, fordi det er den der giver dem størst mulighed for på såvel individuelt som samfundsmæssigt plan at sikre den indre konsistens gennem overvægt at det gode, dvs overvægt af varme bånd til andre mennesker, til samfundet og til naturen. Frie mennesker kan indgå i forhold der er baseret på civil orden og endda en vis ulighed og en vis hierarkisk opbygning (det sociologerne neutralt kalder en vis stratifikation), men de vil afsky og bekæmpe tvang, undertrykkelse, vilkårlig behandling og decideret uret.

Til friheden hører åndsfriheden, der i det ydre kan konstateres på at folk føler de kan ånde frit hvor de bor og lever, og i det indre først og fremmest er kendetegnet af ukontrolleret og direkte føling med de overpersonlige instanser som adskiller sig fundamentalt fra de sædvanlige personlige autoriteter som skaber sig magtapparater ved ikke som disse at være definerbare og dogmatisk bestemmelige. Der er tale om irrationelle instanser som slet ikke følger rationelle, logiske, systematiske endsige videnskabelige regler, men som frie mennesker kan være i vedvarende, fri, ukontrolleret og særdeles givende og frugtbar dialog med.

Hvor åndsfriheden såvel som den borgerlige frihed (omkring menneskerettighederne) undertrykkes eller trues, vil samfundet altid lide skade gennem manglende kreativitet, innovation og motivation. Og det vil før eller siden komme til opgør og oprør - uanset hvor stærk den etablerede magt er blevet. Men der kan som bekendt gå lang tid før et oprør lykkes. Det så man i de nazistiske og fascistiske tilfælde, og det så man ikke mindst i de kommunistiske tilfælde, hvor enkelte stater som Cuba og Nordkorea endog stadig med besynderlige tricks kan holde skansen. De nazistiske og de fascistiske regimer blev nedkæmpet af den frie verden i tæt samarbejde med det ufrie sovjetstyre, og dette paradoks var med til at holde sovjetstyret i live i godt fyrre år længere end nødvendigt.

Omvæltningen kom i 1989. Befrielsen blev euforisk for tyskerne der havde lidt mest under tragediens anden og tredje del. Men som Lykke Friis påpegede i 2009, så blev 1989 sammenlignet med ungdomsoprøret i 1968 ikke en hel generations ungdomsoprør med tilhørende kvindefrigørelse, rockmusik og psykedeliske stoffer, men et enkelt hæsblæsende årti. Vi har siden set samme fænomen under 'det arabiske forår', der startede lovende mange steder i den muslimske verden, men gik i sig selv igen, fordi de naive og alt for utopiske oprørere ikke kunne hamle op med de erfarne magthavere.

Det sørgelige ved Murens fald var ikke blot naiviteten blandt østtyskerne og de øvrige østeuropæere der blev frie på kort tid, men at Vesttyskland, det øvrige Vesteuropa og først og fremmest EU totalt misforstod opgaven og fejlvurderede udfordringen. Den vesttyske kansler Kohl vandt et valg på den tyske genforening, men han handlede sig til den med den franske præsident Mitterrand ved at opgive den tyske mark til gengæld - og da genforeningen var på plads, sørgede han ikke for en ordentligt social og økonomisk opfølgning i det gamle DDR. EU dummede sig gevaldigt i 2001-02 ved den store optagelse af Polen og andre østlande uden at organisationen blev blødt op. Man fastholdt tværtimod den påbegyndte voldsomme centralisering. Og man vendte sig trods forskellige hensigtserklæringer mod det nye Rusland - og fik hjælp hertil gennem Nato.

Siden kom ikke mindst problemerne med Ukraine, og resultatet er blevet at Europa igen er blevet delt og igen har fået en kold krig mellem Øst og Vest. EU er på ingen måde blevet en ægte folkesag. - Og et ægte europæiske fællesskab eksisterer kun som mulighed i det kollektivt ubevidste.

Konklusionen på 25-års dagen for Murens fald bliver derfor den samme som på 20-års dagen for fem år siden: Europa er meget langt fra den fællesskabsånd som kulturtraditionen som sådan giver mulighed for, men som de politiske ledere stort set alle svigter - både i Øst og Vest, fordi de er blevet teknokrater, globalister og universalister. Men man skal dog ikke af den grund tro at fællesskabsåndens kulturtraditionen vil forblive en saga blot for alle tider. Tendensen går nu i 2014 som i tiden efter 1968 mod den principielle historieløshed. Men historien vender altid tilbage, fordi den er forankret i det kollektivt ubevidste, som intellekterne heldigvis ikke kan gøre sig til herre over.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt:

Murens Fald 1989 (9.11.09.)

Nato misbruger Ukraine-konflikten til egne formål  (7.9.14.)
EU er mere splittet end nogensinde  (21.7.14.)
EU's statschefer valgte Juncker og lod hånt om folkets protester  (30.6.14.)
EP-valget en vælgerprotest der ikke kan fortrænges  (27.5.14.)
Politisk status I - Europa  (7.3.14.)