JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - EU-topmødet okt 02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.10.02.

EU på støt kurs mod udvidelse

EU-topmødet 24.-25. Okt. 2002

Til alles overraskelse lykkedes det de 15 nuværende EU-landes regeringschefer på topmødet i Bruxelles at nå til enighed om landbrugspolitikken og grundlaget for de endelige forhandlinger med de 10 ansøgerlande om betingelserne for deres optagelse i EU.

Selvom flere politikere stædigt havde holdt på, at landbrugspolitikken og udvidelsen ikke hang sammen, så var det alligevel den alvorligste knast inden mødet. Deres opfattelse skyldtes mest, at de frygtede, at uenigheden om landbrugspolitikken var så stor, at det simpelthen ikke ville lykkes at nå et kompromis mellem Frankrig og Tyskland inden topmødet i København til december. Tyskland havde forbundsdagsvalg i september, og hverken kansler Schröder eller modkandidaten Edmund Stoiber kunne eller ville på forhånd lægge sig fast på nogen klar politik der kunne risikere at umuliggøre et kompromis med Frankrig.

Men overraskelsen kom kort efter dannelsen af den nye tyske regering under Gerhard Schröder, idet denne på et par seperatmøder med den franske præsident Chirac fik fornyet det i nogen tid skrantende tysk-franske venskab så meget, at et kompromis kunne indgås og udbasuneres kun timer før selve topmødets begyndelse.

Kompromis'et blev med enkelte justeringer vedtaget af hele ministerrådet, og det indebærer, at der lægges loft over udgifterne til landbruget og øvrige udgifter, således at Tyskland ikke kommer til at betale mere end det allerede gør. Det ville være absolut uacceptabelt for landet efter de problemer den nye regering står i, herunder ekstra-regningen fra oversvømmelserne i juli.

Den direkte støtte til ansøgerlandenes landbrug vil blive gradvist ‘indfaset' som det kaldes. Det første år under medlemskabet (2004) får de hvad de hele tiden har fået stillet i udsigt, nemlig 25 % af støtten, andet år 30 %, tredje år 35 % og fjerde år (2007) 40 %. Derefter vil stigningen blive 10 procentpoint indtil støtten i 2013 kommer op på 100 %, altså på niveau med de øvrige lande. Men da den totale støtte fra 2006 til 2013 kun må stige med én procent om året, må støtten til de nye lande nødvendigvis medføre en gradvis reduktion af støtten til de nuværende medlemmer.

Kompromiset skubbede altså den hårdt tiltrængte, nødvendige og længe efterlyste afvikling af landbrugsstøtten ud i en uvis fremtid. Men man tager dog hul på en justering.

Topmødet vedtog desuden, at de endelige forhandlinger med de ti ansøgerlande skal indledes straks og være færdige inden topmødet i København den 12.-13. dec. Ansøgerlandene får garanti for, at deres nuværende økonomiske støtte fra EU ikke falder fra 2003 til 2004, hvor de optages som medlemmer. Og de stilles 171 mia kr. i strukturstøtte fra 2004 til 2006 i udsigt.

Det er ikke fuldtud, hvad landene havde drømt om. De har fra starten - i overgangs-euforiens periode - haft deres forventninger skruet alt for højt op, og på intet tidspunkt taget højde for, at de nuværende EU-lande ikke kunne enes om en kraftig reduktion af den landbrugsstøtte som objektivt set må siges at have været fejlagtig i mange år. Men topmøderesultatet er trods alt hvad ansøgerlandene alt i alt vil kunne acceptere for langt om længe at komme med i EU og således undgå yderligere års usikkerhed. Der forestår endnu nogle hårde forhandlinger om de enkelte landes vilkår, men selvom fx. Polen har måttet konstatere støt stigende skepsis eller endog modstand, især blandt de fattige bønder, så kan der formentlig regnes med ja til medlemskabet hele vejen rundt.

Og det er overordentligt glædeligt, fordi EU nu virkelig fra 2004 vil kunne påstås at være et stort fælleseuropæisk anliggende, blottet for jerntæpper og mure. Endnu vil enkelte lande være uden for fællesskabet, ikke alene Rumænien og Bulgarien, men også øvrige Balkan-lande (bort set fra Slovenien). Det vil have lange udsigter med disse landes medlemskab, men det bør være et erklæret mål at få dem med for således definitivt at komme ud over den uheldige og lidet pyntelige deklassering af disse fattige og uregerlige problemlande.

Tyrkiet bør derimod have at vide, at landet ikke hører hjemme i EU. Det er hverken geografisk, kulturelt, religiøst eller politisk et europæisk land, og det bør derfor ikke gives illusioner om et medlemskab. Det bør som vigtig nabo til Europa have ordentlige associerings- og samarbejdsaftaler, men holdes uden for egentligt medlemskab ligesom de øvrige muslimske lande omkring Middelhavet.

Det danske formandskab skal have anerkendelse for at have løst sin opgave m.h.t. udvidelsen af EU på forbilledlig vis. Men det må nøgternt fastslås, at topmødet i Bruxelles aldrig var blevet en succes uden det gennembrud i landbrugspolitikken som skyldtes møderne mellem kansler Schröder og præsident Chirac.

Som Jernesalt skrev om formandskabets opgaver i begyndelsen af juli, så var der intet grundlag for at mene, at den danske regering ikke skulle være sagligt kvalificeret til at trække i trådene på den rigtige måde, men der var grund til at dæmpe optimismen, fordi alt afhang af Tyskland og Frankrig. Og disse to gamle stormagter har den nuværende danske regering - ganske som den foregående - ikke specielt nære forbindelser til.

Anders Fogh Rasmussen holdt naturligvis møder med begge landes statschefer op til topmødet, og han lagde stort pres på dem på linje med EU og ansøgerlandene iøvrigt, men det var møderne på tomandshånd mellem de to statschefer selv, der skaffede kompromiset i hus. Ingen i EU - Anders Fogh Rasmussen, Romano Prodi eller Günter Verheugen - er i stand til at styre Chirac eller Schröder hen, hvor EU gerne vil have dem. Men heldigvis havde disse en tilstrækkelig stor egeninteresse i at lave et kompromis, der både kunne sikre udvidelsen mod øst til tiden og bestyrke den fransk-tyske alliance, som de Gaulle og Adenauer lagde grunden til, og som senere såvel Giscard d'Estaing/ Helmuth Schmidt og Mitterand/Helmuth Kohl udbyggede. Dette må man i allerhøjeste grad kreditere Schröder og Chirac for.

Alle regner med, at udvidelsen mod øst vil komme på plads i København til december, men dermed er ikke alle problemer løst. Forude venter afstemning om udvidelsen, om en ny traktat og om de danske forbehold. Desuden er Euroens stive stabilitetspagt kommet i søgelyset, den der fratager euro-landene fuld suverænitet over egen finanspolitik. Det har allerede efter et års tid vist sig, at den er uholdbar.

Men ikke mindst den nye EU-forfatning kan blive et stort stridspunkt i de kommende år. Hvor meget vil de store lande komme til at bestemme over de små? Dét er spørgsmålet.

Læs også artiklen om Det danske EU-formandskab: Klik

Til toppen Til forsiden PrintVersion

utils postfix clean