JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - ukraine14a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.9.14.

Nato misbruger Ukraine-konflikten til egne formål

Den nordatlantiske forsvarsorganisation NATO blev oprettet i 1949 som USA's og Vesteuropas svar på truslen fra Sovjetunionen og dette diktaturs lydstater, men mistede egentlig sin opgave, da 'Muren' faldt i 1989 og den kolde krig derefter kunne afblæses på Den Europæiske Sikkerheds og Samarbejdsorganisations konference i Paris samme år. Kort efter blev Warszawapagten opløst og i 1991 brød Sovjetregimet definitivt sammen. Men Nato fortsatte, fordi systemer nu engang er træge - og store organisationer med kæmpemæssige hovedkvarterer og tusindvis af funktionærer naturligvis ikke frivilligt vælger at nedlægge sig selv. Nato fandt på nye opgaver i det fjerne udland, men kunne i det lange løb ikke skjule at der opstod en større og større kløft mellem Europa og USA i opfattelsen hvad der var den afgørende interessesfære i verden. For Europas vedkommende var det selvsagt stadig Rusland, fordi EU-landene og de østeuropæiske lande der kom i EU grænsede op til Rusland og Ruslands hidtidige magtsfære, mens USA's sfære var Asien. Fælles var dog stadig den alvorlige trussel fra det konfliktfyldte Mellemøsten og dets mange ekstremister og terrorister.

Men sjovt nok blev det Ukraine der kom i fokus hos Natos øverste ledelse med den danske generalsekretær Anders Fogh Rasmussen i spidsen. Ukraine havde lige siden uafhængigheden i 1991 været skueplads for den ene magtkamp efter den anden, med såkaldt 'orange revolution' og gentagne udskiftninger af præsident og regering og uendelig megen korruption. Det blev for meget for oppositionen her i foråret - og der var store demonstrationer i Kiev der efterhånden tvang præsidenten væk til fordel for parlamentsformandens overtagelse af den formelle magt. Men landet forblev korrupt, fattigt og funktions-udueligt - og det havde kun optagelse i EU og Nato som håb eller skøn drøm, indtil zar Vladimir Putin behændigt annekterede halvøen Krim, som var gammelt russisk område - og samtidig direkte og indirekte begyndte at støtte de russiske mindretal i Øst-Ukraine som ønskede separation fra Kiev. Alle aggressionshandlinger blev taget meget ilde op af både EU og Nato - og skabte naturligvis også frygt i såvel Polen som de baltiske lande.

De vestlige lande har reageret med alvorlige økonomiske sanktioner mod Rusland, som ud over at genere de vestlige landes egne eksportmuligheder først vil have effekt om mange år når og hvis Putin falder. Men kamphandlingerne i Øst-Ukraine har givet øjeblikkelige, humanitære problemer som parterne hver for sig ønsker at afhjælpe. Pudsigt nok lykkedes det Rusland og Ukraine at indgå en skrøbelig, men dog umiddelbart gavnlig våbenhvile nøjagtigt samtidig med at Nato på sit topmøde i Wales enedes om at opruste organisationen med direkte henblik på mere tilstedeværelse i Polen og de baltiske lande samt Rumænien. USA's præsident Obama var pludseligt blevet indstillet på et tættere samarbejde mellem USA og Europa. Og generalsekretær Anders Fogh Rasmussen kunne lige så pludseligt se en ny kold krig tone frem der gjorde Nato-organisationen helt uundværlig i situationen. Han kunne derfor kun anbefale de enkelte Nato-lande at øge forsvarsbudgetterne som ellers har været støt dalende i mange år. Nato skal om nogle uger have den tidligere norske statsminister Jens Stoltenberg som ny generalsekretær, samtidig med at EU får ny udenrigschef, men Anders Fogh Rasmussen er synligt stolt over inden sin fratræden at have fået organisationen svejset sammen til fornyet sammenhold og fælles, muskelstærk reaktion. Det bekræfter kun at Fogh hverken fatter Putin eller Rusland, men tænker i de kold-krigs-baner han fik nemmet i sin ungdom.

Som tidligere fastslået her på siderne er der dog fortsat nøgterne europæiske statschefer som fx Angela Merkel der er realistiske nok til at fastholde at Ukraines ønsker om tættere tilknytning det frie Vesteuropa ikke kan gå i opfyldelse uden at Rusland accepterer det og kan se sine egne fordele ved arrangementet. Putin er zar for en topstyret og langt fra demokratisk magtstat og ønsker Rusland konsolideret som et decideret imperium. Han er måske ikke helt let at greje, men den tidligere KGB-mand tænker trods alt rationelt og koldsindigt og ikke paranoidt. Putin vil ikke have Ruslands grænser flyttet, men vil heller ikke have EU og Nato udvidet med Ukraine, så Ruslands gamle geopolitiske interessesfære mindskes - uden at Rusland og EU er kommet hinanden nærmere.

Der er derfor - som også Herbert Pundik skriver i Politiken i dag - en rigtig dårlig idé at stille Ukraine medlemskab af Nato-alliancen og EU-fællesskabet i udsigt. Det gennemkorrupte land er slet ikke udviklet tilstrækkeligt til noget sådant - og forholdet til Rusland er heller slet ikke afklaret derhen at det er gørligt uden at forårsage en direkte og yderst farlig krænkelse af Rusland.

EU og USA har brug for Rusland som allieret i kampen mod islamistiske terrorister, og EU burde have forstået at EU's store udvidelse mod Øst efter Murens fald ideelt set kunne og skulle have ført til en realpolitisk inddragelse af Rusland i en form for fællesskab. Europa går kulturelt til Ural - og en fuld forståelse af komplementariteten mellem østlig og vestlig Europa-kultur burde prioriteres langt over en pukken på de juridiske menneskerettigheder som ensidige rationalister og nationalister er så besatte af.

Det er i den nu tilspidsede situation værd at minde om, at afblæsningen af den kolde krig i 1989, der formelt skete under den konservative republikaner Ronald Reagan og den reformvenlige, sovjetkommunistiske Mikhail Gorbatjov, ikke kom i stand gennem ordinært diplomati, men skyldtes en dybt personlig forståelse mellem USA's udenrigsminister George Shultz og Sovjetunionens udenrigsminister Edvard Sjevardnadse. Den fik den hidtidige gensidige mistillid mellem parterne til at fordufte til fordel for en tillid der kunne og ville blive til gavn for begge. Denne solide historiske erfaring betyder at der ikke er ringeste sandsynlighed for at den gensidige mistillid mellem Putin og Obama - eller mellem Putin og EU's ledere - ville kunne afløses af tillid uden en virkelig dybtgående gensidig forståelse mellem nøglepersoner som det vil kræve måneder, ja måske år at opbygge. Forudsætningen er naturligvis at man fra vestlig side ikke vedblivende ser russiske ledere som dæmoner. Det er præcis hvad man gør i dag - og derfor kan situationen kun blive yderligere skærpet.

Anders Fogh Rasmussen må nu siges at slutte sin internationale karriere med det lidet flatterende resultat at han har misbrugt en faktisk krise omkring Ukraine til at fremme Natos kold-krigs-strategi - i stedet for at fremme organisationens evne og vilje til at finde forståelse og fred med den russiske del af Europa - og bruge kræfterne på den virkelige trussel: den islamistiske terrorisme.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: