JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - putin12a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.3.12.

Putin fortsætter som reel zar i Rusland

Det er tyve år siden Sovjetkommunismen brød sammen og over 90 år siden at zar Nikolaj 2. blev afsat og bolsjevikerne greb magten i Rusland ved et kup. I 1991 kuppede den kontroversielle, uregerlige og drikfældige partisekretær Boris Jeltsin sig til magten ved at fyre partiets reformatoriske generalsekretær Mikhail Gorbatjov på gråt papir for åben skærm. Samtidigt forbød han kommunistpartiet, indførte en fri markedsøkonomi og blev sluttelig selv valgt til præsident med stort flertal. Markedsøkonomien kom i realiteten til at betyde kaotiske forhold som ramte den menige russer hårdt, men til gengæld gav de mest brutale og entreprenante magtmennesker rig lejlighed til at skrabe kæmpeformuer til sig lynhurtigt og skabe en særlig klasse af 'ny-rige'. Jeltsin gjorde i 1999 den tro KGB-mand Vladimir Putin til ministerpræsident, og da han selv overraskende trak sig tilbage ved årsskiftet blev Putin i 2000 valgt til ny præsident. Han genoptog med sikker hånd den gamle benhårde centralisering af magten med total afvisning af alle selvstændighedsforsøg fra nationale mindretal (herunder ikke mindst tjetjenernes). Putin blev genvalgt i 2004, men kunne efter de daværende valgregler ikke genopstilles i 2008. Han fik så ophøjet sin håndgangne Dmitrij Medvedev til præsident for den næste fire-års-periode for selv at overtage posten som ministerpræsident med ret til at genopstille i år og kunne blive genvalgt yderligere to gange. Og i søndags blev Putin så valgt til præsident med 64 % af stemmerne bag sig. Nr. 2 fik kun knap 18 %. Posten overtages den 7. maj.

Det var en rørt Vladimir Putin der erklærede sig som sejrherre ved et valg han selv betegnede som "åbent og ærligt", mens oppositionen stempler det som svindel - og internationale observatører forsigtigt kalder det "frit, men unfair". Friheden består i at der var flere opstillede kandidater (fem ialt), og at vælgerne der mødte frem på valgstederne kunne sætte deres kryds hvor de ville. Det unfair ligger i at flere fremtrædende oppositionspolitikere ikke fik lov at stille op, at ikke alle opstillede kandidater havde lige adgang til medierne, og at der var decideret svindel med stemmesedlerne og optællingen. Bl.a. skal mange af Putins sikre vælgere være blevet betalt for at afgive stemmer flere gange. Derfor kan man visse steder komme op på en stemmeprocent over 100!

De store uregelmæssigheder og ulovligheder har naturligvis fremkaldt stor vrede hos alle oppositionspartierne og også mange store demonstrationer efter valget. Det vil ikke ændre noget som helst umiddelbart, men er et usvigeligt tegn på at forholdene i Rusland er ved at ændre sig på længere sigt. Putin står først og fremmest for økonomisk vækst og politisk stabilitet - og dette er altid noget der tæller hos folk der frygter kaos mere end noget andet - men egentlige reformer af systemet med bedre muligheder for oppositionen og dermed den demokratiske udvikling har lange udsigter. Dog er det en godt tegn at den afgående præsident Medvedev ser ud til at takke af med løsladelse af et større antal politiske fanger.

Det er derfor alt i alt meget rammende når Politikens erfarne Ruslands-ekspert Vibeke Sperling i sin leder betegner valget af Putin som det bedste for landet i den nuværende situation, "fordi det givet er det bedste for at fremme den desillusioneringsproces som de seneeste månederes demonstrationer har vist er i gang blandt russerne". Den proces der hentydes til er desillusioneringen efter alle de uindfriede løfter om reformer. Putin forbliver herskeren, så længe det regime han har skabt er intakt. Dette har fire år med den mere sympatiske Medvedev ikke rokket ved. Men en seriøs fornyelsesproces er kommet i gang udenom.

At få den rene halvautoritære vare tilbage i Kreml er det bedste for modningen af et alternativ til Putins personificerede magtudøvelse, påpeger Sperling. Russerne er ved at gøre op med forestillingen om at der ikke er noget alternativ til Putin. Og det er der selvfølgeligt. Men de stærkeste oppositionspolitikere bliver myrdet, sendt i eksil eller forment adgang til det statskontrollerede fjernsyn. Kun fire kandidater fik lov til at stille op mod Putin i søndags - og dem betegner Sperling som politiske klovne. Dem har Putin ingen problemer med at slå - især ikke når hans magtbase iøvrigt er korrupte og løgnagtige folk.

Det er med andre ord en billig baggrund at vinde et valg på, og derfor betegner Vibeke Sperling Putin som både vinder og taber. Han har nemlig aldrig været i så svær en position som nu, hvor russerne er i færd med at blive borgere i stedet for undersåtter. En helt central konstatering i dag.

Rusland har aldrig været et ægte demokrati med frie borgere. Der var fra det første store oprør mod zaren i 1905 og til bolsjevikernes magtovertagelse i 1917 et rådgivende parlament, 'dumaen', men det var fortsat zaren der udnævnte regeringen, og selvom der fulgte nogle borgerlige og politiske rettigheder, og selvom fagforeninger og politiske partier blev tilladte, så kom en afgørende ændring ikke, fordi zaren aldrig fattede situationens alvor og befolkningens ønsker og krav. Der blev dog i 1907 iværksat en agrarreform med det erklærede mål at fremelske en selvbevidst og stærk bondestand. Men 1. verdenskrig ødelagde meget, og siden blev som bekendt alle fremskridt for bønderne standset brat og brutalt med Stalins tvangskollektivisering i slutningen af 1920'erne der ramte alle de genstridige bønder (kulakkerne), der havde forstand på at drive landbrug, men som blev deporterede hvis de modsatte sig parolerne fra oven.

Proletariatets diktatur blev et skånselsløst elitært styre der endte med et etpartisystem og Stalins enmandsdiktatur. Arbejderklassen blev aldrig frigjort til ægte demokratisk medansvar - og en borgerlig middelstand der kunne få økonomisk vækst til at gå hånd i hånd med demokratisk og fri kulturel udvikling fandtes ikke og kom aldrig til.

I dag - tyve efter sovjetkommunismens sammenbrud - er der vitterligt en middelklasse som der også er i de arabiske lande hvor et politisk forår i disse år er i udbrud. Denne middelklasse har økonomisk fremgang, og dens børn får en god uddannelse. Men den føler fremtiden usikker, og den er politisk svag, fordi den er uden samlende ledelse. Det er dog i sig selv bemærkelsesværdigt - som en russisk politolog udtrykker det - at russerne er begyndt at tænke på fremtiden, dvs tænke mere end fjorten dage frem. Det gjorde kun de færreste da Putin kom til i 2000. Men det har ændret sig i 2006-08 da levestandarden begyndte at stige mærkbart. Det er dog fortsat sådan at hele 60 % af de voksne russere fortsat kun ser et par uger frem. De kan forelske sig og få børn som de vil. Men det store flertal må tage de job markedet tilbyder og blive i den lejlighed de har fra sovjettiden. Og det er ikke tilfredsstillende.

Når man kan tale om en ny russisk middelklasse er den ikke helt sammenlignelig med middelklassen i Skandinavien. Men den har en ret god uddannelse, en del er selvstændige erhvervsdrivende, mange har en lederstilling og er vant til at tage beslutninger. Og denne gruppe ønsker derfor at blive respekteret af landets politiske ledere, men de bliver det hverken af Putin eller Medvedev, der bl.a. ikke gør op med korruption og bestikkelse i systemet. Det er følgelig middelklassen der nu gør oprør - ikke de fattigste eller de rigeste.

Det er efter min mening meget væsentligt at holde fast i dette, uanset om vi taler om Rusland eller de arabiske lande, eller for den sags skyld Kina. Der kræves altid en stærk og bevidst middelklasse til at lede udviklingen i en retning der kan forene økonomisk vækst med fundamental civil orden, sekularisering og demokratisering - og om muligt også en stigende hensyntagen til en miljømæssig bæredygtighed. Og dette er slet ikke så selvfølgeligt som det lyder. Det ses bl.a. af den økonomiske krise inden for EU, integrationsproblemerne inden for de vestlige lande og det stigende problem med fortsat finansiering af det ønskede velfærdssamfund når der bliver for mange i den erhvervsdygtige alder der skal forsørges af det offentlige.

Luksusproblemer i forhold til de fattige landes problemer med overhovedet at få gang i reformer, vækst og demokratisering vil mange måske hævde. Men fundamentalproblemer her hvor vi er ovre de gammeldags fattigdoms- og klasseproblemer.

Denne udvidede problematik skal belyses i et par artikler om det danske middelklassesamfund, som en dansk sociolog har forsøgt at latterliggøre som en småborgerlig parcelhusmaterialisme - uden overhovedet at forstå hvor afgørende borgerlige værdier er for demokratiets udvikling.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Mordet på Boris Nemtzov bekræfter at Putins regime er låst fast  (5.3.15.)
Putin fortsætter som reel zar i Rusland  (6.3.12.)
Murens Fald 1989  (9.11.09.)
Georgien mellem Rusland og Vesten anno 2008  (4.8.09.)
Georgien, Rusland og Vesten  (14.8.08.)
Putins grovheder i Zakejev-sagen
Arrestationen af tjetjeneren  (31.10.02.)
Terror på Bali og i Moskva  (Terrorismen - 27.10.02)
11. september  (Terrorismen - 11.9.02.)
Terrorangrebet der sætter skel  (Terrorismen - 2.6.02.)

Status over året 2011  (1.1.12.)
Politisk bedrageri at trumfe tilslutning til Europagten igennem uden folkeafstemning  (19.12.11.)
EU splittes i to - uden at gældskrisen og vækstproblemet løses  (10.12.11.)
Økonomiens store elendighed i Europa er virkelig tragisk  (17.11.11.)

Marxisme, modernitet og uforudsigelighed   (20.10.04.) om Hans-Jørgen Schanz' filosofi
Stalinismens fascination  (Sund fornuft - 10.3.03.)
Intellektualismens dilemma  (Sund fornuft 6.3.03.) om valget mellem fanatisme og sund fornuft.
Sund fornuft
Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)
Frihed og bevidsthed
Liberalisme og socialisme som komplementære modsætninger
Fra tryghed til frihed  (afsnit af serien om livskvalitet).
Frihed, kreativitet, stress og livskvalitet  (14.10.05)

Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet