JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - putin15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.3.15.

Mordet på Boris Nemtzov bekræfter at Putins regime er låst fast

Den 55-årige oppositionspolitiker Boris Nemtsov blev sent fredag aften den 27.2. likvideret på klods hold da han sammen med sin 23-årige kæreste spadserede hjem fra en restaurant over Bolsjov-Moskvoretskj-broen, kun få hundrede meter fra Kreml. Broen er ligesom Den røde Plads normalt tæt overvåget af kameraer, men fra mordet kendes kun en privat, ret utydelig videooptagelse som viser at en sneplov kørte op forbi parret; en mand løb tilbage mod Nemtzov og dræbte ham med fire skud, hvorefter han blev taget op af en forbikørende bil. Mordet fandt sted dagen før en længe planlagt demonstration mod Putin som var blevet henvist til et helt andet sted i hovedstaden. Men i stedet blev der nu søndag gennemført en storstilet sørgemarch over broen forbi selve mordstedet hvor der blev lagt tusindvis af blomster. Og marchen skønnes at have haft omkring 55.000 deltagere. Mange deltog også tirsdag i selve begravelsen.

Det var et så chokerende mord at Putin og hans regering har lovet det fuldt opklaret og udlovet en dusør på 300.000 kr. for oplysninger der kan føre til opklaringen. Putin har ikke haft andet valg, når han vil stå for lov og orden i sit land - og man kan sagtens forestille sig at systemet finder frem til den person der affyrede de dræbende skud og får ham dømt, men ingen tror på at bagmændene bliver fundet eller retsforfulgt. Dertil er der for mange fortilfælde af uopklarede mordsager på oppositionsfolk inden for de sidste 12 år. Og derfor er der allerede nu en lang række gisninger og teorier, som blot vil blive stående som sådanne - uden at usikkerheden for oppositionspolitikere bliver mindre. Den mest nærliggende er selvfølgelig at prorussiske separatister fra Ukraine står bag mordet, og det er meget usandsynligt at Putin skulle være indblandet. Men der er iøvrigt ingen grænser for teorier.

Boris Nemtsov, der er ingeniør og atomfysiker af uddannelse, var sammen med den verdensberømte skakmester Garry Kasparov leder af oppositionsbevægelsen Solidaritet, og han var en stærk og karismatisk skikkelse, som faktisk har haft en fortid som både guvernør i Nisjnij Novgorod fra 1991 og energiminister og viceministerpræsident efter 1997 under Boris Jeltsin. Han var endda på tale som dennes efterfølger, men ville ikke være med til at give Jeltsins inderkreds immunitet for korruptionsanklager. Jeltsin greb magten i 1991, afsatte med et pennestrøg egenhændigt Mikhail Gorbatjov og opløste kommunistpartiet, men blev efterhånden blev mere og mere utilregnelig og fordrukken, så Nemtsovs skudsmål over ham lød: "Den korrupte Jeltsin vandt over den demokratiske".

Nemtsov oplevede det som sælsomt at han i nogen tid var en del af magtens top, men alligevel magtesløs ikke mindst i noget for ham selv så centralt som korruptionsbekæmpelsen. Men han følte den samme magtesløshed i oppositionen. Han var med til at vælge Putin som præsident i 2000, men ikke i 2003. Han giver Putin hovedansvaret for at der i Rusland blev skabt et klima af had og terror imod alle kritikere. Nemtsov støttede varmt 'Den Orange Revolution' i Ukraine og blev sågar økonomisk rådgiver for den Viktor Justjenko som var en af denne revolutions helte. Og han støttede varmt det nye oprør i Ukraine imod den russisk-orienterede Janukovitj for et års tid siden. I samme ånd vendte han sig imod Ruslands annektering af Krim og hele militære støtte til separatisternes løsrivelseskrig i det østlige Ukraine.

Nemtsov tordnede mod Ruslands aggressioner, som han kaldte dramatiske bidrag til ødelæggelse af Rusland, både moralsk og økonomisk. Og i sidste uge udsendte han på tweet appel til Ruslands splittede opposition om at møde frem til antikrigsmarchen søndag. Ordene var enkle: "Hvis du støtter et stop for Ruslands krig med Ukraine, og hvis du ønsker at standse Putins aggression, så kom til forårsmarch 1. marts i Marjino."

Mordet på Nemtsov ændrede demonstrationen fra en mindre ubetydelig manifestation med muligvis et par tusinde tilhængere til en kæmpemæssig sørgemarch der foregik stille og værdigt og på ingen måde kan overses af magthaverne. Den viste netop hvor stor modstanden mod Putin er. Oppositionen får uden tvivl vind i sejlene den kommende tid, men ulykken er at det ikke for alvor rokker Putin eller hans zar-agtige enevælde. Enhver oppositionspolitiker eller -journalist er i fare for at gå ind i rækken af myrdede dissidenter som Sergej Jusjenkov, Juris Sjtjekotjikhin, Paul Klebnikov, Alesakndr Litvinenko, Anna Politkovskaja og Natalja Estomirova. Og de vil alle være nægtet adgang til de statslige medier. Folk kan i dag godt følge med i hvad der foregår i landet via udenlandske medier, men Putin sidder fast i sadlen - og er omgivet af folk der beskytter ham mod åben debat og i stedet meler deres egen kage. Og man skal heller ikke glemme, at han stadig har bred opbakning i befolkningen fordi han identificeres med ro og orden. Mange russere har heller ikke noget mod annekteringen af Krim eller udskillelsen af dele af Ukraine, og de er næppe heller blinde for Putins handelsmuligheder i Kina og Indien.

Formelt er der en slags våbenhvile mellem Ukraine og de russiske separatister, og den kom i stand ved forhandlinger mellem Putin, Ukraines præsident Porosjenko, Frankrigs Hollande og Tysklands kansler Merkel, men separatisterne var ikke med og Putin forhandlede ikke på deres vegne. Han havde dog held til at få dem til at acceptere en hurtig våbenhvile-dato, som de imidlertid ikke overholdt, da de lige skulle have erobret nogle områder først. Porosjenko erkender den ukrainske hærs nederlag i dette spil. Og slutresultatet af krigen og forhandlingnerne bliver sandsynligvis at Ukraine bliver delt, omend den atonome østlige del formelt forbliver inden for den ukrainske stats rammer.

EU opretholder de sanktioner der virkelig kan mærkes på den russiske økonomi, men også på EU-landenes egen økonomi. Og de kan ikke ryste Putin. Man kan true med yderligere stramninger, men vil kun afskære sig fra enhver pragmatisk forhandlingsløsning, hvis man effektuerer dem. USA ville hellere end gerne støtte Ukraine med våben, men også det vil kun forhindre mulige løsninger, uden at redde Ukraine. Nato forsøger også at lægge pres på Rusland, men uden held. Natos strategi og propaganda har hele tiden været en torn i øjet på russerne. Natos store fejl har lige fra Sovjetunionens kollaps og den kolde krigs afslutning været at bygge videre på den gamle inddæmning af Rusland og tilbyde tidligere østlande et medlemsskab. Det gav mening når det gjaldt de baltiske lande, Polen og Slovakiet, og blev derfor også nødtvungent accepteret af Rusland. Men at stille Ukraine et medlemsskab i udsigt var et indgreb i russisk opfattelse og afgrænsning af Ruslands geopolitiske magtsfære. Men ikke mange i Vesten forstår overhovedet en smule af den gamle russiske nationalisme. Og allerede derfor kan man ikke komme nogen vegne med en mand som Putin.

Det turde være ganske karakteristisk for forholdet mellem Rusland og Vesten at ingen af Vestens ledere siden kansler Gerhard Schröder (1998-2005) har været på fortrolig fod med Putin, heller ikke kansler Merkel som ellers kan russisk. Sidst Merkel og Hollande forhandlede med ham, sad de i en stor sal i Hvideruslands hovedstad Kijev omkring et kæmpemæssigt bord. Ingen af dem snakkede med Putin under fire øjne. Ingen af dem synes at have en smule begreb om hvad der foregår i Putin eller nogen som helst tro på at det overhovedet skulle være muligt at opbygge et tillidsforhold til ham. Forhandlingerne mindede temmeligt meget om møderne mellem vestmagterne og en iskold Stalin omkring 2. verdenskrigs afslutning. Man enedes dengang om en række praktiske ting der nødvendigvis skulle ordnes hurtigt, ja man delte i den forbindelse også Europa mellem sig i en østzone og en vestzone, der var fatal for de baltiske land, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og det østlige Tyskland, og som kom til at præge hele efterkrigstiden med den ulyksalige kolde krig. Og disse lande blev ikke spurgt.

Men da den kolde krig endelig blev brudt, skyldtes det ikke blot så vigtige ting som Sovjetunionens økonomiske og politiske stagnation gennem mange år, eller den stigende uro i Øst-Tyskland og Tjekkoslovakiet, eller Polens brede og systematiske modstand mod det frihedsknægtende system, men også det faktum at den sovjetiske udenrigsminister Eduard Sjevarnadze og den amerikanske udenrigsminister George Shultz over en længere periode havde haft en dybtgående personlig dialog som førte til afgørende gensidig tillid mellem dem. Det førte videre til tøbruddet mellem Gorbatjov og Ronald Reagan og deres møde på Island i oktober 1986. Og det var disse to der i 1990 fik Nobels fredspris for den kolde krigs afslutning, men det var Sjevardnadze og Shultz der burde have haft den. For det er altid opnåelsen af den personlige tillid der er forudsætningen for overvindelse af dybe modsætninger. - Dette ses også hvor den totalt glipper, som i forholdet mellem præsident Obama og ministerpræsident Netanyahu, eller hvor den slet ikke muliggøres, som i forhandlingerne mellem Iran og USA m.fl. om atomkraften, hvor der ikke forhandles direkte med Irans egentlige magthavere: præstestyret.

Idag ser ingen ud til at nære ringeste håb om at komme i personlig dialog med den tysktalende Putin. Ingen forstår tilsyneladende den russiske nationalisme eller Putins inderste tanker og hele rationale. Ingen prøver på det. Tværtimod boykotter såvel USA's præsident Obama som EU-rådets præsident Tusk totalt zaren i Kreml. Og dog kommer denne med udtalelser der kunne gribes i farten og give anledning til personlig drøftelse, hvis man ville.

Således oplyste flere medier i går 4.3. at den russiske præsident med henvisning til det "skamløse" mord på oppositionspolitikeren Boris Nemtsov har udtalt: "Vi bør en gang for alle skåne Rusland for tragedier som den vi har set for nylig"; og han tilføjede: "Vi har virkelig brug for et afgørende gennembrud i sagen", idet han samtidigt understregede, at man skal sætte særligt fokus på såkaldte højprofil-forbrydelser "inklusiv dem med politiske undertoner".

Kommentatorer har ifølge de samme medier naturligvis peget på, at Putin selv har været med til at oppiske en hadsk stemning i forbindelse med krigen i Ukraine. Det ikke er muligt for russerne at kritisere den russiske ageren i området uden at blive udråbt til forræder. Efter annekteringen af den ukrainske halvø Krim for et år siden stemplede Putin udtrykkeligt sine kritikere som "femte kolonne" og "nationalforrædere". Men det er også værd at huske at da han i december sidste år af en journalist blev spurgt om, hvorvidt denne sprogbrug var med til at skabe farlige splittelser i samfundet, lød svaret: "Den linje, som adskiller oppositionsaktivister fra interne fjender, kan være svær at se udefra." - "Hvad er forskellen?" - "Oppositionsaktivister kan være meget barske i deres kritik, men i sidste ende forsvarer de fædrelandets interesser. Den femte kolonne er dem, der tjener andre landes interesser, og som kun er redskaber for andres politiske mål."

Situationen er speget - og Putin er speget.

Men hvorom alting er: Den myrdede oppositionspolitiker Boris Nemtsov hørte til de aktivister der forsvarer det russiske fædrelands interesser, mens hans mordere i virkeligheden hører til dem der har andre interesser, ikke nødvendigvis udenlandske, men dybest set fædrelandsstridende. Vladimir Putin har med sine udtalelser i det mindste tilkendegivet at han kan sondre mellem flere slags aktivisme, og at han har en vis bekymring for det skamløse mord på Nemtsov, og det burde føre til forsøg på dialog med manden - inden situationen bliver endnu værre.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: