JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - georgien08a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.8.08.

Georgien, Rusland og Vesten

Overskrifterne i vestlige aviser den sidste uges tid har ikke været til at tage fejl af, heller ikke dem i den meget livlige avis Politiken på Rådhuspladsen.

Fredag den 8. august var hele forsiden fyldt af hvide kinesiske tegn på rød baggrund. Avisen genoptrykte i anledning af åbningen af olympiaden 2008 i Beijing en gammel plakat med de eviggyldige ord fra FN's 'Verdenserklæring om Menneskerettigheder' fra 1948: "Alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og rettigheder."

10/8: Frygt for blodbad i Kaukasus.
samme dag (georgisk kvinde:) Jeg så lig i gaderne.

11/8: Georgien hejser det hvide flag. - Rusland sætter Vesten på plads.

12/8: Ny front åbnet i Georgien (nemlig i Abkhasien).
- (Georgiens præsident Saakasjvili:) Den russiske invasion af vort land var meget velplanlagt.

13/8: Hadet til Rusland vokser i Tbilisi.

14/8: Russiske styrker spredte rædsel.
- Bush udfordrer Rusland - men EU mægler.
- USA kom med modstridende meldinger - og så blev der krig.
- Krigen gør russerne stolte.

Som man ser: lutter negative meldinger om Ruslands adfærd, og det er altsammen blevet bakket op af klare fordømmelser fra præsident Bush, statsminister Anders Fogh Rasmussen, Polen og de baltiske lande samt EU og Nato. Undtagelserne er den franske præsident Sarkozy og Italiens premierminister Berlusconi. Man skal ned i de uddybende artikler for at finde de nuancer i beretningerne og vurderingerne der gør handlingsforløbet nogenlunde begribeligt - på trods af den åbenlyse russiske antastelse af Georgiens suverænitet og de lige så åbenlyse russiske overgreb på civilbefolkningen.

Storbritanniens udenrigsminister David Miliband var på EU's udenrigsminister møde ikke sen til at opremse de banale principper for en fredelig løsning af konflikten: respekt for indgåede aftaler og våbenhviler og respekt for landenes suverænitet og autonomi samt menneskerettighederne. Og EU forsøger da også at mægle ud fra disse principper. Sarkozy har forlængst været i Moskva for at få russerne til at indstille kamphandlingerne. Han enedes om en sekspunkts plan med den russiske præsident Medvedev, men Georgiens præsident deltog ikke i mødet og har ikke accepteret nogen plan. Medvedev benyttede desuden lejligheden til at give Georgien skylden for hele miseren. Han kaldte Georgiens præsident for en galning og tilføjede: "Galninge adskiller sig jo fra andre mennesker ved at det er svært at standse dem, når de lugter blod. Og den georgiske præsidents påstande om at han har overholdt våbenhvile i to dage er løgn. Georgiens styrker er blevet ved med at skyde på vores fredsbevarende tropper." Principper står med andre ord over for massiv militær indsats. Og påstand står mod påstand. Det eneste sikre er som altid i krigstilfælde at civilbefolkningen lider.

Når der imidlertid er grund til at holde lidt igen med ensidig kritik af den russiske fremfærd, skyldes det visse kendsgerninger, herunder først og fremmest det forhold at den georgiske præsident Saakasjvili totalt har overhørt den amerikanske udenrigsminister Condoleeza Rice's klare advarsel til ham under en privat middag den 9. juli mod at indlede en militær konfrontation med Rusland. Hun skal ifølge en af sine medarbejdere utvetydigt have gjort Saakasjvili klart at han måtte forpligte sig til ikke at bruge magt i løsningen af konflikten med Rusland om Sydossetien. Samtidigt erklærede hun offentligt på et pressemøde i Tblisi, at Georgien havde USA's uforbeholdne støtte. Og disse to erklæringer angives nu at være selvmodsigende og have forledt Saakasjvili til at lukke ørerne for den første erklæring - på trods af at det amerikanske udenrigsministerium helt frem til 7. august blev ved med at advare Saakasjvili. Man må have lov at stille spørgsmålet om udenrigsminister Rice's udmeldinger overhovedet var modstridende og misforståelige. Og svaret er nej. For den officielle melding var en besked til Rusland om at respektere Georgiens suverænitet, mens den fortrolige besked til Saakasjvili var en absolut utvetydig advarsel mod at indlade sig på eventyr.

Faktum er derfor at den georgiske præsident har været en ansvarløs gambler, og beviset på hans totalt manglende dømmekraft kunne danske tv-seere med egne øjne se på skærmen få dage inde i forløbet, da TV2's fortræffelige reporter på stedet, Uffe Drewsen, fik lejlighed til at stille Saakasjvili det direkte spørgsmål om han ikke havde gamblet, og modtog det ophidsede svar: at det kun var en idiot der kunne stille et sådant spørgsmål. For aggressoren var Rusland.

Om Saakasjvili ligefrem er en galning og en krigsforbryder som hhv. den russiske præsident og Ruslands Nato-ambassadør har postuleret, får stå hen, fordi udtrykkene under alle omstændigheder er for unuancerede - beregnede som de er på krigens propaganda. Men manden er ikke en nøgtern bedømmer af sin egen og sit lands situation, når han kan bilde sig selv ind at et lille land som Georgien kan tillade sig at provokere den store russiske bjørn der for længst er kommet sig oven på Sovjetunionens sammenbrud i 1991 og i dag igen kan føre iskold udenrigs- og sikkerhedspolitik. Saakasjvili huskes også fra sit Danmarksbesøg i juni, hvor han i DR2' Deadline i rivende talestrøm forsøgte at overbevise Kurt Strand og os andre om at hans antirussiske udenrigspolitik var den rette. Saakasjvili efterlod indtrykket af at være en stor oratorisk begavelse, ja, nærmest en demagog, men sådanne kan nu engang være farlige - ikke mindst som ledere af små stater der gør klogest i at fare med lempe over for store naboer og acceptere komplicerede etniske og politiske problemer for grænseregioner.

Og her kommer så den anden afgørende kendsgerning ind i billedet: Georgiens ønske om medlemsskab af såvel Nato som EU vækker ikke alene dyb modstand i et Moskva som efterhånden har fået nok af ydmygelser siden 1991 og i dag er stærkt nok til at sige fra, men forrykker også en geopolitisk balance i hele regionen som dybest ikke kan være i Europas interesse, selvom både EU og Nato med USA i ryggen presser på for at forstyrre den. At Polen, Tjekkiet og Slovakiet samt de baltiske lande er blevet rykket ud af det kvælende russiske favntag efter 1991 har sin gode begrundelse i disse landes selvfølgelige tilknytning til Centraleuropa forud for overgrebene fra Nazitysklands og Sovjetruslands side i tredverne og fyrrerne. Men Kaukasus såvel som Ukraine og Hviderusland har helt andre historiske forudsætninger - og selvom deres ønsker om større tilknytning til den vestlige lande skal imødekommes, bør det ikke ske uden hensyn til Ruslands interesser.

Her har både EU og Nato været både alt for ensidigt målrettede og alt for hurtige i vendingen, og det har dels resulteret i for store forhåbninger og illusioner hos de berørte allierede, dels i dårligere og dårligere relationer mellem Rusland og de vestlige lande. De sidstnævnte har ikke været i stand til at opbygge en virkelig tillid mellem sig og de russiske magthavere. Man har tværtimod fra vestlig side i høj grad spillet på usikkerheden og svagheden i Rusland efter de noget kaotiske år under Boris Jeltsin. Man har ikke i tilstrækkelig grad taget højde for at Rusland med først Putin og nu Medveved/Putin ved roret har skabt både stabilitet og økonomisk vækst og opbygget solid militær formåen og gode militære alliancer.

Det er på ingen måde tilfældigt at den tidligere sovjetleder og senere modtager af Nobels Fredspris Mikhail Gobatjov forleden i 'Der Spiegel' understregede at Rusland måtte reagere. Han finder begivenhederne natten til den 7. august ubegribelige, men er ikke i tvivl om at det Rusland måtte reagere imod var det georgiske militærs raketbeskydning af den sydossetiske hovedstad Tchinwali med det formål at ødelæge området. Og han minder om at kilden til tragedien skal findes i de georgiske separatisters beslutning i 1991 om at sætte Sydossetiens autonomi ud af kraft. Det var i realiteten en tidsindstillet bombe for Georgien, påpeger han. Men indtil 7. august var der stadig mulighed for en politisk løsning.

Denne eksisterer takket være præsident Saakasjvili hasardspil ikke længere. En nøgtern bedømmer som chefen for Forsvarskademiets Institut for Strategi, Ole Kværnø, sagde ligeud i et indslag i DR2's Deadline i tirsdags at Georgien for lange tider har mistet muligheden for at ændre nogetsomhelst i regionen. Det eneste Rusland nu skal gøre for at bevare status quo i området og hævde sin nye stormagtsrolle er at standse fjendtlighederne.

Rusland har med andre ord vundet slaget - og kan tillade sig at se stort på at Georgiens præsident hedder Saakasjvili og er en utilregnelig herre, for de vil ikke og behøver ikke forhandle med ham. Rusland anerkender fortsat Georgiens suverænitet og ret til at vælge sin præsident som borgerne vil. Og Rusland er også i forhandlingerne med Sarkozy gået med til at trække sig tilbage til stillingerne før 9.8., at tillade international nødhjælp til de ødelagte områder og at acceptere international debat om sikkerheden for Sydossetien og Abkhasien.

EU og Nato kan hverken gøre fra eller til. Og USA har ikke haft gavn af at have en georgisk præsident der er uddannet i USA, har været støttet af USA og været USA's bedste allierede i regionen. Det har kun givet bagslag fordi manden har været en gambler der ikke har kunnet holde hovedet koldt.

Geopolitisk vil EU og Nato stå sig bedst ved i de kommende år at lade være med at rokke ved magtbalancen i russernes oplagte magtsfære - og i stedet koncentrere sig om at udbygge fornuftige økonomiske og politiske relationer til både Rusland og Ruslands nabostater. EU og Nato bør desuden ikke glemme de dårlige erfaringer fra Kosovo. Det er ikke fornuftigt at bygge udenrigs- og sikkerhedspolitik på humanistiske idealer om etniske gruppers ret til få deres egne selvstændige stater.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Georgien mellem Rusland og Vesten anno 2008 (4.8.09.)