JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - krig2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.10.14.

Krig er ikke et uforståeligt fænomen

Danmark er gået aktivt ind i den af USA ledede koalition til bekæmpelse af terrorbevægelsen 'Islamisk Stat' der truer Syrien og Irak samt kurdernes landområder med forfølgelse og annektering af land. 'Islamisk Stat' er ikke en stat i folkeretlig forstand, men en islamistisk bevægelse der med alle terrorens og undertrykkelses midler tilstræber over store områder på grænserne mellem Syrien, Irak og Tyrkiet at danne et kalifat, dvs et absolut enevældigt herredømme på sharialovens grund.

'Islamisk Stat' er en frygtet bevægelse fordi den fører sig frem med guerillakrig, snigmord, systematik voldtægt af kvinder og brutale henrettelser (der optages på video og sendes rundt på de sociale medier). Den adskiller sig fra andre terrorbevægelser (herunder al Qaeda) ved ikke blot at føre asymmetrisk krig (krig der ikke har klare fronter), men kæmper målrettet for erobring af landområder, herunder fx en syrisk by som Kobane. Dette gør det muligt for koalitionen af vestlige og mellemøstlige lande at bombe deres stillinger med ganske betydelig succes. Men bombningerne fører ikke i sig selv kampen til ende.

Men når en koalition bruger bomber mod en fjende, er der vel tale om krig?

Det er der mange der mener, naturligvis især på venstrefløjen der betragter brug af våben såvel som krig som ond pr. definition. Venstrefløjen har det som højrefløjen med at foretrække enkle begreber og definitioner - ja, de er faktisk begge to ude af stand til at tænke i komplekse begreber og usikre definitioner. De er derfor også ude af stand til at forstå, at krig folkeretligt eller juridisk set er en væbnet kamp mellem stater, og følgelig ikke en betegnelse der kan bruges i tilfælde af statsmagters kamp mod terrorbevægelser der ikke besidder velafgrænsede og anerkendte landområder. Det er således typisk for modstandere på Venstrefløjen, at man foreslår forsvarsministeret døbt om til krigsministeriet. Det hed det danske ministerium for hær og landforsvar faktisk fra 1848 helt til 1950! Men betegnelsen forsvarsministerium fortæller det afgørende at man ikke fører offensiv krig.

Derfor understreger den danske regering også gang på gang at Danmark ikke er i krig med 'Islamisk Stat', men derimod fører militær kamp mod en terrorbevægelse.

Diskussionen er på en måde meningsløs, fordi den er umulig at føre på fornuftig måde, når parterne ikke kan blive enige om grundliggende definitioner. Men den føres nu engang, fordi mange mennesker her i landet og i den øvrige vestlige verden ikke har kunnet eller villet vænne sig til at store dele af Vesten siden 2001 fører aktivistisk udenrigspolitik med aktiv forsvarspolitik, når de finder at situationen kræver det.

1864-krigen spiller ind på holdningerne, fordi nederlaget i denne krig var smerteligt for Danmark - ikke mindst fordi man måtte afgive Sønderjylland (landsdelen mellem Kongeåen og Flensborg fjord/Rudbøl), og først fik det tilbage efter 1. verdenskrig som følge af Tysklands nederlag til Frankrig og England. Danmark blev det man nedsættende kalder en 'lilleputstat', der måtte vinde indad hvad udad tabtes. Der kom der faktisk meget godt ud af, men Danmark blev en fredselskende nation, der ikke ville eller turde bruge våben og derfor forholdt sig neutralt under både 1. og 2. verdenskrig. Den radikale og pacifistiske P. Munch styrede den neutrale udenrigspolitik i største enighed med den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning. Det problematiske viste sig i fuld styrke under den tyske besættelse af Danmark 1940-45. Regering og folketing valgte af nød samarbejdspolitikken i forhold til Nazityskland. Og da Vilhelm Buhl tog over som statsminister i 1942, undsagde han blankt den voksende danske modstandsbevægelse og kaldte bl.a. sabotage for en forbrydelse. Vendingen kom først da det selvbestaltede Frihedsråd slog igennem med sine klare modstandsparoler under Folkestrejken i 1944. Aktiv indsats mod en terroristisk besættelsesmagt blev accepteret af det store flertal.

Danmark kom med i Atlantpagten i 1949 (senere omdannet til Nato), og deltog i den kolde krig med alle dens udfordringer. Men væbnet kamp blev aldrig nødvendig. Først da truslen fra al-Qaeda og Taliban blev for stor i Afghanistan og USA blev angrebet af terrorister 11.9. 2001, valgte den danske regering under statsminister Anders Fogh Rasmussen på ny en aktivistisk udenrigs- og forsvarspolitik. Og i marts 2003 gik man med i den af USA ledede invasion af Irak. Beslutningen havde i begyndelsen tilslutning fra flertallet i befolkningen, men krigene blev som bekendt ført alt andet end heldigt og effektivt, så tilslutningen gik efterhånden fløjten, og mange beskyldte regeringen for at have løjet om begrundelsen for at gå i krig. - Jf. Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg (6.10.08.). - I 2011 gik Danmark også aktivt med i krigen mod Gadaffis Libyen.

På den baggrund er det bemærkelsesværdigt at der her i 2014 er meget bred tilslutning til den danske aktivisme i forhold til 'Islamisk Stat'. Men det forhindrer selvfølgelig ikke modstanderne i at køre frem med deres pacifistiske grundsynspunkter.

Derfor er det nødvendigt endnu engang at forklare hvorfor krig kan være nødvendig og retfærdig.

For det første må det slås fast som en ubestridelig kendsgerning, at det blandt alle biologiens væsener kun er mennesket der kan være ondt, for dyrene følger jo kun deres natur eller instinkt for at skaffe sig føde til overlevelse - og det kan man dårligt kalde ondt. Mennesket derimod er kendetegnet ved gennem sine viljeshandlinger i hvert fald delvist at kunne gå ud over sin natur og sine instinkter i og med at dets bevidsthed giver det valgmuligheder. Det onde kommer med andre ord først ind i biologien i det øjeblik bevidstheden som emergent fænomen dukker op, bryder den ellers ubrydelige naturlige determinisme og skaber det vi kalder 'kultur', 'historie' og 'kulturhistorie'. Mennesket er faktisk i kraft af sin bevidsthed blevet i stand til ensidigt at forfølge magtmæssige mål på en sådan radikal og systematisk måde at det tilsidesætter hensynet til andre mennesker, deres eksistens og deres udfoldelse.

Krig bliver i sådanne tilfælde at forstå som menneskelige grupperingers måde at udvide deres magt og territorier på - uden hensyn til andre grupperingers eller individers interesser og livsmuligheder. Krig bliver her med den preussiske officer og filosof Clausewitz' ord virkelig "politik med andre midler". Sker erobringstogterne ligefrem med det formål for øje at udrydde andre folkeslag, racer eller religionstilhængere er de åbenlyst en skændsel. Og de mennesker det går ud over har en helt naturlig ret til at sætte sig til modværge. Eksempelvis var Nazitysklands overfald på vesteuropæiske og østeuropæiske stater i 1939 og frem en ubetinget uretfærdig krig, dvs en forbrydelse, mens modstanden mod den - både den erklærede legale fra Storbritannien og USA og den illegale i de besatte lande - var retfærdig - og altså af det gode.

At skelne mellem retfærdig og uretfærdig krig er derfor fuldstændigt afgørende for en bedømmelse af enhver krig. At indlade sig på retfærdig krig udelukker aldrig de normale politiske eller diplomatiske midler. Tværtimod. Men sådan ser de mennesker ikke på det, som nærer en helt utopisk forestilling om fred som en naturlig tilstand på jorden.

Det er værd i denne forbindelse at generindre præsident Obamas tale i Oslo ved overrækkelsen af Nobels Fredspris i 2009. For han tog tyren ved hornene ved som krigsaktiv præsident for verdens største supermagt at acceptere krig som nødvendigt middel i kampen for fred og frihed. Han bestred naturligvis ikke at spørgsmålene om krig og fred er vanskelige. Krig i en eller anden form dukkede op allerede med det første menneske. Der blev ikke stillet spørgsmål om dens moralitet. Den var et simpelt faktum. Stammer og hele civilisationer søgte magt og holdt på deres forskelligheder. Over tid forsøgte filosoffer og statsmænd at regulere denne destruktive krigsmagt. Derved dukkede begrebet 'retfærdig fred' op: Krig skal være den sidste udvej i selvforsvar; den anvendte magt skal være proportional med modstanden, og civilbefolkningen skal skånes. Men dette koncept blev sjældent iagttaget, fastslog Obama.

Han gik ind på 1. og 2. verdenskrig og påpegede at verden trods regionale krige rundt omkring har undgået en 3. verdenskrig, men at der til gengæld er kommet nye trusler som terrorisme og borgerkrige. Og Obama understregede at han ikke medbragte nogen definitiv løsning på krigens problem. Udfordringen kræver ny måder at tænke på. Og han så klart i øjnene at vi ikke kan udrydde vold i vores levetid. Der vil være tider hvor nationerne finder brugen af magt nødvendig og retfærdig.

Som overhoved for en stat, som han var forpligtet til at beskytte og forsvare, erkendte han at han ikke kunne ledes af Martin Luther Kings eller Mahatmi Gandhis eksempler og idealer. For tag ikke fejl, pointerede han meget kraftigt: det onde eksisterer i verden. En ikke-volds- bevægelse kunne ikke have hindret Hitlers hære. Forhandlinger kan ikke overbevise al Qaedas ledere. At sige at magt sommetider er nødvendig er derfor ikke kynisme, med erkendelse af menneskets ufuldkommenhed og fornuftens grænser.

Obama var overbevist om at krigens instrumenter har en rolle at spille for fredens bevarelse, og at en del af vores udfordring i dag er at forene de to tilsyneladende uforenelige sandheder: at krig sommetider er nødvendig, og at krig til et vist niveau er udtryk for menneskelige følelser.

Barack Obama har skuffet mange af dem der i 2008 stemte på ham og i 2012 genvalgte ham. Men hans tale ved overrækkelsen af fredsprisen i Oslo er en uhyre stærk dokumentation af mandens evner til at formulere tanker han selv har arbejdet med i lang tid og som i deres realitetsfæstelse og visionære fremtidskarakter må vække til eftertanke. Han afviste diskussionen mellem idealisme og realisme, idet han dokumenterede både en frygtløs forankring i realiteternes barske verden og en håbefuld drøm om en bedre fremtid for os alle. Først og fremmest understregede Obama sin store ansvarsfølelse for både sit eget land og for sikkerheden i verden.

Jeg konkluderede dengang at freden ikke blot er noget vi kan drømme om, den er noget der skal kæmpes for - med forsvarlige midler. Perspektivet for denne kamp er umådeligt stort - både bagud historisk og fremadrettet mod en usikker fremtid. Men fredshåbet er en central del af humaniteten - og vel også af religionen i bedste forstand.

Det sidste vil jeg gerne benytte lejligheden til at understrege, for det er helt utroligt hvor meget og hvor groft de fleste mennesker i den oplyste verden misforstår ordet 'religion', fordi de uden videre bedømmer det ud fra hvad fanatiske og fundamentalistiske indstillede mennesker lægger i ordet. Det er helt almindeligt at betragte al religion som overtro og som sådan i strid med al sund fornuft, og de fleste mennesker hæfter sig også ved at de mest fanatiske og dogmatiske mennesker misbruger ordet til at forsvare deres kamp for moralsk og trosmæssig ensretning og ortodoksi. Værst ser vi det naturligvis hos de fanatiske islamister, der fx i tilfældet 'Islamisk Stat' åbenlyst går ind for religiøst diktatur og kynisk forfølgelse af alle anderledes tænkende (også kaldet de vantro). Den slags bør alle oplyste mennesker og forkæmpere for demokrati og sekularisering ubetinget gå imod med alle nødvendige midler.

Men når det er sagt, må også siges, at oplyste mennesker ikke uden videre kan drage den konklusion at så må al religion betragtes som identisk med dogmatisk fanatisme, intolerance over for anderledes tænkende og kamp for præstestyre, kalifat eller sharialov. Religion er meget mere, og den er dybest set virkelighedstroskab i sin højeste form, hvis den vel at mærke tages som åben helhedsrealisme. Hemmeligheden ved religion er nemlig dybest set umiddelbar føling med det kollektivt ubevidste, der først og fremmest rummer en lang række arketypiske forestillinger som er universelle for alle folk og kulturer og giver sig til kende som spontane forestillinger i det underbevidste. Lader man hånt om disse forestillinger, så forarmes den enkeltes sjæleliv og fællesskabernes åndsliv - og så undergraves også den sunde modstandskraft mod den religiøse fanatisme der vil gøre religion til et spørgsmål om dogmer og magt.

Lige netop betragtninger af denne art er nødvendige hvis man skal forstå et fænomen som 'Islamisk Stat'. Det er nemlig en terrorbevægelse der har en snæver, entydig dogmatisk fortolkning af islam som grundlag og kæmper for et kalifat hvor de kan diktere andre mennesker denne fortolkning og forfølge og udrydde alle der nægter at underkaste sig. Det er med andre ord en bevægelse hvis ledere og tilhængere blankt nægter at gå ind i en drøftelse af deres dogmer og anskuelser. De er uden for enhver mulighed for samtale eller forhandling. Og derfor skal frie og demokratiske stater og frie og demokratisk sindede mennesker naturligvis forsvare sig imod dem, for ellers bliver de selv underkuede. Men samtidig gælder at kampen mod sådanne fanatikere og terrorister aldrig kan vindes alene med militære eller diplomatiske midler. I sidste ende hjælper kun stadige forsøg på påvirkning gennem ord og billeder og personlige møder der før eller siden vil være i stand til ad skjulte veje i underbevidstheden at påvirke fanatikernes og terroristernes tankegang og sjæleliv.

Der er med andre ord kun den ene løsning af problemet der hedder en relativisering af de pågældende fanatikeres og fundamentalisters snævre og dogmatiske egoer. Det er en uhyre krævende opgave fordi der simpelthen ikke findes en rationel metode til dens gennemførelse. Den afhænger i høj grad af held, god vilje og evnen til kontakt - og håb. Men sålænge opgaven ikke lykkes vil der være krig.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: