JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - mellemoest14a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.07.14.

Mellemøstens krise synes uden ende

Disse dages farlige udvikling i det i forvejen elendige forhold mellem Israel og Palæstina bekræfter kun alt for godt at regionen er lige så langt fra fred og fremskridt som den har været siden staten Israel blev oprettet i 1948, og at hovedårsagen er den basale uforsonlighed mellem de etniske grupper, der betyder at man kun stoler på sin egen magtvilje og sine egne magtmidler og nærer mistillid til alle andre. Terror, vold og ødelæggelser er dagligdag. Almindelige mennesker ønsker fred, og fredsønskerne kan periodevis samles i 'arabisk forår' af utopisk art, men oprør retter sig i praksis næsten altid mod diktatoriske magthavere med henblik på selv at få diktatorisk magt. Kun få ser i øjnene at der er noget fundamentalt galt fat med mentaliteten, når tillid opfattes som et svaghedstegn, og når militærsystemer eller juntaregimer er de eneste der kan sikre civil orden.

De nylige valg i Irak og Afghanistan har gjort alt mere usikkert, fordi de dels er præget af omfattende valgsvindel, dels ender med etniske vindere der ikke har tænkt sig at dele magten med deres modstandere. Og i begge tilfælde har Vesten støttet de forkerte ledere for længe, selvom disse har været døve for alle gode henstillinger. I Afghanistan erklærer begge præsidentkandidater sig som vindere, men er dog blevet presset af USA's udenrigsminister til at afvente en kontrol af alle afgivne stemmer. Værst ser det ud i Irak hvor terrorgruppen ISIS (Islamisk stat i Irak og Syrien) har udråbt et muslimsk kalifat i visse sunnimuslimske områder. Der er tale om en ekstremt yderligtgående, militant sunni-muslimsk gruppe, der er vokset ud af en række andre militante jihadistiske grupper, som eksisterede i Irak under Irak-krigen, blandt andet Abu Musab al-Zakawis gruppe. Lederen Abu Bakr al-Baghdadi er formentlig fra Samara i Irak. Men mange andre jihad-elskende militante arabere har tidligere kæmpet i Afghanistan, Libyen og Yemen. Samtidig gælder, at ISIS også er den af de jihadistiske grupper i den arabiske verden, der har flest af de tilstrømmende 'jihad-turister' fra de dårligt tilpassede elementer blandt de arabiske befolkninger i de vesteuropæiske lande (som alle vedblivende er så naive at forsyne disse jihad-turister med pas).

De oprørere, der kæmper under ISIS har fået kamptræning i Syrien, og de er eksperter i irregulær krigsførelse. De er brutale og skånselsløse overfor fjender og civile. Modstandere, krigsfanger og mistænkelige udlændinge bliver hensynsløst myrdet. Ofte filmer gruppen sine ugerninger og poster videoerne ud på de sociale medier. Det er en effektiv form for psykologisk krigsførelse, og den får både regulære irakiske regeringsstyrker og civile til at flygte, endnu inden ISIS-oprørerne overhovedet er nået frem. ISIS kunne dog ifølge TV2's Steffen Jensen ikke avancere så hurtigt på slagmarken i Irak, hvis de ikke også i udstrakt grad fik hjælp fra den lokale arabiske sunni-muslimske befolkning. Sunni-araberne i Irak har følt sig undertrykte og forfulgte, siden Nuri al-Maliki blev valgt til premierminister. Malikis regering har systematisk udsultet de sunni-muslimske områder i Irak. Men terrorgruppen gennemsyrer nu også det stærkt svækkede Libanon - og forventes at ville åbne en decideret ny front her.

Iran står stærkere og stærkere i Mellemøsten, ikke mindst takket været USA's manglende evne og vilje til at gribe ind mod Assad i Syrien. Men landet er svækket af de internationale sanktioner og håber derfor på at de igangværende forhandlinger i Wien vil ende med en ny atomaftale der vil styrke den forholdsvis moderate præsident Rouhani og den reformorienterede og vestligt indstillede udenrigsminister Mohammed Javad Zarif, der skal have fået et nært forhold til USA's udenrigsminister. Zarifs forhandlinger med Vestens stormagter er dog ikke problemfri, for landets hardlinere vil under ingen omstændigheder ydmyges af USA som stadig regnes for 'den store satan'. - Iøvrigt har Iran et voldsomt problem med den narko (opium) der vælter ind fra Afghanistan og den meget populære og billige 'crystal meth' (krystallinsk methamphetamin), som er yndet blandt middelklassekvinder. Jf. artikel om stoffet på http://dk.drugfreeworld.org/drugfacts/crystalmeth.html.

USA's Mellemøst-strategi er helt og holdent præget af at landet af økonomiske grunde er nødt til at engagere sig mindst muligt militært - i Irak og Afghanistan som i Syrien. Man vælger diplomatiets vej, men har her hverken indflydelse på terrorister som ISIS og Hamas, der kun tænker på ødelæggelse, eller på ledere som Maliki og Netanyahu der konsekvent går deres egne veje. Maliki vil ikke dele magten med sunnierne, og Netanyahu lader sit militær gøre klar til at rykke ind i det nordlige Gaza.

Irakkrigen synes at have været forgæves - ligesom fredsprocessen mellem israelere og palæstinensere. Men man skal ikke glemme, at der i hele regionen er tale om en stor forandringsproces der kan komme til at spænde over årtier og at alle spørgsmål om hvornår og hvordan problemerne oprindeligt opstod er meningsløse. Det er livsindstillinger der står skarpt over for hinanden og som kun blev forstærket med terrorangrebet på World Trade Center i New York i 2001. De kan kun løses hvis parterne fokuserer på fremtidens muligheder for tillid og fredelig sameksistens. Blandt andet derfor forekommer det uendeligt naivt at 27 danske humanister - spændende fra forfattere og skuespiller til biskopper og eksperter - nu offentligt har fordømt Israels angreb på civile i Gaza - som om det er teknisk muligt at svare igen på raketangreb fra Hamas uden at ramme civile.

Men rigtigt er det at fredsprocessen mere og mere ligner en by i Rusland som ingen kender. Et væsentligt problem for al krigsførelse mod terrorister er at forholdet er og bliver asymmetrisk. Israel har et enormt krigspotentiale, men kan ikke definitivt nedkæmpe Hamas, sålænge der overhovedet findes gale Hamas-ekstremister på jorden som betragter ødelæggelse og udslettelse af Israel som deres livs mål og berettigelse. Israel har siden statens oprettelse vist at man kan bygge en moderne og demokratisk stat op, men har samtidigt demonstreret ubøjelig vilje til at forsvare sin integritet. Den militante og ekstremistiske del af Hamas vil under ingen omstændigheder standse sin terrorisme eller tillade sine egne ledere at gå på kompromis. Og så kan man iøvrigt efterlyse lige så mange mæglere man vil som har erfaring med hvad Herbert Pundik kalder 'trapper i nedadgående retning'. Han véd udmærket godt at trapper kan bruges både opad og nedad, og hvis den ene part vil optrappe en konflikt gennem mest mulig vold og ødelæggelse, så kan den anden part ikke bare nedtrappe sit selvforsvar. At foreslå en énstatsløsning - som en anden ekspert har gjort under henvisning til at parterne så bliver nødt til at samarbejde - er lige så tomt. Israel ville ikke eksistere om tyve år, hvis man prøvede den idé!

Den ellers fornuftige Pundik anbefaler nu også Israel at bruge 'det hemmelige våben der hedder fred med palæstinenserne', men det er jo utopi når den gensidige tillid totalt mangler. Fred er i det hele taget ikke et våben, men en modus vivendi som først kan opstå og fungere blandt folk der har fået tillid til hinanden.

I sidste ende drejer hele Mellemøstens konflikt sig om at få skabt tillid og dermed handler den primært hverken om militær slagkraft eller diplomatisk snilde (med eller uden økonomisk og social bistand), men om psykologi. Ganske som udbruddet af 1. verdenskrig for 100 år siden gjorde. Alle datidens politiske stormagter i hele Europa var krigsgale og ville have krigen for at hævde sig, og det gjaldt vel at mærke ikke blot kejsere og konger, men kultureliten og den almindelige befolkning. Man levede i en fantasiverden hvor man troede de teknologiske fremskridt kunne give storpolitiske fordele uden hensyn til andre. Og det pudsigt nok på et tidspunkt, hvor dybdepsykologien var begyndt at afdække den systematiske fædrestyrings uheldige sider. Men psykologi interessede hverken politikere eller historikere - og gør det heller ikke i dag.

Det er imidlertid blevet mere og mere nødvendigt for alle at indse at hele den vanvittigt overdrevne styrkelse af de store og stærke 'jeger' som har kendetegnet den systematiske fædrestyring lige fra jødedommens tid og som finder sin selvbekræftelse i alt krigsheld og al undertrykkelse for længst har nået sin grænse på det meste af jordkloden på grund af befolkningstilvæksten, og at modificeringen af den ikke længere hedder simpelt diplomati, men kræver bevidst og systematisk relativisering af jegerne. I jungiansk sprogbrug kan man tale om 'selvets almengørelse', men det er sort tale for de fleste, da selvet er et flertydigt begreb. Men meningen er at jegerne - og ikke mindst de store og stærke jeger der bliver ledere - for alvor begynder at indse at de må gå ind i det område af eksistensen hvor det at have ret, at skaffe sig ret og at hævde din ret er veget for det at forstå og respektere andre mennesker og derfor opgive at hylde absolutte sandheder. En filosof som Martin Buber kalder dette område af eksistensen for 'tragediens område' af den simple grund at forudsætningen for at gå ind i det er en erkendelse af den art man finder i de store græske tragedier: erkendelsen eller visdommen kommer, ligesom sorgen, over mennesket mod dets vilje.

Heraf kommer det at denne form for erkendelse har meget med humor at gøre. Humoren forstår vi ikke med intellektet, men spontant med hjertet eller de psykiske grundprocesser vi kalder de primære og som netop suspenderer vilje, logik og orden. Humoren virker befriende, netop fordi den går på tværs af den intellektuelle orden. Derfor kaldte Buber den også 'troens fosterbroder'. Den viser vej til lige præcis den erkendelse der suspenderer alle former for absolutte sandheder. Derfor frygter alle magthavere altid humoren. Den undergraver nemlig deres autoritet på den allerfineste måde: indefra, uden våben og uden argumenter.

Det er væsentligt i hele konflikten om Mellemøsten at blive ved med at minde om Muhammedsagen fra 2005, fordi den afslørede at en stilfærdig humoristisk tegning, der blot antydede den faktiske forbindelse som visse islamistiske islamister selv trak mellem deres terror og deres profet, rejste en voldsom storm i store dele af den islamiske verden, fordi denne ikke tålte at deres autoritet blev krænket.

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen var - selvom han unægteligt var stærkt presset - dum nok til på arabisk fjernsyn at beklage tegningen, hvor han i stedet stolt skulle have fremhævet at den netop er udtryk for dansk og vestlig grundindstilling til autoriteterne: End ikke de højeste af dem må tages for højtideligt og slet ikke bruges til at sanktionere voldens og terrorens onde handlinger.

At få rokket ved den typiske muslimske tro på autoriteterne er første skridt på vejen til en erkendelsesproces der for alvor vil kunne gøre en succesfuld fredsproces mulig. - Hele denne filosofi er udviklet nærmere i 'Højsangen om den menneskelige eksistens' og 'Den komplementære helhedsrealisme' .

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt:

Tabstallene i Gaza og Israel kan ikke sammenlignes (28.7.07.)

Politisk status II - Danmarks unikke situation (18.3.14.)
Politisk status I - Europa (7.3.14.)

Helhedsrealismens manifest (14.2.14.)

Fædrestyringens fallit og alternativ - foranlediget af debatten om Yahya Hassans digte (3.2.14.).
Værdikampen må op på et højere niveau - foranlediget af den uroen i dansk politik (4.2.14.).

Ydmyghed og jeg-relativisering
Jeg-relativisering, historie og kristendom
'Jeget' og 'Selvet' i analytisk psykologi