JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - vaerdikamp14

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.2.14.

Værdikampen må op på et højere niveau

Det er en stor ting i kulturudviklingen at værdikampen endelig synes på vej til at skifte karakter. Med lidt god vilje skulle den kunne komme op på et højere debat- og oplysningsniveau til gavn for både etniske danskere og integrationsindstillede indvandrere.

Takket være Yahya Hassans ubesmykkede digtning er det nu - som noget helt nyt - umuligt for nogen at benægte den hårde og fatale autoritære fædre-styring af de muslimske familier samt de mere radikaliserede islamisters evindelige angreb på ytringsfriheden og dansk kultur og deltagelse i borgerkrigene i Mellemøsten.

Politikens nye kulturredaktør Rune Lykkeberg indrømmer at de borgerlige har erobret "det moralske momentum" i det offentlige, fordi venstrefløjen og dens dominerende humanister i tyve år systematisk har afvist at diskutere spørgsmål om autoritet, kvalitet og statsborgerskab.

Lykkeberg tager naturligvis ikke afstand fra den kulturradikalisme Politiken lever højt på. Han finder det tværtimod komisk at de borgerlige selv er blevet kulturradikale, i den forstand at de går ind for ligestilling mellem kønnene, seksuel frigørelse og opdragelse uden vold. Men han devaluerer behændigt kulturradikalismen til blot og bar tradition. Dermed gør han den harmløs, vist nok i multikulturalismens eller kulturrelativismens navn. Og det viser at Politiken er blevet reaktionær. Man gider ikke længere trænge til bunds i 'kampen om sandhederne'.

Lykkeberg var i sin tid rystet over fremmedhadet. Men problemet for ham er ikke den hadske tale, men hadet selv. Og for at finde ud af hvori det består, foreslår han en læreproces som kræver ytringsfrihed - som om en sådan ikke har kørt i mange år. Han har bare ikke selv noget nyt at byde på i den sammenhæng.

Gyldendals direktør Johanne Riis kalder med rette Yahya Hassans digte en "øjenåbner uden lige", men også han har en opgivende holdning: Der er ikke noget der er sikkert mere, klager han.

Berlingskes Claus Kastholm tror ikke selvopgøret blandt de kulturradikale stikker dybt. Han forudser derfor en "blå borgerkrig" mellem borgerlige debattører og borgerlige partier, men heller ikke han kan selv bidrage med noget nyt.

I mine øjne er det allerede et moralsk problem at der er veluddannede folk i dette land der er ude af stand til at forstå at det må rejse stærke følelser hos etniske danskere at vort land efter den første bølge af indbudte gæstearbejdere blev invaderet af et uhyre stort antal muslimer der som sammenførte familiemedlemmer ikke gik ind i arbejdskraften, men takket være en large og uigennemtænkt sociallovgivning fik ret til en lang række goder som ikke er selvfølgelige for de lavest socialgrupper af etniske danskere. Ydermere lærte de sammenførte ikke dansk. Nogle af dem har end ikke lært det efter 40 år. De ser udenlandsk fjernsyn og hænger uhjælpeligt fast i den kultur de kommer fra. Og de bliver derfor ved med at adskille sig markant fra danskere og andre vesteuropæere i adfærd, levevis, påklædning og tilpasning samt holdning til demokrati.

Gæstearbejderne kom som ønsket arbejdskraft. Og der var ikke mange problemer med dem. Havde man erhvervsmæssig kontakt med dem, virkede de fleste flittige og sympatiske. Det var de mange 'sammenføringer' der kom og forstyrrede de indfødtes selvfølgelige billede af vores egen omstillingsdygtige homogenitet, og det var de venstreorienterede, elitære byboere fra boligområder uden indvandrere og med internationale kontakter der i humanismens navn begyndte at stemple de indfødte som fremmedhadske - og af dem kræve ofre de selv var frie for. Selv de radikale med rod i 1800-tallets folkelige bevægelser var blevet så café-latte-drikkende kreative at de latterliggjorde den ægte folkelighed som opportunistisk populisme. Og da Dansk Folkeparti under hjemmehjælperen Pia Kjærsgaard gjorde sin succesfulde entré i Folketinget i 1995, var socialdemokraterne de første til at udråbe hende som nærmest spedalsk. Det kom de til at fortryde, men da var fronterne trukket op.

Systemskiftet kom med Anders Fogh Rasmussens valgsejr i 2001 - og det betød, til stor moro for en vis Poul Nyrup - klassekampens definitive endeligt her i landet. Der var og er fortsat sociale uligheder, og de dårligst integrerede indvandrere kom oven i købet til at udgøre en speciel underafdeling af den laveste socialgruppe, fordi de var uden håb om tilknytning til arbejdsmarkedet, men klassekamp i marxistisk forstand er irrelevant, for de dårligst stillede er ikke i stand til som i sin tid borgerne, bønderne og arbejderne at kæmpe sig frem til politisk magt. De er arbejdsløse, får ikke en ordentlig uddannelse og lader sig passivt forsørge af det offentlige så længe at de er næsten umulige siden at få lempet ind på det normale arbejdsmarked.

Foghs systemskifte kom i stand fordi han - modsat Nyrup - tog ved lære af Labours Tony Blair og Anthony Giddens og førte sit parti ind på 'Den tredje Vej', vejen midt imellem den socialistiske og den liberalistiske ideologi og dermed for første gang ind på den brede midte af politik der omfatter en veluddannet middelklasse der ønsker reformpolitik under socialt ansvar.

Foghs store fejl var at han tænkte i alt for partistrategiske baner og derfor aldrig for alvor gennemtænkte den grundlæggende filosofi: at der er mening og fornuft i såvel det frihedsprincip der ligger til grund for liberalismen som det ligheds- eller tryghedsprincip der ligger til grund for socialismen. De to principper skal derfor ikke ses som absolut uforenelige modsætninger man er tvunget til at vælge mellem efter enten-eller-princippet, men som ligeberettigede modsætninger der alene kan fungere hensigtsmæssigt i et fredeligt, demokratisk og dynamisk modspil med hinanden - uden at gå op i en logisk syntese endsige et ideologisk system. Et sådant modsætningsforhold har siden Niels Bohr heddet komplementært. Men begrebet er alt for ukendt uden for kvantemekanikken, selv om Bohr selv pegede på dets bredere anvendelse.

Systemskiftet i 2001 er på ingen måde fuldbyrdet, for Fogh gjorde ikke sit arbejde færdigt. Han overlod det til den visionsløse velfærdsteknokrat Lars Løkke Rasmussen, som tabte valget i 2011 til den lige så visionsløse opportunist fra Socialdemokratiet Helle Thorning-Schmidt. Denne sørgede med hjælp fra venstrefløjens naive humanister for Danmarkshistoriens mest selvmodsigende regeringsdannelse og største vælgerbedrag. Kun Enhedslisten står nu tilbage med rene hænder og rene utopier.

Socialistisk Folkeparti er brudt sammen på grund af fundamental intern splid der reelt går tilbage til Villy Søvndals brutale drejning af partiet til regeringsduelighed, hvad der ville sige underordning under det socialdemokratiske projekts åg. Spliden brød først ud i lys lue og ødelæggende kraft, da Anette Vilhelmsen som ny formand lod stå til og med sikre Thorning-attituder og rene floskler fejede kritikernes indvendinger af bordet. Efterfølgende udnævnte hun sig selv til en god formand for SF, selvom alt endte i en stor og komplet overrumplende tragedie for SF-ministrene. Som nævnt utallige gange på Jernesalts sider har partiet på intet tidspunkt lært nogetsomhelst af Aksel Larsens vælgerbedrag i 1966-67. Lederne lider af det jeg kalder APESE-syndromet: Angsten for Psykologisk og Eksistentiel SelvErkendelse. Og dette kan intet parti komme godt fra i længden.

På den borgerlige fløj er de konservative gået ned med alle deres gamle faste, værdier (Gud, Konge, Fædreland) som ikke siger nutidens ungdom noget som helst. Partiet er blevet slidt op af indre formandssplid - og har forsømt al dybere erkendelse. Liberal Alliance tiltrækker de rene liberalister som der altid findes mange af i erhvervslivet og som mærkværdigvis også med Søren Pind i spidsen har fået stort råderum i det forvirrede Venstre.

Men valget mellem Helle Thorning og Lars Løkke er dog det ringeste vi er blever budt af visionsløshed siden 1945.

I denne særegne værdikamp står Dansk Folkeparti stærkt med en ny formand der bevidst placerer sig på midten og viser villighed til samarbejde med begge fløje på det traditionelle, men forældede højre-venstre-spektrum. Thulesen Dahls styrke ligge åbenlyst i det taktiske spil omkring finans- og socialpolitikken, hvorimod han foreløbigt ikke har afklaret de grundlæggende værdispørgsmål. Han har - som Kjærsgaard - sikker fornemmelse for hvad ægte folkelighed er, men han har ikke forstået nødvendigheden af at føre sit parti frem til en moderne forståelse af de nationale værdier. Der er fortsat alt for megen Guldalderkunst, Morten Korch-idyl og Tidehvervspræk i Danmarksbilledet. Går han imidlertid i gang med virkelig dyb erkendelse, kan han komme til at står stærkt i dansk politik. Han skal fortsat pege på en borgerlig regering, men kan skal ikke lade Lars Løkke være oppositionens selvskrevne statsministerkandidat.

Vigtigt er at slå fast med syvtommersøm at nationale værdier aldrig kan videreføres som nostalgiske størrelser. De skal altid nyskabes gennem kamp for de afgørende dynamiske modspil i ethvert moderne samfund: modspillet mellem frihed og lighed; modspillet mellem individ og samfund; modspillet mellem mand og kvinde; modspillet mellem fremskridt og forankring i det der ikke er underkastet tidens luner. Og modspillet mellem grænseoverskridelse i politik, videnskab og kunst - og accepten af blivende moralsk konsistens, livsmod og fællesskab nedenunder.

Det forjættende her i 2014 er at en ny generation af indvandrere så småt er parat til at gå sammen med omstillingsparate danskere i skabelse af noget fælles nyt og et decideret opgør med fædre-styringen.

Udfordringen gælder alle partier og kan ikke være større. Den bliver tidssvarende værdikamp. Den bygger på noget der er sikkert. Men den kræver også at alle vover sig videre i noget der ikke har været set før.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt:

Fædrestyringens fallit og alternativ - foranlediget af debatten om Yahya Hassans digte (3.2.14.).

'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens (23.7.12.)
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair (27.7.12.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre (30.7.12.).

Lars Løkke faldt uhjælpeligt igennem (21.10.13.)
Formandsskiftet i Venstre (19.5.09.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner (30.11.04.)
Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister (5.4.09.),

Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)
Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF   (16.9.11.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)

SF en vittighed og S-SF-koalitionen en narresut  (21.3.13.)
SF's nye formand og muligheder  (17.10.12.)
Farcen om betalingsringen  (23.2.12.)
Villy Søvndal går uden om den afgørende selverkendelse  (11.1.12.)
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.) Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet

E-bøger om emnerne:

'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej' indeholder artikler om Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen i perioden 1998-2013 og om det teoretiske grundlag 'Den tredje vej'

'J.O. Krag, Helle Thorning og SF' indeholder bl.a. artikler om Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag (4.10.11.), Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF (16.9.11.), Henrik Dahls store politiske desillusionering (13.6.11.)

'Bohr og komplementariteten' indenholder essayene om Niels Bohrs filosofi og dens konsekvenser, Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt (23.12.10.), Modstanden mod komplementaritetssynspunktet (13.1.11) - i lettere opdaterede udgaver.

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.). 358 sider, rigt illustreret.

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11. til en pris af 40 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

Samlet oversigt over e-bøgerne:

Link til Saxo-com: Saxo.com

Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Ejvind Riisgårds bøger på Saxo.com Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)