JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - mellemoest14b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.7.14.

Tabstallene i Gaza og Israel kan ikke sammenlignes

Overalt hvor der er krig er der uskyldige og meningsløse ofre - og ingen med normalt følelsesliv bryder sig om at se rædselsfulde billeder af døde, lemlæstede eller hjemløse mennesker, omfattende materielle ødelæggelser, eller mennesker på flugt med deres bylter af ejendele. Langt de fleste af os foretrækker fred frem for krig, våbenhvile frem for kamphandlinger, og forhandlinger frem for væbnet kamp.

Men krig, magtkamp, vold og ødelæggelse har altid hørt til det kulturliv der er opstået på kloden i og med at mennesket med sin bevidsthed kom til at adskille sig markant fra dyrene ved pludseligt at kunne sætte mål for sin eksistens og opfinde særlige midler til at nå målene med, som støder alle der hverken har militante erobringsmål eller -midler.

Hvad enten krigshandlingerne er aggressive eller defensive er det derfor en smal sag at fordømme dem af såkaldt "humanitære" grunde, dvs grunde der ser bort fra at krig forudsætter menneskelig bevidsthed og at fred ikke er en given sag i en verden med menneskelig bevidsthed. Fred og kultur er faktisk en form for unatur!

Såkaldte "behjertede" mennesker demonstrerer gerne mod krigsførende lande og militser, og de intellektuelle underskriver fordømmelse eller anbefalinger som ofte retter sig ensidigt mod den ene af parterne. Og FN's sikkerhedsråd er ingen undtagelse. Her har man således i nat vedtaget en resolution om Gaza-krisen som opfordrer til omgående humanitær våbenhvile, udtrykker bekymring for tab af civile liv samt gentager "nødvendigheden af at tage de rigtige skridt til at sikre civiles sikkerhed, beskyttelse og velbefindende".

Resolutionen gør absolut ingen som helst forskel. Den bekræfter kun Sikkerhedsrådets magtesløshed. Og den ligger langt fra det palæstinensiske ønske om en resolution, der kort og godt kræver Israel ud af Gaza.

Den bitre kendsgerning er at parterne i selve konflikten ikke vil forlænge den 12-timers våbenhvile de indgik fredag aften med henblik på at give redningsfolk mulighed for at redde folk ud af sammenstyrtede huse. Men pludselig kom der alligevel raketter fra Hamas-siden, og Israels premierminister var ikke sen til at afvise en forlængelse af våbenhvilen. Hamas bryder sin egen våbenhvile, erklærede Netanyahu, og så vil Israel gøre hvad det er nødt til for at forsvare sin befolkning. - Og dette betyder primært at Israels militær vil gå videre med ødelæggelse af tilholdssteder for raketangreb, herunder de mange beton-tuneller Hamas har bygget under grænsen til Israel. En opgave der i bedste fald vil tage et par uger, men i princippet er endeløs, sålænge der overhovedet er Hamas-terrorister til der vil skyde raketter af mod Israel og lave affyringssteder til formålet.

Den israelske krigspropaganda bruger selvklart en meget sigende presse-udtalelse fra Hamas' premierminister Ismail Haniyeh der i al sin korthed lyder: "This is a generation which knows no fear. It is the generation of the missile, the tunnel and suicide operations."

Tunnelbyggeriet er kommet bag på den israelske efterretningstjeneste - og den asymmetriske krig mellem Hamas og Israel har derfor rent faktisk givet Hamas den øjeblikkelige fordel at organisationen (der både er en terrororganisation og en politisk samt social organisation) er kommet tilbage i det politiske spil, hvor den ellers var ved at miste sin rolle. Selv den palæstinensiske præsident Abbas bakker nu op om Hamas' krav.

Hamas' militante gren - Qassambrigaderne - udnytter systematisk de sociale medier til at bringe voldsomme fotos og videoer af døde og sårede børn. Og det virker over det meste af verden, fordi tabstallene for henholdsvis Gaza og Israel er markant forskellige. Siden 8. juli er flere end 1000 palæstinensere blevet dræbt, og det er jo hovedsageligt civile og heraf mange børn, mens tabstallet for Israel 'kun' er nået op på 43 dræbte som alle er soldater.

Tallene har oplagt stor psykologisk virkning, fordi de appellerer til følelser, og følelser alene, men de er reelt usammenlignelige, fordi Israel bevidst gør alt hvad der er muligt for at beskytte sin befolkning mod terroristernes raketter, men Hamas nærmest gør det stik modsatte ved bevidst at bruge civilbefolkningen som skjold for raketbaser og terroristceller. Asymmetrien i konflikten er ganske indlysende, men appellerer til omtanken.

Skyldsspørgsmålet i konflikten er også et komplekst anliggende, fordi det i allerhøjeste grad har med selve den af FN sanktionerede oprettelse af staten Israel i 1948 at gøre og den af Israel efter Nasser-overfaldet i 1967 konstaterede umulighed af at forsvare de i 1948 påduttede grænser. Systematisk israelsk bosættelsespolitik spiller en stor rolle, men i sidste ende også den nazistiske udryddelsespolitik over for jøderne i 1930'erne og 40'erne som blev begrundet med vanvittige biologiske argumenter, men endte med et sandt holocaust og derfor gav europæerne store skyldfølelser, da besindelsen vendte tilbage. Den har imidlertid fortaget sig siden - og allerede med ungdomsoprøret i 1968 valgte venstrefløjen generelt at støtte palæstinenserne.

Palæstinenserne der blev fordrevet fra deres egen jord i 1948 blev uretfærdigt behandlet, ganske som tyskere og polakker der blev fordrevet, men den slags uretfærdigheder kan ikke gøres om. Hvad det internationale samfund forsømte var at give de fordrevne palæstinensere muligheder for at bygge en eller to selvstændige stater, og det var vel at mærke en forsømmelse der kom til at koste Israel, Mellemøsten og hele verdenssamfundet dyrt, fordi den indbød til palæstinensisk had og hævntørst samt illusioner om jødernes fordrivelse gennem terror. Palæstinenserlederen Yassir Arafat var længe med til at lede kampen og opretholde illusionerne - og da han endelig vendte om, forhandlede med israelerne og fik Nobels fredspris, var det halvhjertet og helt utilstrækkeligt.

En løsning der giver palæstinenserne en selvstændig og fuldt suveræn stat side om side med Israels suveræne stat kræver at parterne bliver enig om dragningen af realistiske grænser og derefter indstiller alle former for terror og væbnet kamp. Den slags er set før i verdenshistorien, bl.a. i de nordiske lande, men den kræver en psykisk omstilling der adskiller sig markant fra en juridisk accept ved at kræve helhjertethed eller dybdeaccept i stedet for en halvhjertet intellektuel accept. Og det er her det kniber fordi begge parter - altså også den jødiske - er dybt præget af æresbegreber der er knyttet til store jeger og disses opretholdelse. Man har forbandet svært ved at gå ind i "tragediens område" hvor det at have ret er hørt op eller i hvert fald afgørende nedtonet.

Muligvis skal der mirakler til for at bringe parterne ind i tragediens område, men mirakler i form af dyb og helhjertet psykisk omstilling er set før, og derfor er det aldrig meningsløst at opretholde et håb om fred og fordragelighed mellem israelerne og palæstinenserne - eller generelt i Mellemøsten. Blot skal man ikke nære illusioner om at miraklerne kan ske ved militær eller diplomatisk indsats - endsige ved 'humanitær' hjælp. De forudsætter altid dybe intuitioner der ikke kommer ad rationalitetens begrænsede veje, men alene ad irrationalitetens uberegnelige veje, og som altid går imod menneskets drømme.

Ikke mindst derfor tjener det ikke noget fornuftigt formål ensidigt at fordømme den ene part eller fokusere enøjet på usammenlignelige tabstal.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: