JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - naestekaerlighed

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.10.14.

Næstekærlighed kan ikke bære samfundet

Asylpolitikken er igen blevet et så stort politisk emne her i landet, at de to regeringspartier - socialdemokraterne og de radikale - har følt sig nødsaget til at stramme reglerne for asyl til flygtninge fra muslimske lande præget af uro og krig. Og det af to grunde. Dels fordi udgifterne er løbet løbsk og kræver finanspolitiske indgreb. Dels fordi Dansk Folkeparti har haft for megen medvind og må stækkes som tredje største parti i landet i den skarpe konkurrence med socialdemokraterne om de vælgere på midten der føler sig hårdest ramt af regeringens hidtil lempelige asylpolitik. Specielt antallet af asylansøgere fra Syrien er steget markant, og en af grundene synes at være at Danmark netop betragtes som et land hvor det er relativt let at få asyl eller i hvert fald midlertidigt ophold.

Det diskuteres åbent om regeringens stramninger er reelle eller formelle. I hvert fald kniber det med at levere pålidelige opgørelser. Men de radikales bagland har protesteret mod stramningerne for bl.a. familiesammenføringer, så et eller andet sted gør de åbenbart indtryk. Netop de radikale har hidtil stået stejlt på den lempelige politik. Ikke desto mindre ser den nyeste almindelige politiske meningsmåling (fra Megafon 31.10.14.) ud til at vise at stramningerne har styrket de radikale og svækket Dansk Folkeparti - mens socialdemokraterne står uændrede. Der er stadig ti måneder til valget, så meget kan ske endnu. Men stramningerne er en væsentligt del af både valgkampen og værdikampen.

Ser vi på det grundliggende etiske problem, drejer det sig om hvorvidt Danmark som et relativt veludviklet og velstående land med gammel tradition for hjælp til nødlidende mennesker ude i verden har forpligtelse til at hjælpe når hjælpen nu engang ikke gælder flygtninge og andre nødlidende som befinder sig i fremmede lande langt fra Danmarks grænser, men kommer rejsende hertil på illegal vis via det udbredte net af smuglere der findes og som tager sig særdeles godt betalt for deres hjælp. Problemet er selvsagt allerstørst i Middelhavslandene, der får tusindvis af bådflygtninge som de ikke magter at hjælpe på forventet vis og derfor stuves sammen i lejre, men det er stort nok i Danmark, fordi antallet af asylsøgere er kraftigt stigende og overstiger hvad vi kan hamle op med i de eksisterende asylcentre. Her rummes i forvejen mange asylsøgere som er afviste, men midlertidigt får lov at blive på såkaldt 'tålt ophold', fordi de af den ene eller anden grund ikke kan sendes hjem.

Dansk Flygtningehjælp, som har eksisteret siden 1956, dvs fra Ungarnskrisens tid, er ikke i tvivl om forpligtelsen. Her arbejder man på baggrund af humanitære principper og menneskerettigheder med alle aspekter af flygtningesagen, og har det overordnede mål at hjælpe med at skabe varige løsninger for flygtninge og internt fordrevne. Man "rådgiver asylansøgere og flygtninge i asyl- og integrationsspørgsmål, taler deres sag, forsvarer deres rettigheder og øger deres retssikkerhed". Og man rådgiver også afviste asylansøgere.

Det humanistiske synspunkt er klarest formuleret i FN's Flygtningekonvention fra 1951 der definerer en flygtning som "en person der som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til - eller på grund af velbegrundet frygt ikke ønsker - at søge dette lands beskyttelse." Og konventionen giver de tilsluttede stater pligt til at give beskyttelse til mennesker, som risikerer alvorlige menneskerettighedsovergreb, hvis de vender tilbage. Det såkaldte non-refoulement princip sikrer, at mennesker ikke må sendes tilbage til et land, hvor de risikerer at blive 'samvittighedsfanger', udsat for tortur, 'forsvinding', henrettelse uden lov og dom eller dødsstraf.

Det kristne synspunkt er fx grundlaget for Folkekirkens nødhjælp, hvis formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv. Her arbejdes ud fra et kristent menneskesyn med respekt for ethvert menneskes rettigheder og alle menneskers lige værd. Arbejdet sker dér hvor nøden er størst - og uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning. Det kristne menneskesyn defineres ikke eksplicit, men går jo i almindelighed ud på at alle mennesker er skabt lige for Gud og som sådanne har grundlæggende eksistensværdi og skal vises respekt - samt om nødvendigt hjælpes. Men den egentlige kristne forpligtelse til hjælp findes formuleret i det ældgamle næstekærlighedsbud fra 3. Mosebog: Du skal elske din næste som dig selv - hvor det hebraiske ord for 'næste' eller 'nærmeste' omfatter: ven, fælles, landsmand, broder og slægtning. Men det får først sin specifikke betydning i Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, hvor det slås fast, at den nødlidende mands sande næste var den samaritaner der viste ham barmhjertighed og hjalp ham uden hensyn til om han var ven, slægtning, landsmand eller folkefælle (vi kunne i dag sige uden hensyn til om han havde 'de rette meninger eller anskuelser'.

Problemet bliver derfor i det aktuelle spørgsmål om næstekærlighedsbudet er totalt og absolut - som en nyudnævnt biskop netop har postuleret - og derfor omfatter de flygtninge der i stort tal rejser her til landet fra fjerne mellemøstlige lande via smuglernes netværk, business og pengemaskiner - eller om denne flygtningestrøm er et storpolitisk anliggende som skal behandles som sådant og derfor slet ikke kommer ind under nogen som helst moralsk forpligtelse for meningmand og enkeltindivider til at hjælpe de mennesker der kommer i nød og ulykke i de umiddelbare omgivelser, fx ved en trafikulykke.

Hvis vi for overskuelighedens skyld ser bort fra at der er mennesker der går ind for multurkulturalisme, internationalisme, kosmopolitisme og globalisme ud fra det synspunkt at vi alle er ens og skal kunne slå os ned hvor vi har lyst, og at alle nationale, sproglige, historiske og religiøse hensyn, der gør noget andet gældende, er levn fra en romantisk fortid, så bliver det aktuelle flygtningeproblem et relativt klart spørgsmål om hvor grænsen går mellem næstekærlighed og politik.

Her bør det i første omgang kunne slås fast at det vil være helt urealistisk at sige at et enkelt land som fx Danmark skulle have en absolut forpligtelse til at hjælpe flytninge der kommer til landet uanset deres antal, allerede ud fra en nøgtern konstatering af at antallet af flygtninge på verdensplan tæller mange millioner mennesker som det er umuligt at hjælpe uden for deres egne lande eller disses nærområder. De er så mange, at intet land eller nogen koalition af enkelte lande vil kunne klare opgaven. Den har på grund af den enorme politiske uro, fattigdom og hungersnød og de enorme krigs- og diktaturtilstande mange steder i verden et sådant omfang, at det ville medføre deciderede folkevandringer, hvis problemerne ikke med alle fornuftige midler og største målbevidsthed søges løst lokalt. Folkevandringer ville være katastrofale fordi de - som vi kan se af de historiske eksempler - betyder undergang for de bestående kulturer og folkeslag. Dem har de bestående, velfungerende og sammenhængsprægede lande i nutidens overbefolkede verden ret til at forsvare for selvopholdelsens skyld. Ikke fordi nogen konvention giver dem denne ret i juridisk forstand, men fordi de består af mennesker der føler en dyb fælles forpligtelse til at sørge for den indre konsistens som folk eller nation.

Dernæst kan det slås fast, at det er den nationale tankegang der er mest realistisk - og ikke den multinationale, mulitikulturelle eller globale, for den sunde nationale tankegang (ikke at forveksle med den nationalromantiske eller nostalgiske følelse) går ud fra den psykologiske kendsgerning at alle mennesker præges dybt af det lokale miljø hvor de vokser op, dvs af det landskab og klima, det samfund, det sprog og den historie de vokser op i. Det er dér de føler sig hjemme; det er det de vil værne om og forsvare mod fremmed besættelse eller undertrykkelse, og derfor også det de helst vil undgå at få ødelagt eller undergravet af indvandrere og flygtninge der kommer med en anden kultur og ikke - som den søgte og aftalte arbejdskraft - er indstillet på integration.

Et beskedent antal indvandrere og flygtninge gør ingen skade, hvis de ellers er indstillet på integration. Ja, de kan ligefrem blive en berigelse. Men for alle vesteuropæiske lande i efterkrigstiden gælder at indvandringen gennem brug af fremmedarbejdere blev et stigende problem, fordi de fremmede ikke rejste hjem efter at have udført deres arbejde, men blev boende og endda fik lov til helt urimelige familiesammenføringer. De faldt ikke ordentlige til på kort tid, men samlede sig i ghettoer med særlige kulturer - og uden at lære de indfødtes sprog ordentligt. Det gav helt naturligt social og politisk uro. Og medførte for Danmarks vedkommende den protestbølge der førte den socialdemokratiske regering til fald i 2001, og som i dag fører til at den socialdemokratisk-radikale regering føler sig nødsaget til stramninger i asylpolitikken for om muligt at undgå et valgnederlag.

Og al snakken om globalisme og multikulturalisme m.m. tæller ikke rigtigt. Den kommer fra overklassen og den bedststillede middelklasse der har deres på det tørre og fra deres arbejde og netværk er vant til at handle og fungere på tværs af nationale og sproglige grænser. Men ingen der er imod den overdrevne modtagelse af flygtninge og indvandrere bestrider at Danmark skal være et åbent land der samarbejder med andre lande og udveksler såvel diplomater, forskere og virksomhedsledere som handelsvarer, kultur og turisme.

Når det sunde nationale synspunkt kan siges at være mere realistisk end det globale og multikulturelle ligger det altså ikke i at det førstnævnte er mere lukket end det sidstnævnte, men i at det er det der tager størst hensyn til de faktiske psykologiske forhold og behov, og derfor med størst vægt kan hævde, at vi slet ikke skal vælge mellem åbenhed og lukkethed, men tværtimod forholde os til modsætningen mellem en relativt national indstilling og en relativt international indstilling som en decideret komplementær modsætning: Både den nationale indstilling og den internationale indstilling er værdifulde og berettigede, selvom de ikke kan gå op i en logisk konsistent syntese.

Det komplementære synspunkt værdsætter den dynamiske spænding mellem modsætninger, men benægter ikke selve modsætningen. Den påpeger derimod konkret at åbenheden altid i sig selv er en god ting i alle livets forhold, fordi den sørger for fornyelse og transcendens i kontakten med det fremmede, men at den ikke må miste sit fundament i det hjemlige og lokale som betinger sundheden. Mistes dette fundament, bliver åbenheden ikke grænseløs, men meningsløs. Den forsvinder i en kamelæonagtig væren der automatisk skifter farve efter omgivelserne. Og kulturelt vil resultatet kun blive gråt og kedeligt.

For et frit, sammenhængende og demokratisk samfund gælder derfor at en absolut åbenhed og næstekærlighed i kristendommens, humanismens eller nogen anden ismes navn vil være fatal. Den er slet ikke i stand til at bære et samfund, men vil tværtimod undergrave det, fordi sammenhængen og konsistensen går tabt.

Lige som det enkelte menneske ikke kan hengive sig til den utopiske idealismes tro på næstekærlighedens principper, så kan det enkelte samfund ikke forlade den nationalrealistiske kompleksitet eller komplementaritet uden at bukke under.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: