Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - eukrise15dmerkel

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.11.15.

Merkel bringer sit land og hele EU ud i ufrihed og fangenskab

Tyskland har allerede nu i begyndelsen af november nået det antal flygtninge på 800.000 som blev forudsagt som det endelige tal for hele året 2015 for blot et par måneder siden, da kansler Merkel åbnede sluserne for den dengang ensporede strøm fra Tyrkiet, Grækenland og Serbien gennem Ungarn. Hun gjorde det med det yderst selvsikre slogan: "Wir schaffen es", dvs. 'Vi klarer det' - og hun påberåbte sig fra starten at den tyske grundlov i sin allerførste sætning fastslår at "alle mennesker har en uantastelig værdighed. At agte og beskytte dem er alle statslige forvaltningers forpligtelse". Og dette udlagde hun i sin nærmest traumatiske efterkrigs-skyldfølelse som tyskernes særlige forpligtelse til at redde hele menneskehedens værdighed.

Resultatet er som bekendt blevet at flygtningestrømmen for længst har tvunget de enkelte tyske delstaters forvaltninger i knæ, så de slet ikke kan følge med hvad angår de rent praktiske foranstaltninger omkring at skaffe boliger, senge, madrasser, klæder, varme, mad og drikke og ordentlige bade- og toiletfaciliteter til de ankomne. Ja, myndighederne kan end ikke klare at registrere dem i den takt de ankommer. Og der er vel at mærke ingen ende på strømmen selvom Ungarn ret hurtigt fik rejst et tre meter højt hegn langs sin grænse til Serbien, for strømmen fulgte så blot de åbne strækninger gennem Slovenien og Kroatien. Og der er heller ingen ende på de økonomiske problemer tilstrømningen giver Tyskland øjeblikkeligt og som kommer oven i Grækenlands manglende evne til at betale sin gæld af, Volkswagen-skandalen der rammer hele den tyske økonomi, og den netop af finansminister Schäuble konstaterede betragtelige nedgang i skatteindtægter.

Hele EU-toppen og -apparatet er sat på sin hidtil værste overlevelsesprøve som kun klares med udskydelse efter udskydelse af store og bindende afgørelser - dog altid med elitens værdighed og 'gloire' udstillet med en pompøsitet der er omvendt proportional med den faktiske handleevne. Selv når det lykkes at få et sølle antal af 30 - siger og skriver tredive - flygtninge ekspederet til Luxembourg ud af de ialt 160.000 flygtninge som EU ønsker fordelt mellem medlemslandene, så jubler Juncker, Schulz og Tusk. Storbritannien kan holde sig nogenlunde fri af tabernaklet. Frankrig slås med stor folkelig uvilje, skandaløse forhold i de selvbestaltede flygtninge-camps i Calais samt fremgang for Front National. Den svenske regering er faldet ned fra Frederik Rejnfeldts skyer og trygler nu om hjælp, alt imens Sverigesdemokraterne besegler deres position. Grækenland segner under den endeløse strøm af flygtninge fra Tyrkiet der i første række rammer Lesbos og kun muliggøres af smuglere der ser det hele som cool business. Og grækerne må også trækkes med den kæmpegæld der aldrig kan betales. Tyrkiets nyvalgte præsident Erdogan kan godte sig. Hans forhandlingsposition forbedres dag for dag, når det gælder at presse penge og udsigter af EU. Og Obama i Washington kan se til med sindsro. Han er præsident for et land der altid har været en decidereret indvandrerstat. Han mener jo principielt at Europa bare skal tage mod så mange flygtninge som muligt. Han er ikke på genvalg og har opgivet det Syrien hvis borgerkrige giver Mellemøsten og Europa alle problemerne.

Tysklands regering står med Sorte Per i hænderne, så kansler Merkel må holde krisemøde efter krisemøde.

I går lykkedes det hende i Kanzleramt at hale et kompromis i land mellem partierne i den store koalition (CDU, CSU og SPD) om oprettelse af modtagelses-centre ved grænserne. Striden stod primært mellem CSU-lederne Horst Seehofer og SPD-lederen Sigmar Gabriel og drejede sig om noget så inferiørt som selve betegnelsen for de centre ved grænserne som skal tage imod flygtningene og registrere dem. CSU ville have dem betegnet transitzoner, svarende til dem lufthavnene har for rejsende der skal videre til andre steder. Men det ville SPD ikke acceptere, for betegnelsen lyder for dem af indespærring, skønt næppe nogen flyrejsende har oplevet dem på den måde. Men zoner kræver unægteligt hegn eller mure der forhindrer fri bevægelighed så længe man er i transitområdet, og det giver forkerte associationer, mener SPD. - Parterne enedes derfor om et kompromis der på Der Spiegels formel siger: Transitzonen + Einreisezentren = Aufnahme-Einrichtungen.

Men det er ganske oplysende at læse Der Spiegels lille udvalg af politikerkommentarer:

Sigmar Gabriel (SPD) på twitter: "Die #SPD hat sich durchgesetzt. #Transitzonen sind vom Tisch. Keine Haft, kein Zaun."

Heiko Maas, Bundesjustizminister (SPD): "Ich bin froh, dass die Union ihren Vorschlag nicht weiter verfolgt hat, die Flüchtlinge direkt an der Grenze in Haft zu nehmen." Von den Transitzonen wäre eine gefährliche Botschaft ausgegangen. "Menschen, die zu uns kommen, weil sie in ihrer Heimat vor Krieg und Verfolgung geflohen sind, als erstes in Haft zu nehmen, wäre ein fatales Signal gewesen."

Torsten Albig, Ministerpräsident Schleswig-Holstein (SPD) sei erleichtert, "dass die wenig hilfreiche Debatte um die Transitzonen endlich vom Tisch ist". Allerdings "betreffen auch diese neuen Vorschläge des Bundes nur einen sehr kleinen der Teil der Menschen, die schon bei uns sind beziehungsweise neu zu uns kommen." - Über das Papier: "Jetzt muss es präzisiert und dann muss es getan werden."

Horst Seehofer (CSU): "Ich bezeichne das, was wir heute vereinbart haben, als gut." - "Wir legen Wert auf die Reduzierung der Flüchtlingszahlen. Das findet sich auch in diesem Papier wieder." - "Wir hatten nie irgendwo vorgeschlagen eine Haft für die Menschen, die in diesen Einrichtungen aufgenommen wurden."

Peter Altmaier, Kanzleramtsminister (CDU) [chefkoordinator for regeringens flygtningepolitik]: "Das war heute ein guter Tag: Wer nicht verfolgt wird und aus einem sicheren Land kommt, wird künftig schneller unser Land verlassen müssen." (via Twitter)

Kanzler Merkel (CDU): "Alles in allem sind wir einen guten, wichtigen Schritt vorangekommen." Beschlossen worden seien weitere Maßnahmen, um die Herausforderung der vielen Menschen, die vor Krieg und Terror fliehen, gut zu bewerkstelligen. "Wir machen das alle in dem Geist, dass wir die Voraussetzungen dafür schaffen, dass wir es auch schaffen können und auch schaffen wollen."

Bernd Riexinger, Vorsitzender der Linkspartei: "Auf Teufel komm raus soll abgeschoben werden, damit wird das Asylrecht weiter geschliffen [Frit oversat: Med djævelens vold og magt skal man skaffe sig af med asylansøgerne således at asylretten bliver yderligere finpoleret]. Es besteht die Gefahr, dass den Menschen kein faires Asylverfahren nach rechtsstaatlichen Prinzipien gewährt wird." Die Regierungsparteien verheimlichten, dass die Behörden bei der Bearbeitung der Asylanträge überlastet seien, weil es zu wenig Personal gebe. Die Einigung sei ein "fauler Kompromiss".

Robert Habeck, Umweltminister Schleswig-Holstein (Grüne): Die Beschlüsse helfen "weder Deutschland, noch den Menschen, sondern nur der Großen Koalition". "In den Ländern warten die Menschen ein halbes Jahr darauf, bis sie ihren Asylantrag überhaupt stellen können. Es ist völlig schleierhaft, wie der Bund vor diesem Hintergrund in den besonderen Aufnahmeeinrichtungen innerhalb von wenigen Wochen Verfahren abschließen will."

Som det ses er meninger delte og slørede. Kun den egentlige opposition hos de grønne og venstrepartiet tør sige sandheden uden omsvæb. Koalitionspartnerne opretholder deres livsløgn, der gør en universel menneskerettighed fra grundloven til overordnet politisk princip for løsning af en fuldstændigt ekstraordinær tysk krise 2015 der entydigt kan føres tilbage til borgerkrigen i Syrien: "Die Würde des Menschen ist unantastbar. Sie zu achten und zu schützen ist Verpflichtung aller staatlichen Gewalt."

[Tilføjelse: I løbet af torsdagen gjorde indenrigsminister Thomas de Maizière (CDU) gældende at nye asylansøgere fremover kun ville få opholdstilladelse for et enkelt år (mod hidtil tre) og ville miste retten til at hente deres familie til Tyskland. Men det måtte han trække tilbage igen, for Kanslerkontoret havde ikke fået besked - og de nævnte regler stod ikke i kompromis-aftalen mellem de tre regeringspartier!]



På denne baggrund kan man ikke undre sig over at en af de hårdeste kritikere af den tyske flygtningepolitik, den polskfødte tyske skribent Henryk Broder i går med en artikel i Die Welt stillede spørgsmålene: Hvad vil egentlig denne kansler Merkel? Har hun en plan? Véd hun overhovedet hvad hun gør? - Og Broder citerer en tysk økonom der har tilkeddegivet at han frygter at kansleren enten har mistet sin forstand eller forfølger en for os andre skjult dagsorden. - Broder forsøger sig endda med lidt freudiansk analyse af Merkels motiver - med en gentagelse af Freuds ærlige spørgsmål der røbede hele hans usikkerhed: Hvad vil kvindekønnet? - Men den slags analyser og spørgsmål fører ikke til noget. Man kan være lodret imod kanslerens flygtningepolitik - og se fuldstændigt nøgternt på de store problemer den faktisk medfører, men der er ingen grund til at skyde hende falske motiver i skoene eller frygte for hendes forstand. Man bliver nødt til at tage hendes explicite motiv alvorligt og gøre direkte op med det, hvis man vil gå imod hendes politik. Og herunder må man da tage i betragtning at Merkel er kvinde og højst sandsynligt lægger større vægt på kvindelig omsorg end mænd gør (det er dog ikke en regel uden undtagelse!), men man skal holde fast i at den anden del af hendes inderste politiske motivation hedder europæisk enhed eller europæisk union - og er en idé der aldrig forlader hendes politiske tankesæt.

Der er tre centrale punkter i en vurdering af den aktuelle flygtningskrise:

1. Er hensynet til det enkelte individ vigtigere end hensynet til samfundet?
2. Har Europa en kerneværdi som adskiller sig væsentligt fra Mellemøstens og derfor skal værnes?
3. Flygter syriske flygtninge i virkeligheden fra den fulde etiske ansvarlighed?



Punkt 1: modsætningen mellem individ og samfund

Generelt vil i politik altid gælde at de politiske ledere har til opgave at varetage deres lands suverænitet, civile orden og grundlovsfæstede bestemmelser om lovgivning, statsadministration og retsvæsen, herunder beskyttelsen af borgernes frihedsrettigheder, men ikke at tage sig af de enkelte borgeres ve og vel. Det offentlige sørger for skolevæsen, uddannelsesinstitutioner, sygehusvæsen, vejvæsen osv. Og i det omfang de enkelte borgerne har behov for hjælp ved sygdom, ulykker, kriminalitet, underhold m.m. træder de lokale forvaltninger i funktion ud fra de forskrifter der gives ovenfra. Men det er ikke politikernes sag at tage del i forvaltningen. Det sker dog i betydeligt omfang i kommunerne, men det er faktisk en misforståelse af folkestyret. På ministerplan gælder at en minister ikke skal beskæftige sig med enkelte borgeres problemer (medmindre de giver anledning til generel kritik). Der er eksempler på ministre der bukker under efter få måneder i funktion, fordi de har givet sig til at læse stakkevis af fx socialsager. Men selvfølgelig skal der være den konstante feed-back mellem lovgivningen og borgernes problemer at lovene løbende justeres.

Derimod kan det fastslås som en objektiv kendsgerning at der altid vil være principiel modsætning mellem individets interesser og samfundets interesser, fordi det - især i det moderne, yderst komplekse samfundsliv - vil være komplet umuligt at skabe fuld overensstemmelse mellem de to ting i alle detaljer. De to modsætninger er med andre ord komplementære, de kan ikke gå op i en højere logisk syntese, men er dog lige vigtige og berettigede.

Noget helt andet er de universelle menneskerettigheder der efter 2. verdenskrig og FN's menneskerettighedserklæring fra 1948 i vid udstrækning er optaget i mange nationers forfatninger indirekte - uden henvisning til de internationale konventioner, men ofte i en ordlyd der svarer til konventionernes. I den danske grundlov findes de i kapitel 8, hvor det højt og tydeligt fastslås at den personlige frihed, boligen og ejendomsretten er ukrænkelig, og at borgerne har ret til skoleundervisning, ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed. Men rettighederne gælder udtrykkeligt kun for det pågældende lands egne borgere. Derfor bliver det andre internationale konventioner der gælder for mennesker i krig eller på flugt fra krig og forfølgelse. Den tyske model med udtrykkelig angivelse i selve forfatningen (endda i allerførste kapitel) af universelle rettigheder for mennesker der ikke er tyske statsborgere, men af den ene eller anden grund kommer til Tyskland som flygtninge er en klar undtagelse og må tilskrives at grundlovens fædre ønskede at lægge afstand til Nazi-Tysklands udskejelser.

Helt speciel er dog kansler Merkels påberåbelse af den tyske forfatnings artikel 1 i den ekstraordinære situation der opstod i september med tusindvis af strandede flygtninge i Ungarn der ville til Tyskland. Her åbnede hun som sagt for sluserne - uden tanke for hvilke praktiske følger det ville få for de tyske myndigheder i løbet af et par uger - og uden nogen som helst konsultation med de øvrige politiske ledere i EU som ville få problemerne efterfølgende. Det er muligt at hjertet løb af med hende. En dansk menneskesmugler på Lolland der hjalp nogle flygtninge videre til Sverige i sin bil har forsvaret sin ulovlighed med spørgsmålet: Hvor er vi henne, hvis man ikke må hjælpe andre mennesker. Men regeringschefen for EU's centrale magt kan i hvert fald ikke bruge samme forsvarstrick. Hun bærer ansvaret for dels at have fortolket den tyske forfatnings artikel 1 som en decideret flygtningekonvention, dels at have hængt alle andre EU-lande ud på denne private fortolkning.



Punkt 2: Modsætningen mellem europæiske og mellemøstlige kerneværdier

Som angivet i min tidligere artikel om samfundene indbyggede etiske retningslinjer så kan man udmærket tale om modsætningen mellem kristne værdier og islamiske værdier, men det er ødelæggende for en fornuftig debat om modsætningen mellem europæere og muslimer at gøre forskellen til et spørgsmål om religion i snæver teologisk eller kirkelig forstand. Forskellen er en yderst kompliceret blanding af religiøse og kulturelle samt historiske forhold. Den viser sig derfor ikke mindst i familiemønstret, kønsforholdet, kvindefrigørelsen og sekulariseringsgraden. Og den burde derfor ses i et bredt helhedsrealistisk lys og ikke i et snævert dogmatisk-teologisk lys.

Den afgørende forskel mellem europæere og muslimer i vores nutid er ikke om man dyrker Kristus eller Allah og Profeten, men om man ser de store eksistentielle problemer i sammenhæng med en adskillelse mellem religiøs og politisk magt og en ligestilling mellem kønnene der principielt giver kvinder samme rettigheder som mændene i både familielivet og samfundslivet. Adskillelsen mellem religiøs og politisk magt betyder ikke at religiøse normer og indstillinger skal holdes uden for det offentlige rum, men at det aldrig må være paver eller ayatollaher der bestemmer lovgivningen eller retsudøvelsen. Og ligestillingen mellem kønnene betyder at piger og kvinder skal have ret til samme uddannelse, samme erhvervskarriere og samme medbestemmelse i familien og samfundet som mændene har.

Dette betyder at islam ikke kan betragtes som en lige så god religion eller livsindstilling som den sekulariserede vestlige indstilling. Den vestlige er klart den eneste der giver borgerne ret til at tænke og ytre sig frit og giver kvinder fuld medbestemmelser i alle livets forhold - uanset hvad familiefædrene eller de religiøse institutioners autoriteter måtte mene. At Europa overhovedet er kommet så vidt i sin udvikling, skyldes en lang række oprør mod autoriteterne, udmøntet i den lutherske reformation mod pavekirken, de folkelige bevægelser i midten af 1800-tallet, den efterfølgende arbejderbevægelse og kvindebevægelse og den definitive frigørelse fra kirkens tåbelige forsøg på indblanding i den frie forskning. Men den må også ses som en definitiv udmøntning af et fundamentalt skel mellem den verdslige verdens uafladelige magtkamp og magtstrukturering på den ene side og den åndelige verdens faste forankring i alt det der går stik imod magtkampen, nemlig det frie og nære forhold mellem mennesker og den frie og spontane skabelse af en alternativ virkelighed ved siden af den praktiske og meget regulerede verdslige virkelighed. Og dette fundamentale skel har rod i Jesu evangelium - til forskel fra den kirkelige dogmatik der fra år 325 blev et centralt led i europæisk magtkamp.

Også på dette punkt adskiller den europæiske kultur sig fra den muslimske, for det islamiske samfund opstod først med Muhammeds udvandring til Medina og hans åbenbaringer i år 622, og resultatet blev en lovreligion der var lige så streng som ortodoks jødedom, og den fik aldrig en hovedskikkelse der som Jesus vendte sig radikalt mod lovreligionen.

For situationen i 2015 betyder dette at muslimer der føler sig undertrykte i Mellemøstens borgerkrigshærgede lande kan drømme om den frihed europæerne har, men ikke at de kan kan integreres i vestlige samfund uden videre - og slet ikke i de frie familiemønstre der kendetegner Vesten i kraft af hundrede års kvindeemancipation. Åbnes Europas grænser for et par millioner muslimske flygtninge, kan det kun gå galt. Multikulturalisme er undergravende for europæisk kultur.



Punkt 3: Fuld etisk ansvarlig for nutidens muslimer betyder kamp for sekularisering.

Men endnu en faktor er væsentlig i hele denne sammenhæng, og det er sammenhængen mellem sekularisering og etisk ansvarlighed. Sekularisering har med erkendelse og oplysning at gøre, og selve den etiske ansvarlighed dukker op i den biologiske udvikling med bevidsthedens dannelse, som adskiller mennesket fra dyrene og som er mesterligt fortalt i myten om de 'første' mennesker. En sådan myte er ikke en slags primitiv naturvidenskabelig forklaring, men derimod en billedlig påpegning af grundvilkåret for menneskelivet.

I vores konkrete skabelsesmyte som den europæiske kultur har overtaget fra jødedommen fortælles det at Adam og Eva spiste af den forbudne frugt af kundskabens træ og dermed blev udvist af paradisets have af ren uskyld og ansvarsfrihed. Med den nye kundskab blev de bevidste om såvel kønsforskellen og forskellen på godt og ondt som ophavets ufuldkommenhed eller ulyst til at se børnene blive voksne og gå deres egne veje.

Det var med andre ord selve den kønshormonalt bestemte bevidsthed der bevirkede at de første mennesker mistede uskyldigheden og blev ansvarlige for deres eget liv og skæbne - og det er vel at mærke ikke noget der skete en gang for alle i en fjern mytisk fortid, men noget der sker hver eneste dag året rundt i nutiden, fordi det slet ikke kan være anderledes. Sådan er bevidstheden nu engang indrettet som psykisk mekanisme. Men både mytens 'første mennesker' og alle deres efterkommere bærer fortsat i sig erindringen om uskylden - og rammes af denne grund af 'syndsbevidsthed', der således må siges at være et aldeles afgørende resultat af tabet af uskyldigheden. Og forestillingen om en gud der smider parret ud af paradiset - og sætter vogtere med flammesværd til at forhindre dem i komme tilbage - giver den helt nye og fundamentale mening at erhvervelsen af bevidstheden gør det komplet umuligt at vende tilbage til uskyldigheden.

Myten om 'syndefaldet' genfortæller lige præcis pubertetstidens universelle oplevelse af grundvilkåret for alle menneskers voksen op fra barndommens uskyldighed til ungdommens begyndende ansvarlighed med hvad deraf følger omkring arbejde, familie, formering og ansvar - samt sjæleliv, åndsliv og kulturliv i videste forstand. Ser man denne myte som opspind og eller fri fantasi om 'de første mennesker på jorden', har man ikke forstået nogetsomhelst af menneskets generelle situation eller pubertetstidens betydning, og man har specielt ikke forstået forskellen mellem ansvarsfrihed og ansvarlighed. Ansvaret betyder nemlig at man ikke alene skal sørge for overlevelse og formering, eller for arbejde, uddannelse og erhverv, men også for et åndsliv der kan vedligeholde følingen med den indre verden og et kulturliv der kan sikre følingen med det kollektivt ubevidste....

Kirken og dens teologi har ganske vist brugt myten til at postulere at spisningen af kundskabens fristende æbler var et oprør mod den guddommelige skaber som mennesket vel at mærke hang på til alle tider (det kaldes arvesynden), men det kan ethvert menneske jo let se som autoriteternes forsøg på at forhindre fri tænkning og har derfor lov til at se stort på. Ja, det eneste ansvarlige er faktisk at se oprøret som den i alle individers og generationers historie afgørende begivenhed. Det er den der bringer det fulde etiske ansvar ind i den biologiske evolution og skaber den menneskelige kultur og kulturhistorie.



For Europas vedkommende har begivenheden gennem sekulariseringen ført videre til en frigørelse fra de kirkelige autoriteters forsøg på at fastholde magten over mennesket og menneskesjælen. Det lykkes ikke for dem, og de der er bange for at gå planken ud, bør gøre sig helt klart at det heller ikke forholder sig sådan at mennesket kommer til at savne etiske holdepunkter i tilværelsen, blot fordi autoriteterne afskediges. Nej, autoriteten flyttes blot fra ydre magthavere (der næsten altid korrumperer på et eller andet tidspunkt) til indre instanser der hænger sammen med det kollektivt ubevidste og af lige præcis denne grund ikke kan tages til indtægt for nogen dogmatisering eller patentering af de indsigter der kommer, men tværtimod altid vil henvise til en uafladelig skønnen og reflekteren - med deraf følgende accept af en bred fejlmargen.

Hvis man først forstår disse forhold, så kan man også se at det ulykkelige og i mange tilfælde katastrofale ved den muslimske indstilling til og fortolkning af deres religion er, at den aldrig har undergået en sekularisering - og efter alle islamiske fortolkeres opfattelse absolut heller ikke skal indlade sig på en sådan. Derfor kommer frie og sekulariserede vesterlændinge aldrig overens med muslimer om religion, etik, demokratisering eller kvindefrigørelse, selvom der findes enkelte fortalere for reformer blandt muslimerne. Tværtimod må vi beskytte os mod de mest fanatiske islamister der driver terror mod vores ytringsfrihed og vore institutioner - eller i Mellemøsten fører decideret krig mod de af deres fæller der fortolker religionen anderledes.

Men ikke nok med det. Vi kan faktisk slå fast, at muslimerne i Mellemøsten ikke har en chance for at vinde politisk frihed over for ledere og myndigheder eller reel kvindefrigørelse i familie- og samfundsliv uden konsekvent og dybtgående sekularisering der igen er ensbetydende med at spise de frugter af kundskabens træ der giver fuld bevidsthed om kønsforskellens store kvaliteter og fuld bevidsthed om alle autoriteters og magthaveres ufuldkommenhed og indgroede tilbøjelighed til magtbrynde og magtmisbrug både i familieliv og samfundsliv. Heraf følger igen at det er rivende uansvarligt af muslimer i Mellemøsten at tro at de kan forblive i den gamle, etablerede uskyldighed ved at flygte fra krig, fattigdom og undertrykkelse i deres egne lande til fred og frihed samt velstand i de europæiske lande. Her vil de i vid udstrækning opleve at blive betragtet som fremmede og uønskede - allerede i kraft af den store strøm vi oplever for øjeblikket. Men de vil desuden opdage at de slet ikke fik nogen frihed, for frihed afhænger ikke blot af frihedsrettigheder som udviklede og demokratiske lande med god civil orden kan tilbyde deres borgere. Den afhænger af borgernes egen ansvarlighed og definitive udgang af uskyldigheden.

Eller sagt med andre og meget direkte ord: Europæiske ledere der i disse måneder har åbnet sluserne for strømmen af flygtninge fra Mellemøsten gør i virkeligheden de flygtende muslimer en bjørnetjeneste. For de forhindrer de flygtende i at blive voksne og lade drømmen om en fortsættelse af den barnlige uskyldigheden fare for stedse - i stedet for at lade dem vide så det ikke kan misforstås at de skal kæmpe sig til friheden i deres egne lande - og naturligvis have fornøden hjælp hertil.



Konklusion

Den aktuelle flygtningekrise i Europa er et glimrende eksempel på det man i systemtænkningen kalder overskridelse af en tolerancetærskel, og som består i en ændring i én variabel kan blotlægge den kritiske værdi af en anden. Konkret kan en stille vækst i antallet af indvandrere eller flygtninge med lidt god vilje føre til integration hvis den sker gradvis og planmæssig over en længere årrække, men vil nødvendigvis føre til dyb og fatal desintegration, når og hvis flere millioner kommer væltende ind over grænserne på få uger.

Komplekse systemer som vore vestlige samfund er selv-korrigerende i kraft af feed-back-mekanismerne. Historisk set kan systemer med positiv tilvækst både være gode og onde, men det er værd at bemærke at systemerne kan løbe løbsk så de får spirer til deres egen nedbrydning - eksempelvis ved uhæmmet befolkningstilvækst gennem flygtninge. Systemtænkeren Gregory Bateson har i sin bog 'Mind and Nature' stillet spørgsmålet om vanskeligheden ved i tide at erkende det grundlæggende kybernetiske problem i 1930'erne og 1940'erne om selvødelæggelsens mulighed kun skyldtes menneskers dovenskab med hensyn til en dybtgående ændring af deres tankemønster eller noget andet. Ja, han spurgte endog om den gamle erkendelsesteori selv blev forstærket af løbske kredsløb.

Spørgsmålene er højaktuelle i dag, hvor finanskrisen, EU-krisen, flygtningekrisen og Mellemøstens borgerkrige åbenlyst har afsløret de gamle tankemønstres utilstrækkelighed og de politiske lederes magtesløshed til at rette op på problemerne i tide, og hvor nye og mere tidssvarende begrebsrammer ikke kan vinde lydhørhed. Det etablerede system er endnu for stærkt og har ikke kompromitteret sig tilstrækkeligt i folkets øjne, og de nye sociale medier prioriterer underholdning og spænding over fordybelse.

Men vitterligt er der stor folkelig modstand mod at få alt for mange muslimer ind i vore relativt homogene nationalstater som allerede i årtier har oplevet stigende integrationsproblemer som følge af jævn og langsom indvandring. Ulykken er at den intellektuelle elite overvejende er kosmopolitisk og multikulturelt indstillet, hvad der vil sige at den ikke alene undervurderer integrationsproblemerne, men tilskriver dem primitive psykologiske mekanismer som fremmedfrygt eller fremmedhad med racistiske undertoner - og altså i grunden slet ikke accepterer at nationalstaten i sig selv er forudsætningen for fuld etisk ansvarlighed. Og allerværst er naturligvis at EU-eliten med Angela Merkel i sidsen totalt ignorerer eller fejlfortolker muslimernes eget ansvar for at vinde friheden. Den kan de kun vinde i Mellemøsten - og derfor skal de ikke have uhindret adgang til Europa, med dettes undergang til følge.

Merkel har historisk svigtet kampen for europæisk frihed ved at åbne sluserne for de hundredtusinder af muslimske flygtninge fra Mellemøsten. Det vil føre til ny ufrihed for europæerne uden samtidigt at givet nogen frihed for muslimerne. I 25-året for ophøret af den kommunistiske undertrykkelse af store dele af Europa er Merkel i færd med at føre Europa ind i et nyt fatalt fangenskab.

Ejvind Riisgård



Relevante artikler på Jernesalt: Massive nytårsovergreb på tyske kvinder sætter et "Før og efter Køln"  (13.1.16)

Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Har samfundene indbyggede etiske retningslinjer?  (24.9.15.)
Systemsammenbrud betyder ikke tidernes ende, men nye muligheder  (13.9.15.)

Merkels bevidste satsning på Tyrkiet undergraver europæisk fællesskab  (20.10.15.)
EU og Merkel bruger flygtningestrømmen til at skabe mere union  (14.10.15.)
Flygtningestrøm ændrer på få dage Danmark og hele Vesteuropa  (9.9.15.)
Flygtningestrømmen truer Europa og deler europæerne  (2.8.15.)
Bådflygtningene er en stor etisk udfordring  (27.4.15.)



Jubilæum for Murens Fald i 1989  (9.11.14.)
Merkels parti vandt det tyske valg, men tabte regeringskoalitionen  (24.9.13)
Eurokrisen bremser unionsbestræbelserne  (30.9.11.)
Berlin - Europas centrale metropol  (26.9.11.)
Tyskerne fravælger socialdemokraterne  (29.9.09.)
Bundesrepublikken 60 år  (24.5.09.)
Tysk terror gennem 30 år var ekstremt inkonsistent  (4.1.08.)
Problemer med tysk regeringsdannelse  (4.11.05.)
Merkel bliver ny kansler  (11.10.05.)
Tyske koalitionsregering godkendt af partierne  (15.11.05.)
Frygt og usikkerhed vandt det tyske valg  (20.9.05.)



Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal