JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - tyskvalg05

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.11.05.

Tyske koalitionsregering godkendt af partierne

Mandag den 14. accepterede alle tre koalitionspartier - CDU, CSU og SPD - det program og den personsammensætning som fredag den 11. var blevet forhandlet på plads for den nye tyske regering. Den forventes endeligt godkendt af Forbundsdagen den 22. ved en hemmelig tillidsafstemning.

Accepten skete med overvældende flertal i alle tre partier, selvom der naturligvis var betænkeligheder, men såvel CDU-formand Angela Merkel (der skiftevis tituleres Frau Merkel eller Dr. Merkel) og CSU-formand Edmund Stoiber som SPD's afgående formand Franz Müntefering og tiltrædende formand Matthias Platzeck kunne overbevisende fastslå, at koalitionsregeringen - sådan som Forbundsdagen var blevet sammensat ved det ekstraordinære valg - var en nødvendighed for at bringe Tyskland videre. Begge parter havde måttet gå på kompromis på flere punkter i forhold til egne programmer, valgløfter og forhåbninger, men der var intet andet alternativ, hvis den økonomiske krise skulle overvindes.

Fru Merkel gav i et efterfølgende interview til ZDF udtryk for sin overbevisning om at koalitionen ville holde fire år, fordi det var nødvendigt. Regeringsgrundlaget var stærkt nok.

Regeringen tilstræber først og fremmest at bringe statsbudgettet i balance fra 2007, så Euro-betingelserne opfyldes, dvs så underskuddet på statsbudgettet fjernes og inflationen mindskes. Det skal ske ved kraftige besparelser samt skatteforhøjelser. Momsen hæves fra 16 til 19 % og indkomstskatten sættes op for de rigeste (man taler ligefrem om en rigmandsskat) fra 42 til 45 %.

Pensionsalderen hæves gradvis fra 65 til 67 år frem til 2012, og pensionsbidraget hæves fra 19,2 % til 19,8 %. Embedsmænd får en times længere arbejdsuge. Forsikringsalderen sættes op til 25 år, hvilket giver en besparelse på 4 mia euro.

Sygekasserne skal spare et par mia euro på medicinindkøb, men ellers udskydes en tiltrængt reform et års tid. Familieydelserne sættes op.

Der investeres 25 mia euro i erhvervsfremme - og fra 2010 afsættes yderligere 3 mia til forskning. Miljøet forbedres ved at øge produktionen af vedvarende energi så den i 2010 udgør 12,5 pct. af energiforbruget (målet er 20 % i 2020).

Prøvetiden for ansatte med kort fyringsfrist øges fra 6 mdr. til 2 år for at fremme beskæftigelsen. Og der skal skaffes 55.000 lærepladser.

Fru Merkel understregede ved den fælles, og iøvrigt ganske afslappede og muntre forelæggelse at det nye regeringsprogram skal måles på øget beskæftigelse. Og det er her det største problem ligger, fordi skatteforhøjelserne og besparelserne på de offentlige budgetter umiddelbart trækker den anden vej: nedsat forbrug med risiko for svækkelse af hjemmemarkedet med tilhørende forøgelse af arbejdsløsheden. Men man håber altså alligevel at omlægningerne og investeringerne fra 2007 vil få positiv effekt på den samlede økonomi.

Regeringsaftalen kritiseres af mange økonomer og af en del partifolk i alle tre partier. Men man har altså ikke set anden udvej - og parterne må være overbevist om den langsigtede effekt, siden man har vovet sig ud i det fælles projekt.

Størst utilfredshed vil naturligvis melde sig på venstrefløjen, dvs i det nye Linkspartei, men hverken dette parti eller De grønne vil få afgørende indflydelse på den økonomiske politik de næste fire år. Det samme gælder De frie demokrater, der ikke har været sene med deres kritik.

For EU er det et plus at der er skabt et regeringssamarbejde, der ser ud til at kunne holde, og samtidigt vil drage omsorg for at euro-reglerne overholdes. Men effekten af skatteforhøjelserne kan påvirke inflationen i flere EU-lande og vil bl.a. kunne gøre det nødvendigt at sætte den europæiske rente op. Der tales allerede om rentestigning til december.

Historisk set er det første gang siden Kiesinger-Brandt-koalitionen 1966-69 at der etableres en stor koalition mellem CDU/CSU og SPD, og også første gang en kvinde bliver kansler. Men der er også tale om et markant generationsskifte i tysk politik.

Angela Merkel har cementeret sin position som CDU's ubestridte leder efter de mange års partikrise efter Helmuth Kohls fald og den såkaldte Spendenaffäre. Merkel har med sine 51 år fremtiden for sig. Hun har klaret regeringsforhandlingerne med stor dygtighed, målrettethed og tålmodighed, og hun har ikke ladet sig slå ud af Stoibers eller Schröders modarbejde.

CSU's 64-årige leder Edmund Stoiber har undergravet sin egen position, fordi han alt for længe ikke kunne blive enig med sig selv om hvorvidt han ville indtræde i Merkels regering eller forblive ministerpræsident i Bayern. Han valgte til sidst Bayern, fordi han ikke ville spille andenviolin i Merkels ensemble, men det har kostet ham så megen prestige, at han ligefrem har måttet undskylde sig over for sit parti. Her havde man håbet på foryngelse ved et formandssskifte, men må nu vente. Reaktionen på partikongressen i mandags var rungende tavshed da han besteg talerstolen, og det samme da han gav sin undskyldning. Det har han aldrig oplevet før. Han er en mærket mand og kan næppe forvente - trods alle sine løfter - at få skabt ny fremgang for partiet, før han giver plads for yngre kræfter. Han har definitivt trukket sig fra Forbundsdagen, men hans dage som ministerpræsident i Bayerne er formentlig også talte. Og det har han kun sig selv at takke for.

Gerhard Schröders position er på disse fire-fem uger ændret totalt fra sejrssikker kansler med krav på at bevare kanslerposten til ydmygt menigt medlem af SPD-fraktionen i Forbundsdagen. Længe kæmpede han for sit førerskab, men da det stod ham klart at der ikke blev en koalitionsregering uden Angela Merkel som kansler, og at partiet og ikke mindst den stærke formand Müntefering ønskede deltagelse i en koalition, kom hans udmelding om at han ikke ville stå i vejen for en koalition. Han deltog i de fortsatte forhandlinger og har anbefalet den nye regering. Men han har altså forladt toppen uden sværdslag. Det må have kostet stor overvindelse. For ét er at et valg kan ende med et kanslerskifte, noget helt andet er at det sker efter en valgkamp som han mod alle odds klarede næsten lige så godt som modkandidaten. Nu får han mere tid til sin unge familie og nye fritidssysler. Men det var ikke den sortie han drømte om. Dog høstede han langvarigt bifald på partikongressen for sin syv-årige indsats som kansler. Og det skal til hans ros tilføjes, at han efter koalitionsforhandlingernes heldige afslutning kun havde pæne ord at sige om fru Merkel. Arrogancen iblandet en god del kvindeforagt blev holdt i ave, ligesom i Stoibers tilfælde. Men for sent.

Franz Müntefering er gået af som formand og erstattet af den langt yngre ministerpræsident for Brandenburg, Matthias Platzeck, der uden at indtræde i koalitionsregeringen nu kan forberede sig i ro og mag på at blive sit partis kanslerkandidat i 2011 eller hvornår valget nu måtte komme. Han bakkes op af ministerpræsident Kurt Beck fra Rheinland-Westphalen, der selv var muligt emne. Og dermed er generationsskiftet på plads. Müntefering for sit vedkommende kan slutte sin politiske karriere med posten som vicekansler. Også han må være opsat på at koalitionen holder så længe som muligt.

Det hører med til det store tyske generationsskifte at også De grønnes hidtil ubestridte føreskikkelse, fhv. udenrigsminister Joschka Fischer har forladt sit partis ledelse, så han nu får tid til at hellige sig familien, dvs hans femte unge hustru. Måske vil han også passe bedre på sit helbred. Han var som bekendt blevet tyk og fed af for mange gode middage og frokoster, men smed en del kilo under valgkampen. Der kan ventes bøger fra hans side - og han vil uden tvivl også blive en søgt - og højt betalt - foredragsholder. Schwamm darüber. Tysk politik er på fem uger blevet meget yngre.

Angela Merkel er gået betydeligt styrket ud af de sidste ugers hårde forhandlinger. Hendes strategi bar frugt, så hun fik vendt det ubestridte valgnederlag til en sejr der ikke alene gjorde hende til kansler og bragte kritikere og konkurrenter til tavshed, men har skabt gunstige muligheder for at få optimismen og fremdriften tilbage i tysk økonomi og politik. Det mest spændende ved den nye store koalition er spørgsmålet om den bliver et gennembrud for en mere bevidst socialliberal linie der vil kunne fortolkes som den tredie vej i Tysklands tilfælde, en komplementaritetens vej mellem modsætningerne socialisme og liberalisme.

Henvisninger:

Problemer med tysk regeringsdannelse  (4.11.05.)
Merkel bliver ny kansler  (11.10.05.)
Frygt og usikkerhed vandt det tyske valg  (20.9.05.)
Stor spænding om det tyske valg  (18.9.05.)

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean