JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - tyskvalg13a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.9.13. (Ugebrev)

Merkels parti vandt det tyske valg, men tabte regeringskoalitionen

Valget til Forbundsdagen i Tyskland gav CDU/CSU 41,5 % af stemmerne (en fremgang på 7,5) og ialt 311 mandater af 630 og var en stor sejr for kansler Angela Merkel. Socialdemokraterne fik 25,7 % (en lille fremgang på 2,7 %) og 192 mandater og var en stor skuffelse for spidskandidaten Peter Steinbrück. Tredje største parti blev denne gang Die Linke med 8,6 % og 64 mandater og derefter fulgte Die Grünen med 8,4 % og 63 mandater, mens det hidtil tredjestørste parti De Frie Demokrater FDP med kun 4,8 % (et tab på næsten 10 %) kom under spærregrænsen og for første gang i partiets historie ikke bliver repræsenteret. Det helt nye, kun fem måneder gamle, EU-skeptiske parti Alternative Für Deutschland (AFP) opnåede 4,8 %, hvad der var et flot resultat, men ikke nok til repræsentation. Die Piraten og et par andre partier kom heller ikke ind.

Slutresultatet er altså at CDU vandt stort (og mandatmæssigt favoriseres som største parti), men at Merkels schwarz-gelbe koalition mellem CDU/CSU og FDP tabte, og at den rot-grüne-rote opposition fik et flertal på 319 mandater - uden at kunne danne regering. SPD vil ikke have Die Linke med i en regering; det ville svare til at socialdemokraterne her i landet tog Enhedslisten med i regeringen. Men i Tyskland kan SPD heller ikke tillade sig at danne regering med de grønne og have Die Linke som parlamentarisk støtteparti. Det ville umiddelbart give en voldsom reaktion i partiet og til næste valg sende det mod et sikkert nederlag. Steinbrück er heller ikke populær. Et twitterbarometer viste at han kun havde 7.612 meddelelser mod Merkels 50.672. Han var finansminister i Merkels første koalitionsregering, er særdeles kompetent, men har sit arrogante væsen imod sig. Og han dummede sig under valgkampen ved i en reklame at bruge en fuck-finger, på tysk en Stinke-Finger. Han forsvarede sig med at lidt humor måtte være tilladt. Men det synes vælgerne altså ikke. De er mere trygge ved den pæne og ikke-provokerende kansler Merkel.

Men for hende er situationen den temmelig groteske at hun skal prøve at danne en ny koalitionsregering, da alle er enige om at det vil være bedst at følge tysk tradition med en flertalsregering. Et stort flertal af de tyske vælgere ønsker en koalitionsregering mellem CDU/CSU og SPD; Merkel er indstillet på det og har allerede indledt sonderinger, men SPD er meget betænkelige, da de har dårlige erfaringer med et sådant samarbejde (som gav dem nederlag i 2005). Ja, alle frygter i den grad kansler Merkels styrke som regeringsleder at man taler om at hun "ruinerer alle sine samarbejdspartnere". At det denne gang ville bringe FDP under spærregrænsen var der ingen der havde troet, før det skete ved landdagsvalget i Bayern forrige søndag. Og jeg synes nu også det er en billig forklaring.

Sagen er at FDP i fire år har haft en formand og økonominister Rössler der er for ung og uden gennemslagskraft, en udenrigsminister og tidl. formand Westerwelle der dels er homoseksuel (og det er ikke noget katolikker bryder sig om), dels slet ikke har kunnet måle sig med partiets egen store figur Hans-Dietrich Genscher, der var udenrigsminister under Kohl i 18 år. Og nu sidst opstillede partiet en dygtig, men 68-årig tidl. minister Rainer Brüderle som spidskandidat, skønt han er lige så fredelig som efternavnet lyder. Og endelig gik det liberale parti først og fremmest til valg på skattenedsættelser, og det flytter ikke vælgere den rigtige vej.

For SPD gælder at nederlaget hænger sammen med at det var i Gerhard Schröders tid at de ret hårde arbejdsmarkedsreformer (Hartz og Agenda 2010), som bl.a. indebar en forhøjelse af pensionsalderen, blev ført igennem - og det har vælgerne ikke glemt. Partiet har desuden været splittet siden Schröder og også efter valgnederlaget i 2009. Her var spidskandidaten udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier, der nok virkede lidt farveløs, men var dygtig og anerkendt - og i alle popularitetsundersøgelser siden da har ligget over Steinbrück. Formand blev Sigmar Gabriel. Og han menes i dag at være tilhænger af at gå med i en stor koalition med Merkel, da han sætter hende højt. Men Steinbrück har klart meldt ud at han ikke vil være med - og under alle omstændigheder tør man ikke tage stilling før partiets landsledelse har været samlet. Uanset hvordan det går, kan en regeringsdannelse meget vel komme til at tage flere uger.

En koalition mellem Merkel og de grønne udelukkes ikke, men er næppe sandsynlig. Partiets ledelse har valgt at træde tilbage samlet, og det kan i sig selv give plads til lidt nytænkning, men partiets politik med hensyn til energi fra kul- og atomkraft bliver ikke let at forene med CDU's linje. Lederen af parlamentsgruppen Jürgen Trittin har været udsat for en del hetz som følge af en 30 år gammel bagatellisering af pæderasti, som han forlængst har undskyldt og betegnet som en fejl. Men den slags er noget der hænger ved. Og desuden er partiet ramt af den alderslidelse der hedder at topfolkene mister ydmygheden og begynder at optræde som urokkelige autoriteter (og for damernes vedkommende også klæder sig derefter!).

Angela Merkel vinder tydeligvis på at hun bevarer sin naturlige jævnhed - uden at man skal tro at hun er blidheden selv. For det er hun ikke. Hun er ret beslutsom og konsekvent i sin ledelsesstil, men hun er til gengæld også ret visionsløs. Hendes bærende idé er faktisk noget så konservativt som at bevare euroen, selvom de fleste eksperter i dag kan se at den fra starten var en fejlkonstruktion - og i hvert fald aldrig skulle have været udvidet med lande som Grækenland og Portugal.

Finanskrisen har Merkel gennem hele perioden sammen med sin knalddygtige finansminister Wolfgang Schäuble valgt at tackle med største forsigtighed og konsekvens, hvilket vil sige med villighed til at hjælpe de nødlidende stater som Grækenland, blot uden at det koster de tyske skatteborgere mere end højst nødvendigt. Det har betyder skrappe betingelser til Grækenland og andre lande for lån og har derfor medført store sociale problemer og voldsomme antityske demonstrationer i disse lande. Bagsiden er at Merkel holder igen på midler der kunne sætte lidt mere skub i det hjemlige forbrug og dermed øge andre landes muligheder for eksport til det store tyske marked. Økonomien er god og beskæftigelsen tilfredsstillende sammenlignet med andre landes. Men begge dele måles først og fremmest på at vareproduktionen til eksport er god, og det hjælper ikke forbruget - eller indkomsterne for de dårligst stillede. Minimallønninger er helt nede på 64 kroner pr. time. Det er der ingen danskere der vil arbejde for - og derfor går svineslagtningen naturligvis til Tyskland.

Hertil kommer at den sociale ulighed er markant geografisk præget. Det er fortsat det gamle Østtyskland der er hårdest ramt og derfor det oprindeligt østtyske Die Linke der står stærkest i det gamle DDR-område. Helmuth Kohl forsømte totalt at gøre noget ved denne ulighed, selvom han i sin tid blev genvalgt på at have bragt den tyske genforening i stand (ovenikøbet ved at sælge D-marken til Mitterands euro). Nu er det mere end tyve år siden genforeningen fandt, sted og stadig er østtyskerne langt bag efter vesttyskerne. Angela Merkel har stort set intet gjort, selvom hun selv er gammel østtysker.

Infrastrukturen i Tyskland kræver også reformer, og derfor har Bayerns CSU foreslået en afgift for udenlandske personbiler der vil køre ind i Tyskland, men CDU er ikke begejstret. Merkel skeler igen til EU - og vil nødig genere Bruxelles. Alt skal helst forblive ved det gamle - og det er åbenbart det et flertal af tyskere ønsker. Derfor skal Angela Merkel nok blive kansler for en ny koalitionsregering. Markedet og Bruxelles (og den danske udenrigsminister) kan ånde roligt op. Og så må SPD, Die Grünen og FDP tage skraldet. 'Mutti' har omsorg for os alle. Immanensen er den egentlige sejrherre.

Ejvind Riisgård

PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Links: