JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - tyskland60

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.5.09.

Bundesrepublikken 60 år

60-års dagen for den tyske forbundsrepubliks oprettelse den 23. maj 1949 er blevet fejret med manér i Berlin og andre tyske storbyer. Tilfældigvis faldt dagen sammen med både forbundspræsidentvalget og den tyske Bundesligas afgørende fodboldkamp.

Afstemningen om forbundspræsidenten i den særlige valgforsamling på 1224 repræsentative politikere indledtes kl. 12 i Bundestag og resultatet forelå lidt over kl. 14. Det sikrede den siddende præsident Horst Köhler (CDU) en femårsperiode mere i Bellevue-slottet. Han bakkes ifølge en meningsmåling op af over 70 % af befolkningen, men havde dog ved afstemningen et par modkandidater fra både socialdemokratiet (SPD) og Die Linke. Han vandt imidlertid første runde af den hemmelige afstemning med 613 stemmer mod den socialdemokratiske Gesine Schwanns 503 og venstregruppens Peter Sodanns 91. En outsider fik 4 stemmer, to stemmer var ugyldige og 10 undlod at stemme. Der var ikke tvivl om at Köhler ville få flest stemmer, men alene om han allerede i første omgang ville få det absolutte flertal. Det fik han, men onde tunger hævder at det skyldtes at enkelte af de delegerede stemte for ham imod deres eget parti. De ville hjem for at se den vigtige fodboldkamp der gav Wolfsburg mesterskabet!

Resultatet sikrede i hvert fald at den genvalgte præsident og den siddende regering sammen med skønsmæssigt 600.000 andre tilskuere kunne overvære den store koncert i dagens anledning ved Brandenburger Tor, hvor Berliner Staatskapelle med kor og solister spillede Beethovens 9. symfoni under Daniel Barenboims ledelse. Det er den symfoni der slutter med Schillers ode "An die Freude" og som nu bruges ved alle festlige nationale begivenheder. Det var også Barenboim der svang taktstokken ved den store koncert i forbindelse med den tyske genforening i 1990. Den argentisk fødte jøde Daniel Barenboim, der er i besiddelse af fire forskellige pas, pointerede inden koncerten at han ikke var tysker, men betragtede sig som Berliner.

Den tyske grundlov af 1949 bestemmer Tyskland som en demokratisk og socialt ansvarlig stat. Og den blev i princippet accepteret af østtyskerne som grundlag for det genforenede Tyskland. Der var ingen tvivl om at den udtrykte de værdier og de frihedsrettigheder østtyskerne havde savnet lige siden delingen i 1945. Genforeningen - symbolsk udtrykt med 'Murens fald' - betød ikke blot tysk samling og frihed for østtyskerne, men også fjernelsen af Jerntæppet mellem det frie Vesteuropa og det kommunistiske Østeuropa - og dermed Den kolde Krigs endeligt.

Der var regulær eufori i Tyskland ved genforeningen. Den daværende kansler Kohl kunne genvinde regeringsmagten på genforeningens konto, men i økonomisk og social henseende er Tyskland fortsat et delt land. De fem østtyske Länder har dårlig økonomi og langt højere arbejdsløshed end resten af forbundsrepublikken.

Selve hovedstaden Berlin er også fortsat i nogen grad præget af byområder der er forsømte eller i forfald. Men den har ikke destomindre formået på få år i kraft af omfattende nybyggeri og renovering samt etablering af regeringskontorer og kulturinstitutioner at placere sig som europæisk metropol på linje med Paris og London.

Forbundsrepublikkens første kansler var CDU-politikeren Konrad Adenauer, der beholdt regeringsmagten i hele fjorten år. Han var af den gamle skole, men kom bl.a. derfor godt ud af det med de Gaulle i Frankrig. Adenauer sikrede såvel forbundsrepublikkens deltagelse i Det europæiske kul- og stål-fællesskab, der blev forløberen for Det europæiske Fælleskab 1957, og i Nato 1955. Det sidste indebar at forbundsrepublikken genvandt sin ret til som suveræn stat at besidde et forsvar, et punkt der dog var uro omkring i mange lande. Adenauer afviste alle forsøg på at lokke forbundsrepublikken væk fra den faste tilknytning til Vesten og Vestmagterne. Og han tog kampen op mod DDR, da øststaten byggede Berlinmuren, symbolet på både tysk deling og østtysk undertrykkelse.

Den økonomiske udvikling i Forbundsrepublikken har været imponerende. Da man først blev en selvstændig stat, kunne regeringer og erhvervsfolk med massiv økonomisk hjælp fra USA (Marshall-hjælpen) næsten på rekordtid bygge en økonomi op der ikke alene gjorde Tyskland til lokomotiv for den europæiske økonomi, men sikrede et moderne velfærdssamfund i Tyskland. Det tyske 'Wirtschafswunder' skyldtes primært økonomiminister Ludwig Erhard, hvis slogan var "Wohlstand für alle" og som havde et sikkert greb om 'den sociale markedsøkonomi'. Han efterfulgte Adenauer som kansler i 1963 - men uden at kunne leve op til sin egen popularitet som økonomiminister.

Den store Koalition mellem CDU/CSU under kansler Kurt Kiesinger og SPD under udenrigsminister Willy Brandt førte til en vis forbedring af forholdet til Østlandene. Især huskes Brandts besøg i Warszawa i december 1970, der var et af de tilnærmelsestræk som førte til at han fik Nobels Fredspris i 1971. Men det var også hans store fortjeneste som overborgmester i Berlin at modstå presset fra øst, da Berlinmuren blev en realitet. Brandt måtte gå af som kansler i 1974 efter at det blev afsløret at hans personlige sekretær var østtysk spion.

I mellemtiden havde ungdomsoprøret vendt op og ned på mange ting - og Brandt måtte opleve sin egen søn som aktiv ekstremist. Kendtest er dog Rudi Dutschke der blev udsat for et attentatforsøg. Oprøret eskalerede da en tilfældig student Benny Ohnesorg blev dræbt af en politikugle. Det er netop i disse dage kommet frem af den betjent der skød var østtysk agent. Ulykken var at stemningen var blevet utroligt oppisket fra begge sider. Men værst blev det at dele af venstrefløjsmiljøet gik terrorismens vej. Rote Armee Fraktionen opstod som bl.a. omfattede den såkaldte Baader-Meinhof gruppe der begik adskillige mord på fremtrædende erhvervsfolk og politifolk. Hovedpersonerne blev pågrebet i 1974, men også retssagen førte til polarisering af den tyske befolkning. Uhyggeligt mange havde sympati for terroristerne og antipati mod alt hvad statsmagten stod for.

Det blev Brandts efterfølger, socialdemokraten Helmuth Schmidt, der i to perioder 1974-82 - ved at stå fast på den demokratiske stats ret til at værne sig mod undergravere - måtte føre landet nogenlunde helskindet igennem polariseringen og hele den syge venstrefløjsopfattelse af staten som en politistat. Den store Koalition blev afløst af et samarbejde med FDP under udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher, der dog i 1982 valgte CDU som samarbejdspartner. Han var udenrigsminister frem til 1992, ialt ca. 18 år.

Efter Schmidt kom ikke mindre end seksten år med CDU'eren Helmuth Kohl, der lagde vægt på konservative værdier og ønskede et åndeligt vendepunkt i Tyskland. Han fik konjunkturerne med sig, men overspillede sin rolle og blev kompromitteret gennem korruption med partimidler. Han fik som nævnt Berlinmurens fald forærende og sikrede sig yderligere to valgperioder, indtil socialdemokraten Gerhard Schröder vandt valget i 1998. Han gik i samarbejde med De grønne, hvis leder, den tidligere ungdomsoprører Joschka Fischer, blev udenrigsminister. Schröder blev genvalgt i 2002 - men kunne ikke forhindre en stigende arbejdsløshed. I hans tid blev forholdet til USA ret anstrengt på grund af tysk modstand mod Irak-krigen. Til gengæld opnåede han et godt forhold til Rusland og den nye russiske leder Vladimir Putin.

Efter Schrøder blev Angela Merkel, CDU, ved valget i 2005 kansler i koalition med SPD under skiftende ledere. Det må betragtes som givet at koalitionen ikke holder en periode mere, men sandsynligvis efter valget til september i år afløses af enten en koalition af CDU/CSU og FDP eller en venstrefløjskoalition. Socialdemokratiet er dog fortsat i vanskeligheder på grund af Die Linkes størrelse.

Men Forbundsrepublikkens 60-års dags kan under alle omstændigheder fejres som en store sejr for demokrati og social ansvarlighed.

Tyskland er kommet over sin ulykkelige deling og den fortid der medførte delingen. Landet er hårdt ramt af den aktuelle økonomiske krise, men en meningsmåling i forbindelse med årsdagen viser at over 80 % af landets befolkning er stolte af at tilhøre den demokratiske forbundsrepublik. Det har de faktisk også gode grunde til at være. Fortiden er naturligvis ikke glemt, det giver sig bl.a. udslag i at den tyske regering fortsat vægrer sig ved trods medlemsskabet af Nato at stille deciderede kampenheder til rådighed for Natos operationer i bl.a. Afghanistan. Man vil ikke risikere at få stukket gamle 'imperialistiske' motiver i skoene.

Men selvom man i en vis udstrækning kan anke over at især de tyske CDU-ledede regeringer holdt hånden over gamle nazister, så kommer ingen uden om at Vesttyskland er gået igennem et systematisk opgør med den nazistiske fortid - ikke mindst takket været en forfatter som Heinrich Böll og en historiker som Joachim Fest.

Tysklands forhold til stort set alle europæiske lande er støt og roligt blevet forbedret, til østlandene naturligvis først for alvor efter 1990. Det er vel kun forholdet til Polen der lader noget tilbage at ønske, men det har sin særlige grund i problemerne omkring de tvangsflyttede tyskere der i alt for mange år fik lov at nære deres håbløse revanchedrømme. Det er dog polakkerne med den kontroversielle præsident i spidsen der de allersidste år har forhindret fuld forsoning.

Tyskland har gennem mange år mistet indflydelse på kulturlivet i Europa på grund af den meget ensidige amerikanisering der er fulgt med de moderne medier og it-udviklingen. Og dette må betragtes som dybt beklageligt for lande som Danmark der i århundreder på godt og ondt har været særligt nært knyttet til tysk kultur. Man behøver bare at nævne Luther, Kant, Goethe, Schiller, romantikerne og Thomas Mann, eller Bach, Beethoven, Schubert, Mendelssohn, Brahms, Mahler, Wagner, Strauss og Schönberg foruden Nietzsche og Freud og de fra Bohr-instituttet kendte atomfysikere som Heisenberg og Pauli for at antyde gælden.

Kendskabet til tysk sprog og kultur er for nedadgående - og det skyldes bl.a. ringere og ringere tyskundervisning i skolerne. Selv universiteterne må skære ned på forskningen i tysk sprog. Derimod skyldes det faldende kendskab næppe længere antipati mod tyskerne. Mange rejser til Tyskland som turister. Ikke mindst Berlin er blevet en by der lokker. Og det er i dag de færreste danskere der render rundt med et decideret had til alt hvad der er tysk.

Det var der af forståelige grunde mange der gjorde blandt dem der var vokset op i den tyske besættelses skygge - som fx dagens kronikør i Politiken, tidl. chefredaktør Bent A. Koch der er af årgang 1928, og som først via højskolefolk kom på bedre tanker. Men hadet holdt sig længe - selv Danmarks Radio styrede efter krigen længe uden om en komponist som Richard Wagner, fordi denne blev sat så højt af Adolf Hitler at mange automatisk associerer dem med hinanden. Den slags kortslutninger er naturligvis uholdbare i længden. Hovedproblemet turde dog også være at det er af helt andre prosaiske grunde at de yngste generationer tiltrækkes langt mere af amerikansk musik og livsstil.

For undertegnede gælder at jeg som født i 1934 har oplevet den 9. april 1940 med hvad deraf fulgte indtil maj 1945, men at jeg er sluppet uden om enhver form for had til tyskerne - simpelthen fordi jeg har haft særdeles gode tysk-lærere, der aldrig var i tvivl om at der altid har været to Tysklande - som man groft kan kalde hhv humanismens og militarismens. Musikinteressen bevirkede også at tyske komponister kom til at stå som de mest givende. Dertil kommer selve det forhold at den tyske kultur i allerhøjeste grad har udviklet sig i en konstant spænding mellem dybe irrationelle og dybe rationelle kræfter, der simpelthen er vanskelige at komme uden om, hvis man vil forstå den europæiske kulturs og det europæiske menneskes udvikling.

Bl.a. derfor har der her på siderne tidligere været grundig behandling af de tyske romantikere samt komponisterne Bach og Beethoven. Og dette vil om en uge blive fulgt op af et større essay om netop den Richard Wagner der ubestrideligt fik stor betydning for Adolf Hitler, og hvis eftermæle derfor fortsat må give anledning til nøjere overvejelse.

Men Tyskland anno 2009 er en demokratisk og socialt ansvarlig retsstat der fortsat har den allerstørste betydning for dansk og europæisk kultur.

Jan Jernewicz

Henvisninger: