JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - Erfurt

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02

Erfurt-tragedien - mordlyst og opdragelsesproblemer

En 19-årig ung mand skød og dræbte fredag den 26. april kynisk og koldblodigt 13 af sine tidligere lærere på Gutenberg-gymnasiet i Erfurt - foruden en skolesekretær, to elever og en politibetjent og til allersidst sig selv. Og man spurgte naturligvis sig selv, om verden var ved at gå helt af lave.

Den unge mand var af normal familie, men var dumpet til studentereksamen sidste år og havde ikke udnyttet den chance han havde fået for at gå sidste klasse om. Han var tværtimod blevet forvist fra skolen - og dermed som østtysker dømt til en skæbne med mange odds imod sig. Det viste umiddelbart at han slet ikke havde været indstillet på at udnytte den ekstra chance skolen gav ham, men faktisk fra første færd var begyndt at planlægge sin hævn ved at melde sig ind i en skytteforening og skaffe sig legal våbentilladelse legale våben og mængder af (ikke-legal) ammunition. Over for sin egen familie havde han ladet som om han fortsat gik i skole og skulle til studentereksamen sammen med sine kammerater.

Så spørgsmålet er mere præcist, hvad der får en ung mand til at isolere sig mere og mere i fuld koncentration om en så storstilet hævnaktion mod hans forhadte lærere og gymnaisum, der uundgåeligt ville ramme hans egen familie og koste ham selv livet. Nok blev han derigennem verdenskendt, men han sendte også sig selv definitivt ud af tilværelsen og ud af enhver sympati og venlig tanke. Hvad kan meningen være med en sådan meningsløs destruktion ud over selve den yderste kortvarige, men givetvis intensive tilfredsstillelse ved at ramme sine omgivelser så dybt og langvarigt på sjælen?

Svaret må være, at selvom der vitterligt er for let adgang til våben i mange lande, og selvom der produceres, sælges og vises for mange voldsforherligende videofilm og computerspil, så rækker det ikke til en fuldstændig forklaring. Der må være noget i et sådant menneskes og i videste forstand i en sådan generations holdning til liv og død og til nederlag, skuffelser og frustrationer der bevirker kortslutninger i psyken af så katastrofal art. Der må være noget galt med en ung mand og i hvert fald en vis del af hans generation der har en sådan despekt for liv, at andre menneskers død kun bliver en brik i et æstestisk spil, for ikke at sige i deres følelse af kun at være intenst i live, når de myrder løs som galninge a la filmheltene. Og der må ligeledes være noget fundamentalt galt fat med sådanne mænd, når de så grusomt og irreversibelt hævner nederlag som de udsættes for, men som trods al deres eventuelle ublidhed aldrig behøver at være definitivt og irreversibelt skæbnebestemmende.

Det katastrofale ligger ikke i selve den psykologiske lovmæssighed, der bevirker, at man uundgåeligt kommer til at hade det eller de menensker der dybt skuffer ens forventninger om kærlighed, for hvis denne lovmæssighed var ubønhørligt udslaggivende, ville alle før eller siden blive mordere. Det katastrofale må derfor mere præcist ligge i, at der ikke gennem barneårene opbygges en solid erfaring om at der i ethvert menneske som modvægt til denne uheldige indre disharmoni i mennesket kan etableres en yderst vigtig instans i psyken der neop kan håndtere de destruktive og overdrevent aggressive impulser og kanalisere dem over i konstruktive eller i de mindste uskadelige handlinger.

Etableringen af en sådan afgørende instans sker i kraft af opbygningen af hele det omfattende netværk i psyken der er kendetegnet af de psykiske sekundærprocesser, dem der til forskel fra primærprocesserne gør det muligt blandt mange andre vigtige ting at skelne sikkert mellem fantasi og virkelighed og at udskyde ens behovstilfredsstillelse til passende tid.

Meget tyder på, at det virtuelle rum som computerprogrammer og -spil gør det muligt at etablere ved hjælp af en skærm og et tastatur eller en robot gør det specielt svært for børn og helt unge mennesker at opretholde det sikre skel mellem drømmene om total almagt og den hårde erkendelse af at den sociale og økonomiske virkelighed ikke lader sig ændre alene med tankekraft, fingerknips eller klik på musen eller lignende, men kræver anderledes besværlig tilpasning. Visse forskere og visse producenter af computerspil bestrider disse indlysende kendsgerninger, men de går uden om de to grundproblemer: at det er nødvendigt for voksne mennesker at kunne skelne mellem fantasi og virkelighed, og at det specielt er nødvendigt at beskytte børn mod en systematisk udviskning af skellet, ganske som det er specielt nødvendigt at beskytte børn og helt unge, endnu ufærdige mennesker mod for tidlig erfaring af narkoens fascinerende udviskning af samme skel.

Hertil kommer nødvendigheden af at børn systematisk tilegner sig kunsten at kunne udskyde behovstilfredsstilelse til passende tid og lejlighed: Dette gør de ene og alene ved at de tidligt erfarer, at der sættes grænser for deres udfoldelse og at intet menneske altid kan få sin vilje.

Gennem historien er der altid og i alle kulturer blevet sat grænser for børns udfoldelse for derigennem at socialisere dem, dvs lære dem at tage rimeligt hensyn til deres medmennesker - til gensidig fordel. Desværre er der i det borgelige, især det spidsborgerlige samfund blevet sat alt for snævre grænser for børn og desværre blev disse grænser igennem flere generationer håndhævet med temmelig barske disciplinære midler, der undertiden nærmest havde karakter af militær kadaverdisciplin. Det kom der heldigvis efter 2. verdenskrig et lodret og meget bredt opgør med i Vesteuropa og USA, godt hjulpet på vej af studenter- og ungdomsoprøret med profeter som Herbert Marcuse og hans anti-repressive filosofi i ryggen. Det forandrede unægteligt vores verden.

Men ungdomsoprøret og 68-generationen lavede et par gevaldige bommerter, der hævner sig nu, hvor deres egne børn står over for en tilpasning til et samfund der ikke uden videre føjer sig efter deres ønsker og vilje. Den ene bommert var at hylde princippet "fantasien til magten", hvormed man selvfølgelig positivt ønskede at tilkendegive at uden fantasi og drømme kan intet laves om (også fra Martin Luther King lød det: I had a dream). Men negativt var man samtidigt med til at udviske det nødvendige skel mellem fantasi og virkelighed, for fantasi og drøm ligger på ønske- eller mulighedsplanet. Men ikke alle ønsker og muligheder kan realiseres i en verden der ikke er formbar som ler. Den konkrete virkelighed er og bliver en meget lille del af mulighedernes uendelige og uudtømmelige univers. Og det må alle nøgterne mennesker indse. Det er faktisk kriteriet for nøgternhed.

Ungdomsoprørets værste bommert var dog, at man i opdragelsesspørgsmålet hældte barnet ud med badevandet. Man smed bogstaveligt al opdragelse og grænsedragning ud med hele den modbydelige autoritære disciplin og undertrykkelse. Børn skulle slet ikke opdrages, og der måtte under ingen omstændigheder sættes grænser for deres frie udfoldelse, for det ville skade dem på sjælen. Det er en latin som selv den velmende seminarielektor og tidligere politiker Erik Sigsgaard docerer for fuld udblæsning den dag i dag.

Så selvom ingen heldigvis er fuldkommen, heller ikke 68-forældre eller 68-pædagoger, og de følgelig i praksis kom til at sætte visse grænser for deres børns udfoldelse, fordi de gudhjælpemig selv ønskede at overleve deres kære ungers udskejelser, så er resultatet i vid udstrækning utålelige børn i hjem, i børneinstitution, i skoler og ude omkring i de små lokalmiljøer. I værste fald er der eksempler på, at 68-forældre rotter sig sammen mod fornuftige pædagoger der i bedste mening vover at have og ytre en anden mening om børn og opdragelse end de selv.

Men det kan ikke siges klart nok: Børn tager ikke skade af, at der sættes grænser for deres udfoldelse, eller af engang imellem at erfare at de ikke kan få deres vilje. Tværtimod forholder det sig lige omvendt: Børn tager ubodelig skade på sjælen af aldrig at opleve at de ikke altid kan få deres vilje. Og Børn tager ubodelig skade af aldrig at få sat grænser for deres udfoldelse. Naturligvis kan dette ikke ske med alle midler. Det bør tværtimod ske i takt med, at børn udvikler de sekundære processer og derigennem lærer, at det er muligt og meget ofte gavnligt for dem selv at kunne udskyde behovstilfredsstillelse. Målet må aldrig være at opbygge et autoritært overjeg inde i børnene, så disse automatisk følger opstillede regler af simpel frygt for ydre konsekvenser og repressalier. Målet er tværtimod at opbygge en fri indre instans, hvor konsekvenserne af ens egne handlinger altid prøves vurderet under et dobbelt perspektiv: ønsket om tilfredsstillelse af egne rimelige behov og hensynet til andres tilfredsstillelse af deres rimelige behov.

Ulykken er, at skaden er sket for 68'ernes egne børn. Alt for mange unge - og naturligvis de mest udsatte, dem der er forsømt af forældre og lærere - render rundt med manglende erfaringer om, at det er muligt at udfolde sig uden evig og altid at få sine umiddelbare ønsker og behov tilfredsstillet, og at det er muligt at udfolde sig under skyldig hensyntagen til andre.

Det er komplet umuligt at blive et voksent og modent mennesker med fuldt ansvar for sine egne handlinger uden disse grundlæggende erfaringer. Får man dem ikke i tide, så kommer man uvægerligt i varig konflikt med det omgivende samfund. Det er synd for disse mennesker og synd for samfundet. Men det mest stabile i den sammenhæng er samfundet. Derfor er visse unge menneskers manglende erfaringer om grænser i realiteten et kriterium der sorterer dem fra!

Jan Jernewicz

Henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Program
Essays
Emneindex
Personindex