Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - bateson

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.10.15.

Systemtænkeren Gregory Batesons økologiske forslag til nytænkning savner retning

Indledning
Videnskab
Forskel
Logik og årsag
Mentale processer
Kend dig selv
Paralleliteten mellem dyr og menneske
Tilfældigheden i biologien
Menneskets unikke rolle i naturens udvikling
Åndsliv er mere end mentale processer
Gregory Batesons styrke og svagheder
Helhedsrealismens tilbud om en ny tidssvarende begrebsramme
Henvisninger



Indledning    
Til toppen  Næste

Som det fremgår af artiklen om Nora Batesons smukke film om sin far, naturvidenskabsmanden, antropologen, kybernetikeren og filosoffen Gregory Bateson (1904-80), så har undertegnede i dennes filosofi på den ene side fundet en ganske stor forståelse for helhedens betydning for såvel individet som samfundet, men må på den anden side også måttet konstatere at den i alt for høj grad stiller sig tilfreds med den æstetiske skønheds betydning i livet og derfor aldrig rigtigt når frem til nogen forståelse for den etisk forpligtende helhedsrealisme.

Det positive i hans filosofi er at den påpeger nødvendigheden af en sproglig omlægning af vore tænkevaner og opstillingen af en ny og tidssvarende begrebsramme for de skabende kræfter der alene vil kunne opretholde en dækkende og brugbar begrebsramme for eksistensen, men Bateson går desværre uden om dybdepsykologien og holder sig til syvende og sidst til at se menneskets store økologiske samspil med naturen og udviklingen som et spørgsmål om mentale processer der mest af alt ligner vores individuelle indlæringsprocesser og gør livet til en simpel læreproces.

Gregory Bateson går uden om det kollektivt ubevidste der skaber åndslivet i videre forstand, og derfor er det en alvor fejl ved oversættelse af hans hovedværk "Mind and Nature" fra 1979 at 'mind' bliver til 'ånd'. For det er totalt vildledende. Tilsvarende oversættes originalens 'mental processes' til 'åndelige processer', hvor det retteligt burde være 'mentale processer'. - Det følgende essay er primært skrevet på grundlag af den danske oversættelse, men jeg har haft fat i den engelske original for at sikre mig at den snak om 'ånd' der ligger Bateson så fjernt er renset ud, hvor det ikke forekommer som en oversættelse af ordet 'spirit'.



Batesons bog er ifølge hans egen introduktion en sammenskrivning af et manuskript om 'Hvad ethvert skolebarn bør vide' og et andet om 'Evolutionens idé'. Han afviser blankt enhver skabelsesberetning som uvidenskabelig. Han var ateist og forstod ikke at mytologiske skabelsesberetninger slet ikke er forsøg på naturvidenskab, men drejer sig om en altid nutidig helhedsforståelse af eksistensen. Og han lægger ikke skjul på hvor vigtigt det var for ham tidligt i livet at indse at selv noget så simpelt som en regulator i en dampmaskine var en klog og sofistikeret ting sammenlignet med det billede af en menneskelig ånd som sædvanligvis tegnes i såvel den ortodokse materialisme som en stor del af ortodoks religion. - Kimen til hans forenklede indsigter har været i hans tanker siden han var dreng, røber han.

Han beskæftiger sig ikke med pinde eller sten eller billiard kugler og galakser, men med levende væsener og ikke mindst spørgsmålet om skønhed og forskelle. Vi er en del af en levende verden, siger han, og vi har tabt gamle forestillinger om enhed af biosfære og menneskelighed, såvel som totemistiske følelser af en parallelisme mellem mennneskets ordnede verden og dyrs og planters verden. Men vi er begyndt at lege med ideer om økologi, skriver han, og fortsætter at skønt vi straks trivialiserer disse ideer til forretning og politik, så er der i det mindste stadig i det menneskelige bryst en "tilskyndelse til at forene og helliggøre den totale naturverden vi er part af".

Bateson er imidlertid overbevist om at naturens ultimative og forenende skønhed er af decideret æstetisk karakter, og han vedkender sig derfor den forhåndsantagelse at tabet af vores sans for æstetisk enhed simpelthen er en erkendelseseoretisk fejltagelse som er alvorligere end tidligere tiders fejltagelser.

Bateson tilslutter sig af samme grund - og temmeligt provokerende - en grundliggende lamarckiansk opfattelse af biosfæren som en evolutionsmæssig kæde der så at sige kan deduceres fra en "højeste fornuft", og det er jo dybest set en deterministisk tankegang. Men pointen synes at være at evolutionen altså ikke kan ses på darwinistisk vis som en udslag af en tilfældig selektion.

Hvad Bateson tilbyder med sin filosofi er intet mindre end en "hellig enhed i biosfæren" (a sacred unity of the biosphere) ved hjælp af en hierarkisk ordnet struktur af tanker og ideer der vil indeholde færre erkendelsesmæssige fejl end de tidligere strukturer. Og den nye erkendelsesteori skal vel at mærke være eksplicit, så også eksplicit kritik bliver mulig i samme grad. - Hertil må allerede nu bemærkes at udtrykket "hellig enhed" går ud over skønhedsbegrebets sædvanlige rammer. Men nu synes formålet med hans filosofiske tilbud dog klart - og Bateson formår at aktualisere det.



Videnskabs forudsætninger    
Til toppen  Næste

Ligesom kunst, religion, handel, krigsførelse og sågar søvn er videnskab ifølge Bateson baseret på forudsætninger, men til forskel fra de andre virksomheder er det forskerens opgave at afprøve og revidere gamle forudsætninger og antagelser og skabe nye.

Videnskaben beviser aldrig noget, hævder Bateson, for beviser ligger på det teoretiske og logiske plan og kan aldrig føre til sandheder der kan erfares via sansningen, dvs aldrig føre til sandheder om kendsgerninger. Eller sagt på en mere direkte måde: Vi kan aldrig på logisk vis drage slutninger fra påstande til kendsgerninger. Videnskaben kan derfor aldrig bevise en generalisering og ad den vej komme frem til en endelig eller absolut sandhed.

I det omfang videnskaben skaber mening i vores opfattelse af verden og tingene vil det bero på at der findes forskelle i omgivelserne. Al modtagelse af information er ifølge Bateson nødvendigvis modtagelse af budskaber om forskelle, og det indebærer en begrænsning i vores videnskabelige opfattelse af verden, eftersom der gives forskelle der er for små eller indtræder for langsomt til at de kan opfattes.

Bateson synes ikke at være opmærksom på at der også gives forskelle der er for hurtige til at blive opfattet, nemlig elementarpartikler hvis hastighed nærmer sig lyset. Det bevirker at de ikke kan måles uden at blive påvirket af målingen, og at vi må se dette i øjnene i vores naturerkendelse. Ej heller synes han at være opmærksom på den ejendommelighed at også mentale eller sjælelige processer kan foregå så hurtigt at de unddrager sig bevidsthedens fixering og kontrol - og af samme grund kaldes ubevidste eller underbevidste. Også dette må vi se i øjnene.



Bateson understreger dog selv at der ikke gives objektiv erfaring. Al erfaring vil være subjektiv, fordi vore hjerner danner billeder af det vi tror at opfatte. Al bevidst opfattelse af omverdenen har billedkarakter, og billedet er ikke det samme som tingene der gengives af billedet - ligesom et kort ikke er det samme som det landskab det viser.

Samtidigt understreger Bateson at billeddannelsens processer er ubevidste og derfor utilgængelige. Han han skriver "jeg er ubevidst om den proces der danner de billeder som jeg er bevidst om at se, og i disse ubevidste processer gør jeg brug af en hel række forudsætninger som bliver indbygget i det færdige billede". Og det er for ham hvad han udtrykkeligt kalder "begyndelsen til en empirisk epistemologi" (erkendelseslære).

Og på dette sted i fremstillingen kommer han med det eksempel der vises i filmen og som drejer sig om de mulige fortolkninger af en given geometrisk figur bestående af otte forskellige liniestykker. Eksemplet er da ganske sjovt, men alligevel lidt kunstigt i sammenhængen, for det er trods alt ikke den slags uenigheder der er de største og mest betydningsfulde i menneskets subjektive opfattelse af tingene. Subjektiviteten spiller en umådeligt større rolle i fortolkningen af kvalitet.



Forskellen mellem logiske typer er vigtig for Bateson, og han påpeger specielt at der er dyb kløft mellem logiske domme om et identificeret individ og logiske domme om en klasse. Forudsigelse om den ene på grundlag af den anden er usikker.

Særligt gælder for forudsigeligheden at den er sikrest for konvergente sekvenser, dvs for rækkefølger der har samme retning, mens usikkerheden er stor for divergente sekvenser der går i forskellige retninger (eksempelvis støvpartikler i en lukket beholder, de såkaldte brownske bevægelser). Og dette gælder altså ikke mindst individer, i biokemien specielt individuelle molekyler. Denne tilfældighed spiller ind i evolutionen, fordi den rummer ny information og nydannelse som forudsætter vilkårlighed eller tilfældighed. Den indgår i den "naturlige selektion" ved at den på en eller anden måde sikrer overlevelse der altså i denne sammenhæng af Bateson forstås som et "vellykket angreb på vilkårligheden".

Bateson benytter lejligheden til at fastslå energilovenes betydning for evolutionen: Lovene om massens og energiens konstans indebærer henholdsvis at nyt stof og ny energi ikke kan skabes i laboratoriet.



Bateson påpeger den principielle forskel mellem individets forsterudvikling (epigenesen) og arternes evolution (fylogenesen). Epiginesens inderste væsen er forudsigelig gentagelse, mens den inderste kerne i evolutionen (og dens tilhørende indlæringsprocesser) er udforskning og forandring.

På et dybere niveau ser Bateson epigenesen og evolutionen som eksempler på termodynamikkens eller varmelærens 2. hovedsætning der fastslår at varmeenergi altid går tabt. Den er irreversibel og skaber altid mere uorden (højere grad af entropi) - til forskel fra livet der i kraft af solenergien og fotosyntesen går imod sandsynlighden og entropien, som Norbert Wiener stærkt betonede. Det er altid fra det vilkårlige, det tilfældige og det mindst sandsynlige at levende organismer får muligheden for forandring, udvikling og mutation.

Og Bateson kommer med en god, provokerende og karakteristisk formulering af en lovmæssighed for livet på vores klode: evolutionen fører til økologisk mætning af mulighederne for forskelligartethed, mens indlæring fører til en overlæsset bevidsthed.



Forskel    
Til toppen  Næste

Forskel er et vigtigt begreb i Batesons filosofi og pædagogik, og den viser sig allerede i forskellen mellem tal og optælling på den ene side og mængde og dermed opmåling på den anden side. Der er fx spring eller diskontinuitet mellem tallene, mens der er kontinuitet i måling af mængder, hvad der igen vil sige at en angivelse af en mængde altid er omtrentlig.

Desuden gælder at en enkelt mængde ikke kan danne et mønster, idet ethvert mønster er et forhold mellem flere størrelser. Det vil på abstrakt/teoretisk niveau og i Bertrand Russels logik sige at mængde og mønster er af forskellig logisk type. Men Bateson må her konstatere at der i vore sproglige forklaringer er en stærk tendens til at gøre mængder af energi, spænding og alt andet ansvarlig for dannelsen af mønstre, og dette er utilstrækkeligt eller ligefrem forkert.

I biologen forholder det sig nu sådan at der for alle ting og erfaringer er en mængde som har optimal værdi, og hvis denne overskrides bliver mængden skadelig for organismen. Det betyder at omstændigheder, ting, mønstre eller oplevelser som i en alle anden forstand er gode for organismen, fx fødemidler, varme, seksualitet, underholdning, aldrig er af en sådan art eller beskaffenhed at mere af det samme er bedre end mindre af det samme. Det gælder for kalcium, for ilt, for mad og sandsynligvis for alt. "Nok er bedre end fråds", fastslår Bateson sloganagtigt, og han tilføjer med et smil: Man kan endog få for meget psykoterapi!

I systemer af levende stof kan det også være forbundet med ulemper at være for stor eller for lille. Og Bateson fortæller en fabel om en nobelpristager i gensplejsning der skabte en hest der var dobbelt så lang, høj og tyk som en almindelig hest. Den vejede otte gange som meget - og var en komplet 'umulius'. Fablen illustrerer at ændring af én variabel kan blotlægge den kritiske værdi af en anden. Fx kan en gradvis vækst i en population være uproblematisk lige til tolerancetærskelen overskrides og der fx opstår en mangel på fødevarer som fører til hungersnød. - Den helt aktuelle flygtningekrise i Europa er et glimrende eksempel. De rige lande ville måske med lidt god vilje kunne integrere fx en million syriske flygtninge hvis det skete gradvist og planmæssigt over en længere årrække, men når flere millioner kommer væltende ind over grænserne på få uger, kan det kun gå galt - uanset hvad EU-eliten med kansler Merkel i spidsen postulerer!



Logik og årsag    
Til toppen  Næste

Da Bateson i sin epistemologi gør meget ud af logikken og forskellen på logiske typer, er det vigtigt for ham at påpege den store principielle forskel mellem logikkens hvis/så i syllogismerne og årsagslovens hvis/så i fysik og praktik. Den store forskel er at syllogismernes hvis/så (den formelle implikation) ligger uden for tiden, mens årsagssammenhængens hvis/så (den materielle implikation) altid ligger inden for tiden. Abstrakte logiske slutninger kan vendes om, men i årsagsbeskrivelserne vil årsag altid komme før virkning. Og da rækkefølgen af årsager og virkninger i fysiske forløb ydermere kan være cirkulære (eller endnu mere komplicerede), så vil en beskrivelse af sådanne forløb ved hjælp af den tidløse logik blive paradoksal eller selvmodsigende.

Særligt biologien - med sine overordentligt komplicerede kredsløb - fik i sin tid problemer med at forklare den tilsyneladende hensigtsmæssighed i levende væseners udvikling og i evolutionen som helhed. I lang tid så man evolutionen som en lineær udvikling i stedet for som en rekursiv udvikling med stadige feed-back. Og man sluttede fejlagtigt fra formål til årsag i stedet for at indse at cirkulære eller rekursive systemer af årsagssammenhænge på ethvert sted i cirklerne kan have ændringer der kan betragtes som årsag til en senere ændring af enhver variabel i cirklen. I værste fald sluttede man sig endog til eksistensen af overnaturlige kontrolinstanser.



Det er et grundliggende træk ved livet at spaltning og formering hænger sammen - uanset om det drejer sig om vækst eller mangfoldiggørelse. Først kommer kønscellernes differentiering i par (med sædvanligvis én ubevægelig og én bevægelig celle). Derefter følger differentiering i to slags flercellede individer som producerer de to slags kønsceller. Endelig kommer de mere komplicerede kredsløb som kaldes generationsskifte. Og alle disse grader af differentiering er med sikkerhed knyttet til den informative hensigtsmæssighed ved spaltning, sammensmeltning og kønnets tve-deling. Også andre kombinationer af informativ karakter spiller ind.

Her skal blot fremhæves at Bateson udtrykkeligt siger at erkendelseslæren altid og uundgåeligt bliver en personlig sag. Udforskningens kardinalpunkt ligger altid i udforskerens hjerte. Han stiller sine spørgsmål om erkendelsens natur - og hans personlige svar bliver en del af en større og bredere sammenhængende erkendelse som sammenknytter hele biosfæren.

Epistemologien er den gevinst man får ved at kombinere alle de genetiske videnskabers indsigter, dvs evolutionen, tænkningen, tilpasningen, embryologien og genetikken. Men Batesons tese er at denne epistemologi er "en udelelig, integreret metavidenskab", og han ser tesen som 'platonisk' i og med at denne metavidenskab bliver "en videnskab om sind ('mind') i ordets videste forstand" og det må jo betyde at den også omfatter sjæl og sjæleliv. (Oversættelsen bruger desværre ordet 'ånd', men det må betragtes som en decideret fejl). - Her går Bateson efter min mening for vidt, for Platons forestillinger om ånd var forestillingen om at der bagved den synlige og sanselige verden var en åndelig "ideernes verden", hvad der igen indebærer at den sanselige verden egentlig kun er en illusion, og det mente Bateson så vidt jeg kan se trods alt ikke. Men det må jeg vende tilbage til. For hovedkapitlet i Batesons bog er et forsøg på at opstille en sådan række af kriterier for den mentale proces at et ethvert system der opfylder dem alle bliver et system af 'mind' eller 'sind'. Og så kunne man forestille sig at det vil komme frem om han skelner mellem sind og ånd.



De mentale processer    
Til toppen  Næste

Gregory Bateson gør udtrykkeligt gældende at hans bog om 'Sind og natur' står og falder med gyldigheden af den tanke at det er muligt at strukturere epistemologien, evolutionen og epigenesen efter den række af kriterier han opstiller, og det er desuden hans spådom at problemet om kroppens og sindets indbyrdes forhold (sjæl/legeme-problemet) kan løses efter lignende retningslinjer. Det er derfor naturligt at gengive hans egen foreløbige oversigt over kriterierne med det samme:

1. Et mentalt system er et system af dele eller komponenter der gensidigt påvirker hinanden.
2. Den gensidige påvirkning af det mentale systems dele udløses af forskel. Og forskel er et ikke-stofligt fænomen som ikke er lokaliseret i tid og rum.
3. Mentale processer kræver sideordnet energi.
4. Mentale processer kræver cirkulære (eller mere komplicerede) beslutningskæder.
5. I den mentale proces må virkninger af forskel betragtes som omformninger (dvs kodede versioner) af hændelser der gik forud for dem.
6. Beskrivelsen af klassificeringen af disse omformningsprocesser afslører at fænomenerne rummer et hierarki af logisk type.

Og Bateson gennemgår dem nu ét for ét for dermed at gennemføre en tydelig sondring mellem tænkningens fænomener og de langt enklere fænomener som kaldes materielle hændelser.



Ad pkt. 1: Bateson understreger at han ikke tror på at enkelte subatomare partikler besidder 'sind', eftersom mentale processer altid er en rækkefølge af gensidige påvirkninger mellem dele. Og han tilføjer udtrykkeligt at når fx den lærde palæontolog og filosof Teilhard de Chardin i sin berømte bog 'Fænomenet menneske' (1955) tillagde selv de mindste partikler en eller anden form for 'mental stræben', så lukkede han det overnaturlige ind ad bagdøren og overgav sig til den religion han tilhørte, nemlig katolicismen (han var faktisk jesuitermunk). Og det turde måske nok være en for hastig dom, for rigtigt er det selvfølgelig at tesen antager at elementarpartiklerne har 'mentale egenskaber' uden at have intern differentiering, men deraf følger jo ikke - som Bateson påstår - at al forklaring bliver umulig og at videnskaben så lige så godt kan lukke butikken. For Teilhard talte ikke om 'mental stræben', men om 'ånd', og han så i naturen en fundamental åndelig energi der stræbte mod fuldkommenheden i et slutstadium han kaldte 'Punkt Omega'. Og det er unægteligt ikke videnskab, men metafysik. Men det udelukker ikke normal videnskabelig forklaring på alle stadier mellem begyndelsestidspunktet og slutpunktet (og man skal huske at videnskaben ikke kan give nogen som helst forklaring på 'begyndelsen'!).

Og hvad Batesons egen filosofi gælder, havner den jo også i en slags metafysik ved at antage at forskel skulle være forudsætningen for liv og evolution, for forskel er noget vi mennesker ser takket været vore psykiske sekundærprocesser - og ingen kan bevise at den bevidsthedsmæssige forskel skulle være oprindelsen til udvikling.



Ad pkt. 2: Hvad angår det materielle univers beskrives årsag i almindelig som en kraft eller påvirkning som udøves af en del på en anden del - i rum og tid. Men når vi kommer til tankens univers kræves der ifølge Bateson et forhold mellem to dele eller mellem en del på ét tidspunkt og samme del på et andet tidspunkt (altså en forskel) - og dette forhold er ikke lokaliserbart i tid og rum (hvis man fortsat følger Descartes' omdiskuterede dualisme!). Og så må Bateson tage afstand fra den i mytologi velbevandrede dybdepsykolog C.G. Jungs måde at anskue og beskrive 'det der fandtes før skabelsen' (hvis der fandtes noget), nemlig en guddommelig fylde han med et græsk udtryk kalder 'pleroma'. For denne pleroma har jo ifølge Bateson ingen forskelle og ingen sondringer!

Igen må man undre sig, for Jungs 'pleroma' er jo i virkeligheden det samme som det alle mytologier kalder 'kaos', dvs den tilstand der fandtes før det ordnede kosmos blev dannet. Og det kan man gerne kalde ren fantasi eller hypotese. Sagen er bare at dybdepsykologien har opdaget at det svarer meget nøje til den umiddelbare erfaring af et højst gådefuldt skabende kaos som ethvert barn fødes med og som ligger i selve de psykiske primærprocesser, - og som vel at mærke alle skabende mennesker, kunstnere og forskere trækker på livet igennem for at omsætte energien til kunstværker eller ideer og teorier der kan materialiseres i den fysiske verden. Blake var ikke et sekund i tvivl om at dette skabende kaos var det samme som 'evigheden' eller om at det just er karakteriseret ved at være "forelsket i tidens frembringelser". Og Nietzsche udtrykte tilsvarende sin grunderfaring som digter med ordene: "Man må have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne". - Batesons modstand mod sådanne opfattelser viser at han ikke er klar over eller ikke kan forestille sig at der i såvel det store univers som i den menneskelige tilværelse er en fundamental energi som overalt søger ud i konkret materialisation - uden at vi kan påvise årsagen endsige bevise et postulat om at forudsætningen er en forskel der skulle være til stede på forhånd.

Det forekommer højst besynderligt at Bateson i den grad betoner forskellens betydning for al udvikling og derfor også hævder at al information består af forskelle - og fastholder at forskelle efter sagens natur ikke kan lokaliseres i tid og rum. Han synes at hænge uhjælpeligt fast i Descartes forstandsforheksende teori om at tanker og ideer - modsat fysiske legemer - er uden udstrækning eller rumlighed, og må derfor nødvendigvis komme i vanskeligheder når det skal forklares at de alligevel er reelle.

Bateson går så vidt at han betegner moderne forsøg på at fastholde 'energi som en eller anden substans' som åndsformørkelse - og det samme gælder forsøg på i kraft af Einsteins ligning om energiens forhold til massen at betragte energi som en dimension. Bateson afviser blankt: forskel er ikke en substans og har ingen dimension. Den er kvalitativ og ikke kvantitativ.

Sagen er bare at al moderne videnskab hævder at der er en eller anden sammenhæng mellem energi og stof. Energi findes ikke uden stof, og stof ikke uden energi. Menneskets og andre dyrs mentale processer hører sammen med fysiske legemer - uanset at de ikke kan måles. Og man kan endda som undertegnede har gjort helt konkret fastslå som en uomstødelig kendsgerning at genstandsbevidsthed hos både dyr og mennesker forudsætter at der er faste genstande i den ydre verden. Og undertegnede har også foreslået at man ser sjælelivet og åndslivet i dets åbenlyse kollektive karakter i analogi med elektromagnetismen felter; det kan slet ikke forstås som noget strengt individuelt som fx en egenskab ved hjernen. - Under alle omstændigheder er Descartes's spekulationer dybt forældede.



Ad pkt. 3: Når Bateson hævder at mentale processer kræver sideordnet energi hænger det nøje sammen med at han naturligvis mener at processer af enhvert art kræver energi. Men han må understrege at syntaksen der bruges til at beskrive livets energiforhold er en anden end den der blev brugt for hundrede år siden til at beskrive energiforholdene ved aktion og reaktion. Helt bortset fra at det nu engang var bevægelseslovene der talte om aktion og reaktion, så har Bateson ret i at energien ved informationsstyringen af handlinger allerede er til stede i den reagerende før handlingen, nemlig i form af en energi der kommer fra stofskiftet. Der er altså to velkendte systemer indblandet: et system der åbner og lukker for 'hanen' og et andet hvor energien flyder gennem den åbne 'hane'. Kontaktens tændt-position tillader passage af energi der stammer et andet sted fra. Og det er det der menes med sideordnet energi.

Ad pkt. 4: Levende væseners organisation beror - som tidligere anført - på cirkulære eller mere komplicerede beslutningskæder, og den fremkommer i praksis ved en kombination af kriterierne for den mentale proces. Ja, der sker endog en kombination af alle de fundamentale kriterier for at sikre successen for den form for overlevelse som er karakterisk for liv (regeneration og formering). Og Bateson undlader i den forbindelse ikke at gøre opmærksom på at tanken om cirkulære årsagssammenhænges meget stor betydning for livet blev formuleret af Norbert Wiener ved slutningen af 2. verdenskrig da hans arbejde med styresystemer for noget så jordnært som antiluftskyts fik ham til at udvikle en generel teori om styresystemer. Den fik navnet kybernetikken. Og han skrev en fortrinlig bog herom i 1950 under titlen 'The Human Use of Human Beings' (udgivet på dansk i 1963 med den tåbelige titel 'Menneske og automat'). Her forklarede han grundigt både begreberne 'entropi' og 'feed-back' og selve sprogets rolle som vort "fælles spil mod forvirringens kræfter".

Det centrale er naturligvis at disse komplekse systemer er selv-korrigerende i kraft af feed-backen. Historisk set kan systemer med positiv tilvækst både være optrapppende (gode) og nedbrydende (onde), og systemerne kan løbe løbsk så de får spirer til deres egen nedbrydning (eksempelvis kan uhæmmet befolkningstilvækst medføre epidemier og krige). Eller der kan udvikles raseri, begær eller skam der fører til selvødelæggelse. Der kræves, bemærker Bateson, temmelig lidt energi for at sætte et menneske i stand til at ødelægge andre eller et samfunds sammenhængskraft.

I forbifarten stiller Bateson spørgsmålet om vanskeligheden ved i 1930'erne og 1940'erne i tide at erkende det grundlæggende kybernetiske problem om selvødelæggelsens mulighed kun skyldtes menneskers dovenskab med hensyn til en dybtgående ændring af deres tankemønster eller noget andet. Og han spørger om den gamle epistemologi selv blev forstærket af selvkorrigerende eller løbske kredsløb.

Spørgsmålene er højaktuelle i dag, hvor finanskrisen, EU-krisen, flygtningekrisen og Mellemøstens borgerkrige åbenlyst har afsløret de gamle tankemønstres utilstrækkelighed og de politiske lederes magtesløshed til at rette op på problemerne i tide, og hvor nye og mere tidssvarende begrebsrammer ikke kan vinde lydhørhed. Det etablerede system er endnu for stærkt og har ikke kompromitteret sig tilstrækkeligt i folkets øjne, og de nye sociale medier prioriterer underholdning og spænding over fordybelse. Endelig spiller tilfældighederne ind, og de kan som Bateson understregede forstærke de skadelige kredsløb.



Ad pkt. 5: Forskelle og omkodninger af hændelser er vigtige for omformninger i samfundet.

Ved indlæring af sprog og andet er påpegende kommunikation særlig vigtig, fordi vi ikke forstår alt ved hjælp af intellektuel, teoretisk forklaring. Bateson nævner at vore sansninger måske altid er sansning af dele, og at dette kan forklare hvorfor den meget primitive og påpegende del-for-helhed kodning er så udbredt og effektiv. Disse sansninger fører ofte til gætterier af helhed, og disse kan så efterfølgende blive bekræftet eller afkræftet ved fremlæggelse af andre kodninger. Og det er jo både sandt og noget vi ser dagligt - i reklamer og propaganda. I reklamerne vises altid glade og smilende mennesker når et produkts fortræffeligheder skal fremhæves - og naive mennesker falder for reklamen og køber produkterne i håb om lykke. I propagandaen bruges nøjagtigt den samme metode, og her kan fjendens ondskab eller trusler anskueliggøres effektivt ved at vise at det onde kommer fra mennesker, typer eller etniske grupper der ser onde ud. Tænk bare på nazisternes jødepropaganda.

Men igen må man undre sig over Bateson, når han kommer med den bemærkning at det måske forholder sig sådan at helheder aldrig kan fremlægges, da det ville kræve direkte kommunikation. - Jamen, manden synes jo slet ikke at vide det fjerneste om de psykiske primærprocesser og den umiddelbare erfaring. For her sker skam direkte kommunikation af helheden, gennem fx. kunst, musik, erotik, elskov, naturoplevelse, drømme og intuition. Denne direkte kommunikation af helheden erfarer børn fra de er spæde, og den kan unge og voksne erfare livet igennem, blot de bevarer evnen til at åbne for kilderne til det ubevidste eller det kollektivt ubevidste.



Ad pkt. 6: Klassificeringen af de nævnte omformnings-eller omkodningsprocesser er for Gregory Bateson et så vigtigt element i epistemologien at han ikke alene lagde uhyre stor vægt på at gøre ideen om de logiske typer begribelig for sine læsere, men også at overbevise dem om at denne typologi er et fundamentalt karakteristikum for den mentale proces. Og han kobler derfor synspunktet på Bertrand Russels og A.N. Whiteheads storværk "Principia mathematcia" fra 1910, der så at sige reducerede matematikken til logik. Bateson ville gerne reducere hele epistemologien til et logisk hierarki.

Princippet er at skelne mellem et budskab (et udsagn) og et udsagn om et budskab (et såkaldt 'meta-budskab'), fordi det fører til paradoksalitet eller tom meningsløshed at blande disse to logiske typer eller klasser sammen. Det klassiske eksempel stammer fra den græske filosofi og lyder: "Epimenides var en kretenser der hævdede at kretensere altid lyver". Hvis det sidste er rigtigt, kan man slutte at Epimenides selv var en løgner, og at hans udsagn derfor måtte være en løgn. Men hvad så? - Russels løsning var at sige at det ikke giver mening (logisk konsistens) at lade et udsagn indeholde udsagn om sig selv. Holder man i sin kommunikation ikke to logiske klasser ude fra hinanden, havner man i paradoksalitet. Eller endnu tydeligere: en sætning kan aldrig være et udsagn om sig selv.

Men man kommer dog ikke uden om at det kan være ganske morsomt med den slags paradokser, og Bateson gør selv opmærksom på at Whitehead vidste at folk kunne more sig med at blande typerne sammen. Men Bateson tilføjer skam også at Whitehead næppe indså at legen kunne kaste lys over biologien. Hvordan da det?

Jo, den logiske opdeling af typer er af væsentlig betydning for den menneskelige kommunikation, for den indebærer risikoen for at tage fejl netop ved at lave fejlslutninger og fejlklassifikation, og selve fejlmuligheden er et væsentligt led i menneskets evindelige selvkorrigering, rekurs eller feed-back i tænkningen. Og den er hos mennesket oven i købet forbundet med humoren: vi kan more os over logiske fejltagelser (på linje med handlingsmæssige og fysiske fejltagelser), og dette har altid fascineret tænkere, satirikere, narre og klovne. Humoren redder os!



I praksis betyder dette at når vi først har opdaget denne yderst centrale psykiske mekanisme, så har vi lettere ved at turde begive os ud i usikre gætterier og hypoteser, for vi kontrollerer og korrigerer dem - og kan grine af dem, hvis de er for tåbelige og ukorrigerbare.

Det må dog tilføjes at ikke alle kan more sig over sådanne logiske fejlslutninger. Bateson opdagede ved sine undersøgelser af skizofreni at skizofrene mennesker har problemer med logiske modsætninger og navnlig med at tåle at blive udsat for to påstande der modsiger hinanden. Og han satte betegnelsen 'double-binding' på sådanne logiske modsætninger. - Den danske psykiater Erling Jacobsen kom tilsvarende til det resultat at skizofreni må hænge sammen med at de skizofrene er for bundet af de ofte intensive primærprocesser og har svært ved at knytte vage og stabile sekundærfølelser til tingene.



Bateson kom for sin part til det resultat at "civilisationens lange flirt med den cirkulære årsagssammenhæng" (der i modsætning til den logisk-lineare giver mulighed for feed-back og selvkorrigering) er dobbelttydig: den rummer både frygt og fascination. Og for ham så det ud til at "vi mennesker synes at ønske at vores logik var absolut. Vi synes at handle ud fra en antagelse om at den er det, og vi ængstes ved den mindste antydning af at det ikke forholder sig sådan."

Dette er der meget sandt i, men kan bare ikke generalisere så groft som Bateson tillader sig. For det er netop ikke alle mennesker der har problemer med relativiteten. Det havde hverken Einstein, Bohr, Buber, Grønbech, Lorenz og Erling Jacobsen - eller Gregory Bateson himself.

Så når Bateson sætter trumf på i en efterfølgende bemærkning, så må man sige fra. Han skriver: "Det er som om den logiske hjernes konsekvens skal forblive fredhellig, selv hos mennesker der tydeligvis har en del mudder i hovedet [en lidt for fræk oversættelse af "a great deal of muddleheadedness"] - Når man påviser at den ikke er så konsekvent endda, kaster individer eller hele kulturer sig som gadarenske svin ud i overnaturligt vås" - (de nævnte svin var ifølge Matthæus-evangeliet 8,28 blevet besatte af onde ånder). - Men det er slet ikke så enkelt at det overvejende er forvirrede folk der bliver logiske fanatikere. Det er tværtimod ofte højt intelligente mennesker der mestrer logikken - og det er jo dem der på samfundmæssigt plan bliver de allerværste skadedyr ved at lave absolutte ideologier og teologier og bygge undertrykkende totalitære systemer op på dem! Tænk blot på Robespierre, Lenin, Hitler, Mao og Ayatollah Khomenei, Osama bin Laden....



Men her - som flere andre steder - kommer Gregory Bateson med et smukt og yderst rammende citat af William Blake: "Sandheden kan aldrig fortælles sådan at den forstås, men ikke troes."

Strider et sådant udsagn ikke mod al gængs videnskabelig forestilling om at sandheden er det modsatte af tros-sætninger (dogmer)? - Nej, må man svare, for Blake var viis og havde dybe indsigter i den menneskelige psykologi. Han forstod som få at den afgørende ting i vores erkendelse er at de virkeligt overbevisende sandheder er eksistenssandheder, fordi disse i modsætning til videnskabens genstandssandheder er intuitive og derfor går dybere ned i psyken end rationalitetens og den deduktive logiks sandheder.



Bateson slutter afsnittet med at bemærke at der ikke i hans bog er sagt andet om bevidstheden end at opfattelsesprocesserne ikke er bevidste, men at deres produkter kan være det. Og det er i denne betydning at det ser ud til at fænomemerne på en eller anden måde er knyttet til de logiske typer.

Allerede her røber Gregory Bateson efter min mening ganske klart at hans bog handler om mentaler processer i den snævre betydning af tankeprocesser der kan ses i relation til logik og logiske typologi, men dermed tydeligt adskiller sig fra åndelige processer der i højere grad relaterer sig til intuition og mangel på sædvanlig logik. Ikke mindst derfor er det vigtigt at understrege at oversættelsen af bogens titel fra 'Mind and Nature' til 'Ånd og natur' er yderst vildledende. Bateson var ikke afklaret med hensyn til hvad ånd er, men ville helst have begreber fejet af vejen under rubrikken 'overtro'.



Kend dig selv    
Til toppen  Næste

Batesons manglende afklaring viser sig også i hans ensidige opfattelse af jeget som et bevidst tænkende jeg, hvis afgrænsning i forhold til omverdenen han oven i købet gør problematisk ved at fastholde, ja cementere den cartesianske opfattelse af at det mentale eller sjælelige i modsætning til det legemlige og materielle er uden udstrækning. For stiller man sagen op på denne dualistiske og dogmatiske måde, så opnår man intet andet end at mystificere det sjælelige, bare fordi det ikke kan lokaliseres i tid og rum på gængs vis og altså hverken kan måles eller erfares som tingene kan.

Bateson hævder at det mentale system ikke rummer ting, mennesker, dyr eller hvad man kunne nævne, men alene tanker som igen skal forstås som information om forskelle. For så vidt det er information om ting, bør 'ting' for tydelighedens skyld sættes i anførselstegn. På samme måde rummer det mentale system ikke 'tid' og 'rum', kun tanker om tid og rum. Og ordene skal derfor sættes i anførselstegn. Det følger heraf, hævder Bateson, at individets grænser, hvis de overhovedet eksisterer, ikke er rumlige grænser, men blot noget der minder om kasser i teoretiske diagrammer eller talebobler i tegneserier! Og Bateson hævder fremdeles at ord som 'indenfor' og 'udenfor' er uanvendelige metaforer for henholdsvis indlemmelse og udelukkelse når man talet om jeget.

Men denne batesonske kamp mod gængs sprogbrug ville ikke blot være besværlig at følge, men viser faktisk kun at det er Descartes' påstand om tankernes manglende udstrækning der er håbløst forstandsforheksende, eftersom den helt normale, sunde og umiddelbare realitet for alle normale og sunde mennesker netop er at sjælen har både rum og tid, således at alle forestillinger har et op og ned, et fjernt og nært, et før og efter m.v. - uanset at disse attributter selvfølgeligt ikke kan dokumenteres fysisk. Det er jo netop forestillinger i det indre til forskel fra sansninger af det ydre, men de indre forestillinger er reelle så de kan omtales og beskrives forståeligt for andre, ja, udveksles med andre, og det sker helt naturligt i analogier mellem den indre og den ydre verden. Og de indre forestillinger er desuden alle sammen knyttede til bestemte legemer af kød og blod. De bliver dermed subjektive, men de er alligevel meddelelige og som regel forståelige og til en vis grad kontrollable. Hvis en mand fx henvender sig til servicetjenesten i et supermarkedet og påstår at et gespenst netop var kommet farende og havde stjålet hans penge, så han kan kræve erstatning, så er der ingen grund til at tro ham....



Den vigtige pointe er at mennesker har tilgang til både en ydre verden gennem sanserne og en indre verden gennem forestillingsevnen, og at de sidste er en realitet i netop den forstand at de virker ganske glimrende, betyder noget, ikke kan undværes og ligefrem er det der giver alle sanselige ting mening og kvalitet.

Vi kan altså i allerhøjeste grad drage en grænse mellem os selv og omgivelserne både fysisk i form af et legeme der har en udstrækning og vægt, og sjæleligt i form af forestillinger der er uden udstrækning og vægt, men ikke desto mindre opleves som rumlige og tidsforløbende, Og sjælen har ydermere den ejendommelighed at den har en bevidsthed der i hvert eneste vågent nu i tidsforløbet kan fokusere opmærksomheden på en bestemt ydre sansning eller en bestemt indre forestilling. Men ikke nok med det. Sjælen har også en afdeling for det ubevidste og underbevidste som til forskel fra bevidstheden løber som en uafbrudt understrøm til bevidstheden og aldrig sover, men tværtimod i søvne og halvvågen tilstand kan modtage drømme og erindringsbilleder samt ideer eller åbenbaringer. Disse går ofte går ud over det rent personlige og kan følgeligt kun opfattes meningsfuldt som udtryk for føling med det kollektivt ubevidste. Og først her er det rimeligt og fornuftigt for realitetssansens skyld at se i øjnene at sjælen har åbne grænser.

Det er udmærket at Bateson retter opmærksomheden mod den form for informationsmodtagelse som han kalder 'indlæring om jeget' og som medfører en eller anden forandring af jeget, men han opfatter jeget eller sjælen alt for snævert, også selvom han udvider indlæringen fra den gammeldags lineære lærer/elev-model til en interaktiv kybernetisk kredsløbsmodel omkring et netværk af relationer. Og denne snæverhed bestemmer også Batesons opfattelse af menneskets selverkendelse.



Bateson tager udgangspunkt i det oldgræske råd "Kend dig selv" som blev sat som indskrift over Apollontemplet i Delfi der var et orakeltempel, og han er derfor klar over at rådet "måske rummer en mystisk indsigt på flere planer", men indsigten interesser ham ikke rigtigt. Han er jordbunden pragmatiker og accepterer kun jeget som et heuristisk hjælpebegreb i sin epistemologi, dvs som en stige der kan være nyttig i den videre erkendelsesmæssige opstigning, men efter brugen kan kastes bort.

Bateson mener at vi projicerer vore meninger om 'jeget' ud på den ydre verden og derfor ofte kan tage fejl, men dog alligevel have held til at handle og interagere med andre. Og han forstår altså ikke at den indre verden ikke kan reduceres til projektioner, men er et overordentligt kompliceret, samt fint og tyst spil mellem bevidst og ubevidst - og således har en side med føling til det kollektivt ubevidste der er kendetegnet ved sin spontane og ukontrollérbare kreativitet. Dette betyder m.a.o. at sjælelivet har en åndelig dimension der er langt videre og dybere end jegets snævre bevidsthedsmæssige og viljesmæssige sider.

Bateson trækker legen med ind i sine overvejelser og er for så vidt ikke uvidende om at leg - og skabelse af leg - er et handlingsforløb der kun kan tjene som leg sålænge den bevarer de kreative og uventede elementer (dette har han bl.a. erfaret gennem leg med delfiner nede i et bassin!). Og han gør også gældende at leg i almindelig sprogbrug ikke er navn på en handling, men på en ramme for handling. Men det centrale går han udenom: leg omfatter mange former for handlinger, men den har det til fælles at deltagerne frivilligt går ind i aktiviteter der ikke er nyttefikserede; tværtimod forudsættes det at deltagerne kan slippe dagliglivets alvor og hengive sig til noget der har med morskab og humor at gøre - og som iøvrigt også forudsætter at deltagerne slipper jeg-det-forholdet til fordel for jeg-du-forholdet (Buber).

At kende sig selv er på samme måde et spørgsmål om at kunne slippe en alt for nytte- og formålsfixeret tænkning for at blive åben over for spontane, ubevidste og ukontrollable indfald fra det kollektivt ubevidste, og dermed blive selvreflekterende. Det gavnlige og sunde heri ligger i at de spontane indfald altid i sig selv byder på uforudsigelige alternativer til de vanemæssige og forudsigelige forestillinger man ellers vandrer rundt i. Men i sidste ende hører etikken med: Der skal sørges for overvægt af det gode, hvis den indre psykiske konsistens skal bevares.



Paralleliteten mellem dyr og mennesker    
Til toppen  Næste

Gregory Bateson var i 1930'erne praktiserende feltforsker i antropologi på Ny Guinea og Bali, en del af tiden sammen med sin første hustru, Margaret Mead, og han konstaterede som de fleste forskere på den tid en påfaldende analogi mellem menneskers opfattelse af deres eget samfundsliv og deres opfattelse af dyrenes livssfære (økosystemer). Og han fandt faktisk denne analogi mere hensigtsmæssig og sund end den gængse analogi som sammenligner mennesker og samfund med rent mekaniske maskiner fra det 19. århundrede - og dette på trods af analogiernes fejl og ufuldkommenheder og deres åbenlyse vulgarisering i fænomener som heraldikken med afbildning af dyr på våbenskjolde eller totempæle.

Netop afbildningen på totempæle fik antropologerne til at kalde fænomenet totemisme og reducere det til en nærmest overtroisk forestilling om lokalt slægtsskab mellem bestemte mennesker og bestemte dyr. Men i hvert fald Claude Lévy-Strauss mente at der måske snarere var tale om udtryk for logiske måder at strukturere og klassificere den kulturelle og naturlige verden på. Bateson fulgte sporet, men så først og fremmest helhed i naturfolkenes oprindelige strukturing og så derfor analogien mellem samfundssystemet og naturens verden som en religion. Og han havde kun ironi til overs for degenerationen af fænomenet hos forskere og heraldikere der abstraherer fra relationen mellem de dyriske prototyper i naturen.

"Vi kommer i dag lidt naturhistorie ind i børnene sammen med lidt kunst, så de kan glemme deres dyriske og økologiske natur og æstikken ved at være levende - og i stedet vokse op til at blive gode forretningsmænd", skriver han. Og han tager afstand fra folk som græske Æsop der lavede dyrefabler der var moralske og mere eller mindre groteske fortællinger og dermed erstattede religion med underholdning (det må nok også gælde franske La Fontaine og danske Carl Ewald). Det holistiske syn splittes dermed op for enten at give våben til egoet (heraldikken) eller legetøj til fantasien (fablerner). Helhedssynet var væk, og det er nu engang det egentlige i al religion.



Hvad der må undre undertegnede er at Bateson i denne forbindelse også langer ud efter Konrad Lorenz som bliver kaldt "en af de få praktiserende totemister blandt professionelle biologer". Bateson har oplevet Lorenz som underviser og set ham efterligne de dyr han talte om - eller tegne dem med sikker hånd på tavlen. Bateson skriver: "Lorenz' indlevelse i dyrenes verden giver ham en næsten unfair fordel frem for andre zoologer. Han kunne læse meget ud af en (bevidst eller ubevidst) sammenligning mellem hvad han så dyret gøre og hvordan det føles at gøre det samme. Mange psykiatere bruger samme trick for at afsløre tanker og følelser hos deres patienter....".

En sådan hån kan ses som en lidt primitiv reaktion fra en forsker der hverken kunne gøre det samme som Lorenz eller overhovedet se noget videnskabeligt i det. Men sandheden er at Lorenz' kommunikation med dyrene (navnlig fugle og hunde) ikke var fantasi eller tom teori, men helt igennem ægte og dokumenteret forskning der var solidt funderet i erfaringen og nøgternt formuleret i teorien. Det har intet med overfladiske fornemmelser at gøre. Og derfor kunne han fx få ællinger til at følge sig i tykt og tyndt, også som udvoksede gæs, fordi han tog sig af dem fra det øjeblik de kom ud af æggene, så de opfattede ham som deres 'mor'. Fænomenet kaldte han 'prægning'.

Men ikke nok med det. Lorenz var ikke kun en zoolog der sammen med Frisch og Tinbergen grundlagde adfærdsbiologien (etologien) hvad der gav dem Nobelprisen i 1973. Lorenz var desuden filosof og har skrevet så væsentlige bøger som 'Det såkaldt onde' (1963), 'Det civiliserede menneskes otte dødssynder' (1973) og 'Bagsiden af spejlet' (1973), hvor han redegør for sin opdagelse af menneskets ånd som relateret til aggressivitetsdriften, økologiens betydning for kultur og samfund samt den menneskelige erkendelses egenart og forudsætninger; tre centrale nyerkendelser som Gregory Bateson burde have interesseret sig for, fordi de alle vedrører vores erkendelsessituation og vores muligheder for at se årsagerne til de kulturkriser vi oplever (og som Bateson selv kommenterer).

Konrad Lorenz førte som den første biologien til en forståelse af åndens væsen og betydning ud fra biologiske forudsætninger og forbandt dermed eksistensfilosofien med naturvidenskaben på en måde ingen forsker med respekt for sig selv kan komme udenom i dag. Personligt har jeg draget den konklusion af hans indsats at religionen med fordel kan ses som et emergent nyt fænomen i den biologiske udvikling. Ud fra dette synspunkt kan man skrotte såvel Descartes' dualisme mellem ånd og legeme som den gængse opfattelse blandt både læg og lærd af religion som synonymt med overtro. Religionen er i vid udstrækning blevet fatalt ødelagt indefra af dogmatiske teologer og kirkelige magtsystemer, så vi fortsat har meningsløse religionskrige, men kernen i al religion er det på primærprocesserne hvilende helhedssyn, der skal respekteres af al tidssvarende filosofi og psykologi, men til gengæld aldrig må dogmatiseres af holister, paver og ayatollaher eller andre totalitarister.

Men det skal om Gregory Bateson retfærdigvis siges at han i et afsnit om 'abduktion' (en sidelæns udstrækning af abstrakte dele af en beskrivelse) udtrykkeligt anfører at metaforer, drømme, parabler, allegorier, ja, poesien i sin helhed, kunsten i sin helhed, videnskaben i sin helhed og religionen i sin helhed, og selv totemismen - alle er eksempler eller systemer af eksempler på abduktion inden for menneskets mentale sfære (within the human mental sphere). Al tænkning ville være fuldstændig umulig i et univers hvor abduktion ikke kunne forekomme.

Bemærkningen viser Batesons tro på ideernes afgørende betydning for udviklingen og vores erkendelseslære, men også deres kolossale udstrækning i menneskeheden. Enhver forandring i vores epistemologi, pointerer han i 1979, vil medføre en ændring af hele vort system af abduktioner. Vi bevæger os nemlig under truslen fra et kaos, hvor tænkning bliver umulig.



Tilfældigheden i biologien    
Til toppen  Næste

Det er Gregory Batesons generelle antagelse at både genetisk forandring og den proces der kaldes indlæring (og som hos ham omfatter alle mentale processer) er stokastiske processer, det vil sige processer der er præget af tilfældighed eller vilkårlighed. Han tror at der i hvert enkelt tilfælde er en strøm af hændelser som i en vis forstand er vilkårlig og en udvælgelsesproces der også er præget af en vis vilkårlighed. Uden vilkårlighed kan der simpelthen ikke ske noget nyt - og det er trods alt langt fra et deterministisk synspunkt, men udelukker næppe heller en fastholdelse af den kæde i udviklingen Lamarck talte om og Bateson fastholder.

Bateson antager at de vilkårligt skabte mutationer oplagres i populationens blandede genmængde og at den naturlige udvælgelse vil arbejde på at udrydde de alternativer som er ugunstige for populationen ud fra 'noget der ligner en overlevelsesbetragtning'. Og hvad individet angår, antager Bateson tilsvarende at de mentale processer skaber et stort antal alternativer, og at der blandt dem sker en udvælgelse som er fastlagt af 'noget der ligner en forstærkning'.

Det ses at han er en forsigtig teoretiker, men sammenfattende antager han at evolutionær forandring og somatisk forandring (indlæring og tænkning m.m.) ligner hinanden fundamentalt, og at de begge er stokastiske af natur, skønt de tanker som hver af disse processer arbejder med givetvis er af helt forskellige typer. Dette virvar af typer har givet anledning til megen forvirring, noterer han, men at hævde at processerne i et vist omfang er vilkårlige eller tilfældige er noget helt anden end at føje en ikke-stokastisk ånd til den evolutionære proces. Bateson vil ikke acceptere det mangetydige 'åndsfænomen' som acceptabelt begreb i videnskaben, men han accepterer tilfældigheden som udslag af et typevirvar der åbenbart er virvar, fordi det ikke kan gennemskues.



Man kan undres sig over at Bateson slet ikke kommer ind på de moderne kaosteorier, der faktisk er en teori om at det er systemernes kompleksitet der kan gøre processerne i dem uigennemskuelige, så det er umuligt at forudsige slutresultaterne. - Det typiske eksempel er vejrprognoser. Vejret med alle dets vindbevægelser og fugtighedsgrader er så utroligt komplekst at det selv med moderne hjælpemidler som satellit-billeder og computer-teknik er umuligt at lave blot nogenlunde sikre prognoser mere end fem dage frem. Kompleksiteten betyder at alle tilstande er yderst følsomme for den mindste forandring - og at det ikke er muligt at fremskaffe en så præcis beskrivelse af nogen tilstand at man kan regne sig til fremtidige tilstande (det er noget alle danskere véd med de vindforhold vi har). Tilstandene er mere eller mindre kaotiske, og kaos skal altså i denne videnskabelige disciplin ikke forstås som et totalt virvar, men simpelthen som "meget stor følsomhed over for begyndelsestilstande".

Det turde være ret indlysende at kaosteorierne - ligesom kvantemekanikken med sine ubestemthedsrelationer - kan understøtte antagelserne om vilkårlighed eller tilfældighed i alle komplekse systemers forandringsmønstre, og jeg skal ikke indlade mig på gætterier om hvorfor Bateson ikke tog dem i betragtning. De blev tilfældigvis opdaget af 1963 og beskrevet i en bog om 'Mærkelige attraktorer', og den store interesse kom omkring 1970, hvor forskere på University of California for alvor gik i gang med teorien. Men videnskabshistorikeren James Gleick kan fortælle at dette universitet blev åbnet i 1966 og hurtigt blev det mest eksklusive i Californien. De studerende forbandt det med pingerne i den intellektuelle avantgarde: Gregory Bateson, Herbert Marcuse, Norman O. Brown forelæste og Tom Lehrer sang.... Alt i alt en blandet forsamling af idealister der var påvirket af tidens frie ideologi..... Kaosteoretikerne blev en del af dem, men var til at begynde med ret isolerede. Og her ligger nok forklaringen på at Bateson ikke fangede de spændende teorier.

Heller ikke emergens-begrebet synes at have interesseret Bateson, skønt også det er både spændende og relevant. Det dækker jo over forekomsten af noget helt nyt i udviklingen, noget der aldrig har været set før. Den slags vrimler det med i kulturhistorien, men det må også konstateres i biologien - og her dementerer det totalt alle forestillinger om at der skulle være absolut kontinuitet i udviklingen, altså at naturen aldrig gør spring. Det er denne gamle forestilling der indebærer at man fx i evolutionsteorien leder efter 'the missing link', dvs linket mellem mennesket og dyrene. Men det findes ikke, for naturen gør vitterligt spring, som det bl.a. ses i mutationer. Det ses i den 'naturlige udvælgelse' hvor der ikke forefindes alle mulige eller uendeligt mange dyrearter mellem dem vi kender, men kun et stort antal. Det ses også i noget så elementært som 'virkningskvantet': elektronerne i et atom kan populært sagt 'springe' fra en given bane til en anden given bane, men ikke til vilkårlige baner.

Men det mest afgørende for menneskets udvikling og hele kulturhistorien er og bliver det 'kvantespring' der hedder opkomsten af bevidstheden i biologien, og ingen kan give blot så meget som en antydning af en forklaring på dette fantastiske spring der betyder at materien i menneskets skikkelse begynder at reflektere over sig selv og dermed totalt forandrer sin rolle i historien. Bevidstheden bliver et kæmpespring i naturens udvikling som gør menneskets rolle helt unik.

Historien er fortalt i de mytologiske skabelsesberetninger, der er alt andet end naturvidenskabelige i art, men som i eksistentiel henseende peger på det altafgørende at mennesket ved at spise de 'forbudte frugter af kundskabens træ' blev bevidst om kønsdelingens store betydning, om forskellen mellem godt og ondt og dermed etikkens betydning for livet, om tabet af uskyldigheden og ansvarsfriheden, om indsigten i vores to tilgange til virkeligheden, den indre (evige) og den ydre (timelige), om autoriteternes ufuldkommenhed, og om den utrolige mulighed for trods forandringen at fastholde helheden og helhedsrealismen gennem kunst, musik, dans, ritualer og kult. - Intet siger mere om menneskets eksistentielle vilkår med så få ord som denne myte, og dog kan Gregory Bateson ikke få andet ud af den end morskab. Det fremgår af et lille essay om "Bevidst hensigt kontra natur" i en bog der kom i 1969 og som hedder "Frigørelsens dialektik" og har bidrag af folk som R.D. Laing, Herbert Marcuse, Lucian Goldmann og David Cooper.



Menneskets unikke rolle i naturens udvikling    
Til toppen  Næste

Bateson belyser naturligvis forskellige teorier om sjælens natur, om økologiske teorier og om kybernetiske metoder, men fortæller så en myte, som her skal gengives i fuld længde:

"Der var engang en have. Den indeholdt mange hundrede arter som levede - sandsynligvis i sub-troperne - i stor frugtbarhed og ligevægt, med masser af humus osv. I den have var der to antropoider som var mere intelligente end de andre dyr.
På ét af træerne hang der en frugt, meget højt oppe, som de to aber var ude af stand til at nå. Så begyndte de at tænke. Det var en fejl. De begyndte at tænke målrettet.
Lidt efter gik hanaben, hvis navn var Adam, hen og tog en kasse, stillede den under træet og trådte op på den, men fandt ud af at han stadig ikke kunne nå frugten. Så fik han fat på en anden kasse og stillede den oven på den første. Endelig klatrede han op på de to kasser og fik så fat i æblet. - Da blev Adam og Eva næsten berusede af begejsting. Det var den måde man skulle gøre ting på. Lav en plan, ABC - og man får D.
Så begyndte de at specialisere sig i at gøre ting på den planlagte måde. Som resultat deraf viste de begrebet om deres egen totale systemiske natur og dennes totale systemiske natur ud af haven.
Efter at de have vist Gud ud af haven, gik de rigtig i gang med at arbejde på denne målrettede business, og snart forsvandt de øverste lag af mulden. Derefter blev adskillige plantearter "ukrudt" og nogle af dyrene blev skadedyr, og Adam fandt ud af, at havebrug var et megt hårdt arbejde. Han måtte skaffe sig sit brød i sit ansigts sved og han sagde: "Det er en hævnende Gud. Jeg skulle aldrig have spist det æble."
Endvidere viste der sig en kvalitativ forandring i forholdet mellem Adam og Eva efter at de havde afskediget Gud fra haven. Eva begyndte at blive træt af affæren med sex og reproduktion. Når som helst disse ret grundlæggende fænomener forstyrrede hende i hendes nu målrettede livsførsel, blev hun mindet om det større liv, der var blevet sparket ud af haven. Så Eva begyndte at blive træt af sex og reproduktion, og hvad fødselen angår, fandt hun denne proces meget smertefuld. Hun sagde at også dette skyldtes Guds hævnende natur. Hun hørte endog en stemme sige "med smerte skal du føde børn; og din attrå skal være til din mand, men han skal herske over dig..... []

[Citat fortsat:] Den bibelske version af denne fortælling, hvorfra jeg har lånt meget, forklarer ikke den mærkværdige forvanskning af værdier, hvorved kvindens evne til kærlighed ender med at være en forbandelse, påført af guddommen. - Det får være som det kan.
Adam fortsatte med at forfølge sine mål og opfandt til slut det frie initiativ. I lang tid var det ikke tilladt Eva at tage del i dette, fordi hun var kvinde. Men hun sluttede sig til en bridge-klub og fik dér afløb for sit had. Næste generation havde igen kvaler med kærligheden.
Kain, opfinderen og fornyeren blev af Gud fortalt at "hans (Abels) attrå skal være dig, men du skal herske over ham". Så slog han Abel ihjel." (Citat slut)



Bateson er naturligvis klar over at en lignelse ikke kan betragtes som data om menneskelig adfærd. Den er kun et forklarende redskab [han er ikke klar over at en myte slet ikke er en lignelse, eller at en lignelse ikke forklarer noget, men påpeger noget!]. I den falske myte har han indbygget et fænomen som forekommer ham at være næsten universelt når mennesket begår den fejl at tænke målrettet og ikke tager hensyn til den systemiske natur af den verden han nødvendigvis må beskæftige sig med, nemlig fænomenet psykologerne kalder "projektion". - Når det kommer til stykket, hævder Bateson, har mennesket handlet efter hvad det selv troede var "sund fornuft" og "finder nu sig selv i et rod. Han er ikke helt klar over hvad der forårsagede rodet, og han føler at det der er sket, på en eller anden måde er uretfærdigt. Han ser stadig ikke sig selv om en del af det system, hvori rodet befinder sig, og enten gir han resten af systemet eller sig selv skylden". - I sin lignelse lader Bateson Adam kombinere to slags nonsens: forestillingen om at "jeg har syndet" med forestilingen om at "Gud er hævngerrig".

Det er morsomt og fornøjeligt og afspejler glimrende Batesons forkærlighed for projektionsteorien. Men Batesons 'lignelse' er en total forvrængning af den bibelske skabelsesmyte, og forvrængningen ligger allerede i at han vender om på hvem der smides ud af haven. Myten siger at det var Adam og Eva der blev smidt ud i og med at de spiste af kundskabens træ og dermed blev bevidste om såvel kønsforskellen og forskellen på godt og ondt som ophavets ufuldkommenhed eller ulyst til at se børnene blive voksne og gå deres egne veje. Og det er da pointen. Og absolut ingen fejl.

Uanset hvad man måtte mene om enkeltheder i myten, så er det er selve den kønshormonalt bestemte bevidsthed der bevirker at de første mennesker mister uskyldigheden, bliver ansvarlige for deres eget liv og skæbne - og at det ikke kan være anderledes, da bevidstheden nu engang er sådan indrettet som psykisk mekanisme. Men de første mennesker bærer fortsat i sig erindringen om uskylden - og rammes af denne grund af 'syndsbevidsthed'. Denne forestilling er ikke nonsens, men er et aldeles afgørende resultat af tabet af uskyldigheden, og forestillingen om en gud der smider parret ud af paradiset (og sætter vogtere med flammesværd til at forhindre dem i komme tilbage) er heller ikke nonsens, men giver den gode mening, at erhvervelsen af bevidstheden gør det komplet umuligt at vende tilbage til uskyldigheden.

Hvad Bateson ikke får fat på er at myten om syndefaldet lige præcis genfortæller pubertetstidens universelle oplevelse af grundvilkåret for alle menneskers voksen op fra barndommens uskyldighed til ungdommens begyndende ansvarlighed med hvad deraf følger omkring arbejde, familie, formering og ansvar - samt sjæleliv, åndsliv og kulturliv i videste forstand. Ser man denne myte som opspind og eller fri fantasi om 'de første mennesker på jorden', har man ikke forstået nogetsomhelst af menneskets generelle situation eller pubertetstidens betydning, og man har specielt ikke forstået forskellen mellem ansvarsfrihed og ansvarlighed. Ansvaret betyder nemlig at man ikke alene skal sørge for overlevelse og formering, eller for arbejde, uddannelse og erhverv, men også for et åndsliv der kan vedligeholde følingen med den indre verden og et kulturliv der kan sikre følingen med det kollektivt ubevidste.

Har man forstået myten, har man også forstået den dybeste mening i det græske 'Kend dig selv'. For mennesket skal ikke blot kende sig selv i betydningen sit navn, sit køn, sin vægt og højde eller sine ønsker, behov og begær (herunder eventuelt gå i bridge-klub eller på fittness-center), men også kravet om indre konsistens og kravet om en retning mod stadig frigørelse fra autoriteternes snæversyn. Dermed skal det også kende samfundet og den umiddelbare realitet i hele sit omfang og sin fylde. Og ikke at forglemme: det vil i sin dybeste visdom aldrig kunne slippe fri af et eller andet udefinerligt forhold til en eller anden udefinerlig, men overordnet instans i sit indre. Det kan ene og alene begå den dødssynd at betragte denne instans som en hævnende gud - og uddrivelsen af uskyldigheden som en hævn!

Men det er ejendommeligt nok et frit valg - i kraft af bevidstheden!



Åndslivet er mere end mentale processer    
Til toppen  Næste

Son nævnt kommenterer Gregory Bateson selv flere gange i de tekster jeg behandler her kulturkrisen i vores nutid - og han gør det i håb om at en ny erkendelseslære eller en ny begrebsstruktur ville kunne bidrage til en løsning.

I en diagnosticering af vor eget samfundsmaskineri (anno 1969) skriver han således: "Vore politikere - både de der har magt og de der protesterer og hungrer efter magt - er ligeledes yderst uvidende om de spørgsmål jeg har diskuteret. Man kan søge i kongressens arkiver efter taler som fremviser opmærksomhed på at regeringsproblemer er biologiske problemer, og man vil finde meget, meget få som bringer biologisk indsigt i anvendelse. Besynderligt. - I almindelighed tages regeringsbeslutninger af personer som er lige så uvidende om disse spørgsmål som duer. - Men vi er her [på en konference i London nævnte år] også for at overveje hvordan verdens ondskab kan afhjæpes.....".

Og han fortsætter: "Problemet er systemisk og dets løsning absolut afhængig af at dette faktum erkendes. Første betingelse er ydmyghed - forstået som et led i en videnskabelig filosofi. - Evolutionen var historien om hvordan organismer lærte flere tricks til at kontrollere omgivelserne med, og mennesket kunne flere og bedre tricks end noget andet dyr. Men denne arrogante videnskabelige filosofi er nu forældet. I stedet for har man opdaget at mennesket blot er en del af større systemer, og at delen aldrig kan kontrollere helheden."

Og endelig hedder det: ".... jeg tror vi skal skære drømme, kunstnerisk skaberevne eller oplevelsen af kunst og poesi og sådanne ting over samme læst. Og sammen med disse ville jeg inkludere det bedste af religionerne....". - Men desværre undlader Bateson dog ikke herefter at hævde det synspunkt "at i skabende kunst må mennesket opleve sig selv - sit totale selv som en kybernetisk model", og så ligger det klart, at den gode Bateson dybest set ikke har forstået hvad ånd er. Han rækker nok - som det ses - ud efter drømme og kunst, ja til det bedste i religionerne, men han holder fast i at det alt sammen er mentale processer, der igen bedst forstås som læringsprocesser og bedst beskrives som kybernetiske styringsprocesser, og han mener at mennesket i den skabende kunst må opleve sit totale selv som en kybernetisk model.

Men heraf følger faktisk at Bateson dybest set ikke véd at ånd altid er føling med det kollektivt ubevidste og derfor uforeneligt med at se sig selv som en kybernetisk eller nogen som helst anden slags teoretisk model. Ånd er noget man er i, det er altid et subjektivt, nutidigt og aktuelt forhold - og forholdet er det buberske jeg/du-forhold. Det står derfor i diametral modsætning til den videnskabelige indstilling der er et subjektuafhængigt forhold og dermed et jeg/det-forhold. Og i det omfang religion forstås som den direkte føling med oplevelsen af helheden eller bedre den direkte, umiddelbare væren i selve helheden, så er alle religiøse forestillinger arketypiske forestillinger man ikke kan stille sig teoretisk eller intellektuelt iagttagende udenfor med henblik på at udvælge hvad der passer bedst ind i ens kram; man kan kun forholde sig subjektivt og dialogisk (samtalende) til det.



Det er måske ikke så underligt at en ganske åben og forstående forsker som Gregory Bateson har svært ved at acceptere begreberne 'ånd' og 'religion' som positive størrelser, for begge er jo blevet i den grad misbrugt gennem tiderne af dogmatiske teologer og kirkelige magtsystemer, at det er blevet ret selvfølgeligt at reagere ved at erklære sig som ateist. Man kan i hvert fald som frit anti-autoritært menneske roligt skrotte alle former for dogmatik og trosbekendelser, for de er alle sammen uden undtagelse magtmidler til kontrol af andre mennesker (også hvor de gøres verdslige af politiske ideologier). Ulykken er at vælger man det drastiske skridt at kassere selve den afgørende og bærende helhedsforankring, så hælder man barnet ud med badevandet.

Den eneste måde dette kan undgås på er at acceptere at ånd altid er et ubevidst og kollektivt psykisk fænomen, der på teoretisk eller hypotetisk plan kan ses som udtryk for kollektive arketypiske forstillingers manifestation i såvel individernes sjæleliv som de folkelige fællesskabers åndsliv, men som i den praktiske hverdag viser sig i uendelige forekomster af konkrete billeder i drømme, billedkunst, musik, dans, poesi, drama, erotik, leg, kult og ritualer. I alle tilfælde får man aldrig fat på nogen af delene ved at stille sig objektivt iagttagende udenfor; det kan man gøre bagefter når man reflekterer over hvad man har set og oplevet og eventuelt prøver at sætte det alt sammen i system på intellektuel vis.

Med andre ord: begreberne og systemet som sådanne udgør ikke den umiddelbare realitet, og derfor er man nødt til at acceptere, at der er kolossal stor og principel forskel på åndelige processer og mentale processer. De første tilhører den umiddelbare erfaring og går dybdepsykologisk set på de psykiske primærproceser, mens de sidste tilhører den middelbare erfaring og går på de psykiske sekundærprocesser. Man kan eventuelt bruge lidt andre betegnelser end de her anvendte (det gjorde eksempelvis Vilh. Grønbech), men man kan ikke fatte åndens udtryk uden at gå ind i det direkte forhold, og man kan ikke fatte de enkelte 'genrer' for åndens udtryk uden at gå ind i de konkrete værker og deres ufattelige rigdom af nuancer, altså gå ind i de utallige konkrete værker i kunst, musik, poesi, leg dans, erotik og kult. Går man eksempelvis ind i musikken med henblik på at lade den fylde alt i nuet, så oplever man helheden som den inderste kerne direkte - uanset genre, tidsperiode eller komponistnavn.



Samfundsmæssigt set betyder alt dette, at man ikke fatter den store kulturelle og politiske udvikling, hvis man udelukkende fokuserer på magthavernes forsøg på styring og kontrol eller eventuelle forsøg på blidere regulering af fænomenerne. Kulturpaverne, politikerne, teologerne og ideologerne er - som Bateson påviser og ironiserer over - ikke alene uvidende om biologiske forhold, men de er i allerhøjeste grad også uvidende om dybdepsykologiske og dybdereligiøse eller helhedsrealistiske fænomener. Og det sidste gælder beklageligvis også flertallet af naturvidenskabsmænd og humanistiske forskere, inklusiv Gregory Bateson selv! Og det er fatalt. For den nuværende kulturelle og politiske krise i Europa kan ganske enkelt ikke løses med de ledere vi har, for de ser teknokratisk på problemerne - og kan højst se det som noget stort og ædelt at blande en partiel barmhjertighed ind i flygtningepolitiken der kun gør tingene værre - men de savner visioner og horisont der har med ånd at gøre.

Undertegnede er grundliggende enig med Gregory Bateson i at en redning af nutidens afsporede kulturudvikling ikke er mulig uden en nytænkning der fører til en ny epistemologi, men skal den virkelig batte noget, skal den rumme en langt dybere og virkeligt helhedsorienteret forståelse af alle psykiske fænomener og en langt mere tidssvarende begrebsramme. Jeg medgiver Bateson at der er brug for en ny hierarkisk strukturering af vores klassifikation af begreberne, men jeg tror ikke på hans hierarki af "ordener af rekurrens" eller kybernetiske styringsmodeller. For som han selv er inde på, kan vi ikke styre udviklingen - hverken af individets sjæleliv eller af det samfundsmæssige fællesskab - for ingen af delene kan reduceres til styrbare mentale processer. Udviklingen er i overvejende grad styret ubevidst af underliggende åndelige processer. Men disse er på ingen måde fuldstændigt tilfældige. Kulturhistorien viser tværtimod eksempel efter eksempel på at folkelige kræfter og bevægelser kan rette op på magthavernes forsøg på målrettet ensretning og kontrol til egne formål. Men det forudsætter at de folkelige alternativer bygger på en besynderlig tillid til at det gode vil sejre i det lange løb - forudsat man giver plads til det. Og denne retning i udviklingen har Bateson ikke øje for.



Gregory Batesons styrke og svaghed    
Til toppen  Næste

Som det fremgår af de indledende bemærkninger til dette essay om Gregory Bateson, så har jeg i hans filosofi fundet en ganske stor forståelse for helhedens betydning for såvel individet som samfundet, men på anden side også måttet konstatere, at Bateson i alt for høj grad stillede sig tilfreds med den æstestiske skønheds betydning og derfor aldrig nåede frem til en dybere forståelse for en forpligtende helhedsrealisme der går ud over skønheden ved også at integrere forståelsen for det gode (etikken) og forståelsen for sandheden i dennes dobbelthed som både objektiv videnskabelig sandhed og subjektiv eksistentiel sandhed.

Snæverheden ytrer sig ved at Bateson fortolker det græske råd "Kend dig selv!" som en opfordring til at pleje den mentale læringsproces bedst muligt, dvs med hensyntagen til stadig selvkorrektion, men ikke forstår den grundliggende græske opfattelse at 'det gode, det sande og det skønne' dybest set er ét, hvilket naturligvis også i vores tungtnemmende tider kræver en nærmere forklaring af dybdepsykologisk art.

Men fastholdes skal da, at Bateson som noget overordentligt positivt slog til lyd for at vi i vores erkendelseslære inddrager de indsigter som biologien og kybernetikken har vundet, herunder forståelsen for den stadige selvkorrektion som følger af cirkulær eller rekursiv læring af den art som hos mennesket er blevet en helt bevidst mulighed.



Bateson byder på fine og brugbare - og ofte morsomme - betragtninger over de mentale processer og deres præg af betydelig tilfældighed, ufuldkommenhed og subjektivitet. Og det er i mine øjne en stor ting at se denne besindige og pragmatiske naturvidenskabsmand i et af sine lyseste øjeblikke konstatere en tilskyndelse i det menneskelige bryst til at "forene og helliggøre den totale naturverden vi er en del af".

Men omvendt må jeg så også påpege at der er store mangler i Gregory Batesons epistemologi, og at de efter min mening hænger sammen med at han ikke fuldt ud forstod at menneskets unikke situation i den biologiske udvikling ligger i selve det forhold at vi er iagttagere af den natur vi selv er en del af - og derfor må betragtes som både iagttagere og medspillere i det store livsdrama.

Dette betyder at vi er bundet til den subjektivitet at vi aldrig kan hæve os over naturen og se den objektivt eller interessefrit udefra, men altid i beskrivelsen må inddrage os selv som alt andet end uvildige iagttagere der endog hænger i sproget og dets grundforestillinger, begreber, vaner og begrænsninger.



Specifikt må anføres at Gregory Bateson ikke havde nogen som helst forståelse for dybdepsykologiens fundamentale indsigter i de to slags psykiske grundprocesser eller i nyere religionsforsknings indsigter i at den medfødte helhedsoplevelse eller helhedsforankring er det bærende i al religion og i alt livsmod, og at den derfor er uforenelig med de trossætninger som dogmatiske teologer har fundet på og gjort til kontrolredskaber for deres magtorganisering i kirkelige systemer.

Følgerne for Bateson blev at han aldrig fik en forståelse for de åndelige processer som noget forskelligt fra de mentale processer gennem de førstes åbenhed, og derfor heller aldrig fik en forståelse for at mennesket har to lige vigtige tilgange til virkeligheden gennem henholdsvis sanserne og den indre intuition. Den frie vekslen mellem disse to tilgange er ellers forudsætningen for at mennesket overhovedet kan bevare sin psykiske sundhed og samfundets sammenhængskraft.

Batesons forkærlighed for den æstetiske skønhed betød i virkeligheden at han aldrig så at vores cirkulære selverkendelse ikke sker på må og få, men tværtimod har en retning der gør det nødvendigt altid at medtage en fri (ikke-autoritær) etisk overvejelse og en fri (ikke-autoritær) sandhedserkendelse. Alt er ikke lige godt eller lige sandt. Kulturrelativismen er uforenelig med konsistensetikken der kræver overvægt af det gode i livet, hvis psyken overhovedet skal kunne bevare sin indre konsistens.



Faktisk må det i den sidste ende konstateres at Gregory Bateson ikke havde nogen forståelse for at menneskets situation i tilværelsen (og sandsynligvis i universet) er unik i den ganske bestemte betydning at vi skiller os ud fra dyrene og alle andre kendte former for levende væsener på højt niveau ved at have fået forærende lige netop den specielle form for bevidsthed der gør det muligt at se både udad gennem sanseapparatet og indad gennem intuition og andre åndsprocesser der er noget ganske andet og større end de mentale læringsprocesser ved at omfatte noget så specielt som et frit og ukontrollabelt spil mellem bevidst og ubevidst.

Det er et fænomen der for alvor dukker op i pubertetstiden og åbenlyst har med kønshormoner at gøre, men iøvrigt ikke kan forklares. Det kan til gengæld beskrives adækvat på mytologisk vis som det er sket i den bibelske 'syndefaldsmyte' som jeg har givet en kort, relevant fortolkning af overfor.

Det er uhyre afslørende for Gregory Bateson at han kun kunne forholde sig dybt ironisk til denne myte. For den siger mere om menneskets eksistentielle grundvilkår end nyere biologi, kybernetik eller systemtænkning kan gøre. Batesons filosofi kan slet ikke hamle op med den komplementære helhedsrealisme der inddrager en sådan myte.



Helhedsrealismens tilbud om en tidssvarende begrebsramme    
Til toppen  Næste

Her skal ikke serveres en længere redegørelse for den komplementære helhedsrealisme, da de fleste hovedsynspunkter er anført i det foregående og en kort gennemgang fx. findes i essayet om Isaac Newton (i afslutningen om "Helhedsrealismens progressive løsningsforslag"), men dog påpeges muligheden for en tidssvarende begrebsramme ud fra Gregory Batesons hovedtanke om en ny strukturering.

Bateson tilbyder med sine egne ord intet mindre end en "hellig enhed i biosfæren" (a sacred unity of the biosphere) ved hjælp af en hierarkisk ordnet struktur af tanker og ideer der vil indeholde færre erkendelsesmæssige fejl end de tidligere strukturer. Det er unægteligt et højt mål. Og jeg synes ikke det lykkedes ham at nå det. Mange af hans ideer er dog stadig relevante, den vigtigste er i mine øjne tanken om en helt ny struktur der direkte afspejler og påpeger en åben og explicit erkendelsesmæssig cirkularitet eller rekursivitet.

Da jeg af forhåbentligt forståelige grunde betragter den komplementære helhedsrealisme som en helt igennem tidssvarende og progressiv begrebsramme, inspirerer Bateson mig derfor primært til at stille spørgsmålet om den kunne forbedres ved at blive bibragt en struktur der gør rekursiviteten tydelig og explicit, og da jeg inddrager andre og dybere erkendelser end Batesons - først og fremmest dybdepsykologien og religionsforskningen - betyder det at 'helhed' og 'mening' som medfødte, men livet igennem vigtige oplevelseskategorier nødvendigvis må placeres centralt i organiseringen af begrebsrammen.

Da jeg desuden har understreget nødvendigheden af en fri vekslen mellem den indre tilgang til virkeligheden og den ydre tilgang følger det at cirkulariteten så at sige må blive en stadig cirkuleren mellem de to tilganges helt konkrete indsigts-muligheder, og da tilværelsen nu engang for alle individers og hele samfundets vedkommende forløber i tiden, må det også indebære at cirkulariteten ikke bare regelmæssigt går tilbage til en 'opladning' af den nødvendige helhedsoplevelse, og da slet ikke tilbage til en nostalgisk drøm om at vende tilbage til barndommens uskyldighedstilstand, men tværtimod må gå højere og højere op i bevidsthedsniveauet - det betyder igen at rekursiviteten ikke bliver cirkulær (i den forstand at den hele tiden vender tilbage til samme punkt), men bliver spiralformet så den hele tiden stiger opad, men herunder til stadighed kredser rundt om de samme konkrete erfaringsområder.

Dér hvor jeg hidtil er kommet nærmest en sådan strukturering er i serien på syv afsnit om Virkelighedens dobbelte karakter (eller menneskets virkelighedsopfattelse) med underafsnit om fysikken, rummet, tiden, livet, ånden, sproget og humoren i forhold til virkeligheden, men det praktiske spørgsmål er om serien kan omstruktureres og udvides så helhedssynpunktet bliver det tilbagevendende tema der på alle punkter kræver selvkorrigerende feed-back.

Det vender jeg tilbage til. Her skal blot sluttes af med en konstatering af at en ny begrebsramme nødvendigvis må almengøres, hvis vores stadig mere påtrængende kulturkrise skal kunne løses.

Ejvind Riisgård



Henvisninger    
Til toppen

Links:

Website for filmen 'An Ecologi of Mind'
The International Bateson Institute (Stockholm)

Litteratur:

Gregory Bateson: Ånd og natur. (Rosinante, 1984)
Gregory Bateson: Mind and Nature. (Bantam Books. 1979)
Gregory Bateson; Bevidst hensigt kontra natur (indlæg fra 1967, optrykt i "Frigørelsens dialektik" - Forlaget Rhodos 1969)
James Gleick: Kaos. En ny videnskabs tilblivelse. (Munksgaard. 1989)
Konrad Lorenz: Bagsiden af spejlet. (Schultz. 1976)
Erling Jacobsen: De psykiske grundprocesser. (Berlingske Leksikon. 2. udg. 1971)
Martin Buber: Jeg og du. (Munksgaard. 1964)
Ejvind Riisgård: Vilh. Grønbechs kulturopgør I-II. (Gyldendal. 1974)



Relevante artikler på Jernesalt:

En film om sjælens eller sindets økologiske system
- Gregory Bateson portrætteret af datteren Nora
  (23.10.15.)

William Blake's univers
Konrad Lorenz' kulturopgør
Den provokerende mestertænker Claude Lévi-Strauss er død  (16.11.09.)
Isaac Newton kan først forstås fuldt ud med emergent helhedsrealisme
(Essay om den geniale fysiker - på grundlag af C. H. Kochs biografi)
  (30.8.15.)

H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi
- Visioner, begrænsninger og fejlslutninger
  (23.5.10.)

Folk forstår ikke modsætningen mellem religion og videnskab,
men helhedsrealismen viser at modsætningen er komplementær
  (13.7.15.)

Lys over landet, folket og eksistensen  (Essay om oplysning - 1.5.15.)



Fysikken og virkeligheden  (26.6.07.)
Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
Livet og virkeligheden  (22.7.07.)
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
Sproget og virkeligheden  (5.8.07.)
Humor og virkelighed  (20.8.07.)



Vilh. Grønbechs kulturopgør
Grønbechs metode
Humormennesket Storm P.

Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt
Peter Zinkernagels filosofi
Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken  (13.1.11)



Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud  
Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Vurdering af det 20. århundrede
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski



Artikler om Erkendelse
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Samfund
Artikler om Humor
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal