|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.5.15.Lys over landet, folket og eksistensenLys og oplysningOplysning i 1700-tallet (Oplysningstiden) Oplysning i 1800-tallet (Romantik og realisme) Oplysning i 1900-tallet (Nybrud, katastrofer, usikkerhed) Oplysning i vort årtusinde - Hvad er tidssvarende oplysning? Henvisninger Lys og oplysning Til toppen Næste Lys er afgørende for livet på jorden. Nærmere betegnet er sollyset forudsætningen for den energioverførsel fra solen til jordkloden der via fotosyntesen skaber plantevækster og alt andet liv på kloden. Dette har mennesket forstået fra tidernes morgen, og derfor har det dyrket solen som gud og gengivet solen endeløst i billedkunsten. Det har lavet lovsange om solen der står op i øst - eller om den "grønhedens idé" der står bag dyrenes muligheder for at skaffe sig planteføde til livets opretholdelse. Men lyset skiller os også fra mørket i både bogstavelig og overført forstand. Det gør forskel mellem dag og nat, men også mellem det der ligger hen i klarhed og det der ligger hen i uklarhed, tåge eller kaos. Lyset kan bruges som kunstig lyskilde gennem simpel ild af brændbare stoffer som træ og kul eller mere avancerede elektriske energikilder som ikke mindst dampmaskinen og dampturbinen har produceret siden 1769. Siden dukkede Edisons glødelampe op som kunne erstatte stearinlys, petroleumslamper og gaslygter og dermed mangfoldiggøre mulighederne for at skabe praktisk og kreativ belysning i hjemmene, på arbejdspladserne og på gaderne. I nyeste tid har man fundet ud af at bruge lyset til kontrol af lyssignaler og gennem laser og optiske fibre skabe ultra-hurtige veje til optisk kommunikation. Ja, man kan med optiske pincetter gribe, strække og bøje enkelte molekyler og dermed regulere fundamentale processer i den menneskelige organisme. Og man kan ved hjælp af 'syntesebiologi' koble dannelsen af ønskværdige forsvarsstoffer i organismen direkte til de fotosyntetiske processer og dermed optimere bæredygtig planteproduktion. Fra tidernes morgen har lyset på en ganske speciel måde kunnet bruges som lyskilde i menneskets indre, dvs til introspektiv belysning af bestemte psykiske fænomener som dukker op i bevidstheden i form af visuelle, auditive, olfaktive eller symbolsk-abstrakte begreber, forestillinger, følelser og fornemmelser. Hermed giver lyset mulighed for at skelne mellem godt og ondt, smukt og grimt, nyttigt og unyttigt, eller hensigtsmæssigt og uhensigtsmæssigt samt fortid, nutid og fremtid. Lyset kan bringe både muligheder og konsekvenser eller perspektiver for dagen. Lys har også farvekvaliteter som det menneskelige øje i kombination med det ejendommelige indre lys kan registrere i et utroligt antal nuancer og dermed skabe en kunst der ved siden af musikken og digtningen udgør et fantastisk indre univers som for mennesket gør den indre verden til en dragende, men også risikabel konkurrent til den ydre, sanselige og praktiske verden. Af alle disse grunde er det ikke underligt at lyset gennem tiderne har givet anledning til udforskning som både fysisk og psykisk fænomen. Allerede i 1676 havde danskeren Ole Rømer fundet ud af at lyset overhovedet havde en målelig hastighed eller "tøven". Det tager faktisk lyset en vis tid at nå frem fra sin kilde til et mål eller en iagttager. Det var dog først med den moderne naturvidenskab, konkret gennem Newtons prismeeksperimenter og optik fra 1704, man fik ordentligt hold på lyset som fysisk fænomen. Men først i begyndelsen af 1900-tallet opdagede Einstein at lys var en slags partikler (senere kaldet fotoner) der dog opfører sig anderledes end almindelige håndgribelige genstande. Det drillede længe ved også at kunne beskrives som et bølgefænomen. Oplysning i 1700-tallet (Oplysningstiden) Til toppen Næste Den moderne naturvidenskab der er baseret på eksakte målinger og eksperimentel gentagelse stammer fra 1600-tallet (Galilei, Kepler, Descartes, Huygens og Newton), og den betød ret hurtigt en direkte konfrontation med alle autoriteter, men navnlig med den kirkelige ortodoksi der ikke alene hævdede rent teologiske dogmer, men også stædigt fastholdt en dybt forældet aristotelisk opfattelse af et statisk univers, der var skabt én gang for alle af en guddommelig instans og som slavisk fulgte én gang for alle af denne skaber givne love. For at bryde denne dybt reaktionære opfattelse, der spærrede for fri forskning, såvel som andre overtroiske eller metafysiske forestillinger om mystiske kræfter uden for naturen, der ikke kunne udforskes, trak det i 1600-tallet op til en målrettet frigørelse fra al kirkelig autoritet. Og dermed indledtes den epoke i europæisk kulturhistorie vi kalder 'oplysningstiden'. Et af dens slagord blev "Knus den infame!" (dvs. kirken) som blev brugt af Voltaire i 1762. Oplysningens mål var at afsløre fordomme og falsk viden og erstatte dem med solide, empiriske kendsgerninger samt kræve de religiøse autoriteter (primært pavekirken) fjernet fra al verdslig magt og kontrol af forskning, kunst og politik. Konkret betød denne verdsliggørelse eller 'sekularisering' simpelthen inddragelse af kirkens jord. De førende forskere og filosoffer gik ind for både trosmæssig tolerance og trykkefrihed. De var ikke nødvendigvis ateister der direkte benægtede guds eksistens. De kunne være teister og agnostikere, eller endog finde på som deisterne at hævde at der var fornuftsgrunde til at antage guds eksistens og dermed forestillingen om en "naturlig religion". Men tolerancen var en forudsætning for fri debat om disse kontroversielle spørgsmål. Et vigtigt skrift var John Lockes 'Epistel om Tolerance' fra 1685, hvor forfatteren konstaterede, at det ikke var divergenserne i religiøse anskuelser der førte til krig og uro, men fyrsternes og kirkeledernes uregerlighed og magtbegær. I mange lande blev der oprettet videnskabelige selskaber, således Royal Society i England i 1660 og Académie des Sciences i Frankrig i 1666 (og tilsvarende i Sverige 1739 og Danmark 1742). Og i Frankrig blev der i årene 1751-72 udgivet en epokegørende encyklopædi i 28 bind. Et af de mere besynderlige, tilsyneladende paradoksale træk var at monarkierne trods angrebene på autoriteterne endnu fik lov at bestå uantastede. Det lå i at monarkerne i Frankrig, Preussen, Østrig, Rusland og Sverige i vid udstrækning var åbne over for og omgikkedes de moderne filosoffer, og at disse på deres side så det oplyste enevælde som en ideel regeringsform. Man tænkte endnu i aristokratiske baner. Pøbelens regimente brød ingen sig om. Demokratiet i moderne betydning lå mange årtier forude, selv om borgerstanden efterhånden blev stærkere og stærkere. Kampen mod slaveriet fik også lov at trække længe ud. Selv den amerikanske politiker Thomas Jefferson holdt slaver, selvom han formulerede den amerikanske Uafhængighedserklæring (1776) hvor individet tildeltes umistelige rettigheder. Erklæringen kom heller ikke til at gælde indianerne. Et tredje træk var at man også var længe om at afskaffe torturen mod kriminelle mennesker. Et særligt grusomt eksempel gik ud over en enfoldig mand der engang i 1757 var så formastelig at snitte den franske kong Ludvig den 15. med en dolk. Myndighederne var overbeviste om at han havde medskyldige og lod ham tortere i tre måneder, men uden resultat. Så blev manden dømt til døden ved offentlig henrettelse. Hans ben knustes i torturmaskinen. Han højre hånd brændtes af i svovlild. Arme, ben og bryst brændtes med gloende jern, og sårene blev overhældt med brændende olie og smeltet bly. Til sidst blev hans lemmer trukket fra kroppen af fire stærke heste..... På positivsiden kan påpeges, at det talte ord fik stor betydning for oplysningens udbredelse, som man ligefrem agiterede for i klubber, frimurerloger og akademier (der alle var forbeholdt mænd) - eller i de parisiske 'saloner' hvor det var belæste damer der samlede bourgoisiet til 'modtagelser', og hvor der blev spillet teater og musik, læst op og konverseret og endog aflagt veltalenhedsprøver (fransk veltalenhed er noget for sig selv). Mange af salonerne fik navn efter værtinderne. Komponister og klavervirtuoser som Chopin og Liszt var skattede gæster i 1800-tallet. Men salonerne var også med til at skabe skældsord som salonmusik og salonkunst. Så sent som i 1930'erne blev 'salonkommunister' skældsord for de intellektuelle, småborgerligt indstillede kommunister der havde betænkeligheder ved revolutionær omvæltning. Der var i oplysningstiden tiden en stor interesse for såvel opdragelse som pædagogik. Et vigtigt skrift var Rousseaus 'Emil' eller 'Om opdragelsen' (1762), hvor drengen Emil ganske som alle andre børn forlader barndommen i puberteten ved at træde ind i sin "anden fødsel", det åndelige og moralske stadium, hvor mennesket kan kende forskel på det gode og det onde og vælge det gode - samtidigt med at det møder det andet køn, det anderledes køn. - Den boglige uddannelse skulle i vid udstrækning erstattes med barnets egne erfaringer. Og Rousseau hævdede i sit skrift om 'Samfundskontrakten' (1762) at vi først kan udøve den moralske frihed som borgere, når vi er indtrådt i et samfund med lighed for loven. I hele perioden spillede litteraturen en stor rolle. I Frankrig skrev både Diderot og Voltaire skønlitterære eller dramatiske værker. - Diderot skrev både fortællinger og skuespil samt kunstanmeldelser. De sidste kan betragtes som grundlæggelse af moderne kunstkritik med klar skelnen mellem beskrivelse, tolkning og æstetisk vurdering. At der også kunne og burde inddrages en decideret eksistentiel vurdering havde ingen nogen forståelse for (og den kniber det stadig med). - Voltaire fik skrevet tragedien 'Fanatismen eller Profeten Muhamed', hvor profeten skildres som en magthaver der skånselsløst udrydder sine modstandere med sværd og gift (det var et par hundrede år før risikoen for islamistiske fatwaer og terrortrusler!). Voltaires polemik og ironi foldede sig tydeligt ud i hans kendteste fortælling 'Candide eller den bedste verden' (1797) om en naiv optimists ulykkelige møde med en uforstående og uforståelig verden. Voltaire havde allerede i 1755 skrevet et digt om 'Lissabons ødelæggelse', det katastrofale jordskælv der dette år ramte byen og kostede 30.000 mennesker livet, og som rystede den optimistiske, men i religiøs forstand naive samtid. Man kunne ikke forstå at naturkatastrofer ikke styres af nogen instans. I England angreb satirikeren Jonathan Swift skarpt sine politiske og religiøse modstanderne. I 'Gullivers rejse' brugte han en fiktiv, men naiv borger som talerør for sin satiriske skildring af bl.a. et utopisk lilleputsamfund, hvis dværge havde præcis samme lyst til strid og kiv som menneskene: Et dødeligt had opstod mellem to slags folk der havde en lille uoverensstemmelse: nogle var højhælede, andre lavhælede. I en anden af værkets rejseskildringer gøres nar af videnskabelige projektmagere i landet Laputa; de kan skrive bøger om filosofi, poetik, statsvidenskab, jura, matematik og teologi uden ringeste krav om ånd eller studium..... Satirikeren led personligt af stor fysisk irritablitet og åndelig indignation, der kun blev værre med årene. Han kunne på sine gamle dage skrive: Jeg vågner aldrig om morgenen uden at finde tilværelsen en smule mere blottet for interesse end dagen før! Den store oplysningsskikkelse i Danmark var Ludvig Holberg, universitetsprofessoren der dels skrev et utal af komedier der kan spilles med succes den dag i dag (herunder fx Jeppe på Bjerget, Erasmus Montanus, Jean de France og Den politiske Kandestøber), dels skrev to satiriske skrifter. 'Peder Paars' handler om en stupid kræmmer fra Kalundborg der strander på Anholt og dér har sammenstød med befolkningen, og 'Niels Klims underjordiske Rejse' fortæller om en ung teolog i Bergen der dumper ned i et underjordisk univers hvor han oplever idealstaten Potu (læst bagfra Utop(ia)) hvor kvinder og mænd er ligestillede. Senere oplever han at bliver kejser i et underudviklet land, som han til sidst må flygte fra. - Holberg var og forblev en aristokrat der absolut ikke troede på et demokrati hvor ulærde mennesker (som kandestøber Herman von Bremen) kunne få indflydelse, men ikke desto mindre ydede han med sin eminente humor og sprogbegavelse et stort bidrag til både udviklingen af det danske sprog og udviklingen af danskernes frisind. En af kandestøberens bramfri beskeder til de latintalende advokater i en fingeret retssag viser Holbergs fulde forståelse for sprogkløften: Tal dansk, I sorte hunde! - Stor og rummelig humor var et særkende for Holberg - og humor må i det hele taget ses som en væsentlig del af al sand oplysning og tolerance. Idéhistorikeren Peter Gay gør i 'The Enlightenment – An Interpretation' (1966-1969) gældende at det fælles tankegods for oplysningstiden kan sammenfattes i begreberne sekularisering, humanisme, kosmopolitisme og frihed, med særlig vægt på kampen for frihed i dens mange afskygninger. Og det rammer ganske godt, men undervurderer selve den udslaggivende fornufstro, som bl.a. blev udtrykt af Thomas Hobbes med ordene: Kundskab er magt. - Troen på fornuften i betydningen den intellektuelle begavelses og analyses afgørende betydning for samfundets opretholdelse og udvikling var en tyrkertro, der fik eliten til at føle sig højt hævet over alle andre mennesker og samtidigt ringeagte eller negligere mere åndelige, men lige så vigtige former for menneskelig begavelse. Men konkret udviklede Oplysningstiden sig ret forskelligt i England, Frankrig og Tyskland. I England var man pragmatisk indstillet, og her blev tre ting afgørende: John Lockes empirisme (al viden er baseret på sanselig erfaring) og Adam Smiths liberalisme (den frie konkurrence skaber den økonomiske udvikling) - og ikke at forglemme den sunde fornuft, 'common sense', der netop stillede den naturlige evne til fri og praktisk ræsonneren over for den alt for lærde, regelrette og autoriserede tænkning. - I Frankrig vendte oplysningen sig primært mod kirken og enevælden, men var på filosofisk plan stærkt materialistisk (og deterministisk). Drømmen var et bedre og mere demokratisk samfund - og dette mål så borgerne nået med revolutionen i 1789. Man troede på videnskaben og fornuften, men man fik på skift pøbelvælde, Robespierre's rædsesherredømme, Napoleon Bonapartes kejserdømme og erobringseventyr - samt siden en række mere eller mindre latterlige kejsere, der var nemme skydeskiver for karikaturtegnerne. I Tyskland blev oplysningen et overvejende intellektuelt universitetsfænomen, hvor fornuftstroen i første omgang førte til sofistikerede, men umulige forsøg på kompromis mellem religion og videnskab, men siden udsattes den for alvorlig erkendelsesteoretisk kritik med Kants 'Kritik der reinen Vernunft' (1781). Kant kunne se at der var grænser for den menneskelige erkendelses muligheder. Samme skarpe tænker skrev også en moralfilosofi, hvor pligten blev sat i højsædet. Og denne filosofi passede glimrende til preusserånden i Frederik den Stores hersker- og militærapparat, hvor kadaverdisciplin var enerådende trods alle kejserlige forestillinger om oplysthed. Pligtfilosofien og preusserånden løb reelt sammen med Martin Luthers og protestantismens strenge hævdelse af at øvrigheden var indsat af Gud. Og denne kombination blev katastrofal for den senere udvikling. Oplysningstiden som sådan endte med Kants snævre og tørre rationalisme. Selv hans egne forelæsninger blev søvndyssende til sidst. Hele den følgende generation af tænkere var imidlertid alle elever af Kant, og de havde alle sammen haft deres store "Kant-Erlebnis" som unge. Men reaktionen kom, fordi ungdommen altid er kendetegnet af 'følsomhed' og altid må reagere mod stivnet snæversyn. Årene fra 1750 til 1800 kaldes ikke for ingenting 'følsomhedens tid'. I særlig figur i både tysk kultur og oplysningstiden som sådan var Johann Wolfgang Goethe (1749-1832), der som digter, sprogfornyer, naturforsker, politisk administrator og holistisk eksistentialist må betragtes som en overgangsskikkelse mellem oplysningstid og romantik. Han var uddannet jurist, men mødte som ung mand historikeren Herder og blev ad den vej en del af den såkaldte 'Sturm und Drang'-bevægelse der var et litterært ungdomsoprør der betød gennembrud for en ekspressiv digtning med originalitet og geni som afgørende idealer. Goethe skrev sig ud af rusen, de mange forelskelser og elskovskvaler - og blev klassicist og dyrker af den ædle enfold og harmoni. Inspireret af fysikeren Newton gik Goethe i gang med en lang række prisme- og farveeksperimenter, der førte ham frem til en farvelære (1810) der afveg betydeligt fra Newtons ved at fokusere på det menneskelige øjes subjektive eller kvalitetmæssige opfattelse af farver i forhold til lys og mørke - i stedet for på de naturvidenskabeligt objektive, målbare og kvantitative forhold. Problemet var ikke at Goethe opdagede forhold og sammenhænge som er af afgørende betydning for malerkunsten og som Newton ikke havde interesseret sig for, men at han hævdede sin farvelære som den eneste sande og holdbare og dermed Newtons som forkert. Det var en enten-eller-tænkning hos en ellers fornuftig mand, men den kom af at han dybest set var holist og ude af stand til at acceptere en grundliggende logisk uforenelighed mellem en strengt objektivt og kvantitativ betragtning og en subjektiv, kvalitativ og eksistentiel betragtning. Den kan man også kun acceptere med komplementaritetssynspunktet, men det dukkede først op i oplysningen med Niels Bohrs erkendelsesteori 1920'erne. Det skal hverken forklejne Goethes farvelære som kunstnerisk relevant eller hans 'Faust-drama' som hans største og dybeste værk. Førstedelen handler om digteren (Faust) der for at blive Gud lig sælger sin sjæl til djævelen (Mephisto) og dermed giver afkald på kærligheden til sin Gretchen, der tragisk bliver henrettet for mordet på sit barn. Andendelen, som Goethe arbejde med de sidste seks år at sit liv, omhandler den moderne tids økonomiske og teknologiske faldgruber som Goethe var dybt fortrolige med, men også konflikten mellem den kristne epokes konfliktfyldte dynamik og den klassiske kulturs for Goethe ideale harmoni. Ved Mephistos heksekunster bringes Faust til den antikke verden hvor han møder den skønne Helena (idealet af skønhed og harmoni), som Mephisto imidlertid igen lader forsvinde. Faust søger nu tilfredsstillelse gennem virksomheden som aktiv og reformivrig statsmand, men gennem en slags religiøs lutring der kommer på tværs af Mephistos planer forberedes Fausts sjæl til at modtage Guds nåde gennem stedfortrædende lidelse, kærlighed og tilgivelse - og i dette forløb dukker Gretchen oven i købet op i forklaret skikkelse, dvs som symbol. Meget rammende er det blevet konstateret i litteraturhistorien, at Goethes sluttelige løsning er udtryk for en borgerlig indstilling der var helt i den oplyste enevældes ånd, men var fuldstændigt ude af takt med de politiske omvæltninger og revolutioner der skete de sidste 40 år af hans eget liv. Seks dage før sin død formulerede Goethe sin pligttro borgerlighed med stroferne: "Når hvermand kender sin lektion, er visdom lov i hver nation". Oplysning i 1800-tallet (Romantik og realisme) Til toppen Næste Romantikkens begyndelse kan dateres til den 17. maj 1769, da præsten og latinskolelæreren Johann Gottfried Herder (1744-1803) i Riga pludseligt stak til søs med et skib der havde kurs mod Frankrig. Den begavede og veluddannede unge mand var kørt træt i trummerummen og ønskede at lære Guds store verden nærmere at kende. Men det han opdagede var i første omgang sit skabende selv. Han opdagede hverken indianere eller aztekere, men alle de litterære projekter han bar i sit inderste: "Welch ein Werk über das menschliche Geschlecht! den menschlichen Geist! die Kultur der Erde! aller Räume! Zeiten! Völker! Kräfte! Mischungen! Gestalten! Asiatische Religion! und Chronologie und Polizei und Philosophie... Universalgeschichte der Bildung der Welt!" Projekterne væltede i skønneste uorden ud hans hoved og ned i hans dagbog, og dette i et sådant omfang at han resten af livet kunne tære på rigdommen. Men det afgørende var at han bevidst søgte et adækvat sprog til at få skik på denne indre vrimmel. Han var elev af Kant i Königsberg, men forstod at den kantske fornuft ikke var brugbar, for den var en efter-fornuft der arbejdede med forudsigelige årsagssammenhænge, og slet ikke begreb den uforudsigelige skabende helhed. Denne herderske livsfilosofi antændte geni-dyrkelsen i den såkaldte 'Sturm- und Drang-periode'. Alle i hvem livet strømmede frit og udfoldede sin skabende kraft var at regne for et geni. 'Følsomhedskulturen' ville være fødselshjælper for det geniale i betydningen de skabende anlæg der slumrer i enhver og som kun venter på at komme endeligt til verden. Livet omfatter også det uhyrlige og den angstgivende afgrund. Det dybeste dyb i sjælen er skjult af nattens mørke. Og det var denne blanding af det skabende og det uhyggelige Herder opdagede på sin sørejse. Men det vigtigste blev Herders opdagelse af historien. Alt er historie, indså han. Ikke blot mennesket og dets kultur, men naturen selv. Det var dengang en helt ny tanke at betragte naturen som en udviklingshistorie, en dynamisk proces der gennemløber forskellige trin, der hver især har deres ret i sig selv, men samtidigt er kimen til noget højere - og i sidste ende til det menneskelige. Menneskets kulturhistorie er naturhistorien der bliver sig selv bevidst gennem det Herder kaldte 'humanitetens befordring' (Beförderung der Humanität). Og hele denne historiske proces er ikke lineær, men fuld af brud og ombrydninger, ja undertiden sværmerisk eller voldelig. Men den er vel at mærke heller ikke en blind tilfældighed, men en meningsfuld proces. Herder så slet ikke som Rousseau forfaldstendenser i tiden og havde ingen længsel efter et oprindeligt paradis. Karakteristisk for Herders historiske syn er at han opdager og fremhæver de individuelle træk ved historien. Mennesket som abstrakt fænomen gives ikke, der findes kun mennesker i individuel forskellig form og i egen ret. Og da der er mange af dem fremkommer pluraliteten. Fællesskabet er også en realitet, men det er en forbindelse mellem individerne, der dog også får sin egenart, fordi den er forskellig fra sted til sted og fra tid til anden. Herder opfatter sammenhængen som en række koncentriske kredse af familier, stammer, folk og nationer. Folkenes egenart er dog ikke for Herder en simpel sum af individernes, men kendetegnet af sin egen folkeånd, som han fandt i bl.a. folkeeventyrene og folkesangene - og siden gav sig til at udforske mere systematisk. Formålet var at skabe bedre forståelse for andre folks særlige karakter. Herders opdagelse af den dynamiske historie blev skelsættende i den vesterlandske åndskultur. For lige siden har det været en selvfølge at se historisk på alt. Historien relativerer alt. Der er ingen absolut Gud, ingen absolutte ideer, ingen absolut moral, ingen absolut samfundsorden. Selv det gode, det sande og det skønne har sin plads i tilblivelsens og forgængelighedens hvirvlende strøm. Friedrich Schlegel (1772-1829) indflettede i en roman en lovsang til lediggangen, for det manglede ikke på fritid i det borgerlige liv. Han søgte at 'romantisere' alt. Om det så var begrebet revolution blev det romantiseret af Schlegel i et omfang man må kalde inflatorisk. Han talte om moralsk revolution, om smuk revolution, om æstetisk revolution eller om velgørende revolution. Og i sine Athenäum-fragmenter definerede han den romantiske poesi som en 'progressiv universalpoesi'. Trekvart århundrede før Nietzsche skrev sin bog om den græske tragedie, kunne Schlegel 1795 belære sine læsere om at den antikke græske kultur ikke var ædel enfold og stille storhed, men havde en undergrund der var ekstatisk, vild og grusom, ja endog pessimistisk. Schlegel talte om at driften til vellykket form var født ud af et smukt kaos. Og han konkluderede at livet måske i virkeligheden ikke var andet end et stort spil, hvori en 'anelseskraft' gjorde sig gældende. Al tænkningn er en form for anelse (tysk: Divinieren), men mennesket begynder at blive sig denne evne til anelse bevidst. Og heraf opstår ironien. Schlegel romantiserede altså også ironien. Den er selve den klare bevidsthed om en evig smidighed (Agilität) der i det uendelige vil kaos. Det vil dels sige uforudsigelighed hvad angår både det enkelte individ og forbindelsen mellem dem. Dels uigennemskuelighed i det store univers, det af Gud skabte univers. Schlegel gik så vidt at han udråbte filosofien til ironiens egentlige hjem. Den er "transcendentalt narrespil". Kunstneren skulle digte og tænke og tale om det altsammen. Han skulle bringe noget frem, men også reflektere over det frembragte. Schlegel kaldte det en poesiens poesi, der levede af humor, indfald, eksperimenter og hypoteser. - Men der var en orm i æblet: Schlegels eget poetiske talent var mådeligt, og han hengav sig til magtfantasier! Novalis (født 1772) blev kun 29 år gammel, men 'skønånden' med det engleagtige ansigt blev hurtigt en mytisk figur med drømmen om "den blå blomst", som fortaltes i den posthumt udkomne roman 'Heinrich von Ofterdingen'. 'Den blå blomst' der kunne udvikle sig til et 'klingende træ' blev selve symbolet på den romantiske længsel, længslen efter den tidens fylde hvori den tabte tid, det tabte paradis var genfundet. 22 år gammel mødte Novalis en purung, kun 13-årig pige, som han forelskede sig uhjælpeligt i. Det blev hans store kærlighed der gennem hendes død tre år senere transformerede hele hans livsform til romantik i højeste potens. Han oplevede i forelskelsens rus det transcendentale jeg som umiddelbar erfaring. Ja, han tolkede den gensidige forelskelse mellem pigen og sig selv som en ren legering. Virkeligheden blev i en vis forstand fordoblet for Novalis. Forestillingsevnen opmuntrede hans livsfølelse, men fik også magnetiseret den anden. Den dobbelte, både subjektive og objektive kraft var det Novalis betragtede som 'romantiseren', som han selv definerer som intet andet end kvalitativ potensering. - Sprogblomstringen havde ingen grænser hos denne digter. Novalis var overbevist om at døden ikke er en afslutning, men en forvandling. Han ville følge sin Eurydike - ikke til dødsriget, men til en højere tilværelse. Han følte kaldet til den usigtbare verden. Men han var nøgtern nok til at lade det empiriske jeg få sin ret i det sædvanlige liv, som han dog opfattede som provisorisk. Den franske revolution havde skabt en supermagt, en 'Grande Nation', der væbnet til tænderne skyllede hen over Europa under Napoleon efter hans kup i 1799. Derfor begyndte man i det delte Tyskland at spørge sig selv hvad Tyskland egentlig betød. Forestillingen om den tyske kulturnation begyndte at tage form. Novalis troede med Schiller at det var verdensånden der havde udvalgt den tyske nation til sin store mission. Preussen led nederlag til Napoleon i 1806, og deraf fulgte den politiske romantik: alt samledes om arbejdet for tysk identitetsbevidsthed med besværgelse af folkeånden og den germanske mytologi m.m. I 1813 indledtes kampen mod Napoleon officielt med en gudstjeneste (!). Hadet rettede sig frem for alle mod Napoleon der tidligere havde været forgudet af tyskerne, inkl. Goethe, Schlegel og E.T.A. Hoffmann. Buster af Napoleon havde være stillet op alle vegne, også hos Goethe, der ved Napoleons død i 1821 konstaterede at han havde været for stor for sin tid. Romantikken var selve reaktionen på den alt for snævre rationalisme som Oplysningstiden med Kant som bannerfører stod for og som var eksklusiv i hele sin grundindstilling. Den ville helst udelukke det mørke, irrationelle, følelsesmæssige, aggressive og kaotiske fra den normale, borgerlige verden med dens praktiske og moralske nyttehensyn. Romantikken ville inkludere alt det irrationelle, anarkistiske, skabende, farlige og risikable. Dermed blev den i hele sit anslag meget ungdommelig, oprørsk og nyskabende, men også meget følelsesbetonet og poetisk på grænsen mellem det æstetiske og det religiøse. Alt dette gav sig helt naturligt forskelligt udtryk hos de enkelte tyske romantikere, uanset at de i flere tilfælde dannede fællesskaber, men dybest set gælder at romantikken i sit ungdommelige oprør og overmod åbnede sluserne til det ubevidste og underbevidste og vel at mærke gjorde dette hundrede år før Freud. Dette forhold er faktisk selve grunden til at vi alle er at betragte som romantikere. For vi har alle være unge, følsomme og åbne, og filosoffen Rüdiger Safranski har desuden ret i at livet uden romantik er en misforståelse, for et sådant liv er en tilværelse uden adgang til netop de ubevidste eller underbevidste ressourcer som gør livet værd at leve. Dette er der igen den helt naturlige forklaring på at der er fundamental forskel mellem de to slags psykiske grundprocesser der virker i mennesket. De primære processer er medfødte, førsproglige, ulogiske og uden sondringerne mellem fortid/nutid/fremtid, mellem subjekt/objekt og mellem fantasi og virkelighed og de er endeligt karakteriserede ved ustabile, men til gengæld ofte intense følelser og tanker. De sekundære processer er tillærte, baseret på sprog og logik samt sondringer. Og de er relativt stabile i kraft af at deres føle/tanke-bestanddele er svage. Al nøgternhed og systematisk erfaring, inklusive videnskab og praktisk hverdagsliv, bygger på disse sekundærprocesser. Problemet er imidlertid at de tyske romantikere omkring år 1800 reagerede instinktivt mod rationalismens snæversyn og eksklusivitet - og intuitivt så mulighederne og risiciene i det irrationelle, men slet ikke søgte eller fandt de lovmæssigheder for de psykiske grundprocesser, der kunne have givet en tidssvarende begrebsramme for filosofien. Dette skete først med Freud, Jung og Grønbech samt alle senere psykoanalytikere, jungianere og andre tværfaglige og utraditionelle bevidstheds- og religionsforskere. En vurdering af romantikken vil i sidste ende afhænge af om man forstår at forskellen mellem de to slags psykiske grundprocesser indebærer at al mening med livet, herunder oplevelsen af tilværelsen som en sammenhængende og positivt ladet helhed, beror på den ene slags processer, mens al nøgtern, praktisk og nyttig hverdagsviden og den herfra udgående systematiske naturvidenskab beror på den anden slags processer. Romantikerne konstaterede den store principielle forskel, men forstod den ikke på teoretisk plan. Oplysningen i 1800-tallet tog derfor ret naturligt en drejning efter romantikkens ofte luftige og rent æstetiske drømmerier, der så at sige kørte vognen i den modsatte grøft af den snævre rationalismes. En af dem der ivrigt forsøgte at vende tilbage til den samfundsmæssige virkelighed var Karl Marx (1818-83) der havde erklæret at filosofferne skulle forandre verden. Havde man kaldt Marx socialpolitiker, ville han havde opfattet det som en fornærmelse. Han var primært videnskabsmand. Men modsat den store idealist G.W.F. Hegel mente Marx at det er vor væren der bestemmer bevidstheden. Og ved væren forstod han menneskets vekselvirken med stoffet gennem arbejdet. Det er gennem arbejdet mennesket skaber sig selv og samfundet, men da dette sker via markedets blinde mekanismer, bliver mennesket fremmedgjort - og markedsøkonomien arbejdernes fjende. Synspunktet fik store politiske følger, men det romantiske i disse tanker kan man ikke se bort fra. Marx talte ganske vist om at kritikken skulle bortkaste menneskets lænker, så det kunne plukke 'den levende blomst'. Det blomsterbillede han anvender stammer fra Novalis, blot erstattede han den symbolske blomst med en virkelig blomst. Marx ville med Safranskis rammende udtryk "en fortsættelse af romantikken med vågne midler" - og dér går det naturligvis uromantisk for sig! For dér drejer det sig meget prosaisk om bourgeoisiets undergang og proletariets sejr.... eller med Lenins langt senere udtryk ligefrem om en 'stålsat romantik'. - Det er værd at hæfte sig ved at paradoksale vendinger er særdeles anvendelige i de propagandistiske pointeringer. Digteren Heinrich Heine (1797-1856) lærte Marx at kende i Paris i 1843 og overdrog ham udgivelsen af sit satiriske værk om Tyskland 'Deutschland. Ein Wintermärchen'. Men Heine var ikke særligt velanskreven blandet de revolutionære eller de liberale. Han var mistroisk over for nationalismen. Og specielt hånede han ønsket om politisk enhed, fordi den ville have medført både toldbeskyttelse og censur. Han var frihedselsker og drømte om et tysk universalherredømme, hævet over nationale hensyn og begrænsninger. For de gængse patrioter og 'doktorerne i revolution' var og blev Heine en forfængelig artist der satte en vittighed, et rim, en metafor og en vellyd over såvel socialvidenskabens imperativer som befrielsens politik. Det lyriske trylleri, henførtheden, de fantastiske udskejelser, sansen for det uhyggelige, det ironiske spil og lysten til at fabulere hørte til en tradition Heine ikke kunne give afkald på. Men han anede at tiden for den slags romantik var ved at rinde ud. "Das tausendjährige Reich der Romantik hat eine Ende, und ich selbst war sein letzter und abgedankter Fabelkönig". De gamle romantikere var ham for 'fortidssalige', de nye for 'fremtidsfromme'. Begge gik fejl af nutiden. Sin egen åndsretning betragtede han som realistisk: Han ville holde sig til dyrkelsen af både de virkelige og de imaginære nydelsers rigdomme. Og dog var Heine ifølge Safranski et politisk hoved, for så vidt han kunne tilslutte sig afskaffelsen af al udbytning og kunne sympatisere med kommunisterne, men først og fremmest gik han ind for kunstnens autonomi. Kunsten skulle hverken tjene religionen eller politikken, men være sit eget formål - ganske som verden selv. Friedrich Niezsche (1844-1900) på sin side var en stor beundrer af komponisten Richard Wagner hos hvem kunsten igen blev ført tilbage til sit udspring i den græske antik. Den blev igen en sakral begivenhed for fællesskabet som fejrede livets mytiske betydningsfuldhed. Men det var vel at mærke ikke de mytologiske enkeltheder i Wagners digtning der holdt Nietzsche fangen, men musikken. Denne var nemlig efter Nietzsches mening den 'rigtige følelses' sprog. Wagners musikdrama var det romantiske svar på det store ubehag ved den flade endimensionale kultur, som ikke mindst naturvidenskaben og den borgerlige nyttemoral - samt positivismen, empirismen og 'økonomismen' (fysiokratien) - havde frembragt. Det almindelige sprog var blevet ideologisk, så der ligefrem var opstået et 'almenbegrebernes vanvid'. Kun kunsten kunne give os den 'metafysiske trøst', hvorved ikke skal forstås en fortrøstning til det hinsidige, men en rent æstetisk og dennesidig trøst. Kun som æstetisk fænomen er tilværelsen og verden evigt retfærdiggjort for Nietzsche. Og derfor afviser han moral og verdensforbedring. Det tragiske (i antik forstand) i denne situation ligger for Nietzsche i at mennesket på den ene side må gøre sig fri af alle illusioner, men på den anden side forblive lidenskabeligt forelsket i livet. Kun i det lille korte øjeblik af denne forelskelse kan det hellige erfares. Dette æstetiske øjeblik er lykkens atom som opvejer al kamp og nød. Den højeste opgave i livet bliver derfor at frembringe og gribe disse øjeblikke af største lykke. Nietzsche kalder dem verdens ekstatiske højdepunkter (die Verzückungsspitze der Welt). Modstykket til denne nyromantik var Arbejderbevægelsen, der havde gjort sig kraftigere og kraftigere gældende fra 1860'erne. Den så helt anderledes på sagen. Den ønskede 'folkestaten' og fællesøkonomien inden for systemets rammer og lod til dette formål det kapitalistiske industrisystems modsætninger arbejde for sig, for et alternativ kunne man ikke forestille sig. Det socialdemokratiske parti blev "fædreland for de fædrelandsløse". Man ville ikke blot kæmpe for konkrete mål, men organisere det nye og bedre liv - med foreninger, sygekasser, dannelsessteder, naboskaber, fester og sange. Arbejderbevægelsen ville ikke overvinde den borgerlige verden, men overtage den. Tanken om et nyt menneske blev betragtet som småborgerlig romantik. - Men dermed er vi inde i 1900-tallet I sit store værk om romantikken gør Rüdiger Safranski gældende at den en strålende epoke i den tyske åndshistorie - med store virkninger på andre nationalkulturer. Den er forbi som epoke, men det romantiske er blevet tilbage som åndsholdning, og det er stadigt i spil når ubehaget ved virkeligheden og det sædvanlige søger udveje og muligheder for forandringer. Det romantiske er fantastisk, opfindsomt, metafysisk, imaginært, fristende, overdrevent og gådefuldt. Det er ikke forpligtet på konsensus, det behøver ikke være egnet for fællesskab, ja ikke engang at være tjenligt for livet. Det kan være forelsket i døden. Det romantiske søger intensiteten - langt ud over lidelse og tragedie. Og med alt dette er det romantiske ikke særligt egnet for politik. Strømmer det ind i det politiske liv, skal det derfor forbindes med kraftige tilgift af realisme. Thi politik skal grunde sig på det princip af forhindre smerte, lidelse og grusomhed. Det romantiske elsker det ekstreme, men fornuftig politik holder sig til kompromisset. Men tilføjer Safranski. Vi behøver begge dele: både romantikkens eventyr og nøgternhedens spartanske politik. Forstår vi ikke at se politikkens fornuft og romantikkens lidenskab som to sfærer og holde dem adskilt som sådanne, så opstår den fare, at vi i politikken søger et eventyr vi bedre kunne finde i kulturen, og omvendt at vi forlanger samme sociale nytteværdi af kulturen som af politikken. Men ønskværdig er hverken en eventyrlig politik eller en politisk korrekt kunst. Det kan og må der siges mere om, for hverken romantikken eller spændingen mellem romantikken og borgerlig realisme er forsvundet. Oplysning i 1900-tallet (Nybrud, katastrofer, usikkerhed) Til toppen Næste Naturvidenskab og moderne teknologi buldrede frem gennem hele 1800-tallet, også i bogstavelig forstand i form af dampmaskiner, dampskibe, damplokomotiver og elektricitetsværker med dampturbiner. Naturvidenskaben med evolutionslæren i front havde trængt overtro og dogmatisk religion længere og længere ud på sidesporene. Kirken i både de katolske og de protestantiske lande dummede sig gevaldigt ved at sætte sin eksistensfortolkende og eksistensberettigede mytologi op mod den frie naturvidenskabs søgen efter objektive og kontrolerbare sandheder om den fysiske verden og dens udvikling. Kirken hævdede en bogstavelig fortolkning af biblen, også over for liberale teologer der havde forstået Herders historiefilosofi og derfor kunne gå ind for kritisk bibelanalyse. I filosofien sejrede materialismen og positivismen i en deterministisk udgave. Det materielle (eller legemlige) var basis for det ideelle (eller åndelige) og ikke omvendt. Det iagttagelige, håndgribelige, praktisk givne og nyttige udgjorde det 'positive' som kunne gøres til genstand for videnskab, og da fysikken som beskæftigede sig med håndgribelige genstande og disses årsagssammenhænge var den mest eksakte videnskab af alle, blev den idealet for sand videnskab. Kemien kunne reduceres til fysik; biologien til kemi; og psykologien til biologi. Materialismen, positivismen, empirismen og fysikalismen troede fuldt og fast på at årsagsloven gjaldt for alt der eksisterede i verden eller naturen. Og det betød at man i princippet skulle kunne forudsige alle bevægelser og al udvikling, hvis man blot kendte udgangspunktet. Hvad der ikke kunne måles eksakt og derfor ikke henføres til fysikkens love, blev sat i metafysikkens tågekammer af overtro, romantik, digt eller religion. Fornuftstroen blev stille og roligt erstattet af en meget jordnær fremskridtstro, som greb både eliten, borgerskabet, bondestanden og arbejderklassen. Alle kunne jo se og føle fremskridtet, og da der efter den fransk-tyske krig 1870-71 kom en relativt langt fredsperiode i Vest-Europa der varede helt til 1. verdenskrig i 1914, troede de fleste mennesker at både freden og fremskridtet ville fortsætte i det uendelige med stigende velstand for alle som uundgåeligt resultat. Den førende åndsskikkelse i Danmark i slutningen af 1800-tallet, Georg Brandes, der i 1871 havde proklameret "det moderne gennembrud", var en svoren tilhænger af fremskridtet og sammenlignede i 1879 dette med et uhyre rastløst og endeløst jernbanetog der førte menneskeheden frem til en stedse mere ideel frihed og triumferende civilisation. Men udviklingen skuffede ham hurtigt på rystende vis. Danmark var en håbløs provins. Og Tyskland var åndeligt på retur i en rivende dekadence uden litterære skoler. Skribenterne dernede var blevet handelsmænd. Og allerede i 1886 noterede Brandes i sin dagbog: "Hvor er den tom, den snak om fremskridtet, hvor er menneskeheden enfoldig og rå!". Brandes måtte til sidst erkende at hele samfundslivet var middelalderligt og gennemsyret af ufornuft, og at den stærkere alle vegne satte sin vilje igennem. Nationalisme, fjendetænkning og gensidig mistro havde gjort kaprustningen mulig. Det religiøse had, der tidligere prægede europæisk historie, var afløst af andre former for had og fanatisme. Og han var ikke i tvivl om at de ansvarlige statsmænd i de store lande var skyldige. Udbruddet af 1. verdenskrig blev for Brandes den endelige bekræftelse på at alle tilsyneladende triumfer havde været tomme, alle fremskridt indbildte. Dumheden havde vundet over indsigt, barbariet over kulturen. Det moderne gennembrud var afløst af sammenbrud. Og hans eget felttog var slået fejl. Brandes havde levet i en verden hvor et mindretal beundrede og hyldede ham, og et flertal hadede ham. Men hvad han ikke kunne leve med var oplevelsen af at være passé. Kun foragten var tilbage. 1. verdenskrigs udbrud i 1914 blev det store skæbnesvangre værdisammenbrud, skønt alle tyskere, franskmænd og englændere (inklusive de førende åndspersonligheder) gik begejstret ind i den. Og værdisammenbruddet medførte naturligvis alle steder en omfattende selvransagelse, men ikke mindst i det særligt hårdt ramte Tyskland. Historiefilosoffen Oswald Spengler (1880-1936) udgav i 1918-22 sit store teoretiske udkast "Der Untergang des Abendlandes", der blev solgt i 600.000 eksemplarer og som tydede verden ud fra tanken om de gamle tiders ende og en radikal ny tids oprindelse. - Men næsten alle større byer havde deres 'frelser' der fx kaldte sig 'menneskesønnen' eller 'urhvirvlen' eller førte sig frem som 'føreren der kunne tilbyde den eneste mulighed for en højere udvikling af folk, rige og menneskehed'. I begyndelsen af 1919 holdt sociologen Max Weber (1864-1920) sine berømte forelæsninger om 'kaldet til videnskab' og 'kaldet til politik', hvor han analyserede tidens krav om genfortryllelse af tilværelsen og specielt advarede mod 'katederprofeterne'. Han døde året efter - og ville næppe have formået at gøre sit analysearbejde færdigt. Dertil var der allerede kommet for mange profetier, visioner, frelsesbudskaber og verdensanskuelser i omløb. Der var gået inflation i de hellige budskaber. Tiden var blevet for de 'inflationshellige', dvs for de profeter der på gader og markedspladser, i skove og cirkustelte og i knejpernes tilrøgede baglokaler mod al sund fornuft troede sig i stand til at frelse Tyskland og hele verden fra fortabelsen. Ulykkerne og katastroferne kom ikke alene med den her antydede nationalsocialisme i Tyskland, men også med bolsjevismen i Rusland og fascismen i Italien. Men det må fastholdes, at intet århundrede har været så rigt på fremskridt som det 20. århundrede. Fremskridtet har faktisk været så stort, at ikke alene ødelæggelsesvåbnene og dermed krigsmulighederne har været større end nogensinde før i historien, men også de fysiske forandringer på alle andre områder. Mennesket har hele århundredet igennem måtte tilpasse sig nye produktions- og kommunikationsmetoder, endda i et stadigt hurtigere tempo, der på det sidste direkte har medført øget stress. Landbruget beskæftiger færre og færre mennesker, men producerer alligevel mere og mere – om end på bekostning af såvel dyrenes velfærd som fødens sundhed. Til gengæld vokser byerne hurtigere og hurtigere, så folk må bruge længere og længere tid og flere penge på transport. Arbejdet er blevet mindre fysisk præget. Håndens arbejde er afløst at skrivebordsarbejde. Og også hjemmene er præget af hele den moderne teknologi, både i køkkenet og i stuen. Grådigheden er blevet fremtrædende, hvad hele underholdnings- og forbrugsindustrien forstår at spille på med den altid villige reklamebranches dygtige hjælp, og det samme gælder sportsbranchen. Udviklingen i medierne (ganske særligt i det nuværende 21. årh.) afspejler hele denne grådighed. Det er de færreste mennesker, der kan holde afstanden til den manipulation de udsættes for gennem medierne. For det kræver ikke blot viden om manipulationen som fænomen, men rutine i selve kunsten af holde en passende mental afstand til det der sker omkring en for at undgå at blive opslugt af det. Den væsentligste samfundsmæssige ændring i første halvdel af det 20. århundrede var dog arbejderbevægelsens sejr, der ved siden af bondestandens decimering medførte en gennemgribende ændring af det gamle klassesamfund. Ikke således at klasseforskellene er blevet totalt ophævede – de rige er stadig rige, og de fattige fattige – men således at modsætningerne og kampen mellem dem fundamentalt har ændret karakter. Klassekampen var langt op til efter 2. verdenskrig præget af drømmen om en revolution der skulle sætte en definitiv stopper for al udbytning og undertrykkelse af andre. Men dels mislykkedes revolutionsforsøgene alle steder, idet de nye magthavere ikke delte magten med folket, men blot gav sig til at udbytte og undertrykke folk med nye metoder og under nye navne som fx 'partiet', 'ideen' eller 'folket'. Dels kom man længere på reformatorisk vej ved opbygning af demokratiske velfærdsstater, der sikrede staten en betydelig kontrol med markedskræfterne, således at arbejdsmarkedets parter begyndte at forhandle sig til løsninger, der i praksis betød mere samarbejde end modarbejde – og aldrig en definitiv afskaffelse af den private ejendomsret. En anden væsentlig ændring i samfundet blev kvindernes frigørelse, først politisk og juridisk, siden uddannelses- og erhvervsmæssigt. Langt de fleste kvinder på vore breddegrader kan i dag finde de muligheder der vil tilfredsstille såvel deres ambitioner som deres ønske om meningsfuld udfoldelse. Men prisen har dog været høj, for den har været et pres på familien som sådan, der igen har betydet pres på og stress af børnene. Familierne har sammenlagt længere arbejdstid end en familiefader havde før kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Og det må nødvendigvis influere på deres dagligdag og deres hele funktion i samfundet og tilværelsen. Naturvidenskaben og den moderne teknologi var fortsat den selvfølgelige forudsætning for fremskridtet. Men det hører med til det fulde billede af udviklingen at videnskaben også medførte nye og meget vigtige erkendelsesteoretiske landvindinger, og at de afgørende landvindinger skete inden for fysikken. Albert Einstein var den der lagde grunden til det hele ved sine relativitetsteorier, der på den ene side fastslog, at der ikke findes et absolut rum og en absolut tid, således som fysikken indtil da havde troet/postuleret, og på den anden side dermed slog fast, at Newtons fysik eller mekanik ikke var en absolut sandhed, men kun en relativ sandhed, der nok var forudsætningen for al anden fysik (inklusive atomfysikken), men som ikke desto mindre kun var gældende indenfor et nøjere afgrænset område af vor erkendelse. Den var et grænsetilfælde som det hedder. Men det var kvantemekanikken der kom med den virkeligt revolutionerende ny-erkendelse af, at fysikken (og naturvidenskaben i det hele taget) ikke giver svar på andet end det de konkrete forskere konkret spørger om (og bl.a. aldrig kan udtale sig om verden som helhed), og at der specielt er grænser for mulighederne for at finde årsagerne bag alt hvad der sker. Grænsen ligger i den universalkonstans der hedder lysets hastighed og som gør det umuligt at lokalisere impulser nøjagtigt, hvis deres hastighed nærmer sig lysets. Den gammeldags tro på determinismen fik med andre ord sit grundskud. Den er i praksis kun gældende for relativt store legemer i relativt enkle 'systemer', men principiel umulig for mikroskopiske størrelse i komplekse systemer. Kvantemekanikken fik Niels Bohr til at formulere to vigtige principper for al erkendelse: Korrespondensprincippet, der siger, at det er nødvendigt, men også tilstrækkeligt for forskningen at kunne henvise eksakt til synlige og/eller håndgribelige genstande, som fx måleapparater - også når det gælder udforskningen af fænomener der er utilgængelige for den menneskelige synssans. Komplimentaritetssynspunktet, der går ud på, at det er fornuftigt og konstruktivt at betragte to tilsyneladende uforenelige, men hver for sig nyttige betragtningsmåder af et givet fænomen som sande og relevante. Man skal altså ikke i sådanne tilfælde vælge mellem dem og betragte den ene som sand og den anden som falsk, men betragte begge som sande, og betragte den fulde sandhed om det givne fænomen som en sum af de to. Det klassiske eksempel er opfattelsen af lys som bølge kontra opfattelse af lys som partikel (foton). Begge opfattelser er sande og nyttige, men kan ikke forenes i en højere syntese. Men tilsammen giver de det fuldstændige billede af fænomenet lys. - Bohr selv nævnte andre typiske eksempler som forholdene mellem individ/samfund, retfærdighed/barmhjertig eller fornuft/følelse. På den biologiske og psykologiske front er de store nyskabninger i det 20. årh. Freuds og Jungs opdagelser om det underbevidste og ubevidste, og senere Konrad Lorenz fortolkning af aggressivitetsdriftens store betydning for moral og kultur. Sigmund Freud opdagede love for det underbevidste, dvs at der kunne findes lovmæssigheder også for det sjæleliv der knytter sig til følelserne og alt det irrationelle, hvor man hidtil havde troet/postuleret, at der kun fandtes lovmæssigheder for det rationelle. Freud kom med mange teorier om sagen, som ikke alle viste sig at holde stik. Først og fremmest tog han grundlæggende fejl i den antagelse at det underbevidste stort set var identisk med det fra bevidstheden fortrængte og derfor i grunden var sygeligt eller destruktivt. Han så slet ikke, at det underbevidste var en enorm stor ressource af såvel decideret fortrængt stof som stof der blot var glemt eller midlertidigt sat uden for opmærksomheden. Og han forstod på intet tidspunkt, at den sidste del var afgørende for alle mennesker, ja for al menneskelighed, at den så at sige er sjælens eller åndens kerne. C.G. Jung gjorde op med Freud ganske særligt på dette punkt, og han skabte gennem sin lære om de arketypiske forestilllinger grundlaget for at systematisere vores psykologiske forståelse af al kunst og religion. En bedrift der slet ikke er taget tilstrækkeligt til følge af eftertiden. Freuds og Jungs efterfølgere er gennem årene kommet sagen meget nærmere og skabt en langt dybere forståelse for psykens faktiske virkemåde. I realiteten har også religionshistorikeren Vilh. Grønbech vist vej, selvom det er de færreste der har forstået det. Specielt er der næsten ingen religionshistorikere, om nogen, der forstår det. Men som jung-analytikeren Eigil Nyborg har sagt er der store lighedspunkter mellem Grønbech og Jung, om end Grønbechs svaghed var hans store uvilje mod teoridannelser. Han interesserede sig ikke for at finde lovmæssigheder i historien. Grønbechs styrke var til gengæld hans store kendskab til og hans af Herder dybt inspirerede indlevelse i mange forskellige slags kulturer og enkeltpersoner. For overalt kunne han finde ned til den skabende underbevidsthed der med hans eget udtryk havde sit tyste spil med sproget. Her var der aldrig tale om at identificere det underbevidste med det syge og neurotiske, men tværtimod om at se det som kilde til kunstnerisk og forskningsmæssig skabelse. Og han fik placeret sproget, dvs dagligsproget dér, hvor sproget skal placeres, og hvor også en fysiker som Werner Heisenberg placerer det, nemlig som det forståelsesredskab der i al sin vaghed og tvetydighed kommer virkeligheden nærmere end det specialiserede fagsprog, der med sin entydighed og sine præciseringer nok gør erobringer i delvirkelighedernes verden, men samtidig fjerner sig fra helheden. Konrad Lorenz fik med sit værk om "Det såkaldt onde" skabt grundlaget for en biologisk-dybdepsykologisk forståelse for al etik og religion, idet han fik placeret den medfødte driftsaggressivitet som en absolut nødvendig del af al menneskelig udfoldelse. Den er i sig selv hverken god eller ond, men kan få et positivt eller negativt fortegn alt efter, hvad den bruges til. Men den er helt uomgængelig nødvendig for alle højere følelser og dermed for alt hvad der har med bindende etiske forpligtelser, store æstetiske oplevelser og ædle religiøse følelser at gøre. Aggressiviteten rummer netop de intense følelser, der alene kan gøre livet værd at leve. Et stort nybrud i psykologien kom, da psykiateren Erling Jacobsen påpegede at den vigtigste opdagelse i dybdepsykologien er forskellen mellem stabile, men svage følelsestoner på den ene side og ustabile, men stærke følelsestoner på den anden side. Det er ikke følelsen der adskiller sig fra tanken, men den svage, stabile slags følelse/tanke der adskiller sig fra den stærke, men ustabile slags. Det forholder sig derfor ikke sådan, at tanken og videnskaben er følelsesfri, mens religion, kunst og politik er følelsesbaseret, men derimod sådan, at tanken, videnskaben, religionen, kunsten og politikken kan og bør være baseret på stabile, men relativt svage følelsestoner, hvorimod de stærke, men ustabile følelsestoner kendetegner problematiske fænomener som fanatisme, fundamentalisme, demagogi og destruktive fænomener som had, foragt, angst - men også positive som glæde eller orgasme. Positivismens fejl er derfor, at den i stedet for at forstå al sand forskning og videnskab som baseret på stabile, men svage følelsestoner, tror, at den sande forskning må baseres alene på det der er måleligt. For derved får man aldrig kunst, religion og politik ind under fornuftig forskning. Erling Jacobsens forskning bragte ham også til erkendelse af sammenhængen mellem etik og dybdepsykologi. Han fandt, at etikken byggede på den menneskelige psykes egen, naturlige indretning, idet mennesket er således indrettet, at det, hvis det ellers har frit valg, må vælge det gode fremfor det onde/destruktive for at bevare sin overlevelsesevne, sin livskvalitet eller –mening og sin indre konsistens intakt. Jungs og Grønbechs vigtige erkendelser fandt ikke i tide udbredelse nok til at forhindre de katastrofer der ramte det 20. årh. - især fra tysk side. Grundene er indlysende nok. For Jungs vedkommende gjaldt, at han flirtede med arketypiske forestillinger på en måde så han ikke altid selv kunne holde den nødvendige nøgterne afstand til fænomenerne, selvom han faktisk selv betonede nødvendigheden heraf. Og for Grønbechs vedkommende blev det udslaggivende, at han udtrykte sig i et religiøst sprog, der efterhånden – takket være den ulyksalige positivisme - blev fremmed for flere og flere. Han gjorde det fuldt bevidst, fordi han forstod at dette sprog ligger meget nærmere den hele virkelighed end det naturvidenskabelige og tekniske sprog. Og hvis folk ikke efterhånden indser dette og lærer at bruge det 'religiøse' eller 'helhedsrealistiske' sprog, så bliver konsekvensen, at de fortsat vil løbe sur i de eksistentielle problemer og fortsat vil 'gentage historien' og alle dens gamle fejltagelser i det uendelige. Konsekvensen bliver med andre ord fortsat perspektivløshed. Efter afslutningen på 2. verdenskrigs nederlag og barbari i 1945 kom der meget naturligt en reaktion i form af angst for alt det dionysiske, det ekstatiske, det intensive, usædvanlige og grænsesprængende - om man vil 'romantiske' - der havde forårsaget katastroferne. På den ene side prøvede man at fortrænge alt hvad der var sket samtidigt med at man generelt forkastede alle stærke følelser, og på den anden side kastede man sig over hele den nye saglighed, nye rationalitet og nye teknologi der fulgte med genopbygning og det tyske 'Wirtschaftswunder'. Støt og roligt byggede man i Vesttyskland en velfungerede civil orden op med stigende konsum, konformisme, disciplin, nyttemoral og småborgerlighed. Fremskridtstroen udviklede sig til regulær tro på at velfærd er lig med lykke. Og troen bredte sig til hele Vest-Europa. Politisk tales der ofte om at den moderne kommunikations- og informationsteknologi har medført, at alle økonomiske og politiske problemer har en global dimension eller karakter. Og det er naturligvis ubestrideligt. Men om både globaliseringen og informationsteknologien gælder, at de er tveæggede fænomener. Informationsteknologi er en fordel, for så vidt den gør information mere og lettere tilgængelig, men den indebærer også risikoen for overmætning, opsamling af en masse informationer der er inderligt overflødige, men binder energien, hvis den ikke bevidst fravælges. Og globaliseringen er en fordel, for så vidt den bevidstgør selve den kendsgerning, at alt hvad der i det moderne samfund sker lokalt på den ene eller anden måde har en global effekt, men den indebærer også risikoen for overgreb ved at påtvinge andre lande og kulturer mønstre og vaner som de ikke er modne til og måske heller ikke gavn af. Der ligger uhyre megen skjult imperialisme indbygget i snakken om globalisering. Efter anden verdenskrig blev verden opdelt i en 'vestlig' del, der byggede på den private ejendomsret og frihedsrettighederne, og en 'østlig' del der byggede på kollektivisme og ensretning samt troen på revolution som middel til løsning af problemerne. Der skulle gå mere end 40 år før den østlige lejr gik i opløsning på grund af indre modsætninger, og resultatet blev nok en sejr for friheden og den private ejendomsret samt reformismen, men også frit slag for den eneste supermagt der blev tilbage, nemlig USA, til at forme et strategisk koncept der reelt blev et skalkeskjul for amerikansk kulturimperialisme. Vesteuropa eller rettere EU svigtede sig selv ved at hoppe på vognen og undlade at skabe det selvstændige strategiske koncept, der kunne have gjort afhængigheden af USA overflødig og samtidig givet større åbenhed, bedre samarbejde og nærmere tilknytning til de øst- og centraleuropæiske lande samt den islamiske omverden. Netop forholdet til den islamiske verden ændredes brat med det islamistiske terrorangreb på USA den 11.9. 2001. Det indebar en krig mod terrororganisationer og generelt et kultursammenstød mellem den sekulariserede og demokratiske vestlige verden og den ikke-sekulariserede muslimske verden der er præget af politisk og religiøst diktatur med tilhørende undertrykkelse og borgerkrige. Det er en fatal forenkling at se kultursammenstødet som en modsætning mellem islam og kristendom, for den afgørende forskel ligger ikke i religionen, men i religionsfortolkningen. Islam er præget af en fundamentalistisk religionsopfattelse der gør både Allah og Profeten Muhammed samt Koranen til absolutte instanser der ikke kan drages i tvivl (islam mangler al liberal Koran-kritik), mens den kristne verden i nutiden er præget af en sekularisering der dels adskiller kirken fra den politiske magt, dels holder menigmand fri af snæver og bogstavelig fortolkning. Det betyder igen at konflikten mellem de to kulturer i realiteten ikke kan løses uden at islam bliver reformeret indefra. Modsat den islamiske verden så har den kristne verden i nyere tid været igennem et decideret folkeligt 'syndefald', der gennem en bred og dyb folkelig, politisk og videnskabelig 'vækkelse' ( der startede i 1800-tallet) har drevet det vestlige menneske ud af paradisets uskyldighedstilstand og ind i bevidstheden om at der ikke er absolutte instanser (guder, profeter, hellige skrifter eller dogmer) at hælde sig til, men kun en fundamental indsigt i forskellen mellem ondt og godt og en lige så fundamental indsigt i at mennesket selv har det fulde ansvar for at sørge for den overvægt af det gode i livet som den menneskelige psyke kræver for at kunne bevare sin indre konsistens. Grundproblemet i alle former for eksistenskrise, religionskrise og ungdomsoprør hedder ikke en manglende forståelse af at uskyldighedstilstanden og ansvarsfriheden ikke kan forlænges i det uendelige, men altid må erstattes af en realisme der accepterer den civile orden, sagligheden og rationaliteten. Nej, grundproblemet hedder den manglende forståelse for at accepten af denne nødvendige rationalitet, normalitet og borgerlighed ikke er ensbetydende med afkald på det irrationelle, ekstraordinære eller musiske og kreative, men tværtimod ensbetydende med muligheden for sameksistens med alt dette under komplementaritetens fane. Romantikken kan slet ikke undværes i tilværelsen, fordi den betyder bevidsthedsudvidelse, horisontudvidelse, grænsesprængning og frihed samt mening. Den er helt generelt at forstå som en fuldstændigt åben føling med det kollektivt ubevidste. Men den kan ikke og må ikke tilsidesætte hele den rationelle, praktiske politik og hverdag som er betingelsen for civil orden såvel som for sekulært demokrati. Det romantiske åbner sluserne til det ubevidste og navnligt det kollektivt ubevidste, og dette sker først og fremmest i ungdomsårene - som en væsentligt del af det der i mytologien kaldes 'syndefaldet'. Og dette er den afgørende grund til at det romantiske spiller så stor en rolle i alle ungdomsoprør og folkelige bevægelser eller vækkelser - også hvor bevægelsernes egne tilhængere ikke er klar over det eller slet ikke vil være ved det (det ville ungdommen i oprøret 1968 ikke). Det er fundamentalt afgørende for det civile og fredelige samfunds opretholdelse og konstante udvikling at fastholde den logiske og dybdepsykologiske forskel og uforenelighed mellem sfærerne i et overordnet komplementaritetssynspunkt der aldrig underkender dynamikken eller spændingen, men til gengæld betoner begges ligeberettigelse og gensidige indflydelse. Oplysning i vort årtusinde - Hvad er tidssvarende oplysning? Til toppen Næste Hvad er oplysning? spurgte allerede Kant i 1784. Og svaret lød: Aufklärung ist der Ausgang des Menschen aus seiner selbstverschuldeten Unmündigkeit. Unmündigkeit ist das Unvermögen, sich seines Verstandes ohne Leitung eines anderen zu bedienen. Selbstverschuldet ist diese Unmündigkeit, wenn die Ursache derselben nicht am Mangel des Verstandes, sondern der Entschließung und des Muthes liegt, sich seiner ohne Leitung eines anderen zu bedienen. Sapere Aude! Habe Muth, dich deines eigenen Verstandes zu bedienen! ist also der Wahlspruch der Aufklärung. Det betyder: Oplysning er menneskets udgang af sin selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er den manglende evne til at gøre brug af sin forstand uden at blive ledsaget af en anden. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i manglen på forstand, men i mangel på beslutsomhed og mod til at hjælpe sig selv uden ledelse af andre. Sapere aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog. Og her rammer Kant jo noget aldeles essentielt i eksistensen: Mennesket må tage ansvaret for den, og dermed også ansvaret for hele sin beslutsomhed og sit mod. Det kan ikke dække sig ind under umyndigheden, for mennesket er myndigt i og med at det i puberteten opdager at det kan kende forskel på ondt og godt og i samme øjeblik mister sin barnlige uskyld én gang for alle. Men Kants svar er ufuldstændigt og utidssvarende, fordi han som rationalist hverken så at mennesket har to tilgange til virkeligheden, nemlig den ydre sanselige og den indre intuitive, eller at det er pinedød nødvendigt at forstå dem og bruge dem som fuldt ligeberettigede, og i den forbindelse sætte sig grundigt ind i såvel lovmæssighederne for den objektive og rationelle verdensforståelse som lovmæssighederne for den subjektive og irrationelle eksistensforståelse. Tidssvarende oplysning i vore dage i det 21. århundrede omfatter ikke blot naturvidenskaben, men skal omfatte såvel naturvidenskab, humanistisk videnskab, jura, økonomi og politik som kunst, musik, sang og dans, litteratur, teater, humor og sport, samt erotik, kærlighedsliv og kult og religion. Tidssvarende oplysning skal med andre ord være en relevant, updateret og fuldt dækkende, realistisk oplysning om hele eksistensen, dvs sprogligt, psykologisk og erkendelsesteoretisk bevidst indstilling om menneskets to lige nødvendige og lige berettigede tilgange til virkeligheden og bevidste forståelse af subjektivitetens uomgængelighed - uden at indsigten nogen sinde havner i illusionen om en holistisk eller enhedsmæssig totalforståelse af virkeligheden- Gode kundskaber er i denne forbindelse særdeles nyttige, og erfaringer helt nødvendige, men man skal være på det rene med såvel korrespondenssprincippet og komplementaritetssynspunktet som konsistensetikkens indre krav om overvægt af det gode i livet. Men man skal også forstå at oplysning ikke er en tilstand eller et stadium der kan nås én gang for alle, men er en løbende proces der skal gå for sig uafladeligt. Menneskelivet er vedvarende eksistentiel tilblivelse, og det betyder at menneskeverdenen ikke er skabt én gang for alle, men skabes hele tiden i og med at vi forholder os til naturen, kulturen og os selv på en inddragende eller indoptagende måde der i sidste ende altid vil være subjektiv, men naturligvis kan inddrage al objektiv viden. Både det rationelle og det irrationelle er psykiske fænomener der beror på henholdsvis de sekundære og de primære grundprocesser. Men det er de rationelle processer vi bruger i realitetsprøvelsen, og de irrationelle vi har brug for i værdi- eller kvalitetsprøvelsen, den udforskning af eksistensen der til stadighed skal sikre opretholdelsen af meningen med livet. Komplementaritetssynspunktet sikrer at man undgår fravalget af nogen af de to lige vigtige grundprocesser, mens helhedsrealismen sikrer at man holder fast i såvel den almindelige praktiske hverdagsrealisme som den helhedsoplevelse vi alle er født med og som er forudsætningen for opretholdelsen af meningen med tilværelsen, kvaliteterne eller værdierne i livet eller hvad man nu måtte kalde det. Helheden er med Vilh. Grønbechs rammende udtryk vort inderste jeg. Der er absolut ingen logisk begrundelse for den eller nogen videnskabelig årsagsforklaring på den. Men erfaringen siger utvetydigt at vi ender i fortvivlelse eller depression, hvis ikke vi formår at fastholde den gennem livet. Al 'barnetro' elller barnlig tillid til verden gennem den blinde tillid til forældre og andre nære pårørende er bogstaveligt talt kernen i hele sagen - af den simple grund at vi alle er født med denne ubevidste og førsproglige 'tro' eller 'tillid'. Det er derfor tåbeligt at forkaste den blot fordi man efterhånden ved hjælp af de sekundære grundprocesser udvikler et mere og mere realistisk og nuanceret syn på verden og gennemskuer alle autoriteter. Dette syn er nødvendigt for opretholdelsen af livet i den praktiske hverdag, men det nødvendiggør på ingen måde en forkastelse af den grundliggende, ubevidste 'mening med livet'. Men desværre er det meget almindeligt at børn i puberteten tror det er muligt at forkaste 'meningen' og leve på de nøgne 'realiteter', ligesom det i vore dage er yderst alment at tro at videnskaben og navnlig den værdifri naturvidenskab overflødiggør det irrationelle og dets værdier. 'Meningen med livet' ligger altid i det førbevidste og førsproglige lag af psyken. Meningen er så at sige apriorisk, dvs givet forud for den erfaring der beror på de psykiske sekundærprocesser og sproget. Den kan følgelig ikke som rationalisterne tror dekonstrueres på nogen måde, da al dekonstruktion beror på afdækning af de rationelle konstruktioner bevidstheden etablerer ved hjælp af sekundærprocesserne. Efter den komplementære helhedsrealisme kan et nøgternt og fornuftigt menneske hverken være rendyrket romantiker eller rendyrket rationalist, hverken rendyrket dogmatisk-troende eller rendyrket dogmatisk-ateist og hverken rendyrket socialist elle rendyrket liberalist. Han kan heller ikke ensidigt være etiker eller æstetiker, alment religiøs eller specifikt religiøs. Han må være alle dele på én og samme gang. Derved sætter han eller hun sig også ud over romantikernes valg mellem æstetikken og religionen, såvel som ud over borgernes valg mellem etikken og religionen. Og dette hele menneske frygter ikke for død og alderdom. I primærproces-verdenen er der ingen alder, man kan endda bevare alle aldre i sig lige fra tidlig barndom og op, ligesom man kan undgå den ensidige identificering med det bevidste og snævre jeg som beror på sekundærprocesserne og hvis opløsning ses som en angstgivende trussel for den der ikke har føling med det irrationelle. Demokratiet forfalder hvis det gøres til et simpelt spørgsmål om at give flest mulige lejlighed til at ytre sig på bekostning af lederskab. Politisk lederskab kan slet ikke undværes, men i egentligste forstand er det i øjeblikket fraværende, i EU som i USA, i Danmark som i Tyskland. Det er eksempelvis en illusion at tro at Tysklands kansler Angela Merkel, som netop har været på officielt besøg i Danmark, skulle være Europas redningsmand. Det er hun ikke, selvom hun er en både dygtig og sympatisk politiker. Men hun har lige så lidt som de øvrige politiskere ledere i Europa en tidssvarende oplysning der går ud over økonomi og politik, og som inddrager psykologi, erkendelsesteori og dybere religionsforståelse. Det kan i dag slet ikke nægtes, at islamismen er blevet en stadig større og større risiko for Europa og europæisk kultur. Derfor må Europa holde stand mod faren, men også medvirke til en nødvendig reformering af islam. Den skal sekulariseres - og det kræver betydelige selverkendelse i muslimernes egne rækker. Men kulturkrisen og kultursammensstødet kan heller ikke løses uden at kristendommen bliver reformeret, således at dogmerne (trosbekendelsen) bliver smidt på porten, og de basale arketypiske forestillinger får lov at inspirere som arketypiske forestillinger, dvs forestillinger der ikke kan defineres eller dogmatiseres, men skal have lov at fungere som frie inspirationskilder. Sekularisering i vore dage betyder en fjernelse af forældede religiøse systemers dogmatiske overgreb, men også en ny oplysning om religionens fundamentale betydning som selve modvægten til magthaverne og magtapparaterne. Oplysning er menneskets definitive farvel til den selvforskyldte umyndighed, men dette farvel er ikke gjort med kundskaber om dit og dat. Det kræver tværtimod en vedvarende skabelse af den menneskelige verden og dens fortryllelse. Ejvind Riisgård P.S. - Dette essay er foranlediget af en spændende foredragsserie om lys som Videnskabernes Selskab har holdt her i foråret i anledning af det internationale lysår, men som sluttede særdeles skuffende, fordi en litteraturhistoriker var blevet sat til at runde den ellers fortræffelige serie af med sine overvejelser om "Oplysning - som kampzone". Foredraget holdt sig stort set til 1700-tallets stridigheder om ideerne og indlod sig aldrig på for alvor på at sætte uenighederne ind i det store idéhistoriske, psykologiske og eksistentielle perspektiv som er nødvendigt for overhovedet at forstå oplysningens grundliggende væsen, idé og betydning for kulturen. - Link: Royal Academy, Danmark og International Year of Light. Ovenstående essay giver sig ikke ud for at være et fuldkomment forsøg på at løse en sådan opgave, men er et bud der først og fremmest skal påvise hvor stort og afgørende emnet er. Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk Under titlen: "Isaac Newton og menneskets eksistentielle udfordring" - tillige med essayet Isaac Newton kan først forstås fuldt ud med emergent helhedsrealisme (Essay om den geniale fysiker - på grundlag af C. H. Kochs biografi) (30.8.15.) og artiklerne: Folk forstår ikke modsætningen mellem religion og videnskab, men helhedsrealismen viser at modsætningen er komplementær (13.7.15.) Valget har vigtigere emner end valgkampen lader ane (17.6.15.) Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise (6.9.15.) Systemsammenbrud betyder ikke tidernes ende, men nye muligheder (13.9.15.) 
Jf. nærmere omtale.
Henvisninger Til toppen Relevante artikler på Jernesalt: Isaac Newton kan først forstås fuldt ud med emergent helhedsrealisme (Essay om den geniale fysiker - på grundlag af C. H. Kochs biografi) (30.8.15.) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Vurdering af det 20. århundrede Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste (26.05.08.) Romantikken ifølge Rüdiger Safranski H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi - Visioner, begrænsninger og fejlslutninger (23.5.10.) Vilh. Grønbechs kulturopgør Grønbechs metode Konrad Lorenz' kulturopgør Humormennesket Storm P. Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt Peter Zinkernagels filosofi Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex' Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken (13.1.11) Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens moralfilosofi) Etik og eksistens (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens) Artikler om Erkendelse Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |