|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.6.15.Valget har vigtigere emner end valgkampen lader aneGårsdagens artikel om Helle Thorning-Schmidts chancer for at genvinde regeringsmagten på torsdag sluttede med to nøgterne konstateringer: (1) intet er afgjort om folketingsvalget før stemmesedlerne er talt op torsdag aften og (2) ingen behøver at ligge søvnløse om natten af uro for udfaldet. Og begrundelsen for det sidste var at det hvad grundsubstansen angår stort set er ligegyldigt hvem der vinder. Der vil altid være tal og procenter man kan skændes om og flytte lidt rundt på. Ja, 'faktatjek' er ligefrem blevet den store lidenskab i Danmark i stedet for ægte debat, og er også meget nemmere at jonglere med på medierne. Men problemerne forbliver de samme, når det gælder miljø, indvandring, asyl, forskning, sundhed, beskæftigelse og stress - samt krig, ødelæggelse og flygtningestrømme ude i den store verden. Vækst og miljø Modsat for 15 år siden er det i dag almindeligt accepteret at den menneskelige kultur skaber miljø- og klimaproblemer i form af CO²-forurening, rovdrift på ressourcerne, højere temperaturer, voldsommere hvirvelstorme og oversvømmelser samt ændring af klimazonerne. Grunden er ligetil: Befolkningstilvæksten er gået fra en moderat stigning over mange tusinde år til en kraftig stigning i nyere tid og en voldsom og katastrofal stigning i de sidste 50 år. Verdens befolkning forventes på to årtier at stige fra 7 mia til 9 mia - og langt den største tilvækst sker i udviklingsregionerne. Stigningen medfører automatisk både et langt større forbrug og en langt voldsommere udnyttelse af ressourcerne, og ingen af delene kan standses eller afhjælpes med teknologi. Resultatet er derfor givet: tilvæksten, forbrugsvæksten og rovdriften vil forsætte og øge sulten, sygdomsepidemierne, kampene om bopladser og landbrugsarealer samt deciderede kampe om magt over andre, dvs krige og borgerkrige. De internationale organisationer som FN holder naturligvis store konferencer om problemerne, men kan kun blive enige om begrænsede modforanstaltninger. Som klimatopmødet i København i 2009 (COP15) klart viste, står de højtudviklede lande stejlt over for de såkaldte 'udviklingslande' og deres krav om særlige hensyn. De efterfølgende klimatopmøder har gjort hvad de kunne for at komme videre, men det bliver stort set ved højtidelige og velmente erklæringer. Sagen er jo dybest set at den menneskelige kultur i kraft af det emergent nye fænomen i den biologiske udvikling der hedder 'bevidsthed' sætter den besynderlige del af naturen der hedder menneskearten i stand til at gribe ind i naturen på netop den radikale måde der betyder en stigende ændring af naturbetingelserne for alle væsener, inklusiv menneskeheden selv. Og det er der ikke en kat på jorden der kan lave om på! Det er tværtimod noget mennesket vil - og i kraft af det mandlige kønshormon driver frem til større og større ubalance på kloden. Velfærdsproblemer Velfærd er i vore moderne vestlige samfund blevet en gængs målestok for udviklingen, men har hele tiden gået primært på den materielle udvikling der kan måles på bruttonationalproduktet og den del af dette der går til borgernes privatforbrug. Der er forskellige meninger om hvordan væksten kan fremmes og fordelingen af den såkaldte 'samfundskage' gøres til fordel for flest mulige. Men stort set al økonomisk teori går på disse snævre, mandlige interesser, selvom der er sociologer og idealister der opererer med begreber som 'social kapital' og 'kulturel kapital'. Selve den socialdemokratiske velfældsteori (som den blev bygget op og forsøgt ført ud i praksis efter 2. verdenskrig, da en ny slags velstandsstigning kom i gang) gjorde det til en selvfølge at velfærd afhang af øget økonomisk vækst, hvorfor man i princippet accepterede markedsøkonomien med tilhørende reformpolitik som den bedste metode. Men stadig under den uholdbare forudsætning at kultur er lig med "åndelige sysler" dvs fritidsaktiviteter der er luksus i forhold til det nødvendige arbejde og forbrug (i marxistisk sprogbrug hører kultur til 'overbygningen', mens økonomien er basis). I dag betragtes velfærden som et helt selvfølgeligt gode. Politikerne diskuterer om samfundet skal være et moderat borgerligt velfærdssamfund med høj procent af offentlig skole, uddannelse og sundshedsvæsen eller en decideret velfærdsstat med en altdominerende offentlig sektor, men ingen politikere på vore breddegrader går længere ind for en minimalstat, for de er alle 'velfærdsdanskere', dvs opvokset under velfærdssamfundet og dets mange goder, og de ønsker kun småjusteringer. I den hårde politiske partikamp kan det derfor gå galt at holde på 'nulvækst' i den offentlige sektor, for en stor del af velfærden kommer fra den offentlige sektor - og den skal vel følge med den almindelige velstandsstigning. Eller hvad? Det største problem i denne henseende ligger i sundhedssektoren, fordi den allerede er blevet uhyre ressourcekrævende og kun vil blive endnu mere krævende de følgende årtier i kraft af selve den medicinske og teknologiske udvikling. Stridighederne ligger her på brugerbetaling og på prioritering af medicin. Begge dele er logisk set nødvendige, men begge dele regnes for ulighedsgivende og derfor uacceptable for flertallet. Landspolitikerne tør derfor ikke tage stilling og påtage sig ansvar, men overlader det til regionspolitikerne - og disse skyder det behændigt videre til hospitalerne. I princippet gælder, at jo mere hospitalerne forpligtes til at bruge den dyreste medicin på særligt hårdt ramte sygdomstilfælde, jo mere vil de blive tvunget til at spare andre steder, og det vil normalt sige på plejepersonale. Men det betyder forringelse af velfærden, for god pleje på hospitaler og i ældreforsorgen er lig med hænder og tid. Beskæftigelse Beskæftigelsen er relativt høj i Danmark, og arbejdsløsheden derfor relativt lav, men beskæftigelsen fremover er ikke givet på forhånd, selvom den demografiske udvikling betyder mange flere ældre i forhold til erhvervsaktive. Vi lever længere og længere og får færre og færre børn. Desuden sker der via såkaldt 'outsourcing' at megen produktion flyttes ud af landet til lande med lavere løn. Det er nødvendigt for virksomhedernes overlevelse fordi lønomkostningen er den mest konkurrenceforværrende faktor af alle. Outsourcingen og brugen af billig østeuropæisk arbejdskraft er tegn på at lønniveauet er for højt her i landet, men fagbevægelsen vil lige så lidt mindske mindstelønnen som kontanthjælpsydelsen, fordi man har lagt sig fast på nogle abstrakte kriterier om fattigdomsgrænse. Det er der intet nyt i for allerede for flere årtier siden påpegede en britisk økonom at fagbevægelsen havde suspenderet markedsøkonomien gennem sine faste lønaftaler med arbejdsgiverne. Lønnen er ikke længere afhængig af udbud og efterspørgsel, men af magtforholdet mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne, og det lyder jo fint med et sådant aftalesystem - der er altid kun ros til den danske arbejdsmarkedsmodel. Men bagsiden er at fagbevægelsen netop har "sejret ad helvede" til som den magtfulde LO-formand Thomas Nielsen engang kom til at sige. Det havde den gode mand mere ret i end han vist selv fattede. For det betyder reelt at fagbevægelsen kan blive ved med ad den pæne forhandlingsvej at presse lønnen opad i det uendelige, også mindstelønnen - og dermed tvinge arbejdsgiverne til den hårdest muligt rationalisering, arbejdskraftbesparelse eller outsourcing. Det giver ikke alene afskedigelser, men også stress for dem der beholder deres job. Den anden side af denne store mandstriumf er at danskerne ikke længere i tilstrækkeligt omfang ønsker lavtlønsarbejde, der derfor overlades udenlandsk arbejdskraft. I dette løb hjælpes danskerne af et fantastisk udbygget skole- og uddannelsesprogram, som får stadigt flere unge mennesker gennem folkeskolen og gymnasier til uddannelser på de højere læreanstalter. Nogle dropper ud, fordi de har fået for gode karakterer i gymnasiet uden at være reelt studie-egnede, men de fleste kommer igennem, og mange får endda mulighed for at tage den fine, teoretiske ph.d.-grad. Alt for mange uddannes i realiteten til arbejdsløshed eller til jobs der ikke kræver den høje uddannelse de har fået. Spild af tid og kræfter samt skattepenge. Men fanden tager dem der foreslår at man gør noget effektivt ved det. Arbejdsgiverne skaffer sig i vid udstrækning kvalificeret arbejdskraft i udlandet, og det er fint, men de klager samtidig over at politikerne prøver at bremse indvandringen og asylstrømmen. Det gør de selvfølgeligt ikke generelt. De skelner derimod mellem kvalificeret og integrationsberedt arbejdskraft på den ende side og ukvalificeret og integratonsuvillig arbejdskraft på den anden side. Og det er de nødt til fordi alle efterhånden - også langt inde i Socialdemokratiet - er klar over at ubegrænset indvandring af folk der ikke er indstillet på og egnet til integration, er ensbetydende med undergravning af det sammenhængende velfærdssamfund. Det eneste sikre faktum er derfor at den rådende beskæftigelse ikke passer med udbudet af ønskelig dansk arbejdskraft. Indvandring og asyl Dermed er indvandringsproblematikken kommet nogenlunde på plads. Flertallet af danskere er ikke imod fremmede som sådanne, endsige bange for fremmede; de er imod at der kommer fremmede til landet som ikke kan bidrage til velfærden og samfundsmodellen, men mangler brugbare kvalifikationer eller villighed til at lære landets skikke og normer at kende ordentligt og indrette sig efter dem. Det siger sig selv at der er afgørende forskel på indvandrere fra vestlige lande og indvandrere fra ikke-vestlige lande, især hvis lavt uddannelsesniveau er kombineret med meget afvigende etniske eller religiøse normer og indstillinger. Der er intet mærkeligt eller ondsindet i disse forskelle eller deres betydning for opretholdelse af national selvforståelse og identitet. Al snak om multikulturalisme er ideologisk, og siger intet andet end at tilhængerne af den ikke opfatter kulturen i Danmark som en monokultur med specifikke egenskaber og kvaliteter, som i høj grad muliggør en mangfoldighed af subkulturer og som det netop derfor er værd at værne om. Multikulturalisterne hævder derimod at alle kulturer i princippet er lige gode og derfor kan blandes frit - uden at det vil gå ud over nogen eller noget. Men dette er et abstrakt synspunkt der simpelthen ikke harmonerer med flertallets praktiske erfaring, at der altid vil bestå et skel mellem 'dem' og 'os', i og med at ethvert mindretal adskiller sig i sprog, adfærd og normer fra den indfødte befolkning. Det blæste socialdemokraterne med støtte fra SF og radikale på i 1970-erne og 1980'erne (hvor ideologisk historieløshed var på mode), men det gør de heldigvis ikke længere, for de har set hvor galt det går hvis man følger en indstilling der rokker ved ansvarligheden. Asylproblemet er lidt anderledes end indvandringsproblematikken, fordi et land som Danmark har bundet sig til internationale konventioner der påbyder i vidt omfang at tage mod folk der flygter af forskellige grunde - som fx frygt for politisk eller religiøs forfølgelse. Konventioner af den art stammer fra en helt anden og langt mere overskuelig verden end den vi lever i i dag, dvs en langt mere global verden, hvor flygtninge ikke blot søger ly i nære nabolande, men i fjerne lande med en helt anden kultur. Der er naturligvis 'humanister' af ideologisk art der hævder at dette er ligegyldigt eller underordnet. Flygtninge er flygtninge ligegyldigt hvor de kommer fra, og de skal hjælpes ligegyldigt hvor de strømmer til. Jeg deler ikke denne idealisme eller humanisme, for den er ødelæggende for opretholdelse af national identitet, ansvarlighed og sammenhængskraft - men igen gælder naturligvis at det kan idealister ikke se. Realister, der kan se det, er derimod modstandere af forældede konventioner der er blinde for nationale hensyn. Flygtningestrømmene I de seneste årtier er billedet af flygtninge-problematikken blevet stærkt fortegnet af den ubestridelige kendsgerning at uroen i bestemte områder af verden som Mellemøsten og Afrika er forøget i et sådant omfang at de nationale civilsystemer mange steder er brudt sammen så lande har fået kaotiske tilstande der får folk til at flygte, hvis de overhovedet har mulighed for det - uanset om de personligt er forfulgte eller ej. Eksempelvis har forholdene i et land som Syrien på ganske få år udviklet sig katastrofalt som følge af et hensynsløst diktatur, modstridende oprørsgrupper og yderst snæversynet indblanding fra andre magter i området - med det resultat til følge at det er umuligt at se en ende på ulykkerne. Også Libyen er efterhånden blevet et land i opløsning. Og det bevirker igen at flygtningestrømmen mod Europa går over Nordafrika og mod Syditalien. Omfanget af "bådflygtninge" er blevet katastrofalt stort og helt uhåndterligt. Italien magter ikke tilstrømningen, de øvrige europæiske lande vil stort set ikke tage mod flere flygtninge; de vil allerhøjst hjælpe med at sende redningsfartøjer til Middelhavet for at samle flygtningene fra de ofte synkefærdige skuder op, så de ikke drukner. Det regnes for 'humanitært' og korrekt, selvom de overlevende opsamles i lejre med kummerlige og utålelige forhold. Reelt er der tale om en folkevandring fra kaotiske diktaturer til velordnede og demokratiske velfærdssamfund, og den vil blive større og større måned for måned og år for år, fordi uroen i Mellemøsten og dele af Afrika kun vil stige. De humanitære organisationer har kun ét bud på en løsning: Europa skal og bør tage imod flere flygtninge. Den 'humanisme' man påberåber sig er dermed blevet en ideologi der ingen som helst forståelse har for at ingen lande kan opretholde deres identitet, kultur, sammenhæng og fulde ansvarlighed, hvis de skal tage mod et ubegrænset antal flygtninge. Ideologien strider mod en ægte humanisme der helt elementært er omsorg for at opretholde en national kultur og konsistens som forudsætning for at kunne opretholde en befolknings kultur og konsistens. For øjeblikket kan man ikke som meget som at ane hvordan udviklingen omkring Middelhavet og i de mest udsat sydeuropæiske lande vil arte sig. Fast står kun at flygtningestrømmen vil tage til og presset på Europa vil vokse. Fornuftige politikere i de europæiske lande kan dog se at en fatal udvikling kun kan afværges, hvis man bliver i stand til at hjælpe de kaotiske lande i Mellemøsten og Afrika til opbygningen af velfungerende civilorden der gradvis kan give alle borgere muligheder for at blive boende i deres hjemlande med håb om en bedre fremtid - og hertil vil de vestlige lande gerne hjælpe med økonomisk bistand. Men realiteten er desværre at de magthavere, diktatorer, klaner og militser som slås med alle midler om herredømmet, ikke har ringeste interesse i at gå den civile vej mod fredelig mangfoldighed og fuld respekt for mindretal og afvigere. Både Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union er ude af stand til at blive enige om noget som helst. Europæiske politikere narrer sig selv, hvis de tror at et sådant problemkompleks kan løses udelukkende med diplomatiske eller humantære midler. Europa - EU og Østeuropa EU har flygtningeproblemet helt inde på livet, fordi tre af de store lande er sydeuropæiske - og et fjerde hårdt ramt som Frankrig også grænser ned til Middelhavet. Italien klager sin nød, men får ikke den assistance de beder om. EU er jo gennem traktatændringer og udvidelser efterhånden blevet et mærkværdigt og meget selvmodsigende konglomerat af hård centralistisk styring, som kan presse ideologiske vedtagelser ned over hovedet på alle medlemslande (især inden for Euroen), og bløde forsøg på opretholdelse af god gammeldags national suverænitet der er det eneste der giver fuld ansvarlighed. Resultatet er nu blevet en art handlingslammelse som fx grækerne muntrer sig med at udnytte, italienerne himler over, briterne simpelthen ikke længere vil finde sig i, og danskerne - vanen tro - tager alle mulige forbehold overfor. Det kan ikke blive ved at gå, og derfor er der trods alt en smule håb i David Camerons valgtriumf og rene besked om forhandling. EU har heller ikke kunnet tackle Ruslands zar Putin, men tillægger ham alle onde hensigter, fordi man ikke fatter en brik af at opløsningen af det gamle sovjetimperium ikke er ensbetydende med en opløsning af al national stolthed eller sammenhængskraft. Men EU slår sig udenrigspolitisk sammen med Nato, som var en kold-krigsopfindelse til beskyttelse mod sovjetkommunismen, men i dag er en ubrugelig fortidslevning, hvis eneste formål synes at være at give den til enhver tid siddende amerikanske præsident fortsat medbestemmelse over Europa. Dette på trods af at USA forlængst er begyndt at gå sine egne veje og i forholdet til Irak, Iran og Israel fører en politik der ikke tjener europæiske interesser. Nu får USA måske en kvindelig præsident og dermed forplumres endnu mere - med applaus fra flertallet. Kapitalisme og globalisme Markedsøkonomien har vundet i et omfang der gør at kapitalismen som sådan betragtes som stort set urørlig; den skal blot justeres lidt hen ad vejen for at fjerne de værste udvækster. Men den store finanskrise i 2008 rystede dog verden så meget at man fik øje på nogle ganske store skavanker ved markedsøkonomien som hænger direkte sammen med globaliseringen og den helt fantastiske udvikling af informationsteknologi. Globaliseringen betyder at såvel erhvervsfolk og politikere som almindelige mennesker kan kommunikere og lave transaktioner lynhurtigt med hinanden på tværs af landegrænserne. Og informationsteknologien gør ikke blot dette muligt og stadig lettere, men gør det også mere og mere uoverskueligt - og uoverskuelighed betyder altid ansvarsforflygtelse. Det gik primært galt i bankvæsenet, fordi såvel de teknologiske systemer som de selskabsmæssige konstruktioner og fusioner blev større og større. Spekulanter fik friere og friere spil - fordi koncernchefer, revisionsfirmaer og politiske kontrollanter ikke kunne følge med. Der kom 'finansbobler' og 'boligbobler' og andre slags bobler, som de efterfølgende kaldtes, fordi de havde det med pludseligt at briste, når alle betroede medarbejdere bare blev ved med at puste dem op. Bragene blev voldsomme, fordi ingen kunne forudse hverken de fysiske eller økonomiske virkninger i form af fallitter i hidtil ukendt målestok, der også direkte eller indirekte involerede staterne. Og det sjove var jo - set fra en udenforståendes humoristiske synsvinkel - at mange gik fallit og mange chefer blev fyret (eller begik selvmord), men at aktiemarkederne alligevel bestod. Formuerne skiftede blot ejere, og de fyrede chefer blev blot erstattet med friske kræfter til endnu højere løn. Ja, 'løn' er selvfølgelig ikke et dækkende ord for en belønning der ikke kan måles på arbejdspræstation, men på evnen til manipulation med abstrakte værdier, en sport som særligt mænd dyrker med en lidenskab der gør dem blinde for jordnære værdier og jordnær ansvarlighed. Kapitalismen overlever ganske enkelt fordi en kompleks verden ikke kan bestå uden den abstrakte værdi der kaldes penge og papirværdier. Markedsøkonomien overlever også helt selvfølgeligt, fordi det fortsat gælder at det går galt hvis man vil styre en nation, en region eller hele verden med planøkonomi. Kun et lettere justeret frit marked kan sikre at udbud og efterspørgsmål sikrer den laveste pris for det bedste produkt. Problemet ligger altså i graden af abstraktion, kompleksitet og uigennemskuelighed. Og det er principielt uløseligt, men skal selvfølgeligt ikke af den grad fuldstændigt forsømmes. Gennemgående har mænd ikke blot lyst til abstraktion på højt niveau, men også lyst til forsøge at gennemskue markedets uigennemskuelighed. Krig og ødelæggelse Stadigvæk foregår der nedenunder al denne abstrakte eller fiktive transaktionsverden en gammeldags magtkamp mellem mænd der vil herske og rage jord, ressourcer og undertrykkelsesapparater til sig. Det medfører uundgåeligt krige, borgerkrige, regionalkrige, invasioner, terroraktioner og ødelæggelser for ødelæggelsens skyld. Fra historien kendes utallige eksempler på at en taber i en stor krig hellere vil tage sig selv med i en total ødelæggelse end overgive sig til andres magt og forgodtbefindende. At man på langt sigt kan opnå mest gennem at forhandle med rivaler og herunder frivilligt afstå fra nogle af sine privilegier, indses kun af folk der ikke er besatte af magtbegær eller skruet sådan sammen at de for alt i verden vil have deres vilje, dvs af folk der ikke er bygget op af en æresfølelse der forlanger konstant afstivelse af det snævre jeg. Det må derfor nødvendigvis gå galt hvis magthaverne udelukkende kobler deres ære på ubetinget opretholdelse af fysisk, økonomisk og religiøs eller ideologisk magt over andre, og derfor rammes Mellemøsten lettere end andre regioner i vore dage. Den gammeldags vestlige imperialisme er brudt, men national æresfølelse ses stadig kun som en form for imperialistisk magtanvendelse. Den vestlige af slagsen ønskes blot erstattes af en ikke-vestlig. Der bliver på den måde langt til en moderne vestlig form for fred og demokrati, hvor man ad diplomatisk vej enes om et frit marked og en velfungerende civilorden. Det er ikke viden og intelligens der gør forskellen, men selve viljen til at finde og bruge andre veje end den rene magtmæssige og militære. Mærkeligt nok synes det at forudsætte en form for mandlig indsigt i refleksionens nødvendighed. Det synes som om det mandlige kønshormon ikke alene kan føre tænkningen ud i abstraktionens farefulde terræn, men også ind i refleksionens meget givende kritiske fornuft. Etik og religion Dermed er problemet rykket over i konsistensetikken og ikke-dogmatisk religion. Konsistensetikken siger at det ikke er muligt i længden at opretholde indre, dvs psykisk balance medmindre man sørger for overvægt at det gode, positive og konstruktive i sit liv. Det lyder unægteligt som en anbefaling der kun vedrører individet. Men det gælder i virkeligheden også samfundet, eftersom samfundet også har en indre balance der skal tages vare på. Mange tror at samfundet er en konstruktion af bevidstheden, men det er en fatal fejltagelse. Samfundet er ganske som individets sjæleliv et produkt af underbevidste kræfter af kollektiv art, som alt efter valget af begrebsramme kan kaldes folket eller folkeånden eller folkepsyken, men som under alle omstændigheder udgør samfundets sammenhængskraft og overlevelsesevne. Og dette forhold betyder igen at religionen som ikke-dogmatisk fænomen kommer ind i samfundsudviklingen som et fuldstændigt afgørende fænomen. Men religion skal altså ikke her ses som det gængse fænomen vi kender fra religiøse systemer med absolutte dogmer, absolutte guder, hellige bøger og hellige skrifter. Religion skal tværtimod forstås som et emergent fænomen i den biologiske udvikling der hænger sammen med bevidsthedens opkomst og kønshormonerens indvirkning på denne bevidsthed. Det er grunden til at der her på siderne altid tages afstand fra påstanden om at religion er en privatsag. Privat er alene individets personlige forhold til sin gud (eller afvisning af nogen gud). Som ubevidst kollektiv forestilling tilhører alle religiøse begreber og symboler derimod almenheden, folket eller folkeånden - og dermed også det offetlige liv. Dogmatisering i retning af at gøre de enkelte begreber til veldefinerede dogmer eller trossætninger skal derimod altid ses som magtmenneskets forsøg på at misbruge religionen til at herske over andre. Det er i sin skønneste orden at afvise forestillinger om gud, det evige liv, fortabelse og frelse, himmel og helvede som stridende med rationalitetens krav om beviser, dokumentation og logik. Men det er uoplysthed at være uvidende om de nævnte forestillingers symbolske og dermed irrationelle karakter. De refererer ikke til ting i verden, men til universelle psykiske størrelser som findes i alle kulturer og alle religioner. Det er følgeligt håbløst naivt og håbløst umuligt at gøre disse forestillinger til en privatsag. De er i allerhøjeste grad en kollektiv og offentlig sag hos alle folk. Men man skal sørge for adskillelse af disse forestillinger fra magthavernes misbrug i form af absolutte dogmer. Det er hvad sekulariseringen betyder. Og derfor er et moderne demokrati kun muligt hvor al religiøs magt er adskilt fra den politiske magt.Til sidst er kun at tilføje at den historiske udvikling ikke er kontrollérbar, og at mennesket ikke kan styre udviklingen. Den historiske udvikling er slet ikke deterministisk. Hverken universet eller samfundet er en mekanistisk størrelse der følger simple fysiske love. De er tværtimod begge fulde af tilfældigheder og uigennemskuelighed. Det gør på ingen måde udviklingen til en foruroligende eller truende sag. Der er faktisk lige så lidt grund til at være pessimist som til at være optimist. Men mennesket bør gøre sig klart at det hverken som individ, nation eller international organisation er i stand til at frelse verden. Mennesket kan alene sørge for dens opretholdelse ved at skabe den på hver evig eneste dag. Også derfor skal man tage det med sindsro hvem der vinder folketingsvalget i morgen! Ejvind Riisgård Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk Under titlen: "Isaac Newton og menneskets eksistentielle udfordring" - tillige med essayet Isaac Newton kan først forstås fuldt ud med emergent helhedsrealisme (Essay om den geniale fysiker - på grundlag af C. H. Kochs biografi) (30.8.15.) og artiklerne: Lys over landet, folket og eksistensen (Essay om oplysning - 1.5.15.) Folk forstår ikke modsætningen mellem religion og videnskab, men helhedsrealismen viser at modsætningen er komplementær (13.7.15.) Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise (6.9.15.) Systemsammenbrud betyder ikke tidernes ende, men nye muligheder (13.9.15.) 
Jf. nærmere omtale.
Links til partierne: Venstre Socialdemokraterne Dansk Folkeparti Socialistisk Folkeparti Det Radikale Venstre Enhedslisten Liberal Alliance Det konservative Folkeparti Alternativet Kristendemokraterne Nationalpartiet Relevante e-bøger: 'J.O. Krag, Helle Thorning og SF' 'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej' 'Højsangen om den menneskelige eksistens' 'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi) 'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' Relevante artikler på Jernesalt: (Valget 2015:) Genvinder Helle Thorning regeringsmagten? (15.6.15.) Venstre på andenpladsen - takket være Løkkes eskapader (14.6.15.) Dansk Folkeparti synes bange for magten (13.6.15.) De radikale undgår næppe tilbageslag (11.6.15.) Socialistisk Folkeparti må bøde for letsindigheden i 2011 (10.6.15.) Demokratiets udvikling kræver mere end rettigheder (4.6.15.) Enhedslisten i venstrefløjens klassiske dilemma (3.6.15.) Valgudskrivningen satte gang i den egentlige valgkamp (28.05.15.) Liberal Alliance hylder den ekstreme liberalisme (25.5.15.) Terror-redegørelsen en bét for Helle Thorning (17.5.15.) Det konservative folkeparti svækket med Pape (8.5.15.) Er 'Alternativet' virkeligt alternativt? (24.4.15.) Nationalpartiets tone yderst aggressiv (19.4.15.) Yahya Hassan springer ud som politiker (15.4.15.) Folketingsvalg 2011 - oversigt over Jernesalts artikler Folketingsvalg 2007 - oversigt over Jernesalts artikler Folketingsvalg 2005 - oversigt over Jernesalts artikler Helhedsrealismens manifest (14.2.14.) Politiske parametre (6.2.05.) Politiske og økonomiske afmagtspostulater Politiske ideer og ideologier Værdimanifestet i forkortet udgave 'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre (30.7.12.) 'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens (23.7.12.) Klassekampen i Danmark er passé (7.6.12.) Menneskesyn og politik (13.8.10.) Den kreative klasse ifølge Richard Florida (9.3.06) Den herskende klasse efter 1970 (19.02.03.) Midten i dansk politik (25.10.04.) Sprogterror afslører fatal uvidenhed om psykologi - hos bødler, ofre, politikere og journalister (18.11.14.) Næstekærlighed kan ikke bære samfundet (31.10.14.) Eksistens er opgør med dansk politiks elendighed (11.8.14.) Politisk status II - Danmarks unikke situation (18.3.14.) Udfordringen for dansk politik og kultur 2013 (8.11.13.) Hvad der er danskhed afgøres alene af etniske danskere (9.7.13.) Naivitet og fordummelse i politik (I - grundproblematik) (4.3.11.) Politikernes uskikke - Naivitet og fordummelse i politik II (8.3.11.) Vælgernes naivitet - Naivitet og fordummelse i politik III (10.3.11.) Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV (14.3.11.) Den smalle retorik fejler (17.3.11.) At være vælger og politiker (24.1.11.) At være revolutionær og banebrydende (31.1.11.) At være fremmed eller hjemmehørende (4.2.11.) At være terrorist eller at være demokrat (7.2.11.) At være naiv eller at være bevidst gør en forskel (9.2.11.) At være paragrafrytter er forræderi mod åndens frihed (11.2.11.) At være mand og at være kvinde, hvilken forskel! (18.2.11.) At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet (22.2.11.) Artikler om Danmark Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |