JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - nationalpartiet

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.4.15.

Yahya Hassan springer ud som politiker

Den kun 19-årige digter Yahya Hassan der allerede har haft stor forfattersucces og samtidigt vist stor evne til at vække opmærksomhed, har på et pressemøde den 7. april meldt ud at han stiller op som folketingskandidat for Nationalpartiet, der blev stiftet for mindre end et halvt år siden. Selve pressemødet formede sig helt usædvanligt og utraditionelt ved at Hassan holdt en 55 minutter lang enetale, hvor han gennemgik hovedbudskabet i partiets politik. Om det er nok til at partiet får skaffet de nødvendige underskrifter på få uger og bagefter stemmer nok til at komme i folketinget, er i enhver henseende uvist. Men nu er den i forvejen meget omtalte digter altså sprunget ud som politiker, og det må man foreløbig tage til efterretning som en sensation.

Enkelte kommentatorer har omtalt ham som en født politiker, andre som en umoden klovn der overhovedet ikke vil kunne begå sig i folketinget. Det nye er at han og partiet primært henvender sig til unge muslimske indvandrere der er født her i landet og som uanset afstamning og følelser for deres oprindelseslande ønsker at integrere sig i det danske demokrati. Og det må under alle omstændigheder respekteres. Partiets formand fremhæver også at man ikke accepterer den traditionelle politiske opdeling i en venstrefløj og en højrefløj, men befinder sig på midten og er for alle der betragter Danmark som deres hjem, men når det kommer til spørgsmålet om hvem partiet vil pege på som statsminister efter det kommende valg, lyder svaret at det bliver på Helle Thorning-Schmidt.

Nye partier har næsten overalt i verden uhyre vanskeligt ved at komme igennem forskellige forhindringer for at gøre sig gældende i den offentlige debat og opnå repræsentation i parlamenterne. Det gælder selvsagt i alle diktaturer, men skam også i den frie, vestlige verdens demokratiske systemer. Her sørger forskellige spærregrænser for at der ikke kommer alt for mange småpartier ind i tingene, og opstilling i enkeltmandskredse giver spild af enhver stemme der ikke går til vinderen. Det sidste kan kun afbødes med et system med såkaldte tillægsmandater, der på landsplan fordeler et bestemt antale mandater efter forholdstal.

Også i Danmark er det svært for nye partier at hævde sig, men dog ikke helt umuligt.

Ved det store jordskredsvalg i 1973 gik alle de etablerede partier så voldsomt tilbage at der blev plads til tre nye partier og tilbagevenden af to gamle partier. Valgets skyldtes at den trætte og desillusionerede akademiker Jens Otto Krag efter fiaskoen med 'Det røde kabinet' 1966-67 og successen med folkeafstemningen om EF (EU) pludseligt overdrog regeringsmagten til den folkelige og velmenende, men parlamentarisk og internationalt uerfarne arbejdsmand Anker Jørgensen, som hurtigt kørte fast. Valget i 73 blev et protestvalg der gav flotte resultater til Mogens Glistrups Fremskridtsparti, Erhard Jacobsens Centrumdemokraterne og Jens Møllers Kristeligt Folkeparti, og derudover genopdukken af Danmarks kommunistiske Parti under Knud Jespersen og Retsforbundet under Ib Christensen så begge fik en ny chance for at vise om de duede. - Ingen af disse fem partier er længere i folketinget.

I 1995 brød Pia Kjærsgaard ud fra Fremskridtspartiets og Glistrups selvødelæggelsesstrategi og dannede et konstruktivt Dansk Folkeparti, som fik stor indflydelse under VK-regeringerne fra 2001 til 2011, og i dag er blevet landets tredjestørste parti.

I 2007 stiftede folketingsmedlemmerne Naser Khader (R), Anders Samuelsen (R) og Gitte Seeberg (K) Ny Alliance i oprør mod blokpolitikken. De splittedes, så partiet måtte rekonstrueres under navnet Liberal Alliance med Samuelsen som suveræn, dygtig og energisk leder, og med stor økonomisk støtte fra Saxo Bank (Lars Seier Christensen). Og partiet har siden klaret sig rimeligt godt, med et nogenlunde jævnt, men stabilt resultat mellem 5 og 7 %.

Sidste år brød den radikale Uffe Elbæk ud af sit parti (efter forinden at være trådt tilbage som kulturminister) og dannede partiet Alternativet. Det er uvist om det klarer spærregrænsen, eftersom man ikke har andre kendte navne end Elbæk og ikke vil have det. Men partiet har skaffet alle nødvendige underskrifter, det opstiller over hele landet, og jeg tror det har en mulighed for at komme over 2 %, selvom det næppe vil formå at forklare sig særligt tilfredsstillende når det kommer til konkrete sager. Men dels har den gamle kaospilot Uffe Elbæk en betydelig sympati i radikale og kreative kredse, dels er der også i dag en træthed over alle de gamle etablerede partier der gør det muligt for nye at komme til. Politikerleden skyldes selve topledernes utroværdighed og utilstrækkelighed (herom i senere artikler). Men også leden ved at blive bombarderet med intetsigende clichér og reklameslogans. Her vil det for mange under alle omstændigheder være forfriskende med Alternativet som pointerer at ville gå nye veje. Og det samme kan siges om det sidste skud på stammen: Nationalpartiet

Formelt er Nationalpartiet et dansk politisk parti, der blev stiftet i 2014 af de tre dansk-pakistanske brødre Aamer, Asif og Kashif Ahmad som en modreaktion på "den højredrejning, som flere partier har taget på udlændingeområdet". Partiets primære mærkesager er værdipolitiske (især på udlændingeområdet) og velfærdspolitiske. Partiet er her i april 2015 i fuld gang med at indsamle underskrifter, men er endnu ikke opstillingsberettiget til næste folketingsvalg. Det haster med underskrifterne, og derfor kan statsministeren måske finde på at udskrive valg her i foråret, for at undgå at Nationalpartiet når at få sine underskrifter og at kunne tage stemmer fra S.

Nationalpartiet er ifølge sin egen hjemmeside et landsdækkende parti, hvis vision er at fremme et samfund hvor danske værdier som respekt, tolerance og fredelig sameksistens er i fokus. I Nationalpartiet mener vi, at disse danske værdier er under angreb. Vi tror på grundloven og ønsker et solidarisk samfund, hvor alle uanset baggrund og social status skal føle, at de har en aktiv plads i samfundet. Partiets vision er visionen om et mangfoldigt samfund, hvor alle reelt har lige rettigheder samt muligheder, som ligeværdige borgere. Nationalpartiet vil kæmpe for, at Danmark kommer tilbage til ægte danske værdier, som respekt, tolerance, åbenhed og solidaritet. Vi vil gå forrest i kampen for det større fællesskab som transcenderer os hver især, men som tilsammen udgør en helhed. Fællesskabet, som går på tværs af hudfarve og kulturer, og som definerer os som en enhed. Vi skal sammen arbejde for en lysere og mere bæredygtig fremtid, hvor børn uanset etnicitet og tro kan vokse op og se hinanden i øjnene. Et samfund hvor ALLE føler sig inkluderet i det større fællesskab. Nationalpartiet er Danmarks inkluderende midterparti. Nationalpartiet bygger på en bæredygtig socialliberal ideologi. - Fremhævelserne er mine, men jeg hæfter mig specielt ved udtrykket "et større fællesskab som transcenderer os hver især", for det synes at pege på forståelsen for at et nationalt fællesskab ikke er et snævert fællesskab omkring snævre danske værdier, men et åbent samfund. Og dét er i mine øjne positivt.

Nationalpartiets mærkesager er ikke overraskende. Det er følgende:
•24 års reglen skal afskaffes
•Tilknytningskravet skal afskaffes
•Ingen forbud mod religiøse symboler
•Mere kvalitet i folkeskolen - skolereformen skal revurderes
•Flere varme hænder i sundhedsvæsenet
•Mere afbureaukratisering i den offentlige sektor og mere tillid til de offentlige ansatte.

Partiets integrationspolitik kan heller ikke komme bag på nogen, heller ikke det allerførste:
Afskaf Integrationsministeriet
•Øget indsats mod diskrimination (på arbejdsmarkedet, i nattelivet m.m.)
•Viden om hvilke indsatser der virker, og hvilke der ikke gør.
•Fokuseret indsats på det, der virker.
•Bedre udnyttelse af det enkelte individs kompetencer på arbejdsmarkedet
•En aktiv indsats i folkeskolen, der øger fag-fagligheden, samt børns forståelse og kendskab til hinanden, samt en insisteren på, at alle børn på lige fod indgår i det danske fællesskab.
•En aktiv boligpolitik skal være med til at skabe mere diversitet og modvirke ghetto-dannelserne.

Nationalpartiet blev lanceret den 16. oktober 2014 af formanden Kashif Ahmad og er stiftet af denne sammen med brødrene Asif Ahmad og Aamer Ahmad der alle er af pakistansk afstamning. Kashif Ahmad blev i 2013 valgt ind i kommunalbestyrelsen for Hvidovre, hvor han var opstillet af 'Hvidovrelisten'. Det er et borgerligt, midtersøgende parti. der sikrede et borgerligt flertal efter årtiers socialdemokratiske styre. Men Dansk Folkeparti blev det største parti med fire mandater og forlangte borgermesterposten, og det kunne Kashif Ahmad ikke acceptere. Han meldte sig ud af Hvidovrelisten og blev løsgænger - mens DF gik i koalition med Socialdemokratiet!

Kashif Ahmad fik dog flere gode poster:
•Medlem af Børne- og Undervisningsudvalget
•Medlem af Valgbestyrelsen for folketingsvalg og Europa parlamentsvalg, Hvidovre
•Medlem af Bestyrelsen for Hvidovre Ungdomsskole
•Formand for Integrationsrådet, Hvidovre.

I forbindelse med den offentlige lancering af partiet sagde Kashif Ahmad bl.a. "Vi har en diskurs i samfundet, hvor indvandrere og efterkommere i stigende grad bliver gjort til negative objekter. Retorikken er blevet så ekstrem, at vi bliver nødt til at gøre noget for at forsvare de danske værdier, som vores egne forældre mødte, da de kom til Danmark - et land, vi selv er født og opvokset i, og som vi betragter som vores fædreland".

Som eksempel på afsporingen af det politisk klima nævnte Kashif Ahmad debatten fra sidste sommer om indvandringen, hvor Venstre delte indvandrerne op i et A- og et B-hold, nemlig i vestlige indvandrere og ikke-vestlige. "Der er simpelthen en racistisk undertone i debatten. Debatten har flyttet sig så meget, at det er blevet stuerent at tale nedsættende om en hel befolkningsgruppe". - Og sjovt nok er det lige præcis spørgsmålet om tonen i debatten, som både Kashif Ahmad og Yahya Hassan har fået trukket frem i medierne efter at sidstnævnte er kommet på banen. Det ligger nemlig lysende klart, at ingen af disse hovedtalsmænd for det nye midtersøgende Nationalparti kan døje Dansk Folkeparti.

Hvad deres mening er om dronning Margrethe, kunne det være interessant at få at vide, nu denne ligeud om de muslimske indvandrere har sagt at "Ja, vi skal tage imod, men vi skal også fortælle, hvad vi forventer. For det er vores samfund, de kommer til". Det bemærkelsesværdige er at dronningen i det pågældende tv-interview indirekte talte om ’os’ og ’dem’, altså om os der opfører os som danskere og de der ikke gør. Indvandrerne "skal kunne gå i moské, når de gerne vil – det skulle bare mangle! – men når de begynder at gøre ting, som ikke stemmer overens med det store mønster i det danske samfund, må de indse, at den går ikke." - BT's kommentator Søs Marie Serup går så vidt som at bebrejde majestæten at hun opdeler sit folk! Det skulle altså efter Serups mening ikke være tilladt vores statsoverhoved at slå fast at der er klart forskel mellem os der - uanset politiske meningsforskelle, etnicitet og religion - er i overensstemmelse med det store mønster i det danske samfund - og dem der ikke er det. Det er ellers helt afgørende for opretholdelsen af den civile orden, demokratiet og sekulariseringen at denne forskel står lysende klar.

Samme Søs Marie Serup anser det for sandsynlig at Yahya Hassan bliver en gevinst for Nationalpartiet, men også at han sikkert mere bliver en "larme-kandidat" for sit parti der vil kunne råbe op, men aldrig vil få indflydelse.

Larmen var tydelig i Debatten på DR2 forleden hvor Hassan beskyldte Dansk Folkepartis ledere for at være løgnere, hyklere og bedragere, og hvor Søren Espersen svarede igen med en automat-påstand om at Hassan bruger et lokumssprog i sine angreb på bl.a. Pia Kjærsgaard, og at han derfor ikke er dannet nok til at blive medlem af folketinget. Det er måske ikke den allerklogeste reaktion fra et parti der i lang tid blev holdt uden for indflydelse i danske politik, fordi en vis statsminister ikke regnede det for stuerent. DF har jo selv i årevis måtte rense kraftigt ud blandt partimedlemmer der ikke kunne styre deres sprogbrug. Og noget sådant vil altid være nødvendigt for et nyt parti, ikke mindst hvis det adresserer sit budskab til folk der føler sig trådt på. Det er derfor ganske sympatisk at et indlæg i Politiken dels kritiserede venstrefløjen for at knuselske den Yahya Hassan der gentagne gange har svinet sine politiske modstandere til, dels retorisk spurgte hvordan Politiken-segmentet havde reageret hvis en debattør på højrefløjen havde gjort det samme? - Indlægget kom fra en socialdemokrat og en tidligere landsformand for Liberal Alliances Ungdom.

Sagen er jo, at fronterne de facto har været trukket skarpt op i tyve år, men også at Yahya Hassan er ung og glad for at kunne spytte ud, men trods alt indrømmer at han en gang imellem går over stregen. Væsentligt er ikke mindst at han for længst har valgt at gå direkte imod de rabiate indvandrere der ikke ønsker integration i Danmark og som derfor også har truet ham selv på livet.

Det mest forbløffende ved Yahya Hassans spring ind i det politiske liv er og bliver at han udnytter sine talegaver og evner til sproglige provokationer fuldtud, men vælger at debutere som politiker med en timelang enetale der er jævnt kedelig oplæsning af partiprogrammet - og dermed bryder alle efterhånden hævdvundne normer om at politikere skal tale i korte og præcise sætninger, se deres modstandere i øjnene og reagere levende på spørgsmål.

Det er fint nok at han udtrykkeligt siger, at "vi er anden generation, og vi er villige til at engagere os i samfundet og tage vores del af ansvaret allerede nu", og at vi i Nationalpartiet ikke ser nogen grund til "at udskyde den naturlige udvikling blandt minoriterene". Men det er betænkeligt at han også siger: "Det har virkeligt været fugleklatternes år på parnasset. Socialdemokraterne er måske endnu demokrater, men det socialpolitiske aspekt er pist væk. SF kunne hedde SFO, Liberal Alliance skifter snart navn til Saxo Bank, Venstre kunne lige så godt hedde Højre, de radikale og konservatives argumenter ligge også lige til højre. Selv Enhedslisten er blevet splittet." For så er vi ovre i polemikkens tomme klichéer eller fordomme der ikke flytter noget som helst. Og når han efterfølgende understreger, at vi ikke kan løse flygtningeproblemet med en valgplakat, sådan som nogle partier tror, og vi ikke kan løse en humanitær krise ved at skære i kontanthjælpen, så er han også ovre i selvfølgeligheder der nok lige får den drejning der kan appellere til visse mennesker, men næppe overbeviser nogen om at Nationalpartiet skulle være et virkeligt nyt og forfriskende initiativ.

Det må følgeligt stå hen i det uvisse, om Nationalpartiet overhovedet vil gøre en forskel, hvis det kommer i folketinget. Opbrud er der vitterligt i dansk politik. Valget ender - uanset hvem der får statsministerposten - formentlig med en mindretalsregering der må kæmpe sig igennem fra sag til sag på så usikkert grundlag at den hurtigt vil ty til udskrivning af et nyvalg. Men valg hver andet år har vi haft i tidligere perioder - uden at jorden er gået under. Det kan i det mindste føre til tiltrængte udskiftninger på partiernes formandsposter. Og i allerbedste fald måske også føre til at nye ledertyper dukker op, ledere der kan gå foran i en genopretning af landet, demokratiet og folkeoplysningen, fordi de kan se ud over opportunisme, medietække og karrierehensyn.

Ejvind Riisgård

Link til Nationalpartiets hjemmeside

Relevante artikler på Jernesalt:

Valget, udfordringerne og partierne  (13.9.11.)
Kvinderne, valget og realitetsprøvelsen  (10.9.11.)
Farcen om dansk politik giver endeligt valg  (28.8.11.)
Valgets selvbedragere og visdomsfornægtere  (19.11.07.)
Opbruddet i dansk politik en kendsgerning  (1.11.07.)
Folketingsvalget og dets perspektiver  (25.10.07.)
Folketingsvalgets perspektiver  (19.1.05.)