JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - elbaek

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.11.12.

Da den kreative kulturminister blev drevet ud af statskassens nidkære vogtere

I går havde den radikale kulturminister Uffe Elbæk fået nok af balladen om sin ubetænksomme omgang med ministeriets repræsentationsbevillinger og uheldige håndtering af forklaringsproblemet i et samråd i folketinget og trak sig klogeligt som minister. Fra såvel statsminister Helle Thornings som økonominister Margrethe Vestagers side blev det betonet at Elbæks beslutning var hans egen, idet sagens substans i sig selv var for bagatelagtig til at kunne give basis for en regulær fyring. Men inden sin beslutning havde Elbæk en længere samtale med sin partiformand og har givetvis fået et ret klart indtryk af at sagen trods sin substantielle lidenhed, men i kraft af sin voldsomme medieeksponering var for stor en belastning for regeringen - netop på et tidspunkt hvor denne af gode grunde ønskede fokus på sine reformer, herunder ikke mindst den skolereform undervisningsminister Christine Antorini havde forelagt selv samme dag som Elbæk var i samråd. Afgørende for hans beslutning har uden tvivl været hvad han udtrykkeligt nævnte på sit pressemøde, at sagen var gået ud over hans kærlighed (underforstået liv med samleveren).

Sagen drejer sig primært om at Uffe Elbæk har placeret fem af ministeriets ca. tyve kulturarrangementer på 'Akademiet For Utæmmet Kreativitet' (AFUK) og dér brugt 180.000 skattekroner til middage. Desuden har han ved finanslovsforhandlingerne - som eneste nye ting - fået bevilliget 6 mio kroner til etableringen af en ny artistuddannelse i 'nycirkus' som har været en mærkesag for AFUK. Men centralt i sagen står at Elbæk var bestyrelsesmedlem i AFUK før han blev minister, og at det sidste middagsarrangement på AFUK fandt sted efter at hans samlever var blevet sekretær på akademiet.

Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen fandt først og fremmest bevillingen til artistuddannelsen stødende fordi cirkus efter hans uforgribelige mening slet ikke var kultur (en hårrejsende påstand som må støde alle der betragter klovnerier og narrespil samt anden humor som nødvendig modgift mod al ensidig nyttetænkning). Men det var Enhedslistens ihærdige kulturordfører Jørgen Arbo-Bæhr der gik ekstraordinært hårdt til ministeren ved allerede den 1. december at kræve samråd med ham og efterfølgende insistere på en undersøgelse af middagene. Og det blev nu det fem timer lange samråd tirsdag der fældede Elbæk fordi han til sidst - på spørgsmål fra Michael Aastrup - kom med den oplysning at en medarbejder i ministeriet faktisk havde advaret ham mod at bruge for mange repræsentationskroner på en enkelt udvalgt institution. Elbæk havde ellers tidligere sagt at han ikke var blevet advaret. Dermed forelå der ikke blot en selvmodsigelse, men også en afsløring af det forhold at ministeren ikke som bedyret havde lagt alle kortene på bordet, et forhold der givetvis også er kommet bag på både økonoministeren og statsministeren - der lige havde erklæret fuld tillid til Elbæk.

Sagen er dybt tragikomisk, for det må betragtes som givet at Elbæk ikke bevidst har forsøgt at føre nogen bag lyset, men blot ikke har lagt særlig vægt på advarslerne fra sine medarbejdere - og først under det timelange pres af nærmest hjernevaskeagtig karakter på samrådet er kommet i tanke om advarslen. Det uhyggelige ved sagen bliver dermed at de nidkære vogtere af statens pengemidler og skattekroner med en statsrevisors hjælp får fældet en kreativ, åben og velmenende minister på en dumhed han faktisk havde beklaget. Sagen skulle dermed have været lukket, men forblev en varm kartoffel fordi Enhedslistens fuldstændigt humorforladte Jørgen Arbo insisterede på en uvildig undersøgelse. Enhedslisten har et horn i siden på Det radikale Venstre, fordi det er dette parti der bestemmer den hårde budgetlinje der rammer Enhedslisten særligt slemt - og nu kunne man så fælde en af partiets svage ministre for lidt for uforsigtig kreativitet! Og efterfølgende endda uden at fortrække en mine bedyre at man ikke var ude efter ministerens skalp, men blot en tilbundsgående undersøgelse.

Nu bliver den driftsikre og erfarne Marianne Jelved trukket ind i regeringen som ny kulturminister - og så bliver der ro på den front, måske mere ro end mange ønsker sig. Hun vil gå ind i den lange række af dødkedelige kulturministre som Ole Vig Jensen (R), Grethe Rostbøll (K), Jytte Hilden (S), Ebbe Lundgaard (R), Elsebeth Gerner Nielsen (R), Brian Mikkelsen (K), Carina Christensen (K) og Per Stig Møller (K), der aldrig - som Elbæk - har været i nærheden af kaospiloteri eller kreativ kaostænkning. Og det er karakteristisk for situationen at de fleste politikere og politiske eksperter hilser forandringen med stor tilfredshed.

Det er nemlig den udbredte bedømmelse at den vellidte Uffe Elbæk netop i kraft af sin åbenhed, kreativitet og menneskelige varme var uegnet til en ministerpost fordi han ikke kunne lære at respektere de skrevne og uskrevne spilleregler der findes for ministres omgang med statens midler eller borgernes skattekroner. Ministeren trivedes i ministeriet og udnyttede hele det store netværk til kunstens og teatrets verden han havde opbygget over mange år. Kunstnerne har kun godt at sige om ham, hvis vi lige ser bort fra de orkestermusikere og teaterfolk han ved forelæggelsen af sin 'Marshallplan for kulturen' begyndte at true med nedskæringer (symfoniorkestre og Gamle Scene på Kgs. Nytorv skulle nedlægges). Eksempelvis betegner forfatteren Hanne-Vibeke Holst den afgående kulturminister som generøs, positiv, anerkendende og inkluderende. "Der er simpelthen ikke kynisme i den mand. Og han insisterer på at holde fast i den godtroenhed eller naivitet, fordi han tror der komme en kraft derfra. Han tror på det bedste i folk og på forandringskraft. Og det er måske hans politiske svaghed."

Andre er naturligvis helt uenige, ikke mindst Dansk Folkepartis politikere. Partiets daværende kulturordfører Søren Espersen kaldte den nævnte plan en "blitzkrig mod europæisk kultur" der var båret af "kaospolitisk ideologi". Og han fik opbakning af Berlingske der på lederplads rykkede ud med en advarsel mod "ånden fra 96", dvs ånden fra det år hvor København var officiel europæisk kulturhovedstad og hvor man dyrkede "projekter for projekternes egen skyld".

DFs nuværende værdiordfører og tidligere partiformand Pia Kjærsgaard har helt aktuelt kun negative ord tilovers for Uffe Elbæk: "Han kan jo ikke finde ud af noget som helst", siger hun i et interview med TV2 News. Hun finder Uffe Elbæk 'uegnet' til ministergerningen og udtaler at dansk kultur har fortjent bedre end ham. - BT kalder denne salut 'en sviner' fra Pia Kjærsgaard, men skelner åbenbart ikke mellem svinske skældsord og sobre udtryk for en ærlig mening.

Omvendt kan det ikke undre at det radikale folketingsmedlem Zenia Stampe taler om hetz mod Uffe Elbæk, eller at Politikens chefredaktør Bo Lidegaard gør gældende at Elbæk mistede sin ministerpost fordi han ikke forstod at forene en aktivistisk netværkskultur og en klassisk politisk kultur. Hans styrke blev hans svaghed.

Hvad sagen altså først og fremmest viser er at selv et kulturministerium ikke med held kan have en politisk valgt leder der vil skabe fornyelse i rækkerne ud fra sin kreative tænkning, erfaring og ledelsesstil. Han kommer uvægerligt til kort over for det politiske systems småttænkende og smålige pengevogtere. Sagen viser derfor i grunden også at Peter Bastians gamle drøm om at det ville gavne samfundsudviklingen hvis de musiske mennesker kommer til magten er håbløst naiv. Det er ungdomsoprørets gamle utopiske drøm om "fantasien til magten" som nu engang ikke kan forenes med det vi almindelighed kalder realpolitik og som pudsigt nok Det radikale Venstre alle dage har stået stejlt på.

Hvad der mangler i både partiet og hele folketinget er dybest set en åben erkendelse af at det er umuligt at få frihedsprincippet til at gå op i en logisk syntese med ligheds- og tryghedsprincippet. I øjeblikket oplever vi endda en ekstra beskæring af friheden, fordi der er økonomisk krise og alle politikere og borgere nu vogter nidkært over at der ikke tages noget fra nogen, hvad der næsten altid betyder at der ikke må eksperimenteres eller gås nye veje.

Det er i denne forbindelse ganske nyttigt at huske hvad kaosteorierne siger: Vi vil opleve at der skabes nye ting, fordi man vover at bryde gamle mønstre op og finde frem til større følsomhed for begyndelsestilstandene. Og det bør dog anerkendes.

Uffe Elbæk endte sin ministerkarriere da han måtte bøje sig for de hårde realøkonomiske kendsgerninger, der ikke alene kræver sparsommelighed, rettidig omhu og ansvarlig omgang med betroede midler, men også at man kan gebærde sig i et politisk miljø og en medieverden der fokuserer ensidigt på detaljen og håbet om at finde alle de små og store fejltrin der kan fælde en politiker og magthaver. For så vidt der stadig er stort behov for nytænkning og opbrud i dansk politik og samfundsliv og for at kulturen ikke indsnævres til finkultur men anerkendes fuldtud som en bærende kraft for vores land må Elbæks politiske fiasko beklages.

Men Elbæk har nu også på sin vis skuffet undertegnedes forventninger en smule, fordi han tilsyneladende har koncentrret sig om at fastholde og pleje sit netværk i det kreative miljø han kommer fra, men ikke har formået - og måske slet ikke være indstillet på - at prøve at bringe kulturpolitiken og værdikampen som sådan op på et højere politisk plan og placeret mere centralt i regeringens politik. Jeg gentog faktisk ved hans tiltræden min gamle idé om at slå kulturministeriet og kirkeministeriet sammen til et helt nyt kultusministerium, men det har han ikke overvejet. Ideen ville ellers fjerne betegnelsen 'kirke' fra det ministerium der har med den religiøse kult at gøre uanset religionssystem, og samtidig understrege at der i såvel kunst, drama, dans og musik indgår et vigtigt kultisk element som burde have langt større plads i det moderne samfund.

Men dét er en idé der absolut ikke er gangbar i dagens folketing eller dagens Danmark - og det er faktisk værre end en kulturministers fejltrin.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links:

Kulturministeriet
Det radikale Venstre

Relevante artikler på Jernesalt:

Gør en radikal kulturminister overhovedet en forskel?  (11.10.11.)
Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)
De Radikale i klemme mellem idealisme og pragmatisme  (15.10.08.)
Radikalt lederskifte  (16.6.07.)
Jelved og Kjærsgaard i Deadline  (15.3.06.)
Jelved kan ikke synke dybere  (13.3.06.)