JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kulturopgoer01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.10.12.

Hvad er det egentlig for en kultur vi har fået?

Tiderne skifter, og vi med dem, lyder et gammel mundhed, der har sin latinske pendant i "Tempora mutantur et nos in illis".

Den polske satiriker Stanislaw Jerzy Lec skynder sig dog at give et godt råd: "Gå med tiden, men kom tilbage fra tid til anden". Dermed påpeger Lec det subjektive i begrebet 'tid'. Vist går klokketimerne, vist ældes vi og alle andre levende væsener, og vist har universets udvikling, biologiens evolution og kulturhistorien et tidsforløb, idet allerede ordene 'udvikling', 'evolution' og 'historie' forudsætter tidsbegrebet (Tid hører til de særlige ord der ikke kan defineres, fordi enhver definition ville indeholde dets begreb). Men vi kan ind i mellem unddrage os selve bevidstheden om dette tidsforløb ved at dykke ned i 'evigheden' eller 'underbevidstheden', dvs de særlige sjælstilstande hvor tiden ikke eksisterer, fordi sondringer ikke eksisterer. Og den kunst at dykke ned i denne umiddelbare virkelighed er helt central for menneskets livskvalitet og kulturens sundhed. Jf. artiklerne om De psykiske grundprocesser og De psykiske fundamentalkræfter.

Alle kender erfaringen fra sig selv, fordi vi alle fødes som sjælelige væsener der har fuld gang i primærprocesserne og dermed fri adgang til de nævnte sjælstilstande, men først skal til at opbygge den dagligdags, praktiske 'sædvanevirkelighed', hvor sekundærprocesserne og deres sondringer bestemmer forløbet og resultaterne. Livet igennem kan vi imidlertid suspendere disse sekundærprocesser og vederkvæge sjælen med unyttige ting som musik, kunst, fest, elskov, drømme og frie associationer. Nyttemoralister og puritanerne vil helst forbyde den slags unoder, men har kun delvist held med det når de bruger vold som i diktaturer eller overvågningssamfund. Det frie menneske vil ikke undvære den frie og ubundne tid. Og børn lider skade på sjælen, hvis de har forældre eller pædagoger der er for optagne af deres eget til at vie børnene tilstrækkelig opmærksomhed. Et af tidens nye uheldige træk er - som det netop er kommet frem - at nogle mødre i dag får spoleret deres nære forhold til deres nyfødte børn i den allerførste tid, fordi de eksempelvis er for afhængige af sociale medier som facebook og derfor bliver delvis uopmærksomme over for barnet. Generelt er denne afhængighed af mobiltelefon og iphone et tidens træk som har mange negative sider i det sociale liv.

Et andet vigtigt aspekt ved tiden er den aldring som intet levende væsen på jorden undgår, eftersom liv er en midlertidig funktion af særlige kombinationer af fysiske og psykiske tilstande og vektorfelter (den bedste måde at anskue sjælen på er netop at betragte den som et felt i analogi med det elektromagnetiske felt i fysikken). Aldringen betyder at de enkelte individer såvel som de enkelte generationer kommer til at opleve at tiderne skifter i den betydning at levevilkårene ændrer sig i kraft af omgivelsernes forandringer af såvel materiel, teknologisk og økonomisk som social, etik og kulturel art. Og dette går nogle gange så hurtigt at folk ikke synes de kan følge med. Jo ældre man er, jo sværere har man med at omstille sig. Stadigvæk forholder det sig her i landet sådan at mange ældre over 65 eller 70 ikke er på nettet og ikke kan kommunikere med banker eller kommuner ad den vej. Det må betragtes som helt normalt at ældre mennesker ikke bryder sig om forandringer, men tværtimod ofte beklager sig over nye ting der kommer til og kræver omstilling af vaner.

Den engelste satiriker Jonathan Swift (1667-1745) vågnede på sine ældre dage aldrig om morgenen uden at finde tilværelsen en smule mere blottet for interesse end dagen før. Han væmmedes ved sin krop, jo ældre han blev - men samtidig udgav han mere og mere giftige pamfletter mod sin samtid.

"Tiden er af lave" (The time is out af joint), udbryder den unge Hamlet i 1. akt af Shakespeare's drama, og det var som bekendt bestemte forhold han hentydede til, og som fik ham til ligefrem at forbande den onde skæbne det var for ham at være født til at rette op på misforholdene. Men når den romerske filosof Cicero i sin tid udbrød "O tempora, o mores" (Sikke tider, sikke sæder), så var det et mere generelt udtryk for at han syntes der var sket et moralsk forfald i tiden.

Og dette er nok den almindeligste fornemmelse hos folk der synes udviklingen går den forkerte vej. Den ikke blot forandrer forholdene og vilkårene, men gør dem værre. Ikke alene kniber det for de ældre at følge med. Mange af dem synes at alt var bedre i gamle dage (skønt de færreste ville bytte hvis det kom til stykket). De bliver bitre eller pessimistiske over at moralen forfalder. De unge er blevet mere egoistiske og materielt indstillede end de selv var - eller hvad de nu vælger at slå ned på. Og det er vel at mærke ikke blot de mest konservative mennesker der beklager sig over udviklingen. Det gør også mange af de forhenværende venstreorienterede eller ungdomsoprørske mennesker der nu udsættes for voksende kritik af deres egne børn.

Hvis vi bliver ved facebook og de sociale medier, så er det blevet et stigende problem at mange unge her udøver systematisk mobning af deres kammerater og på den måde holder dem uden for de naturlige netværk. På disse medier kan ethvert budskab distribueres lynhurtigt til en masse mennesker, hvad der er den store gevinst, men da der desværre ofte ingen hæmninger er med hensyn til at svine hinanden til både med ord og billeder, er der heller ingen grænser for hvor onde virkningerne kan blive på de vilkårligt udvalgte ofre. Tilsviningen kan være så stor at ofret ender med at føle sig fuldstændigt isoleret og i værste fald vælger at begå selvmord.

Disse misbrug er et tegn på den uheldige kombination i vor tid af nem og næsten gratis adgang til kommunikation på det globale net og en hæmningsløs personlig ondskab der afslører total mangel på sund ansvarlighed. Der er ikke tale om nogen mangel på empati hos disse mennesker (sådan som Aksel Sandemose i sin tid troede det gjaldt for torturbødler). Der er tværtimod tale om at disse mennesker bruger selve evnen til at sætte sig ind i andres følelser til det bestemte onde formål at såre dem maksimalt. Udslaggivende er selvhævdelse, dominans og eventuel hævnfølelse eller andre psykiske energier der ikke kanaliseres i konstruktiv retning. Og når sådanne synes uhyggeligt udbredte blandt unge i vore dage, kunne det i høj grad skyldes at man fra de voksne forældres og læreres side ikke griber ind i tide eller ikke forstår hvordan problemet skal tackles - og at de nødvendigvis skal tackles. Man giver tilsyneladende - af dovenskab eller uforstand - alt for mange dominerende typer alt for frie hænder til at folde sig frit ud på medier der er svære at kontrollere. Og undlader det besvær det er at lede folk ind i en dybere selverkendelsesproces.

Men man skal ikke tro at de voksne på finere offentligt niveau behøver at være bedre. Det er fx forbløffende hvad folk kan få sig selv til at skrive i læserbreve i seriøse dagblade, hvor der trods alt er en vis kontrol med eller censur af kraftudtrykkene, men hvor læsere alligevel får lov til at stemple hinanden som tåber. Eksempelvis kan nævnes, at et dagblads redaktion for nylig blev bebrejdet at man gav en sagkyndig anmelder lov til i en anmeldelse af Peter Lund Madsens bog om den nyeste hjerneforskning fuldstændigt korrekt at påpege at denne Hjerne-Madsen glemmer at hjernen blot er et organ, og at ingen af vores psykologiske funktioner 'sidder' i dette organ. Men læserbrevet fældede den utvetydige dom: Hvis I vil anmelde en bog om videnskab så "sæt en til det som ikke anmelder efter sin religiøse eller overtroiske overbevisning". - Her afslører læserbrevsskriveren faktisk kun sine egne fordomme om religion og videnskab. Han er uvidende om selve det faktum at hjerneforskningen ikke er i stand til at give nogen som helst tilfredsstillende forklaring på koblingen mellem materie og ånd - af den simple grund at man er ude af stand til at løse det erkendelsesteoretiske problem at enhver intellektuel analyse af hjernens funktion involverer den selv!

Det skal retfærdigvis tilføjes at Peter Lund Madsen skam godt selv er klar over problemet, og at han også ud fra sin egen erfaring som bl.a. tv-stjerne indrømmer at der ikke er noget nemmere i verden end at sælge historier om hjernen. Man skal blot have et 'intertainer-gen' for det! - Og faktisk er han også selv bekymret for tidens ukritiske tro på at hjerneforskningen kan forklare alting. For når folk finder ud af at det ikke forholder sig sådan, vil trenden svinge til den anden side, og så synes folk slet ikke hjerneforskningen dur! - Det kunne man da, hvis man er venlig, kalde et lille tilløb til sund erkendelse. Men det havde unægteligt været bedre om den kloge mand ville forstå at hovedproblemet her ikke er at folk som flest vil have forenklede forklaringer på alt, men at de vil have materialistiske forklaringer på alt og altså slet ikke anerkender at den ene halvdel af menneskets virkelighed er af ikke-materiel art og derfor aldrig kan forklares på materialistisk vis.

Der er slet ikke tale om - som ovennævnte læserbrevsskribent tror - at den nævnte anmelder eller andre betragter det sjælelige som et overnaturligt fænomen der unddrager sig naturlig forklaring, men om at de sjælelige fænomener er af en sådan art at de ikke kan iagttages og beskrives eller måles objektivt udefra på samme måde som materielle fænomener (gennem sanser og måleapparater), men alene kan opleves og erfares subjektivt ved at man går ind i dem og intuitivt ser og hører hvad de dækker over (så kan man eventuelt bagefter gå ud og beskrive oplevelsen eller erfaringen). Dette gælder alt sjæleliv uden undtagelse, altså alt der hører under kunst, musik, fest, kult og elskov samt almindelig omgang mellem mennesker der kræver uformidlet, personligt nærvær og øjenkontakt.

Jeg bliver ikke træt af at gentage det: når mange mennesker, stærkt og ensidigt påvirket af naturvidenskab og materialistisk filosofi, går rundt og tror at materien er basis for det åndelige, så skyldes det ikke at der er ringeste bevis eller evidens for det (lige så lidt som for det modsatte), men ene og alene det forhold at de psykiske sekundærprocesser som er forudsætningen for nøgternhed og praktisk realitetsprøvelse er betinget af evnen til genstandsbevidsthed, og at denne igen ville være umulig uden faste, håndgribelige genstande i det ydre, uden for menneskelegemet værende rum. Man kan bare heraf ikke generelt slutte at materien er basis for det åndelige, for dette åndelige eller energetiske i universet er et lige så faktisk og uforklarligt fænomen som det materielle. Begge må simpelthen bare tages til efterretning som kendsgerninger.

Det sørgelige er at hjerneforskere som Peter Lund Madsen og videnskabsjournalister som Lone Frank fortier denne elementære sammenhæng og giver folk illusioner om at den neurofysiologiske forskning kan sige nogetsomhelst om sjæleliv og åndsliv. For disse illusioner er fatale for kulturen.

Sideløbende har der de sidste uger været en debat om DR1-programmet 'Hos Clement' som hver tirsdag køres af den kloge og vidende, men også meget selvbevidste Clement Kjersgaard og som af denne selv betragtes som det vigtigste debatforum i den demokratiske proces herhjemme! Jeg har kun set et enkelt af dem, nemlig det med statsministeren efter åbningstalen i folketinget. Og det var såmænd ikke det værste, eftersom der ikke var publikum på, men det bekræftede alligevel mit tidligere indtryk af en interviewer der anser det for vigtigere at føre sig selv frem end at give gæsten lejlighed til at forklare sig ordentligt og herunder tale ud. Kjersgaard har tidligere været så utålelig at jeg for længst har valgt ham fra som folkeoplysende journalist.

Men nu blev han for nylig af Politikens redaktør Anita Bay Bundegaard helt korrekt og meget relevant bebrejdet at opstille små fælder som hans gæster kan dumpe ned i så han selv fremstår som det store geni. På et tidspunkt under et interview med sundhedsminister og SF-formandskandidat Astrid Krag forlangte han endog - som iøvrigt andre journalister i DR kan finde på, selv på DR2's Deadline - at hans gæst kun måtte svare ja eller nej til et bestemt spørgsmål. Krag protesterede mildt, men føjede værten, og så var han strålende glad, for ja og nej er svar hans publikum kan forstå. Resultat: ingen nuancering, ingen uddybning, ingen sammenhæng med helheden. Bundgaard drog derfor den fornuftige slutning at samtlige politikere i dette land burde holde sig langt væk fra Clements programmer. For hans programmer er ren underholdning og ikke den form for god politisk debat vi netop har brug for fordi den holder sig til substansen med al dens konkrete kompleksitet.

Både Clement Kjersgaard og DR1's nyhedschef Lau Rabjerg-Eriksen reagerede på angrebet - og forsvarede naturligvis programmet med at det var kritisk politisk journalistik, hvis ambition det var at komme ind bag de indstuderede spindoktorfraser som er resultat af at politikerne de senere år har bevæbnet sig med medierådgivere. Bundgaard kunne replicere at Kjersgaards interviewform kun avler paratsvar, netop fordi han kører sit eget show og i realiteten er ligeglad med svarene. Og hun påpeger ikke mindst at det i programmet 'Hos Clement' underforstås at Clement og hans seere sidder inde med sandheden, mens politikerne pr. definition er under mistanke og derfor reagerer som om de var til politiforhør af den ubehagelige slags hvor man ikke får anklagen forelagt på forhånd.

Jeg er fuldstændigt enig med Anita Bay Bundgaard: den slags underholdningsprogrammer er ødelæggende for den politiske debat, ja de er ødelæggende for folkeoplysningen her i landet. Men at Danmarks Radio løber med på trenden kan ikke undre. For det er seertallene der tæller - og den kan folk som Clement Kjersgaard og Peter Lund Madsen sagtens få opad på grund af deres medfødte entertainer-gen. Men kulturen lider.

Endnu et enkelt eksempel skal medtages her. Det drejer sig om Christian Lollikes kontroversielle teaterstykke om massemorderen Anders Breivik og hans manifest, som er kommet op på Café-teatret i København. Jeg har ikke set stykket - og dette forhold er også ligegyldigt i denne sammenhæng. For naturligvis har et teater sin fulde ret til at sætte et sådant stykke op - uanset hvad de pårørende til Breiviks ofre måtte mene. De er dybt sårede på deres sjæle og ønsker selvsagt ikke at få rippet op i historien. De var stort set tilfredse med Oslo Byrets dom over manden - og vil gerne have sagen stoppet dér og manden glemt.

Det er der også andre der ønsker - både i Norge og i Danmark - og det er skam ikke noget man skal bøje sig for, for det er sagen og dermed manden alt for vigtig til. Den fortæller nemlig noget om menneskelig ondskab og navnlig om ondskab i kombination med de nye og særlige omstændigheder i den socialpolitiske og kulturelle udvikling i de skandinaviske lande som vedrører os alle: nemlig alle de indvandrere fra helt fremmede kulturer vi har fået til vore lande og som dels i vid udstrækning er vanskelige/umulige at integrere og dels allerede ved deres antal og fremmedhed skaber modstand og splittelse. Dissse problemer er helt centrale for vores kulturudvikling og skal derfor tages op i en særskilt artikel.

Her drejer det sig om at Christian Lollike i et interview om stykket på P1's Kulturnyt har taget afstand fra Dansk Folkepartis værdiordfører (og tidligere mangeårige formand) Pia Kjærsgaard. Denne havde dagen før på P1's Debat gjort gældende at "CaféTeatret snylter på sorg. De prøver at forstå Breivik. Hold nu op! Manden er et afskum og et afstumpet menneske." Og hun har ligeledes i Information skrevet at "Breivik skal ties ihjel".

Christian Lollike mener at Pia Kjærsgaard burde klappe i. "Jeg synes, Pia Kjærsgaard udstiller sig selv som en gammel, skinger dame, når hun begynder at udtale sig om en forestilling, hun ikke har set", siger han. Men ikke nok med det. Han mener, at værdiordføreren tager afstand fra hans teaterstykke, "da ligheden er overvældende"..... - "Hun forsøger at dække over den enkle sandhed, at Anders Breivik deler de overbevisninger og meninger, hun har stået for de sidste ti år".

Og her springer kæden af Lollikes argumentation af på alvorligste vis. Et er nemlig at Pia Kjærsgaard mener Breivik skal ties ihjel. Det kan han ikke af den simple grund at han har rørt ved alt for mange ømme punkter i vore folks sjæle og bevidstheder - inklusive både de venstreorienteredes, de højreorienteredes og de herskende socialdemokratiske sjæle. Breiviks handlinger var afskyelige, men det ville være ovenud tåbeligt at forsøge at tie Breivik ihjel, lige som det ville være tåbeligt at forsøge at tie '11. september' og borgerkrigen i Syrien ihjel eller for den sags skyld sovjetkommunisternes og nazisternes ugerninger år tilbage. De hører alle sammen med til vores historiske erfaring og dermed vores muligheder for en forståelse af selve menneskets væsen. Ondskaben er en del af menneskekulturen som vi ikke kan lukke øjene for uden at miste nødvendig selverkendelse, for den kom ind i og med at vi blev i stand til at skelne mellem ondt og godt. - Jf. artiklen Hvor kommer det onde fra?

Men noget helt andet er at påstanden om at Breivik og Pia Kjærsgaard skulle have samme meninger og overbevisning aldeles ikke er en enkel sandhed, men en horribel løgn og forenkling. De to personer kan nok siges at have en lille smule til fælles i synet på at de mange muslimske indvandrere vi har fået de sidste årtier uvægerligt ændrer vores kultur til noget yderst problematisk. Men de har intet som helst tilfælles hvad angår synet på korsridderne eller metoderne til at modvirke ødelæggelsen. Breivik lever i fortiden og begik massemord og terror. Pia Kjærsgaard lever i nutiden og går udelukkende ind for demokratiske metoder. Dette er en så afgørende forskel, at den der ser bort fra den i sin polemik er med til at ødelægge selve den demokratiske debat som er så nødvendig for om overhovedet muligt at løse vore store integrationsproblemer og forebygge vore landes kulturforfald.

Tiderne skifter og vi med dem, hed det i indledningen. Og det betyder meget generelt at vi ikke kan stritte imod forandring som sådan. Men omvendt behøver vi heller ikke passivt at affinde os med alle mulige påhit, trends eller ideologier som - uanset deres eventuelle dække af fremskridt, velfærd og humanitet - vil undergrave vores muligheder for at fastholde udviklingen på en vej og et niveau som vi finder sundt og konstruktivt, og her skal vi være i stand til at kunne skelne godt fra ondt, bæredygtigt fra ikke-bæredygtigt, demokratisk fra udemokratisk og sekulært fra ikke-sekulært. Skelne kan vi ikke ved blot at fokusere på detaljer, modefænomener og midlertidige trends. Vi må se på helheden, de store sammenhænge og det lange perspektiv. Og hertil kræves en overordnet filosofi der i modsætning til dogmatisk-ideologiske løsninger ikke fremmaner utopiske forestillinger om ideelle og definitive løsninger, men tværtimod fastholder usikkerheden, kompleksiteten, åbenheden og emergensen ved siden af kravet om etisk konsistens.

Vi kommer ikke uden om at hadefuld debat, underholdning i stedet for oplysning, forenklede løsninger, totalrelativisering og blind multikulturalisme trækker udviklingen den forkerte vej - og at vi derfor nu må spørge os selv hvad det er for en kultur vi egentlig har fået ved mere eller mindre tilfældig laden-stå-til over for indvandringen af muslimer uden at gøre os følgerne klare og uden at ville dem.

Der er med andre ord i høj grad brug for bedre selverkendelse på folkeligt plan og dermed for en ny folkeoplysning. Der er brug for et nyt kulturopgør, et nyt opgør med de herskende kulturforestillinger som medierne distribuerer, spindoktorerne bygger deres råd på og politikerne ligger under for. Og når dette kulturopgør er så vanskeligt at komme igennem med, skyldes det ganske enkelt at det er langt mere besværligt end at lade sig underholde. Modviljen mod selverkendelse stikker dybt hos både politikere og mediefolk såvel som almindelige mennesker. Og den hænger i allerhøjeste grad sammen med uforstanden med hensyn til sjælelivet og dets særlige beskaffenhed og den dermed sammenhængende snævre virkelighedsopfattelse.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Spiritualismen en halv løsning lige som materialismen (31.10.12.)
Er værdikamp mulig uden kulturopgør? (27.10.12.)

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken

Blakes kulturopgør
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Konrad Lorenz' kulturopgør
Nietzsches kulturopgør