|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.10.12.Spiritualismen en halv løsning lige som materialismenDet er i Strindbergs 'Et drømmespil', som forleden vistes på svensk tv i Ingmars Bergmanns iscenesættelse fra 1969, at den berømte replik falder: Det er synd for menneskene. - Den falder ikke én, men 7-8 gange og er dermed med til at understrege hele grundtanken i dramaet, at livet ikke opfylder menneskets forventninger. En jævn mand uden ringeste status, nemlig plakatmanden, er glad for det lidet han har opnået i livet: et hyttefad og et sænkenet. Nettet er skam godt nok, men bare "ikke sådan som han havde tænkt sig". Officeren i stykket griber tankegangen: "Det er udmærket sagt! Ingenting er som jeg havde tænkt mig!... fordi tanken er mere end handlingen". - Ja, der findes endog i stykket som i tilværelsen en hemmelig dør, som vi uafladeligt drages af, men som vi ikke kan få op. Og skulle det ske, ville det kun vise sig at der er tomt bag den. Dørens hemmelighed = Intet, som Strindberg noterer i sin okkulte dagbog. Officerens forklaring kan vi sagtens præcisere nærmere. Når ingenting er som vi har tænkt os, må det være fordi fantasien er større eller bredere end realiteterne. Og det er der den sandhed i at man uundgåeligt bliver skuffet, hvis man ikke er i stand til ved hjælp af sine praktiske evner og sin vilje at forme sin tilværelse så den i tilfredsstillende grad kommer til at svare til mål og forventninger. Sådan som Strindberg selv i udpræget grad blev skuffet. Ganske specielt kunne han ikke finde ud af forholdet til kvinder. Han faldt for den ene efter den anden og viklede sig ind i ægteskabelige forpligtelser han skulle have holdt sig fra. Drømmespillet blev netop skrevet i digterens værste krise i det tredje ægteskab med den 30 år yngre skuespillerinde Harriet Bosse. Ægteskabet blev opslidende for begge parter - og gav sammen med de andre mislykkede forhold rig baggrund for Strindbergs utallige ægteskabsdramaer, der alle spiller had og kærlighed ud mod hinanden efter alle kunstens regler. Havde psykoanalytikeren Eric Berne levet 60 år tidligere kunne han allerede gennem Strindbergs stykker have fået ideen til sin teori om de krydsede transaktioner, for det karakteristiske for dem er netop at de kan blive særdeles destruktive, når frustrationer og hævntørst er for store. Nu blev det Edward Albees fremragende skuespil 'Hvem er bange for Virginia Woolf' (fra 1962) der udløste teorien. Men Strindbergs ægteskabsdramaer folder de selvsamme negative 'spil' ud for fuld udblæsning - ligesom iøvrigt Ingmar Bergmans. Når Strindberg ydermere led af forfølgelsesvanvid, måtte det gå galt. Manden måtte uundgåeligt havne i en dyb kulturpessimisme, og den blev faktisk også under udarbejdelsen af 'Et drømmespil' understøttet med den gamle indiske forestilling om at alle fænomener, ja hele verden kun er blændværk. "Eller Humbug eller et relativt Ikke-væren", som Strindberg forklarer det i sin dagbog. "Den guddommelige Urkraft lod sig forføre af Maya eller Frugtbarhedsdriften. Herigennem forsyndede Det Guddommelige Urstof sig mod sig selv. Kærlighed er synd; derfor er kærlighedskvaler det største helvede der findes. Verden er således kun til gennem en synd hvis den overhovet er til - thi den er kun et drømmebillede. Derfor er mit Drømmespil et billede af livet, et fantom hvis tilintetgørelse er Askesens opgave. Men denne opgave geråder i strid med kærlighedsdriften og resultatet er en uophørlig vaklen mellem vellystkaos og pønitensekvaler: Dette synes at være verdensgådens løsning!"Ikke noget under at det gik galt for digteren. Menneskeligt set. For digterisk var den uløselige konflikt livet igennem hoveddrivkraften bag hans rige værk. Konfliktens uløselighed hænger naturligvis sammen med den gængse og på Strindbergs tid altdominerende kristne opfattelse af seksualivet som noget principielt syndigt eller umoralsk, der som bekendt kom ind i menneskelivet gennem Adams og Evas syndefald - og som mennesket, ja, menneskeheden måtte bøde for resten af livet. I mytens sprog hedder det at Adam og Eva "spiste af kundskabens træ", men det vil helhedsrealistisk sige at de kom i puberteten og pludseligt fik udvidet deres bevidsthed så de både kunne få øje på hinandens tiltrækkende og foruroligende kønnethed og gennemskue deres ophav, den almægtige faderskikkelse og hans ønske om at opretholde den absolutte suverænitet gennem afkommets fortsatte uvidenhed, uskyldighed eller umyndighed. Nu blev de første mennesker i historien og biologien i egentligste forstand bevidste om deres eksistentielle situation, de blev voksne og selvansvarlige - og det indebar at de for stedse måtte forlade paradisets eller uskyldighedens have, og siden måtte arbejde for føden og klæderne, dyrke jorden og føde børn - med alt hvad deraf følger. Dybest set betød denne bevidsthedens emergente opdukken i biologien intet mindre end selve kulturhistoriens skabelse. Alle religiøse skabelsesmyter handler i realiteten om denne kulturhistoriske urbegivenhed og aldeles ikke - som mange tror - om universets skabelse for 13-14 mia år siden (eller som de kristne teologer docerer om menneskets fald). Man havde på myternes tid af gode grunde ingen forestillinger om et sådant tidsforløb og heller ikke nogen objektiv teori om at verden ikke var til for menneskets skyld. Først med bevidsthedens opdukken i biologien blev verden et meningsfuldt sted og et kosmos i stedet for et fremmed sted og et kaos. Det kan der kun tales om i et subjektvt billedsprog. Og det er netop mytens store force i forhold vil videnskabens objektive, praktisk orienterede sprog og metoder. Men det er da tåbeligt at beklage bevidsthedens opdukken i biologien og dens stadige opdukken i hvert eneste menneskeliv gennem pubertetens hormonvirke, for denne fundamentale bevidsthedsudvidelse er selve forudsætningen for spændingen mellem kønnene, spændingen mellem generationerne, spændingen mellem fantasi og virkelighed, spændingen mellem vilje og faktum - og spændingen mellem ånd og materie, altså alt det der skaber dynamikken og mulighederne i vores tilværelse. At det - som Strindberg hævder - skulle være synd for menneskene at leve her på jorden er en forestilling der totalt ser bort fra det mirakuløse og emergente faktum at det er bevidsthedens opdukken der giver os alle de begreber og sondringer der overhovedet gør det muligt at skelne mellem det indre og det ydre, mellem subjekt og objekt, mellem fortid, nutid og fremtid og mellem det gode og det onde. At seksualiteten kommer til gør ikke miraklet mindre, men øger tværtimod ikke blot muligheder og fristelser, men også ansvarligheden. At arbejdet og forskningen kommer oveni, øger ligeledes spændingen og ansvarligheden. Vi kan aldrig forudsige det definitive slutresultat af livet, men må leve med alle følgerne hen ad vejen. Det kræver unægteligt humor - og til humoren hører også at acceptere livets begrænsede længde. Liv er aldrig evigt. Dette er kun ånden i kraft af det store psykiske felt der skabes mellem mennesker og forbinder dem i fællesskabet. Nu er det ganske karakteristisk for mennesket at det ikke på noget tidspunkt af det historiske forløb lader sig nøje med tingenes tilstand. Det er nysgerrigt, udforskende og grænseoverskridende og kan som sådant se muligheder for forandringer og forbedringer alle steder. Det er i kraft af det mandlige kønshormon et transcenderende væsen - og gør derfor uundgåeligt kulturhistorien dynamisk. Godt nok lader mennesket i vid udstrækning sin tilværelse strukturere i vaner og rutiner, så en kulturhistoriker ligefrem har fundet på i sin tid at definere kultur som vaner, men det vil også have forandring og altså bryde vaner og vanetænkning. Det kommer der teknologisk fremskridt, økonomisk udvikling og social stratifikation ud af, men stadig gælder at mennesket på intet tidspunkt kan lade være med at foretage sig en hel masse unyttige ting som bekræfter livets mening - så som at synge, danse, spille, tegne og male, feste, spise og drikke (for lidt mere end livsopholdelsens skyld) samt dyrke erotikkens glæder (for mere end forplantningens skyld). Logisk og begrebsmæssigt skelner vi mellem transcendens og immanens, men eksistentielt set er der her tale om komplementære modsætninger der forudsætter hinanden og begge har deres fulde berettigelse. I praksis anerkendes de på vore breddegrader imidlertid ikke som ligeberettigede, tværtimod anses den transcendente tilbøjelighed for den mest værdifulde fordi den kan måles direkte på det materielle fremskridt. Uden tvivl skyldes materialismens store succes netop at den er rettet mod det praktiske og derfor allerede på dagligsdags plan kan ses umiddelbart på de praktiske resultater, hvilket vil sige både de teknologiske, de økonomiske og de sociale fremskridt, eller middelbart måles under forandringerne (selve processerne). Hvad det sidste angår spiller naturvidenskaben den helt store rolle, fordi det var den der med Galilei og Newton knæsatte ideen om at måle alt der kunne måles og med Descartes også dogmatiserede det metodiske princip om at bygge på beviser og evidens - og tvivle på alt der ikke gjorde det. Naturvidenskaben opnåede det ene flotte og brugbare resultat efter det andet - og fik dermed omformet samfundet fra et relativt stillestående stadium med naturalieøkonomi og faste sociale og kultiske rammer til stadigt mere dynamiske industrisamfund med kapitalistisk økonomi og social klassekamp og endende med det demokratiske og sekulære velfærds- og informationssamfund uden klassekamp i gammeldags forstand (deciderede magtkamp mellem veldefinerede klasser, men ikke uden ulighed eller sociale konflikter). Frihedsprincippet har i realiteten vundet over ligheds- eller tryghedsprincippet i årtierne efter 1960 og har derfor skabt hele den hurtige og svimlende økonomiske vækst og velstand som flertallet i de rige samfund hylder, flertallet i de fattige samfund misunder os - men som vi alle, rige som fattige, må bære følgerne af i form af stigende miljøforurening, fysisk som psykisk. Mange idealistiske mennesker spørger, hvorfor vi ikke kan stille væksten i bero og slå os til tåls med det allerede opnåede. Det synes oplagt at det er selve vækstfilosofien der fører de alvorlige problemer med sig. Men svaret er enkelt. Befolkningstilvæksten i verden (fra tre til syv miliarder mennesker på få årtier) forhindrer muligheden. Det samme gør den store ulighed i verden. Og det selvsamme gør selve den voldsomme trang til grænseoverskridelse som bor i den menneskelige psyke og som hænger nøje sammen med selve bevidsthedens opdukken i biologien. Mennesket kan slet ikke styre denne sin helt fundamentale trang til transcendens. Mennesket kan derfor heller ikke styre samfundets udvikling. Det må finde sig i den ene eller den anden grad af konflikter, uligheder, stress, sygdomme og 'utilfredsheder', herunder magtkampe, kriser, krige, revolutioner, epidemier, naturkatastrofer og religiøse eller filosofiske forestillinger om synd og fortabelse, forfald og undergang, ja, ragnarok. Er man pessimistisk anlagt, kan man gerne udbryde den helt generelle klage, at det er synd for mennesket. Men ser man helhedsrealistisk på udviklingen, vil man først og fremmest hæfte sig ved de fundamentale skævheder i den. Det er i alt for høj grad gået galt i udviklingen, fordi man tidligt i den europæiske kulturhistorie begyndte at sætte skarpt skel mellem det materielle og det åndelige - og specielt efter naturvidenskabens moderne gennembrud i 1600-tallet gav sig til systematisk at forcere den materielle, teknologiske og økonomiske udvikling på ikke alene den åndelige udviklings bekostning, men først og fremmest på bekostning af det overordnede synspunkt der vurderede den materielle og den åndelige udvikling under ét. Det officielle religiøse helhedssyn gennem århundreder, kristendommen, svigtede totalt. Den kristne kirke valgte - af ret tilfældige og misforståede grunde - først at stå last og brast med den gamle græske filosof Aristoteles og hans mange spekulative og fejlagtige antagelser og siden at afvise den særdeles progressive udviklingslære som totalt modsagde den gammeldags, naive og bogstavelige fortolkning af bibelens skabelsesberetning. I begge tilfælde tog man fejl, fordi man valgte bogstavtroen frem for et åbent åndssynspunkt og troen på den mekanicistiske determinisme frem for et åbent historie- og samfundsyn. Disse valg var katastrofale, fordi ikke bare kirkelæren, men religionen som sådan blev kørt ud på et sidespor som overtro eller fundamentalisme - med det resultat at de fleste mennesker mistede den direkte føling med det der havde båret al religion lige fra bevidsthedens opdukken i biologien, nemlig følingen med det kollektivt ubevidste, dets arketypiske forestillinger og dets uforudsigelige historie. Flertallet mistede den oprindelige og selvfølgelige erfaring og erkendelse af at virkeligheden har to komplementære og lige afgørende dimensioner, nemlig på den ene side den dimension der erfares umiddelbart gennem de psykiske primærprocesser og deres frie associationer og som rummer al mening og sammenhæng i livet, og på den anden side den dimension der erfares middelbart gennem de psykiske sekundærprocesser, sansningerne, begreberne og logikken og som er forudsætningen for al praktisk realitetsprøvelse. Og komplementariteten er vel at mærke ikke logisk-rationel, men dynamisk-energetisk og dermed irrationel. Den må accepteres som umiddelbar realitet i en verden der forandrer sig uafladeligt uden at vi kan forudsige resultatet. Mange mennesker på vore breddegrader - selv folk med relativ god uddannelse - støtter sig i det daglige først og fremmest til sekundærprocesserne herlige logik og overskuelighed og den deraf følgende teknologi, økonomi og sociale stratifikation - og henviser det åndelige til uforpligtende fritidsinteresser der i bedste fald er uskyldige i værste fald reaktionære. Ægte dynamisk komplementaritet og helhedsrealisme samt konsistensetik der kan holdes fast i de overordnede sammenhænge afvises som uinteressante og for besværlige i deres insisteren på forpligtethed. Dette giver en meget ensidig kulturel udvikling, reelt en indsnævring af virkeligheden - og skubber mange af de mere refleksive og anderledes tænkende mennesker over i den åndelighed eller spiritualisme der nok har positive sider, men ofte går i den anden grøft. Spiritualismens store popularitet kan i høj grad siges at ligge i at den netop ikke kan måles på det praktiske og kontrollerbare og derfor let kan opretholde og bekræfte alle mulige illusioner og falske teorier som bygger på den fordom at det åndelige eksisterer forud for eller endog uafhængigt af materien. Den tilfredsstiller åbenlyst mange menneskers store behov for at se sig selv som led i uoverskuelige og ukontrollerbare, men meningsfulde sammenhænge der giver plads til overraskelse, skæbnetro og allehånde fantasiprægede synsvinkler på livet. Og mere jordnært kan den også give mange moderne og til dagligt nøgterne, men også stressede mennesker adgang til psykisk og mental træning og behandling der kan gøre tilværelsen lettere og behageligere uden brug af medicin eller narkotiske midler der kan give afhængighed og/eller undergrave helbredet. Bagsiden af denne medalje er tilbudsgivernes gode muligheder for at tjene penge. Spirituelle bøger og guider til det gode liv er blevet guldgruber for terapeuter, coacher, forfattere og forlag. "Det gode liv er blevet en god forretning", som der stod i en avisoverskrift fornylig. Fortidens opbyggelige litteratur af kristent indhold (andagtsbøger og lignende) er heldigvis sjældne i dag. Til gengæld kom der navnlig efter 2. verdenskrig et væld af populærpsykologisk litteratur, herunder bl.a. familiebladet 'Det Bedste' (Readers' Digest) og en lang række selvhjælpsbøger eller -kurser. Ser man på annoncerne i aviserne eller boghylderne i boghandelerne og bibliotekerne under psykologi og terapi, eller slår op på internettet, synes der ingen grænser for tilbudene. Men meget karakterisk er der heller ingen grænser for hvor hurtigt trendene skifter. Bestsellere er der mange af - og de kan som bekendt altid redde forlag. Ganske som det er tilfældet med mange bøger der handler om virksomhedsorganisation, mangement og personaleledelse eller -udvikling. Og man skal skam ikke tro, at de alle er komplet ligegyldige eller spild af penge. Hovedsagen er nemlig at litteraturen og kurserne inden for disse felter som hovedregel altid har den positive effekt at de skaber øget bevidsthed om fænomenerne, og allerede dét er værdifuldt. At forfattere, trænere og foredragsholdere også kan tjene styrtende med penge er en anden sag. Det kan også konsulenter og eksperter der påtager sig at lave analyser af problematiske forhold på en institution eller i en virksomhed og som kan aflevere den ene tunge rapport efter den anden der ofte havner i skufferne de pågældende steder. Der er ingen grund til her er blot at skitsere dette kæmpemæssige materiale, for allerede et par titler er afslørende for tendensen i den nuværende bølge af spirituel litteratur: 'Projekt lykke', 'Velsign dit liv', 'Ind i væren', 'Succes for sjælen', 'Dit indre landkort', 'Kroppens hemmelige sprog', 'Efter livet', 'Forbandet lykkelig' eller 'Få et fantastisk liv'. - De minder mere eller mindre om amerikaneren L. Ron Hubbards gør-det-selv-terapi eller 'dianetik' fra 1950'erne, som blev grundlaget for den nyreligiøse Scientologi-bevægelse og en kolossal forretning på verdensplan (og europæisk hovedkvarter i København). Ideen er nok at mennesket er et åndeligt væsen, men bevægelsens navn forleder bevidst naive sjæle til at antage at bevægelsen har noget med videnskab at gøre. Det har den ikke i højere grad end science fiktion. - Af mere seriøs, men alligevel problematisk karakter kan nævnes Fritjof Capras 'Fysikkens Tao' eller Tor Nørretranders' 'Mærk Verden', der begge trækker på solidt kendskab til naturvidenskab, men ikke desto mindre har tvivlsomme begreber og konklusioner. Men det er ikke uden grund at de er blevet bestsellere. - Jf. også artiklen om spiritualitet og erhvervsliv (20.3.10.) En enkelt aktuel bog skal fremhæves her, fordi den synes at rumme essensen af træning på et relativt nøgternt og uskadeligt plan, nemlig 'Mindfulness i hverdagen', skrevet af Charlotte Mandrup. Den lanceres som "en praktisk guide til mindfulness, hvor man træner evnen til at være fuldt til stede i nuet og bryde fri af tankernes tyranni". Og den synes derfor at gå direkte ind i en problematik mange stressede mennesker kender fra hverdagen - og som de gør klogt i at gøre noget ved. Her skal blot påpeges, at konceptet stammer fra buddhismen og netop har fundet vej til Vesten i forbindelse med håndtering og behandling af stress, men det bliver også benyttet i behandlingstilbud til voldsudøvende mænd (der er kendetegnet af at de ikke kan styre deres pludseligt opdukkede impulser). Det centrale punkt i mindfulness er evnen til nærvær og fuld opmærksomhed på nu'et, dvs tilstedeværelse med alle sanser vågne. Følelser og tanker opleves som de er, men vurderes ikke, de observeres blot - efter en fornuftig regel som en terapeut engang udtrykte med ordene: Alle følelser er tilladte, men de bør ikke alle leves ud. - Observeringen af de spontane følelser og tanker giver indblik i hvorledes man selv er. At se på egne tankemønstre og derved kan give et meget nyttigt billede af, hvordan man reagerer på bl.a. stress og pres. Eller helt generelt: Bevidsthed om sig selv og sine reaktioner giver mulighed for mere nøgternt at forholde sig til hvad der måtte opstå i nuet - uanset af hvad art det måtte være. Man kan derved opøve en evne til at agere i stedet for at reagere, som det forklares på Wikipedia. Mindfulness trænes ved meditation, yoga og opmærksomhedsøvelser - og om disse gælder at de under alle omstændigheder man anses for gavnlige, hvis de vel at mærke holdes fri af religiøse trossystemer som de bl.a. kendes fra den populære indiske Bhagwanbevægelse, grundlagt omkring 1970 af Bhagwan Shree Rajneesh (1931-90). Han udmærkede sig uheldigt ved at gøre sine tilhængeres hengivenhed til ham selv til forudsætning for deres åndelige frigørelse - og han levede reelt et dobbeltliv der ikke blot førte til luksusliv, men også kriminalitet. Men generelt gælder at meditation er blevet en nyttig del af megen sekundær terapi, dvs terapi der ikke er nødvendig i samme forstand som den primære (for at afhjælpe neurotiske problemer), men netop nødvendig for enhver der vil gøre sit kendskab til psykologi dybere end det almindelige - og navnlig gøre det personligt, dvs skaffe sig solid 'knowledge by acqaintance'. Den sekundære terapi behøver ikke nødvendigvis at omfatte meditation, men kan fx være af rent analytisk art, herunder den freudianske psykoanalyse eller den jungianske dybdepsykologi. Men det er blevet stadig mere almindeligt at forbinde disse terapier med meditation, fordi denne ofte støtter såvel drømmeanalyserne som erfaringerne af det numinøse, og dermed i begge tilfælde i sidste instans vil give direkte erfaring af de arketypiske forestillinger - jf. Meditation, begær og mening (27.12.06.) At såvel buddhismen som den alternative behandling i nyeste tid er kommet ind i den almindelige forståelse af vor opfattelse af sundhed og sygdom ses tydeligt af professor i sundhedspsykologi Peter Elsass' forsøg på om muligt at finde plads til den alternative behandling i det officielle sundhedssystem. Sidst har han gjort sig bemærket med en bog og en tv-udsendelse om 'Buddhas veje', dvs Buddhas psykologi. Det må betegnes som yderst tiltalende at en akademiker der er uddannet som videnskabelig psykolog overhovedet tager etnologi og religion alvorligt og begiver sig ud på en seriøs udforskning. Som påpeget i artiklen Buddhas veje ifølge Peter Elsass viser Elsass' bog om 'Sundhedspsykologi' at han er fuldstændigt klar over den principielle forskel mellem humaniora og naturvidenskab og de problemstillinger der knytter sig til inddragelse af kvalitative forestillinger i forskningen. Men filmen om 'Buddhas veje' afslører desværre en meget udtalt begrænsning i synsfeltet. For Peter Elsass er åbenlyst ikke klar over, at der gives nyttige begreber inden for dybdepsykologi og religionsforskning som kan tjene til at kaste afslørende lys over fænomener som buddhisme, mystik og alle verdslige forestillinger om det fuldkomne samfund - uden at der gives køb på nøgternheden. Det springende punkt i bedømmelse af buddhismen er og bliver den generelle buddhistiske lære om verden som en illusion eller et bedrag. Sandheden er at den ydre, sanselige verden er en solid kendsgerning som intet menneske kan benægte hvis det vil tilpasse sig denne verden i praksis. Den indre, åndelige verden er også en solid empirisk kendsgerning, som heller intet menneske kommer udenom, al den stund det livet igennem trækker på det kollektivt ubevidstes erfaring og ville miste al intution og kreativitet hvis det ikke var tilfældet. Det afgørende erkendelsesteoretiske forhold er imidlertid, at uden de fysiske genstandes fakticitet, så var der intet grundlag for dannelsen af genstandsbevidsthed i mennesker og dyr - og derfor heller intet grundlag for dannelsen af den efterfølgende menneskelige jegbevidsthed og alle de begreber, sondringer og logik som hører til de sekundære psykiske processer, som er betingelse for al realitetstestning. Med andre ord: uden fysiske genstande i den ydre verden, ingen opbygning af den indre verden i de enkelte individer og derfor heller ingen forestillinger om den ydre verden endsige forestillinger om den ydre verdens eventuelle illusion. Dette betyder ikke at det er muligt at afgøre om det materielle er mere grundliggende end det åndelige og energetiske - begge er lige uundværlige - men derimod at det materielle er forudsætningen for opbygningen af den menneskelige bevidsthed og derfor alt andet end en illusion. Når buddhister og mystikere bliver ved at hævde at den ydre verden er et sansebedrag, skyldes det ikke alene en logisk fejlslutning, men også det forhold at de gerne vil opretholde det fra moders liv medfødte billede af eksistensen som en fredelig og harmonisk tilstand af lutter lykke og velvære. Billedet går igen i alle forestillinger om det fuldkomne samfund, de såkaldte utopier - men også i stort set al spirituel litteratur og træning. Men det er og bliver en drømmeforestilling. Mennesket behøver ikke at følge Descartes i det stykke at tvivle på de arketypiske forestillinger, for de er umiddelbare realiteter der foreligger for mennesket før de middelbare realiterer vi opfatter gennem sanserne og bearbejder gennem sekundærprocesserne. Det er tværtimod dumt. Men nøgterne mennesker gør klogt i at tvivle på mennesker der misbruger deres efaringer med det kollektivt ubevidste til personlig vinding og magtskabelse. Der er al mulig grund til at se med skepsis på spirituelle bevægelse og systemer der ikke accepterer at de udfolder deres virksomhed i en meget sanselig og håndgribelig verden der sætter bestemte love for logik og realitetsbedømmelse og derfor må være underlagt fællesskabets kontrol. Helhedsrealistisk set er den ene isme ikke bedre end den anden, for de er begge virkelighedshalveringer eller -indsnævringer der vender den hele komplementære virkelighed ryggen og derfor giver store og undertiden fatale risici for vildledning, magtmisbrug eller illusionsskabelse. Jan Jernewicz Henvisninger: Relevante artikler på Jernesalt: Er værdikamp mulig uden kulturopgør? (28.10.12.) Hvad er det egentlig for en kultur vi har fået? (23.10.12.) Hvad skal vi dog med spiritualitet i erhvervslivet? (20.3.10.) Meditation, begær og mening (27.12.06.) Buddhas veje ifølge Peter Elsass Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Blakes kulturopgør Vilh. Grønbechs kulturopgør Konrad Lorenz' kulturopgør Nietzsches kulturopgør Kulturalismen kontra oplysningsidé (11.10.08.) Kulturen, eliten og folket (7.9.11.) Kulturens hovedkilder: Arbejde, forskning og religion (28.12.04.) Kultur, kamp og kanoner (28.9.05.) Kultureliten og folket (5.8.09.) Kulturelitens ulidelige foragt for folket (21.11.08.) Kulturkampen aflyst eller afsporet? (24.1.10.) Gammel kulturkamp eller ny værdikamp? Ulla Dahlerups kulturkamp Kultur-kanon Kulturministerens drabelige kamp mod vejrmøller Kulturradikalismen kontra liberalismen (16.2.08.) Opret et kultusministerium! Ny debat om organdonation bør gå dybere i problemet med hjernedød (11.10.12.) At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker (15.2.11.) Hjernedødskriteriet er falsk, allerede sprogligt (11.9.10.) Lone Franks store hjernetrip - et ambitiøst partsindlæg om 'Den femte revolution' (30.9.07.) Sjæl og hjerne om hjerneforskningens problemer (2.6.02.) Hvor kommer det onde fra? Overtro og medier (13.7.11.) Hvorfor lade sig skræmme af det irrationelle? (7.3.10.) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (II) Anden del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi (9.12.09.) Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (I) Første del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi (5.12.09.) Religiøsitet, dumhed og pseudovidenskab - kommentar til Helmuth Nyborgs leg med statistik (3.7.08.) Kan alle vore forestillinger dekonstrueres? (25.04.08.) Sandheden og den dobbelte virkelighed (4.12.06.) Menneskets virkelighedsopfattelse I-VII Humor og virkelighed (20.8.07.) Sproget og virkeligheden (4.8.07.) Ånd og virkelighed (29.7.07.) Livet og virkeligheden (22.07.07.) Rummet og virkeligheden (12.7.07.) Tiden og virkeligheden (5.7.07.) Fysikken og virkeligheden Artikler om Samfund Artikler om Værdier Artikler om Psykologi Artikler om Erkendelse Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |