JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - organdonation

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.10.12.

Ny debat om organdonation bør gå dybere i problemet med hjernedød -
Fejlen på sygehus i Århus bekræfter skredet i sjæleopfattelsen her i landet

Et frygteligt fejlskøn på Århus Universitetshospital kunne have kostet den 19-årige Carina livet efter at hun for et år siden blev indlagt på neurokirurgisk afdeling med svær hjernebeskadigelse efter en trafikulykke. Hun blev opereret i hjernen og fik lagt et dræn ind der skulle fjerne væske så trykket i hjernen ikke blev livsfarligt. Hun var hele tiden i koma og hendes tilstand blev tilsyneladende kun værre og værre. Blandt andet skønnede lægerne at hulrummene i Carinas hjerne var klappet sammen, men dette blev vel at mærke ikke konstateret ved skanning. Lægerne indkaldte imidlertid familien til en samtale med henblik på også at drøfte organdonation. Overlægen sagde lige ud til familien at "Hvis hun overlever det her, ville det blev med svære, svære hjerneskader, og hun ville blive en tung plejehjemspatient, og det er der jo ikke nogen der ønsker". På moderens direkte spørgsmål om der slet ingen 'connection' var i datterens hjerne, var svaret benægtende. "Man kan se, at det er ved at ebbe ud med hjernefunktionen". Hjernedøden var endnu ikke indtrådt, men den ville indtræde, lød det.

Familien besluttede efter to timers overvejelser at give hospitalet tilladelse til at bruge alle organer fra Carina, når hjernedøden først var indtrådt. Lægerne fjernede herefter drænet, men da hjernen ikke holdt op med at fungere, blev familien bedt om at tage stilling til om respiratoren skulle slukkes, ja, den blev anbefalet at acceptere dette. Familien tog hjem, respiratoren blev slukket, men mod al forventning vågnede Carina op næste dag. Behandlingen blev genoptaget - og tre uger senere kunne Carina udskrives til et genoptræningscenter. Og hun kan nu - et år efter - se frem til en ny tilværelse.

Hospitalet erkender sit fejlskøn, men cheflægen på hospitalet gør gældende at dettes hovedproblem er det forhold at man for tidligt gav sig til at tale med familien om organdonation. Og det vil der blive lavet om på. Da Danmarks Radio ydermere i går viste en dokumentarfilm om tilfældet (der blev set af 1,4 millioner mennesker), har også sundhedsministeren været ude med en erklæring om at retningslinjerne skal ændres.

Dette er altsammen de mere formelle ting man vil tage op til justering. Og det er da bedre end ingenting. Men det reelle er at hele sagen på ny afslører at læger begår alvorlige fejl - også på unversitetshospitaler med højeste faglige niveau. Desuden er det menneskeligt set en så rystende beretning, at den med rette rejser ny debat om organdonation, hjernedødskriterium og lægers helt hjerteløse forsøg på påvirkning af patientens pårørende med henblik på at få så mange organer til transplantation som muligt. Og dette ændres der ikke synderligt på med ændring af formaliteterne.

Hovedproblemet er at allerede hjernedødskriteriet som forudsætning for brug af livsvigtige organer til transplantation i sig selv er baseret på et mekanistisk eller materialistisk syn på mennesket som et sjælløst reservedelslager for hospitalerne - og at de involverede hospitalslæger i blind og nidkær iver efter at skaffe organer til de mange patienter på ventelisterne gør sig til hjerteløse mekanikere eller teknikere der er totalt blinde for såvel patienters som pårørendes sjæleliv. Det er yderst karakteristisk for hele forløbet, at Carinas far er kommet til den konklusion at lægerne netop bare betragtede hans datter som et reservedelslager. En subjektiv konklusion, kan man hævde, men det er jo netop en yderst subjektiv situation at blive bragt i for de pårørende - og det vil sige at man under ingen omstændigheder kan se bort fra følelser og fornemmelser for værdighed og hensyntagen. Mennesket er et helhedsvæsen for hvem det sjælelige helt naturligt betragtes som lige så afgørende som det fysiske. Det sjælelige og det legemlige er sideordnede komplementære dimensioner af ethvert menneske.

Dokumentarfilmen om sagen har udløst et væld af debatindlæg på de sociale medier - og mange er med rette forbavsede og bekymrede over at lægerne - som de fleste mennesker normalt har tillid til som velmenende mennesker der respekterer deres patienter - i den grad kan tage fejl og afsløre umenneskelighed og decideret mangel på respekt for levende sjæle.

Men dybest set er det selve hjernedødskriteriet der er problemet. Kriteriet er udmærket til at fastslå om fortsat behandling af et livsfarligt kvæstet menneske overhovedet tjener et formål - eller om det kan forsvares at slukke for respiratoren og lade patienten dø en naturlig hjertedød. Det er derimod komplet uegnet til at afgøre om sjælelivet i det pågældende mennesker er ophørt eller ej. For sjæleliv og hjerneaktivitet er slet ikke det samme. Sjælelivet omfatter for det sunde og raske menneske naturligvis hjerneaktivitet, men det er ikke identisk med denne objektivt og instrumentelt konstaterbare hjerneaktivtet.

Sjælelivet er noget mere, og som gentagne gange fastslået på Jernesalts sider så skyldes dette at det hænger sammen med den kollektive bevidsthed som igen er forankret i selve det forhold at intet menneske er et isoleret fænomen i tilværelsen, men tværtimod en del af et fællesskab. Det enkelte individ har nok et personligt sjæleliv der skyldes medfødte egenskaber i kombination med de specifikke erfaringer den enkelte har fået gennem livet, men ethvert menneske har fra starten en intuitiv fornemmelse af at høre sammen med andre, og det får med tiden også en bevidsthed om dette forhold som alt i alt bevirker at dets sjæleliv må forstås som et ejendommeligt og aldeles uforklarligt spil mellem individuelt liv og kollektivt liv og mellem bevidst og ubevidst sjæleliv som aldrig kan kortlægges ved hjælp af instrumentelle målinger og tilhørende rationelle teorier.

Sådan har mennesket opfattet sig selv lige siden kulturens opståen for skal vi sige omkring 50.000 år siden. Al daglig praksis, al normalt samliv mellem mennesker, al fest, al musik, al kunst, alt arbejde, al handel og vandel, ja al politik har afspejlet dette forhold, og det er faktisk først blevet anfægtet på teoretisk niveau af mekanicistisk eller materialistisk indstillede filosoffer, naturvidenskabsmænd og læger de sidste tre-fire hundrede år. Og opfattelsen er faktisk først forsøgt bevidst rangeret ud på et sidespor af de sidste halvtreds års hjerneforskning. Man har fulgt og til sidst stadfæstet filosoffen Descartes (1594-1650) ulyksalige metodiske princip om kun at anse det for sandt som er evident og eliminere det åndelige og ikke-kvantificerbare fra 'virkeligheden' og dens højtbesungne årsagslov og matematiske generalisation.

Descartes prøvede at forbinde den håndgribelige fysiske verden med den intuitive åndelige ved at postulere en specifik funktion ved koglekirtlen (også kaldet epifysen). Der var intet hold i postulatet, og der har siden aldrig været gran af hold i senere teorier om en forbindelse mellem det fysiske og det psykiske. Bevidstheden er og bliver en gåde i videnskaben, al den stund at der ikke kan gives nogen rationel forklaring på det forhold at en del af det materielle bliver bevidst om sig selv. Det er tværtimod et absolut emergent fænomen i den biologiske udvikling på linje med selve livets opståen og bør derfor som dette fænomen betragtes som en elementær kendsgerning der ikke kan føres tilbage til andre kendsgerninger.

Da den populære hjerneforsker Peter Lund Madsen - også kaldet Hjerne-Madsen - netop har begået en bog om menneskehjernen ("Dr. Zukaroffs testamente". Gyldendal 2012), skal det ikke forholdes læserne at han ifølge Svend Brinkmanns anmeldelse "kommer til at flirte med den hjernereduktionisme som hersker i disse år", eller at han indtager den absurde filosofiske position der hedder 'subjektiv idealisme'. "Den verden vi oplever i vores bevidsthed, skabes af vore hjerner, og den eksisterer kun der", hævder han. Det er skinbarlig fri fantasi - og den gode mand lader fuldstændigt hånt om det forhold nøgterne hjerneforskere fastholder: at der ikke er givet nogen tilfredsstillende forklaring på koblingen mellem materie og ånd - bl.a. fordi man uundgåeligt løber ind i det filosofiske problem at enhver intellektuel analyse af hjernens funktion involverer den selv!

For hjerneforskerne er det spild af tid at løbe efter deres egne reduktionistiske og subjektivt idealistiske fantasiforestillinger, men for almindelige mennesker der er så erkendelsesteoretisk udvidende at de ikke kan gennemskue materialisterne er det meget værre. For dem er det en systematisk undsigelse af det almindelige sjæleliv som alle mennesker uden undtagelser vokser op med i barndommen fra første færd og som de livet igennem holder ved lige gennem det almindelige samliv med andre mennesker i dagligdagen såvel som gennem det mere udsøgte samliv i fest, musik, kunst og kult. Materialisterne gør hvad de kan for at give løgnen om materien som basis for det åndelige en decideret videnskabelig legitimering gennem hjerneforskningen. Og hospitalsvæsenet og flertallet af politikerne følger med ved at indføre det dødssyge hjernedødskriterium som forsvarligt kriterium for afgørelsen af om et menneske er ophørt med at være menneske eller om det er reduceret til et bundt reservedele til fri afbenyttelse.

Det er en hån mod alle der udsættes for metoden, og det er en katastrofe for vores åndsliv.

Mennesket er et åndsvæsen som kun kyniske og brutale magthavere forsøger at reducere til sjælløse objekter for deres projekter. Det kan kun opretholde sin fulde værdighed hvis det mødes med fuld respekt lige til sit sidste åndedrag. Transplantation af vitale organer som hjerte og lever - der nu engang kun kan bruges til formålet hvis de udtages af endnu levende og respirerende individer - er et kynisk magtovergreb mod mennesker og burde aldrig være blevet indført i velfærdssamfund der vil regnes for menneskelige og menneskerespekterende.

Fejlskønnet på Århus Universitetshospital omkring Carina afslører ikke kun hændelige fejltagelser som det er svært helt at udelukke, men er tværtimod udtryk for moderne lægevidenskabs værste kynisme - og det kan kun forhindres ved definitiv afskaffelse af muligheden for hjerte- og levertransplantationer.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Grov løgn og propaganda om hjernedød og organdonation  (7.7.12.)
Organdonation og dødskriterier  (19.06.07.)
Psykologisk dybdeindsigt  (afsnit af værdimanifestet)
Selvet - sjælen - ånden   (23.12.04.)  om det kollektivt ubevidstes funktion i eksistensen
Jeget og selvet  om skellet mellem det lille, ordinære jeg og det store helheds-selv.

At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker  (15.2.11.)
Hjernedødskriteriet er falsk, allerede sprogligt  (11.9.10.)
Lone Franks store hjernetrip - et ambitiøst partsindlæg om 'Den femte revolution'  (30.9.07.)
Sjæl og hjerne   om hjerneforskningens problemer (2.6.02.)

Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Åndsfænomenet i naturen  (10.7.10.)
H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi  (23.5.10.)
Kaos- og fraktalfilosofi  (13.3.10.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (II)
Anden del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi  (9.12.09.)
Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (I)
Første del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi  (5.12.09.)

Artikler om Samfund
Artikler om Erkendelse
Artikler om Etik
Artikler om Psykolgo
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)