JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - df15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.6.15.

Dansk Folkeparti synes bange for magten

Det mest sikre i indeværende valgkamp er at Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten vil gå frem i forhold til valget i 2011 (og det nye Alternativet vil komme ind). Enhedslisten trækker vælgerne mod den ret ekstreme venstresocialisme, mens Liberal Alliance trækker borgerlige vælgere mod den ret ekstreme liberalisme. Men Dansk Folkeparti har placeret sig klarere og klarere på midten af dansk politik, og det tiltrækker derfor både borgerlige vælgere der er utilfredse med V og K og midtervælgere der er skuffede over Socialdemokraterne. Der er naturligvis mange ukendte og uoplyste nuancer i dette komplicerede spil, så her taler vi kun om hovedtendensen. Og det bemærkelsesværdige for DF har været at det ikke mindskede, men øgede tilslutningen, da Kristian Thulesen Dahl overtog formandsposten efter Pia Kjærsgaard.

Hvor partiet havner på valgdagen, kan ingen forudsige, men meningsmålingerne har længe peget på omkring 18-19 % og flere har endda været over 20 % og gjort partiet større end et Venstre i åbenlys knibe på grund af Lars Løkkes lave troværdighed. De sidste dage tyder dog på mindre fremgang. Men Kristian Thulesen Dahls troværdighed er høj, og han har som dygtig og pragmatisk forhandler vist glimrende evne til at skaffe sig indflydelse på tværs af den uting der hedder skellet mellem rød og blå blok og som tilslører midtens betydning. Han har indgået aftaler med regeringspartierne, og med Socialistisk Folkeparti og har i dagpengespørgsmålet og EU-problematikken åbenlyst erklæret sig mest enig med Enhedslisten og SF. Han hænger på at han før den store interne uro i Venstre sidste år entydigt pegede på Lars Løkke Rasmussen som Dansk Folkepartis statsministerkandidat. Men han har i valgkampen - efter at meningsmålingerne ikke længere entydigt peger på nederlag for Helle Thorning-Schmidt åbent sagt, at han betragter sig som en "fri fugl" der efter valget ikke er bundet af tidligere udsagn, hvis Thorning skulle beholde regeringsmagten, for det vigtigste for ham er at få størst mulig indflydelse ved at forhandle med dem der sidder på ministertaburetterne. Det lader socialdemokraterne sig ikke blænde af; de vil i den sidste uge af valgkampen bringe et entydigt budskab ud til folket: En stemme på DF, er en stemme på Lars Løkke Rasmussen. - Det er i allerhøjeste grad en 'sandhed med modifikation', for den gjaldt for et år siden, men ikke nødvendigvis i dag. Det afhænger nemlig helt og holdent af om blå blok får flertal og Venstre ikke lider for stort enderlag.

Men kommentatorer har dog hævdet at Thulesen Dahl er kommet i klemme - og ikke er kommet det fordi han selv er uklar, men fordi han som pragmatisk midterpolitiker nøgternt påpeger at valgets udfald er usikkert og dermed også Dansk Folkepartis position efter valget. Det er der mange der godt kan forstå - dummere er folk dog ikke - men der er uden tvivl endnu flere blandt hans egne potentielle vælgere der ikke kan fatte det og som vil have klare og enkle budskaber af den sort-hvide slags: De vil vide om en stemme på DF, går til blå blok eller ej. De tænker i enten-eller baner og bryder sig ikke om pragmatiske nuanceringer der gør midten i dansk politik vigtigere end fløjene.

Politikens chefredaktør Bo Lidegaard, der gør hvad han kan for at fiksere spørgsmålet om højrefløj eller venstrefløj som et enten-eller, har på Folkemødet på Bornholm interviewet Thulesen Dahl og gået ham på klingen om hvorvidt han overhovedet vil gå i regering med Venstre efter valget hvis han får tilbuddet. Og det har Thulesen Dahl nu klart afvist. Han er overbevist om at hans indflydelse vil blive størst uden for regeringen.

Måske har Thulesen Dahl dog gjort uklogt i at bruge udtrykket at han er en 'fri fugl'. For det kan jo misforstås i retning af at være ubundet af forpligtelser overhovedet, så det opfattes som udtryk for at Thulesen efter valget kunne lægge sit lod i hvilken vægtskål det måtte passe ham. Og det mener han jo ikke. Dansk Folkeparti har naturligvis sine principper og sine programpunkter som vil styre deres konkrete afgørelser. 'Fri fugl' er han alene i henseende til hvilken regeringsmulighed han vil satse på efter valget - og her gælder partiets og formandens hovedprincip: at man vil søge størst mulig indflydelse uden persons anseelse. Men det er altså ikke alle der forstår en sådan vægtning. Heller ikke når han udtrykkeligt tilføjer at han for at støtte Lars Løkke stiller som betingelse at Venstre flytter sig på EU-området (Danmark skal gå med Storbritannien og forlange reformer i EU) og på velfærdsområdet (ingen absolut nulvækst i den offentlige sektor). Og Lars Løkke har naturligvis straks udtalt imødekommenhed: Han ønsker ikke 'frie fugle' i blå blok - og tror iøvrigt at han kan være sikker på sin position hvis han får 90 mandater bag sig!

Det mest påfaldende i sagen er dog at Kristian Thulesen Dahl ser fuldstændigt bort fra den tredje udvej der placerer ægte midterpartier på den brede midte der hverken er socialistisk eller liberalistisk, men er helhedsrealistisk socialliberal i den forstand at frihedsprincippet og tryghedsprincippet betragtes som ligeberettigede, men umulige at forene. Kunne Thulesen Dahl forstå denne komplementære helhedsrealisme fuldtud ville han ikke vige tilbage fra at tage têten på den borgerlige fløj og sige ligeud at DF simpelthen betragter Lars Løkke som uegnet til at blive statsminister med de pinlige troværdighedssager han har bag sig. Men det kan Thulesen Dahl jo ikke komme at sige nu midt under en valgkamp der desværre er blevet et tåbeligt, mediestyret præsidentkampvalg mellem Thorning og Løkke. Det skulle han have sagt højt og tydeligt sidste sommer, da bølgerne i Venstres interne strid gik så højt, at fighteren Lars Løkke var på nippet til at give op og først i allersidste øjeblik fik gejsten tilbage, da han fik lokket sin oprørske næstformand Kristian Jensen med på et forlig. Jensen følte sig nemlig ikke stærk nok til at stille op til et kampvalg mod Løkke - og det vidste Løkke.

Undertegnede pegede selv - sidste år - på Thulesen Dahls enestående chancer for at bryde det gamle dualistiske mønster med en rød blok over for en blå, men det er oplagt at han slet ikke tænker så langt. Han er beskeden nok til at vide, og har mange gange selv sagt, at meningsmålinger kan man ikke basere noget på, for de går op og ned. Desuden husker han tydeligt den radikale Marianne Jelveds fatale fadæse i 2007, da hun efter gigantfremgangen ved valget i 2005 fra 9 til 17 mandater troede hun kunne gå på vandet og derfor udstedte et 'frihedsbrev' (ja, det kaldte hun det) der sagde at hun hverken ville støtte Anders Fogh eller Helle Thorning, men stillede op som sit eget partis statsministerkandidat. Det kostede partiet 8 mandater - så den slags drømme skal man være varsomme med, især når man ikke er nogen særligt karismatisk skikkelse.

Men noget helt andet end statsministerdrømme er at tænke dybt og grundigt igennem om landet ikke trænger til en fornyelse af hele den politiske proces og dermed til en seriøs politisk kamp om velfærden, danskheden, væksten, bæredygtigheden, menneskeværdet, den offentlige sektor og skatterne, EU og suveræniteten, indvandrerpolitikken og integrationen samt den kamp mod terrorismen og borgerkrigene i Mellemøsten og Afrika som medfører en voldsom og fatal flygtningestrøm.

Hvis man erkender nødvendigheden af en sådan seriøs politisk fornyelse, kan landets politikere, medier og vælgere aldrig slå sig til tåls med amerikaniserede valgkampe hvor penge, reklamer, sociale medier, underholdning og oppiskede stemninger bliver udslaggivende. Så må man tværtimod sætte sig i spidsen for en udvælgelse af politikere der ikke bare siger hvad folk helst vil høre, men både har visioner og realisme til at påtage sig det lederskab der er nødvendigt i tider hvor landet ændrer sig med stor hast i takt med de globale og teknologiske ændringer, men hvor der samtidigt er dybt behov for forankring i nogle værdiprocesser der går på tværs af økonomisk vækst, magtbegær og karriere.

I artiklen om Danmarks unikke situation i 2014 beskrev jeg nogle træk af Thulesen Dahls liv. Kristian Thulesen Dahl er født i 1969 som søn af en lærerfamilie i Midtjylland med tilknytning til Det radikale Venstre og med livlig politisk diskussion i hjemmet. Thulesen blev student fra Tørring i 1988 og læste derefter erhvervsjura på Ålborg Universitet med eksamen i 1995. Afgørende for hans eget valg af politisk holdning og løbebane blev oplevelsen af Mogens Glistrup på et møde i 1982 på kroen i Nørre Snede, hvor denne legendariske og kontroversielle formand for det i 1973 fremvæltende og altforstyrrende Fremskridtsparti holdt tale. Den 13-årige Kristian stillede Glistrup et spørgsmål og oplevede at denne tog ham fuldt alvorligt og gav ham et både udførligt og nuanceret svar. Kristian fik hilst på den store mand og den lokale partiformand og fik på stedet en indbydelse til det næste lokale møde. Kristian meldte sig ind i partiet og dermed var karrieren afstukket. Allerede i 1989 blev Kristian næstformand for Fremskridtspartiets Ungdom og i 1992 formand; i 1994 blev han opstillet som folketingskandidat og valgt - og i 1995 kom han i partiets hovedbestyrelse. Men det varede kun ganske kort, for splittelsen i partiet var nu som følge af Glistrups fængselsdom og stigende uvilje mod at afgive magten i partiet blevet så uforsonlig at rivalen Pia Kjærsgaard (der i 1884 var kommet i folketinget som suppleant for Glistrup og ønskede partiet med i en borgerlig regering) ikke så anden udvej end at bryde ud og stifte Dansk Folkeparti sammen med bl.a. partisekretær Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl.

I 2001 fik Thulesen ideen til bogen "Danmarks fremtid - dit land - dit valg", der handlede om konsekvenserne af den danske udlændingepolitik. Nogen troede at Thulesen ikke interesserede sig for det med de fremmede - men de tog fejl, påpegede Søren Espersen: Han har i al den tid jeg har været med stået benhårdt på Pias linje og været på bølgelængde med hende. Det har bare ikke så ofte været ham der udtalte sig. - Thulesen lægger en stor indsats i at forsøge at nuancere DFs image som et sort og fremmedfjendsk parti. Man skal imidlertid ikke please alle, men tro på sit politiske budskab, som han siger, og det gør Pia Kjærsgaard.

Det spiller i høj grad ind at Thulesen i sit hjem har oplevet den positive side af Det radikale Venstre. Det gamle husmandsparti kæmpede i sin tid for den lille mand, men er siden blevet mest forbundet med den kreative klasse i storbyerne og med den unge og veluddannede elite på de indflydelsesrige internationale poster. Folk med korte uddannelser, lavt betalte job, folk der ikke taler fremmedsprog og folk på landet - havde derimod ikke længere et naturligt hjemsted i det gamle parti. De Radikale voksede ikke længere ud fra deres naturlige rødder. Det gjorde i stedet Dansk Folkeparti og det gjorde Thulesen selv. Han ser i dag en lige linje fra sin opvækst i en radikal familie med husmandsrødder til sit politiske liv i DF.

Men partiets 14 år lange historie havde, som broderen Niels Thulesen skriver i sin biografi, givet Kristian Thulesen en central rolle i partiet, og hans unikt tætte forhold til Pia Kjærsgaard havde med årene afgjort sagen. Den formelle side blev definitivt ordnet i efteråret 2012, da Pia Kjærsgaard officielt trak sig. Men det skal i den forbindelse tages i betragtning, at partiet ikke fungerer som de fleste andre politiske partier. Magten i Dansk Folkeparti udgik stadig ikke fra partiets medlemmer eller fra dets tillidsfolk og lokalformænd, men først og fremmest fra Pia Kjærsgaard personligt. Hendes næse for politik, folkestemning og vælgeropbakning var ifølge Niels Thulesen fortsat hvad der styrede partiets strategiske placering, dets udmeldinger og politiske linje, og hendes fornemmelser og anbefalinger blev adlydt af partiets fodfolk - med ekstremt få undtagelser.

I begyndelsen var der imidlertid mange der tvivlede på Kristian Thulesen Dahls evner til at gøre Pia Kjærsgaard kunsten efter i henseende til at fastholde partiets indflydelse og tilslutning. Allerede valget i november 2011 havde givet DF et tab på tre mandater og kunne ikke forhindre VK-regeringens fald eller dannelsen af en S-R-SF mindretalsregering med støtte fra Enhedslisten. Pia Kjærsgaard blev klar over at tiden var inde til den store beslutning. Og det er jo ikke uden grund at hun i sin bog fra 2013 "Fordi jeg var nødt til det" kalder Thulesen Dahl 'Heldige Kristian'. For Thulesen har faktisk - som hun påpeger - overtaget et velfungerende parti der ikke skal bygges op, men føres videre i en allerede stærk position. Dybest set er Thulesen dog endnu heldigere, og det havde Kjærsgaard ikke blik for. Thulesen Dahl står nemlig i den helt unikke historiske situation som først er blevet klart udkrystalliseret i 2014, at han ved at tage têten i den rette ånd kan føre ikke blot sit parti frem til optimal indflydelse, men føre hele landet frem til fuld udnyttelse af det enestående potentiale for en ny dansk model der spiller helt bevidst på den dynamiske modsætning mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet og som samtidigt vækker folket til fuld føling med de skabende kræfter i folket og fuld forståelse for den store sammenhæng mellem politik, religion, kunst og videnskab.

Også Kristian Thulesen Dahl har tv-journalisten på DR2 Nynne Bjerre Christensen haft en fin samtale med i serien om 'Det politiske menneske". Thulesen fortalte om opvæksten i et radikalt hjem, hvor det var en selvfølge at være orienteret om politik og have holdninger til de politiske spørgsmål. Og han fortalte om sin store oplevelse som dreng ved mødet på Nr. Snede Kro hvor Mogens Glistrup tale for fuldt hus for den personlige frihed og mod skattetryk og bureaukrati. Men han betegner iøvrigt sin daværende begejstring for Glistrups ekstreme skatteideologi som et kort ungdomsflip. For da Pia Kjærsgaard i 1995 - med fuld støtte fra Thulesen Dahl og Peter Skaarup traf beslutningen om at bryde med Glistrup og etablere sit eget parti under navnet Dansk Folkeparti, da følte han det som at komme hjem til den folkelighed som prægede hans hjem, husmandsbevægelsen og højskolebevægelsen, og som er fundamentet for hans eget engagement. Han er jo nu engang et 'politisk dyr', der altid er parat til en politisk dyst og forhandling - og aldrig i sådanne situationer tænker på klokken eller noget andet irrelevant. Men fundamentet er i orden.

. Da tidspunktet kom hvor Pia Kjærsgaard var indstillet på at overlade formandsposten til sin 'kronprins' var han en så selvfølgelig efterfølger, at hun udtrykkeligt bad ham sige til, hvis han ikke var indstillet på at overtage posten. Men det var han, og da overtagelsen havde fundet sted i 2012 var han yderst opmærksom på for alt i verden at undgå fejltrin i den første tid. For det ville uvægerligt dømme ham som en fiasko, ikke mindst fordi han af mange primært blev betragtet som en nørdet økonom der kunne finansloven udenad, men ikke havde Pia Kjærsgaards popularitet og folkelighed. Men han klarede som bekendt skærene - og slap for den udbredte hadefuldhed mod Kjærsgaard som medierne dyrkede. Ja, han fik til overraskelse for mange kommentatorer givet partiet en støt fremgang i meningsmålingerne, der med naturlige udsving har holdt sig til den dag i dag. Partiet kan i dag hverken overses af Venstre eller Socialdemokratiet.

Problemet er derfor fortsat det essentielle om Kristian Thulesen Dahl i sund og naturlighed beskedenhed virkelig vil blive ved med at føle sig nr. to efter Lars Løkke Rasmussen på den borgerlige fløj, når denne vitterligt har ødelagt sit ry og troværdighed på grund af et tåbeligt sløseri med repræsentationsudgifter og manglende skelnen mellem egne og offentlige midler. Det kritiserede allerede Hørsholms konservative borgmester Uffe Thorndahl i 2008, men selv efter Løkkes GGGI-sag fik det ikke Venstre til at vågne op. Men sandheden er at Lars Løkke Rasmussen med sine karakterbrist totalt har ødelagt den status Venstre fik under Fogh Rasmussen. Det ser vi på i næste artikel om valget.....

Det essentielle i Dansk Folkepartis mission er ikke om Thulesen Dahl skal konkurrere med Lars Løkke, men at han skal forstå hvilken mulighed han har for at placere sit parti som et stærkt socialliberalt, nationalsindet og EU-skeptisk parti på midten af dansk politik, så blokpolitikken definitivt bliver brudt. Dér stod Det radikale Venstre engang - og dér hører Kristian Thulesen Dahl også hjemme. Det betyder ikke at han på nogen måde skal prøve at efterligne de radikale, for dette parti er jo forlængst blevet et elitært parti der lader hånt om den folkelighed de selv er rundet af og iøvrigt vil åbne grænserne for flygtninge. Thulesen Dahl skal derimod til bunds forstå den tredje vejs mulighed og placere sit parti i midten som et parti der ser frihedsprincippet og ligheds/tryghedsprincippet som lige berettigede og lige vigtige.

Dér er Kristian Thulesen Dahl ikke endnu, men han får uden tvivl påny en chance efter valget, når han må konstatere at et korrumperet Venstre ikke er noget at bygge på.

Ejvind Riisgård

Link til Dansk Folkepartis hjemmeside

Litteratur:

Niels Thulesen Dahl: Kristian Thulesen Dahl (Forlaget Broe. 2009)

Jernesalts e-bøger:

'J.O. Krag, Helle Thorning og SF'
'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej'

Relevante artikler på Jernesalt:

Helhedsrealismens manifest (14.2.14.)
Politiske parametre  (6.2.05.)
Værdimanifestet i forkortet udgave
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)