JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kjaersgaard

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.8.12.

Den folkelige Pia Kjærsgaard afgiver sin formandspost i rette tid

Endnu engang har Pia Kjærsgaard vist sin sunde fornuft ved på Dansk Folkepartis sommermøde i Silkeborg at have meddelt at hun træder tilbage som partiformand ved landsmødet i september og således overlader roret til partiets næstformand og 'kronprins', den 43 årige Kristian Thulesen Dahl. Hun er selv fyldt 65 år og har helbredet og energien i behold, men regner med at den nuværende S-R-SF-regering holder valgperioden ud (dvs til 2015), således at det vil være klogt at lade en ny og yngre partiformand tage over og gøre sig gældende som formand frem til næste valgkamp.

Samtidigt har hun tilkendegivet at hun bliver i folketinget og genopstiller til næste valg, ja, oven i købet overtager partiets plads i folketingets præsidium efter Søren Espersen. Hun vil fremover koncentrere sig om værdipolitikken og vil til hver en tid være til rådighed med gode råd til sin efterfølger, men hun vil afholde sig fra den slags indblanding i partiets ledelse som forhenværende partiformænd ofte forfalder til og som kan være ødelæggende for et partis indre sammenhold. Man behøver blot at tænke på Det konservative Folkepartis store problemer med en detroniseret Hans Engell der undergravede Per Stig Møllers formandsskab. Eller måske mere nærliggende tænke på den obstruktion af Fremskridtspartiet fra en tilbagevendende Mogens Glistrups side som direkte førte Pia Kjærsgaard og meningsfæller til dannelsen af deres nye parti.

Thulesen Dahl kan med andre ord sove roligt om natten fremover, for han kan regne med Pia Kjærsgaard også i denne henseende. De to ledere har gennem årene haft et glimrende og tæt samarbejde, lige som den afgående formand iøvrigt må betegnes som en moderlig type, der i partiet går for dets 'mor' og netop ikke har de knive i ærmet som kendetegner yderst ambitiøse mænd og trækkes frem hvis og når de bliver gået for nær. Det betyder jo ikke at Pia Kjærsgaard er eller har været uden ambitioner, eller at hun ikke har slået hårdt ned på partimedlemmer, regionsformænd og sågar folketingsmedlemmer der har overskredet hendes grænser for anstændighed, men derimod at hun er yderst loyal og tillidsfuld over for medarbejdere og samarbejdspartnere hun kan stole på.

Pia Kjærsgaards meddelelse kom som en stor overraskelse for offentligheden og alle medier, selvom den i realiteten har været overvejet og forberedt længe. Og resultatet blev naturligvis en kæmpemæssig omtale i medierne - med ledere, kommentarer fra alle politiske ledere og professionelle kommentarorer samt historiske rids og bladtegner-kavalkader. Elisabeth Svane, der har skrevet en bog om Kjærsgaard, fremhæver i Nyhederne på DR meget rammende at det var paradoksalt at den Pia Kjærsgaard der på hjemmefronten ville have orden i alle ting i sin tid meldte sig ind i et så anarkistisk parti som Glistrups Fremskridtsparti. Men det skal jo i den forbindelse særligt fremhæves, at anarkismen sandelig hurtigt blev for meget for husmoderen og hjemmehjælperen der var blevet folketingsmedlem. Hun fik unægteligt sat tingene på plads - på sin helt egen måde.

Det fremgår af alle kommentarer til hendes forestående afgang som formand at Kjærsgaard deler vandene skarpt i dem der respekterer hende og dem der absolut ikke gør det, men nærmest hader hende eller tillægger hende al mulig nedrighed. Sidst har SF's sundhedsminister Astrid Krag været ude med riven på face-book, og heller ikke SF's tidligere formand Holger K. Nielsen undlader et uholdbart postulat om at Kjærsgaard har "givet fremmedfjendskheden en stemme som mange har opfattet som civiliseret". Statsminister Helle Thorning-Schmidt kunne i går ikke dy sig for en ironisk bemærkning om at hver gang Pia Kjærsgaard hoppede i vejret, så hoppede VK-regeringen med. Samlingen af karikaturtegninger på Politiken viser også stor foragt - med Roald Als som den uovertrufne socialdemokratiske tilsviner. Til det mere morsomme hører at tv gentagne gange har bragt klip af fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussens velkendte spådom om at Pia Kjærsgård og hendes parti aldrig ville blive betragtet som stuerene, en spådom der som bekendt hurtigt blev lige så latterlig som hans efterlønsgaranti og viste nøjagtigt samme uformuenhed til at se og høre hvad der foregik i det vælgerdyb han selv var afhængig af.

Det gennemgående træk er dog at de fleste kommentatorer - uanset deres politiske ståsted - anerkender Pia Kjærsgaards ubestridelige dygtighed som partileder, forhandler og kommunikator samt hendes store loyalitet over for de VK-regeringer DF støttede fra 2001 til 2011. Hendes parti var absolut regeringsdueligt (og anerkendt som sådant af Fogh); det var alene de konservative der ikke kunne acceptere det som regeringspartner. Deres parti blev som bekendt sprængt på modstand mod hendes store indflydelse - og det lider under det endnu. Lars Barfoed har da også kun kølige bemærkninger tilovers for Kjærsgaard. Det er derimod en selvfølge at Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen har rosende ord til hende, men også at de radikales Marianne Jelved og Margrethe Vestager fuldt ud anerkender hendes politiske format - og i Vestagers tilfælde endda på TV2 News kan give et meget nuanceret billeder af sin modstanders habitus. Jelved understreger for sin part meget tiltalende og korrekt at det ikke er Pia Kjærsgaard der har ansvaret for den hårde tone i indvandrerdebatten.

I Berlingske Tidende påpeger Niels Krause Kjær at Pia Kjærsgaard gjorde Dansk Folkeparti til et pragmatisk parti der var villig til at indgå nødvendige kompromisser, og han kalder hendes karriere som toppolitiker enestående i dansk politik. Hun har ikke alene været partileder i et kvart århundrede, heraf 17 år for DF. Hun har også "sat dagsordenen og været en del af magten i masser af år, og har - uanset om man er enig eller uenig med hende - begået meget få fejl. Det i sig selv er en præstation og viser, hvor stort et politisk talent, Pia Kjærsgaard er. Hun har en næse og en mavefornemmelse for sit parti, sine vælgere og magten som meget, meget få."

Politikens leder onsdag aften hævder ikke overraskende at Pia Kjærsgaards politiske talent var en bedre sag værdig. Pia Kjærsgaard fortjener den respekt, vi skylder en fuldblods politiker, hvis engagement og talent ingen kan tage fra hende. Hun har som få forstået at lytte, og hun har givet det, hun hørte, ord og stemme.... "Men langt flere har hørt noget helt andet i Dansk Folkepartis retorik. De har følt sig beskæmmede, når Pia Kjærsgaard har vendt vælgernes bekymring til hadefuld retorik mod mindretal eller enkelte personer. De har set, at hun gjorde Danmark mindre, og at hun gjorde vold mod værdier, vi tidligere var fælles om.

Chefredaktør Bo Lidegaard noterer i bladets leder i dag med tilfredshed at Pia Kjærsgaard har haft sin tid, og at den heldigvis ikke kommer tilbage. Han påpeger at Kjærsgaards politiske virke har "stået i stridens tegn med uforsonlig politik og hård retorik over for politiske fjender og muslimer over en bred kam". Omvendt har angrebene mod hende været voldsomme, og i visse tilfælde er de gået over stregen. Lidegaard hævder naturligvis også at de værdier Kjærsgaard repræsenterer "står i skærende modstrid til befolkningens store flertal og den lange tradition her i landet for et samarbejdende folkestyre, der søger kompromis og konstruktive resultater hen over midten". Helt i samme ånd hævder Lidegaard at knaldgassen er sivet ud af Pia Kjærsgaards ballon det sidste års tid. Værdipolitiske mærkesager bliver nu diskuteret sagligt og konstruktivt med henblik på at finde løsninger. VKO-flertallets idé om at vores vigtigste udfordring var værdipolitikken viste sig at være forkert - og farlig i og med at den var et bevidst forsøg på at forandre den danske befolknings tankegang fra oven (!). Han leverer i samme nummer af sit blad et temmeligt farvet portræt af Kjærsgaard under titlen 'Dronningen af jiu-jitsu', en betegnelse der går på hendes evne til "at vende selv tunge modstanderes angreb til sin egen fordel så de falder under deres egne kræfters vægt! - Og det skal tilføjes at Bo Lidegaard i gårdsdagens Deadline på DR2 i diskussion med Karen Jespersen og Erik Meier Carlsen viste samme firkantede kulturradikale syn på både Pia Kjærsgaard og indvandrerproblemet som sådant.

Set fra Jernesalts synspunkt er det aldeles afgørende at forstå at Pia Kjærsgaard uanset sit udgangspunkt i det anarkistiske Glistrup-parti, der var komplet umuligt at stole på i parlamentarisk sammenhæng, i 1995 resolut stiftede Dansk Folkeparti med henblik på at skaffe det indflydelse og respekt i befolkningen såvel som på tinge, og at det lykkedes hende takket være sin sikre fornemmelse for hvad der rørte sig i den jævne del af befolkningen og sin overbevisning om at partiet hørte hjemme på midten af dansk politik og ikke på den yderste højrefløj. Hun vidste hvad almindelige mennesker tænker og føler - og hun gav ikke blot stemme til helt igennem ægte og respektable følelser for national identitet og rodfæstethed, men også for modstanden mod afgivelse af stadig mere suverænitet til et topstyret EU. Hvad det sidste angår var hun jo faktisk på linje med store dele af SF og Folkebevægelsen mod EU.

Men det blev af gode grunde indvandrerproblemet der kom til at dominere værdidebatten, fordi udviklingen gennem 90'erne efterhånden gjorde det fuldstændigt umuligt at blive ved med at se bort fra de påtrængende problemer den stigende indvandring og flygtningestrøm med krav om statsborgerskab og familiesammenføring medførte, ikke mindst i dele af landet hvor socialdemokraterne havde magten, men ikke kunne råbe partiledelsen på Christiansborg op. Det er horribelt at Bo Lidegaard kan blive ved med at hævde at DF's stemme i denne værdidebat kun repræsenterer de 12-15 procent af befolkningen der stemmer på partiet, når sandheden er at udviklingen i ghettoområderne på Nørrebro i København, Vollsmose i Odense og Gellerupparken i Århus m.fl vakte uro og bekymring i hele befolkningen - og gjorde det med rette. Det er ganske enkelt det rene vrøvl at værdipolitikken i disse år har været symbolsk. Den slags påstande afslører kun at deres ophavsmænd ikke fatter hvad en klog historiker som Poul Nørlund engang skrev, nemlig at det oftest er om symboler at kampene i kulturhistorien står hårdest. Og hvorfor mon? Fordi symboler i kulturhistorien aldeles ikke er abstrakte størrelse som i matematikken, men psykologiske størrelser der har direkte forbindelse til arketypiske forestillinger der er med til at styre holdningerne og handlingerne.

Hvad enten man kalder kampen om symboler for kulturkamp eller værdikamp, så er den aldeles afgørende for den politiske udvikling i et hvilket om helst land. Indvandringer og flygtningestrømme er af samme grund aldrig en ren 'moralsk' affære der kan afgøres 'humanistisk' med en godgørenhed der betales med skattekroner, men tværtimod en affære der griber dybt ind i et lands og en kulturs identitet og homogenitet - og følgelig vækker modstand hos alle der forbinder noget positivt med disse egenskaber, uden iøvrigt at være fremmedfjendske, endsige racistiske af karakter og indstilling.

Pia Kjærsgaards store fortjeneste i hele denne sammenhæng er derfor at hun - i dyb modsætning til Mogens Glistrup hvis politiske udgangspunkt var ren skattetænkning - har dyb og ægte føling med hvad der rører sig i folkedybet, og derfor hverken kan afvises som fremmedfjendsk eller som ren og skær populistisk med såkaldte 'mavefornemmelser' for hvad andre føler. Folk der bruger ordet 'mavefornemmelse' i hele denne sammenhæng afslører kun at de intet ved om de dybe følelser der trækker på det kollektivt ubevidste og derfor i realiteten er lige så meget tankemæssige forestillinger som emotionelle følelser. De er helhedskropslige og - helhedsrealistiske.

Pia Kjærsgaard har derfor gennem sit lederskab af Dansk Folkeparti kunnet bygge på dyb forståelse hos mange almindelige mennesker der tidligere følte størst tilknytning til socialdemokraterne og samtidigt kunnet nærme sig et Venstre der som gammelt bondeparti endnu havde føling med ægte folkelige fornemmelser. Hendes parti tilhørte fra starten midten i dansk politik ligesom Venstre og Socialdemokratiet, men kom til at stå i modsætning til såvel Det konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti samt Det radikale Venstre der alle som mere og mere elitære og akademiske partier mistede følingen med det folkelige.

Det skal i denne forbindelse ikke forties at hverken Dansk Folkeparti eller Venstre på noget tidspuntk var eller blev bevidste om de dybdepsykologiske mekanismer de intuitivt førte politik på. Det har Jernesalt bebrejdet begge partier gennem årene. Og for Dansk Folkepartis vedkommende har vi specielt gjort opmærksom på at fætrene Søren Krarup og Jesper Langballe stod i vejen for en dybere erkendelse på dette område i og med at de som Tidehvervspræster trak på intellektualismen fra Søren Kierkegaard og ikke på folkeligheden fra Grundtvig. Desuden gjaldt at hele partiet uforbeholdent holdt fast i Guldalderkunsten (partiets gruppeværelse er fyldt med guldaldermalerier af idylliske danske skove og skovsøer), ja, det er ikke mange dage siden Pia Kjærsgaard personlig har røbet sin store længsel efter Morten Korchs for længst forsvundne Danmark!

Her ligger en meget stærk begrænsning - og den må ligeud siges at gøre det alt for let for den københavnske kulturradikalisme at stemple de nationale følelser som bagstræberiske.

Dansk Folkeparti betragtes stadig med stor foragt af det bedrestillede og bedreuddannede borgerskab. Dets medlemmer og vælgere regnes for en samling af fremmedfjendske småborgere, og selv om dele af den nuværende regering afholder sig fra en lige så tåbelig sprogbrug som Poul Nyrup Rasmussen, så anser velmenende humanister det stadig for en dyd at tage mod flygtninge og fremmedarbejdere med åbne arme. De fatter ikke almindelige jævne menneskers nationale sindelag, men betragter det som et primitivt og reaktionært levn fra nationalromantikkens dage. Disse humanister forstår ikke at det nationale sindelag kan være dybt forankret i sjælen som en helt selvfølgelig del af alt det den enkelte lever og ånder for i sin egenskab af at være fuldgyldigt medlem af samfundet og dets sprogfællesskab. Og derfor kan disse humanister - som jeg tidligere har skrevet - optræde som selvretfærdige mennesker der går i fakkeltog til Rådhuspladsen med miner der giver det indtryk at de inderst takker deres Gud for at de ikke er som Dansk Folkepartis vælgere.

Den entydige reaktion fra socialdemokraterne, de radikale, folkesocialisterne og kommunisterne (under forskellige navne) og hele den humanistiske kulturradikalisme har grundliggende været hån og foragt, men efter Venstres og Dansk Folkepartis sejre i 2001, 2005 og 2007 har situationen i høj grad været kendetegnet af det bevidste valg af den 'Den tredje vej', vejen der betyder socialliberal midterpolitik med definitiv afsked med klassekampen og det fra denne afledte skarpe dualistiske skel mellem socialismen og liberalismen. Der er i dansk politik ikke længere brug for ekstremistiske partier på hverken venstrefløj eller højrefløj. Den tredje vej er stort set glemt af Venstre, har aldrig været bevidst for Dansk Folkeparti og heller aldrig været i socialdemokraternes fokus. Men den spøger stadig med stor energi, fordi alternativet er og bliver forældet.

Dansk Folkeparti udnyttede optimalt de muligheder den parlamentariske situation gav dem som støtteparti for VK-regeringen. Men generelt savner partiet filosofisk afklaring - nøjagtigt som Venstre. Og med filosofisk afklaring tænkes her ikke på snæver akademisk indsigt, men på den dybe eksistentielle og historiske indsigt der svarer til helhedsrealismens. Det betyder imidlertid hverken at partiets rolle er udspillet i dansk politik - eller at værdipolitikken er passé. Det betyder derimod at der er store udfordringer for partiet og den nye partiformand i både den filosofiske afklaring og den praktiske politik fremover.

Kristian Thulesen Dahl er uden tvivl den rette mand med den rette alder og de rette kompetencer til at efterfølge Pia Kjærsgaard som partiformand. Han vil givetvis vokse med opgaverne, men hans stil bliver nødvendigvis en anden, fordi han selv er en anden. Det skal blive spændende at følge udviklingen frem til næste valg. Partiet har gode kort på hånden, men det lyder ikke godt, at Thulesen Dahl allerede har bebudet at oppositionen efter hans mening skal have fælles løfter til vælger. Han bør se i øjnene at Det konservative Folkepartis rolle er udspillet. Og at der på sigt kan tegne sig nye samarbejdsmuligheder hen over midten, hvor Dansk Folkeparti kan være med.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Link

Dansk Folkepartis hjemmeside

Relevante artikler på Jernesalt