Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - konservative15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.5.15.

Det konservative Folkeparti svækket med Pape

Det er gået op og ned med alle de gamle partiers vælgertilslutning efter 2. verdenskrig. Også med Det konservative Folkeparti der dykkede efter uroen med Christmas Møller lige efter krigen, men rejste sig igen under Ole Bjørn Kraft. Partiet kom i 1950 op over 17 % af vælgerne og kunne indgå i Erik Eriksens VK-regering fra 1950-53, hvor Bjørn Kraft var udenrigsminister. Partiet holdt vælgertilslutningen i de mange år der fulgte med socialdemokratiske regeringer, men dykkede som alle de gamle partier voldsomt ved jordskredsvalget i 1973. Det kom ned på 9,2 % og trukket yderligere ned til 5,5 % i 1975 som følge af magtkampen mellem formanden Erik Haunstrup Clemmesen, som ville trække til venstre, og den politiske leder Erik Ninn-Hansen, som fastholdt den rene vare. Men så overtog Poul Schlütter begge poster og fik støt og rolig båret partiet frem til 14,5 % i 1981.

Da socialdemokraten Anker Jørgensen gav op som regeringsleder i 1982, fik Schlüter chancen for at danne en firkløverregering med Venstre, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti. Og til alles overraskelse lykkedes det ham at bevare regeringsmagten med forskellige koalitioner frem til 1993, hvor han blev fældet af 'Tamilsagen', dvs af landsdommer Hornsleths officielle afsløring af at Schlüter havde undladt at gribe ind over sin politiske læremester, justitsminister Erik Ninn-Hansens egenrådige og lovstridige håndtering af et stop for tamilske flygtninge. Socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen kunne danne regering med de radikale, og det konservative Folkeparti dykkede til 15 % i 1994 og lige omkring 9 % i både 1998 og 2001. Igen fulgte interne magtkampe, der først faldt til ro da Bendt Bendtsen overtog ledelsen i 1999 og indgik i Fogh Rasmussens VK-regering som erhvervs- og økonomiminister. Roen fortsatte til og med 2007 hvor partiet fik godt 10 % af vælgerne, men Bendtsen overlod i 2008 formandsskabet til Lene Espersen. Og så gik det ellers galt igen.

For i 2011 fik partiet kun 4,9 % af stemmerne - som direkte følge af Espersens skandalesager samt Gitte Seebergs (og Naser Khaders) spring til Ny Alliance (senere Liberal Alliance) i 2009, som skyldtes stigende utilfreds med Dansk Folkepartis indflydelse. Lars Løkkes VK-regering tabte til Helle Thorning-Schmidts koalition af S, R og SF, idet også Venstre gik markant tilbage. Lars Barfoed tog over som både partiformand og politisk leder, men savner fuldstændigt personlig gennemslagskraft eller karisma. Meningsmålingerne holdt sig nede omkring 5 %, og Barfoed indså at der ikke var nogen anden udvej end at træde tilbage.

Til alles overraskelse pegede han selv på Viborgs konservative borgmester Søren Pape Poulsen som sin efterfølger, og denne uden for partiet ukendte mand havde umiddelbart større udadvendthed og charme. Han skal være en medrivende taler på partiets landsmøder og fik mange personlige stemmer ved sidste kommunalvalg. Brian Mikkelsen gav ham det skudsmål at han har handlekraft og gennemslagskraft, "han er ordentlig og kan få os fra Christiansborgs mudderkastning. Bare ved at være sig selv vil han være en succes". Fra den tidligere leder, fhv udenrigsminidter Per Stig Møller var tonen anderledes. Han kaldte det en risiko at satse på en mand folk ikke kender. - På denne baggrund indtog Søren Pape partiets formandskontor på Christiansborg, men var jo ikke medlem af folketinget, hvad der er en meget alvorlig hæmsko for en politisk leder. Og partiets position er i den efterfølgende periode ikke blevet forbedret en tøddel. Tværtimod har enkelte målinger vist et yderligere dyk i vælgertilslutningen. Søren Pape var da også ret hurtigt til at melde ud at partiet naturligvis ville støtte Lars Løkke som statsministerkandidat, men ikke indtræde i en eventuel borgerlig regering. Det skulle have tid til at sunde sig.



Da Pape holdt pressemøde i Det kongelige Biblioteks have efter formelt at have overtaget ledelsen af partiet holdt han sig klogeligt til almindelige konservative paroler om skattelettelser, stram retspolitik og modstand mod regeringens folkeskolereform, men undgik nærmere uddybelse. Det var vigtigt for ham at få tid til at diskutere tingene med folketingsgruppen og sætte sig ind i samtlige politikområder. Han var ikke cand.etellerandet, der så er blevet valgt til Folketinget. "Jeg har haft noget så vildt som et arbejde! Jeg er uddannet hos Grundfos [i Bjerringbro] og har været speditør, jeg har været lærer og ungdomsskoleleder. Så jeg har været på det offentlige og det private arbejdsmarked. Jeg har faktisk prøvet at stå op hver morgen og tage en madpakke med. Prøvet at agere i det helt almindelige samfund". Og som borgmester i Viborg, tilføjede han, har han været med til at lukke skoler og møde de lokale borgere dagen efter.

Pape kritiserer sin forgænger Lars Barfoed specifikt for at have bidraget til at "mudre billedet af de konservatives politiske kurs" ved kort efter valgudskrvelsen i 2011 at indgå en "retorisk kontrakt med den daværende radikale leder Margrethe Vestager om at stoppe blokpolitikken". Søren Pape er konservativ til benet, og han sætter tre punkter øverst på den konservative dagsorden: 1) Modstand mod skolereformens obligatoriske lektiecafeer, der betyder at børnene skal være lang tid i skolen og derfor ikke kan passe et fritidsjob. 2) Afskaffelse af topskatten, som er en decideret misundelsesskat. Og 3) tryghed og kriminalitetsbekæmpelse. Vi skal ikke finde os i at der kommer østeuropæere og bryder ind i vores hjem. Det er en skandale at det sker. - Om EU ville han ikke udtale sig konkret. De konservative ønsker et EU med fri handel, men der er nuancer i opfattelsen.



DR2's Nynne Bjerre Christensen har fornylig haft en samtale med Søren Pape i hans lejlighed i Bjerringbro som led i sin række af samtaler med alle de politiske partiformænd under den fælles overskrift 'Det politiske menneske', dvs med fokus på at der er et menneske bag en politiker. Og det glemmer man jo ofte, selvom det er særdeles afgørende.

Søren Pape Poulsen er født i 1971, men er adoptivbarn og haft en tryg barndom som ønskebarn. De grundliggende værdier har han fra forældrene: ansvarlighed, pligtfølelse og omsorg.

Pape blev fanget af politik allerede som 15-årig ved at lytte til centrumdemokraten Erhardt Jacobsen, men som 17-årig meldte han sig ind i Det konservative Folkeparti, tiltrukket af Schlüters understregning af menneskets ansvarlighed, men også af konservativ udenrigspolitik. Han var på Reagans og Thatchers linje. Murens Fald i 1989 betragter han som det største der skete i hans generation. Pape forstod slet ikke de venstreorienterede og deres fodnotepolitik i 80'erne. Og han forstod ikke at nogen overhovedet kunne gå ind for det sovjetiske system i øst.

Han vedkender sig sit temperament, men forbinder det med sit engagement. Når man tager en beslutning og går ind i noget, gør man det helhjertet, siger han. De konservative familieværdier er en selvfølge for ham, men også den kristne tro og forholdet til kirken. Pape går i kirke, fordi det giver ham ro at synge, reflektere og lytte. Det er vigtigt at have noget der er større end én selv. Han har i to perioder deltaget i menighedsrådsarbejdet og betragter kirken som et fast holdepunkt. "Vi er et kristent land der bygger på kristne værdier".

Nynne Bjerre undrede sig over at Søren Pape har været en offentlig person i tolv år, men først ved overtagelsen af formandsskabet for partiet melder ud at han er homoseksuel. Søren Pape forklarer, at han valgte selv at sige det åbent, fordi det under alle omstændigheder ville komme frem. Men han tilføjer at det jo ikke er et valg at være homo. - Nynne Bjerre kan ikke lade være med at nævne at Papes kæreste ikke er en helt almindelig mand. Tværtimod kommer Pape til det konservative landsmøde med "noget så eksotisk som en dominikansk langdistance-kæreste". Pape fejer det af med at valget af kæreste jo ikke er noget man planlægger. Og det med familieliv er jo mere end blot et spørgsmål om far, mor og børn, det er at være en del at et fællesskab omkring værdier.



På spørgsmålet om hvad der er forudsætningen for at blive en succes som formand for Det konservative Folkeparti, svarer Søren Pape at man både skal lave politik der har mening og substans og skal sørge for at få budskabet ud. Det er en udfordring i øjeblikket at der er gået for meget reality-show i politik. Men omvendt gælder stadig, at Danmark har et rigt foreningsliv.

Pape lægger vægt på de konservative grundværdier, men er pragmatisk indstillet. Man skal have tingene til at fungere. Det kender han fra kommunalpolitikken, men det gælder også i folketinget. Han er valgt til formand for Det konservative Folkeparti for at rejse partiet igen.



Så vidt "det politiske menneske".

Men politikeren og partiformanden har inden for de sidste uger gjort sig påfaldende bemærket ved at lancere en reklamekampagne på landets busstopppesteder der dels omfatter selvfølgelige slogans som 'Stop Tyven', 'Stop Regeltyranniet' og 'Stop Skattehetzen', dels et kontroversielt og stødende slogan der lyder

     STOP
     NAZI
     ISLAM
     ISME

og som uundgåeligt gav debat. Reklamekampagnen blev fulgt op af kronikker i Berlingske af både Søren Pape selv og af den politiske ordfører Mai Mercado, og også førte til en uddybning på tv fra Søren Pape og partiets nyudnævnte folketingskandidat, gengangeren Naser Khader.

Børsens debatredaktør Christopher Arzrouni ironiserede lidt over at Det konservative Folkeparti langt om længe laver noget som offentligheden taler om. Men SF's Özlem Cekic rasede over at almindelige muslimer nu skal finde sig i at blive stemplet som halvnazister. Hun mener kampagnen begraver den borgerlig anstændighed og puster til den indre svinehund. Men ophavsmanden til ideen, Naser Khader, forsvarede sig med at "når vi bruger naziislamismen skærer vi truslen fra politisk islamisme ud i pap", og det er nødvendigt fordi folk har svært ved at skelne islamisme fra islam. Men "islamismen er en politisk ideologi og den er faktisk inspireret af 30'ernes fascisme"

Der skal ikke herske tvivl om at islamismen er en politisk ideologi, der er blevet vor tids største udfordring for fri og sekulær europæisk kultur. Men at sætte den i forbindelse med nazismen eller fascismen i 30'erne er vildledende, fordi det afgørende ved islamismen er at den misbruger religionen islam til et entydigt magtideologisk formål. Og noget lignende gjorde hverken nazismen eller fascismen. Skal man sammenligne nazismens metoder med moderne tids metoder, så falder den konservative reklame faktisk ind under den form for vildledende og løgnagtig propaganda som Goebbels brugte systematisk gennem 30'erne, nemlig at koble stærkt negativt ladede begreber sammen med neutrale betegnelser for folk eller racer med henblik på at stemple de sidstnævnte som onde og farlige. Eksempelvis i film at sammenligne jøder med rotter. Den slags virker desværre, fordi den gør brug af de primære psykiske grundprocesser, men det er ikke destomindre ondsindet propaganda. Og den er og bliver uanstændig i ethvert demokratisk samfund der ønsker sand oplysning.

Men hertil kommer det lige så vigtige, at man ved at bruge den slags Goebbels-metoder i kampen mod islamismen afleder opmærksomheden fra det der er centralt i sagen: at islamismen er så farlig i vore dage, fordi den misbruger religionen islam til en ensidig og fanatisk kamp mod alle frie og sekulære ideer og bestræbelser - og har held med det netop hos folk der som muslimer er vænnede til den slags ensidig tænkning og derfor tror at fri, sekulær tænking er imod deres egne interesser. Man bør stedse have for øje, at selvom islam i allerhøjeste grad kan fortolkes som en religion der lige fra Profeten Muhammeds dage har været stærkt fokuseret på magt, så rummer den også etiske og åndelige sider som ikke bare skal afvises, endsige hældes ud, men faktisk må anses som forudsætningen for en ønskværdig fornyelse af islam indefra.



Det hører med i billedet at såvel Søren Pape som Mai Mercado og Rasmus Jarlov har været ude med budskabet om at kristendommen er bedre end islam, og det har helt naturligt delt den borgerlige fløj i moderate og konservative, eller i sekulære og dogmatiske. Men det har også fået hele det gamle problem med religionsfortrængning fra Anders Fogh Rasmussens tid til at dukke op til overfladen igen. Foghs hovedsynspuntk var som bekendt at religion er en privatsag. Og det er nok den almindelige opfattelse blandt mange mennesker, der så igen giver plads til en multikulturel og multureligiøs indstilling: Alle kulturer og alle religioner er dybest set lige gode. Vi skal blot lade være med at gå for højt op i dogmerne.

Det fremgår af de ovenfor citerede bemærkninger om kirke og kristendom fra Søren Papes side, at han er en helt igennem ærlig og selvfølgelig, kirkeligt indstillet kristen, men også at han som Anders Fogh og flertallet af danske politikere er håbløst naiv, når det gælder en forståelse af hvad religion overhovedet er. De tror nemlig at den er et sæt dogmatiske anskuelser og rituelle vaner som folk hver især kan have eller ikke have - og skal have lov at have i deres private liv, men som derudover ikke spiller nogen rolle medmindre den på højst uheldig vis kædes direkte sammen med ideologisk magtkamp og på det grundlag må bekæmpes.

Men religion er meget, meget mere, den er nemlig som uvildig religionsforskning forlængst har påvist et dybt eksistentielt spørgsmål om at have direkte føling med de meningsgivende forhold i tilværelsen som hverken individet eller samfundet kan undvære. Og sålænge dette ikke er gået op for flertallet af mennesker og politikere, bliver religion uundgåeligt et problem der skille vandene af rent intellektuelle grunde. Det konservative har lige som i sin tid Venstre valgt at se bort fra denne kendsgerning. De aner ikke hvordan det overhovedet skal forstås.



Søren Pape har også for ganske nylig været ude med budskabet om at Det konservative Folkeparti ligger til højre for Venstre og altid har gjort det. Det er jeg sådan set enig i. Det placerer i dag tydeligt partiet på den ekstreme højrefløj ved siden af Liberal Alliance, og det skal naturligvis respekteres. Men det betyder at partiet adskiller sig markant fra både Venstre og Dansk Folkeparti ved ikke at være deciderede midterpartier der kan konkurrere med socialdemokratiet om midtervælgerne. Og det betyder igen at det reelt ikke længere kan betragtes som en naturlig samarbejdspartner for Venstre.

Hvad Søren Papes muligheder for at genrejse Det Konservative Folkeparti angår, skal til sidst blot siges, at opgaven bliver meget svær, fordi partiet er blevet splittet af alt for megen intern uro siden Poul Schlüter, og alt for længe har være uden en politisk profil der kan kaldes tidssvarende. Personen Søren Pape ser også ud til - uanset engagement og talegaver - at være belastet af sin kønsorientering. Uanset hvor eksotisk hans valg af partner er, kan det næppe siges at være heldigt for et gammelt konservativt parti med gode gamle familieværdier at have en formand der ikke lever i et normalt familieliv.

Ejvind Riisgård



Link til Det Konservative Folkeparti
Søren Papes hjemmeside



Relevante artikler på Jernesalt:

Konservativt lederskifte  (16.1.11.)
To partiformænd i vanskeligheder  (3.8.10.)
Genopretningsplan og unødig skattesag  (2.7.10.)
Konservativt udspil om integration og danske værdier  (21.8.09.)
Burkaforbud - et led i kvindefrigørelsen
eller et led i diskrimination af muslimer?
  (18.08.09.)
Formandsskiftet hos de konservative  (10.9.08.)
Konservative og regeringens udspil 21.8.07
Dansk Folkeparti og Venstre-Konservatismen  (19.12.06.)
DF, K og R på kant - og på spil  (24.4.06.)
DF, konservative og erhvervsledere  (23.3.06.)
Kongekabale  (11.10.04.)
Gives der en moderne konservatisme?  (28.4.04.)
Blivende værdier?  (14.4.04.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal