JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - valg15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.5.15.

Valgudskrivningen satte gang i den egentlige valgkamp

Alt var timet perfekt til statsminister Helle Thorning-Schmidts udskrivning i går af valg til afholdelse torsdag den 18. juni. Det var sidste chance for valg før sommerferien - og derfor også sidste chance for fuld udnyttelse af det momentum Helle Thorning tydeligt har kunnet mærke og som for første gang i hendes regeringstid har betydet stabil medvind i meningsmålingerne i et par måneder i træk for hende selv og partiet, og som har gjort gabet mellem rød blok og blå blok en smule mindre. Medvinden har været båret oppe af hendes sikre optræden og håndtering af problemerne (fx omkring terrorangrebet i København 14. februar) og af den nøje planlagte fremlæggelse af reformpakker (sidst plan 2025) samt en systematisk reklamekampagne rettet direkte mod oppositionen og i særdeleshed mod den sårbare Venstreformand Lars Løkke Rasmussen. Kun et par enkeltsager har givet en smule modvind, nemlig uviljen mod at indrømme eget ansvar for den alt for sene bevogtning af Synagogen den 14.2., og økonomiminister Bjarne Corydons konsekvente modstand mod at lade folketinget få adgang til alle akter i Dong-salget.

Men tirsdagen efter pinse var statsministeren og vicestatsministeren i klar offensiv - støttet af gode, omend ikke ufortolkelige tal for den økonomiske udvikling (det er for meget sagt at krisen er overvundet). Men optimismen skulle selvfølgelig nydes og udnyttes og derfor kunne valget ikke udskrives samme dag, men først i går onsdag med det resultat at valgdagen denne gang ikke bliver en tirsdag, men en torsdag. Selve datoen - den 18.6. - har vittige hoveder straks fundet ud af var en sejrsdag for Jeanne d'Arc, men et Waterloo for lille Napoleon Bonaparte fra Sankt Helena. Og det kan man så lægge i hvad man vil.

Valgudskrivningen nød ministerholdet ved en munter kop formiddagskaffe, og den socialdemokratiske folketingsgruppe med klapsalver fordi den ser ud til at kunne undgå at blive reduceret. Det undgår Det radikale Venstre næppe. Morten Østergaard er både dygtig og kompetent, men han har erstattet Margrethe Vestagers store, over mange år opbyggede pondus med en aggressiv stil der virker direkte arrogant. Han må nok se frem til en betydelig tilbagegang, men dog ikke af en størrelsesorden der truer partiets betydning for en eventuel ny regeringsdeltagelse. Både Østergaard og Thorning satser på en fortsættelse af en SR-regering. Men det generer unægteligt begge at Alternativet med den tidligere radikale Uffe Elbæk ser ud til at kunne komme over spærregrænsen og få 5-6 mandater.

Helle Thorning må selv i bedste fald også støtte sig til SF og Enhedslisten. Pia Dyhr Olsen har ført sig frem i partiets reklamekampagne på en stærkt person-fikseret måde (hvor hun også har vist sig på barnestjernevis som den lille søde pige). Men det har ikke virket. Hun må også siges at være dygtig og kompetent, men uden et format og karisma som den Villy Søvndal der førte sit parti frem til en position og et samarbejde med Socialdemokraterne og dermed til hans og Helle Thornings udarbejdelse af en S-SF-plan hen over hovedet på Det radikale Venstre. Det hævnede sig for begge, da de ikke som håbet fik rent flertal, men nødtvungent måtte acceptere Margrethe Vestagers hjælp til en regeringsdannelse. Og den skete - som ingen har glemt - på hendes hårde betingelser. S og SF blev efterfølgende begge set som skyldige i vælgerbedrag (som J.O. Krags og Aksel Larsen i 1966 -jf. Krag og standpunkterne). Og det kostede omgåede tilslutning; for SF så meget at Søvndal måtte gå som partiformand og partiet senere måtte forlade regeringen. Pia Dyhr Olsen tog over efter Annette Vilhelmsen, men er i dag blevet nøgtern og betragter ethvert valgresultat over 6 % (det halve af Søvndals) som tilfredsstillende!

En eventuel ny SR-regering bliver derfor som den gamle helt og holdent afhængig af Enhedslistens accept og gode vilje. Den kommer naturligvis, fordi det er utænkeligt at det gamle revolutionære Venstrefløjs-parti skulle vælte en socialdemokratisk ledet regering - uanset hvor forkastelig dens dagpengepolitik og Dong-salg m.v. end er. Johanne Schmidt-Nielsen lægger naturligvis ikke skjul på sin kritik af den nuværende regering. Men hun nyder personligt godt af valgudskrivningen, for det redder hende fra at blive forhindret i at stille op på grund af Enhedslistens rotationsprincip. Og det skal partiet være glad for, for hun har lige præcis det de øvrige medlemmer af hendes folketingsgruppe savner, nemlig en social indignation der kan både ses og høres på hende. Den kan den lige så dygtige og kompetente, men altid stilige og formelle Pernille Skipper slet ikke udvise. Og med de smukke briller hun har anskaffet sig, er hun kommet til at virke decideret klog og intellektuel, og altså ikke hvad man forventer af en repræsentant for et venstrefløjsparti!

Den første valglederrunde på DR2 i aften forløb som ventet. Alle partiledere fik mulighed for at fremlægge deres vigtigste synspunkter; nogle kom bedre fra det end andre; partilederne stak til hinanden, ja skændtes indimellem så bravt at ordstyreren Per Bildsøe havde svært ved at kalde dem til orden. Men seerne kunne da danne sig et indtryk af hvad valgkampen vil komme til at dreje sig om.

Alle er enige om at dansk økonomi for øjeblikket kører i en nogenlunde rolig og tilfredsstillende gænge, der kan og skal benyttes til nødvendige reformer inden for vigtige områder som skole, uddannelse og sundhedsvæsen. Regeringens ny plan siger 15 mia til sundheden, 15 mia til tryghed og socialt udsatte, 5 mia til børn og uddannelse og 4 mia til forskning, grøn omstilling og vækst - vel at mærke over fire år. Der er tale om akkumulerede tal, der ser store og flotte ud, men i modsætning til årlige tal er uoverskuelige. Men det springende punkt synes at være at der i tallene er en reserve på 3 mia årligt til ekstra velfærd. Og allerede dette giver anledning til uenigheden om vækst og velfærd.

Venstre har tidligere slået på 'nulvækst' i velfærden og dermed i den offentlige sektor, dvs en nulvækst i den samlede procentuelle udgift, men naturligvis ikke i justeringer eller omflytninger ingen for den fastsatte ramme. Meningen er at den økonomiske vækst som de private virksomheder skaber og som kaster skatter af sig ikke primært skal gå til flere eller større velfærdsydelser, men til skattelettelser der kan gøre det nemmere for virkomhederne at investere og mere fordelagtigt for lavtlønnede og ledige at være eller komme i arbejde. Problemet er at Dansk Folkeparti, der er en forudsætning for eventuel dannelse af en kommende borgerlig regering, tydeligt har undsagt hele tanken om nulvækst, fordi man ikke kan forestille sig at fx sundhedsvæsenet ikke skal udbygges. Venstre har allerede bøjet af og understreget at ideen er til forhandling. Men Venstre dummer sig ved fortsat at køre frem med en uklar snak om 'nulvækst'.

Dybest set er problemet jo slet ikke om der kan flyttes om på midlerne, for det kan der, og det er der behov for. Problemet er naturligvis hvordan, og her er der nu engang forskellige meninger om sagen, som parterne i eventuelle brede eller smalle forlig bliver nødt til at finde et passende kompromis imellem. Men hertil kommer at alle partier synes at være helt utilbøjelige til at se problemet velfærd og offentlig sektor i lyset af den afgørende ting: Hvor stor skal den offentlige sektor være i antallet af offentligt ansatte.

Den danske velfærdsmodel lægger stort set beslag på halvdelen af bruttonationalproduktet, og er dermed kommet langt videre end da man diskuterede skatteniveauets størrelse i 1960'erne, hvor de konservatives leder Poul Møller utvetydigt slog fast at et skatteniveau på over 25 % var uacceptabelt. Skatteforligene omkring kildeskat og moms medførte at skatterne steg voldsomt og staten skovlede penge ind. Resultatet blev at den offentlige sektor støt og roligt blev udvidet uden at VKR-regeringen 1968-71 opdagede det i tide. Og allermindst så de hvad økonomen Jørgen S. Dich påviste med bogen 'Den herskende klasse': at de offentlige ansatte var blevet så mange og deres organisationer så stærke, at de satte sig på den politiske magt i og med at de som vælgere bestemte hvem der skulle regere landet. Eller med andre ord: Selve velfærdsmodellen blev dybt præget af at der blev flere og flere offentligt ansatte og færre og færre privat ansatte. Og det er præcis det der lige siden har været problemet og fortsat er hvad hele sagen burde dreje sig om. Men ingen synes at forstå det med undtagelse af Liberal Alliance, der så drager konklusionen at skatterne for enhver pris skal ned. De har forslag til problemets løsning der må betegnes som utopiske og som der i hvert fald ikke kan skaffes flertal for i folketinget, men hverken Venstre eller Dansk Folkeparti er bevidste om problemets omfang.

Det næste spørgsmål den første partilederrunde afdækkede uden mindste besvær var at den forestående danske valgkamp bliver en 'præsidentkamp' a la den amerikanske mellem Helle Thorning og Lars Løkke, skønt vi ikke har et tilsvarende præsidentembede her i landet, men alene har muligheden for en regeringsførelse der baseres på et samarbejde mellem flere partier i folketinget der tilsammen kan mønstre 90 mandater. Oftest melder partierne ud på forhånd hvilken kandidat de ønsker som statsminister, og dermed opstår tit to klare blokke over for hinanden. Men der er flere gange sket brud på mønstret, fordi navnlig Det radikale Venstre har været tungen på vægtskålen ved som socialliberalt parti at stå mellem venstrefløj og højrefløj. Derfor kunne Hilmar Baunsgaard i 1968 danne en VKR-regering - og i 1980'erne den konservative Poul Schlüter at danne flere flerpartiregeringer på stribe med nye midterpartier og en enkelt periode også med de radikale.

Med Dansk Folkepartis opdukken i 1995 blev fløjopdelingen endnu engang tydelig, fordi S og R blankt afviste partiet, og valget i 2001 cementerede opfattelsen at DF støtter den borgerlige fløj (og Venstres statsminister). Dette mønster er nu under afvikling, fordi Dansk Folkeparti under Thulesen Dahl har vist sig i stand til at samarbejde med både S og SF. Partiet støttede endnu i 2011 helhjertet Lars Løkke Rasmussen, men begejstringen for denne er faldet markant som følge af Lars Løkkes bilagssager og GGGI-sag. Den forhenværende statsministers almene troværdighed er faldet så drastisk, at Helle Thornings overgår den meget sikkert - og det betyder at DF må tilpasse sig denne situation. Den gør det helt aktuelt ved at tage klart afstand fra Lars Løkkes nulvækst-idé.

Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti støtter fortsat Lars Løkke Rasmussens statsministerkandidatur, og hvis Lars Løkke vinder statsministeriet tilbage er det muligt han indbyder DF til regeringssamarbejde, eftersom de to partier tilsammen kan få henimod 75 mandater. Men dels risikerer Dansk Folkeparti meget nemt at kompromitere sig, dels og navnlig vil det endnu engang cementere den ulyksalige fløjopdeling. Og vel at mærke gøre det i en situation hvor Dansk Folkeparti har mulighed for at overtage Det radikale Venstres gamle rolle som midterpartiet der kan forhandle til begge sider og danne regering med begge sider. Det kræver egentlig kun at Dansk Folkeparti bevidst vælger at betræde den tredje vejs politik, dvs den komplementære vej mellem liberalismens frihedsprincip og socialismens ligheds- eller tryghedsprincip. Og det er igen en vej der på afgørende vis ville kunne redefinere den danske velfærdsmodel som en socialliberal midterpolitik der aldrig fornægter den sociale forpligtelse til at tage hånd om de udsatte grupper, men som heller aldrig svigter den liberale forpligtelse til at give de skabende, iværksættende og produktive mennesker den nødvendighed frihed til at udfolde sig.

Vel, valget bliver spændende. Resultatet er helt uforudsigeligt. Men det bliver i sidste ende næpppe så entydigt at vi får endnu en fireårsperiode uden valg, hvor tingene og blokkene forbliver fastlåste. Der vil sandsynligvis blive mulighed for optøning og forår.

Jernesalt vil de kommende tre uger følge valgkampen ganske nøje - og bringe artikler om såvel de enkelte partier og hovedpersoner som de vigtigste temaer. Og det vil alt sammen blive set og skildret i et større eksistentielt og helhedsrealistisk perspektiv. Jeg kan ikke lægge skjul på at jeg finder det nuværende niveau for politisk debat for ringe, fordi det alt for snævert drejer sig om økonomiske og sociale forhold og partitaktiske interesser.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt:

Liberal Alliance hylder den ekstreme liberalisme  (25.5.15.)
Terror-redegørelsen en bét for Helle Thorning   (17.5.15.)
Det konservative folkeparti svækket med Pape  (8.5.15.)
Er 'Alternativet' virkeligt alternativt?  (24.4.15.)
Nationalpartiets tone yderst aggressiv  (19.4.15.)
Yahya Hassan springer ud som politiker  (15.4.15.)