Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - gudogviden2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.7.15.

Folk forstår ikke modsætningen mellem religion og videnskab,
men helhedsrealismen viser at modsætningen er komplementær

Overraskende nok har det givet anledning til megen ståhej i mange medier at Venstre-regeringens nye forskningsminister Esben Lunde Larsen i et interview har bekendtgjort at han tror på at Gud har skabt verden. Det er der mange der gør i vort oplyste og sekulære land, og det har aldrig været nogen hindring for at en politiker er blevet minister, for sekulariseringen indebærer lige præcis at ingen minister og ingen regering kan blande sig i den frie forskning, den frie religionstilknytning eller den frie meningsdannelse og ytringsret. Og den nye regeringschef kunne naturligvis ikke drømme om at udvælge en forskningsminister der har i sinde at blande sig!

Alligevel har der lydt protester fra såvel decideret ateistisk hold som mere moderat, men bekymret politisk hold. Politikens faste og altid kampberedte religionskommentatorer Michael Rothstein og Jens-André P. Herbener vil have ministeren fjernet, fordi de udelukker at han kan være neutral topadministrator, og de gør desuden - deres vane tro - gældende at alle religiøse forestillinger er fantasi som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Guder, djævle, engle, dæmoner, feer, trolde, himmel, helvede, paradis og evighed eksisterer ikke, fordi de ikke kan dokumenteres på samme måde som håndgribelige ting. Reelt gør d'herrer dermed virkeligheden til en rent materialistisk størrelse og alle psykiske forestillinger til afledte fænomener som bevidstheden i princippet vil kunne kontrollere fuldstændigt. De skelner slet ikke mellem 'villet fantasi' og 'spontan fantasi'. I den første kan man med sin rationelle bevidsthed forestille sig hvad som helst som ikke eksisterer i den materielle verden (som fx en hest med vinger eller en fuldkommen verden uden nød og krig). I den spontane fantasi dukker ukontrollable forestillinger op om guder, djævle, himmel, helvede og tidløshed og enhed m.m. som 'kører' i den underbevidste, aldrig hvilende bevidsthedsstrøm og derfra bl.a. dukker op i drømme, under meditation og ikke mindst i al kunstnerisk, videnskabelige og entreprenørmæssig kreativitet. Og disse forestillinger er afgørende for normalt og sundt sjæleliv.

Den tidligere minister Mette Gjerskov (S) har ligefrem truet med at melde sig ud af folkekirken, fordi regeringsgrundlaget udtrykkeligt fastslår, at Danmark er et kristent land. Det nævner desuden udtrykkeligt at "den evangelisk-lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke. Denne særstatus vil regeringen bevare. Samtidig er det afgørende for regeringen, at der skal være frihed til at tro på det, man vil, så længe det sker med fuld respekt for andres ret til det samme". Gjerskov mener et sådant udsagn i et regeringsgrundlag er ensbetydende med en sammenblanding af religion og politik. Men udsagnets sidste led er blot en repetition af selve grundlovens bestemmelser og det første led blot en bred og løs henvisning til et kulturhistorisk faktum, som man nærmest skal være ignorant eller analfabet for at modsige - eller ondsindet opfatte ideologisk!

En forfatter som Merete Pryds Helle har i et ret ironisk indlæg i Politiken gjort gældende at hvis Danmark virkelig er et kristen land må det også føre kristen politik, og det vil i hendes optik sige en politik der er baseret på næstekærlighed, ikke-vold og inklusion af indvandrere og flygtninge m.m..... Og dermed fører damen os straks ind i en specifik fortolkning, som drejer udsagnet i en klart ideologisk retning, altså det stik modsatte af hvad regeringen ønsker at sige med sætningen. Det har så fået en velmenende lektor i filologi som Hans Hauge til at hævde, at det slet ikke er landet, men staten der er kristen. Og dette er en horribel påstand i klar modstrid med grundlovens ord om kirken. Vi har nemlig her i landet ikke en statskirke, men en folkekirke, men det ved den kloge mand bare ikke hvad er. Ligesom Pryds Helle ikke ved hvad det vil sige at et land, en nation eller et folk allerede kan kaldes kristent i kraft af at det store flertal af befolkningen er medlemmer af folkekirken - og er blevet det som spæde, dvs længe før de overhovedet var i stand til at fatte hvad det indebærer. Eksempelvis skal man være voksen for at begribe at vi mennesker ikke på nogen måde bliver 'retfærdiggjort' ved at gøre gode gerninger!

Lidt mer substans kan man lægge ind i sagen om forskningsministeren, for han kunne i hvert fald teoretisk tænkes at ville gribe ind mod den frie biologiske forskning og dennes i dag almindeligt accepterede evolutionslære. I forsøget på at få ram på ham kan man så skyde ham i skoene at han skulle være 'kreationist', hvad der netop vil sige at være benægter af den naturlige udvikling over millioner af år - til forskel fra troen på at verden er skabt af en guddommelig magt én gang for alle (eller på nogle få dage som fx Bibelen fortæller). Faktisk er ministeren ikke kreationist, men han tror på den guddommelige skabelse uden på nogen måde at hævde nogetsomhelst om hvordan eller hvornår den har foregået, og det gør skam en forskel. Hverken ministeren eller regeringen vil naturligvis blande sig i forskningen. Og alle burde kunne være rolige. Men se om de er det! Ateisterne og venstrefløjen ser straks spøgelser alle vegne - og reagerer derefter!



Dermed får undertegnede igen bekræftet at uvidenheden om religiøse og eksistentielle grundproblemer er kolossal i vort ellers højt besungne oplyste land. Uvidenheden er i mine øjne faktisk så stor og påfaldende at jeg må give historikeren Michael Böss fuldstændig ret når han i et aktuelt debatindlæg i Jyllandsposten gør gældende at vi efterhånden nærmer os et stadium af åndelig analfabetisme. Han mener at vi savner intellektuelle personligheder af typen Niels Bohr til at hæve niveauet om spørgsmål af eksistentiel karakter, herunder forholdet mellem tro og videnskab. Og han anfører at "I mere end 100 år haft har vi haft en filosofisk diskussion mellem videnskabsfolk og teologer om forholdet mellem videnskab og religion. Men den har åbenbart ikke sat sig spor i selv den del af offentligheden, som man skulle formode var oplyst. Og trist nok er akademikere rigtigt uvidende og fordomsfulde, når det har noget at gøre med religion."

Jeg sætter Michael Böss ret højt som historiker og debattør - jf. min artikel om Böss' vægtige forsvar for nationen afdækker behovet for helhedsrealistisk nyvurdering fra 7.9.06. - men når han beklager at diskussionen mellem videnskabsfolk og teologer om forholdet mellem tro og videnskab ikke har sat sig afgørende spor i offentligheden, så bliver jeg nødt til at sige at det kan jeg sagtens forstå, for teologer har i mere end 100 år overhovedet ikke bidraget til en fornuftig debat om religion, af den enkle grund at de er fuldstændigt bundet af deres snævre referencer til ganske bestemte skrifter og trosbekendelser. De er med få undtagelser uvidende om at den fra teologien frigjorte religionsforskning har ført til en forståelse for førdogmatisk religion der er fuldstændigt på tværs af teologien, og hvad værre er så står de - takket være tilknytningen til kirken og dennes bekendelsesskrifter - fortsat i befolkningens øjne som fuldgyldige repræsentanter for "religionen som sådan" og dermed også indirekte som fuldgyldige repræsentanter for det fatale synspunkt at religion skulle stå i modsætning til videnskab.

Det er imidlertid en livsløgn som ikke alene ses af næsten alle de indlæg der er fremkommet i den sidste uges debat om forskningsministerens tro, men som også ligger bag alle gængse ønsker og forestillinger om at religion skal holdes ude af den offentlige debat (for at undgå unødig strid om synspunkter som regnes for personlige), på trods af at vi ikke alene dagligt udsættes for fundamentalister af alle slags og trosretninger (ikke mindst islamistiske) som mener noget andet, men også at vi simpelthen har - og naturligvis må have - en løbende debat om de store eksistentielle spørgsmål som slet ikke kan adskilles fra religiøse spørgsmål og derfor heller ikke fra det brede spektrum af religiøse forestillinger.

Det vil alt i alt sige at debatten om tro og videnskab bliver en fuldstændigt misvisende debat om tro, overtro og absurde påstande på den ene side og videnskabelige, dokumenterbare eller bevislige påstande på den anden side. Og det er jo latterligt, når de afgørende eksistentielle problemer af sproglige og psykologiske grunde til syvende og sidst altid er irrationelle, udokumenterbare og ubevislige, men ikke derfor meningsløse, absurde eller overtroiske. Tværtimod. De har netop deres mening for eksistensen fordi de er irrationelle.



Lad os blot tage nogle simple eksempler.

Livet og naturen har for langt de fleste mennesker allerede fra barneårene en orden, mening, helhed, værdi og sammenhæng som bare er der og hverken kan bevises, dokumenteres eller føres tilbage til noget der er bevisligt og dokumenterbart, De er og forbliver irrationelle og ligger derfor også uden for videnskabens arbejdsområde. Hvis børn ikke havde denne naive opfattelse af verden, ville de havne i dyb fortvivlelse. Og hvis voksne mennesker ikke formår at bevare den i en ikke-naiv form, sker det samme for dem.

Verden foreligger for ethvert barn som en given ting, der for langt de fleste er både spændende og mulighedsrig, men hvis oprindelse og mening ingen kan give nogen forklaring på. De gamle religiøse myter fortæller samstemmende at der ligger guddommelige magter bag verden, livet og mennesket, og de er derfor også særdeles brugbare over for børn, men de giver ikke videnskabelige forklaringer på fænomenerne, og de har heller aldrig postuleret noget sådant, ganske enkelt fordi ingen mennesker på myternes tilblivelsestidspunktet skelnede mellem myte og videnskab. For man havde ikke erkendelsesteoretiske eller psykologiske begreber til at foretage en skelnen mellem mytisk fortælling og det vi nu om dage kalder videnskab. Alt var set i et stort helhedsrealistisk lys. Og gennem kulten oplevede man regelmæssigt myternes evne til at opretholde den gode orden og mening.

Videnskaben er et realitivt nyt fænomen, der nok har oprindelse i antikken, men først for alvor er blevet formet i renæssancen med store forskere som Galilei og Newton i fysikken og siden først og fremmest Darwin i biologien, og den beror hele vejen igennem på en afdækning af årsagssammenhænge ud fra en udokumenterbar forudsætning om at al udvikling er sket på deterministisk vis som en ubrudt rækkefølge af årsager og virkninger.

Videnskaben 'dekonstruerer', 'afmytologiserer' og 'afmystificerer' verden og livet, og det har medført kolossale kundskabsmæssige, teknologiske og praktiske fordele som vi alle nyder godt af, men samtidigt har denne rationelle og intellektuelle fremfærd afdækket det forhold at der ikke gives videnskabelige forklaringer på hvordan universet, livet og mennesket er opstået eller videnskabelige forklaringer på den kvalitet og fortryllelse samt orden, helhed, mening og sammenhæng der ligger i tilværelsen (naturlovene kan ikke bruges som eksempler på denne orden, for de er abstrakte og i sidste ende matematisk formulerede). At man ikke kunne få helhed og mening med var længe et problem for naturvidenskabens store skikkelser, der selv prøvede at bevare troen på en gud eller guddommelige kræfter som igangsætter af det hele, fordi de trods alt ikke ville opgive den oplevede orden, helhed og mening som empiriske fakta. Men en mand som Darwin og mange andre på hans tid i 1800-tallet havnede i afvisning af al tro på religiøse eller irrationelle opfattelser. Og de røg ofte ud i svære uoverskuelige filosofiske tvivlsspørgsmål og ubehagelige konfrontationer med troende mennesker, herunder venner og pårørende. Først i nutiden gør flertallet af videnskabsmænd kort proces og siger at man stadig ikke ved, hvor helheden, ordenen og sammenhængen kommer fra, men enten vil det komme for en dag på et eller andet tidspunkt eller også er det sådan set ligemeget eller ganske underordnet. Det er videnskaben man tror fuldt og fast på. Og den skrider jo frem hele tiden.



Det sjove er imidlertid at mange videnkabsmænd stadig holder fast i at der må stå en Gud eller Skaber bag det hele - eller mere forsigtigt udtrykt at der bag det hele må være "noget der er større end dem selv". Det gjaldt eksempelvis Newton, der hemmeligholdt at han beskæftigede sig meget med alkymi, men også den store matematiker James Clerk Maxwell, der skabte den matematiske løsning på elektromagnetismen. Det gjaldt endvidere den endnu større fysiker Albert Einstein der skabte de banebrydende relativitetsteorier i 1905 og 1916 og med dem gjorde op med Newtons forestillinger om absolut tid og absolut rum. Einstein blev ikke mindst kendt for at føre en indædt diskussion over mange år med kvantemekanismens danske hovedmand Niels Bohr, der efterhånden indså at atomfysikken var nødsaget til at give afkald på en fuldstændig deterministisk årsagsforklaring på elementarpartiklernes bevægelser når de nærmede sig lysets hastighed. Man måtte i ethvert praktisk forsøg - i strid med den klassiske fysiks ideelle krav - vælge mellem målingen af hastigheden og målingen af lokaliteten, men kunne til gengæld ud fra det af Bohr formulerede komplementaritetssynspunkt betragte begge målinger som nødvendige for en fuldstændig beskrivelse samt gennem korrespondensprincippet sikre forbindelsen til den klassiske fysik (alle måleapparater var håndgribelige og fulgte Newtons love) - jf. Niels Bohrs filosofi og dens konsekvenser.

Men Einstein kunne og ville ikke opgive den absolutte determinisme. Han fastholdt drømmen om en videnskabelig årsagsbeskrivelse af den oprindelige helhed eller enhed. Hverken Einstein eller Bohr forstod den dybdepsykologiske grund til problemet, at et absolutistisk krav om at sikre enhed, helhed, orden og sammenhæng i alle fænomener dybest set er et ærkereligiøst krav i og med at alle disse attributter er af irrationel og derfor ubevislig og udokumenterbar art. De tilhører uden undtagelse de psykiske primærprocesser der er medfødte og af intuitiv art og uden logik og præcise definitioner - i modsætning til de tillærte sekundærprocesser som objektiv naturvidenskab konsekvent bygger på.

Mennesket har med andre ord to tilgange til virkeligheden: den medfødte, indre tilgang der beror på intuition og den tillærte, ydre der beror på iagttagelse og måling samt eksakte begreber og logik - plus de vigtige sondringer mellem subjekt og objekt, mellem årsag og virkning, mellem fortid, nutid og fremtid. Den første rummer alle forestillinger om højere mening, orden og sammenhæng samt 'evighed' (til forskel fra timelighed). Den ydre tilgang rummer alle praktiske forestillinger om årsagsforhold, håndgribelig realitet, beviser og dokumenterbarhed. De to tilgange er lige nødvendige for alle menneskers fulde erfaring af virkeligheden. Men kun den ene er videnskab (eller tilløb til videnskab).

Men man skal altså forstå at ethvert ønske eller krav om at se enhed, helhed, højere orden og sammenhæng samt mening i tilværelsen beror på intuition og irrationalitet - og derfor aldrig hører hjemme i den dekonstruerende og afmytologiserende videnskab. Når eksempelvis Einstein eller Planck til deres dødsdag insisterede på at det i sidste ende ville være muligt for naturvidenskaben at gennemskue alle fænomener og føre dem tilbage til oprindelige og indlysende årsager (og med Plancks udtryk så at sige kunne gennemskue hvad Gud måtte kunne se), så foreligger der et ønske eller et krav som er af decideret religiøs natur. Nøjagtigt det samme gælder når en biolog som Jesper Hoffmeyer forestiller sig semiotiske tegn der bestemmer den biologisk udvikling, eller når en sprogforsker som Louis Hjelmslev forestillede sig et tegn der bestemte al sproglig udvikling. Den slags er overtro og naivitet der ikke forstår hvad Bohr forstod at vi mennesker i vores forhold til naturen er afhængige af vort sprog og selve vor iagttagelsessituation som en del af den natur vi iagttager. Vi kommer aldrig bag om sproget, vore begreber og vore psykiske begrænsninger.



Man kan sådan set ikke med rimelighed undre sig over at teologerne aldrig kom fri af modsætningsforholdet til natuvidenskaben, når kapaciteter som Einstein og Bohr ikke fattede de dybdepsykologiske ejendommeligheder ved den menneskelige tænkning, for det er disse der i sidste ende gør den afgørende forskel. Men man kan bebrejde dem at de ikke forstod hvilke konsekvenser religionshistorikeren Vilh. Grønbechs banebrydende indsats kunne få for kulturudviklingen, hvis den blev alment. Grønbech løsrev religionsforskningen definitivt fra teologien og dens dogmatik og spekulationer ved at påvise at religion er den allerdybeste føling med den fulde og hele virkelighed, i og med at den intuitivt har fat på helheden og meningen.

Teologerne valgte efter det stadigt tungere pres fra den værdineutrale og ofte decideret ateistiske naturvidenskab at søge tilflugt i en fortolkning af den religiøse tro som et spørgsmål om at vælge 'absurditeten' med fuld konsekvens og helt frigøre sig fra religionens sammenhæng med den naturvidenskabelige forståelse af tilværelsen. Den liberale teologi i slutningen af 1800-tallet gik med til en afmystificering af tilværelsesforståelsen, men mente at troen kunne og skulle reddes ved at gøre den til et 'mysterium' uden for enhver forståelsesramme. Man skulle med Søren Kierkegaard tage 'springet' ud i troens dybe hav af irrationalitet eller - som moderne teologer (Kemp og Sandbeck) kan finde på at sige - betragte kristendommens fundamentale postulater som poesi eller fantasi - jf. Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag.

Det kan der komme uendeligt mange og ofte skarpe intellektuelle spekulationer og skrifter ud af, men det har intet med ægte religion at gøre, for ægte religion er et spørgsmål om erfaringsbaseret føling med den fulde virkelighed, og en sådan føling er igen et simpelt spørgsmål om føling med det kollektivt ubevidstes arketypiske forestillinger.

Det lyder mystificerende for dem der ikke er vant til begreberne og begrebsrammen, men sætter man sig først ind i forskellen med de to slags psykiske grundprocesser og får ordentligt fat på at primærprocesserne er den medfødte og umiddelbare tilgang og erfaring, mens sekundærprocesserne er den tillærte og middelbare tilgang og erfaring, så burde det også være til at forstå at der er tale om to vidt forskellige og på alt logisk plan absolut uforenelige modsætninger, der blot begge er relevante og nødvendige for alle menneskers fulde tilpasning til den faktiske realitet - og som iøvrigt bruges helt selvfølgelig af ethvert barn indtil den rationelle kritik for alvor sætter ind i puberteten! Og så burde man også kunne forstå at det er en elendig løsning at holde den ene tilgang for den eneste sande og den anden for en rent æstetisk eller fantastisk snak.



Det er endda muligt at forstå at teologer er de sidste man skal have hjælp fra hvis man vil bygge bro mellem naturvidenskab og religion forstået som udogmatisk helhedsrealisme. Man skal naturligvis søge hjælpen hos helhedsrealismen der dels pointerer komplementariteten mellem den indre og den ydre tilgang til virkeligheden, dels pointerer, at alt hvad der har at gøre med helhed, orden, sammenhæng og mening i tilværelsen udelukkende beror på intuition og primærprocesser.

Kommer man først så langt, så vil man betragte det som en selvfølge at fortryllelsen af tilværelsen sker på den intutive måde gennem kærligheden, erotikken, seksualiteten, dansen, sangen, musikken og billedkunsten samt den direkte oplevelse af naturen og dens foreteelser, mens mytologiseringen af tilværelsen tilsvarende sker gennem fortællingen, digtningen, dramaet, filmkunsten og kulten samt humoren. Og man vil ikke længere undre sig det fjerneste over at alle disse fænomener vedbliver at have en enorm stor tiltrækning på alle mennesker - uanset køn, alder, intelligens, race, etnicitet og religion. Specielt bør anføres at kult på vore breddegrader og i vore dage dyrkes meget mere i musiklivet og på musikfestivaler end i kirkelivet. Og fordelen er just at den er uafhængig af dogmatik.

Man vil endda også komme til en forståelse af at naturvidenskabens store skikkelser fra Galilei og Newton over Darwin til Einstein, Bohr og Heisenberg samt Konrad Lorenz slet ikke var affortryllende i deres arbejde, men tværtimod var med med til at genskabe verden som et fortryllende hjemsted for det altid nysgerrige, udforskende og grænsesprængende menneske. Alle store naturvidenskabelige opdagelser og indsigter beror ikke blot på grundige forarbejder, gentagne eksperimenter, systematiske undersøgelser og logiske ræsonnementer, men til syvende og sidst også på spontan intuition af den art alene det kollektivt ubevidste kan præstere, fordi den er hovedkilden til menneskets indre liv.

Det er netop hemmeligheden ved den menneskelige eksistens, at verden ikke er skabt én gang for alle, men genskabes igen og igen hver eneste dag vi lukker øjnene op og ser herlighederne - samt modtager uendeligt mange impulser og forestillinger fra det kollektivt ubevidste.

Vores dages åndelige armod og analfabetisme er fatal for såvel kulturudviklingen som indvidets udvikling, men den skyldes ikke mangler i uddannelsessystemet som sådant, men først og fremmest manglende viden om og forståelse for det kollektivt ubevidstes afgørende betydning. Folk er blevet så opflaskede og indoktrinerede i den dominerende videnskabelige tænkning og virkelighedsindsnævring at de næsten automatisk afviser alle forestillinger om det kollektivt ubevidste som fantasi, overtro eller okkult tale, skønt den er særdeles nøgtern, forklarlig, empirisk og detaljeret og med den komplementære helhedsrealisme har en nøje udarbejdet og fuldt dækkende begrebsramme som adskiller sig markant fra alle religiøse og politiske ideologier ved at være åben og udogmatisk samt antiholistisk. Den peger på det komplementære forhold mellem vore to tilgange til virkeligheden. Den peger på vejen til føling med den afgørende helhed og enhed, og den peger på hele kulturhistorien som én stor eksemplifikation af det kollektivt ubevidstes utrolige kreativitet.

Ejvind Riisgård



Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: "Isaac Newton og menneskets eksistentielle udfordring" - tillige med essayet

Isaac Newton kan først forstås fuldt ud med emergent helhedsrealisme
(Essay om den geniale fysiker - på grundlag af C. H. Kochs biografi)
  (30.8.15.)

og artiklerne:

Lys over landet, folket og eksistensen  (Essay om oplysning - 1.5.15.)

Folk forstår ikke modsætningen mellem religion og videnskab,
men helhedsrealismen viser at modsætningen er komplementær
  (13.7.15.)

Valget har vigtigere emner end valgkampen lader ane  (17.6.15.)
Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise  (6.9.15.)
Systemsammenbrud betyder ikke tidernes ende, men nye muligheder  (13.9.15.)

Jf. nærmere omtale.



Relevante artikler på Jernesalt:

Isaac Newton kan først forstås fuldt ud med emergent helhedsrealisme
(Essay om den geniale fysiker - på grundlag af C. H. Kochs biografi)
  (30.8.15.)

Gud og Darwin - intelligent design eller videnskab eller noget helt tredie  (18.10.05.)
Har Gud designet verden?
Darwin og skaberen
Hawkings univers

De psykiske grundprocesser
Komplementaritetssynspunktet
Den komplemetære helhedsrealisme
Vilhelm Grønbech



Artikler om religion
Artikler om sekularisering



Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)
Grundtvig som mytisk digter og profet
Musik - underholdning eller kult?  (9.5.06.)
Ind i musikken



Folkekirkens falliterklæring om tro  (27.1.15.)
Folkekirken kan ikke finde ud af gudsforholdet  (28.12.14.)
Folkekirken, kønsudjævningen og flugten fra den sande udfordring
- eller da Folkekirken blev til Lillekirken der var glad for sig selv
  (14.12.12.)
Folkekirke, statskirke og folkereligion  (17.5.12.)



At være ateist er snæversynethed   (28.1.11.)
Ateismens problematik  (26.3.05.)
Grænser for Gud? - Eller grænser for religionsforvirring?  (24.11.05.)
Nikolaj Cederholms ateistshow en smart fordomsbekræfter  (7.3.07.)



Gravøl for oplysningen?  (9.12.04.) Er oplysningsprojektet dødt eller står det foran sin renæssance?
Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.) så den kun verdsliggør selve den politiske magt
Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag  (17.11.06.) - kritik af Lars Sandbecks bog om den mytisk-poetiske idé hos filosofferne Peter Kemp, Johannes Sløk og Amos Wilder



Terroraktionen i Paris blev udvidet dramatisk. Reaktionen viser fortsat stor religiøs forvirring  (10.1.15.)
Falske udsagn om Grønbech i forhold til Nietzsche og kristendommen  (8.3.13.)
Er der en mening med døden?  (19.10.11.)
At være metafysiker er en tvivlsom affære  (26.1.11.)
Religiøsitet, dumhed og pseudovidenskab
- kommentar til Helmuth Nyborgs leg med statistik
  (3.7.08.)

Nordmanden Johan Lems tværfaglige helhedsfilosofi  (27.3.07.)
Helhedsrealismens fortrin  (5.3.06.)
Livet og virkeligheden  (22.07.07.)
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
Videnskaben eller Gud  (18.10.05.)



Artikler om Religion
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering
Artikler om Samfund



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal