Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - folkekirken15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.1.15.

Folkekirkens falliterklæring om tro

En sognepræst i København - Per Ramsdal i Sydhavn Sogn - vakte i juledagene opsigt ved til Jyllands-Posten at erklære at han ikke tror på Jesu opstandelse fra de døde, på en skabende gud eller på et evigt liv efter døden, og han fik ifølge samme blad opbakning af flere kolleger. Men der lød også mange protester, bl.a. fra præster som Sørine Gotfredsen, Flemming Pless og Poul Stender, formanden for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard og Viborgs fhv. biskop Carsten Nissen. - Præsten blev helt selvfølgeligt indkaldt af sin øverste chef, Københavns biskop Peter Skov-Jacobsen, til en samtale, eller det der i verdslig sammenhæng nogle steder hedder en 'kammeratlig samtale' og betyder en alvorlig irettesættelse med trussel om fyring (eller det der er værre) hvis vedkommende ikke bøjer sig for autoriteterne.

Biskoppen kunne nøjes med at fortælle den formastelige sognepræst at folkekirkens præster er forpligtet på kirkens bekendelsesgrundlag, dvs. den ældgamle trosbekendelse, og at ingen kan være præst i folkekirken uden at acceptere dette. Man kan have forskellige meninger om hvordan trosbekendelsen skal fortolkes, men man kan ikke direkte undsige de enkelte trossætninger (dogmer). Og man kan heller ikke tillade sig som præst - hvad Ramsdal efter sine egne oplysninger har gjort i forbindelse med begravelser - at stikke de pårørende et håb om et gensyn med de afdøde i "livet efter døden" som præsten ikke selv tror på. Det er at bruge en 'nødløgn' (eller 'hvid løgn'), og det må en præst ikke ty til i en sådan sammenhæng. Ramsdal, der tidligere har gjort sig bemærket ved at give flygtede asylansøgere fredsted i Brorsonskirken på Nørrebro, forstod belæringen og undskyldte sine tidligere udtalelser. Han lovede at rette ind, og for at dette kunne ske helt efter bogen indvilligede han i en 'mentoraftale', som består i at han skal følge en grundig manuduktion i kirkens bekendelseslære som skal gives ham af en meget lærd professor i dogmatik på grundlag af otte relevante bøger. Altså en ren og skær teologisk belæring om elementært stof over for en teolog der har været præst i mange år. En flov historie for præsten - og kirken. Og en mentoraftale der er lige til Politikens Bagside for Billige Grin.

Nøgternt set har biskoppen sat en kritiker og provokatør på plads på en så ydmygende måde at man nok ikke skal forvente eller frygte flere tvivlsytringer fra denne arme synder. Man får næppe en gentagelse af sagen mod Vedbæk-præsten Thorkil Grosbøll der for ti år siden kom under biskoppeligt tilsyn, men ikke kunne holde sine inderste meninger for sig selv, og derfor måtte have regulær mundkurv på et par år før pensioneringen. Ramsdal er relativt ung og har mange år til sin gode tjenestemandspension, så han må nu i årevis leve med søndag efter søndag og begravelse efter begravelse at skulle fremsige tekster på kirkens vegne han ikke selv tror på (og som flertallet af den danske befolkning heller ikke tror på), og som han altså heller ikke bare må kalde nødløgne. En sådan bitter pille har mange tjenestemænd måttet sluge før ham - også i den verdslige verden, hvor der har været og stadig er mange regimer der styres ideologisk stramt som fx Nazi-Tysland, Sovjet-Rusland eller DDR i gamle dage og Iran og Saudi-Arabien m.fl. i vore dage.

Ideologisk styret er regimet efter sigende ikke her i Danmark. I hvert fald må en departementschef i Justitsministeriet eller Finansministeriet tro på lige hvad han vil uden for jura og regnekunst. Men en præst i folkekirken må alligevel ikke anfægte grundtekster der er mange hundrede år gammel og skrevet længe før der var noget der hed moderne naturvidenskab, moderne erkendelsesteori, moderne religionshistorie og moderne psykologi. - Den pensionerede Thorkil Grosbøll har i en kommentar til den nye sag fortalt Politiken om sine egne ubehagelige og rystende 'læresamtaler' med biskopperne Rebel og Lindhardt dengang. Og sandheden herom er, at hans forhold til trosbekendelsen ændrede sig radikalt: "Pludseligt var bekendelserne ikke blot [som hidtil] et historisk tilbud, men skulle bruges til at forfølge folk med, om så de blev slået til lirekassemænd. Det var rædselfuldt. Folkekirken har ikke meget magt tilbage, men den holder krampagtigt fat i den smule som den har...".



Hertil kunne siges, at det dog er frivilligt at påtage sig en præstestilling i den danske folkekirke og dermed afgive et såkaldt 'præsteløfte', og at præster der hen ad vejen måtte komme til at føle sig i uoverensstemmelse med dette løfte har frihed til at søge deres afsked. Det sjoveste er imidlertid at vi nu har fået biskop Skov-Jacobsens rene ord for at kirkens dogmer ikke skal tages bogstavelige; de er ikke 'hold-kæft-bolsjer' som han friskfyragtigt siger; de bygger derimod på fundamentale kilder, nærmere betegnet fire vidt forskellige fortællinger (evangelier) som er alt andet end entydige. Troens mysterium er altså klædt i mangfoldighed og symfonisk mangestemmighed, lyder det glade budskab nu i en biskoppelig kronik som bringes af det altid beredvillige Dagblad for den Højeste Oplysning i Danmark, også kaldet Politiken. - Biskoppen benytter endog lejligheden til at udbryde at det altid har været ham en gåde at kristendommen kan få et fundamentalistproblem! Det kunne tyde på at den vise mand i sin tid måtte have haft held til at tage teologisk eksamen uden at blive eksamineret i kirkehistorie - eller at han straks efter eksamen har brændt fagbøgerne og deres eventuelle spor i hukommelsen og derefter levet videre i barnlig uvidenhed om ondskaben i verden. For lige siden trosbekendelsen blev en normativ og autoriseret realitet i det Herrens år 381 har der været store stridigheder om dogmerne i kirken - og de har vel at mærke mange gange været fatale for kættere der sagde magthaverne imod. Og det er præcis dér hunden ligger begravet - uden at biskoppen kan se det: dogmer er magtmidler der kan bruges til meningsundertrykkelse, og de er meget flittigt blevet brugt i kirkehistorien til dette formål. Det nye er såmænd kun at magthaverne i folkekirken ikke længere farer frem med bål og brand, men nøjes med på raffineret vis at strække dogmerne med så verbal opfindsomhed at der bliver plads til visse fortolkninger, men samtidigt fastholdes en skarp grænse til uacceptabelt kætterske tanker.

I denne ny-hellige ånd gør biskoppen derfor nu gældende at opstandelsen ikke skal tages bogstaveligt som en fysisk hændelse, men ikke desto mindre er selve kilden til troen. "Når den kristne menighed bekender opstandelsen, synger den også om at Gud gør op med ondskaben i verden, og nu åbnes der for et håb, nu er Guds rige nært". Denne passus er her gengivet ordret, fordi det er meget sigende at biskoppen ikke giver os så meget som en antydning af hvad menigheden måtte mene med sin opstandelses-bekendelse. Han går direkte videre til en oplysning om at menigheden også synger om håbet m.m. Ja, han øger endda forvirringen en ekstra tand ved at tilføje at menigheden "nu ser tilbage på den jordiske Jesus med opstandelsen i erindringen". Det centrale, forklarer han os, er selve den provokation der ligger i at vi nu får mulighed for at spørge efter mening i en verden der så åbenlyst er præget af ondskab og modsætninger. - Indirekte og utilsigtet siger biskoppen dermed at mennesket på jorden ikke har kunnet spørge efter meningen før talen om Jesu opstandelse dukkede op. Men han tager slet ikke stilling til at der i den autoriserede trosbekendelse bruges udtrykket "kødets opstandelse" som er umuligt at fortolke symbolsk med mindre man vil gøre vold på normal sprogbrug.

Biskoppen mestrer til fuldkommenhed kunsten at skabe forvirring, men han fremturer når han efterfølgende skriver: "Når vi i kirken bekender at vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber, er det ikke fordi vi ønsker at fastslå oldtidens, antikkens eller middelalderens verdensbillede" (eller nyere videnskabs ditto....), men derimod at gå "efter troens mening, og den hævder at alting blev skabt ud af ingenting"! - Ikke et ord om hvad der mon rent sprogligt skal forstås med 'skabt ud af ingenting'. Jeg husker at vittige Piet Hein engang gjorde opmærksom på at det eneste i verden der kommer af ingenting er lommeuld! Og det kan jeg sagtens forstå og bifalde. Og jeg kan også huske at Piet Heins gode ven, kybernetikeren Norbert Wiener, engang understregede at "sproget er vores fælles spil mod forvirringens kræfter". Så mon ikke man bør være lidt forsigtig med at omgås udtrykket 'skabt af ingenting' uden nærmere forklaring. Men end ikke et spinkelt forsøg herpå indlader biskoppen sig på. Han tilføjer blot at de troende "bekender at der blev skabt noget oprindeligt, en underfuldhed, skønhed, uforlignelighed". Og så får vi ellers en længere udlægning af dette poetiske synspunkt. Svar på det nærliggende og i såvel Ramsdal-sagen som Grosbøl-sagen helt relevante spørgsmål giver han ikke: Hvis skønheden og underfuldheden skulle være kernen i den kristne trosbekendelse, hvorfor så ikke erstatte den gamle og forældede formulering, der afstedkommer så megen undren og hovedrysten, med en anden der forklarer hvad skabelse måtte være i tidssvarende og meningsbærende sprog?

Biskoppen hopper i stedet videre til en ny gang røgslør, nemlig en speciel fortolkning fra billedkunstneren Hein Heinsen som findes i hans bog 'Gud-Trinitetsmaskinen' som er en del af det pensum Ramsdal nu tvangsindlægges til at studere. Her hævdes det at treenighedsdogmet er et værn mod tre forenklinger, nemlig fundamentalismen, moralismen og sværmeriet. Fundamentalismem omkring den for store Faderfigur fører til en lukket kultur med for megen fasthed og for lidt eksperiment og kærlig fantasi. Moralismen bliver uden Gudsøn for megen selvspejling, god tone og selvretfærdighed og savner lidenskab og vild fantasi. Og endelig giver sværmeriet og anden New Age [uden forståelse for Helligåndens betydning] for megen løssluppen fantasi og for lidt krop og fasthed. Jeget og dets følelser sættes i centrum, og det bliver sentimentalitet....

Og alt dette lyder i og for sig spændende nok, især hvis man kender noget til både treenighedsdogmet (Faderen, Sønnen og Helligånden der er én) og de to nævnte ismer samt sværmeriet (som ikke mindst Luther altid tordnede imod). Det er nok en fordel for forståelsen at vide at Hein Heinsen udover at være uddannet som billedhugger på Kunstakademiet også har taget teologisk eksamen fra Universitetet - og iøvrigt er præstesøn. Så han er indviet i og indforstået med teologisk sprogbrug. Politiken bragte i begyndelsen af december en kronik af ham, hvor han med vanlig sprælsk retorik gjorde gældende at "det moderne er et eksperiment om alt", intet mindre. Og denne påstand har bladets kronikredaktør i sin helt aktuelle kommentar til Ramsdal-sagen genbrugt med den hovedpointe at vantro sikrer os mod fundamentalisme og at debatten om det evige liv viser at kritik er et godt middel mod ekstremisme. Redaktørens evangelium er multikulturalismen, og den passer kristendommen ind i som fod i hose! - Ikke et ord fra biskoppen eller kronikredaktøren om det kernespørgsmål der rejses af kætterne Ramsdal og Grosbøll: Hvorfor ikke tage konsekvensen af at de officielle trosbekendelsers ældgamle formuleringer er utidssvarende i vore dage, i og med at de direkte forleder mange mennesker til bogstavtro fortolkninger. For det er jo disse uhensigtsmæssige formuleringer der får almindelige mennesker til at se kirken som en institution der ikke er fulgt med samfundsudviklingen og sprogudviklingen - eller som prøver at redde sig med det halmstrå der hedder at undgå fundamentalismen ved at knytte sig til spidsfindigheder i teologien og gøre kristendommen intellektuel eller æstetisk. Begge forhold får meget naturligt folk som flest til at ryste på hovedet af kirken og drage den konklusion at de får tomme ord for sundt og nærende brød.

Biskop Skov-Jacobsen skal skam også citeres for sit allersidste vise ord i denne sammenhæng. Han slutter sin kronik af med at bedyre at striden for ham slet ikke handler om at holde hinanden op mod en facitliste. Den handler derimod om at undgå at blive overladt til sin egen endimensionalitet og derfor at turde tage troens spring. Med det allersidste udtryk får han bekendt sin tilknytning til den spidsfindighedens mester over alle som bærer navnet Søren Kierkegaard, og som netop gjorde springet ud på de 70.000 favne til kristendommens kernepunkt. Dér kan man ikke bunde. Dér er ingen sikkerhed af nogen art. Dér er slet intet enfoldigt Guds rige af den art Jesus pegede på og som blot krævede at man blev som barn påny. Nej, kernen er blevet selve den intellektuelle præstation at tro på et paradoks. Eller med andre ord: En absurd påstand er blevet kristendommens grunddogme (ved en helt privat fortolkning af evangeliet). Og det vil igen sige at kristendommen er blevet gjort til intellektualisme i renkultur. Man skal slet ikke være bogstavtro fundamentalist for at kunne regne sig for kristen; det er langt sikrere at være en tænketype der ikke kan få nok af sofistikeret leg med paradokser og andre absurditeter. Og først og fremmest er det allersikrest at lade være med at stille kritiske spørgsmål til såvel oldkirkelige formuleringer som profeten Kierkegaards relancering af det glade budskab som i sidste instans er en gentagelse af et gammelt ord: "jeg tror fordi det er fornuftstridigt" (på latin: credo quia absurdum).

Det er ganske vist et fordrejet citat af kirkefaderen Tertullian (ca. 145-220), men det er interessant at læse den passus det kommer fra: Guds søn blev korsfæstet.... Og efter at være blevet begravet er han opstanden; det er sikkert, fordi det er umuligt! - eller på latin: "certum est, quia impossibile est!



Lad mig straks tilslutte mig religionshistorikeren Vilh. Grønbechs respektløse omtale af kirkefædrene i sine afsluttende universitetsforelæsninger i 1943. Deres værker var "den mest uhumske læsning der findes", og specielt Tertullian kaldte han "den største sjover i Europa og det vil naturligvis sige at han er en stærk kristelig karakter".

Unægteligt en yderst subjektiv vurdering af den lærde mand der morede sig med for en gangs skyld at kunne spytte lige ud som forelæser. Han var vant til at provokere og nød i fulde drag sin forskningsfrihed. Men dommene skal ses i den specifikke sammenhæng der hedder et stadigt opgør mod den kristelige pilgrimslængsel der har gået gennem hele middelalderen og renæssancen frem til vores dages udviklings- og fremskridtstro. Denne længsel har betydet en systematisk nedvurdering af det legemlige og jordiske til fordel for håbet om et hinsidigt paradis. Og denne længsel havde efter Grønbechs indsigter vel at mærke ikke noget med sund og ægte religion at gøre - sådan som den fandtes i andre religioner, inklusive de såkaldt primitive religioner. Her var både det legemlige og det jordiske helligt på lige fod med det sjælelige og åndelige. Der var ingen skarp dualistisk modsætning, men tværtimod et uafladeligt dynamisk vekselspil mellem de to tilgange vi som mennesker har til tilværelsen. Den indre eller psykiske tilgang bevirker at vi fra første færd i livet har et umiddelbart forhold til tilværelsen, virkeligheden, naturen, samfundet og det menneskelige fællesskab med kunst dans, musik erotik og familieliv samt guder og kult, og den ydre eller sanselige bevirker at vi gennem skoling og opdragelse, praktisk arbejde og erfaring, sprogspecialisering samt forskning og tænkning får en stadig bedre tilpasning til og udnyttelse af vore yderst komplekse og foranderlige ydre levevilkår.

Tro og religion er i denne sammenhæng ikke et spørgsmål om dogmer eller dogmatiske udlægninger og stridigheder, men et spørgsmål om kult og hengivelse. Tro er ikke tro på påstande af nogen art, men det simpleste af alt: en direkte føling med virkeligheden, og denne føling kan oven i købet nå sin højeste og mest værdsatte potens i fest og kult uden brug af dogmer, teologi og tænkning, nemlig gennem dans, sang og musik. - Kulturproblemet i vore dage, som allerede på Grønbechs tid, er imidlertid 1) at det simpleste af alt takket være intellektualiseringens systematiske hærgen ikke længere er så simpelt som det var engang og stadig burde være, 2) at sund og jævn folkelig tro takket være den kirkelige teologis hærgen stort set ikke længere findes i kirken, 3) at den festlige og kultiske musik primært gives i kirkemusikken uden for gudstjenesten (Bach og Händel for eksempel, men også Arvo Pärt og mange andre) og 4) at folkekirke og folkeliv derfor er blevet skilt fra hinanden så begge halter helt forfærdeligt. Den kierkegaardske kristensdomsfortolkning er blevet dominerende i teologien og er med præsteskabets fulde vidende og vilje blevet gjort til et definitivt skarpt skel til den levende folkereligiøsitet eliten alle dage har foragtet.

Det betyder ikke at sund og jævn tro ikke findes blandt almindelige mennesker. Det gør den i rigeligt mål, hvad enhver der forstår hvad sagen drejer sig om kan se med det blotte øje bare ved at færdes på gader og stræder, i indkøbscentre, i offentlige transportmidler, på arbejdspladser eller på ferier og til fester og sammenkomster samt koncerter. Det helt gennemsnitlige menneske har et sundt tag på dagliglivet og familielivet såvel som på fest- og fritidslivet. Det kommer først i større problemer når det af eliten bliver stresset af karrierestræb og konkurrencementalitet. Og det må så ty til alle mulige former for betalingskrævende terapi, men får ingen nævneværdig hjælp fra den folkekirke der burde kunne give den fornødne eksistentielle hjælp og modstandsvilje helt gratis. Kirkens fatale fejl er at den systematisk har gjort religion til et spørgsmål om sofistikerede fortolkninger af dogmer, således at religion i Danmark ikke længere er et helt naturligt omdrejningspunkt for flertallets sunde og overordnede helhedsrealisme.



Skal problemet nærmere konkretiseres på baggrund af den aktuelle strid om kirkens dogmer eller tros-påstande, så kommer man ikke uden om at en gentagen påpegning af selve det forhold at folkekirken fra øverst til nederst - og fra prædikestol til lærestol på universiteterne - lider af en nærmest ufattelig uvidenhed om hvad der er sket i moderne naturvidenskab, moderne erkendelsesteori, moderne psykologi og moderne religionsvidenskab de sidste par hundrede år, eller lidt mere præcist: en total og i virkeligheden rystende negligering eller fortrængning af de meget dybe indsigter der er kommet fra denne kant. Lad mig først og fremmest nævne kvantemekanikken og dybdepsykologien samt en religionsforskning der fokuserer på mytisk indsigt.

Kvantemekanikken har opdaget at vi ikke kan komme bag om sproget i vor fortolkning af universet eller tilværelsen generelt men at vi til gengæld kan komme uden om al den forstandsforheksende dualistiske tænkning som ligger bag al religiøs, ideologisk og videnskabelig fundamentalisme ved at betragte logisk uforenelige, men ubestridelige og nødvendige modsætninger som komplementære og ligeberettigede samt dynamiske. Dybdepsykologien har opdaget at sjælelivet har en ubestridelig irrationel og intuitiv side ved siden af den rationelle og sprogligt baserede side, og at den ubevidste dimension ved siden af den personlige del har en kollektiv del som er aldeles afgørende i henseende til åndslivets udvikling fordi den har arketypiske og universelle forestillinger som er energiladede og som i kraft af denne energiladning bestemmer fællesskabets ideer, idealer, håb og moral. Endelig har den fra teologien frigjorte religionsforskning opdaget disse energiladede og universelle forestillingers enorme virkninger for folkenes nødvendige kult, ikke mindst i henseende til at sikre folkene en uudtømmelig sammenhængskraft, mening og orientering. Disse forestillinger formår at hæve folk over flygtig, midlertidig, snæversynet og problematisk æsteticisme, moralisme, sværmeriskhed, intellektualisme og fundamentalisme osv. Og hvad specielt kristendommen angår har den i Kristusskikkelsen endda givet menneskeheden en enestående gave i form af et fuldstændigt nyt fænomen i biologien: en uudryddelig og yderst kraftfuld arketypisk forestilling om en evig instans der adskiller sig fundamentalt fra alle magtens manifestationer og uafladeligt peger på enfoldens og umiddelbarhedens vej til nærhed, mening og kærlighed. Her kommer 'opstandelsen' ind i billedet, hverken som brud på fysikkens love eller som poetisk metafor, men som reelt, umiddelbart fænomen af en enorm energi som alle levende individer og fællesskaberne kan trække på blot de får og opretholder føling med det.



Fra en lille og hurtigt afsporet dialog med ovennnævnte billedhugger og ordjonglør Hein Heinsen har jeg erfaret hvor svært det kan være for en begavet, men endimensionalt tænkende mand at fatte hvad umiddelbar realitet er for en simpel størrelse. For selvom jeg forsøgte at forklare fænomenet med klare eksempler, så lød svaret: Den umiddelbare realitet er en konstruktion, og når jeg replicerede, at det kunne den jo ikke være, når den var umiddelbar, lød svaret: den refererer ikke til noget. - Jeg opgav naturligvis videre diskussion, for når den gode mand ikke kan få fat på at begrebet 'umiddelbar realitet' refererer til hele den umådelige mængde af dagligdags erfaringer som er blottede for enhver ordmæssig eller begrebsmæssig formidling og som vi iøvrigt alle gør hver eneste dag lige fra fødslen, så er der jo ikke rigtigt noget at stille op (Heinsen var end ikke at formå til at kigge i den tilsendte 'Højsang', hvor et af hans egne værker er gengivet).

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at når Heinsen ikke kan eller vil få øje på realiteten i disse umiddelbare og dagligdags erfaringer, så er det ikke fordi han ikke skulle kende dem fra sig selv (det gør alle mennesker uden undtagelse), men fordi han på forhånd har lagt sig fast på den æstetiske og intellektuelle opfattelse at alt er konstrueret og intet derfor kan være umiddelbar realitet. Men den umiddelbare realitet er netop ikke konstruktion. Den er tværtimod hvad enhver erfarer der har føling med det kollektivt ubevidste. Erfaringen er solid og gentagelig til hver en tid - og det er som erfarings-kvalitet den får sandhedsværdi og bliver afgørende for alle menneskers eksistens. Men de moderne ord og begreber vi bruger for at påpege dette er naturligvis en konstruktion af vores moderne sprogbevidsthed. De indgår i selve den moderne begrebsramme der er nødvendigt for overhovedet at kunne tale om disse forestillinger, kræfter og instanser på en tidssvarende måde. Denne begrebsramme - og den alene - kan frigøre os fra den ældgamle dualistiske og forstandsforheksende måde der udelukkende fører til ordstrid, spekulativ filosofi og intellektualisme. Men det er unægteligt her på dette punkt vanskeligheden ligger, for begrebsrammen som sådan skal tilegnes, så man bliver fortrolige med ordene og deres referencer eller konnotationer. Men følingen med den umiddelbare realitet skal naturligvis være direkte erfaring.



Da 'det kollektivt ubevidste' er et helt fundamentalt begreb i den komplementære helhedsrealismes begrebsramme har den naturligvis været udførligt forklaret mange gange på Jernesalts sider. Men det kan ikke gøres tit nok, for det bliver ved at volde vanskeligheder for mange, også for læsere jeg får kontakt med. Mange nægter overhovedet at gå ind i dets område og fx med egne øjne se det eksemplificeret i rigt mål i det værk undertegnede har udgivet under titlen 'Højsangen om den menneskelige eksistens' og som simpelthen er én lang øvelse i at veksle mellem umiddelbarhed og middelbarhed.

Problemet ligger givetvis i selve usikkerheden på om det kollektivt ubevidste overhovedet eksisterer. Sagen er jo at dette i hvert fald ikke kan bevises eller dokumenteres på samme måde som man beviser eller dokumenterer håndgribelige og fysisk målelige genstande. Der er ubestrideligt tale om et psykisk fænomen der lige som alle andre psykiske eller sjælelige fænomener ligger hinsides kvantitativ dokumentation. Og man kan vel at mærke heller ikke komme i nærheden af en en eller anden tilknytning til fysisk målelige processer i hjernen som folk er så begejstrede for, fordi de er blevet forledt til at tro at netop målelige hjerneprocesser skulle være de mest gyldige beviser for den efterspurgte 'evidens'. Men sjælelige fænomener kan slet ikke måles. Hjerneforskning måler slet ikke sjælelige processer, men alene fysisk-kemiske aktiviteter i hjernecellerne - og forskningen kan i sagens natur ikke give nogen som helst forklaring på de sjælelige fænomeners sammenhæng med materien. Hjerneforskningen kan ikke forklare hvad sjælen er, for sjælelig aktivitet kan ene og alene registreres ved subjektiv introspektion.

Det der gør det kollektivt ubevidste særligt interessant i åndslivet er dels at de arketypiske forestillinger er universelle, dels at universaliteten peger på det uforklarlige faktum at forestillingerne kun forekommer i et menneskeligt fællesskab og ikke kan henføres specifikt til det individuelle sjæleliv. Det kollektivt ubevidste kan kun forstås i sammenhæng med det større menneskelige kollektiv. Jeg har brugt analogien til elektromagnetismen for at gøre fænomenet lettere forståeligt, men understreger påny at analogier kun er didaktiske hjælpemidler og absolut intet beviser. Men lige som man i fysikken kan påvise at elektromagnetismen først opstår i spændingen mellem elektriske og magnetiske felter og deres energier, så kan det siges, at det kollektivt ubevidstes energier kun opstår i spændingen mellem psykiske energifelter, og dette vil i praksis sige mellem levende mennesker. Jf. De psykiske fundamentalkræfter.

Det kollektivt ubevidste manifesterer sig i menneskets privatliv, samfunds- og kulturliv gennem de såkaldte arketypiske forestillinger, dvs spontane forestillinger af overvejende billedmæssig art som ligger uden for viljens kontrol og som i vid udstrækning er af universel karakter, men dog ofte kombineres med individuelle eller lokale forestillinger af spontan art. Forestillingerne kan ikke dekonstrueres eller reduceres til ganske bestemte, lokaliserbare eller definerbare kilder, årsager eller elementer. De kan derimod analytisk grupperes i arketyper eller forestillingsmønstre der går igen i alle kulturer og religioner til alle tider og i vid udstrækning er blevet konkretiseret i fænomener og skikkelser af den art myterne og folkeventyrene skildrer og beskriver.

De konkrete empiriske forestillinger er det kollektivt ubevidstes manifestationer i levende mennesker, hvorimod de dybere strukturer, mønstre, matricer eller arketyper, som man kan lægge til grund for dem, er hypotetiske størrelser som den intellektuelle analyse med fordel kan anvende i omtalen af de empiriske manifestationer og viderebehandlingen af dem. Fordelen ligger som ved al generalisation og klassificering i at overskueligheden øges og dermed også forståelsen for mangfoldigheden eller diversiteten.



De manifestationer af det kollektivt ubevidste som alle mennesker erfarer dagligt er mange. Først og fremmest gælder det hele den indre bevidsthedsstrøm af overvejende billedmæssig art som løber uafbrudt og som er spontan og altså ikke kontrolleres af viljen. Den kommer også frem i nattedrømme og viser dermed tydeligt at strømmen ikke må forveksles med den bevidste tænken som er underlagt viljens kontrol og kan fokuseres på bestemte, udvalgte emner. Og den kommer naturligvis også frem når et menneske falder i staver og bliver 'åndsfraværende', og dette er faktisk sundt for sjælen. Men strømmen kommer jo også frem bare man sætter sig hen og bliver stille, gerne i halvmørke eller med lukkede øjne, så man hverken forstyrres af synsindtryk eller lydindtryk. Man kan ikke standse strømmen - med mindre man trænes op i medition. Og det betyder at man udsættes for billeder og forestillinger der både kan være behagelige og ubehagelige, ja, i nogle tilfælde rumme ligefrem skræmmende billeder. Pointen er at det altsammen ligger uden for viljens kontrol, rummer både personligt og upersonligt stof og samlet set er dokumentation for at sjælelivet er en del af et kollektivt åndsliv som man ikke kan undfly uden at blive åndeligt forarmet. De nævnte manifestationer er præget af spontanitet: de kommer af sig selv.

Men man kan også få føling med den umiddelbare psykiske realitet ved at gå ind i den med fuldt overlæg, vel at mærke hvis man er i stand til at slippe sin bevidsthedskontrol. Dette er normalt ikke et problem for børn op til 8-års-alderen, men er i vore dage blevet et større og større problem for voksne og for børn over 8 år. Her spiller det afgørende ind at alle af hensyn til den praktiske, økonomiske og politiske virkelighed skoles til at bruge og styre den rationelle bevidsthed og skærme sig af fra den irrationelle bevidsthed. Men fortsat er der adgang til den umiddelbare virkelighed i legen, sporten, erotikken, kunsten og musikken samt religionen, for de flestes vedkommende dog kun i fritiden. Og igen må det understreges at alle kender den umiddelbare realitet i disse former. Specielt må fremhæves, at musikken synes at være den mest taknemmelige og derfor også mest udbredte måde at skaffe sig adgang til umiddelbarheden på. Den kræver egentlig kun at man giver sig hen til lytningen i betydningen at man slipper alt andet.

Der findes dog en særlig begrebsramme der gør det meget let at forstå hvad forskellen er på umiddelbar føling med virkeligheden og middelbar føling med virkeligheden - og det er den jødiske filosof Martin Bubers skelnen mellem menneskets Jeg-Du-forhold og Jeg-Det forhold. Jeg-Du-forholdet betyder umiddelbart nærvær, blottet for objektiv betragtning og intellektuel analyse. Jeg-Det-forholdet betyder objektiv afstand formidlet af ord og begreber samt iagttagelse og analyse. Leger man med at barn eller en hund, kommer man automatisk ind i Jeg-Du- forholdet og dets nærvær. Skal man se på et barns eller en hunds eventuelle smerter eller skader, går man automatisk ind i den objektive afstand hvor man nøgternt prøver at vurdere fakta og behandlingsmetode. Går man ind til en koncert og bliver indfanget af musikken og stemningen, så slipper man objektiviteten og går ind i Jeg-Du-forholdets nærhed og fortryllelse. Koncentrerer man sig eventuelt bevidst om musikernes udseende, spillemåde og optræden eller om musikkens art, genre og struktur, forbliver man i Jeg-Det-forholdet og får ikke så meget ud af forestillingen. Og går en mand ind i det erotiske spil med en sød og tiltrækkende kvinde, så opstår også den givende nærhed der ligger i Jeg-Du-forholdet, hvorimod et Jeg-Det-forhold vil give en distance der opretholder høfligheden og den pæne facade indtil den eventuelt bryder sammen. Der er intet som helst mærkeligt ved disse fænomener. Begge forhold er hvad alle voksne mennesker har oplevet mange gange i livet og kan veksle mellem uden større vanskelighed. Det ene forhold fører til det opmuntrende, livgivende og meningsgivende nærvær. Det andet til den nødvendige praktiske, arbejdsmæssige og nyttebetonede afstand. Begge er helt nødvendige for livets opretholdelse, begge giver mange glæder, men den første kan vi ikke undvære uden at blive syge på sjælen.



Vender vi nu tilbage til religionsspørgsmålet, turde det være ret indlysende at religion - helhedsrealistisk set - primært drejer sig om pleje af det nærvær der giver mening og derfor er naturligt knyttet til kult og myte, mens de tankemæssige, spekulative og dogmatiske påstande vil give afstand og tjene elitære formål. Man kan i praksis ikke se bort fra at religion i årtusinder både har haft en nærværs-dimension omkring kult og myte og en fraværsdimension omkring en hierarkisk magtstruktur der har brugt teologi som adskillelsesmiddel mellem forskellige interesser, ikke mindst til skel mellem rettroende og vantro samt ateister og 'hedninger'. Men det særegne for den religiøse situation i Danmark (og andre vesteuropæise lande) er den ejendommelighed at balancen i kirken for længst er tippet mere og mere væk fra det altafgørende nærvær til den officielle brug af en skillende og afstandtagende dogmatik og retorik som i realiteten virker fremmedgørende på flertallet af befolkningen, uanset at den unægteligt ligger på et ret højt intellektuelt eller sofistikeret niveau og slet ikke tilsigter adskillelse eller fremmedgørelse.

Dette er en falliterklæring fra folkekirkens side som kun bekræftes med Københavnerbispens udenomssnak i Politikens kronik. Andet var egentlig heller ikke at forvente. Reaktionerne fra mange sognepræsters side viser jo kun, at de betakker sig for at få den autoriserede trosbekendelse taget op til revision. De ved det vil sætte hele deres egen uddannelse i et dårligt lys, men først og fremmest afsløre total mangel på evne til nytænkning af kristendommen. Præsternes frygt for revision af den autoriserede lære, svarer ret nøje til den katolske kirkes dybe angst for at røre ved det forældede cølibat: man er i total vildrede om hvad følgerne kan blive, fordi man er hunderæd for folkereligiøsiteten og overhovedet ikke er i stand til at forestille sig hvordan denne skulle kunne bringes i kontakt med kristendommens essens som er dens dybeste mening for en dennesidig tilværelse.

Nytænkningen vil indebære et decideret opgør med det gamle dualistiske og absolutte skel mellem sjæl og legeme, og den heraf følgende nedvurdering af det legemlige som kun kan medfører en længsel efter en anden, hinsidig tilværelse, opfattet som et paradis eller utopisk rige hvor døden ikke eksisterer; altså et klart opgør med pilgrimslængslen som henviser de troende til at være pilgrimme på vej mod et liv efter døden hvor saligheden råder evigt.

Oplyste, nøgterne og realistiske mennesker i vore dage accepterer at livet som individuelt biologisk fænomen altid har en ende, og det påtager sig det fulde ansvar for at give det dennesidige liv en overvægt af det gode, men det kan også se at døden som biologisk fænomen faktisk kan overvindes på psykologisk vis ved en relativisering af jeget der forskyder den indre centrering omkring det snævre jeg til en slags 'hvilen' i selvet eller totalpsyken af den art som er beskrevet et utal af gange af mystikerne, men i høj grad også kan genfindes hos komponister som Bach, Händel, Mozart, Beethoven, Brahms, Verdi, Mahler, Wagner og Arvo Pärt. Det vil det føre alt for vidt at uddybe i denne artikel, så jeg henviser til essays om flertallet af disse komponister.

Men det sagen drejer sig om - og som markant skiller denne erfaring fra hvad kirkens eskatologiske lære og pilgrimslængsel docerer - er først og fremmest sjælens faktiske evne til at gendanne sig gang på gang i individet selv og i andre mennesker i kraft af den nævnte forskydning. Her giver det mening at tale om 'genopstandelse' fordi den sker på dybdepsykologisk plan ved at arketypiske forestillinger og energier går i spontan funktion. Det er intet mystisk ved fænomenet, hvis man lærer begrebsrammen at kende og samtidigt kigger nærmere på såvel de overleverede myter som mystikernes og komponisternes erfaringer og ikke mindst på dagligdags erfaring om hvordan ethver menneske i sindet lever med sine afdøde pårørende. Men dette har man netop forsømt at tale om i årtier, og det har være direkte modarbejdet af kirken siden Kierkegaard levede. På trods af at folk som Grundtvig forstod det meste og forskere som Grønbech og Jung senere fik det nøjere beskrevet og forklaret.

Folk der ikke er 'religiøse' sådan i gængs forstand, kan være ligeglade med både folkekirkens latterlige problemer og den komplementære helhedsrealismes nytænkende ønske om en genoplivelse af folkereligiøsiteten og folkekirken. Men de ligeglade bør ikke glemme, at hele det politiske og kulturelle liv i dag netop savner den helhedsrealistiske dimension der alene kunne hæve den over den banale fokusering på de økonomiske, fordelingsmæssige og oplevelsesmæssige interesser. Den side af sagen bliver jeg ved med at vende tilbage til her på siderne, fordi vi nærmer os et valg.

Ejvind Riisgård



Relevante artikler på Jernesalt:

Folkekirken kan ikke finde ud af gudsforholdet  (28.12.14.)
Gudsbegrebet er hverken for dagens troende eller for dagens vantroende  (24.10.14.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Religion, eksistens og sekularisering -   eller Religion, Politiken - og Europas

Grosbøll sat på plads uden præsteret  (23.5.05)
Hvad er problemet egentligt med denne Grosbøll?
Præstens tro eller folkekirkens dogmer?  (11.6.04.)

Præsten der ikke kan tages alvorligt
- om den afsluttede dilettantkomedie i Taarbæk



Hvad skal vi med religion?     (14.2.07.)
Er religion en privatsag?  eller er det på tide at se den som et offentlig anliggende?
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)
Kristendommen passé?  (26.12.04.) eller har den potentiale til fornyelse?
Den tredje vej til religionsanskuelse  uden om ensporet teologi og distancerende videnskab



'Myte, ord og billede',
hvor tesen om 'billedet som før ordet' tages op.

eller   Mytologi  der belyser emnet mere religionshistorisk.

Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser



Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal