JERNESALT - systemsammenbrud
ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.9.15.
Systemsammenbrud betyder ikke tidernes ende, men nye muligheder
De politiske systemer i Europa og Mellemøsten er for tiden i færd med at bryde sammen under tyngden af forskellige, sammenfiltrede og yderst vanskelige byrder i form af uløste problemer omkring flygtningestrøm, borgerkrige, svigtende grænsekontrol, store gældsbyrder, stor arbejdsløshed, modstand mod centralisering og stormagternes yderst divergerende geopolitiske strategier. Den voldsomme tendens ses på antallet og omfanget af de mange kriser og krige og på deres øgede pres, men sammenbruddet trækker ud, fordi der altid er en betydelig træghed i store systemer der er bygget op over mange år og derfor avler frygt for anarki ved definitivt sammenbrud. De herskende systemer er ikke som den store kolos af guld, sølv, kobber og jern i den babyloniske kong Nebukadnezars drøm at regne for kolosser på lerfødder der bukker under for sten, men derimod langt mere raffinerede bureaukratiske kolosser med fine og indviklede, men vilde og syge forgreninger ud i mange nationalstater, og de holdes kun sammen af uendeligt mange 'mandariner' og disses endeløse smartere og smartere udlægninger eller udstrækninger af paragrafferne. Hver for sig er mandarinerne pæne og kloge intellektuelle jurister og økonomer, men de er blottede for føling med såvel almindelige mennesker som folkelige kræfter og er derfor ude af stand til at skabe og opretholde virkelig sammenhængskraft.
Navnlig EU er ved at nå bristepunktet i den manglende evne til at løse sine kriser, fordi systemet 1) kun kan blive enige om lappeløsninger der reelt blot udskyder problemernes løsning i det uendelige, 2) har svigtet den oprindelige sunde tanke om et nært samarbejde mellem suveræne nationalstater, og 3) nu ikke vil se i øjnene at topledernes stræben efter unionistisk centralstyring af hele apparatet kun skaber flere problemer og derfor vækker stigende modstand i befolkningerne.
Flygtningestrømme af uhyggelige og uhåndterlige dimensioner er nu - som alle har måttet konstatere - nået Danmark, så politiet i første omgang var ude af stand til at holde ro og orden i Rødbyhavn og i Padborg med tilstødende motorveje og derfor måtte affinde sig med at se hundredvis af de syriske flygtninge marchere ud på motorvejene og forhindre normal trafik, bare fordi de hverken ville søge asyl i landet eller lade sig registrere med fingeraftryk som EU-reglerne ellers påbyder. I anden omgang tog Rigspolitichefen på egen hånd konsekvensen af sit politikorps' afmagt og tillod alle ankomne flygtninge at drage videre til Sverige uden registrering, og yderligere nytilkomne torsdag-fredag at gøre det samme - endda med DBS's velsignelse tage toget uden køb af lovlig rejsehjemmel. Danmark blev for første gang siden vikingetiden et frit transitland, hvor der i flere dage overhovedet ikke var grænseovervågning og derfor heller ikke mulighed for at standse eventuelle mistænkelige personer som fx terrorister.
Rigspolitichefen påberåbte sig EU-reglerne, men da disse udtrykkeligt siger at alle ankomne flygtninge i det mindste skal lade sig registrere, er vi altså ude i den gråzone der hedder nødløsninger og som konkret skyldtes at Tyskland har ladet disse mange flygtninge rejse gennem Tyskland uden registrering. Det betød at de til Danmark ankomne personer ikke kunne sendes tilbage til Tyskland! Og det er det eneste Rigspolitichefen kan påberåbe sig som begrundelse for sin beslutning. Så hans anden begrundelse er nok den centrale: han mener politiet skal opføre sig humant. Statsministeren har billiget Rigspolitichefens afgørelse og politiets faktiske seen gennem fingrene med ulovlighederne. Han kunne for så vidt heller ikke være andet bekendt, for det er ham selv der har dummet sig ved i Berlin at indgå en aftale med kansler Merkel som hverken var godkendt parlamentarisk eller til at se konsekvenserne af. Lars Løkke og Rigspolitichefen blev taget på sengen, det er den nøgne sandhed. - Jf. iøvrigt artiklen Flygtningestrøm ændrer på få dage Danmark og hele Vesteuropa (9.9.15.)
Danske medier boltrer sig i den frivillige hjælp der vises over for de transitrejsende på Hovedbanegården i København og andre steder. På Christiansborg Slotsplads laver folk der styres af umiddelbare impulser fra hjerteregionen en stor demonstration for flere flygtninge. At strømmen reelt belaster systemerne over evne, bekymrer ikke, for det visualiseres ikke nær så stærkt. Hjertet holder med flygtningene og de politifolk der strækker våben og fx sætter sig ned midt på gaden og får en lille syrisk pige i godt humør med lidt snak. Man godter sig hjerteligt over at blå bloks gyldne løfter om asylstramninger er fortid. Lars Løkke kunne gå til fest, og Søren Pind var længe om at forlade de politiske studier i USA. Så en vis del af 'folket' har endeligt sejret, så man kan se glorien lyse over deres hoveder. Men på tysk fjernsyn (og det er vi nogle stykker der stadig ser og er i stand til at forstå), dér kan man vise titusinder af flygtninge ankomme til München med tog fra Ungarn på få dage og få det kommunale styre til at bryde sammen. Overborgmesteren er ude af stand til at få så mange af Angela Merkels gæster bugseret videre til andre forbundslande at hans eget bystyre vil blive i stand til blot at give de tilbageblevne tag over hovedet. Bayerns ministerpræsident Horst Seehoefer fra CSU har hele tiden været imod Merkels linie, men har intet gjort for at forhindre hendes fatale suspension af gældende EU-regler. Og nu må Münchens socialdemokratiske overborgmester tage skraldet i månedsvis, indtil han selv bukker under.
Reelt er der tale om en folkevandring fra de store og mange krigshærgede dele af Mellemøsten (og Afrika), men p.t. primært Syrien, og den har faktisk stået på i måneder med ophobning af illegale flygtninge og lokale EU-myndigheders komplette afmagt til at tage sig af dem på græske og italienske øer og nu til allersidst det sagesløse Ungarn. Her har man ikke kunnet forhindre den illegale transit som både Serbien og Makedonien har set gennem fingre med, fordi de ikke har magtet andet og som ikke-EU-lande i princippet kan være ligeglade bare flygtningene ikke slår sig ned hos dem. Men trods vedvarende og stadig højere råb om hjælp fra Ungarn, Grækenland og Italien har EU's top ladet stå til (og set på at kritikken mod Ungarn hagler ned). Vanen tro har EU-toppen med Merkel i spidsen blot talt idealistisk og besnærende om at noget naturligvis skulle gøres. De synes at have samme refræn som Mr. Macawber hos Dickens: "Noget vil vise sig" (Somewhat will turn up). Og det har man jo altid lov at håbe på når man ikke selv kan finde en passende løsning på et akut problem - og dermed virkeligt udvise "rettidig omhu".
I sidste ende er det borgerkrigene i Mellemøsten og Afrika der er problemet, men hvad den mest katastrofale af dem alle, nemlig borgerkrigen i Syrien angår, gælder at ingen fremmed magt tør fjerne landets brutale og hæmningsløse diktator præsident Bashar al-Assad fra magten, da der er modstridende geopolitiske interesser mellem USA, EU, Rusland, Iran og Saudi-Arabien - og FN's sikkerhedsråd derfor sidst af alle vil kunne blive enig om et militært indgreb. Syrerne lider - og det vil de blive ved med i årtier, hvis der ikke gribes ind. Men de kan trods alt hjælpes i nærområderne, hvis der etableres sikre flygtningelejre. Men her kniber det også med viljen og pengene. Altså lader EU i sin afmagt flere hundrede tusinder slippe ud til akkompagnement af Tysklands, Sveriges og USA's evindelige prædiken om barmhjertighed, skønt barmhjertighed er uforenelig med landenes eneste humanistiske forpligtelse: at tage vare på samfundenes opretholdelse som levedygtige, sammenhængende og suveræne stater. - Og bagved det hele lurer truslen fra Islamisk Stat, der udnytter hver eneste lille svaghed hos modparten til at slå til og ekspandere. Reelt kan truslen ikke standses uden stormagternes landkrig mod IS, som Natos tidligere generalsekretær netop har konstateret. Men dét vil ingen høre tale om! Sporene skræmmer, handling vil koste liv og penge og derfor vække modstand hos alle kortsigtede. Og nu ødelægger flygtningestrømmen i EU desuden alle budgetter.
Imens undergraves eller suspenderes EU's grænsekontrol, og det vil først og fremmest sige kontrollen af EU's ydre grænser mod Serbien, Tyrkiet og Middelhavet, en kontrol der har vist sig livsnødvendig for EU-lande der ikke er særligt rige og slås med egne økonomiske problemer og arbejdsløshed. Det gælder stort set alle de tilkomne øst-lande, men også sårbare Spanien, Frankrig og Italien samt det håbløst forgældede Grækenland.
Man postulerer at en øget grænsekontrol vil undergrave Schengen-aftalen om fri bevægelighed inden for EU's grænser, men en folkevandring fra Mellemøsten har ikke det fjerneste med arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU at gøre, for denne har ene og alene haft til hensigt at styrke markedsøkonomien i EU og hjælpe de nyoptagne øst-lande opad og har aldrig være en kæmpemæssig trussel mod alle. Schengen-aftalen er meningsløs over for en decideret folkevandring - og burde naturligvis have været enten suspenderet eller ændret totalt i samme øjeblik grundlaget for den var borte. Det samme gælder den såkaldte Dublin-aftalen der mere konkret gælder registrering af flygtninge der kommer til EU. Også den er totalt meningsløs, når flygtningene vrimler ind så en registrering ikke er praktisk overkommelig.
Summa summarum: EU lader stå til, fordi ingen véd deres levende råd. EU-landenes suverænitet er ikke længere det papir værd den er skrevet på. Afmagten er åbenlys. Og problemerne bliver derfor kun større dag for dag. Europa er ukendeligt om bare få år, hvis ikke den folkelige modstand rejser sig og tager affære på den langsigtede måde: Værne de frie landes nationale suverænitet, frem for godgørende menneskers private impulsivitet.
Den overvældende flygtningestrøm de sidste par uger har fuldstændigt ændret fokus på krisebilledet af Europa. Før var der først og fremmest fokus på euro-krisen og herunder naturligvis Grækenlands og andre korrupte sydeuropæiske regimers omgang med lånte midler fra Den europæiske Centralbank og private investorer. Også her nærmer systemerne sig deres sammenbrud, fordi lederne ikke ser kendsgerninger i øjnene, men tværtimod skubber ansvaret fra sig ved at lave midlertidige foranstaltninger (lappeløsninger) i stedet for løsninger der kan holde på langt sigt.
Grækenland giver man yderligere lån, skønt alle og enhver véd, at landet er ude af stand til at betale sin gæld tilbage. Det véd også den siddende græske ministerpræsident Tsipras fra Syriza, der var imod den seneste aftale med EU, men alligevel så sig nødsaget til tage hjem til Athen og få den stemt igennem parlamentet. Det vidste hans første finansminister, den kontroversielle Yanis Varoufakis, der hurtigt mistede EU-toppens tillid, fordi han holdt belærende økonomiske foredrag for dem - og til sidst måtte gå af. Og det vidste Den international Valutafond (IMF), hvis leder siden 2011 den iskolde hardliner, franskmanden Christine Lagarde, meget længe ikke var indstillet på at eftergive gælden. Men en analyse fra Valutafonden - der først blev lækket efter at den sidste lånepakke med Lagardes accept blev lovet Grækenland i midten af juli mod store spare- og reformløfter - dokumenterede sort på hvidt at Grækenland vil være ude af stand til at betale sin svimlende gæld på omkring 2.400 milliarder kroner tilbage i overskuelig tid.
Euroen overholder ikke sine egne regler vedr. budgetkontrol og lånegrænser. Man har længe set gennem fingre med at enkelte lande optager større lån i forhold til deres eget bruttonationalprodukt end reglen fastsætter (Tyskland overholder ikke selv reglen), og euro-landene er derfor selv skyld i at hele ideen med euroen undergraves, for den var at undgå at landene bruger nationale valutajusteringer som våben mod hinanden ved at binde sig til den fælles valuta. Men når man ikke evner at holde de regler der skal sikre euroens stabilitet på det internationale marked uden at bruge fif med lån landene ikke kan betale tilbage, så er man kommet så langt ud at man ikke længere kan styre udviklingen. Man holder kunstigt sammen på euroen ved lade lande der åbenlyst ikke hører hjemme i gruppen forblive i den, og endda lade dem låne videre uden at de kan betale gælden af. Regningen kommer senere - som regningen med flygtningestrømmen. I nogle tilfælde som eksempelvis Polen bliver det nye regeringer der kommer til at sidde med de gamles uansvarlighed. I andre tilfælde som Tyskland vil et valg ikke ændre noget, for koalitionen mellem Kristdemokraterne og Socialdemokraterne er fælles om kursen. Man står sammen i rejsen mod afgrunden. Kommissionen og EU-parlamentet kan bare se til.
EU har - trods sin nye unionistiske målsætning og oprettelse af en fornem post som 'EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik' - stort set ikke kunnet blive enige om en fælles udenrigspolitik, der går ud over smukke erklæringer. Hverken i Mellemøsten eller Ukraine. Syriens store problemkompleks holdes i skak af USA's, Ruslands og Saudi-Arabiens frygt for at skabe kaos, hvis præsident Assad der stadig råder over en kerne af effektivt militær fjernes - uden at andre med evner til at opretholde civil orden uden bomber kommer til. En regulær opdeling af landet i flere autonome republikker ville være en mulig løsning på flygtningeproblemet, men heller ikke det vil man kunne blive enige om endsige iværksætte. Rusland leverer våben og rådgivere til Assad, og har ingen geopolitisk interesse i at se ham afsat. Og USA tør hverken fælde Assad på egen hånd eller medvirke til oprettelse af sikre flygtningelejre i de nordlige dele af Syrien tæt ved grænsen til Tyrkiet. Barack Obama anbefaler tværtimod Europa at tage mod flere flygtninge og går personligt foran med at love at USA tager mod 10.000 syrere. Valgkampen i USA er i fuld gang - og Obama risikerer intet. Og han har heller aldrig fattet Europas kamp for integritet eller Mellemøstens kamp for frihed og demokrati.
Forholdet til islam er yderst relativistisk i hele den vestlige verden. Sekulariseringen i Europa de sidste par hundrede år har heldigvis betydet at pavestyre og præstestyre støt og roligt har tabt terræn, så politikerne kan stå for landenes lovgivninger og menigmand selv i de katolske lande ikke behøver frygte kirkens overgreb med hensyn til meningsdannelse, fri debat eller fri abort (kun troende mennesker er afhængige af kirkens moralsk domme). Og sekulariseringen betød i realiteten også at kirken støt og roligt mistede terræn som åndelig vejleder til fordel for de politiske ideologier, den humanistiske refleksion og de naturvidenskabelige kriterier for sandhed og virkelighed. Der blev et tomrum tilbage som betød almindelig kulturrelativisering. Alle synspunkter kunne vel være lige gode, når der ikke fandtes en fælles alment accepteret, endsige en absolut.
Dette betyder for det første at kirken stort set er ligegyldig for alle andre end de i snæver forstand troende mennesker der er tilknyttet lokalt menighedsliv. For det andet at humanismen kommer i større og større krise, fordi den ikke magter at give almindelige mennesker nogle fornuftige, ikke-dogmatiske holdepunkter eller pejlemærker for deres naturlige ønske om at opretholde en mening med tilværelsen der rækker ud over legemets opretholdelse og behovenes tilfredsstillelse. Og endelig for det tredje at man bliver tolerante over for alle eksisterende religioner og ideologier. Når ingen af dem repræsenterer den absolutte, indiskutable sandhed, men alle trods alt har noget positivt at byde på i form af moralske regler og et vist hensyn til natur og miljø, så må de være ligestillede, og den ene strengt taget ikke bedre end den anden. Og det sidstnævnte får særlig stor betydning, når der siden begyndelsen af 1960'erne vitterligt er kommet flere og flere muslimer til de vest-europæiske lande.
De muslimske indvandrere er af mange forskellige grunde ikke blevet ordentlig integreret i Europa. En af grundene var at de oprindeligt kom som gæstearbejdere, som man tænkte sig ville rejse hjem når der ikke var brug for dem mere. Men det gjorde de ikke. De blev, og de lavede ghettoer og parallelsamfund, så de aldrig blev ordentlig integreret. De har naturligvis fået ret til deres egen gudsdyrkelse, men det store problem er ikke hvem deres gud er eller hvordan de dyrker ham, men at det store flertal af dem føler sig bundet af såvel Koranens bud som det familiemønster der er gældende hvor de kommer fra og som i vid udstrækning falder sammen med Koranens normer. Det drejer sig først og fremmest om den almene muslimske mandsdominans og det nedvurderende kvindesyn - og da disse to ting støder voldsomt sammen med de normer om kønnenes ligeberettigelse som for alvor er slået igennem i de vestlige lande siden 1968, ikke mindst i de nordeuropæiske, så bliver der tale om et regulært kultursammenstød, som ikke kan ignoreres eller imødegås med påstande om at Koranen 'rigtigt' læst ikke forhindrer kønnenes ligeberettigelse. Dette med at læse hellige skrifter 'rigtigt' dækker altid over forsøg på at hævde at ens egen måde er den sande, mens andres er falsk. Og det problem giver endeløse diskussioner, og dem kommer man aldrig uden om uden kort og godt at sige at det er fuldstændigt underordnet hvordan de hellige tekster skal forstås. Det afgørende for demokrati, sekularisering og kvindefrigørelse er nemlig at mennesket frigør sig fra skrifterne som dogmatiske og absolutte forskrifter, og dermed også frigør sig fra autoriserede fortolkere som sandhedens absolutte vidner.
Integrationen i de enkelte lande lykkes derfor aldrig hvis man ikke tør sige lige ud at de islamiske normer i princippet er mandsdominerende og kvindeundertrykkende, og problemerne i Mellemøsten løses aldrig hvis ikke man vil se i øjnene at de muslimske diktaturer er mandsdominerende og kvindeundertrykkende fordi islam har været det lige fra år 622, dvs fra udvandringen til Medina og skabelsen af ummaen, det islamiske samfund, og at landene følgelig aldrig nogen sinde bliver frie og demokratiske med mindre man gennem borgernes fuldstændige frigørelse fra diktatorers og præsteskabers autoritet og råderet indfører en reel sekularisering.
Et problem der primært gælder Europa er Nato-organisationens fortsatte opretholdelse og fremtidige mål.
Nato-samarbejdet mellem USA, Vesteuropa og Tyrkiet blev oprettet i 1949 og var oprindeligt skabt til at varetage den frie verdens forsvar mod den kommunistiske trussel fra øst. Da det kommunistiske system langt om længe brød sammen uden nogen krig i 1989 gennem 'Murens' legendariske fald der betød nedbrydningen af den mur der skilte østtyskere fra vesttyskere og polakker, tjekker og ungarere fra det Vest-Europa de hørte til på grund af deres frihedsopfattelse, så skulle man tro at det eneste logiske ville være at nedlægge Nato. Men det skete ikke, for systemer er altid træge. Mange mennesker og ikke mindst ledere er afhængige af de systemer de har været tilknyttet i årtier, og ønsker naturligvis ikke at miste deres eksistensgrundlag. Men Nato-samarbejdets fortsættelse efter 'Murens fald' er og bliver en fatal misforståelse. Rusland var ikke længere en trussel. USA ikke længere en nødvendig partner, og Tyrkiet ikke længere nødvendig som luftbase for eventuelle bombninger mod Rusland. I en kort overgangsperiode kunne Nato have en naturlig mission som støtte for de tre baltiske lande, men da Rusland accepterede disse landes selvstændighed, burde også den opgave have været tidsbegrænset.
Men Nato fandt på nye opgaver. Nato påtog sig i 1995 at håndhæve et FN-forbud mod overflyvning af Bosnien-Herzegovina, og gik i 1999 ind i Kosovo-krigen mod det daværende Jugoslaviens diktator Slobodan Milosevic. Men det store skift kom først efter terrorangrebet mod New York i 11. september 2001. Den mest krævende opgave blev overtagelsen af ledelsen af kampen mod Taliban i det sydlige Afghanistan. Den lykkedes langt hen ad vejen, men i længden tabte Nato, fordi styret i Aghanistan var upålideligt og styret i Pakistan direkte obstruerende i kampen mod Al-Queda. På grund af fatale fejl i krigsførelsen og i behandlingen af fanger opfattede den lokale befolkning - ligesom i Irak - i stigende grad den vestlige koalition som en besættelsesmagt, og Barack Obama blev i 2008 valgt til USA's nye præsident med et løfte om at trække USA ud af krigene i både Afghanistan og Irak hurtigst muligt. Det skete selvfølgeligt langsommere end lovet, men efterlod i sidste ende begge lande som lette ofre for den helt nye og velorganiserede fjende, Islamiske Stat, der stod for ekstrem fundamentalisme, mandsdominans og kvindeundertrykkelse.
Et dybt tragisk kapitel i Natos historie, men egentlig meget karakteristisk for en 'idealistisk' militærorganisation der
tror den kommer med store og universelle frihedstanker, men intet fatter af lokalbefolkningernes dybe rodfæstethed i gammel kultur og derfor heller ikke fatter, hvilke krav der stilles til frihedskæmpende oprørsgrupper.
I de seneste år har Nato fået en konflikt med sin gamle modpart mod øst i form af stridigheder om Krim og Ukraine med det Rusland der nu var forvandlet fra supermagt til stormagt, men fortsat havde dybe nationale grundholdninger og strategier og specielt fortsat så sig som noget af en ganske særlig kulturfaktor i Østeuropa. Bl.a. var den russisk-ortodokse kirke pludseligt genrejst som åndelig magt i et ellers af det kommunistiske parti systematisk verdsliggjorte land.
Umiddelbart skulle man tro at den vestlige verden, og i hvert fald de dominerende europæiske lande ville og kunne se Rusland som en ny samarbejdspartner i både økonomisk og kulturel samt sikkerhedspolitisk henseende, men man accepterede ikke at Rusland annekterede Krim-halvøen som ellers er gammelt russisk område og kun fik autonomi af Krustjov som en slags gestus. Men helt galt gik det da østukrainiske oprørere og separatister vendte sig mod styret i det nye og frie, men usikkert ledede Ukraine og med indirekte og direkte russisk hjælp splittede landet og undergravede dets økonomi. Vesten indførte økonomiske sanktioner mod Rusland, der hurtigt viste sig effektive til at ramme den russiske økonomi, men samtidigt også ramte vestlige landes eksportmuligheder.
Forholdet til Rusland er kun blevet værre og værre, og ingen ser ud til at tage det alvorligt at Rusland hører med til et helt Europa og derfor i alle henseende bør behandles som en samarbejdspartner hvis leder man skal kende til bunds og have konstant kontakt med på højeste plan - uanset hvor russisk, magtglad og uforståelig han på mange måder er. Men Obama vil slet ikke snakke med Putin. Og kansler Merkel har slet ikke det nære personlige forhold til manden som Gerhard Schröder havde.
Det er en helt unødvendig konflikt som man burde sætte alt ind for at løse, formentlig med en form for autonomi til de russisk-knyttede østukrainere og i hvert fald uden at love Ukraine medlemsskab af Nato eller EU. Tværtimod burde man forhandle sig til et nært samarbejde mellem EU og Rusland. Men systemerne vil noget andet, fordi de går i baglås og tænker i gamle vaner i stedet for at finde nye, emergent nye løsninger på problemerne.
Konklusion:
Det ville være fristende for nogle på denne dystre baggrund at fremmane billedet af uundgåelig undergang og katastrofe, det vil sige bruge de ældgamle, arketypiske forestillinger om 'de sidste tider' og 'dommedag', som genfindes i mange kulturer til forskellige tider, men navnlig når tiderne forekommer fuldstændigt håbløse og udviklingen fuldstændigt forkert. Men her skal man huske på at det sjældent går som dommedagsprædikanterne prædiker eller profeterne spår. For dels er de alle blevet dybt pessimistiske fordi udviklingen er gået stik imod deres egne ønsker og forhåbninger, dels er pessimisterne aldrig enerådende, og endelig gælder at der er fantastisk skabende kræfter nedenunder selv de allerværste tider og udviklinger. Vi behøver blot at tænke på at selv Tyskland rejste sig efter Ragnarok i 1945. Der er simpelthen en uhyre stærk genrejsningskraft i ethvert folk og enhver kultur. Og genrejsningen bliver vel at mærke sjældent en simpel genetablering af den kultur eller det regime der faldt. Den bliver rejsning af noget nyt der aldrig har været set før.
Hvis vi ser på den aktuelle danske og europæiske kultur er de hidtil bærende systemer nok under forfald og sammenbrud, fordi centraliseringen systematisk svækker nationernes og folkenes kreative evner og kraft, og fordi der er i dyb krise i beskæftigelsen, uddannelsen og socialpolitikken. Eller i særforsorgen hvor barmhjertigheden er blevet ledestjerne. Eller i medicinforbruget der vokser proportionalt med medicin-industriens investeringer. Sjælelivet lider under manglende forståelse for dybdepsykologi og ikke-teologisk religionsvidenskab. Kulturlivet lider under æstecisme og relativisme. Kunsten og litteraturen byder ikke på noget der rammer folk så de bliver bevidste om helhedens nødvendighed. Og kulten er helt og holdent blevet æstetisk og relativiserende, fordi den stort set kun trives i musiklivet, men savner den helhedsrealistiske dimension.
Humoren der ellers ofte formår at holde gejsten oppe og det dybe perspektiv vedlige holder sig på vittighedsniveauet. Følingen med det kollektivt ubevidste og den ægte folkelighed mangler fordi man intellektualiserer alt med teorier, spidsfindigheder, jura og statistik. Følingen med selvets dybt inspirerende inkarnationer i historien mangler, fordi de færreste kender forskel på jeget og selvet. Følingen med det man i gamle dage kaldte 'evigheden' mangler, fordi man ikke kender forskel på ånd og magt, eller på ånd og penge. Man har glemt barnets umiddelbare realitet hvor den indre evighed forbliver en selvfølge som 'timeligheden' med dens praktiske gøremål og opgaver og tilhørende skoling, og hvor sprogtilegnelsen støt og roligt tilpasser sig.
Eller med andre ord: Helhedsrealismen mangler. Bevidstheden om menneskets to tilgange til virkeligheden mangler. Elementær viden om de psykiske grundprocesser mangler. Og hele komplementaritetsforståelsen mangler når det gælder så fundamentale modsætninger som individ og samfund, frihed og lighed, mand og kvinde, dynamik og tingstyngde eller evighed/timelighed.
Men heldigvis gælder, at udviklingen ikke er deterministisk og forudsigelig - hverken når det gælder biologien, samfundslivet eller kulturlivet. Der er derfor ingen fatalistisk udvikling i gang som styrer mod et mål ingen ønsker. Der er tværtimod altid håb og altid mulighed for emergens og nyskabelse. Al frygt for 'dommedag' og 'de sidste tider' er derfor at betragte som livsangst, der kun fører mod skæbnesvanger undergang, hvis den griber folket.
Det er i den forbindelse vigtigt at huske de såkaldte 'kaosteorier' der ikke handler om det vi sædvanligvis kalder 'kaos', det vil sige en fuldstændig grå masse uden tilløb til orden, men tværtimod om sådanne følsomme begyndelsestilstande der er åbne for ny orden og altså kan føre til skabelse af en fuldstændigt emergent ny tilstand med rige muligheder. Her ligger kreativiteten og derfor skal mennesker der ønsker en helt ny udvikling gøre sig fuldstændigt bevidste om at den ikke kan lykkes, hvis man tror at den kommer bare man bygger videre på det bestående som er blevet låst fast i en art 'sluttilstande' der er døde og savner enhver følsomhed. Nyudvikling kræver at man så at sige vover at gå tilbage til følsomme tilstande der kan give de skabende kræfter frihed til at skabe nyt. Det er faktisk det der er sket mange gange i historien når opbrud, opgør, revolutioner eller bevidsthedsudvidelser mere eller mindre pludseligt, uskønt, anmassende og provokerende har kasseret det gamle og er begyndt at skabe nyt. Det går ikke altid godt, for der kommer let destruktive kræfter i spil, men man skal ikke holde sig tilbage på grund af denne risiko, for så kommer man ingen vegne. Men man skal naturligvis prøve at holde dem stangen i skabelsen af det konstruktivt nye.
Jeg har forsøgt at mane billedet frem af den aktuelle politiske og kulturelle krise som Danmark og hele Europa står i
for øjeblikket på grund af flygtningestrømmen fra Mellemøsten og vore egne lederes mere og mere åbenlyse afmagt og totale mangel på nytænkning og visioner. Men jeg har samtidigt peget på mulighederne for at overvinde krisen ved at blive bevidst om dens og selve opgørets og nyskabelsens art.
Ejvind Riisgård
Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk
Under titlen: "Isaac Newton og menneskets eksistentielle udfordring" - tillige med essayet
Isaac Newton kan først forstås fuldt ud med emergent helhedsrealisme
(Essay om den geniale fysiker - på grundlag af C. H. Kochs biografi) (30.8.15.)
og artiklerne:
Lys over landet, folket og eksistensen (Essay om oplysning - 1.5.15.)
Folk forstår ikke modsætningen mellem religion og videnskab,
men helhedsrealismen viser at modsætningen er komplementær (13.7.15.)
Valget har vigtigere emner end valgkampen lader ane (17.6.15.)
Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise (6.9.15.)
Jf. nærmere omtale.
Relevante artikler på Jernesalt:
Flygtningestrøm ændrer på få dage Danmark og hele Vesteuropa (9.9.15.)
Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise (6.9.15.)
Flygtningestrømmen truer Europa og deler europæerne (2.8.15.)
Isaac Newton kan først forstås fuldt ud med emergent helhedsrealisme
(Essay om den geniale fysiker - på grundlag af C. H. Kochs biografi) (30.8.15.)
Folk forstår ikke modsætningen mellem religion og videnskab,
men helhedsrealismen viser at modsætningen er komplementær (13.7.15.)
Lys over landet, folket og eksistensen (Essay om oplysning - 1.5.15.)
Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)
Konsistens-etikken
Etik og eksistens
Kaos- og fraktalfilosofi (13.3.10.)
Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Artikler om Danmark
Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering
Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex
Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)
At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet
Jernesalts 2009-filosofi
Forord -
Begreber og aksiomer -
Krisen ved årsskiftet 2008/09 -
Verdensbilledet 2009
Livet -
Mennesket -
Sjælen -
Sproget -
Samfundet -
Overordnede politiske parametre
Udfordringen -
Helhedsrealismens advarsler -
Helhedsrealismens anbefalinger -
Efterskrift
Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|