JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - baadflygtninge15b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.8.15.

Flygtningestrømmen truer Europa og deler europæerne

Alt imens danske medier fokuserer på Venstre-regeringens asylstramninger og især dens foreløbigt rent teoretiske skrivebordsplaner om en annoncekampagne mod flygtningene, hvis effektivitet ingen kan vide noget om før den prøves, så er der en sådan flygtningestrøm mod kanaltunnelen mellem Calais og Dover at både franske og britiske myndigheder og politikere river sig i hårene for om muligt sammen med andre EU-lande at finde udveje for at stoppe den illegale trafik.

Flygtningene fra såvel Mellemøsten som Afrika er fortvivlede mennesker hvad enten de havner på græske eller italienske øer eller via Balkanlandene og Spanien når frem til overfyldte tyske eller franske flygtninglejre i håb om midlertidigt ophold et eller andet sted med barakker, telte, tøj, mad og vand. De massive beretninger og kæmpestore pressefotos med de fortvivlede mennesker er endeløse og gør naturligvis den tilsigtede følelsesmæssige virkninger på læserne og seerne. De fleste føler med flygtningene og synes de skal hjælpes. Mange turister medbringer ligefrem nødhjælp til Lesbos af godgørenhed. Men når det kommer til en større praktisk og systematisk indsats på højt EU-niveau, så kniber det med viljen. EU kan ikke blive enige om fordelingen af den brøkdel af registrerede flygtninge på 32.000 der ses som en relativt overkommelig opgave, for medlemslandene synes hver især de har taget mod flygtninge nok, og de frygter reaktioner fra folk der ikke ønsker flere flygtninge, ligesom de frygter for at tallet af fortvivlede flygtninge kun vil vokse, hvis der gives systematisk hjælp.

Flygtningestrømmen til Europa er en kendsgerning der på overfladen skyldes krig, borgerkrig, politisk uro og forfølgelse samt stadigt elendigere muligheder for at leve et nogenlunde normalt liv i Mellemøstens og Afrikas mest kaotiske områder, men som nedenunder først og fremmest skyldes den katastrofale befolkningstilvækst i verden som ingen har styr på eller midler imod.

Men kendsgerningen er også at der i Europa findes en umådeligt stor modsætning mellem forstående menneskers følelse af forpligtelse til at vise solidaritet og yde hjælp og på den anden side mere nøgterne menneskers lige så dybfølte forpligtelse til at værne om europæisk kultur i både kontinental og nationel eller regional forstand. Og disse to modparter i håndteringen af den aktuelle konflikt synes ikke at være i stand til at forstå hinandens synspunkter. De 'forstående' regner sig selv som de sande og ægte humanister og den anden part som iskolde og umenneskelige rationalister. De nøgterne regner sig selv for realister og de andre for naive mennesker. At begge indstillinger er fuldt menneskelige forstås ikke af enten-eller-tænkere der automatisk deler alt op i sort og hvidt og derfor deler alle mennesker op i gode og onde.

Hvis man ser de umiddelbart forstående som kortsigtende mennesker og de nøgterne som langsigtende mennesker, vil man komme til det resultat at det ikke er mere humanistisk at se kortsynet på tingene end at se langsigtet på dem, for det artskarakteristiske for mennesket er netop at det er i stand til begge dele og har udviklet kulturen ved at gøre begge dele. Det humanistiske burde opfattes som det at gøre begge dele - men også at indse at det ikke er muligt at få det langsigtede og det kortsigtede synspunkt til at gå op i en højere enhed.

Tilvæksten i verdensbefolkningen har været voldsomt stigende efter 2. verdenskrig - takket være den medicinske teknologi og den økonomiske vækst generelt, men fertiliteten og den økonomiske vækst har langtfra fulgtes ad, og det har derfor været et stigende problem at befolkningstilvæksten i bestemte dele af verden har medført stigende fattigdom, nød og elendighed samt borgerkrige. Det gælder især Indien og Afrika. Og man har skam også hele tiden vidst at det ville give stigende problemer på længere sigt, for det har mange forskere og eksperter påpeget, men den internationale organisation over alle, De Forenede Nationer, har siden den såkaldte Cairo-aftale i 1994 haft den vanvittige hovedregel at ingen rapporter eller analyser fra FN's befolkningskontor (Population Division) må så meget som nævne befolkningsudviklingen som et problem. Man har hidtil slet ikke måttet stille det simple og selvindlysende relevante spørgsmål om befolkningseksplosionen ikke reelt spænder ben for målsætningen om udvikling i de fattigste lande. Først i den nyeste rapport fra i år påpeger FN-kontoret at "en fortsat høj fertilitet vil gøre det vanskeligt for regeringerne i de fattigste lande at gøre op med fattigdom og ulighed, bekæmpe sult og fejlernæring, investere i uddannelse og sundhed, forbedre adgangen til basale offentlige ydelser, planlægge og udvikle byerne, beskytte miljøet og fremme et fredeligt og inkluderende samfund."

Det hører med til billedet at der også siden 1994 har været enighed om at den enkelte kvinde har ret til selv at afgøre, hvor mange børn hun vil have og hvornår, men nu er man altså også nået til erkendelse af at fattige lande der ikke sætter ind mod befolkningstilvækst må regnes for uansvarlige. Erkendelsen rammer ikke mindst regeringer der af religiøse, politiske og geopolitiske grunde direkte tilskynder kvinderne til at føde flere børn. Herunder deciderede muslimske regimer der fastholder et primitivt kvindesyn og modsætter sig kvindefrigørelsen og dermed kvindernes reelle ret til selv at vælge antallet af børn (men den slags er jo også tabu).

Men typisk for en velmenende idealistisk, men kortsynet institution som FN så kæder man ikke de geopolitiske problemer tæt sammen med de befolkningsmæssige, sundhedsmæssige, miljømæssige og flygtningemæssige. Man vil ikke være ved, at den fuldstændigt naive og fatalt ukritiske opfattelse af befolkningstilvæksten har dybt katastrofale følger for freden, miljøet, den civile orden og hele kulturudviklingen over hele kloden.

Set i dette perspektiv bliver den kortsigtede opfattelse af flygtningestrømmen og ikke mindst den påstået humanistiske forpligtelse til at hjælpe flygtninge til ophold og asyl i Europa en skændig ideologisk holdning. Og den bliver ikke mindre af at medierne vælger at fremstille sagen som om det afrikanske folkeboom de næste 50-80 år teoretisk set kunne blive en genvej til velstand. For hvis prognoserne på en firdobling af den afrikanske befolkning fra godt en milliard mennesker til mindst fire milliarder omkring år 2100 holder blot nogenlunde stik, så behøver man ikke at have profetiske evner for at kunne se at udviklingen i de fattigste lande vil ende med sult og nød samt krige - og dermed en voldsom forøgelse af flygtningestrømmen mod Europa.

Og da der foreløbigt ikke er ringeste udsigt til en mere fredelig udvikling i Mellemøsten, som leverer den anden store flygtningestrøm mod Europa, så er det kun yderst naive mennesker der ikke vil indse at den opgave at stoppe flygtningestrømmene (og mafiaerne af menneskesmuglere) effektivt bliver hovedopgaven der må prioriteres langt over den snævert 'humanitære' indsats til flygtninge der havner i Europa - men iøvrigt gerne samtidigt kombineres med en mulig udvikling af Mellemøsten og Afrika til fredelige og civiliserede områder gennem opgør med reaktionære diktatorer .

Der synes at være to hovedstrømninger i den humanistiske naivitet. Den ene er den barmhjertige samaritans næstekærlighedsideal og den anden er den realistiske arbejdsgivers behov for kompetent arbejdskraft. De to indstillinger har i realiteten ikke meget med hinanden at gøre, men blandes ikke desto mindre ofte sammen fordi man påstår at det specielt vil give Danmark et dårligt ry som modtager af fremmed arbejdskraft, hvis landet prøver at bremse tilstrømning af uønskede og som hovedregel inkompetente flygtninge. Især store internationale erhvervsvirksomheder er ude på gentagen kritik af regeringens asylstramninger, på trods af at regeringen aldrig har udtrykt ønsker om, endsige har planer om at forhindre virksomheder i at ansætte kompetent og kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Det har private virksomheder af internationalt tilsnit altid brugt og altid fået lov til - med få specifikke restriktioner. Det er en gevinst for landet og kulturen, men det er noget helt andet end at modtage asylansøgere der savner såvel efterspurgte kompetencer som evne og vilje til kulturel tilpasning. Angrebene på den nye regering fra erhvervshold ligner allermest en slet skjult uvilje mod et parti der samarbejder med det bevidst nationale Dansk Folkeparti.

Næstekærlighedsidealet er langt mere udbredt og er blevet det fordi sekulariseringen af det danske samfund gradvist har gjort den folkekirkelige kristendom til en decideret humanistisk ideologi som tiltrækker rigtigt mange mennesker af den slags der er stort set ligeglade med de religiøse dogmer, men gerne vil tro på godheden og regne barmhjertighed for særligt fortjenstfuldt. Denne kristent-humanistiske ideologi går tydeligt igen hos Folkekirkens Nødhjælp, men også i organisationer som Dansk Flygtningehjælp og Læger uden grænser. Men den findes også i særudgave som et specifikt advokatkontor der har gjort det til sit speciale at hjælpe asylansøgere der er kommet i klemme med opholdstilladelse fra Udlændingestyrelsen. Ejeren er en førende advokat i udlændingeret der har gjort det til sin livsopgave at hjælpe asylansøgerne og på sit kontor har ansat juridiske rådgivere som dækker et utal af fremmedsprog.

I et interview med Politiken (26.7.15.) lægger Aage Kramp ikke skjul på at han er drevet af et religiøst engagement og en stærk kritisk holdning til dansk udlændingelovgivning. Han er opdraget i den kristne tro, og da han var lille dreng fik faderen et kald til at melde sig til Sudanmissionen. Familien flyttede til Nigeria, hvor forældrene blev engageret i driften af et hospital og en skole. Selv kom Aage Kramp til at lege med de lokale børn og lære deres sprog. Han kom til at se næstekærlighedsbudet som det centrale element i kristendommen. - Da familien var flyttet tilbage til Danmark og Aage flyttede hjemmefra som 16-årig kom han ind i et kristent kollektivt på Christiania og tog siden først en uddannelse som socialpædagog og derefter som jurist. I 2003 modtog han advokatbeskikkelse og begyndte året efter at arbejde med udlændingeret, provokeret af VK-regeringens nye lov i 2004 om forbud mod genopdragelsesrejser. I loven indgik det nye ord 'integrationsegnethed', der stødte Kramp, fordi det blev brugt mod børn helt ned til 2-års alderen. Loven blev af regeringen 'solgt' som et værn mod at sende børn på koranskole men den ramte efter Kramps mening mere end 1000 børn. Og den blev først ændret efter pres i medierne i 2012. Generelt mener Aage Kramp at det er uheldigt at meget af den danske lovgivning vedrørende udlændinge oftest vedtages i forbindelse med finanslovsforlig og derfor får partipolitiske hensigter der ikke har noget med menneskers eller børns tarv at gøre.

At der er tilfældigheder og specielle hensyn med i spillet skal undertegnede ikke afvise. Problemer i udlændingelovgivningen er der uden tvivl mange af. Men det typiske og problematiske for Aage Kramps og ligesindedes vedholdende henvisning til næstekærlighedsbudet er og bliver ensidigheden. Der tages aldrig eller kun yderst sjældent hensyn til nationens eller kulturens overordnede tarv. Og dermed heller ikke til hvad der på langt sigt måtte være bedst for nationens og kulturens overlevelse.

Det selvsamme gælder i høj grad også erhvervsfolkenes kritik af udlændingeloven og asylstramningerne. De ser - som fx Stine Bosse og Niels Due Jensen - primært alle problemer ud fra de internationale virksomheders interesser. Og man bør naturligvis ikke generelt postulere at de så mangler enhver national forståelse og følelse; Stine Bosse har i hvert fald fuldstændigt ret i at det ikke er Søren Espersen (DF) der har patent på nationalfølelsen. Men det virker ikke destomindre som om også disse erhvervsfolk ser fuldstændigt bort fra risikoen for at grænseløs åbenhed og generøsitet mod flygtninge fra dansk side og fra EU's side i løbet af få årtier vil kunne ændre landets og kontinentets kulturelle karakter, så både det sekulære demokrati og den grundliggende civile orden bryder sammen, allerede fordi antallet af fremmede umuliggør integration. Det er lige præcis antallet der er afgørende og ikke de enkelte individer.

Og når dette ikke ser ud til at bekymre store dele af den nuværende befolkning særligt meget, så skyldes det ikke manglende nationalfølelse, men derimod det forhold at det visuelle indtryk af lidende og fortvivlede mennesker fra tv-kanalerne og de øvrige medier påvirker sindene umiddelbart og meget stærkt, mens det mere intuitive indtryk af den nationale identitet og sammenhængskraft beror på en ikke-visualiserbar føling med det kollektivt ubevidste, som igen i vid udstrækning var almen for bare halvtreds år siden, men i dag er langt mere ubevidst, fordi den ikke længere regnes for en selvfølge det er værd at tale om. Det hænger så iøvrigt i høj grad sammen med ungdomsoprøret i 1968 og den efterfølgende ændring af skolen og den højere uddannelse. Vægten kom til at ligge på naturvidenskab, teknologi, økonomisk vækst og ideologi, mens det frie åndsliv blev skubbet til side som fritidsliv og overflødig luksus.

Nøgternt set må det derfor i dag konstateres, at en ændring i synet på det store antal af flygtninge og indvandrere som en trussel mod den nationale identitet og sammenhængskraft ikke vil finde sted uden en nyopdagelse af den bevidste føling med det kollektivt ubevidste.

Ejvind Riisgård

Link til FN's befolkningsdepartement

Relevante artikler på Jernesalt:

(Folketings-)Valget har vigtigere emner end valgkampen lader ane  (17.6.15.)
Bådflygtningene er en stor etisk udfordring  (27.4.15.)
Indvandrerdebatten: Kampen om indvandring og homogenitet  (4.5.12.)
Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)
Indvandringens fataliteter  (1.4.12.)

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
(Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Etik og eksistens  essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens
Konsistens-etikkens Ti Bud   (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund)

De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys (31.5.08.)