JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - eukrise16aKoeln

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.1.16.

Massive nytårsovergreb på tyske kvinder sætter et "Før og efter Køln"

Overgrebenes særlige karakter
Den politiske rapport
Hovedsynspunkter i den tyske debat
Moralske og juridiske principper har spillet fallit
Den dybeste årsag ligger i det muslimske kvindesyn
Folkelige fornemmelser er langt dybere end eliten aner
Helhedsrealistisk vurdering
Henvisninger

Overgrebenes særlige karakter Til toppen Næste

Kansler Merkels massive, men af misforstået godhed idealiserede overgreb på hele EU den 5. september 2015 blev allerede nytårsaften overgået af et af de mest uhyggelige massive overgreb på tyske kvinder siden 2. verdenskrigs afslutning. Det skete samtidigt flere steder i Tyskland, men navnlig i Köln hvor feststemte mennesker af begge køn havde forsamlet sig for at fejre nytåret på pladsen mellem byens moderne Hovedbanegård og den store trappe til den gamle og statelige Domkirke. Overgrebene blev overvejende begået af nordafrikanske og mellemøstlige mænd der er kommet til Tyskland som enlige flygtende mænd og nu havde rottet sig sammen for at tilfredsstille deres sexhunger og kvindeforagt på sagesløse tyske kvinder. Overgrebene bestod i at mindst 230 kvinder blev omringet enkeltvis og udsat for befamlinger og endnu værre seksuelle krænkelser og mindst 270 andre kvinder blev bestjålet (navnlig for mobiltelefoner). Og der gik vel at mærke flere dage før tyske medier begyndte at rapportere om overgrebene og åbent analysere den for myndighederne lidet flatterende kendsgerning at politiet af endnu uopklarede grunde havde undladt at gribe effektivt ind.

I og for sig er der intet mærkeligt i at kvinder ofte udsættes for overgreb fra mænds side når der festes løssluppent med indtagelse af overdrevne mængder alkohol, for mænd er mænd og mister hæmningerne når de drikker tæt, så de ikke kan styre deres naturgivne, instinktive eller 'dyriske' lyst til sex og kvinder. Det er netop kommet frem at der også skete mange overgreb ved sommerfestivalen i Kungsträdgården midt i Stochholm i 2014, som politiet, myndigheder og medierne i Sverige har hemmeligholdt for ikke at skade indvandrernes omdømme med en ubesmykket sandhed. Men i Køln og visse andre tyske lokaliteter var overgrebene nytårsaften af en helt anden dimension, fordi antallet af overgreb var uhyrligt stort og det uhyrligt store antal gerningsmænd var frustrerede og mandschauvinistiske muslimer som gik fuldstændigt koldt og kynisk til værks med det dobbelte formål at tilfredsstille deres opsparede sexhunger og dybt indgroede kvindeforagt på en måde der gør ugerningerne stort set umulige at opklare. Kun en lille del af de forsvarsløse og ydmygede kvinder havde åndsnærværelse nok til at foretage anmeldelse til politiet umiddelbart efter overgrebene. Anmeldelserne kom først, da medierne begyndte at skrive om sagen - og har jo derfor den beklagelige, men utilsigtede virkning at den individuelle efterforskning på forhånd bliver næsten chanceløs.

Hovedvirkningen af de massive overgreb er derfor blevet en brat og pludselig opvågning i den tyske befolkning - fra toppolitikerne i regeringskontorerne og parlamenterne til menigmand på gaden og arbejdspladserne. Alle må erkende at den af kansler Merkel fuldstændigt åbne og ukontrollerede flygtningetilstrømning af muslimer fra Mellemøsten og Afrika ikke længere kan ses isoleret som én stor barmhjertighedsgerning som et Tyskland med kristne grundværdier har set det som sin pligt at yde de hundredtusinder af muslimer der flygter fra borgerkrig og nød i deres hjemlande. Den er og bliver derimod en højst tvetydig affære der i en snæver idealismes og naiv kristendoms navn ikke bare i rimeligt omfang giver hjælp til nødstedte personer, men også giver uhindret adgang for hundredtusinder af mandschauvinister der er ude af stand til at glide stille og roligt ind i en sekulariseret vestlig kultur med høj grad af ligestilling mellem kønnene - og herunder naturligvis også uundgåeligt giver uhindret adgang for det heldgivis begrænsede mindretal af kyniske muslimer der slet ikke aner noget om ligestilling mellem kønnene, men tværtimod koldt og forsætligt udnytter det vestlige samfund til frie udskejelser af værste slags.

Med overgrebene i Køln har vi med ét set følgerne af kansler Merkels fuldstændigt uansvarlige åbning af EUs grænser den 5.9., og vi har fået lige præcis den spaltning af Tyskland og resten af EU som Merkel og Bruxelles-eliten anede og frygtede, men som de ikke ville eller kunne forstå arten af, fordi de så såvel deres egne fortolkninger af de europæiske grundværdier som deres ideologiske forestillinger om en elitær EU-union som uantastelige. Spaltningen af Tyskland og Europa er imidlertid nu en ubestridelig kendsgerning. Der gives et Før Køln og et Efter Køln, der for stedse vil præge hele EU og Europa, men hverken Merkel og hendes koalitionsregering eller Juncker-kommissionen og EU-parlamentets formand har opgivet deres målsætning eller naive forestilling om at "Vi klarer udfordringen". Man tager naturligvis skarpt afstand fra overgrebene i Køln, lover grundige undersøgelser af hændelsesforløbet og skærpelse af straffeforanstaltningerne, og man vil også øge indsatsen for bedre integration m.v. og snakker uforpligtende om at begrænse indvandringen. Men man holder principielt fast i de barmhjertighedsforestillinger der er blevet ideologi og hele den snævre juridiske og pligtmoralske tankegang der understøtter ideologien og den ellers sammenstyrtede Schengen-aftale - og man blæser reelt på den folkelige modstand der har rejst sig mod indvandrerne og flygtningene og som kræver genetablering af de nationale grænser og afvisning af det antal flygtninge der langt overstiger hvad der er mulighed for at integrerere.

Folkestemningen er tydeligvis vendt, og meningsmålingerne kan også registrere et lille flertal imod den tyske regerings flygtningepolitik, men bølgerne går højt i debatterne - og fronterne er stadig skarpt optrukne. Alle finder dog politiets svigt yderst graverende og påfaldende.

Den politiske rapport Til toppen Næste

I mange dage byggede både mediernes og de førende politikeres vurderinger på umiddelbare indtryk og førte derfor til uheldige generaliseringer. Kansler Merkel og indenrigsminister Maizière var ikke længe om at rykke ud med dyb fordømmelse og løfter om undersøgelser. Forbundsregeringens justitsminister Heiko Maas mente at angrebene i Køln "i et eller andet omfang" var organiseret. Og delstaten Nordrhein-Westphalen, der ledes af en koalitionsregering mellem SPD og Die Grüne, var ikke sen til give sin politidirektør Wolfgang Albers silkesnoren, eftersom han var øverste ansvarlige for politiets svigt som han ikke kunne give nogen rimelig forklaring på. Regeringen lovede en undersøgelse og den forelå i går mandag og blev forelagt af delstatens indenrigsminister Ralf Jäger (SPD)

Åbent anklagede han Kølns politi for alvorlige fejl. Især var det graverende, at politiet ikke havde bedt om forstærkning da udskejelserne tog fart og at det ikke havde informeret offentligheden ordenligt. - Jäger fastslog at mere end 1000 arabiske og nordafrikanske mænd havde forsamlet sig på Banegårdspladsen, mange var aggressive og berusede, og delte sig i mindre grupper der forulempede tilstedeværende kvinder. Men efter alkohol- og narkorusen kom voldsrusen, som toppede med udlevelsen af "seksuelle almagtsfantasier". ("Nach dem Alkohol- und Drogenrausch kam der Gewaltrausch. Und es gipfelte in der Auslebung sexueller Allmachtsfantasien"). Og sådanne må straffes hårdt, understregede Jäger.

Overgrebene blev stort set udelukkende foretaget af folk med migrationsbaggrund. Og meget taler for at der blandt dem var nordafrikanere og folk fra den arabiske verden, men efterforskningen er yderst kompleks. Det vil være uredeligt at give ofrene falsk håb om opklaring. Også politiet selv lider under ikke at have kunnet give ofrene beskyttelse. Jäger kaldte det verdensfjernt at tro at alle flygtninge og asylansøgere er uskyldshvide lam. Der vandrer forbrydere rundt mellem læger, ingeniører og forskere. Gentagelser skal forhindres. Vi skal ikke accepterer retsløse rum i samfundet. Mænd skal ikke have lov at udleve voldsbaseret dominans - hverken på arbejdspladser eller ved karnevaller.

Politiinspektør Bernd Heinen supplerede med indrømmelse af at politiet ikke havde haft situationen under kontrol eller kunnet forhindre overgrebene. Allerede kl. 21 nytårsaften fik politiet kendskab til fremmødet på banegårdspladsen af mindst 500 migranter, og det var kl. 23 steget til 1000. Men politiet tilkaldte ingen forstærkning. Man fik kun ti personer pågrebet og de var alle udlændinge uden bopæl i Køln.

Indenrigsministerens rapport kan læses på nettet. Den er meget detaljeret, og giver ikke indtryk af at lægge skjul på noget som helst, men den er forstemmende fordi politiets ageren er fuldstændig uforståelig og så ineffektiv både hvad angår beskyttelse af kvinderne, pågribelse af gerningsmænd og registrering og rapportering af hændelsesforløbet at det kan siges med sikkerhed at den yderligere efterforskning ikke vil føre til nævneværdige retssager eller udvisninger.

Sket er sket og kan ikke lades ugjort, heller ikke politiets forsømmelser. Det er alene fremadrettede foranstaltninger der må tages stilling til - og her løber man straks ind i det forhold at meningerne fortsat er stærkt delte.

Hovedsynspunkter i den tyske debat Til toppen Næste

Dette fremgik bl.a. klart af en udmærket tv-udsendelse på den tyske tv-kanal ARD eller Das Erste "Hart aber fair" mandag aften. Gæsterne var ministerpræsident Hannelore Kraft (SPD), De grønnes formand for rets- og forbrugerbeskyttelse Renate Künast (B'90/Grüne), tidligere forbundsfamilieminister Kristina Schröder (CDU), Rainer Wendt fra det tyske politiforbund og Heribert Prantl der sidder i chefredaktionen for "Süddeutsche Zeitung".

Hannelore Kraft lovede at man intet ville skjule men sørge for fuld opklaring uden falsk hensyn til gerningsmændenes herkomst. Renate Künast udtrykte bekymring for at Køln skulle blive vand på den racistiske mølle. Seksuel vold findes ikke kun blandt migranter, men også i det tyske samfund. Kristina Schröder fandt massive problemer med voldelige arabiske mænd, selv om det ikke passer ind i enkelte politikers verdensbillede. Hvis ikke staten langt om længe optræder beslutsomt, vil integrationen slå fejl. Heribert Prantl gjorde gældede at den der forlanger mere hårdhed, skyder ansvaret fra sig. Den gældende lovgivning er tilstrækkelig. Derfor gælder det for politi og retsvæsen om at finde og dømme gerningsmændene hurtigst muligt.

Rainer Wendt mente til gengæld at politikere blot kommer med stærke erklæringer, men ofte holder alle for nar. Løfterne er hurtigt glemt, og problemerne med migranterne skal stadig helst vendes og drejes under bordet. Han gjorde også gældende at der sprogligt fandt en fortrængning af problemerne sted ved at man konsekvent har undladt at påpege folks herkomst når der skete overgreb af den ene eller anden art. Også i statistikerne fjernede man data om herkomsten. Og det samme i politiets rapporter. Og det skyldtes ikke ond vilje, men opfyldelsen af en politisk forventningsholdning. Efter Køln vil man også bare sige: Der er også et par slyngler fra underverdenen (på tysk 'Ganoven') med i det.

"Hart aber fair" bidrog måske ikke med væsentlige erkendelser. En ung kvinde berettede nøgternt og fattet om de befamlinger og forulempelser og den håbløshed kvinderne på banegårdspadsen befandt sig i. Men det var for hende ligegyldigt hvor mændene kom fra.

Ganske karakteristisk er det dog at en kommentator snakker om hysteri fordi den tidligere familieminister Schröder gjorde gældende at mænd fra muslimske lande havde en forestilling om mandighed der var knyttet til vold. For selv om man må give Prantl ret i at det specifikke muslimske æresbegreb ikke er et juridisk anvendeligt udtryk, så kommer man ikke uden om at fænomener som den orientalske macho, kvindernes hovedbeklædning og det religiøst baserede parallelsamfund er hovedingredienser i den tyske og øvrige vesteuropæiske opfattelse af problematikken. Og at det derfor ikke længere går an at tabuisere den muslimske mandsvold.

Moralske og juridiske principper har spillet fallit Til toppen Næste

Karakteristisk er det også at de politikere, eksperter og kommentatorer der vedblivende understreger at den eksisterende lovgivning er fuldt tilstrækkelig til at sørge for opretholdelse af de vestlige samfunds grundlæggende civile orden og lov ikke leverer meget andet end gentagne forsikringer om at man vil undersøge sagerne til bunds, bringe forbryderne for retten og udvise eventuelle dømte. Det er jo netop at skyde ansvaret fra sig, når kendsgerningen i et tilfælde som Kølns 'Sylwesternacht' er at man ikke kan finde frem til gerningsmændene endsige fremskaffe et sådant bevis- og vidnemateriale at de overhovedet kan blive dømt, og at man selv i de få tilfælde hvor det måtte lykkes at dømme nogen, ikke vil kunne udvise dem, hvis de enten slet ikke har pas eller gyldigt identitetspapir eller kommer fra lande der bruger tortur og dødsstraf. Kendsgerningen er at det ikke er tilfældige eller uskyldige mennesker vi taler om.

Magthaverne hænger sig ganske enkelt i juridiske og moralske principper der i og for sig er fornuftige nok i retssamfund der er så tilpas homogene at det er undtagelsen at bryde loven og se stort på ligestillingen mellem kønnene. I et EU hvor flygtningestrømmen på få måneder er blevet af sådanne dimensioner at hele den civile og sociale orden og hele den administrative og økonomiske formåen udhules til bristepunktet, er det derimod snæversyn og ansvarsforflygtelse at lukke øjnene for konsekvensen af den massive desintegration der kan konstateres og som slet ikke kan reduceres til fx manglende sproglige kundskaber. Den hænger i allerhøjeste grad hænger sammen med at den kultur indvandrerne medbringer afviger markant fra den sekulariserede vestlige.

På samme måde med den moralske holdning. Man taler fra kansler Merkels og hendes tilhængeres side hele tiden om de kristne værdier, den kristne næstekærlighed og den kristne forpligtelse til at hjælpe nødstedte mennesker. Men kristendommen kan på ingen måde reduceres til moralske forpligtelser der er så vidtgående at nationerne skulle have pligt til at åbne deres grænser for en endeløs strøm af flygtninge der drømmer om fredelige og velordnede livsvilkår, men hvis antal alene gør det umuligt at værne nationens grundliggende homogenitet og integritet. Ophøjer man næstekærlighedsbudet til et princip der gælder massive folkemasser på vandring, så har man fjernet hele dets idé om nærhed og tilhørende ægte spontanitet og på ideologisk vis gjort hjælpen til en overordnet juridisk forpligtelse der reelt strider mod kristendommen ved at postulere en frigørelse gennem gode gerninger, og man har i realiteten bevæget sig langt ind i en storpolitik der kæder kristendommen sammen med ren magt og derfor rokker sekulariseringen.

Man benytter uden videre en henvisning til de internationale flygtningekonventioner som begrundelse for at åbne grænserne for flygtningene, men konventionerne stammer fra en helt anden tid og havde et helt andet snævert formål da de blev udformet og underskrevet af de forskellige stater, nemlig at beskytte de relativt begrænsede antal flygtninge der var resultat af krige, borgerkrige og forfølgelser efter 2. verdenskrig, altså på et tidspunkt hvor verdens befolkning udgjorde omkring 2½ mia. I dag det cirka det tredobbelte og stiger stadig, og det betyder at frie flygtningestrømme bliver deciderede folkevandringer, og at sådanne er regulære trusler mod de velordnede og velfungerende nationer. Det store problem hedder den eskalerende befolkningstilvækst. Krigene, borgerkrigene, uligheden og nøden er en følge af denne. Og derfor hjælper det naturligvis ikke at tillade folkevandringer. Det flytter blot problemerne. Krige og nød skal løses i lokalområderne - naturligvis gerne med international bistand, for ellers kommer man ingen vegne. Men lokale løsninger indebærer at mennesker der vælger at flygte fra krigsområder af ren og skær overlevelsesgrunde, skal forblive i nærområderne i dertil indrettede lejre - og vende tilbage til deres hjemegne når det bliver muligt. Man gør dem i virkeligheden en bjørnetjeneste ved at lade dem ty til opsamlingsteder og flygtningelejre langt fra hjemegnen, for det giver dem falske forhåbninger om en ny fremtid og letter samtidigt det nødvendige pres på de lokale regimer af ofte diktatorisk art.

Kansler Merkel og hendes tilhængere henviser også til den tyske grundlov fra 1949 der allerede i indledningen taler om at menneskets værdighed er ukrænkelig, og at det er statsmagtens forpligtelse at agte og værne den. Det afspejler blot de almene menneskerettigheder, men igen må det påpeges at statens helt naturlige forpligtelse primært gælder statens egne borgere og ikke alle mulige tilkomne flygtninge eller asylsøgere. Man kan tildele asylsøgere statsborgerskab så de inddrages under statens beskyttelse, men ingen tilstrømmende flygtningemængde har krav på statens beskyttelse som om de var regulære statsborgere: den afhænger af om de opfylder betingelserne og godkendes som statsborgere.

Asylansøgere skal så vidt muligt behandles ordentligt og anstændigt, men ingen stat kan tage imod et hvilket som helst antal flygtninge, heller ikke et relativt rigt land som Tyskland. Der kan aldrig sættes eksakte tal på hvor mange flygtninge et land som Tyskland kan klare at give anstændige vilkår, men tallet ligger efter de første måneders ubehagelige erfaringer nærmere 200.000 end 300.000 og kommer ikke i nærheden af en million. Og Merkel kan som bekendt ikke få andre EU-lande til at tage deres andele af strømmen efter en teknokratisk kvotefordeling oppefra, ligegydigt hvor meget hun appellerer til solidaritet. Hun har ganske enkelt forregnet sig, hvis hun overhovedet har indladt sig på en regnekunst der tager højde for andet end hendes egen godhed og drøm om union!

Der kan ikke indvendes noget fornuftigt imod at man efter evne hjælper nødstedte mennesker i en verden med borgerkrig og nød, men hjælpen må ydes så den giver de nødstedte muligheder for at genrejse og opbygge deres hjemlande og ikke sådan at den undergraver den hjælpende nations egne muligheder for at opretholde sin egen civile orden og hele kultur plus dens økonomi og muligheder for hjælp.

Disse forhold ser mennesker i Europa naturligvis meget forskelligt på som følge af selve det store opbrud der er sket med globaliseringen, men man kan ikke bestride at det hovedsynspunkt som kansler Merkel og EU-eliten forfægter på ingen måde er lutter godhed og uselviskhed, men hænger nøje sammen med at de ønsker at bestemme over befolkningen og fællesskaberne i enhedstankens navn, og dette er ren og skær ideologi, hvor juridiske og moralske principper sættes over folkets egne dybe fornemmelser for hvad der er godt og konstruktivt i det lange løb.

Man bør i disse sager aldrig glemme at jurister som stand betragtet er onde mennesker (eller på tysk 'Juristen sind böse Leuten'), for 'onde' bliver folk altid af ensidigt at tænke i juridiske og logiske baner hvor spidsfindige regler med tilhørende kontrol er et og alt. Den slags folk har glemt den frie og spontane sang, og derfor siger et relevant tysk ord også, at 'Böse Leute habe keine Lieder' (onde mennesker har ingen sange), og det allerværste i den forbindelse er at de også altid tager sangen fra jævne mennesker og dermed systematisk undergraver livsglæden.

Den dybeste årsag ligger i det muslimske kvindesyn Til toppen Næste

Hvorom alting er så har Køln-overgrebene én gang for alle understreget at man i vurderingen af integrationsmulighederne for tilstrømmende flygtninge fra muslimske lande overhovedet ikke kan ser bort fra det helt almindelige kvindesyn disse mennesker bærer med sig fra deres egen kultur og som ikke kan reduceredes til primitive handlinger der dukker op så snart alkoholindtagelsen blæser forstanden væk og fjerner alle hæmninger. Kvindeundertrykkelsen og kvindeforagten er en væsentlig del af muslimers gennem århundreder indarbejdede og indoktrinerede machokultur der hæver manden højt over kvinden og reducerer kvinden til et simpelt redskab for mandens seksualtrang. Hun kan godt respekteres som børnenes og de hjemlige værdiers værner, men uden for hjemmet er hun ingenting - og kan ikke færdes frit uden beskyttelse af familiens mænd.

Kendere som den syrisk fødte Naser Khader eller den en overgang egyptisk gifte journalist Pernille Bramming er enstemmige i mælet når de påpeger at kvinder i Mellemøsten ikke kan færdes frit i det offentlige rum uden konstant at være truet af påtrængende og aggressive mandspersoner. Man kan diskutere om det overvejende er mænd fra de lavere sociale lag der optræder aggressivt, men der er næppe tvivl om at respekt for kvindekønnet som vi kender det i Vesten i det store og hele kun findes i den bedre stillede og oplyste middelklasse, men overalt støder den på den gamle kultur- og religionsbaserede opfattelse af kvinden som andenrangs. Man kunne endog under det forjættende arabiske forår i Egypten for nogle siden konstatere at selv på Tahrirpladsen i Kairo blevet der under de ellers festlige og lovende folkemøder begået overgreb mod kvinder på den specielle måde som på egyptisk-arabisk kaldes 'taharrush gamea' der betyder noget i retning af gruppeforulempelse og som dækker over noget så modbydeligt som en "massevoldtægt med arbejdsdeling". Konkret vil det sige at nogle mænd giver sig i deres lyster vold over for udvalgte kvinder, mens deres kammerater danner en beskyttede ring omkring dem så forbipasserende forhindres i at gribe ind.

Man kan bestemt ikke af sådanne overgreb drage den generalisation at sådan er alle muslimske mænd, men omvendt kan man overhovedet ikke se bort fra at den muslimske kultur og den muslimske religion som sådanne lige fra år 622 har bygget på selve mandsdominansen og mandsherredømmet som princip, eller se bort fra at dette princip gør kvinder forsvarløse over for såvel aggressive mænd i det offentlige rum som de autoriteter der officielt dømmer kvinder i tilfælde af overtrædelse af påklædningsforbud og adfærd, herunder utroskab eller fri optræden over for det andet køn af den art vi kender i Vesten og i moderne tid tager som en selvfølge.

Det skal på ingen måde forties at også den vestlige verden indtil kvindefrigørelsen satte ind for godt og vel hundrede år siden har haft en decideret kvindeundertrykkelse der generelt gjorde kvinden retsløs og på et tidspunkt specifikt førte til middelalderlig hekseforfølgelse (ud fra det primitive syn at al syndig seksualitet skyldes kvinder). Men faktisk er det lykkedes kvinderne at blive frie og selvstændige, og det har det overvejende flertal af vestlige mænd ikke blot nødtvunget accepteret, det kan de skam også se fordelene ved. Og derfor har vore moderne sekulariserede samfund systematisk udviklet sig mere og mere væk fra det primitiv kvindesyn.

Derfor kan det siges med sikkerhed, at Kølner-overgrebene ikke kan bagatelliseres som tilfældige udslag af forholdsvis få uheldige elementers udskejelser, men må tages i sin fulde pålydende som en understregning af at muslimernes almene kvindesyn er uendeligt langt fra det vestlige, og at det ikke fjernes ved aldrig så megen moralsk belæring eller sproglig uddannelse af tilkomne muslimer. Det vil heller aldrig forsvinde fra vestlige kvinders bevidsthed så længe antallet af flygtninge stiger og stiger og undergraver de europæiske samfunds selvfølgelige lov og orden. Forholdene bliver kun værre, jo flere flygtninge vi får i Europa, og kvindernes frygt vil stige og gøre dem mere og mere utrygge overalt hvor der er mange muslimske mænd.

Der ligger ingen hysteri i at påpege dette, men tværtimod nøgtern oplysning, og den er blevet ekstra nødvendig fordi venstrefløjen alt for længe af misforstået moralske hensyn, men reelt dybt inkonsistent moral har lagt en dæmper på erkendelsen og forsøgt at mane al bekymring fra folkets side i jorden med beskyldninger mod kritikerne for racisme og fremmedhad og alskens fobier. Venstrefløjens fordomme kommer ikke af ingenting, den går tilbage til ungdomsoprøret i 1968 der hægtede kampen mod kapitalismen sammen med kampen mod Israel og dermed ophøjede Palæstinensernes Befrielses Front til en heltestatus - også hvor den åbenlyst valgte terroren som middel. Venstrefløjen har lukket øjnene for alle kendsgerninger der fulgte af palæstinensernes ideologi.

Folkelige fornemmelser er langt dybere end eliten aner Til toppen Næste

Kølner-overgrebene har frem for alt nu gjort det lysende klart for alle Europas borgere og navnlig borgerne i EU, at den politiske elite i de store lande og i den kommission og de råd der styrer EU fra Bruxelles stiler efter at samle magten centralt og gøre EU til en centralistisk union i snæver forstand, dvs med beføjelser til centralmagten der gør de enkelte landes suverænitet til en ren formalitet (hvad der afgøres i Bruxelles får de enkelte landes parlamenter lov til at acceptere). Heroverfor står som utallige folkeafstemninger i den senere tid har vist, herunder også den i Danmark den 3. december om ændring af retsforbeholdet, at der er en stor og voksende modsætning mellem folkene i de enkelte lande og eliten i Bruxelles.

Da det desværre er en almindelig vildfarelse at tro at eliten i Bruxelles skulle repræsentere den højeste fornuft og rationalitet i hele verden, mens folkene er sværmeriske (og hysteriske) og lader sig styre af letvakte følelser, som demagoger eller folkeforførere sagtens kan dreje hvorhen de vil, så er det nødvendigt at gøre opmærksom på at folkenes dybere åndelige forestillinger slet ikke kan reduceres til emotioner og letvakte følelser, men tværtimod lige siden de folkelige bevægelsers opståen i 1800-tallet har været en uhyre progressiv, men kompleks blanding af sund fornuft og sund fornemmelse, som har sørget for kreativiet og fornyelse på alle afgørende områder af samfunds- og kulturlivet. Og grunden hertil har slet ikke været 'følelser', men en ejendommelig helhedsfornemmelse der beroede på såvel solid forankring i det praktiske jordeliv som en solid føling med det kollektivt ubevidstes ukontrollable arketypiske forestillinger. - Jf. artiklerne om Det kollektivt ubevidste og om Romantikken

Det afgørende i dette forhold er at folket har umiddelbar kontakt med psykiske kræfter som ikke er snævert knyttet til de enkelte individers sjæleliv, men derimod bredt til fællesskabets åndsliv som - modsat al intellektuel virksomhed - er i enhver henseende frit skabende og voksende, men samtidigt uigennemskueligt og ukontrollabelt. Dette betyder igen at det folkelige åndsliv kun trives i jordnære fællesskaber der er gennemsyret af gensidig tillid og overflødiggør snævre moralske og juridiske regler. Åndslivet får lov at gro frit - og det gror faktisk frit i fuld tillid til det en forsker engang har kaldt ubevidst tro på det gode i mennesket. Og dette gode i mennesket er ikke nogen idealforestilling om det fuldkomne menneske, men simpelthen den selvfølgelige tilbøjelighed til at vælge det positive frem for det negative, det konstruktive frem for det destruktive, det sunde og sande frem for det syge og falske og det skønne og muntre frem for det grimme og triste. Og det gode vil altid være forbundet med såvel humor som frie skøn og fleksibel tilpasning.

Derfor er det naturligvis katastrofalt når teknokrater, jurister og økonomer snævrer virkeligheden ind og gør alt liv til et spørgsmål om nytte, pligt, fremadstræben, karriereræs og magtkamp. Ligesom det er katastrofalt, hvis kulturfremmede mennesker komme væltende i stride strømme for at drage fordel af goderne, men blæse på såvel glæden og friheden som den gensidige tillid. Teknokraterne og barbarerne har det tilfælles at de ødelægger folkets frie sang og 'leg'.

Ordet 'leg' er valgt med omhu, fordi det er et så stærkt element i alt kulturliv at det slet ikke kan undværes i beskrivelser af kulturen uden at beskrivelserne bliver falske og ufuldstændige. Og som den hollandske kulturhistoriker Johan Huizinga gjorde gældende i sin bog om kulturens oprindelse i leg ('Homo ludens' - eller 'det legende menneske') så er der flere vigtige kendetegn ved leg, nemlig for det første friheden eller frivilligheden, dernæst bevidstheden om at der er forskel mellem leg og alvor; endvidere spændingselementet, dvs en vis grad af uvished og chancemoment. Der skal også være en vis orden der giver sig udslag i enkle spilleregler som alle bare overholder hvis de vil være med i legen, og hvis ideal er 'fair play'. Og endelig er der i legen den intensitet der betyder at legen lægger fuldstændigt beslag på den legende så længe den foregår. Legen kan på bestemte tider af året gå over i decideret fest og kult, hvor den bliver et decideret livsdrama for hele folket, heraf udspringer vore dages karnevaller. Men det afgørende er at legen er uadskillelig fra kulturen - uden dog at være deterministisk årsag til kulturen (for også dyr leger jo).

Det værste man kan sige om vores dages islamistiske terror mod Europa og vore dages invasion af muslimske flygtninge der medbringer en kvindeforagtende machokultur er at begge dele skaber frygt på vort kontinent og dermed ødelægger vores frie leg og vores kultur, hvis ikke den bliver standset i tide. Hjælp fra teknokraterne i Bruxelles får folkene ikke, eftersom teknokrater ikke fatter hvad leg og folkelighed er.

Helhedsrealistisk vurdering Til toppen Næste

Jernesalts komplementære helhedsrealisme sætter eksistensfilosofien over såvel den akademiske filosofi som naturvidenskaben, fordi den lægger vægt på menneskets subjektive ansvar og hele bundethed af en mening med eksistensen som omfatter en fundamental, men klart irrationel helhedsoplevelse. Helheden er simpelthen vort inderste jeg, og derfor går det ikke an i et forsøg på at forstå eksistensen og opstille en tidssvarende begrebsramme for den at se bort fra dette forhold.

Helhedsrealismen siger endvidere at mennesket har to tilgange til virkeligheden, nemlig dels den ydre via sanserne og den rationelle, analytiske bevidsthed, dels den indre via intuitionen og hele den irrationelle bevidsthed der altid har oplevelsen af helhed og mening som grundlag. De to tilgange er lige vigtige for den menneskelige eksistens i den praktiske virkelighed (også kaldet sædvanevirkeligheden), og normalt kan ethvert menneske veksle frit mellem brugen af de to tilgange - alt efter situation og formål. Men det er kun tilgangen til den indre verden der giver den nødvendige oplevelse af og bekræftelse på helheden og meningen. Heraf må imidlertid ikke udledes at den indre verden er den absolut sande, og at sædvanevirkeligheden blot er en illusion, for ingen af dem kan undværes, og selve forbindelsen mellem dem beror på at der i psyken overhovedet dannes en genstandsbevidsthed der kan bygges bedre og bedre op til tilpasningen til den ydre verden, og denne genstandsbevidsthed forudsætter faste genstande i den ydre verden. Så der ville ikke være en bevidsthed om hverken den ydre eller den indre verden uden eksistensen af den ydre verden med en ejendommelig biologisk art af kød og blod der også har bevidsthed. Og det fantastiske ved den menneskelige sjæl er faktisk er at den er et uafladeligt og meget dynamisk spil mellem det bevidste og det ubevidste.

Helhedsrealismen er endvidere en nøgtern konstatering af at den menneskelige moral ikke svæver frit i rummet eller kan udvælges efter forgodtbefindende, men tværtimod har et afgørende indre krav om psykisk konsistens. Psyken kræver at der i det lange løb altid er overvægt af det gode, positive, konstruktive og kærlige i såvel individets som fællesskabernes liv. Fejl er uundgåelige, men vil som hovedregel kunne rettes op. Relevant i forbindelse med flygtningekrisen og truslen fra muslimsk kvindeforagt er selvfølgelig at de europæiske lande umuligt kan sørge for den nævnte overvægt, hvis alt for mange fremmede invaderer landene og oven i købet modarbejder integration.

En vigtig ting ved helhedsrealismen er også at den går ind for komplementaritetssynspunktet og derfor ikke falder for en forstandsforheksende dualisme der hele tiden stiller menneskets valgmuligheder op som et skarpt enten-eller. Den siger tværtimod at den fornuftige løsning vil være et både-og der vel at mærke lader modsætningerne bestå og lader dem skabe et kreativt modspil til hinanden. Helhedsrealismen går derfor ind for den tredje vej mellem synet på samfundet som det vigtigste og synet på individet som det vigtigste. Og ligeledes går det ind for den tredje vej mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet (eller tryghedsprincippet), hvad der vil sige at den ser positive ideer i såvel liberalismen som socialismen, men ikke vælger den ene frem for den anden. Som relevant eksempel for artiklens emne skal også udtrykkeligt nævnes komplementariteten mellem barmhjertighed og retfærdighed. Det er begreber der strider mod hinanden og ikke kan forenes i en overordnet, logisk konsistent morallære, men må tages som principper der altid giver et dynamisk modspil som kræver refleksion og omtanke.

Når disse overordnede principper er slået fast, må det imidlertid også fastslås at den højtbesungne vestlige frihed under ingen omstændigheder kan reduceres til et blot og bart formelt juridisk regelsæt der omhandler en række konkrete frihedsrettigheder som trosfriheden, ytringsfriheden, forsamlingsfriheden, pressefriheden, erhvervsfriheden, religionsfriheden og så fremdeles, men først og fremmest er en psykisk totalfornemmelse af muligheden for en fri udfoldelse i et fællesskab og et miljø hvor der hersker selvfølgelig tillid mellem mennesker.

Det betyder at tilliden mellem fællesskabets medlemmer er forudsætning for deres frie liv og frie udfoldelse under det ansvar der hedder hensynet til andre og hensynet til samfundet som helhed. Hvor enkelte individer af den ene eller anden grund bryder tilliden, opstår der problemer, og hvis antallet af sådanne individer bliver for stort, kommer samfundet i nød og krise. Og dette gælder hvad enten der er tale om indfødte eller fremmede, om unge eller gamle, rige eller fattige eller om tilhængere af bestemte ideologier og religioner der hylder absolutte ideer og der står for decideret intolerance. Sådanne asociale enkeltindivider eller grupperinger der hylder udemokratiske og fx kvindeforagtende ideer eller holdninger og nægter at acceptere fællesskabets spilleregler, vil altid være en fare for et frit samfund.

Desværre har udviklingen siden den 5. september 2015 hvor den tyske kanser Merkel åbnede sluserne for en massiv flygtningestrøm fra Mellemøsten og Afrika af mennesker som står fremmede og i visse tilfælde direkte fjendtlige over for den vestlige kultur, gjort ikke alene Tyskland, men hele EU til et fællesskab der er truet på livet og er tvunget ud i kamp for den helt elementære frihed, sekularisering og kvindefrigørelse. EU nægter at se problemet i øjnene og har derfor skabt en stærkt voksende mistillid til sine ledere og institutioner.

Begivenhederne i Køln nytårsaften har blotlagt problemet på en måde der viser Merkels og EU-elitens totale fejlvurdering af situationen for såvel de enkelte lande som hele EU. Derfor må den folkelige modstand mod eliten i Bruxelles gøres stærkere og stærkere. Det er kun den folkelige modstand der giver håb.

Ejvind Riisgård

Henvisninger Til toppen

Relevante artikler på Jernesalt: