Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - familien15singler

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.02.15.

Single-tendensen æstetiserer kønslivet og dermed tilværelsen som helhed

Næppe nogen anden ændring i menneskers relationer til hinanden har ændret samfundet så meget som kvindefrigørelsen. Den begyndte så småt i midten af 1800-tallet i USA og England, men bredte sig hurtigt til de øvrige vestlige lande, herunder Danmark, hvor Dansk Kvindesamfund blev dannet i 1871. Stemmeret i Danmark fik kvinderne dog først i 1915, og og de store skred skete først efter 2. verdenskrig da også kvinder fra middelklassen kom ud på arbejdsmarkedet. For det var dette der gjorde udslaget, der dog både havde sine positive og sine negative sider.

Det negative var - udover at den store indvandring af muslimer kom helt på tværs af udviklingen - at familierne fik dobbelt så lang arbejdstid pr. uge, hvad der igen betød at næsten alle børn kom i daginstitution. Det positive var at familierne fik flere penge mellem hænderne og større boliger (hvad der negativt betød boligprisernes stigning!). Samtidigt fik flere og flere kvinder længere og højere uddannelse. Og da kvinderne samtidig fik p-piller og ret til fri abort, blev seksuallivet for flertallet af etniske danskere definitivt løsrevet fra den snævre tilknytning til forplantningen.

Familierne blev børnefattige. Mange kvinder fravalgte helt børn, og hvis de valgte børn, skete det som hovedregel efter uddannelsen. Kernefamilien er fortsat den foretrukne familieform, men antallet af skilsmisser er vokset betydeligt de sidste årtier. Mange kvinder og mænd foretrækker i dag simpelthen single-livet. En frisk statistik fortæller, at hver femte mand på 50 år og hver syvende kvinde på 50 ikke har børn. Endnu færre hvis man ser på København. Og det er så store tal, at de peger på dalende befolkningstal fremover.

Alt peger på at hovedårsagen for begge køns vedkommende er at det ikke alene er forbundet med en hel del besvær at have børn, nemlig mere arbejde i hjemmet, flere bekymringer og mindre tid til fri rådighed, men også at børn regnes for en stor hindring for et decideret karriereliv. Prioriteres karrieren over alt andet, hvad eliten og stræberne er tilbøjelige til, så betyder det i langt de fleste tilfælde fravalg af almindeligt familieliv med børn. For mændenes vedkommende er det ikke det store problem at få seksualdriften tilfredsstillet uden familieliv. Det er det principielt heller ikke for kvinder, men her synes tendensen dog i lige så høj grad at være grundet i et bevidst fravalg af selve seksuallivet. For mænd der har valgt og accepteret familielivet, synes problemet - efter den offentlige debat at dømme - at være centreret om at finde den rette manderolle, hvilket vil sige en status der ikke er præget af kvindens direkte eller indirekte dominans. Og lykkes denne identitetskamp ikke, er skilsmisse nærliggende. Men for kvinderne synes det at gælde, at de oftere ser skilsmissen som en relativ nem udvej af et seksualliv som de føler manden prøver at bestemme ud fra deres eget snævre behov og derfor er blevet trætte af.

Da der de sidste halvandet hundrede år har været et stort antal skilsmisser der blot skyldes det simple forhold at parterne er blevet trætte af hinanden efter få år, i mange tilfælde blot fordi de har kastet sig hovedkuls ind i ægteskabet på grund af forelskelse eller graviditet uden at bekymre sig nærmere over hvad et bindende parforhold normalt indebærer på langt sigt - det er jo blot romantik at stå ved et alter og love hinanden troskab til døden - så synes der med de senere års stigning i antallet af skilsmisser at være sket en lidt dybere normændring der kunne tydes noget i retning af at alle følelser i et parforhold opfattes som romantik eller sentimentalitet der bør vige for prioriteringen af et seksualliv med primær fokus på variation og orgasme. Hvilket på jævnt dansk igen betyder at det generelt er dumt at tage hensyn til de gammeldags romantiske følelser, hvis sex er livets højeste værdi. Men her er det at folk kan forregne sig, fordi en eller anden form for overordnet hensyn kommer ind i billedet, hvad enten individerne vil det eller ej.



Det er oplysende og ganske morsomt at følge debatten om kønslivet i det moderne samfund, hvor den såkaldte kreative klasse i storbyerne har formået at sætte sig på medierne med alle deres ideer, ønsker, tilhøjeligheder og normer. Debatten udfolder sig primært på de sociale medier, som jeg ikke følger med i, men bestemt også i et dagblad som Politiken som jeg er daglig læser af og som på 20-30 år har udviklet sig fra et radikalt kamp- og oplysningsorgan til en radikalt frisindet og multikulturel avis som næppe får grundlæggerne Hørup og Edvard Brandes til at rotere i deres grave (det gider de trods alt ikke længere), men nok til lidt hovedrysten over den dårskab og ensidighed hvormed organet for den højeste oplysning i landet skrives og redigeres og som præger både sprog og opsætning.

Kvindefrigørelsen gør sit til denne udvikling. Og den går naturligvis hånd i hånd med sprogfrigørelsen. Der er ingen grænser for den detaljerede udpensling af hvilke uanstændige overgreb selv fysisk store og psykisk stærke kvinder udsættes for i offentlige transportmidler fra små, lave og underlødige mandspersoner der ikke kan styre deres seksuallyst. - Og der er heller ingen større blufærdighed på færde når frustrerede kvinder efterlyser en definitiv løsning på kvinders rystende "kusseproblem" der synes at bestå i at de efter at have læst 'Kvinde, kend din krop' i laser, står tilbage med alle kønshårene i postkassen og med én stemme kan melde ud at deres ædlere dele ved nøjere eftersyn med spejle og kameraer simpelthen er 'ulækre'. Det er skam ikke drømmen om den perfekte krop der rider disse kvinders forfængelighed, men synet af kropsdele ingen andre end gynækologer strengt taget behøver at studere nærmere (og da kun hvis der er noget galt i fysiologisk henseende). De tjener normalt helt andre og ganske vigtigere funktioner som bedst udfoldes i det nære og private 'jeg-du-forhold' mellem kærester.

Det nævnte problem eksisterer med andre ord kun for radikaliserede feminister og andre der fx heller ikke kan døje et ord som 'skamlæber', eftersom kvinder ikke har nogen som helst grund til at skamme sig over deres kønsdele. Hvilket er så sandt som det er skrevet. Feministerne glemmer bare at helt normal blufærdighed egentlig blot består i at man ikke bryder sig om at stille sine private legemsdele og -funktioner til åbent skue for andre (og denne blufærdighed rammer også tidligt børn). Så det er i virkeligheden privatlivet som sådant man fornægter eller vil til livs. Alternativet er at idealisere nudistlejrene, hvor grundreglen er at kvinder og mænd går splitternøgne rundt mellem hinanden uden at blive betragtet som kønsobjekter. Sådanne lejre er m.a.o. udtryk for ønsket om at vende tilbage til paradisets have, hvor Adam og Eva også gik nøgne rundt - lige indtil de kom i puberteten og gudhjælpemig fik interesse for den anden som andet end en legekammerat, nemlig som et kønsvæsen. Derfor blev de omgående smidt ud af uskyldigheden af den kønsfornægtende superautoritet der i sin naivitet havde forsøgt sig med et forbud mod pubertetserkendelsen.

Der er heller ingen smalle steder når 'Fifty Shades of Grey' først som bog og nu senest som film omtales i positive vendinger af kvinder, fordi den i begge udgaver gør lystne kvinder våde mellem benene. Det vil sige at den udløser sekreter fra de bartholinske kirtler ved skedeåbningen, så eventuel kønsakt ville kunne forløbe uden større problemer. Det er altså et signal der opfordrer til seksuel tilfredsstillelse - med eller uden partner. Og det må igen være bagtanken med at lave filmen og med at gå ind og se den. - Omvendt bedømmes filmen af mænd som kedelig. Så det må da i det mindste kunne føre til en nøgtern erkendelse af, at der faktisk stadig er forskel på mænd og kvinder når det gælder kønshormonernes virkninger på krop og sind.

Information omtaler 14.2.15 filmen nedladende under rubrikken 'Ridderen på den hvide spankingbænk'. Filmen er, hedder det, en småborgerlig, seksualforskrækket, overhygiejnisk fantasi hentet ud af en kønslig stenalder og en umoden romantik. Men kulturforskeren Gunhild Zacher kan i Politiken 19.2. forklare os vankundige læsere noget andet og langt mere relevant. 'Fifty Shades of Grey' er "en magtfuld kvindes masochistiske fantasi, hvor manden bliver reduceret til et instrument for hendes totale begærsopfyldelse". Sexuniverset i 'Fifty Shades' er - ligesom teenageuniverset i forgængeren 'Twilight' - skabt af og for kvinder, og genren er romancens. "Forholdet mellem romancehelten og -heltinden skal ikke tænkes som manden der undertrykker kvinden. Romancegenren handler om en kvinde der får alle - altså alle - sine begær opfyldt og bringer helten på knæ." Og videre forklares at Mr. Grey er en klassisk romancehelt der er delt i modsætninger som begge fungerer belejligt for kvindens fantasi: "Han inkarnerer altid både truslen og belønningen, han er den hypermaskuline mand og den omsorgsfulde moderfigur"! - Ja, filmen kan således ses som en påvisning af den dynamiske komplementaritet mellem sadismens og masochismens uforenelige modsætninger - og altså ikke som mange tror som en sadomasochistisk film, hvor den ene part nyder at pine, mens den anden nyder at blive pint (begge dele på nærmere aftalt vis, forstås).

Fint at få det på plads - og dermed få et dybere indblik i kvindens seksualitet, når den frigøres fra både forplantning og gammeldags puritanisme og tager skridtet helt ind i en ny kodeks for en ny socialklasse.



Den nye mediebeherskende socialklasse, som lever højt på denne frigørelse, blev navngivet og defineret af Richard Florida i 2001. Den består af folk inden for erhvervslivet, uddannelsessystemet, sundhedsvæsenet, retssystemet og andre erhverv og områder hvis kreativitet er en central faktor i deres arbejde, dvs videnskabsmænd, ingeniører, arkitekter, designere, forfattere, kunstnere eller musikere og lignende. Klassen er blevet samfundets dominerende klasse, fordi kreativitet forlængst er blevet den drivende kraft bag vækstsamfundenes økonomi (og stadig er det efter den store krise 2008-9). Øverst i den kreative klasse (der ved årtusindskiftet omfattede ca. 30 % af befolkningen i USA) findes en superkreativ elite på omkring 12 %. Nedenunder har vi serviceklassen på ca. 45 % (stadig USA der jo er lidt foran os andre). - Det der driver den nye økonomi er ifølge Florida forandringens forrang, behovet for fleksibilitet og vigtigheden af hastighed. Under det hele mærkes teknologiens ubønhørlige fremmarch. Nøglerne til forståelse af fænomenet hedder teknologi, talent og tolerance.

Florida slår fast at kreativitet ikke er det samme som intelligens. Den er bredere, og den er multidimensional og eksperimentel. Den omfatter både evnen til at opdage nye muligheder og syntetisere dem og evnen til at tage risici. Men central er også selve viljen til og tilfredsstillelsen ved at skabe kaos i eksisterende tankemønstre og livsformer, altså nedbryde stivnede mønstre. Kaos er jo i kaosteorierne netop ikke at forstå som total uorden, men som åbenhed over for begyndelsestilstande der medfører konsekvenser. Det åbne og dynamiske miljø kommer til at spille en central rolle.

En anden og bestemt ikke uvæsentlig følge er at båndene til andre mennesker bliver svagere. Mange gode og inspirende samt udskiftelige relationer er vigtigere end faste og kedelige. Der skal ganske vist helst være en kerne af stærke bånd (familien og nogle få venner), men det halvanonyme liv har mange fordele, ligesom det er en fordel at leve som single længst muligt. Boheme-kulturen er ikke afskrækkende. En forsker (David Brook) har ligefrem påvist at det giver mening at tale om 'borgerlige bohemer' (forkortet bobo'er) som noget karakteristisk for den unge kreative generation. De gør ikke oprør mod samfundsordenen som sådan. Outsidere må de gerne være, for disse har gode dage i disse år. Men Florida understreger at den kreative klasse i almindelighed ikke bryder sig om at blive betragtet som bohemer eller i det hele taget at blive opfattet som modkultur eller alternativ til den traditionelle kultur. De betragter sig som seriøs mainstream i den kultur der har økonomien og væksten som fast grund.

Florida afliver definitivt myten om arbejdets endeligt. Kreative mennesker har længere arbejdsdage end andre. De udvisker grænserne mellem arbejde og fritid/privatliv. Fritiden bliver også en slags arbejde, for så vidt man seriøst jager oplevelser og intensitet og iøvrigt bruger enorm megen tid og mange penge på uddannelse. Vi er med andre ord helt inde i et grundlæggende opgør med den puritanske, såkaldte protestantiske arbejdsetik, som har været dominerende fra den calvinske tid og satte flid, arbejdsomhed og sparsommelighed op som sande dyder for den kristne borger - og derigennem førte til kapitalismens særlige opblomstring i mange lande, herunder de fleste protestantiske lande.

Den nye arbejdsetik samler Florida i begrebet 'den kreative etos', dvs den fundamentale kultur eller ånd der definerer den kreative klasse. Denne etos afspejler normer og værdier der fremmer kreativiteten i alle retninger, styrker dens rolle i økonomien og kræver eller forventer støtte i miljøet (virksomheden, universitetet, lokalsamfundet, byen). Selve motiveringen for at arbejde kræver mere end penge. Den er forbundet med arbejdets kreative indhold. Blandt de vigtigste jobfaktorer findes derfor udfordring, ansvar, fleksibilitet og anerkendelse samt stimulerende ledere og kolleger.



Det er svært at komme uden om at Florida rammer noget centralt ved nutidens dominerende socialklasse og dermed også ved det eksisterende samfunds karakter og yderst problematiske sociale og økonomiske kløft mellem de laveste klasser og de øvrige. Ulykken er ikke en skæv fordeling af goder og formuer (det følger dybest set med selve friheden), men - som ikke mindst Lars Olsen gang på gang har påvist - at der er opstået en stor underklasse som er uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet og som føler sig som tabere uden håb om at blive andet. Den omfatter en hel del etniske unge, som ikke føler sig som medborgere i landet, men tværtimod som modborgere der ofte begår kriminalitet og i værste fald vold og terror (som vi netop har oplevet i København 14.2.).

Men så vidt jeg kan se går en forsker som Florida uden om at forklare hvorfor han ligefrem bruger et så højtideligt ord som 'etos' i denne sammenhæng, og langt uden om at spørge hvordan denne 'kreative etos' hænger sammen med en generel - for alle gældende - etik, dvs en etik der omfatter et medansvar for alle mennesker man omgås, ja, til syvende og sidst for hele samfundet. Og dette burde han ellers have sporet sig ind på, når han selv kan konstatere det problematiske ved at den kreative klasse lider af stigende stress. For den kommer jo ikke af sig selv. Der er ofte tale om en udbrændthed i selve den måde man jager forandringer og nyskabelser på, som turde vise at der er noget fundamentalt galt fat i selve vækstfilosofien. Fejlen er at Florida og andre forskere fokuserer ensidigt på vækst og kreativitet og intet aner om det universelle etiske krav om indre konsistens. For gjorde de det, ville de vide, at mennesket altid - i alle faser af sin udvikling - skal sørge for overvægt af det gode i sit liv og derfor også altid sammen med sine medmennesker skal sørge for overvægt af det gode i såvel det nære, lokale miljø som det store samfundsmæssige fællesskab. Intet menneske lever i en isoleret enklave selvom der er en klar tendens til at folk helst vil leve blandt nogenlunde ligestillede (og selvom den allerrigeste overklasse boligmæssigt konsekvent sørger for at isolere sig i bestemte bydele). - Jf. artiklen etik og eksistens.

Intet individ kan leve uafhængigt af andre mennesker, og derfor normalt heller ikke uafhængigt af en familie. Florida påpeger nok at den kreative klasse helst vil have en en kerne af stærke bånd til familie og venner, og ikke ønsker at blive stemplet som deciderede bohemer, men faktum er at 'den kreative etos' - som Florida selv påpeger - indebærer løsere og svagere bånd til andre. Det hårde og stressende arbejde i vækstens og kreativitetens tjeneste gør fritiden til et spørgsmål om variation og nydelse uden nævneværdig risiko for følelsesmæssige bindinger og forpigtelser.



Et vigtigt trick i henseende til at modarbejde stress er Peter Druckers idé med at 'posteriotere' sine opgaver. Man laver med jævne mellemrum en liste over de opgaver man har foran sig, de vigtigste naturligvis øverst og de mindre vigtige nederst. Og derefter skal man kort og godt stryge de opgaver der står nederst, så de én gang for alle mister deres tyngende vægt i sindet eller samvittigheden med deres manglende løsning. Man skal simpelthen erkende at man aldrig når dem! - En helt anden, yderst vigtig forholdsregel er at sørge for daglig tid til hvile, stilhed og eftertanke. Man skal indse, at selve den vedvarende jagt på oplevelser, penge, karriere eller magt betyder målrettet brug af tiden døgnet rundt til målelige aktiviteter der altid kræver opmærksomhed, og det betyder meget ofte fravalg af stilhed og refleksion. Men intet ødelægger i højere grad kreativiteten og den mentale sundhed. - Jf. Er der en idé med at holde hviledag?.

Men det allervigtigste for mennesker der nærmer sig de tredive og som ikke ser en decideret topkarriere som livets eneste sande mål er at have og pleje et normalt familieliv. Man kan roligt påstå at i 95 % af alle arbejdsmarkedstilfælde går skellet mellem almindelige mennesker med normalt arbejdsliv og karrieremennesker med særligt krævende og forpligtende arbejdsliv mellem de personer der har et normalt familieliv og dem der ikke har. Allerede for 40 år siden læste jeg i en kronik at rendyrkningen af tidsmålt effektivitet er typisk for det kapitalistiske produktionssystem. Tidspresset har nær sammenhæng med den vestlige industricivilisations ensidige ekspansions- og effektivitetsfilosofi. Den har ført til rovdrift ikke alene på naturressourcer og arbejde, men også på tid. Den har gjort det til normalt at leve i hastværk, og det at have døgnet tæt besat med tidspunkter er blevet tegn på høj status.

I vore dage skal i denne sammenhæng helt specifikt tilføjes at det at fornægte familielivet fra man er 30 til man er 50 og altså foretrække tilværelsen som single er ensbetydende med at underkaste sig tidspresset og hastværket. Og selv om det giver høj status og placerer én i den kreative klasse med dens højtbesungne 'kreative etos', så må det regnes for en slags umenneskeliggørelse, i og med at det æstetiserer tilværelsen og dermed i høj grad gør det vanskeligere og vanskeligere at sørge for overvægten af det gode i livet og samfundet.

Kriteriet er i hvilken grad det enkelte menneske vælger det subjektiviserende og nærværsfremmende 'jeg-du-forhold' frem for det objektiviserende og fremmedgørende 'jeg-det-forhold'. Og dette vil for de fleste mennesker være let at gennemskue i forhold til småbørn - eller for dens sags hundehvalpe. De sidste er der nemlig rigtigt mange af i vore dage, og man møder dem i massevis hvis man går tur efter kl. 16 på sine lokale veje. Men for børnenes vedkommende er der på det seneste kommet fokus på det manglende nærvær - af den simple grund af det er sådanne gode fremskridt som mobiltelefoner og iPhones der gør forældre fraværende i højere grad end de er bevidste om. Også det kan man konstatere bare ved at gå en tur eller tage et S-tog.



Men det sørgeligste er måske at se tendensen overført til kønslivet, fordi dette afslører et ret bevidst fravalg af nærkontakt eller følelseskontakt som ofte helt af sig selv vil føre til gensidige forpligtelser. Æstetiseringen synes her at komme alt for stærkt ind i billedet ved simpelthen at forstærke det objektiviserende 'jeg-det-forhold' gennem meget ensidig fokusering på den uforpligtende oplevelse, variation og spænding - eller om man vil - ensidig fokusering på den rene hedonistiske nydelse der gør lystfølelsen til alfa og omega. Men tager fejl hvis man tror variation og spænding ikke findes i jeg-du-forholdet. Det gør det allerede af den grund at nærvær kræver vågen opmærksomhed og derfor fører fra bevidstløs rutine til decideret engagement og fra funktion der blot gentager impulsivitetens vaner til grænseoverskridende proces.

Det kan lyde abstrakt, men ud fra det tidligere refererede kan det konkretiseres med en skitsering af et varmt seksuelt samspil mellem mand og kvinde der uden at give afkald på leg eller variation koncentrerer sig om det essentielle nærvær. Dette er i kønssammenhæng et jeg-du-forhold, hvor sted, omgivelser og atmosfære er behagelige, hvor der er fred og ufortyrret ro, hvor tiden er uden betydning og kan glemmes, hvor blufærdigheden falder, hvor nøgenheden er en selvfølge, hvor hænderne føler varm hud og runde former, hvor læber kysser og tunger slikker, hvor partnerens erogene zoner erfares, og hvor kønssekreterne udskilles og favntaget til sidst udløser orgasmen. - Med disse få linjer er det helt upoetisk og uromantisk remset op - alene for at påpege hovedforskellene til et objektiviserende jeg-det-forhold, som fx gynækologerne skal holde sig til, og som engangsknald og uafladeligt skiftende partnere kun bekræfter, hvis de ikke fører videre. Prostitution som gaveudveksling kan være acceptabel og tilforladelig for at skaffe erfaringer, hvis man er nybegynder. Prostitution som vareudveksling mod betaling (købesex) bliver en nødvendighed hvis det normale frie forhold af den ene eller anden grund ikke fungerer tilfredsstillende. Mens voldtægt er den forkastelige, kriminelle bagside af seksualiteten, fordi den skaffer manden fysisk udløsning på en kvindes både legemlige og sjælelige bekostning.

Helhedsrealistisk set er det frie, legende og dynamiske spil mellem ligestillede kønspartnere den mest karakteristiske forskel mellem dyr, der alene parrer sig på instinkternes påbud, og mennesker der har fået bevidsthedens nådegave til både at påskønne de dyriske impulsers drejning til noget varmere og højere og at se kønsforskellen som en af de vigtigste komplementære modsætninger i tilværelsen. Her kan kønsforholdet betyde at partnerne kommer til - med et godt gammelt bibelsk udtryk - virkeligt at "kende hinanden" og derfor også at blive knyttet til hinanden i et livsvarigt forhold der bringer dem begge fra den dyriske tilfredsstillelses overfladiske (til tider komiske) område og helt ind i tilværelsens tragiske område, hvor status og magt er underordnet, men mening, sammenhæng og helhed er afgørende. Her sker dagligt skabelsen af den subjektive virkelighed man har fuldt ansvar for. Dette perspektiv er imidlertid ikke gået op for alle, derfor er der fortsat uklarhed om både ligestillingens og familielivets betydning i det moderne samfund. Og derfor er der opstået tendens til en problematisk idealisering af single-livet.

Ejvind Riisgård



Relevante kapitler af Jernesalts 2009-filosofi:

Biologi
Aggressivitet og dominans
Seksualitet
Socialitet, ulighed og kønsforskel
Musikalitet og spiritualitet



Relevante e-bøger:

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.). 358 sider, rigt illustreret. Pris fra 1.1.15. 100 kr.

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.



Relevante artikler på Jernesalt:

Den komplementære helhedsrealisme
Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



'Syndefaldet': Myte, ord og billede
Jeg/Du-forholdet (ifølg Martin Buber)
Etik og eksistens
Er der en idé med at holde hviledag? Ligestillingen og biologien  (16.10.12.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
Køn, identitet, partnervalg og humor  (7.5.06.)
Kønsdrift og livskvalitet - 2. artikel i ny serie om livskvalitet  (19.1.12.)
Kønsforholdets interdependente begreber  (1.9.10.)
Er der en mening med kønsforskellen?  (25.10.11.)
Kønskamp: Kæmper kvinderne med eller imod biologien?  (8.3.10.)
Kønskraften: Hvem siger kraften er mandlig?  (27.2.12.)



Kvinderne, valget og realitetsprøvelsen  (10.9.11.)
Er der stadig brug for en Kvindernes Kampdag?  (8.3.12.)
Kærestesorger før og nu - om Nils Malmros' nye film  (16.3.09.)
Kærlighed på bitreste prøve over for aldring og død  (film - 30.12.12.)



Det sanselige eller generøse menneske om generøsitet, seksualitet og Tor Nørretranders
Det fromme menneskeom uskyld, hellighed og jomfruelighed
Det musiske menneske  om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring
Det aggressive menneske om Anthony Storrs dobbelte aspekt og dets følger



Nymphomaniac: Trier, seksualiteten og eksistensen  (25.9.14.)
Triers 'Melancholia' er et sandt mesterværk  (31.5.11.)
Har film og anden kunst et budskab?
- Debatten om Triers 'Antichrist'
  (19.7.09.)
Triers 'Antichrist'  (8.6.09.)
'Dogville' og Lars von Trier
Bunuels 'Begærets dunkle mål'
Kieslowski's 'Blå'
'Supervoksen', overgangsriter og 'syndefald'



Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal