JERNESALT - trierantichrist2
ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.7.09.
Har film og anden kunst et budskab?
- Debatten om Triers 'Antichrist'
At Lars von Trier er og bliver en filmkunstner der anser den bevidste provokation for at være hovedformålet med kunsten og livet har ikke været noget hemmelighed. Han deler derfor ofte vandene. Nogle kan lide hans kunst, ja, sætter den højt. Andre kan ikke døje hverken kunsten eller manden - og tillægger ham derfor meninger og hensigter han enten slet ikke har eller som man ikke kan vide med sikkerhed om han har. For han hører også til dem der undviger alle spørgsmål om entydighed.
Det er derfor ikke så underligt at hans nye provokerende film 'Antichrist' vækker til særlig stærk debat, eftersom den behandler forholdet mellem kønnene på en sådan måde at de færreste der ser den kan slippe den med et skuldertræk eller to. De fleste vil frastødes af visse dele af filmen - især tredie og fjerde del, der hedder henholdsvis 'Fortvivlelse' (kvindemord) og 'De tre tiggere' - fordi der her vises temmelig bestialsk og kønsrelateret vold fra både den kvindelige og den mandlige hovedpersons side. Men at den tvetydige film på denne baggrund kan afvises som "en art kulturel sexchikane i det offentlige rum", således som direktøren for Kvinfo gør i et indlæg i politiken 23.6., er alligevel så påfaldende at det må vække til indsigelse.
Elisabeth Møller Jensen hævder at der i Antichrist er et afgørende vendepunkt der legitimerer alle uhyrligheder filmen igennem og gør den kvindelige hovedpersons afbrænding som heks til en logisk konsekvens, nemlig da det afsløres at hun har ladet sin afdøde søn undgælde for sin egen frustration over ikke at kunne fuldføre en afhandling om kvindemord ved bevidst gennem længere tid at have misdannet barnets fod ved at give det skoene forkert på. Her dæmoniseres kvinden af Trier. Kvinden inkarnerer selve den onde natur, ja, kalder med egne ord naturen for 'Satans kirke'. Og Trier lader blot hendes mand fordrive ondt med ondt - han brænder hende som heks i en højere retfærdigheds tjeneste. Filmen legitimerer derfor efter Møller Jensens mening den seksualiserede vold mod kvinder. Filmen er derfor pervers.
Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden svarede igen den 27.6. med den provokerende påstand at 'Antichrist' er en feministisk film. Den udfordrer nemlig radikalt flere af de centrale magtroller som mænd iklæder sig for at bevare kontrol, status og selvværd. Filmen skildrer jo mandens forsøg på som terapeut at kurere kvinden for hendes helt naturlige sorg over og skyld over tabet af sønnen. På overfladen er han omsorgsfuld, men han er ikke selv ramt af sorg over tabet af sønnen og kan følgelig heller aldrig få ægte kontakt med kvindens sorg. Han behandler hendes sjælelige tilstand på rent fornuftsbaseret vis gennem en terapi han selvfølgelig burde holde sig fra, fordi han står hende for nært i seksuel henseende og iøvrigt ikke kan holde fornuften så meget fanget at han undlader at lade sig friste til seksualitet i forløbet.
Seidenfaden spørger med rette, hvordan Elisabeth Møller Jensen kan få gjort denne historie om en iskold og ufølsom mand der fortrænger sine egne følelser og driver sin kone ud i desperationens raseri for efterfølgende at dræbe og brænde hende til en kvindehadende perversion af en film. Det er ham helt ubegribeligt.
Desværre kommer Seidenfaden for at skade at slutte sin klumme af med nogle bemærkninger om at Triers film ikke er udstyret med en ideologisk facitliste, for det der interesserer Trier er filmkunsten som visuel og kunstnerisk udtryksform. Blandt hans virkemidler indgår religion, filosofi, myter og symboler i så intenst et omfangt at de rigelig kan bære alle vores fortolkninger. Ingen af dem er mere rigtige end andre.
Men det skulle Seidenfaden ikke have skrevet, for 12. juli kommer forfatteren Jette Hansen med en hel kronik om 'Mændenes besværgelse af Antichrist'. Mænd synes efter Hansens mening alle at mene at Triers film er stor kunst, men samtidig kunst der er umulig at forstå og fortolke. Og ud over Seidenfaden nævner hun filmlektoren Peter Schepelern, der har dybtgående kendskab til Triers film og skrevet bøger og artikler om dem. Han medvirkede sammen med filmanmelderen Kim Skotte i en debat om filmen hos Jes Stein Pedersen i 'Deadline 2. sektion' 31.5. og afviste blankt at diskutere meningen med 'Antichrist' selvom teologen Sørine Gotfredsen ihærdigt prøvede at få en debat herom i gang.
Nu så jeg ikke den pågældende udsendelse, men kender i hvert fald Schepelerns principielle holdning ganske godt. Han og andre videnskabelige behandlere af film lægger ikke skjul på at de ikke tager stilling til kunstværkernes eksistentielle betydning, men koncentrerer sig om så nøgternt som muligt at redegøre for værkernes æstetiske, billedmæssige og montagemæssige 'komposition' samtidigt med at de forsvarer kunstnerens ret til at provokere alt det han vil. Folk som Schepelern vil netop ikke komme med bud på hvordan kunstværker af Triers karat skal fortolkes, for derved ville de dels forlade deres videnskabelige uvildighed, dels lade værkernes bevidste mangetydighed i stikken. Så det man kan bebrejde udsendelsen er da først og fremmest at Jes Stein inviterer Schepelern med til en debat med en Sørine Gofredsen der har det stik modsatte grundsynspunkt. Den kunne på forhånd dømmes nytteløs, da den ene repræsenterer et videnskabeligt-æstetisk synspunkt som er uforenelig med et eksistentielt.
Jette Hansen gør iøvrigt allerede Seidenfaden uret ved at pådutte ham den opfattelse at han skulle ofre en eksistentiel fortolkning af filmen for en æstetisk. Men det gør han jo ikke. Han kommer faktisk med en eksistentiel fortolkning. Blot ophøjer han den ikke til sandheden over andres eksistentielle forolkninger. Han understreger nemlig det for ham selvfølgelige: at Triers film kan fortolkes forskelligt. Seidenfaden bruger netop ikke æstetikken som en forsvarsmekanisme for ikke at beskæftige sig med kunstværkets eksistentielle indhold.
Jette Hansen har fuldstændigt ret i at der ikke er nogen grund til at være berøringsangst over for ord som patriarkat, feminisme, kvindehad eller kønskamp i forbindelse med Trier. Det er han jo heller ikke selv. Han skildrer tværtimod disse fænomener så nærgående og provokerende, at man vanskeligt kan komme uden om at tage stilling til dem.
Da undertegnede heller ikke er berøringsangst over for fænomenerne, men i min anmeldelse 8.6. gik direkte ind i dem, synes jeg at Jette Hansen skyder en del over målet. Jeg tror såmænd ikke mænd er mere eller mindre berøringsangste over for de nævnte fænomener end kvinder. Triers film lægger i allerhøjeste grad op til en konfrontation med dem. Filmen er ikke entydig. Den skildrer ikke kvinden som mere ond end manden, og ikke manden som mere fornuftig end kvinden. De er faktisk begge skyldige i barnets død, fordi de ikke børnesikrede et åbent vindue i huset. Manden viser ingen dybere forståelse for hendes sorg, men vil dog have den overdrevne skyldfølelse behandlet med terapi i stedet for med medicin. Men han går i gang med terapien på egen hånd, selvom han véd det er imod alle fornuftige regler, og han indlader sig på en højst risikabel terapi der går ud på at konfrontere hende med alt det der gør hende angst. Han går simpelthen for vidt - og fremprovokerer selv det raseri der udløser hendes forsæt om at sætte ham ud af spillet på bestialsk vis. Han må kæmpe for livet - og ender med at kvæle hende samt brænde hende.
Vi ser med Jette Hansens ord et parforhold med dybe fortrænginger og gensidige svigt og et parforhold hvor manden er fraværende, mens kvinden sønderrives i dilemmaet mellem hensynet til barnet og hensynet til den videnskabelige karriere. Men da manden nødtvunget indser kvindens faktiske ansvar i forhold til barnets død, fører det ikke til ægte samtale om problemerne, herunder gensidig anerkendelse af hinanden som skyldige og ansvarlige mennesker. I stedet ser vi kvinden understrege at man aldrig skal undervurdere 'Eden', der både er navnet på parrets sommerhus og den mytiske betegnelse for paradisets have for syndefaldet. Men Jette Hansen synes at se bort fra at kvinden i en anden sekvens kalder naturen for Satans kirke.
Jette Hansen kan have megen ret i at hævde at man ikke skal undervurdere den kraft der ligger i længslen efter uskyldigheden, og at det netop er denne kraft der bevirker at manden ikke kan transformere sin trang til faderlig beskyttelse til en voksen holdning der ser kvinden som ligeværdigt menneske. I stedet bliver kvinden i hans øjne til den onde kvinde der vil ham til livs. Og han brænder hende som heks. Men her springer Jette Hansen mellemregningerne over: Kvinden forsøger vitterligt at lemlæste ham dødeligt - og hun afslører gennem sin påbegyndte afhandling som han finder på loftskammeret at hun er psykisk syg - helt ud i det schizofrene. Det sætter hans forsøg på terapi i det grellest tænkelige lys, men gør ikke hans selvforsvar meningsløst. Han bliver dog selv grebet af paranoide forestillinger og hans hekseafbrænding har absolut ingen anden mening end at trække tråde til middelalderens historie og de billeder den syge ægtefælle har været besat af.
Problemet for parret - såvel som for Trier - er opfattelsen af naturen.
Objektivt set er naturen hverken ond eller god. Dyr er heller ikke onde, fordi de æder hinanden, for det er deres 'natur'. De kan ikke gøre andet end at handle instinktivt. Kun mennesket har i kraft af sin bevidsthed visse handlemuligheder der gør det frit og dermed ansvarligt. Det afgørende mytiske syndefald betød både at mennesket blev bevidst om det andet køns fakticitet som attråværdigt væsen og om forskellen mellem ondt og godt. Dermed begyndte kulturen, og der er ingen vej tilbage til uskyldigheden - hverken for de unge der kommer i puberteten eller for menneskeheden som sådan. Dette betyder ikke at det ikke er muligt at genopleve uskyldighedstilstanden og tidløsheden eller 'evigheden', fx gennem kærligheden, kunsten og religionen, men at tilstanden aldrig bliver permanent. Faktisk har filmens mandlige hovedperson en særdeles vigtig pointe i den smukke sekvens hvor han lader kvinden lægge sig på grønsværen og lade sig opsluge af den grønne natur. At tillægge naturen onde hensigter er derimod projektion - og intet andet.
Imidlertid er det kendetegnende for Lars von Trier at det ondes problem bliver ved med at spøge i hans filosofi og hans film. Selv på det mere humoristiske plan i 'Riget' kunne han ikke dy sig for at lege med det onde mod det gode. Man kan uden videre gå så vidt som at hævde at manden ikke ville være i stand til at lave provokerende film på det plan han gør uden at have det ondes grundlæggende problematik at lege med. Det gør han mesterligt, men man kan ikke drage den konklusion af hans leg, at det onde objektivt eksisterer i den form eller de former han skildrer det. Naturen er ikke ond i sig selv. Kvinden er ikke ond i sig selv. Manden er ikke ond i sig selv. Længslen efter uskyldighedstilstanden er ikke ond i sig selv - og underbevidstheden er heller ikke ond i sig selv, som Bettina Heltberg har hævdet i et debatindlæg om filmen. Men kvinden og manden kan gå hen at blive onde, hvis de bliver psykisk syge eller frustreres dybtgående nok gennem traumer eller skæbnens tilfældige tilskikkelser.
Skal man undgå at falde i kløerne på det onde, at blive dæmoniseret eller traumatiseret, har man først og fremmest den opgave og forpligtelse at sørge for overvægt af det gode i livet, dvs. sørge for at opretholde sin indre konsistens. Overvægt af det gode kan - som understreget i anmeldelsen af Antichrist - simpelthen ikke sikres, hvis naturen som sådan, manden som sådan, kvinden som sådan, seksualiteten som sådan, aggressivitetsdriften som sådan eller samfundet som sådant betragtes som ondt. Så enkelt er det - og så svært for nogle!
Lars von Triers film er bestemt værd at se, fordi den ikke blot leger med det onde og det gode, men i kraft af sit stærke billedsprog sætter tankerne i gang på et højt plan. Filmen løser på ingen måde spørgsmålet om det onde eller om det skæve forhold mellem manden og kvinden. Den fejler tværtimod afgørende ved at undlade ethvert forsøg på at trænge ind i tragediens område, hvor det at have ret er hørt op og parterne derfor kan begynde at forstå hinanden i deres anderledeshed og måske oven i købet inspirere hinanden i stedet for at bekæmpe hinanden. Det er blot ikke forundt Lars von Trier at betræde denne vej - og derfor brækker hans film rent ud sagt over. Den slutter ikke i det leje hvor den begynder i prologen.
Lars von Triers film forbliver dermed på en måde i det æstetiske, hvor provokationen har sin fulde ret, men det forhindrer jo ikke tilskuerne i at interessere sig for den på dybere eksistentielt plan.
Jan Jernewicz
Henvisninger:
Trier, seksualiteten og eksistensen (Nymphomaniac; 25.9.14.)
Triers 'Antichrist' (8.6.09.)
Lars von Trier (kort karakteristik)
Direktøren for det hele Trier når han er træls (8.12.06.)
'Manderlay' (25.6.05.) Lars von Triers fortsatte Amerika-aversioner
'Dogville' og Lars von Trier
Benspænd om Lars von Triers film om og med Jørgen Leth (31.12.04.)
Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens
(Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud
(Ti moderne vejledende principper for det sekulariserede samfund)
Ind i kunsten - optakt til en kunstfænomenologi
David Favrholdts æstetik
En alternativ, helhedsrealistisk æstetik
Artikler om Samfund
Artikler om Film
Artikler om Kunst
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering
At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
